Carlstad – en svensk by i Brønshøj

Vi kunne have blevet en svensk landsdel. Danmark havde erklæret Sverige krig. Svenskerne afbrød deres krig i Polen. De løb os over ende. Hollænder kom os til hjælp. Store konsekvenser for civilbefolkningen. 1.500 danskere blev dræbt, da fæstning blev indtaget. Adelen var ikke meget bevendt. Den endelig storm mod København. Spioner havde luret det. Civilbefolkningen hjalp til. Truslen mod Danmarks selvstændighed var overstået. 30.000 i Carlstad. Fjendebyen bestod i 22 måneder. Mange folkeslag forsamlet. Lejren var en åben fæstning. Borgerskabet bød på bøndernes ejendele. En vold omgav lejren. ”Frugt” efter begivenheden. Adskillige fund fra den tid.

 

Vi kunne have blevet en svensk landsdel

Danmarks eksistens som selvstændig stat har aldrig været mere truet end i årene 1657-60. Udfaldet af en række mere eller mindre tildragelser kunne meget nemt have gjort Danmark til svenske landsdele og hermed ændret vores historieforløb.

Efter Christian den Fjerdes død i 1648 blev kronen overdraget til hans søn Frederik den Tredje. Han var indesluttet, tænksom og lidt livsfjern. Det var lige det modsatte af den svenske konge.

 

Danmark erklærede Sverige krig

Det var hans rådgivere på Københavns Slot, der fik ham til at erklære arvefjenden, Sverige krig. Formelt skete det efter, at man på et stændermøde i Odense i februar 1657 havde forhandlet sig til rette om en bevilling på 3 mio. Rigsdaler til anskaffelse af våben og andet militært udstyr.

Desuden blev det besluttet, at hvert af Danmarks dengang 2.000 sogne skulle stille med fire ryttersoldater og otte karle til fodfolket. Hertil kom hvervet mandskab. Herved blev hærens mandskab op på ca. 25.000 soldater.

Det var en stor hærstyrke. Men det var præget af manglende erfaring og tarveligt udstyr. Rytteriet havde erfarende ledere og forholdsvis stærkt. Men de tvangsudskrevne bønder til fodfolket udviste ”trods og genstridighed”. Trods sin størrelse var den en hær, der langtfra kunne måle sig med svenskernes erfarende landsknægthær.

Fra dansk side var formalia i orden i modsætning til hvad svenskerne ved deres overfald i 1644 og senere ved den uventede landgang i Korsør den 7. august 1658 provokerede med.

 

Svenskerne afbrød deres krig i Polen

For kong Carl kom krigserklæringen fra Danmark meget kærkommen. Han kunne komme ud af de opslidende felttog i Polen, hvor hans hære havde vundet sejr på sejr. Men han havde ikke opnået hverken politiske eller militære resultater, fordi hans polske modstandere efter hver slag omgrupperede sig. Nu kom så krigserklæringen fra Danmark den 1. juni 1657.

Fra dansk side var der forvirring fra starten. Det lykkedes ikke at koordinere den danske krigsindsats. Men de danske styrker indledte med erobringer af Bremen og Verden. Men det lykkedes ikke at erobre hovedfæstningen Stade ved Elben.

Det overraskede kongen at han afbrød sine kampe i Polen og drog mod Danmark. Svenskekongen vandrede over de tilfrosne bælter, og det var en sønderlemmende Roskilde – fred, der blev indgået.

 

Svenskerne løb os over ende

Vi mistede vores besiddelser i Sverige. Men den svenske krigerkonge Karl 10 Gustav havde lang fra fået nok. Han havde til hensigt at underlægge sig Danmark og gøre os til svenskere. En uhyggelig tanke.

Han løb os over ende og havde nær udslettet Danmark som selvstændig nation. Han lavede en hurtigmarch sydfra og erobrede Jylland. Så marcherede han med sine tropper en iskold vinter over bælterne og erobrede først Fyn og derpå Sjælland. Derefter lå København åben for angreb, og kun held, modangreb, alliancer med hollænderne og et modigt forsvar reddede landet.

 

Hollænderne kom os til hjælp

Jo det gik meget let for kongen, så han ville have mere. Og snart havde vi igen besøg af ham. I august 1658 gik han i land på Sjælland og rykkede mod hovedstaden. Byen rustede sig energisk til forsvar. Snart lå de svenske hære i en jernring om byens lave volde. Danmark modtog til alt held hjælp fra Holland, som sendte en flåde til København. De kæmpede sig forbi de svenske skibe i sundet og medbragte tiltrængt forstærkning til det danske forsvar. Men svenskerne fortsatte deres belejring.

Krigen havde store konsekvenser for Danmark, idet vi ved Roskildefreden i 1659 mistede vores danske besiddelser i det nuværende Sverige. Politisk og socialt blev krigen ligeledes vigtig, fordi adelen mistede magt. En alliance mellem borgere og konge resulterede i en enevældig konge.

 

Store konsekvenser for civilbefolkningen

Krigen havde også frygtelige konsekvenser for civilbefolkningen, hvor overgreb, pest og sult lagde store dele af landet øde. Mange mænd måtte gå ind i hæren, tabene var store og kvinder blev udsat for voldtægt.

Kvinderne skulle have indsmurt sig i sod og tjære for at gøre sig uattraktive, men det hjalp åbenbart ikke. Mange danske kvinder fødte børn efter voldtægt. Men der er dog også eksempler på, at danske kvinder var sammen med svenske soldater og fik børn. Det kan man se sort på hvidt i kirkebøgerne.

Havde den svenske konge vundet, havde han også vundet den indbringende Øresundstold, og kongeriget ville være blevet udslettet.

 

1.500 danskere døde, da fæstning blev indtaget

Allerede i 1645 betød freden mellem Danmark og Sverige i Bremersbro, at Sverige var den førende nation i Norge. De danske beslutningstagere følte, at Sverige var ved at indeslutte Danmark.

Da fæstningen Frederiksodde faldt gik de svenske tropper helt amok. De plyndrede og nedhuggede både soldater og civile. Muligvis døde 1.500 danskere ved fæstningens fald. De flygtende civile fordelte sig over hele Jylland.

 

Adelen var ikke meget bevendt

Adelen levede slet ikke op til sine forpligtelser, da krigen kom. Mange var hurtige til at sikre sig eget gods og udviste ikke kampberedvillighed. Denne udvikling gjorde borgere og bønder bitre og man sagde at adelsfolk gemte sig, når fjenden nærmede sig.

Frederik den Tredje indledte fredsforhandlinger med svenskerne. Det endte med Roskildefreden, hvor Danmark blev presset til at frasige sig danske besiddelser. Men som allerede skrevet. Den svenske konge ville have mere.

 

Den endelig storm mod København

I februar 1659 var Carl Gustav træt af at vente ude i Carlstad. En storm på København havde længe været forberedt. Spioner havde udset sig de svageste punkter, hvor angrebet skulle sættes ind. Det var således den nye Østervold, der næppe var færdigbygget.

Men hovedangrebet skulle sættes ind over isen, som året før havde hjulpet svenskerne så godt. Hen over havet i Kalveboderne skulle stormtropperne styrte sig direkte mod kongeslottet og Tøjhusets våbenarsenal på Slotsholmen. Her lå en muret hjørnebastion (Bryghuset) og nogle ret lave volde, samt en 180 meter lang, lukket bro af sten. Løngangen. Der førte fra Slotsholmen ind mod byen.

Flere gange afprøvede svenskerne byens forsvar med mindre angreb. Ved et af disse angreb mistede svenskerne en af de stormbroer på hjul, de havde forberedt for at bane sig vej over de brede våger. Disse holdt danskerne dagligt åbne i den tykke is på voldgrave og hav. De sørgede for, at lave vågerne akkurat så brede, at de svenske stormbroer ikke kunne nå.

Danskerne vandt forskellige slag under belejringen. Dette styrkede sejrsviljen.

 

Danske spioner havde opsnappet tidspunktet

Svenskerne afbrød vandforsyningen, som blev ført i rørledninger fra forskellige søer i omegnen. Man forsøgte også at tørlægge voldgravene. Københavnerne måtte trække på byens brønde og man etablerede pumper ved Øresund.

Danske spioner havde fundet ud af, at hovedangrebet skulle finde sted mellem den 10. og den 11. februar 1659. Svenskerne fandt ikke en uforberedt by, da de iført hvidt camouflagetøj i mørke og snefog gik tavse frem mod byen over det tilfrosne hav.

Den danske kommandant på Christianshavn bemærkede meget ”hensynsfuldt” selv iført sig deres ligtøj. Da angrebet begyndte brød helvede løs fra bøsser og kanoner. Svenskerne gik i stå. De kæmpede sig kun frem til forsvarsværkerne.

Her brød angrebet endeligt sammen. Da svenskerne trak sig tilbage, var isen dækket af lig og efterladte stormstiger, broer, våben og dragtdele.

Angrebet på Østervold gik ikke bedre. Den svenske konge opgjorde dagen efter svenskernes tab til 532 døde og 894 sårede. Snart efter blev sødstallet sat til 580. De danske tab var 12 døde.

 

Civilbefolkningen hjalp til

Længst nåede en svensk officer op af skråningen ved den nuværende hovedbrandstation. Han nåede at råbe sejrsbrølet. Men så blev han ramt af Claus von Ahlefeldt, der stod klar med et spydlignende stagevåben.  Svenskeren styrtede ned af skråningen dødelig ramt.

Knap halvdelen af dem, der forsvarede København, var studenter og civile borgere. Der blev indrulleret 266 studerende, 115 kræmmersvende og 296 håndværkssvende. Den professionelle hær talte omkring 3.000 mand sammen med 3.500 fra Borgervæbningen.

Træningstilstanden var ikke særlig god. Man gruppen talte mange officerer så organiseringen var alligevel effektiv. Det nyoprettede Kongens Livregiment til fods under Hans Schack var de eneste fuldtallige og gennemprøvede tropper.

 

Svenskerne forsøgte at udsulte københavnerne

Indimellem blev der indgået våbenhvile for at få begravet de døde. Svenskerne forsøgte at udsulte københavnerne. Tilstanden i byen nærmede sig da også hungersnød, og samtidig var der ekstrem vinterkulde.  Ved isens opbrud i marts forsøgte man at sejle forsyninger ind, men svenskerne havde held til at blokere indsejlingen. Den blev først brudt, da den hollandske flåde vendte tilbage den 3. juli 1659.

 

Truslen mod Danmarks selvstændighed var overstået

Kun gradvis lykkedes det danske styrker i samarbejde med udenlandske hjælpetropper at erobre Jylland og Fyn tilbage fra svenskerne. Først den svenske konges død af sygdom den 7. februar 1660 bragte freden nærmere. Den 26. maj 1660 blev der underskrevet en fred i København.

Stormagterne var ikke interesseret i at se danskerne på begge sider af Øresund igen, så freden ændrede ikke det danske tab af Skåne, Halland og Blekinge. Men truslen mod hele Danmarks selvstændighed var overvundet.

Men først den 11. juli blev Nørreport åbnet. Tre dage senere var der fri passage for bøndernes markedsvogne.

 

30.000 ude i Carlstad

Ude i Carlstad var der en befolkning på 30.000. Det svarede til cirka det samme antal som inde bag voldene. Men der var vel nok kun 10.000, der var soldater. Resten var civile. Der var koner, børn, oppassere, håndværkere, musikere, handlende, ludere og lommetyve.

Det var herude ved Brønshøj og Bellahøj cirka 6 kilometer nord for det daværende København, at svenskerne etablerede sig under belejringen. Byen eller lejren var allerede etableret i efteråret 1658. Stedet var valgt, fordi der herfra var en enestående udsigt over byen og dens tårne.

 

Mange folkeslag var forsamlet

Rundt omkring foregik der talrige plyndringer. Snart stod Jægersborg Slot uden vinduer og kakkelovne- Mange andre bygninger var tilsvarende udplyndret.

Byen omfattede området fra Brønshøj kirke i nordvest til Bellahøj Kirke og Bellahøj – husene i nord- og sydøst.

Mange folkeslag var forsamlet her, svenskere, polakkerne, baltere, tyskere og finner. De opbyggede sammen med tvangsudskrevne sjællandske bønder den store svenskelejr, som i en næsten 2-årige levetid udviklede sig til et bysamfund

 

Fjendebyen bestod i 22 måneder

Barakker, telte og murede bygninger blev opført. Men også uden for voldene var der svenske forlægninger.

I 22 måneder eksisterede denne ”fjendeby” med militærbarakker, telte og huse opført af tømmer fra de nedbrudte omkringliggende landsbyer, Utterslev, Emdrup, Gladsaxe, Rødovre, Husum og Vanløse.

Men også fra sjællandske købstæder og andre landsbyer hjembragtes tvangsudskrevne forsyninger til såvel Carlstad som til de militærforlægninger, svenskerne havde andre steder på Sjælland.

Carlstad må have været et blandet skue. En datidig storby med velordnet militær disciplin og med tilfældigt handelsliv og anden aktivitet mellem boder, barakker og talte.

 

En dagbog fra dengang

En københavnsk borger har i sin dagbog berettet om Carlstad:

 

• Lejren var vildt udstrakt. Den var større end Københavns by. I den var der skønne værelser og huse, hvor Kong Gustav af Sverige og de andre svenske grever og herrer samt nedrige oberster og underofficerer holdt hus.

 

• I mange værelser var gulvet lagt med fliser. Der var skønt udstyrede stuer. De havde gemakker med vinduer, døre, jernkakkelovne og meget andet skønt udstyr.

 

 

• Her var befæstede volde, skanser, rundeller. De havde indrettet sig her, som om de skulle besidde og bebo stedet i 100 år.

 

• Alle ryttere og fodfolk havde deres hytter og værelser, nogle i jorden og nogle oven på, hvor også hestene havde stalde.

 

Brønshøj Kirke blev brugt til formålet

Ifølge gamle notater skulle Brønshøj Kirke være blevet indrettet til militære formål. Her blev efter sigende fremstillet ammunition bl.a. små granater, der kunne kastes mod fjenden.

Der kan dog sættes spørgsmål ved, om selve kirkeskibet blev anvendt til depot og ammunitionsværksted.

I et bysamfund af Carlstad må der naturligvis har været mindst en kirke. Det mest nærliggende ville naturligvis være at bruge den eksisterende kirkebygning til det egentlige formål med feltpræster, der fulgte med landsknægtehæren.

Mange af landsknægtene var polske katolikker, så det kunne udmærket have været flere kirker imellem bebyggelserne i Carlstad.

At en del af Brønshøj Kirke og den daværende kirkelade er blevet anvendt til ammunitionsfremstilling kan udmærket være tilfældet, samtidig med at kirkerummet har tjent sit egentlige formål.

 

Lejren var en åben fæstning

Mange vejnavne i området er i dag opkaldt efter perioden såsom Svenskelejren, Skansebjerg ved Bellahøj Skole og kirke. Så er det også Højenhald (navnet på et dansk skib) og Karlstads Alle.

Den eneste bygning fra den tid, der endnu står, er Brønshøj Kirke.

Flere kirker blev revet ned for at bidrage med sten til at huse i lejren. Lejren var en åben fæstning. De lokale i Brønshøj og omegn indlod sig med fjenden uden at blive betragtet som forrædere. Danskere og svenskere besøgte hinanden under belejringen. De gik også på værtshus sammen.

 

I lejren var svenskerne veldisciplineret

Egentlig var de svenske tropper ude i Carlstads veldisciplineret. Man holdt styr på dem ved at sætte dem i gang med fæstningsarbejde. De polske hjælpetropper som den danske konge havde engageret, var meget mere udisciplineret da de drog gennem Jylland, hvor de plyndrede hele vejen og førte ”Den Sorte Død” med sig.

 

Borgerskabet bød på bøndernes ejendele

Da svenskerne senere forlod Carlstad holdt de auktion over de mange koster og sager, de havde skaffet sig. Auktionen blev holdt for borgerskabet i København. Men de fleste af tingene havde svenskerne taget fra bønderne. I en dagbog stod følgende at læse (omskrevet til nutidssprog):

• Det stod på i fire dage. Borgerskabet købte kvæg, heste, okser, stude, får, lam, høns, gæs.

 

• Den 5. juni blev den svenske lejr forladt. Nu kunne bønderne komme og tage det, som var frarøvet fra dem. Deres gårde og huse var blevet nedbrændt.

 

 

• De havde fået frastjålet bænke, sengeklæder, sengesteder, linned, puder, lagen og meget mere.

 

• På hans Majestæts befaling skulle bønderne have det, som de tilkom såfremt de kunne bevise det.

 

Med andre ord. Først tog svenskerne alt det mest værdifulde med hjem. Dernæst holdt de aktion for Københavns borgerskab over frarøvede og efterladte effekter – og alt det, som herefter var tilbage, blev tilbageleveret til rette ejere, forudsat de kunne bevise, det tidligere havde tilhørt dem.

Det kunne være vanskeligt at bevise, at en forkullet bjælke i Carlstad var taget fra en afbrændt mølle i Tåstrup.

I mange år var området her lige uden for København præget af dyb armod.

 

En vold omgav lejren

Midt i striden var der et rend af desertører fra begge sider. Lejesoldaterne kæmpede kun for dem, der gav mest.

Carlstad lå beskyttet af bastioner og en 4 km lang og ca. 2 meter høj vold. Østvolden forløb nogenlunde gennem de nuværende Bellahøjhuse. Lejrfæstningen lå et meget gunstigt sted. Den var beskyttet mod angreb ved moser og vandløb. Man kunne herfra beherske en betydelig del af Københavns forterræn.

 

Et uappetitligt vandreservoir

Degnemosen lå inde i Carlstad. Formentlig har man brugt den som vandreservoir. Med 30.000 mennesker med tilhørende kreaturer, så kan man godt forestille sig at vandet ikke lige var at bade i. Det har nok heller ikke lugtet så godt.

 

”Frugt” af begivenhederne

Såvel kirke- som tingbøger fra årene 1656 – 59 er gået tabt. I Brønshøj Kirkes nye tingbog fra 1660, er der den 16. december 1660 registreret, at en ryttersoldat fra belejringshæren ved navn Jens, er blevet far til en uægtefødt dreng, der blev kaldt Jens som sin far. Moderen var Kirsten N. Jens er formentlig ikke eneste ”frugt” fra begivenhederne 1657 – 60.

 

Adskillige fund fra den tid

Området var udplyndret, bygningerne ødelagt, agre befængt med misvækst. Mange borgere var fordrevet eller døde af de smitsomme sygdomme som fulgte med krigen.

Voldene omkring Carlstad bestod en del år endnu. Fra 1682 er der tingbogsoptegnelse af en vogn fra København der væltede i februar. Kusken kom under vognen og blev dræbt. Tinbogsnotatet nævner, at han blev fundet på Brønshøj Mark ved gærdet ”inde i lejren”.

Adskillige brugsgenstande fra Carlstad f.eks. potteskår, kridtpibestumper, ben-knapper, stentøj og teglsten ligger der sikkert meget af nede under Brønshøjs havemuld.

Kun metalting, der direkte vidner om militært brug er i dag bevaret som spor fra Carlstad. Under Brønshøjs udbygning i 1920’erne blev der fundet en del f.eks. to stormhjelme. Da Brønshøj Skole opførtes i 1923. Ved Holcks Plads er der fundet en kanonkugle. Stikvåben, sabel m.m. er også fundet.

 

Kilde:

• Wikipedia
• information.dk
• b.dk
• vandrefuglen.dk
• jyllands-posten.dk
• denstoredanske.dk
• nationalmuseet.dk
• Lars Cramer – Petersen: Danmarks skæbnetime – en beretning om svenskekrigene 1657 – 60
• Stormen på København (København – historie og kultur bd. 1)
• Lars Christensen: Svenske Krigene 1657-60 – Danmark på kanten af udslettelse.

 

Hvis du vil vide mere: www.dengang.dk indeholder 1.565 artikler, herunder:

Om svenskere:

• Svenske tropper på Nørrebro
• Er det historieforfalskning på Fælledvej?
• Svenske tropper i Tønder
• På flugt fra Wallenstein
• Aabenraa – fra 1544

Om Nordvest:

• Lersø Ismejeri
• Med tog over Lersøen
• Utterslev Mose dengang og nu
• Tyren går til Nordvest
• Fra Bellahøj til Husum
• Et rovmord i Utterslev Mose
• Fra Mælkedreng til Pensionist
• En Mælkedreng fra Enigheden
• Emdrup – for længe siden
• Valdemar Skrupskider og de andre (NørLiv 17)
• Frederik Eriksen, Karen Spidsmus og alle de andre
• Derude på Lersøen
• Lersø-bøller og bisser, dengang
• Lersø – bøller
• Med tog over Lersøen
• Dengang på Ydre Nørrebro og Lygtekroen
• Langs Frederikssundsvej
• En Rytterskole i Brønshøj
• Klunsere og kræmmere på Nørrebro (og Nordvest)
• København NV