Bødler fra Tønder

Æ Kagmand kom tilbage til Tønder med tak for lån. Skarpretteren var en ”uærlig” person. Skarpretter-dynastier. Kendes i Tønder fra 1593. Støklers enke var en bestemt person. Arveretten til embedet til familien. Skarpretteren havde bestemte pligter. Udstødt af samfundet selv efter mindre forbrydelser. Skarpretteren boede over for hospitalet i Østergade. Uhyggelige regninger. Faste priser blev ikke overholdt. Ingen ville opstille ”Æ Kagmand”. Liget af bødlen lå der i mindst et halvt år. Problemer da Asthusen og hans datter skulle begraves. Skarpretterne optrådte som kirurger. Borgmesterens datter døde af ”en brækket arm”. Skarpretteren blev tituleret som læge i kirkebogen. Du har noget at tænke over, når du passerer Roland ”å æ torv i Tynne”

 

Tak for lån

I 1993 blev der sat en kopi af Tønders berømte kagmand op på torvet i Tønder. Det var kopi af en embedsmand, som man havde i enhver by. Kagmanden forestiller en gottorpsk profos, bøddel eller skarpretter. Den originale kagmand, som nu er på Tønder museum, blev opstillet i 1699 på Lilletorv ved siden af Rådhuset. Men den har formentlig ikke stået her i mange år.

Efter nedtagningen lå den på Rådhusets loft for i 1898 at blive deponeret på Thaulow-museet i Kiel. I 1922 kom den sammen med andre udlånte genstande tilbage til Tønder.

 

Skarpretteren var en ”uærlig” person

Jo, skarpretteren var i ældre tid en uundværlig person i alle byer. Han var ikke desto mindre hadet af befolkningen. Han var en såkaldt ”uærlig” person. Omgangen med ham eller hans ansatte, rakkerne gjorde en selv ”uærlig”

Dette uærlighedsbegreb klæbede ved professionen langt op i tiden. Først i slutningen af 1700-tallet lysnede det for disse mennesker og deres familier. I århundreder havde de levet som mere eller m indre udstødte af samfundet.

 

Skarpretter-dynastier

Professionen dukkede op i 12 – 1300 – tallet og nåede sin fulde udfoldelse efter Reformationen, specielt efter trediveårskrigens afslutning. Da spredtes arbejdsløse skarprettere fra Tyskland op til Danmark.

Her opstod skarpretter-dynastier, der var stærkt indgiftede og sad inde med embederne i flere generationer. Man træffer overalt i landet tysk-klingende navne som Wagner i Odense, Seyler i Fredericia, Müller i Husum, Liebknecht, Bokkenheuser og Mühlhausen i København.

Et sådant skarpretterdynasti var også familien Støckler i Tønder, der fik bevillingen i 1729. De sad inde med embedet, til det blev ophævet i 1847.

 

Kendes fra 1593 i Tønder

Skarprettere i Tønder kendes fra 1593. det år nævnes en Tobias Hansen som udøver af embedet. Det første udnævnelsesbrev stammer fra 1616, da Christian Volckers fra Neubrandenburg blev ansat. Bevillingen findes i stærkt beskadiget tilstand på arkivet i Aabenraa. Her kan man så iagttage bøddelens bomærke. Det er et hjerte gennemboret af et sværd.

 

Dynastier i Tønder

I 1633 nævnes Gottfried Geltzer fra Flensborg til det upopulære hverv. Familien sad inde med embedet til 1683. Den sidste fungerende bøddel med navnet Gletzer blev dræbt på åben gade af kollegaerne fra Ribe og Flensborg. Herefter blev hvervet overtaget af Eberhard Asthausen, der tilhørte et berømt skarpretterdynasti fra Hamborg.

Da han døde, tiltrådte Johan Christopher Støckler som den første af denne familie. Han var formodentlig tidligere regimentsskarpretter, der var uden arbejde efter Den store nordiske Krigs afslutning. Familien kom fra Arnstadt ved Schwarzburg i Thüringen og havde også der været skarprettere og rakkere.

 

Støcklers enke var en myndig person

Familie og embede var i høj grad sammenhørende, sådan at hvervet efter Johan Støcklers død i 1739 blev overtaget af hans enke, der var datter af Eberhard Asthausen. Hun drev bøddellivet ved lejet arbejdskraft. Hun opnåede også i 1742 at overtage bøddel- og rakkerprivilegierne i Aabenraa. Hendes datter blev senere gift med en senere skarpretter i Aabenraa, Hans Christian Røseler. Det blev her som andre steder i landet tale om nære slægtskabsforbindelser med andre skarpretterfamilier.

Hendes søn giftede sig således med en datter af Odense-skarpretteren Vitus Wagner. Hun syntes at være en myndig dame. Da en skarprettersøn fra Mecklenburg, Bokkenheuser, ansøgte om bestaltningen i Aabenraa og samtidig ville ægte hendes datter skrev hun til Aabenraas borgmester:

 

• Han har kun bragt et ringe forråd med sig og kun haft en bylt under armen og hverken bragt hest eller knægt med sig.

 

Hun meddelte derfor, at:

 

• Der intet kan blive ud af ham og min datter.

 

Arveretten til familien

Det var ikke enestående, at enken beholdt embedet. I de privilegier, der i 1693 blev givet til Herman Müller i Flensborg, fastslås, at embedet sågar kunne overdrages til umyndige børn i tilfælde af indehaverens død. De kunne så via formyndere drive embedet med lejet arbejdskraft, så det blev i familien.

 

Skarprettere havde bestemte pligter

Skarpretterne havde bestemte pligter, der var nedfældet i skarpretterregulativet. Et sådant udstedes i 1686 og det var således det Eberhard Asthusen arbejdede efter. Arbejdet var omfattende og præget af den barbariske retsopfattelse, der herskede i de tidligere tider.

De anklagede skulle tortureres og evt. henrettes på den forskrevne måde. Bødlen skulle piske folk, der var dømt til kagen, som det kaldtes. Kagen var den pæl, som afstraffelserne foregik ved.

Han skulle bortvise folk fra byen, når dette var bestemt. Han skulle holde torvet rent og eventuelt holde svinene fra kirkegården. Ligeledes skulle han gøre nødtørftshuset bag rådhuset rent. Dette skete nok et par gange årligt.

At fjerne og flå døde dyr hørte også med til embedet. Til dette havde bødlen dog rakkere, der også tog sig af meget andet. Rakkerne var om muligt endnu mere foragtede og udstødte end skarpretterne, der også selv betragtede sig som hævede over dem.

 

Udstødte af samfundet – selv efter mindre forbrydelser

De, der havde forset sig, blev selv for mindre lovovertrædelser pisket, bundet til bundet til byens kag. Princippet var, at det foregik i fuld offentlighed, således af ofret på den måde blev ydmyget og vanæret. Samtidig blev vedkommende ofte brandmærket. Disse mennesker blev så nærmest betragtet som udstødt af samfundet.

De var ude af stand til at få arbejde for de var gjort uærlige. Der var så ingen anden udvej end at begå kriminalitet. De blev efterhånden et problem for samfundet. Fro at løse dette problem blev der i 1742 udstedt et kongeligt reskript, hvorefter alle, der af højesteret var idømt kagstraf tillige skulle idømmes fæstningsstraf på livstid for mændenes vedkommende.

For kvindernes vedkommende var der livstidsstraf i tugt – og spindehuset.

 

Skarpretteren boede i Østergade over for hospitalet

Den sidste offentlige kagstrygning fandt sted i Tønder i 1830, da en mand, der havde begået indbrud i nogle kirker, blev offentligt pisket på torvet.

Skarpretterne blev naturligvis betalt for deres arbejde. De havde embedsbolig i Østergade, det daværende ”Nordøstquarteer nr. 92”. Det var omtrent over for hospitalet. Bøddelen boede ved siden af fattigfogeden.

 

Uhyggelige regninger

Bødlerne fik fast løn men blev også honoreret efter regning pr. eksekution. Vi har i nogle af vores artikler her på siden gengivet sådan en regning. Det er i grunden uhyggelig læsning. Det er lige fra forevisning af torturinstrumenterne til torturens udførelse, kagstrygning og til den sluttelige henrettelse ved hængning. Regningen indeholder poster for både tobak, brændevin og vin.

Den sidste skarpretter i Tønder, Eberhard Støckler, blev den foretrukne ved henrettelsen af en morder i Gram i 1816. (Læs artiklen. Et mord i 1814.)

Man havde forhørt sig rundt omkring men Tønderbødlen var billigst. Han blev assisteret af sin bror, der var bøddel i Sønderborg. Tønder – skarpretteren udførte i øvrigt halshugninger i Eckernförde i 1822 og i Haderslev i 1826. hans virke var ikke begrænset til Tønder by og amt.

 

Faste priser blev ikke overholdt

Bødlerne havde ellers deres faste områder. Tønder – bødlen Støckler havde således Tønder og Løgumkloster Amter. De lå i indbyrdes strid om udvidelse af deres embedsområder.

Skarpretterne havde monopol, også af den grund, at ingen andre ville have med embedet at gøre. Dette medførte at de ofte skruede priserne op, hvilket gjorde det det nødvendigt, at der i 1692 udstedtes takster, som de skulle rette sig efter, for eksempel:

 

• Hoved afhugget med sværd 10 Rigsdaler
• Hoved afhugget med økse: 8 Rigsdaler
• At sætte hoved og hånd på pæl 2 Rigsdaler osv.

 

Dette standsede dog ikke prisstigningerne. Asthusen overskred allerede efter få år taksterne.

 

Ingen ville opstille ”Æ Kagmand”

Embedernes arvelighed var noget positivt for familierne. Det negative var de uærlighed og foragt, der klæbede til embedet. Det medførte også isolation.

Bødlerne sad bagerst i kroen og kirken, og selv på kirkegården havde de deres egen begravelsesplads i det nordvestlige hjørne op mod den gamle latinskole.

Der findes gentagne eksempler på uærlighedens betydning i Tønder. Da Kagmanden skulle opstilles, var der ikke let at få håndværkere til et sådant uærligt arbejde. Først da borgmesteren og to rådmænd sammen med kæmner og byfoged havde indviet arbejdet, lykkedes det.

 

Liget af bødlen lå der i mindst et halvt år

Da bødlen Hans Geltzer i 1683 blev dræbt på åben gade i Tønder af kollegaer fra Ribe og Flensborg var det starten på et begivenhedsforløb, der til fulde viser, hvad uærligheden betød. Provsten i byen skildrede ikke afdøde i blide vendinger efter drabet. Sammen med Rådet bestemte han, at bøddelen skulle begraves om morgenen eller om aftenen og kun med ringning fra den lille klokke.

Det har han nok fortrudt, for resultatet var at ingen ville bære liget. Efter 14 dage vidste Rådet ikke anden udvej end at skrive til hertug Christian Albrecht og Gottorp og bede om vejledning.

Svaret var, at de modvillige skulle tvinges. Det lykkedes dog ikke. Trods hertugens befaling var bøddelen stadig ubegravet et halvt år efter! En begravelse ved nattetide var også foreslået, men lige meget hjalp det for ingen ville have med bødlen at gøre. Uærligheden og foragten hang ved. Hvordan denne sag blev afsluttet, vides ikke.

 

Problemer da bødlen og hans datter skulle begraves

Foragten knyttede sig til hvervet. Det samme afspejlede sig i 1704, da et af Eberhard Asthusens børn døde. Ligbrænderlauget i Tønder værgede sig ved at bære barnet til kirkegården. Først da lauget blev truet med en bøde på 200 rigsdaler, faldt man til føje.

Da Asthusen selv skulle begraves i 1721måtte 12 borgere efter lodtrækning bære kisten, mens Magistraten fulgte efter.

 

Skarpretteren optrådte som kirurger

I perioder drev skarpretterne en ret udstrakt virksomhed som kirurger. De var således konkurrenter til barberkirurgerne, hvilket ofte førte til stridigheder mellem disse. Bødlerne havde gennem deres virksomhed erhvervet sig en solid anatomisk viden, som de udnyttede og myndighederne så ofte gennem fingrene med denne side af skarpretternes virksomhed.

Fra Tønder kendes også eksempler på, at bødlerne må have udøvet virksomhed som kirurger. I 1760 søgte Heinrich Philip Müller, der havde været i tjeneste hos skarpretteren, om at blive fri for denne og den dermed forbundne foragt for sin person. Det var hans agt at ernære sig som kirurg:

 

• Mit ausserlichen Curren

 

Byens fysikus blev bedt om en udtalelse, hvorved ansøgeren blev ligestillet med andre mennesker, vel næppe var mulig på grund af den almindelige mands alt for dybt indgroede mening om de pletter, der klæbede til hans profession. I stedet blev det forslået, at han nedsatte sig et andet sted.

 

Borgmesterens datter døde af et brækket arm

Da borgmester Thomas Andersens datter i 1638 brækkede armen blev hun behandlet af kirurgen Jovers. Han havde ikke heldet med sig. Patienten døde.

Faderen fik til retten, der fik bistand til sagens vurdering af en række mænd, der tituleres som læger, en ”Gliedsetzer” samt bødlerne fra Flensborg og Tønder. Man må således i datiden have betragtet bødlerne som kompetente til at bedømme lægelige anliggender.

 

Skarpretteren blev tituleret som læge

Da skarpretter Hans Gottfried Geltzer trak sig tilbage, bosatte han sig i Sæd. Her blev han tituleret som læge og kromand i kirkebogen.

En Hans Gotfred Geltzer, der var broksnider (dvs. barberkirurg) , der opererede brok i Århus i 1707 angives at stamme fra Sæd. Han havde fået uidstedt et lærebrev af Johannes Geltzer:

 

• Chirugiæ operateuer, Oculist, Stein und Wundartz, aus Seth zu Tondern Amt bürtig.

 

Med overnævnte udtryk menes, at Geltzer fungerede som sårlæge, opererede for blæresten og stær og foretog ellers kirurgiske indgreb i øvrigt.

 

Du har noget at tænke over, når du passerer ”Æ Kagmand”

Se nu har du fået noget at tænke over næste gang du passere Æ Kagmand å æ torv i Tynne.

 

Kilde:

• dengang.dk – diverse artikler
• Sønderjysk Månedsskrift
• Se Litteratur Tønder

 

Hvis du vil vide mere: www.dengang.dk indeholder 1.582 artikler, heraf 255 artikler fra Tønder:

• I fængsel i Tønder
• Henrettelse i Tønder
• Lov og ret i Tønder
• Æ Kagman i Tynne (Kagmanden i Tønder)
• Da skarpretterfamilien overtog kroen i Rørkær

Under Aabenraa (150 artikler):

• Henrettelse i Aabenraa (b)
• Lov og ret i Aabenraa
• Urnehoved 1-2
• Jordemødre, Hekse og kloge koner

Under Sønderjylland (187 artikler):

• En skarpretter fra Haderslev
• Riber Ret (3)
• Ribe – og Hekseafbrænding (2)
• Lov og ret i Sønderjylland – dengang
• Et mord i 1814

Under Østerbro (86 artikler)

• Henrettelse på Østerbro
• De Gamle Statsfængsler i Citadellet

Under København (173 artikler)

• Bag Bremerholms mure

Under Andre Historier (59 artikler)

• Jagten på den adelige heks
• Var Anne Palles den sidste heks
• Borgerligt Regimente