Da voldene forsvandt

Modstand mod sløjfning af Voldene. Frederik den Syvende ville stadig foretage rideture. To porte forsvandt 1857. Den store Nordiske udstilling. Den gamle rebslager. Harme og smerte. Der var 25 bastioner og ni møller. Storhedstid omkring 1800. Skildvagterne tiggede. Filosofgangen. Der manglede respekt. Bommen måtte fjernes ved kongens begravelse. I Stokhuset sad Ole Kollerød. Efterhånden var det hele ved at forfalde. Børnene blev nægtet adgang. Kongen påså portene og voldene. 50 rødkjolede soldater passede på. En morgentur var almindelig En tur Store Bededagsaften. Langelinie blev Voldens afløser.

 

Modstand mod sløjfning af voldene

Datidens medier havde længe ment, at man skulle sløjfe de gamle volde. De kunne helle ikke mere bruges til at forsvare hovedstaden, dertil var krigsførelsen blevet en anden.

Men da beslutningen så blev truffet, kom der alligevel en protest fra flertallet af byens borgerskab. Nu kunne de ikke mere gå promenade på voldene. Men udviklingen skulle gå sin gang. København var blevet for indeklemt.

I 1867 blev det vedtaget at voldene skulle rives ned, og nu kunne man så gå i gang med opførelsen af de nye voldkvarterer.

 

Frederik den Syvende ville stadig foretage sine rideture

Allerede langt tidligere var de gamle porte, der efterhånden havde gjort tilkørslen til byen for besværlig, revet ned. Selve voldenes funktion som fæstning var ophørt den 30. juni 1856. Alle vagter blev inddraget og overtaget af politiet.

Først faldt Nørreport. Volden blev gennemskåret i en bredde, der svarede til Frederiksborggade. Men da Frederik den Syvende stadig ønskede at kunne foretage sine rideture volden rundt, som han før var vant til, blev der over gabet i volden bygget en bro med jernrækværk.

Det var denne bro der senere ved sløjfning af volden. Ved anlægget af Ørstedsparken blev flyttet til denne park.

 

To porte forsvandt i 1857

I 1857 forsvandt Vesterport den 16. maj og Østerport fulgte efter den 1. november. Nu var det kun minderne tilbage om disse porte, der havde stor arkitektonisk interesse.

Også møllerne måtte efterhånden overgive sig. Eneste undtagelse var Kastelsmøllen (nærmest Østerport). Det var her H.C. Lumbye havde ligget og en sommernat skrevet ”Champagnegaloppen”.

 

Den store Nordiske Udstilling

I 1870’erne begyndte man at jævne Christian den Fjerdes gamle voldanlæg med jorden. Det første spadestik blev gjort 1870. Det gik dog en hel menneskealder inden alle var fjernet med undtagelse af Christianshavns Vold. Dog fik Kastellets voldanlæg også lov til at være i fred.

Endnu i firserne strakte det gamle voldanlæg sig fra Langebro til Halmtorvet (Rådhuspladsen). Så sent som 1885 faldt den sidste del af volden her. Og på dette terræn åbnedes i 1888 ”Den Store Nordiske Udstilling”, hvis ejendommelige nordiske bjælkepavillon var bygget af Martin Nyrop, der senere opførte Københavns Rådhus her. Her blev Vestre Boulevard anlagt og ført igennem.

 

Rysensteens Badeanstalt

For enden af Volden på Rysensteens Bastion ved Langebro, lå den gamle fabriksbygning, der i 1825 blev taget i brug som Rysensteens Badeanstalt, der omfattede varmvandsbadene og Søbadene eller Strømbadene, der lå udenfor på Estakaderne, som badegæsterne blev færget over til.

Artisterne fra Tivoli kunne med robåde kom ud til Rysensteen ad Stadsgraven.

Den grundmurede bygning blev revet ned i 1893, og Søbade-anstalten blev erhvervet af et konsortium, der fortsatte den – en tid under navnet Sct. Helena.

Mange mente, at fjernelsen af voldene var vandalisme. Og denne harme nåede nye højder, da ”Østbanegaarden” skulle anlægges i 1895 og ”Boulevardbanen” skulle gennemføres. Da gik det endnu engang ud over de skønne steder.

 

Den gamle rebslager

Det sidste, der faldt, var voldsresterne ved Stokhuset på Østervoldgade, og dermed fulgte også ophævelsen af den gamle reberbane langs Stokhuset og Sølvgadens Kaserne, hvor den gamle rebslager Hasselpflug i et halvt hundrede år:

 

• Havde gaaet baglænd med Hamp om Livet og vundet Reb, mens det store Hjul stadig løb rundt, trukket af en Dreng.

 

Harme og smerte

Blandt de udtryk af smerte og harme som nedrivningen af voldene fremkaldte, kan nævnes et brev fra Norge. Det er skrevet af Conrad Neumann, der var blevet præst i Svelsvig i Norge, og som ikke i og for sig følte sig krænket over, at meget af det gamle blev erstattet med nyt – men:

 

• Eet maatte man ikke røre ved, og det var Voldene

 

Der var 25 Bastioner

Efter Christian den Fjerde’ s bestemmelser var voldene anlagt således, at de skulle være 4 ½ meter høje. Dertil kom et to meter højt brystværn med bænk. Voldene bredde var ca. 12 meter. Voldgravens bredde var ca. 39 meter og dybden var godt tre meter.

Det gamle befæstningsanlæg med mure og tårne var blevet afløst af fæstningsværker med regelmæssigt basionsgrundlag. Ved foden af volden var der en gangsti langs voldgraven og en lignende gangsti fandtes også på voldgravens anden side. Her hævede terrænet sig atter noget og skrånede derpå jævnt udefter, den såkaldte ”Glacis”.

Voldene sluttede næsten som en rundkreds omkring byen med bastionernes takkede udbygninger. Der var i alt 25 bastioner, der som oftest var opkaldt efter kendte personer.

 

9 møller ved Voldene

Christianshavns Volde var i deres endelige skikkelse opført af Christian den femte. Den havde 12 bastioner omkring havnen. Den sluttede tæt omkring havnens indløb med anlægget af Nyholm over for Kastellet og Toldboden.

Det var endnu i midten af forrige århundrede 9 møller på Voldene. Oprindelig var voldene uden spor af vegetation. Og det var ikke for at skabe en idyllisk vold at den blev beplantet. Men det var for under krig at forsyne forsvaret med det allernødvendigste brugs – og brændselstræ. Beplantningen fandt sted så sent som under ”Den Store Nordiske krig”.

Det hele endte som pragtfulde promenader, om sommeren endda skyggefuldt.

 

Storhedstid omkring 1800

De smukke alleer på voldene gav dem en særlig tiltrækning for borgerne. Omkring år 1800 havde Voldene sin storhedstid som offentlige spadser-gange. Men det var noget, der holdt folk tilbage. Og det var for det første, at det var forbudt at ryge tobak på Voldene. Man huskede endnu den store eksplosion.

 

Skildvagterne tiggede

For det andet måtte brystværnet ikke betrædes, og dette hindrede i nogen grad udsynet.

Og for det tredje var man hele tiden stadig under bevogtning af skildvagterne. Voldene skulle straks forlades, når Tappenstregen lød. Man blev ofte, hvor mærkelig det end lyder antastet af skildvagterne der:

 

• vare forsultne og af gusten Farve

 

Disse forfulgte ivrigt de promenerende med bøn om hjælp.

For at få adgang til den idylliske kirsebærgang uden for Volden matte man have nøgle og tegn, som man kunne erhverves for en årlig afgift hos kommandanten.

 

Filosofgangen

Der var også mange spadserende særlig studenter og borgerfolk, der søgte ”Filosofgangen” eller ”den philosophiske Gang, som dens navn oprindelig var. Den lå i Voldgaden imellem Farvergade og Ny Kongensgade.

Den var oprindelig anlagt ”til bekvemmelighed for det kongelige Herskab”, når det begav sig til og fra Christiansborg. I tidsskriftet Minerva blev dette sted fremhævet som særlig tiltalende med den tilføjelse, at der hverken var kanoner, ”Fyrgab eller Brystværn”.

Her blev der ikke ringet ud som i Kongens Have og Tappenstregen gjorde ikke ende på spadsereturen.

 

Der manglede respekt

Ved mørkets frembrud plejede der at komme nogle musikanter, en harpenist, en klarinetspiller og en fagottist, der spillede rigtig godt. Filosofgangen var forsynet med bomme og to skildvagter, der skulle holde uvedkommende køretøjer, det vil sige alle ikke – kongelige vogne borte.

Dette blev dog ikke respekteret. Og soldaterne måtte ikke bruge ”strenghed”. Renovations – og arbejdsvogne benyttede denne passage. Og det gik ud over fodgængerne. Her var også en kærkommen tumleplads for byens ryttere, der holdt meget af at galopere frem og tilbage blandt mængden, hvad der ikke sjældent førte til ulykkestilfælde.

 

Ved Vesterport

Vesterport var byens mest trafikerede indgang. Gennem denne port hedder det:

 

• Faldt den største og stærkeste Passage, thi alle, som kom enten fra fremmede Steder eller fra Kongerigets Provinser, maa tage deres Vej der igennem.

 

To prægtige lindealleer, der i halvbuer gik på hver side af frihedsstøtten – som under banegårds – terrænets omregulering blev flyttet lidt – førte frem til fæstningsgraven, hvor vejen gik over en bro, der i skæv retning ført ind til Ravelinen, en lille ø midt i Stadsgraven. Her lå bomhuset med bommen og den bygning, i hvilken konsumtionsbetjentene holdt til.

 

Bommen måtte fjernes ved kongens begravelse

Bommen var en almindelig landevejsbom, der kunne slås ned tværs over kørebanen. Ved Frederik den Sjettes begravelse måtte bommen fjernes, fordi passagen var for smal. To vogne kunne ikke passere hinanden her. Bommen blev senere sat op igen.

Vejen gik videre til en anden bro, der af hensyn til forsvaret lå skævt for den første. For enden af denne åbnede der sig det lange mørke hvælvede portrum ca. 3 ¾ meter bredt og 4 ½ meter højt, der kunne lukkes med vældige, sømbelagte portfløje.

Langs Volden indad mod Vestervoldgade strakte den idylliske Filosofgang med sin alle af gamle træer.

 

Rideøvelser

En særlig skøn udsigt havde man over landet på den del af Volden, der lå midt for Ny Vestergade. Her i Holchs Bastion fik Ridehuset sin plads. Når man om formiddagen spadserede på Volden, fortælles det, kunne man more sig med at se på rideøvelser over i Bastionen. Det var også en yndet fornøjelse her om aftenen at betragte fyrværkeriet i Tivoli her oppe fra.

Rosenborgs begrænsning mod nordøst var Sølvgade og her på det sidste stykke inden Østerport havde Voldene tre bastioner. Grønlands Bastion var den sidste i rækken. Den lå nærmest Kastellet. Vi passerer også Stokhusgade, hvor Stokhuset lå.

 

I Stokhuset sad Ole Kollerød

I Stokhuset, som var opført af Frederik den Fjerde sad ”Slaverne”, som de kaldtes. Det var de grove forbrydere, der var dømt til slaveriet. En af de mest kendte var morderen Ole Kollerød. Skønt han efter sit flugtforsøg fra Blåtårn ved Langebro var blevet anbragt i den inderste celle i den dybe fængekælder, havde han dog skrevet på muren:

 

• Her er dog mit rette Sorgenfri! Ole Kollerød.

 

Og han mente det. Han havde fået en særlig human fangevogter i Stokhus – forvalteren kaptajn Agerholm. Han skaffede lidt ekstraforplejning og forsynede ham med bøger. I sin fængselstid læste Ole Kollerød 200 bøger.

Ole Kollerød skrev også en slags biografi, hvori han giver brændevinen skyld for sin ulykke. Han dømtes til døden. Og det skete ude på retterstedet på Amager den 17. november 1840.

 

Ved Østerport

Østerport var genopført af Frederik den Fjerde. Gennem den skete:

 

• Den største Fart til Helsingør og derfra over Øresund til Helsingborg og gennem Sverige til Norge.

 

Fæstningsværkerne og Voldene var ved at forfalde

Fra midten af det 18. århundrede begyndte fæstningsværkerne og Voldene at forfalde. Det var som allerede i tidligere tid de ”løsgaaende Bæster”, der beskadigede dem ved at færdes ugenert på skrænterne, indtil der i 1776 blev udstedt en forordning, hvorefter de skulle:

• Optages og overgives til Natmesteren, hvis de ikke var indløste 24 Timer efter Optagelsen.

Arbejdet på Voldene blev udført af slaver under militær bevogtning. Den almindelige voldvagt blev varetaget af borgerne. Kun ved krudttårnene var der soldater, der holdt vagt.

 

Børnene nægtet adgang

Møllerne var omgivet af små beboelseshuse til konsumtionsbetjentene. Og Voldenes omgivelser havde et fuldkommen landligt og idyllisk præg. Der var vid udsigt fra Voldene over landet Det var derfor det her var så populært at promenere.

Men Voldene led overlast af alle disse mennesker. Overtrædelse af det strenge forbud mod at nedtrampe banketterne, klatre op af brystværnet eller løbe ned af de såkaldte ”Faussebrais”, hvis populære navn var Kirsebærgangen var både mulkt og korporlig straf.

Fra 1777 blev børnene helt og holdent fornemt adgang til Voldene. I 1784 blev det forbudt alle og enhver – med undtagelse af kongehuset, møllerne, forpagterne af græsningen og brændselsleverandørerne til konsumtionshusene at køre på Voldene. Det var kun tilladt enkelte særlig begunstigede, som de fremmede gesandter og ”Personer af Distinktion”, at færdes til hest på Volden. Både græsning på skrænterne, rørskæring og fiskeri i Stadsgraven blev bortforpagtet.

 

Kongen påså Voldene

Almindelige mennesker, der ville nyde udsigten og frisk luft i lungerne blev jaget væk. Hvis en stakkels hund vovede sig herop, så blev den skudt.

I Frederik den Sjette’ s tid var bevogtningen af Voldene særlig indgående. Kongen påså for eksempel lukningen og åbningen af byens porte. Dette foregik med stor militær højtidelighed. ”Stadsmajoren” eller en anden af kommandantskabets officerer var til stede ved denne vigtige begivenhed.

Nøglerne til Østerport blev endda under bedækning bragt til majestæten selv, eller, når residensen var uden for byen, til kommandanten, som i øvrigt hver morgen havde at aflægge rapport.

Ingen kunne være i tvivl om, at de befandt sig i en fæstning. Når kongen for eksempel skønnede, at nu skulle portene lukkes, så skete det omgående. Det skete under Reformationsfesten i 1836, hvor befolkningen fra forstæderne var rasende over af denne grund ikke at kunne komme med til den store kirkefest.

Vester- og Østerport blev lukket ved midnatstid. Man åbnede om morgen:

 

• Naar ingen højere Befaling heri giør Forandring

 

Det var bestemt ikke gratis

Nørreport havde stod på et tidsrum altid åbent hele natten. Mod ekstra portpenge kunne man komme igennem. Dette gjaldt dog ikke for fragtvogne og bøndervogne med læs.

Og gratis kom man bestemt ikke igennem. Først skulle der betales ved ”Acciseboden” eller ”Konsumtionskontoret”, hvor toldbetjente med lange stålstænger undersøgte et hvert hø – og halmlæs, som bønderne førte til byen.

Så skulle man også holde ved bommen, hvor bommanden med sin blikbøsse indkasserede portpengene af hver luksusvogn og rytter, som passerede bommen.

Konsumtionsafgifterne blev ført afskaffet i 1851-52, hvorved ”Posekiggerne”, som var hovedpersoner i så mange vittigheder, forsvandt.

 

50 rødkjolede soldater passede på

Om morgenen i vintertiden blev bommene åbnet kl. 7 og sommeren blev bommen åbnet kl. 4.

Ti bestridelse af ”passagen” var der flere vagter, med i alt 50 rødkjolede soldater, der hver ved sit rødmalede skilderhus stod vagt fra Østerport til Quintus, den sidste af bastionerne på Christianshavns Vold.

Frederik den Sjette holdt af at gå aftentur på Volden og da også visitere. Vagtinstruktionen siger:

 

• Passerer Hans Majestæt Volden efter Retræte, da skal Skildvagten ved anraabe Allerhøjest samme, men naar han angiver sig som Kongen, har Skildvagten uden Eksamination at lade Allerhøjest samme passere. Angiver Hans Majestæt sig blot som Officer, da eksamineres han.

 

Som vi allerede har antydet så var portene ret smalle. På torvedage var færdslen gennem dem så stor, at der holdt lange rækker af vogne.

 

En morgentur var almindelig

Det var også almindeligt for mange af byens borgere at tage en morgentur på Volden. Og man begyndte denne tur med at drikke et bæger vand ved Gothersgades Post. Der var berømt for sit gode vand. Så travede de gamle rundt, helst rundt om alle bastionerne, før de tog fat på dagens alvorlige gerning.

Jo man troede på vandets helbredende virkning. Således blev Vandkureanstalten oprettet ved Klampenborg. Også ved Almindeligt Hospital havde man fået øje på det.

 

En tur Store Bededagsaften

Store Bededagsaften i mangfoldige år var Voldens største dag. Alle københavnere skulle derop. Hele Volden var som en summende bikube. Man hørte klokkerne ringe fra kirkerne. Man præsenterede de nye sommertøj og gik så bagefter hjem og fik varme hveder ved temaskinen.

Arveprins Ferdinand vandrede her folkelig med sin elskede gemalinde Caroline, som var Frederik den Sjettes datter.

Egentlig var Store Bededagsaften 1873 den allersidste af disse folkelige festaftener, da promenaden, der i alt bød på tre kilometer ubrudt spadseregang, og som det tog tre kvarter at tilbagelægge, endnu havde den gamle karakter. Men allerede dengang kunne man mærke at alt ikke var som i gamle dage.

En yndet fornøjelse var det at høre klokkespillet fra Vor Frue Kirke.

 

Langelinie blev Voldenes afløser

Det så ud som om, at Langelinie blev Voldens afløser. Hertil gik forårets første folkevandring både af gamle og unge. Kvindelige og mandlige studenter havde hvide huer på hovedet. De samledes omkring Søfartsmonumentet eller i Kastellet, hvor der holdtes taler og blev sunget studentersange.

 

 

Kilde:

• Axel Pontoppidan: Omkring Københavns Volde og Stokhuse
• Georg Nygaard: Huse og Mennesker
• Kai Flor: De Gamle Volde
• Schorn: Da Voldene stod

 

Hvis du vil vide mere: www.dengang.dk indeholder 1.569 artikler herunder:

 

• Kastellet
• De gamle statsfængsler i Citadellet
• Østerports historie
• Langelinie – dengang
• Uden for Voldene
• Torvehandlens glade dage
• Ballade ved portene