Vesterbros Kirkehistorie

Ja egentlig handler det også om Københavns Kirkehistorie. Se også efter artiklen. Der har vi samlet en liste over, hvad vi har skrevet om Vesterbro, kirker, klostre, kirkegårde, begravelser og præster. Det er hele 61 artikler. Fattigdom var det store problem. Kirkegaard rasede mod folkekirken. 20.000 sjæle uden kirke. Indre Mission kom til hovedstaden. Til møde på Frederiksberg Alle. Knæk sablen – Bryd kronen – styrt kirken. Da Venstre overtog regeringsmagten. Grundstenen til Matthæus Kirken. Solidaritet eller det kristne evangelium. Da Harald Stein kom til. De politiske modsætninger tog til. Arbejdet for de vantro masser i hovedstaden. Matthæus Sogn var overbebyrdet. Initiativer modtaget med modstand. Kirken havde masser af fjender. Man overtog et berygtet danseetablissement. Præstens egen kirke. Herremændenes kirke. Fibiger – en vækkelsesprædikant. Præsterne var et udsat folkefærd. Seks kirker og seks moskeer.

 

Fattigdommen var det største problem

Jo engang var her i provstiet hele 11 kirker. Det er der ikke mere. Men mange af den nyere danske kirkehistories mest dramatiske kampe er foregået her på Vesterbro.

Man havde længe tænkt på at bygge en kirke på Vesterbro. Det var dengang Vesterbro var lukket for natten. Det var her, der var bondeland. I 1843 åbnede Georg Carstensen for Tivoli. Jo han havde sønderjyske rødder. Tivoli lå inde på det gamle voldanlæg.

I 1846 flyttede brygger Jacobsen sin hastigt voksende virksomhed til Valby. Lige der midt imellem forlystelserne og det bajerske øl – voksede Vesterbro frem i lyntempo. Ti år senere blev Vesterport sløjfet.

Fest og druk var nu ikke de største problemer. Det var fattigdommen. Kvartererne omkring Viktoriagade, Vesterbro Torv, Istedgade og Oehlenschlägergade blev i løbet af 3 – 4 år i 1850erne tilbygget med lejekaserner.

 

Kierkegaard rasede mod folkekirken

Den københavnske industri manglede arbejdskraft. Folkevandringen fra land til by voksede. Endda hurtigere end behovet for Arbejdskraft. Og tilflytterne, der fik arbejde fik så ringe en løn. At den næppe var til at leve for. Vesterbro blev født og opfostret som bydel for fattige indvandrere.

Søren Kierkegaard døde, mens de første lejekaserner skød op herude. Hans sidste år havde jo været opfyldt af hans rasende enmandsskrig mod den nye folkekirke og dens hykleriske overfladiske fromhed.

Denne kierkegaardske udfordring skulle mange år senere komme til at spille en dominerende rolle i Vesterbros kirkeliv. Men sådan et sådant liv fandtes endnu ikke, da han døde.

 

20.000 mennesker uden kirke

Et par år senere boede her ca. 20.000 mennesker. Uden kirke. Det gav store problemer for Frederiksberg Kirke, som på papiret var deres sognekirke. Derfor var det naturligt, at initiativet til at gøre noget ved sagen kom fra velhavende frederiksbergske borgere.

Men inden da oplevede vi Dybbøl – katastrofen i 1864. Bortset fra de blodige tab på slagmarken betød den en økonomisk krise. Dette gjorde fattigdommen endnu strengere.

 

Indre Mission kom også til hovedstaden

Det var i denne nederlagskrise, at Vilhelm Becks Indre Mission voksede sig til den største vækkelsesbevægelse i vores kirkehistorie. Beck var voldsomt anfægtet af Kierkegaard. Han forsøgte at skabe en kirke af sandt troende kristne – i opposition først og fremmest til den lyse, frie, magelige grundtvigianisme, der bredte dominerede landsogne.

Indre Mission bredte sig først i de fattigste landsogne, ikke mindst de vestjyske. Men efterhånden nåede missionen også hovedstaden, og den kom til at sætte sit stærke præg først og fremmest på Vesterbro.

 

Til møde på Frederiksberg Alle

Endnu var der altså ingen kirke til at sætte noget præg. Det blev der gjort noget ved i efteråret 1868, da en kreds af damer og herrer fra det bedre selskab mødtes hos etatsrådinde Casse (med C) på Frederiksberg Allé.

De blev enige om, at der skulle bygges en kirke på Vesterbro, der skulle være ”rummelig, men tarvelig og dog tillige hyggelig”. Damerne organiserede en Bazar, mens herrerne nedsatte et alvorligt udvalg med henblik på at skabe en privat byggefond. Først når den havde en rimelig størrelse, ville man gå til myndighederne med kirkeplanerne.

Efterhånden fik man også nogle indfødte vesterbroere med i arbejdet. Men de fyldte ikke meget. Det var ikke om det kristne evangelium, snakken gik mand og mand imellem på Vesterbro. Derimod blev der et par år efter mødet hos etatsrådinde Casse afholdt et andet møde i Tømrerkroen inde i Adelgade.

 

Knæk sablen – Bryd kronen – Styrt kirken

Der blev den danske socialistiske Internationale stiftet med Louis Pio som leder. Og året efter prøvede den kræfter med ordensmagten i slaget på Fælleden. De socialistiske ideer bredte sig af gode grunde hastigt på Vesterbro. En af de første revolutionære paroler lød:

• Knæk sablen. Bryd kronen! Styrt kirken!

Dette var ikke ligefrem befordrende for kirkesagens udbredelse.

Men indirekte virkede også Georg Brandes moderne gennembrud med dets fritænkende ateisme ind i situationen. De kirkelige kredse var så at sige kommet under beskydning både neden fra og fra oven.

 

Da Venstre tog regeringsmagten

Endnu værre blev det, da Det forenede Venstre blev dannet og fik flertal i folketinget. Dermed begyndte den forfatningskamp, der skulle vare århundredet ud og undervejs resultere i, at demokratiet en overgang blev afskaffet.

En god del af grundtvigianerne støttede Venstre i dets krav om regeringsmagten og en ny demokratisk grundlov. Men den overvejende del af præsterne og kernemenigheden støttede Estrups Højre. De fleste som Vilhelm Beck, af gode lutherske grunde. Luther havde jo sagt, at en kristen har pligt til at adlyde både den himmelske og den verdslige magt. Derfor støttede de fleste kirkefolk Estrup og kong Christian den Niende, også da de i 1877 gennemtvang den første, provisoriske finanslov.

 

Grundstenen til Sct. Matthæus kirken

Et halvt år efter, 29. marts 1878 nedlagde Hans Majestæt grundstenen til Sct. Matthæus kirke. Det var småt med socialister, fritænkere og overbeviste demokrater ved den højtidelighed. Den store bygning, der rejste sig, var tegnet af arkitekt l. Fenger i historisk, norditaliensk – romansk stil. Den havde 1.100 siddepladser. Den skulle være kirke for et nyoprettet sogn med 25.000 sjæle.

 

Solidaritet eller det kristne evangelium

Socialdemokratiet flyttede sit hovedkvarter til Rømersgade overe ved Grøntorvet. Den mest revolutionerende gejst havde man lagt på hylden. Men det forholdt sig stadig afvisende til kirken og dens ”opium for folket”. Vesterbroerne måtte vælge mellem solidaritet med kammeraterne og det kristne evangelium.

 

Da Harald Stein kom til

Men der var skabt en tredje mulighed. Allerede i 1876 havde den unge pastor ved Diakonissestiftelsen, Harald Stein holdt en omdebatteret foredragsrække om kirkens opgaver i hovedstaden. Der skulle skabes et praktisk, socialt, kristent hjælpe – og omsorgsarbejde blandt de fattigste.

Vilhelm Beck mente, at opgaven ikke var social og slet ikke socialistisk. Den var slet og ret, at ”bringe Guds ord til menneskernes hjerter” Men Stein fik så meget opbakning, at han i 1879 blev valgt til formand for den lille københavnske afdeling af Indre Mission.

Nogenlunde samtidig fik han kaldt den endnu ikke færdig byggede Matthæuskirke for Vesterbros domkirke.

Under Steins formandskab voksede medlemstallet. Der blev oprettet et Magdalenehjem for byens faldne kvinder og som en slags forløber for Frelsens Hær – en bespisning og en opsøgende mission, der virkede i de usle knejper og baggårde, hvor både de sociale ulykker og syndigheden var størst.

I 1882 kunne den københavnske mission sætte kronen på værket ved at indvie missionshuset Bethesda på Grønttorvet. Vilhelm Beck menter, at Stein skulle udtræde af missionens landsledelse. Han sagde dog nej, men måtte finde sig i, at få mindre indflydelse.

 

De politiske modsætninger tog til

I 1885 blev de politiske modsætninger skærpet. Estrup hjemsendte rigsdagen og oprettede sin vakkelvorne politistat. Smedesvendene og deres arbejdsgivere udkæmpede den første af mange langvarige arbejdskampe.

Matthæuskirkens menighedsarbejdere gjorde, hvad de kunne for at afhjælpe den værste sult og nød. Nu satte Stein og kirken sig i realiteten mellem to stole. De tog parti i konflikten. Men det var kun en dråbe i havet med den hjælp, de kunne tilbyde. Efterhånden var sognet vokset til 40.000 indbyggere.

 

Arbejdet for de vantro masser i hovedstaden

Året efter tog Harald Stein og Holmens provst, senere Sjællands biskop, grundtvigianeren Skat Rørdam et usædvanligt initiativ. I foråret 1886 indkaldte de til en række møder i Bethesda. Man ønskede ro mellem grundtvigianere og missionsfolk i hovedstaden. Man skulle i fællesskab finde frem til at arbejde for:

 

• Arbejdet for de vantro masser i hovedstaden

 

Ja det kan vel bedst illustreres med et citat fra Trinitatis – præsten Schepelerns indlæg:

 

• Det nytter intet, at man kæmper mod de socialistiske ideer, selv om man nok så klart påviser deres uholdbarhed, så længe man ikke med det samme klart og bestemt indrømmer, at der bagved hele den socialdemokratiske agitation med al dens løgnagtighed og samvittighedsløshed ligger den sandhed, at det er et stort socialt spørgsmål, som må løses, ikke blot retfærdigt, men med kærligt og højsindet hensyn.

 

Matthæus Sogn var overbebyrdet

Men i Matthæus sogn var der slet ikke kræfter til at løse disse opgaver. Harald Stein forlod i 1890 stedet for at blive biskop i Odense. Der var hektisk samlebåndsarbejde med dåb (cirka 1.500 om året), bryllupper (ca. 1.000), begravelser (ca. 1.000). Dette gav anledning til uvaner.

Det blev en skik at stikke degnen en kontant anerkendelse, hvis han skrev ens navn op til altergang. Og man betalte 5 kr. for at blive gift ved et bunkebryllup. Men hvis man betalte det dobbelte, blev man viet alene, uden konkurrenter til rampelyset.

 

Initiativer modtaget med modstand

Man skulle begynde helt forfra med en lille trækirke, foreslog en præst. Tre handlekraftige kvinder tog initiativet til at oprette:

 

• Foreningen til Opførelse af små Kirker i København

 

Dette mødte modstand i præstelige kredse. De var ikke teologer og havde ikke det rigtige køn.

Men seks år senere blev udvalget overhalet af Udvalget til Kirkesagens Fremme. Dette var så en gruppe af mænd. I 1896 kom udvalget så til at hedde Kirkefondet.

Der var nu meget modstand mod flere kirker. Således blev der påstået, at kun 20.000 af Københavns 300.000 kirkepladser var besat hver søndag. Et andet argument var at man hellere skulle give penge til fattige og hospitaler end til dyre kirker.

 

En tragedie ved vestkysten fik negativ indflydelse

En tragedie ved vestkysten fik stor indflydelse i København. En uvarslet storm havde kostet halvdelen af Harboøres fiskere livet. Det drejede sig om i alt 27 fiskere. Den missionske præst Moe begravede dem og holdt en hård og fordømmende prædiken. Han sagde bl.a., at de flestes død var ret ligegyldig, for de havde kun levet som vantro i mørket.

Dette fik en meget uheldig virkning for hele kirkesagen i København.

 

De første små kirker

Den første kirke, som kirkeudvalget fik samlet ind til var den lille Nazarethkirke. Den blev stillet op i Ryesgade i 1892. Det var en vandrekirke, bygget af jern. Den kunne hurtigt flyttes et andet sted hen.

Året efterblev den første Gethsemane-kirke på Dannebrogsgade indviet. Den var også en uanselig, lille, ikke særlig køn vandrekirke, selv om den var bygget i bindingsværk og mursten med bølgebliktag, fordi jernkonstruktionen havde vist sig være behæftet med en del svagheder og gener.

 

Masser af forstyrrelser

I de første år hørte vandrekirken til under Matthæus Sogn, som nu var svulmet op til 60.000 sjæle. Ubeskyttet på frontlinjen stod den. Man kaldte den for ”Stalden”. Pastor Immanuel Bang beskrev situationen således:

 

• Det var tider, hvor så godt som hver eneste gudstjeneste blev forstyrret udefra eller indefra. Ituslagne ruder, kinesiske pistoler, skrubtudser eller andet fyrværkeri kastet ind i kirken. Sten kastet op på bølgebliktaget, hvorfra de raslede ned under stort spektakel.

 

Man havde altid et lille vagtkorps, som fungerede som frivilligt politi.

 

Kirken havde masser af fjender

Hele tiden måtte man kæmpe mod anarkister og frække unger. Der var også voksende modstand mod kirkens arbejde. Der var ikke kun i arbejderbevægelsen, der var modstandere. Man havde også fjender i kulturministeriet.

Kirkefonds – folkene erklærede som tilhængere af, at kirken skulle løsrives fra staten.  Det betød, at de havde ejendomsretten til de kirker, som de havde selv havde bygget. De kunne også selv bestemme, hvem de ville have som præster.

Ja på Vesterbros gade skulle man også slås med en mængde sekter og løsgående prædikanter. Gademissionær Clausen hed den mest profilerede.

Man havde fundet den rigtige præst, der tog på hjemmebesøg og gik i clinch med både revolutionære, mormoner og ateister.

 

Man overtog et berygtet danseetablissement

I 1898 overtog man så det berygtede danseetablissement ”Valkyrien” på Vesterbrogade og omdannede det nødtørftigt til Mariæ Kirkesal. Ved århundredeskiftet blev der skiftet spor i kirkebyggeriet på Vesterbro.

 

Præsternes egen kirke

I 1893 havde en Fredericia – præst opfordret sine kollegaer til at gå i spidsen for at løse Københavns kirkeproblemer. Der skulle bygges en kirke på Vesterbro samlet ind af midler i den danske præstestand.

I maj 1900 blev ”præsternes kirke, den hvide Krist – kirke på Enghave Plads indviet af Christian den niende og mere end 100 danske præster. Det imponerende tårn kunne ses viden om.

 

Herremændenes kirke

Året efter svarede kirkefondskredsen igen. Da blev Apostelkirken i Saxogade indviet. Den blev i begyndelsen kaldt ”Herremændenes Kirke”, fordi midlerne til at bygge den var indsamlet i de allerøverste, oftest adelige kredse. Det var en lidt vanskelig opgave for arkitekten Valdemar Koch. Grunden var lidt akavet. Den fik en facadevæg, der klinede sammen med gadens andre huse. I dag er de huse væk.

 

Sognet var nu på 70.000 sjæle

Mens de to kirker blev bygget, skete der store ting i danmarkshistorien. Storlockouten og Septemberforliget i 1899 greb dybt ind i den vesterbroske virkelighed. Og systemskiftet i 1901 fik skæbnesvangre følger for Kirkefondet. Den nye kulturminister, I.C. Kristensen fremsatte forslag om en helt ny kirkeordning, baseret på demokratisk valgte menighedsråd, der skulle have ansvaret for de selvejende kirker og afgørende indflydelse på præstevalget. Det tog ca. 20 år at få gennemført loven. Men Kirkefondets magt var ødelagt.

I de første år af 1900-tallet blev Matthæus sogn med nu 70.000 sjæle endelig delt. Den femte sognekirke kom til. Det var Eliaskirken på Vesterbro Torv. Den blev kaldt for Kirkefondets katedral. Det var den første kirke på Vesterbro, der for en stor del var betalt af de omkringboende befolkning. Det var den største af alle kirkefondets kirker.

 

Fibiger – en vækkelsesprædikant

Ildsjælen var pastor Fibiger. Han var en missionsk vækkelsesprædikant med sjældne evner. Fra den lille Mariæ Kirkesal organiserede han sine stadig voksende tilhørerskarer i arbejdet med at rejse penge til en kirke.

Som arkitekt var valgt Martin Nyrop. Han havde netop fuldført det nye rådhus inde på det, der engang var Halmtorvet.

Fibiger var selvskreven som sognepræst i Eliaskirken. Han var ofte i konflikt med Moe i Harboøre, der afløste Vilhelm Beck som formand for Indre Mission.  Fibiger gik ind for en mere rummelig forkyndelse.

Han var nærmeste ven og medarbejder med H.C. Mollerup, da denne i 1912 skabte Kirkens Korshær. Gennem den, det i 1911 oprettede Studentersettlementet i Saxogade og en overgang Bethesdas redningskorps.

Eliaskirken fortsatte med at være missionens københavnske højborg efter Fibigers død.

 

Maria Sognekirke blev indviet

Året efter fik Vesterbro sit sjette sogn. Mariæ kirkesal på Vesterbrogade blev lukket og Maria sognekirke blev indviet i Istedgade. Den blev billigere og mindre pompøs end Eliaskirken. Den blev rejst uden Kirkefondets medvirken af en komité, som stiftsprovst Paulli havde oprettet til formålet.

Til gengæld kunne Kirkefondet i 1916 erstatte den lille nedslidte vandrekirke i Gethsemane sogn med en rigtig stenkirke. En fjerdedel af byggeomkostningerne blev afholdt af Fibigers store Elias – menighed.

 

Seks solide stenkirker plus den Katolske

Nu var de sidste spor forsvundet efter den ydmyge forkyndelse i små tarvelige kirkerum. I stedet stod seks solide stenkirker, foruden den katolske Jesu Hjerte kirke i Stenosgade med et sogneliv, der var begyndt at ligne det, der blev levet i resten af landet.

 

Præsterne var et udsat folkefærd

Men Vesterbro var trods alt stadig Vesterbro. Første verdenskrig og den russiske revolution tilsammen fremkaldte et helt andet klima. Arbejdsløsheden og knapheden voksede, alt imens gullaschbaroner og andre spekulanter skovlede formuer sammen. Oven i det hele kom den spanske syge, der især hærgede morderisk i broernes slumkvarterer.

Mange reagerede på modgangen ved at blive syndikalister eller kommunister. De så bolsjevikkernes sejr som håbets fakkel. De revolutionære grupper blev talrige på Vesterbro. De fyldte godt op ved massedemonstrationerne i vinteren 1918 inde på Grønttorvet lige neden for Bethesdas vinduer. De revolutionære optøjer kulminerede fastelavnsmandag med stormen på Børsen.

Men det ulmede i mange år derefter, ikke mindst på Vesterbro. Det betød også, at den barske, antikirkelige retorik igen blev taget i brug. Præsterne på Vesterbro var stadig et mere udsat folkefærd end kollegaerne i resten af landet.

 

Socialdemokraterne ændrede politik

Nogenlunde samtidig med, at verdenskrigen brød ud, begyndte arbejderbevægelsens kooperative byggeselskab (AKB) et storstilet boligbyggeri på Frederiksholm og de øvrige, stort set ubebyggede Sydhavnsområder.

De nye arbejderkvarterer var monumenter over Socialdemokratiets folkelige sejr. Det blev kronen i 1924, da Stauning dannede sin første regering. Undervejs til magten havde partiet og bevægelsen ændret mening om en del sager og var blevet mere midtsøgende og rummelige.

Det gjaldt ikke mindst i forholdet til kirken. Her spillede Staunings nære medarbejder Borgbjerg en afgørende. Han regnede sig selv for både grundtvigianer og socialist. Han fik efterhånden overbevist sine partikammerater om, at det i bedste fald var nyttesløst at bekæmpe folkekirken.

Dette betød selvfølgelig ikke at alle socialdemokrater pludselig var blevet kristne. AKB projekterede ikke med kirkebyggeri i de nye arbejderkvarterer. Men det betød dog, at kirkefondet og Vesterbro provsti fik en ny arbejdsmark, ovenikøbet med et bedre samarbejde med de kommunale myndigheder end i de værste gamle dage.

 

Tre nye småkirker

I 1918 blev der indviet en lille træbarak – kirke på det, der i dag er Mozarts plads. Den fik navnet Frederiksholm kirke og var i begyndelsen annekskirke under brygger Jacobsens Jesuskirke i Valby.

Året efter blev en tilsvarende træbarak ved den nuværende Søndre Boulevard indviet som Absalonkirken. I daglig omtale kaldte man den for ”cykelskuret”. Det nye sogn skulle betjene de nye boligkvarterer, der skød op på havneopfyldningerne ved Kalvebod Strand.

I 1924 blev det hastigt voksende Kristkirke – sogn delt. En tredje lille, foreløbig kirke, Enghave Kirke, blev indviet længere ude ad Søndre Boulevard.

Det var fra begyndelsen Kirkefondets mening, at de tre nye småkirker hen ad vejen skulle erstattes af mere solide bygninger. Frederiksholm Kirke stod først for tur. Den fik sit eget sogn og blev lagt inder Vesterbro provsti.

 

Første røster om nedlæggelser

I 1927 blev den nye kirke indviet. Den lå ved teglværkssøen, der blev omdøbt til kirkesøen. Men frem for alt ligger den på Louis Pios gade.

Til gengæld havde befolkningstallet i provstiets indre sogne nået sit maksimum og gik i visse kvarterer endda tilbage. Derfor foreslog de kommunale myndigheder i 1930, at Absalon sogn med ”cykelskuret” skulle nedlægges. Men menigheden og Kirkefondet satte sig imod og sejrede. I 1934 blev den nuværende Absalon stenkirke indviet som monument over sejren.

 

Store forandringer i Folkekirken

I mellemtiden var der sket store forandringer i folkekirken. I 1922 vedtoges den lov om menighedsråd, som Kirkefondet havde bekæmpet så hidsigt. Den langsomme proces, der efterhånden gjorde Kirkefonds – kirkerne til ganske almindelige sognekirker, satte i gang.

Også det teologiske landskab blev ændret afgørende, først med Tidehvervsbevægelsen i 20’erne og siden på en helt anden måde, at Oxfordbevægelsen i 30erne. Begge disse bevægelser satte skår i den relative, missions – kirkelige enighed, som ikke mindst pastor Fibiger havde skabt på Vesterbro.

 

En afholdt kirkeminister

Så kom besættelsen og Vesterbro viste igen sin uregerlighed. Istedgade overgav sig aldrig. Det var missionen til gengæld nødt til at gøre lige efter krigen, da loven om kvindelige præster på trods af den højrøstede modstand blev vedtaget. Loven blev ovenikøbet administreret af en kvindelig socialdemokratisk minister. Bodil Koch blev dog hurtigt den mest afholdte kirkeminister nogensinde, og de nye, kvindelige præster på Vesterbro gjorde endnu et indhug i den enige præstefront.

 

Bavnehøj Barakkirke

I efterkrigstiden kom spørgsmålet igen op, om der var for mange kirker og sogne på Vesterbro. Men det Ydre Vesterbro blev ved med at vokse. På lokalt initiativ og md støtte fra Kirkefondet blev en lille Bavnehøj barakkirke på Tranehavevej ved Vestre Kirkegård derfor indviet i 1948.

Året efter blev Sjælør sogn skilt ud fra Frederiksholm og tre år senere fik de deres egen kirke på Wagnersvej. Som trøst fik Frederiksholm kirke så samtidig et kirketårn.

 

Nu stod der 11 kirker

Nu stod og virkede de elleve kirker, som Vesterbro provsti på et tidspunkt dækkede. Enghave sognet kunne i 1960 indvie sin endelige kirke. I 1977 kom indvielsen af den nye Bavnehøj kirke.

Alle kirker var nu ganske almindelige selvejende sognekirker med lovformelige menighedsråd. Kirkefondet var reduceret til en rent finansiel institution. Deres oplevelse var så vidt løst. Ingen spekulerede længere på at bygge nye kirker i provstiet. Tværtimod lød røsterne om at begrænse deres antal stadig højere. Den foreløbige kulmination kom i 1979, da den kirkeministerielle kommission, der gik under navnet ”Støvsugerbanden” fremsatte forslag om at nedlægge syv kirker i København.

En eller to af dem lå i Vesterbro provsti.

 

Seks kirker og seks moskeer

I 2014 vågnede Vesterbro – borgerne så op til en ny virkelighed. Nu var der seks kirker og seks moskeer. Og alt efter politisk indstilling, så blev der reageret. Nogle så det som et udtryk for, at Islam satte sit præg på livet på Vesterbro. Andre gav udtryk for, at det var tale om en naturlig udvikling i retning af en multikulturel mangfoldighed.

Muslimer fandt vej til Vesterbro og Nørrebro i 1960erne og 1970erne. Nu var forskellen på Nørrebro og Vesterbro, at ejendommene på Vesterbro ikke bare blev revet ned. De blev saneret. Dette betød et særligt rykind af indvandrere.

I dag er der i den administrative bydel Vesterbro/Kongens Enghave vel omkring 57.000 indbyggere og i Vesterbro sogn er der godt 43.000 indbyggere. I 2013 besluttede man at lukke tre af ni kirker i sognet.

 

Engang var der 70 synagoger i Læderstræde

Nu er det jo ikke nyt med fremmed kultur. Jøderne repræsenterede også en fremmed kultur. Engang var der 70 synagoger i Læderstræde, før den store synagoge blev bygget i Krystalgade i 1830erne

 

Kilde:

• vesterbroprovsti.dk
• dengang.dk – diverse artikler
• b.dk

 

Hvis du vil vide mere: www.dengang.dk indeholder 1.508 artikler herunder

• Vesterbro, kirker, præster, kirkegårde og klostre

 

København (162):

• Vesterbro under Besættelsen 1 – 2
• Vesterbro omkring 1900
• Vesterbro omkring 1914
• Vejen går min tro over Vesterbro
• Vesterbro i gamle dage
• Vesterbro – den fjerde tur
• Vesterbro – en historisk vandretur
• Et sted på Vesterbro
• På Vesterbro
• Tivoli
• Begravelser – dengang
• Død eller skindød

Nørrebro (285)

• Røde faner på Assistens Kirkegård
• Genforenet på Assistens Kirkegård
• Assistens Kirkegård – en oase
• Assistens Kirkegård – 250 år
• Under jorden – på Assistens Kirkegård
• Begravelse på Assistens Kirkegård 1887
• Livet på Assistens Kirkegård
• Samuels Kirke 100 år
• En kirke på Nørrebro
• Dramaet i Brorsons Kirke
• Johannes Kirke
• Kirker og mennesker på Nørrebro
• Præster og døden på Nørrebro
• Den Gale præst på Ladegården
• Kan du råbe mig Nørrebro op
• Grundtvig på Nørrebro

Tønder (252)

• Møgeltønder Kirke
• Løgum Kloster – nordøst for Tønder
• Et kloster – 15 km fra Tønder
• Tønder Kristkirke
• Hostrup, Jejsing og præsten
• Brorson – en præst fra Tønder
• Præsten fra Daler
• Åndens folk i Tønder
• Emmerske Bedehus og skole
• Brorsons Bogtrykkeri i Tønder
• Tro og overtro i Rørkær

Sønderjylland (187)

• Egen Kirke og kirkestalde
• Præster og andet godtfolk i Sønderjylland (b)
• Klager over præsten i Ballum
• En berømt mand fra Hellevad
• Pastoren fra Bylderup Sogn
• Indre Mission. Baptister og andre
• Da Christiansfeld opstod
• Stormflod – som Guds straf
• Farvel til de sønderjyske Gråbrødreklostre

Aabenraa (142)

• Kirker – syd for Aabenraa
• To kirker i Aabenraa
• En pastor fra Rise
• Mysteriet i Ensted

Østerbro (86)

• Det mærkelige fund i Garnisonskirken
• Garnisons Kirkegård
• En engelsk kirke ved Østerbro

Højer (72)

• Højer Kirke
• Den sure præst fra Højer

Padborg/Kruså/Bov (57)

• Livet omkring Bov Kirke
• Ligvognen fra Frøslev
• Ryd Kloster

Artikler på www.dengang.dk, der relaterer til vores artikel om Vesterbros Kirkehistorie:

• Louis Pio på Nørrebro
• Røde faner på Assistens Kirkegård
• De socialistiske blade på Nørrebro
• Ned med arbejderne
• Det store slag på Nørre Fælled
• De kaldte sig Syndikalister
• Stauning på Nørrebro