Flere originaler i København

Vi møder dem også i de forskellige anekdoter, som vi har her på siden fra hele landet. Men her skal du hilse på Frøken Jeanette – Fiskerkonerne på Gammelstrand – Jens Peter Tønder – Per Pardun – Mægler Behrend – Klæde og Silkehandler Levin J. Loria – Skomager Brahmsen – Danselærer Ove Georg Frederik Bagge – Forfatteren Jørgen Jørgensen Jomtou – Student Kahrs – Kammerjunker de Busch – Sproglærer H. Seehusen – Peter Rundetaarn – Alexander Weihe, Professor i hundrede sprog – Snedkersvend Leitersdorff – Fløjte-Karl, Rasmus Christensen – Tyroler-Ferdinand – Jeppe Laurentin Hindborg – Puste Møller – Pudse-Peter – Skrutten (Professor) – Sheibelein – Prins Frederik Frederiksen – Jomfru Tidsfordriv – Filosoffen fra Magstræde – Krølle-Charles – Fidus-Carl – Professor Libri – Alle de andre. 

 

Vi har allerede hilst på nogle af dem, og det kan også godt være, at vi kommer til at hilse på nogle af de samme igen. Og sådanne originaler har mange historier at fortælle. Her på vores side, kan du også hilse på originaler fra Aabenraa og Tønder. Ja så er det jo også klunserne og kræmmerne på Nørrebro og ikke mindst Lersø-bøllerne som blev til Fælled-bisserne.

 

Frøken Jeanette

I sin ungdom skulle hun have haft en frygtelig oplevelse, der gjorde at hendes forstand tog skade. Af fødsel var hun fransk. Man sagde, at hun så både hendes far og sin bror blive guillotineret under den franske revolution. Selv lykkedes det hende at flygte.

Efter datidens mode gik hun med en stor kysehat, der næsten skjulte hendes skarpt markerede ansigtstræk. Hun gik med en snæver blå frakke og i hånden havde hun en meget stor sypose.

Sine aftener tilbragte hun så vidt muligt i Kongens Have. Hun satte sig på en bænk:

 

• Stundom talende ivrigt og høit, medens hun gesticulerede heftigt med armene og stundom og en høi latter.

 

Fem Fingre i Suppen

Hun var en brav fiskerkone eller frugtsælgerske. Sit tilnavn havde hun efter sigende fået, da hun under en middag i hendes hjem blev serveret kødsuppe, og hun med stor energi stak alle fem fingre ned i suppeterrinen for at fiske en kødbolle op, som havde skjult sig på bunden.

 

Fiskerkonerne på Gammelstrand.

 Disse har vi mødt før her på siden. De var kendt som et djærvt folkefærd. Så vidt vides kom de fra det lille fiskerleje, Skovshoved, hvorfra de hver morgenvandrede ind til byen i deres karakteristiske dragt, som bestod af et græsgrønt vadmelsskørt med en rød bort forneden, et blåt bomuldsforklæde, hvidt hovedklæde, hvorunder de havde en metalbroderet hue.

De bar ”stunthoser”, fodløse strømper. For at spare på fodtøjet tog de skoene i hånden, når de gik ind til byen. Fiskene havde de på ryggen i en stor, rektangulær kurv, der blev støttet af en kort stok under armen. I en beretning fra 1700-tallet siges der i en beretning:

 

• Disse Fiskeresælge Fiskene ferske udi Kjøbenhavn og af det slags, som kan konservere sig levende udi Kurve, bære Kvindfolkene i hobetal udi saadanne Machiner, paa deres Ryg bunden til Kjøbenhavn, og naar de have solgt fiskene, Proviantere de sig med adskillig, som de pakke igen udi Kurven og bære hjem.

 

Det friske men barske liv afspejlede sig i deres sprog og manerer:

 

• Det var saaledes ikke nogen Sjældenhed at høre disse agtbare og velrenommerede Gammelstrands Matroner regalere hverandre med de mest udsøgte og smigrende Ærestitler, som man nu forgjæves vil søge mage til i hvilken som helst Ordbog. Disse velklingende Duetter endte da gjerne med en lille Skærmydsel, hvor Kapperne først og fremmest blev revet af Hovederne, saa Haarene flagrede vildt omkring som paa en Furie, og derpaa vaskede man hverandre om Ørerne med en Torsk, en Rødspætte, eller hvad man ellers havde ved Haanden.

 

Jens Peter Tønder.

Denne person har vi også tidligere hilst på her på siden. Lykken tilsmilede ham ikke. Han var søn af en kontreadmiral. Selv med faderens fremtrædende stilling var kårene i barndomshjemmet små. Han kom i lære hos noget familie og blev lærer i latin og fransk. Men ”et underligt væsen” stillede sig hindrende i vejen for en videre karriere. Familien slog også hånden af ham.

Nøden tvang ham til at tage hyre som matros. Og på to lange sørejser besøgte han Nordamerika, Kina og Ostindien. Under krigen mod England blev han ansat ved den optiske telegraf, men blev afskediget.

Han udgav forskellige skrifter bl.a. et blad, der hed ”Gammelt og Nyt”, der indeholdt en række moralske betragtninger. Tønder skilte sig også ud i sin påklædning. Og hvad der så videre hændte i Nyhavn kan du læse i artiklen Mord i Nyhavn.

 

Per Pardun

Han kan vel nærmest betegnes som sinke, der ikke gjorde nogen fortræd. Alligevel blev han ofte arresteret for gadeuorden. En aften spadserede han i Gothersgade kun iført skjorte og en frakke. Da han blev spurgt, hvor han skulle hen, svarede han:

 

• Det skal jeg sige dig, seer du, jeg skulde ned paa Retiraden, og saa fik jeg lyst til at gaa mig en lille tour i den fri Luft

 

Når han så mødte pigerne og konerne ved de offentlige vandposter så gik sladderen.

 

Mægler Behrend

På grund af sine muntre, joviale indfald og vittige replikker gav mægler Behrend ofte anledning til megen morskab. Engang ville han bestige et kirketårn. Da klokkeren ikke var til stede, ledsagede dennes kone ham op ad trapperne.

Da hun var i:

 

• Høist velsignede Omstændigheder

 

Gik opstigningen naturligvis meget langsomt, men alligevel var Behrendt den, der først blev træt. Og på hans spørgsmål:

 

• Har vi langt tilbage, Madam?

 

Ja så troede konen, at han hentydede til hendes svangerskab, så hun svarede:

 

• Åh saadan omtrent fem – seks Uger

 

Behrendt opfattede straks misforståelsen og svarede kvikt:

 

• Saa ska jeg sgu ikke have mere af det, jeg har allerede faaet nok!

 

Så vendte han ellers om og gik nedad.

 

Klæde – og Silkehandler Levin J. Loria

Han var også en særpræget person i datidens København. En dag kom han således på besøg hos nogle bekendte, som han spurgte, om de kunne gætte, hvem han havde mødt i døren?

De mente nu ikke, at han mødet nogen. ”Jo, svarede han – Jeg mødte min cigar. Den gik jo ud, da jeg gik ind”

Hans vittigheder blev kaldt for ”Lorianer”.

 

Skomager Bramsen

Denne var også en munter og fornøjelig fyr, der på grund af sin bohemeagtige indstilling til livet blev betragtet som en original. I sin ungdom havde han været en dygtig håndværker med eget værksted og svende.

Men i stedet for at passe sit arbejde morede han sig med at spille på sin kære violin og sin guitar. Det gik så ud over sin forretning, som han til sidst måtte opgive. Til sidst glædede han både sig selv og andre med sit spil, sine sange og sine digte.

Han var altid velkommen til sine standsfællers og venners fester. Og når der så røg punchebolle på bordet, så kom han rigtig i sit es.

Bramsen var af ret velhavende familie. På hans gamle dage købte familien ham en seng i Vartov. Under treårskrigen, da han var omkring 70 år blev han en yndet gæst i vagtstuerne.

Når han så med morgentøfler på fødderne og iført sin gamle slåbrok trådte ind, blev han altid modtaget med et glas vin eller en punch. Som tak for god modtagelse tog han derefter sin violin eller sin guitar frem som han havde skjult under slåbrokken og så begyndte han at spille og synge, mens soldaterne stemte med i omkvædet.

Ikke længe efter krigens afslutning sov han stille ind.

 

Danselærer Ove Georg Frederik Bagge.

Han var en velkendt skikkelse ikke blot i København men også en række provinsbyer. Han var født i 1776 og efter hans egne udtalelser i ”nød, kummer og elendighed”. Han var i 19 år figurant ved den kongelige skueplads. Efter sin egen forklaring forlod han den, fordi lønnen var for lille. Men sandheden var nok, at han blev opsagt på grund af sin trang til at drikke.

I nogle år ernærede han sig som danselærer. Han lærte sig fransk og spansk. Han begyndte at udgive en spansk ordbog, men nåede kun at udgive et hæfte. Han bosatte sig senere i Randers som boghandler. Men det måtte han også opgive.

I 1832 rejste han tilbage til København. Det eneste sted han havde råd til at bo var i ”Løvens Kjæltringe-Klub’ s kælder. Der ville ingen elever søge hen for at lære at danse. Nu havde han også sit udseende imod sig.

Det lykkedes ham at skaffe penge til en optræden den 21. marts 1835 i Kalkeballen i Lille Kannikestræde. Men under hans optræden blev alle hans penge som han havde gemt stjålet.

Hans optræden lev omtalt i mange medier. Og selv om det måske var en succes blev han bedt om at gentage sin optræden. Publikum smed appelsinskiver og æbleskræller i hovedet på ham.

Det ville han ikke finde sig i. 62 Rigsdaler havde han til overs. Han ekviperede sig for at rejse til Norge. Men han nåede kun til Helsingør, hvor han begyndte at undervise i dans. Men det gik heller ikke.

Atter engang vendte han tilbage til København, hvor han tog fat i at udgive et ugeblad, der hed ”Sværmeren”. Da han havde udgivet syv numre, gik det ind. Han vandrede nu fra by til by. Hvis han havde vist større stabilitet, kunne han have drevet det vidt. Han døde i 1838 i Rønne.

 

Forfatteren Jørgen Jørgensen Jomtou

På grund af sin begavelse og indsigt i tidens spørgsmål formåede han endog at vække Christian den Ottendes interesse. Men da han overvurderede sin egen betydning i en uhyggelig grad, kom han efter kongens død i 1848 til at sande det gamle ord, at en profet aldrig er agtet i sit eget land.

Han er født 1791 i Maribo. Hans far var væver og skatteopkræver. Selv blev han også uddannet som væver. Hans far gav ham et hus, da han nedsatte sig som mester. Men pigen svigtede. Derfor tog han arbejde i København.

Samtidig læste han jura og latin for at blive jurist. Tros økonomiske problemer lykkedes det ham at få eksamen og så nedsatte han sig som jurist i sin fødeby. Men uheldig sag tvang ham igen til København. Han skrev digte i tusindvis og juridiske artikler i Kjøbenhavnerposten. Han begyndte også at udgive blade. Tilfældig kam han i 1835 i forbindelse med kronprins Christian (den Ottende). Denne gav ham en form for job. Han skulle berejse hele landet og delagtige gøre kronprinsen, der i mellemtiden var blevet konge i sine oplevelser.

I 1840 gav kongen ham 300 Rigsdaler til en studierejse til bl.a. Wien og Prag. Med kongens hjælp fik Jørgensen nu adgang til de højeste steder. Kongens omgivelser betragtede ham dog med skepsis. Men kongen fik ham overtalt til at blive og gav ham en årlig understøttelse på 600 Rigsdaler. I 1843 helligede han sin litterære virksomhed. Og i 1848 udarbejdede han forslag til en ny kriminallov. Men efter kongens død var der ingen, der tog ham alvorlig.

For ”Corsaren” havde han længe være et kærkomment objekt. Endda på gaden var folk begyndt at gøre nar af ham. Efter kongens dø var understøttelsen blevet taget fra ham.

I den tilstand vendte han tilbage til Maribo. Efter nogen tid vente han dog tilbage til København i den hensigt at skrive Christian den Ottendes historie. Han udbad sig derfor tilladelse til at få udleveret de breve han havde sendt til kongen, men det blev ham nægtet. Man sagde at disse var blevet makuleret.

Han ville derefter give Struensee og dronning Caroline Mathilde den oprejsning som han mente de fortjente. Senere udgav han et blad, der hed Diorama. Her slog hans selvovervurdering, der grænsede til storhedsvanvid rigtig igennem. I det første nummer skrev han om de tres største mænd, heriblandt et portræt af sig selv. Nu blev han først rigtig udsat for folkets hån.

En aften var på vej fra Ladegården og ifølge ham selv, blev der affyret et skud mod ham. Nu fulgte han sig forfulgt. Han kunne hverken få udleveret papirer eller få audiens hos Frederik den Sjette, så i stedet rettede han en voldsom kritik på kongens person.

For dette blev han ved Højesteret idømt tre måneders fængsel, der blev forhøjet med to, da han uddybede den første artikel.

Fængselsopholdet undergravede hans helbred og svækkede yderligere hans forstand. Alle kendte ham efterhånden på sit tøj og sin gang. Ikke desto mindre tænkt han i 1861 at stille op til Folketinget. Men den tanke opgav han dog igen. Han holdt nogle foredrag om Struensee og Caroline Mathilde.

Han døde efter et kort sygeleje den 31. december 1866. Han mente selv, at han kæmpede for ret og retfærdighed.

 

Student Kahrs

Som så mange andre af byens personligheder holdt han meget af spiritus. Han fortalte, at han havde fået tilbud om et job i Amerika men manglede rejsepenge. Hver gang han var i nød, gik han sin embedsmands – ven.

Man sagde om ham, at han havde været student, men han sprang fra. Og så kaldte man ham for ”en sær patron”. En tegning viser ham som ældre mand, tilsyneladende pænt og sirligt påklædt i en lang frakke, med høj hat på hovedet, en stok i hånden og ledsaget af en hund.

Men når han snakkede med folk, kunne man med det samme mærke at han udskilte sig fra mængden.

 

Kammerjunker de Busch

Hans virkelige navn var Arboe-Mahler. Han var altid oplagt til grove løjer. I sit væsen var han også kynisk. Sit daglige brød fik han ved nærmest det man kalder plattenslageri. Af ydre var han heller ikke særlig tiltagende. Hans matte øjne var et resultat af natlig svir.

En sen aften kom han gennem Peder Hvitfeldts Stræde, da han fra et af husene hører dansemusik. Det var en velhavende murermester, der fejrede familiefest. Mahler fik pludselig lyst til at afslutte den muntre aften med en dans. Mahler og hans ven blev dog hurtig sat på porten af murermesteren.

Han forsøgte hele tiden at indynde sig hos folk ved at fortælle at han var kammerjunker på halv gage. I 1842 udgav han ”Skov- og Dyrehavsblad”, som han skrev i et telt på Dyrehavsbakken.

Bladet udkom med 10 numre. Så rejste kammerjunkeren til Bornholm til slægtninge. Her blev han redaktør af ”Bornholms Avertissements Tidende” han blev arresteret for at udbrede falske bankosedler og sat dem i omløb. Men man kunne ikke bevise noget. Efter et par års forløb blev han frikendt.

Men alt dette betød, at han ikke mere kunne opholde sig på Bornholm. Hurtig gik det ned ad bakke for ham både fysisk og åndeligt. Da han engang i denne tilstand forsøgte i Det Kongelige Teater forsøgte at tiltvinge sig adgang til Christian den Ottende for at opnå en stilling ved hoffet blev han som sindssyg indlagt på Skt. Hans Hospital. Her afgik han ved døden i 1846.

 

Sproglærer H. Seehusen

Han var høj og slank med stankelben. Han gik i stramtsiddende benklæder, der fik benene til at virke endnu tyndere. Dette gav årsag til megen morskab.

De fleste originaler tilhørte den lavere samfundsklasse. Svigtende åndsevner, medførte tilbøjeligheder og dårlige kår i opvæksten var ofte årsag til deres ulykkelige skæbne. Undtagelserne var de få velbegavede, men som oftest snu og arbejdssky personer, der ved en excentrisk opførsel, der vakte deres medmenneskers medlidenhed og forstod at udnytte dem til egen fordel.

For disse havde man dog ikke så megen medlidenhed. Det var også dem, der havde fået en dårlig start i livet.

 

Peder Rundetaarn

Han var et godmodigt skrog, der gik rundt og falbød forskellige skrifter, som han opbevarede i en lille kasse. Blandt hans salgsartikler var også almanakken, der var forsynet med et billede af Rundetårn, hvor observatoriet var til 1861, inden det blev flyttet til Østervold.

Det var disse almanakker, der gav ham tilnavnet skønt han ikke havde ”den rigtige Fornuft paa Forstanden” som hans søster skulle have udtrykt det. Han var dog en ganske duelig handelsmand. Han gik altid klædt i en trøje. På fødderne havde han sko, som det dengang var usædvanligt at gå med på gaden.

Selv om han var skikkeligheden selv, lod ”de slemme Drenge”, som han sagde, ham aldrig i fred. Når deres drillerier blev ham for meget, beklagede han sig undertiden til en journalist og bad ham ”skrive et rigtigt godt Stykke i sit Blad derom”.

 

Alexander Weihe ”professor i hundrede Sprog”

Han blev også udnævnt som ”Den Store”. Han havde vistnok fået en udmærket skolegang. Men evnerne har ikke rigtig kunne stå mål med ærgerrigheden. Og

 

• ”den megen lærdom, som han havde fået omtågede efterhånden hans forstand ligesom Granbergs ballon. Han udgik fra Latinskolen snarere som idiot end som lærd”.

 

Som den, der kunne alle

 

• Baade moderne og antikke Sprog, hvadenten de tales paa Jorden eller paa Maanen.

 

Ja så følte han sig kaldet til at udgive en latinsk ordbog. Dog fik han lige så lidt succes med den som med et ugeblad, han udgav og Kaldte ”Rivhjernet”. Han endte som en forhutlet fyr, hvis eneste trøst var flasken.

 

Snedkersvend Leitersdorff

Han var altid parat til et godt slagsmål. Et uregelmæssigt og løssluppent liv svækkede tidligt hans kræfter. Da han et par gange havde fundet sin overmand som slagsbroder, trak han sig med et brækket ben tilbage til privatlivets fred. Siden rejste han til Hamborg, og man hørte ikke siden om ham.

 

Fløjte-Karl

Så længe man kan huske tilbage i tiden har man kunnet huske en lille krumbøjet mand i sit mørke, slidte tøj – og i de senere år støttet til to stokke.  I modsætning til så mange andre af byens originaler var han ikke udsat for drillerier. Stille roligt og uendelig beskedent vandrede han fra gård til gård i den indre by, trak sin fløjte frem og spillede for beboerne.

Intet i hans optræden tydede på, at han bevidst havde til hensigt at vække folks medlidenhed. Der var alvor over hans spil. Når han var færdig, modtog han tilhørernes penge som et fortjent honorar for sine præstationer. Og han blev 91 ½ år.

Hans egentlig navn var Karl Kattentid. Det fortælles, at han har arbejdet som gørtler. Muligvis er han i slægt med et par gørtlermestre af dette navn i 1840’erne.

Da han blev gammel og ikke mere kunne spille parterede han sin elskede fløjte og benyttede dens to halvdele til at forlænge sine stokke med. Men han kunne ikke undvære fløjten og anskaffede sig en ny, som han aldrig skilte sig af med.

En maj morgen 1887 blev han fundet død i sin fattige seng i et baghus i Landemærket, hvor han i en lang årrække havde haft logi. Her havde værten i hans sidste år af medlidenhed ladet ham bo frit.

 

Rasmus Christensen

Han var jysk husmandssøn, der fra fødslen var blind på det ene øje. Han kunne svagt se med det andet øje. Efter konfirmationen havde han en tid forsøgt sig som tjenestekarl. Men da han som følge af sit svækkede syn hyppigt kom til skade, besluttede han sig for at ernære sig som spillemand.

Sognerådet i hans hjemstavn forærede ham en violin. Med den vandrede han omkring i Jylland og øerne, indtil han ved et tilfælde havnede i København, hvor han blev gift.

Parret bosatte sig på Nørrebro, hvor hans kone fik en grønthandel i en kælder. I fællesskab opretholdt de nu et tarveligt, men net og propert hjem for sig selv og deres tre børn.

 

Tyroler – Ferdinand

Han var en rigtig gøgler, Ferdinand Petersen. Han havde en gulbrun teint, mørkt hår og skæg. På Dyrehavsbakken havde han sit faste stade, hvor han forlystede folk med sin guitar. Her sang han også duetter sammen med sin kønne mørke datter.

Publikum flokkedes om ham og morede sig, når en af hans selvkomponerede sange, der ofte kunne være ret frivole, var møntet på en af hans tilhørere. Når bakketiden var forbi, drog han på turne i provinsen, hvor han optrådte rundt om på markederne.

 

Jeppe Laurentin Hindborg

Han kan vel ikke betragtes som en typisk original. Men hvis ordet skal tillægges det at være særpræget, så kan han vel nok. Hindborg var bybud i Kongens København. For ringe vederlag udførte han ærinder for folk, påtog sig mindre flytninger og andre sådanne praktiske ting, som det ellers kunne være vanskeligt at få udført.

I reglen havde han en kort pibe i munden, mens han ventede på, at kunderne skulle indfinde sig eller sende bud efter ham. Han var født i Horsens, hvor hans far var toldembedsmand 1839 rejste han til København, hvor han var ansat på et hotel, indtil han blev bybud. De hans forlovede døde, forblev han resten af sit liv ugift. Hans hjem var et værelse i Regnegade.

Uanset vejret indtog han dag efter dag, år efter år sit stade på torvet, kun afbrudt af en kort indlæggelse på hospitalet. Han blev meget populær ikke mindst som brevbærer i kærlighedsaffærer. Han sladrede nemlig aldrig.

Men i lystigt lag fortalte han, at han engang havde transporteret fem kattekillinger fra en mand til en pige, som han var forelsket i.

 

Puste – Møller

Han hed sådan, fordi han altid pustede af varme, når han blev fuld. Samtidig kneb han sine mærkelige øjne sammen. Hans virkelige navn var Poul William Møller og født i 1837. Hans far var urtekræmmer.

Han kom i urtekræmmerlære, men noget tyder på at det ikke interesserede ham. Han blev opvarter og kontrollør i Tivoli. Åbenbart var han ikke en særlig stabil arbejdskraft. Snart var han pakhusforvalter. Så var han igen opvarter. En dag blev han så lingerihandler. Efter kort tids forløb krakkede virksomheden.

Så blev han berider i en gøglertrup. Dette gav ham blod på tanden, så han forsøgte sig som skuespiller. Han optrådte både her i landet og i Sverige. Da han var træt af den tilværelse, fik han en stilling i en købmandshandel i Kerteminde og siden i en vinhandel i København.

Han var ugift og fik nu et job som kolportør. Nu kan han lige og lige opretholde sit beskedne liv. Sit batlogi havde han i ”Blodkoppen” i Farvergade. Det kostede 35 øre. Her nød han sit ”måltid”, der bestod af en stor snaps med en øl til. Det kostede ham yderligere 5 øre. Så brugte han penge til snustobak og en sjælden gang et rigtigt måltid mad.

Han ville gerne gå som en vidende og belæst herre. Og han gav indtryk af, at han kendte tidens store tænkere. Helt populær blev han nu aldrig.

 

Pudse – Peter

Hans borgerlige navn var Niels Peter Nielsen. Han var født i byen Tjæreby mellem 1845 og 1850. Syd år gammel flyttede han med sin forældre til København. Han tilbragte sin fritid i byens rendestene eller på Fælleden, hvor han sammen med sine kammerater udkæmpede store slag. Tidligt viste han sig i besiddelse af forretningstalent.

Ulykkelig kærlighed skulle have været årsag til hans mærkelige væsen og vel også hans manglende arbejdslyst.

Skønt han senere giftede sig og fik fire børn, som han ganske vist påstod, var skomagerens, lykkedes det ham ikke at drive det videre som omvandrende handelsmand. I en kurv havde han hele sit varelager, der bestod af pudsevoks, pudsesværte, fedtsværte, blankesværte, sæbe, knapgafler, smergellærred, brevpapir m.m.

Når han med sin dansende gang kom hen ad gaden i sit sorte, slidte tøj med en rundpuldet hat på hovedet i reglen med en kridtpibe i munden og med sin kurv på armen varede det ikke længe før det havde samlet sig en flok drenge og piger som med glade hyl og skrig fulgte ham på hans vandring fra gård til gård.

Sine kunders opmærksomhed henledte han på sig ved at synge:

 

• Blankesværte, Blankesværte Aa! Aa! Aa!

 

Varede det for længe inden nogen indfandt sig for at købe hos ham, tilføjede han:

 

• Jeg synes det varer så længe

Inden de Fruer faar Penge

 

Han kunne finde på at arrangere en ildebrand i sin frakkelomme. Den ene dag kunne han optræde med skæg og en anden dag var han glatraget, så det var vanskeligt at genkende ham.

Han var skikkeligheden selv, men havde to store laster: Kortspil og flasken. Men han opdagede selv, når han var fuld, så sang han til folks store morskab:

 

• Peter er fuld, dundrende fuld.

 

Nogle af hans bedste kunder var soldater. Han fik lov til at besøge dem på kaserne. . En kort overgang i 1880erne lod han sig ansætte som opvarter i en lille beværtning, der hed ”Kridtpiben”.

Omkring 1890 indhentedes han en aften af sin skæbne. I fuldskab faldt han i Nyhavn. Som følge af den kolde dukkert pådrog han sig en forkølelse, der sikkert har udviklet sig til lungebetændelse for kort tid efter, afgik han ved døden.

 

Skrutten (Professor)

En anden type var ”Professor” eller Skrutten”, hvis borgerlige navn var Hans Andersen bang. Han var en af Københavns mest ejendommelige skikkelser. Han skulle have ernæret sig som agent for en brændselsforretning. Allerede i 1880’erne blev han betragtet som en original person.

Han sammenkaldte ofte til store møder på Nørre Fælled eller i det gamle Arena-teater i Tivoli, hvor han under tilhørernes munterhed udtalte sig med overlegenhed både om inden – og udenrigske begivenheder.

Da den franske general Boulangers navn omkring 1890 var på alles læber, fik en cirkusdirektør den geniale ide at maskere Andersen Bang som denne.  Det var en glimrende reklame for cirkus. Men havde vores hovedperson ikke tidligere været udsat for spor så blev han det nu.

Alligevel fortsatte han sin offentlige virksomhed. Når han holdt taler, begyndte han ikke før lokalet var fyldt. Der skulle skaffes den nødvendige sum penge til rådighed, som kunne betale for lejen.

Så begyndte Bang at oplæse noget sært meningsløst tøjeri, der handlede om alt muligt og umuligt. ”Professoren” talte om tolden på grøn sæbe, om svenske malkepiger, om jordemødre og om forsvarssagen.

Flere gange proklamerede han sig selv som rigsdagskandidat, idet han foregav at arbejde for middelstandens interesser. Hele livet hutlede han sig igennem tilværelsen. Først i de sidste år formåede et par af hans venner ham til at søge alderdomsunderstøttelse. De sidste syv år boede han på ”Hotel Bellevue” i Studiestræde.

Her blev han nytårsaften 1914 syg og døde 14 dage efter, 72 år gammel. Han er begravet på Vestre Kirkegård.

 

Scheibelein

Han var en af de mest omtalte originaler i 90’ernes København. Han gik altid klædt i en gammel uniformsfrakke med blanke knapper prydet med foreningsemblemer, medaljer og kotillons – ordner. Om halsen havde han et hvidt tørklæde op på hovedet en militærkasket med en rød kokarde. Hans strømper var rød – og violetfarvede. På fødderne bar han træsko, men både disse og hans knapper v ar blankpudsede.

Vilhelm Anton Scheibelein var født i 1839. Hans far var murer og boede i Adelgade. Som den yngste af tolv børn blev han efter eget sigende strengt opdraget og fik ofte prygl. Han gik i Sølvgadens Skole. Efter konfirmationen kom han i murerlære og fulgte ikke blot hans fars men også hans bedstefar og hans ældste bror, der alle sammen var murer.

I 1860 gik han på session men trak frinummer. Året efter lod han sig imidlertid ”stille” og indkaldtes til 1. regiment. Han gjorde tjeneste i Rendsburg og deltog ligesom to af sine brødre i felttoget i 1864.  Ofte pralede han af sine krigeriske bedrifter. Sandheden var bare, at han ikke havde været en god soldat.

Han blev taget til fange, og da han endelig kom hjem, oplevede han en skuffelse. Den pige, som han havde været forlovet med, havde giftet sig med en anden. Dette knuste ham så meget, at han meldte sig som soldat til Dansk Vestindien. Hans trang til spritus tog overhånd. Men af hans undskyldning tjener dog, at han døjede meget ondt og blev angrebet af gul feber.

Han siger selv, at han lærte en plantageejer-datter at kende derover og har to børn. Men efter fem år kom han tilbage til København. Han fik arbejde som murer på Gammelholm, men sagde selv, at han styrtede ned

Vintrene blev tilbragt på ladegården. Under en opsynsmands ledelse skulle han nu sammen med de andre lemmer feje byens gader. Ofte tilbragte han tiden på fælleden, som dengang var tilholdssted for byens udskud.

Mødte han på sine ture Christian den Niende eller kronprins Frederik så stak de ham ofte en skilling. I Borgergade gjorde han endda honnør for kongen og majestæten besvarede denne hilsen.

En gang imellem lod han sig indlægge på Kommunehospitalet, når han trængte til ”at hvile ud”. Når det ikke var øl til maden, truede han med at hente det selv.

Han elskede at gå med i optoget til grundlovsdag. Men det var ikke alle, der synes, at det var lige sjovt at gå ved siden af ham. Han var ikke så prober.

Efter nogle år blev hans hang til spiritus for stor. Han blev indlagt på Skt. Hans, hvor han døde i 1911.

 

Prins Frederik Frederiksen

Han kaldte sig for Prins Frederik Frederiksen, søn af højsaglig kong Frederik den Syvende, arveprins til Danmark og tilhørende bilande. Skønt han var lille, vissen og komisk at se på, kunne det dog ikke nægtes, at han med sit store fuldskæg havde nogen lighed med sin berømmelige ”fader”.

Det er sikkert dette, der har indgivet ham den falske forestilling, at han var født på Sorgenfri Slot som søn af Frederik den Syvende og Grevinde Danner. Hans kærlighed til titler og ordener fornægtede sig aldrig. Opslaget på både på hans vinterfrakke og sommerfrakke var prydet med kotillons-ordner og medaljer. For ligesom at understrege hans fornemme afstamning gik han altid med høj hat, men den var ganske vist i årenes løb blevet noget medtaget.

Mellem højre hånds behandskede pegefinger og langfinger hold han som regel en cigarstump. Den havde han fisket på af rendestenen, mens han i den venstre hånd bar en stor sort citytaske med et meget broget indhold og en rød stok, som han brugte til at jage gadedrenge væk med, når de blev ham for nærgående i deres drilleri.

Hans virkelige navn var Hans Johnsen. Han var født i Nøddebo i et meget fattigt hjem. Forældrene blev senere så forarmede, at de blev anbragt på Fattiggården. Efter deres død tog sønnen til København. Gennem hele hans liv bestilte han i virkeligheden ikke ”en dags hæderligt arbejde”. Han levede udelukkende af sin ”originalitet”. Hvorvidt han virkelig var sindssyg eller blot fræk og snu, blev aldrig opklaret. Sandsynligvis har det været lidt af begge dele.

Da han i 1890 dukkede op i København, blev han i begyndelsen kendt som ”Medaillemanden”, fordi han bar en vest, der var overbroderet med foreningsemblemer, ordener og medaljer. Den må have været meget tung at bære. Men den var hans stolthed. Og det var ham en virkelig sorg, da den efter nogle års forløb blev stjålet.

I sammenligning med den var det kun få dekorationer, han fra da af pyntede sig med på sine ture rundt om i byen. Han hutlede sig gennem tilværelsen og levede af at tigge i butikker og kontorer, men hjemsøgte også velhavende folk, som han afkrævede den ”skat”, han påstod tilkom ham som ”virkelig konge af Danmark”.

”Excellencen”, som han benævnede sig selv, gjorde sig sjældent den ulejlighed at banke på døren, inden han gjorde sin entre. Ofte formede hans besøg sig således:

 

• Goddag, goddag hr. etatsråd, er direktøren hjemme? Er det penge til Excellencen i dag? Kan De låne ham 50.000 kr.? – Ikke – 25 øre da? – De får 1.000 kr. igen, når Excellencen em gang får sine 400 millioner, han har til gode hos statskassen, når venstre – ministeriet kommer til magten.

 

Omtalte han sit forhold til den danske kongefamilie, var det med forbitrelse i stemmen, lynende øjne og med et fast greb om stokken:

 

• Prinsen af Wales, den skurk, har snydt Excellencen for flere hundrede millioner. Skatten er alle vegne opkrævet af Christian den Niende, Excellencens fætter, dagen før Excellencen kommer.

 

Han boede på gæstgivergården Linden i Fiolstræde. Den eneste måde man kunne lukke munden på ham, var at give ham en 25 øre.

Han nød en vis popularitet, men på den anden side hed det i en nekrolog over ham, da han i 1906 afgik ved døden, at der ingen grund var til at sørge over, at byens fornemste original var død, da man stadig havde ”pragteksemplarer” som Jomfru Tidsfordriv.

 

Jomfru Tidsfordriv

Vi har her på siden mødt hende et par gange før. Hun gik rundt på gaden med plirrende øjne og tjavset hår, der stak frem under en skævt siddende hat. På fødderne havde hun store støvler eller galocher. Hun havde en gammel frakke på med spraglede bånd – eller i mangel af bedre med cigarbånd. Mange mente, at hun lignede et fugleskræmsel.

På armen havde hun en spånkurv med smudsige bolsjer, som hun gavmildt uddelte til alle og enhver. Om sommeren havde hun desuden en parasol.

Der fortælles at hun i sin ungdom havde været en smuk ekspeditrice og forlovet med en løjtnant. Da han svigtede hende til fordel for et bedre parti, skulle hun på hans bryllupsdag have mistet forstanden af sorg over, at han nu for stedse var tabt for hende. Men dette var nu ikke korrekt.

Hendes navn var Juliane Hansen, som er født i 1862. Hun var datter af et bud, der døde tidligt. Hendes mor ernærede både sig selv og barnet efter mandens død ved at gøre rent for folk.

Sandsynligvis har lille Juliane fra fødslen været åndsvag. Hendes forstand vedblev livet igennem at være som en 6-7 års. Hun blev efter moderens død anbragt på St. Johannes Stiftelsen. Man slap hende dog fri, da hun påstod at kunne klare sig selv.

Hun var godmodig, drak ikke og havde ingen konflikt med politiet. De lod hende også i fred. Når hun var anbragt under offentlig forsorg, var det for at beskytte hende for folks nysgerrighed og børnenes drilleri.

Sit tilnavn havde hun fået, fordi hun besvarede alle spørgsmål med ”For tidsfordriv”. Og derefter fortalte hun med klynkende stemme: ”Min mor er død!”

Renlighed var ikke Jomfru Tidsfordrivs største dyd. Hun medbragte altid en flok lopper. Og deres bid var hun efterhånden vant til. Forskellige mennesker hjalp hende. Hun fik også en gang imellem noget nyt tøj.

Hun holdt meget af børn. Hun led af en tvangsforestilling om at være lærerinde. Hun sad om sommeren på en bænk i Kongens Have og snakkede om dyd og moral for de børn, der havde samlet sig om hende. Samtidig gav hun dem smudsige bolsjer og skældte dem ud.

Hun holdt også meget af at synge. Med sin spinkle stemme sad hun engang en juleaften på en trappe i Købmagergade og nynnede ”Et barn er født i Betlehem”. Til daglig morede både voksne og børn sig over hendes særheder. Men når hun blev drillet for meget, satte hun sig på en trappesten og græd bitterligt.

Blandt de få, der tog sig af hende var på den tid meget populære prinsesse Marie, som hver juleaften sendte hende en dejlig kurv med varmt tøj og madvarer.

Jomfru Tidsfordriv boede under frygtelige forhold i Lille Brøndstræde., først på en kvist, hvor en fattig kone for en ringe betaling gav hende, hvad hun behøvede. Senere boede hun i en kælder i samme gade, hvor hun en januar-dag 1907 blev fundet dødssyg på en madras, med en sæk som dyne.

Hun kom på hospitalet, men hun stod ikke til at redde. Ladegårdens præst, den kendte pastor R.P. Rasmussen, der en tid var borgerrepræsentant talte ved hendes båre og sagde, hvad sandt var, at hun var en stakkel som samfundet havde svigtet., og at en gentagelse af hendes skæbne aldrig mere måtte finde sted.

Så populær var hun imidlertid, at hendes kiste var dækket af kranse i snesevis, sendt af folk som havde ondt af hende. En af de smukkeste var prydet med et rødt og hvidt bånd og signeret:

 

• Fra prinsesse Marie og børn

 

I en fællesgrav på Bispebjerg Kirkegård fandt hun sit sidste hvilested.

 

Filosoffen fra Magstræde

Han boede i et uhumsk kvistrum i denne gade. Fra naturens hånd var han filosofisk anlagt. I sin ungdom skulle han have læst H.C. Ørsteds ”Ånden i naturen” og Søren Kierkegaards ”Enten – Eller”. Disse bøger havde gjort et stort indtryk på ham og bidraget til hans noget aparte livsanskuelse, at ”livsanskuelse” er kun bedrag, og livets hovedindhold er ”sult og kønsdrift”.

Bortset fra de få penge, han brugte på sig selv til livets opretholdelse, skal han efter sigende have indbetalt næsten alt, hvad han i øvrigt ”tjente” til ”Foreningen for Kønssygdommens Bekæmpelse”. Dette kunne måske tyde på, at hans livs ulykke stammende fra en kønssygdom, han havde pådraget sig i sine unge år.

Han havde en indbringende forretning fra sin stadeplads på Rådhuspladsen. Men i 1913 skiftede han stadeplads som forhandler af Ekstra Bladet i Frederiksberggade.

Da hans indbo blev undersøgt af skifterettens folk, blev der imellem alt hans skrammel fundet adskillige værdipapirer. Samtidig blev der fra flere banker givet meddelelse om, at han havde penge indestående i dem.

Da boet blev gjort op viste det sig, at hans fattigdom kun havde været tilsyneladende, og at han ved sin død havde været en ganske velsitueret mand.

 

Krølle – Charles

Han ville blive husket for sine saftige udtalelser. I årene før Første Verdenskrig var han en kilde til stadig moro., når han holdt sine berømte foredrag, der næsten altid sluttede med ordene:

 

• Er’et løgn hva’ je’ si’r?

 

I sin ungdom skulle han have været smed eller fyrbøder og opholdt sig flere år i England. Derfor kunne han som ældre, når han var ædru, foruden tysk også kunne tale engelsk. Hans taler tiltrak mange mennesker, og det var ham tilsyneladende en stor fornøjelse at fremkomme med en række sjofle udtryk, som fik damerne til at rødme.

Kejsere, ministre og præster hørte til hans yndlingsemner, men nogen dybere mening i det, han sagde, var det ikke.

Som byens andre originaler var han ikke særlig appetitlig at se på. En velhavende forretningsmand, som havde fået medlidenhed med ham, fik ham engang vasket og klippet og udstyret med pænt tøj. I sin nye herlighed vandrede han derefter rundt i byen med et reklameskilt. Men situationen bekom ham ilde.

Gadedrengene gjorde nar af ham, og efter en dags forløb smed han skiltet og var kort efter lige så beskidt – og lige så lykkelig som før.

 

Fidus – Carl

En anden københavnsk original var ”Fidus-Carl”, der hver morgen mødte op på blomstertovet. Der samlede han affaldsblomsterne op for senere på dagen at sælge dem rundt på byens beværtninger. I årenes løb skal dette have været en ganske indbringende forretning.

En aften fangede nogle slagtere ham. De trak tøjet af ham, sprættede det op og fandt flere hundrede kroner, som han dog naturligvis fik lov til at beholde.

 

Professor Libri

Han var måske ganske normal. Men ved at stille sine evner i gøglets tjeneste opnåede han på grund af sit udseende og sin usædvanlige veltalenhed interesse om sin person. Hans rigtige navn var Johannes Marius Dines Petersen.

Som dreng blev han sat i skomagerlære. Han havde dog det uheld, at han en aften styrtede ned i lasten på et skib, hvor han skulle aflevere et par støvler, der var blevet forsålet.

Kvæstelserne, han pådrog sig, var så alvorlige at han blev invalid resten af sit liv, Han var skæv i den højre skulder og i hovedet. Det ene øje var halvt tillukket. Men det skadede ham ikke i hans nye levevej som gøgler. Tværtimod har hans mærkelige fremtoning sikkert bidraget til at styrke hans popularitet og position.

Ingen gøgler har i veltalenhed nogen sinde overgået professor Libri. Ja det skulle måske lige være professor Tribini.

 

Alle de andre

Skulle vi nu har alle med, ville det blive en meget stor artikel, for så skulle vi også nævne Baron, Gøngehøvdingen, Stjernehans, Trippe – Lars, Bøfhenrik, Klørknægt og Fru Schneider. Løber, Peter Sengeløse, Valter, Den overskårne Kæmpe, Messingjens, Grev Holk, Den gamle Sult, Gamle Stub, Baron Billegraf og mange flere.

 

Kilde:

• Steffen Linvald: I dagslys og i skammekrog
• Steffen Linvald: Det mørke København
• Jacob Davidsen: Fra det gamle Kongens Kjøbenhavn
• Morsom og kortfattet Skildring af de mest bekjendte Personer (1877)
• Kjøbenhavnske Originaler (Jordans Forlag)
• Mellerup: Godtfolk, Gavtyve og Gadeliv
• Mellerup: Det Gamle København på vrangen

 

Hvis du vil vide mere: www.dengang.dk har i alt 1.557 artikler herunder:

Under København (166 artikler) finder du:

• Originaler i Det Gamle København
• Mord i Nyhavn

Under Andre Historier (55 artikler) finder du:

• Grevinden af Bagsværd

Under Nørrebro (286 artikler) finder du:

• Klunserne
• Valdemar Skrupskider og de andre
• Fællebisser og Prinser
• De skæve eksistenser på Nørrebro
• Frederik Eriksen, Karen Spidsmus og alle de andre
• Den Gale Præst på Ladegården
• Klunsere og kræmmer på Nørrebro
• Prinserne på Nørrebro
• Lersø-bøller og bisser dengang
• Lersø Bøller

Under Tønder (254 artikler) finder du:

• Originaler i Tønder
• Lorens Filskovs bedrifter

Under Aabenraa (149 artikler) finder du:

• Originaler i Aabenraa – og mange flere