Unødvendige Krige?

Danmark var en helstat. Hertugdømmerne havde egen forfatning. Holsten var med i Det tyske Forbund. En modbevægelse blev startet i Slesvig. Den oldenborgske kongelinje ville uddø. Hertug af Augustenborg øjnede chancen. Danmark til Ejderen. Folkestyret blev indført. Falske rygter til ny regering. Der var også rygter i Slesvig. I Slesvig-Holsten kæmpede man mod den danske kongemagts undertrykkelse. En smart list i Rendsborg i 1848. Tre – års krigen rasede. Men det var en dyr sejr. Danmark havde to grundlæggende problemer. Tronfølgerspørgsmålet løst i samarbejde med russerne. Staten betalte den hertugelige familie til tavshed. Bismarck udnyttede situationen. Danmark ville ikke afskaffe november-forfatningen. Og det kneb med opbakningen til danskerne, pludselig stod de helt alene. Danmark gamblede men tabte. 1864 blev et trauma, der endnu ikke er overstået.

 

Danmark var en helstat

Mange mener, at de Slesvigske Krige var unødvendige. De fleste kalder krigene for borgerkrig. Og de allerfleste husker dem kun for ”Slaget ved Dybbøl”.

Udtrykket Danmark er ikke noget entydigt begreb. Den danske monarki var en helstat, der foruden kongeriget Danmark bestod af Hertugdømmerne Slesvig, Holsten og Lauenborg, hvis hertug var identisk med kongen af Danmark.

 

Forskellig lovgivning

Kongen/hertugen var altså forenede faktor mellem statens forskellige dele. Lovgivning, forvaltning og retsvæsen i kongeriget og hertugdømmerne var forskellig. Kongeåen var grænsen mellem kongeriget og hertugdømmet Slesvig. Ja det var også en toldgrænse.

I 1460 var den danske kong Christian den Første i kraft af Ribe – privilegiet blevet hertug af Slesvig og greve af Holsten. Ved denne lejlighed havde han mht. Slesvig og Holsten måttet love:

• Dat se bliven ewich tosammende ungedelt

Det betød de to landsdeles udelelighed, enhed og sammenhørighed.

Hvad der var sket i 1460 var med andre ord en ”personalunion” mellem kongeriget Danmark, hertugdømmet Slesvig og grevskabet Holsten. Sidstnævnte blev i 1474 ophøjet til hertugdømme. Slesvig og Holsten var en såkaldt realunion.

 

Holsten var med i Det tyske Forbund

I det 19. århundrede var situationen den, at Holsten var medlem af Det tyske Forbund, som var en løs sammenslutning af store og små tyske stater. Slesvig var ikke medlem.

Fra tysk side blev det i 1841/42 foreslået, at den danske helstat tilsluttede sig Det tyske Forbund som ”admiralstat”. Denne ide mødte dog heftig modstand blandt danske liberale og blandt dansksindede slesvigere.

 

Sure miner i Slesvigs stænderforsamling

I 1844 bestemte kongen, at man kun måtte tale dansk i Slesvigs stænderforsamling, hvis man ikke kunne tale tysk og forbød dermed Hjort Lorenzen at tale på dansk. Dette bevirkede at han og andre meningsfælder nægtede at møde i stænder – salen. Kongens afgørelse førte til store protester.

 

En modbevægelse

I den tysksindede befolkning var der startet en modbevægelse, der arbejde for, at Slesvig Holsten skulle løsrives fra Danmark med tysk som eneste sprog, og i stedet knyttes til Tyskland med hertugen af Augustenborg som hertug. Bevægelsen kaldtes for slesvig-holstenismen. Ved en sangermøde i Rendsborg, arrangeret af bevægelsen i 1843 blev sangen ”Schleswig-Holstein meerumschlungen” præsenteret. Det blev en slags nationalsang for oprørerne.

 

Den oldenborgske kongelinje ville uddø

I hertugdømmerne var man efterhånden klar over, at kronprins Frederik, den senere Frederik den Syvende ikke kunne få arvinger. Det betød at den oldenborgske kongelinje ville uddø med ham. Hvad skulle der nu ske med hertugdømmerne. Efter den danske kongelov skulle arvefølgen så gå over til kvindelinjen. På den måde ville det ikke være nogle problemer med arveretten til den danske trone. Spørgsmålet var arveretten til hertugdømmerne og specielt Slesvig.

 

Hertug af Augustenborg øjnede chancen

Christian August, hertug til Slesvig Holsten og prins af Augustenborg så nu chancen til at løsrive hertugdømmerne fra den danske trone og lade dem indgå i det tyske forbund med ham selv som arvehertug til både Slesvig og Holsten. Ja han mente sig endog berettiget til at overtage hele monarkiet som dansk konge og hertug.

Han samarbejdede med det slesvig-holstenske ridderskab og var medlem af stænderforsamlingen i Slesvig samt overhoved for det slesvig-holstenske parti, der arbejdede på en sammenslutning af Slesvig og Holsten og en adskillelse fra kongeriget.

I starten var det hertugens lillebror prins Frederik af Nør, der arbejdede på at piske en oprørsstemning op mod Danmark, men han tilsluttede sig snart selv oprøret, der var rettet mod deres egen svoger, den danske kong Christian den Ottende, der i sit anden ægteskab, havde giftet sig med brødrenes søster, Caroline Amalie.

Begge de to brødre, der stod i spidsen for oprøret, var opdraget som danske prinser og de havde talt dansk i deres hjem. De var sønner af Frederik den Sjettes søster, Louise Augusta og hertug Frederik Christian af Augustenborg.

 

Danmark til Ejderen

De national – liberale ønskede et Danmark til Ejderen. Slesvig – Holstenerne ønskede et Slesvig – Holsten til Kongeåen. Der fulgte endeløse diskussioner og henvisninger til begivenheder i historien, der skulle forklare, hvem der havde rettighederne på deres side.

Slesvig – Holstenerne var indstillet på, at området skulle inddeles i en tysk og en dansk del. Men fra dansk side ønskede man, at nu skulle hele Slesvig – Holsten også den tyske del indlemmes i kongeriget.

 

Folkestyret blev indført

1848 bliver ellers anset for, at være en af Danmarks største frihedsår. Her indførtes folkestyret og året efter var det grundloven, der blev underskrevet. Men der var absolut ikke tale om idel lykke og harmoni inden for helstaten op til 1848

Liberale og revolutionære regeringer i de tyske stater blev slået ned bl.a. med den preussiske hærs hjælp.

 

Falske rygter første til ny regering

Kravet om, at også Slesvig skulle tilsluttes det planlagte samlede Tyskland var stærkt medvirkende til, at det i København kom til demonstrationen den 21. marts 1848. Kravet var et nyt ministerium og sikring af Slesvigs tilhørsforhold til Danmark.

Blandt historikere er der uenigheder om, at det var den nationalliberale Orla Lehmann, der havde udspredt rygter om, at der var et oprør i gang i Slesvig – Holsten. Dette rygte var notorisk ikke sandt. Men det var afgørende for folketoget til kongen den 21. marts og for dannelsen af den nye regering.

Rygtet blev nemlig udbredt med det sigte at fremkalde et regeringsskifte. Der var vitterligt ikke et oprør i gang i Slesvig – Holsten på daværende tidspunkt. Men det blev det, da denne begivenhed med rygter nåede til hertugdømmerne.

 

Også rygter i Slesvig

Blandt slesvig-holstenerne blev efterretningerne om systemskiftet derfor opfattet som kup. Og for at legimitere dette spredtes rygtet om, at hertugen (Frederik den Syvende) var taget til fange af oprørerne i København, hvorfor man dannede en regering i ”den ufri hertugs” navn.

I slutningen af marts fandt de første militære sammenstød mellem danske og slesvig-holstenske styrker sted.

 

Mod den danske kongemagts undertrykkelse

Treårs – krigen, der blev udkæmpet fra 1848 til 1850 var hertugdømmernes væbnede oprør mod den danske kongemagts undertrykkelse. Mange slesvigske familier og mennesker, der tidligere havde været gode venner og naboer valgte forskellig side og blev nu fjender. Mange slesvigere blev grundet gruppepres tvunget på tysk side.

 

En smart list i Rendsborg

Prinsen af Nør trak i militæruniform og ilede til Kiel for at være med til starten på oprøret. Det lykkedes for prinsen af Nør den 24. marts 1848 ved en list, at overrumple garnisonen i Rendsborg ved en list. Han optrådte i en dansk generaluniform. Han blev derpå udnævnt til krigsminister i den oprørsregering slesvig – holstenerne havde dannet. Vi har tidligere skrevet om denne episode.

 

Treårs-krigen

Der fulgte nu en række kampe, hvoraf mange var særdeles blodige. Bl.a. kan vi nævne:

• Slaget ved Bov den 9. april 1848
• Slaget ved Slesvig den 23. april 1848
• Wrangel overskrider Kongeåen
• Fredericia besættes 2. og 3. maj 1848
• Kampene ved Dybbøl og Nybøl 28. maj 1848
• Våbenstilstand 26. august 1848
• Kampene ved og i Haderslev 3. april 1849
• Træfningen ved Adsbøl 3. april 1849
• Kampen ved Eckernförde 5. april 1849
• Slaget ved Kolding 23. april 1849
• Kampene ved Gudsø den 3. og 7. maj 1849
• Ryes korps forfølges op i Jylland
• Rytterfægtningen i Århus 29. maj 1849
• Fredericias belejring og bombardement
• Udfaldet fra Fredericia 6. juli 1849
• Slaget ved Isted 24. – 25. juli 1850
• Angrebet på Mysunde 12. september 1850
• Kampene ved Frederiksstad 29. september – 5.oktober 1850

Den 12. januar 1851 proklameredes standsningen af fjendtlighederne.

 

En dyr sejr

Oprørerne fik hjælp fra Preussen og det tyske forbund. Efter sejren førte det til helstaten med Kongeriget og Hertugdømmerne under den danske kong Frederik den Syvende blev genoprettet.

Stormagterne var fast besluttet på, at den danske helstat skulle opretholdes, fordi man ikke ønskede preussisk kontrol med den vigtige flådehavn i Kiel, fordi noget sådant ville forrykke den internationale magtbalance.

Det tyske Forbund så med skepsis på den hårdhændede ”daniserings – politik” i Slesvig.

Men sejren var dyrekøbt. Og i 1864 blussede den atter op. Men inden da skete der også ting og sager.

 

Danmark havde to grundlæggende problemer

Godt nok stod Danmark som sejrherre, men der var to grundlæggende problemer. For det første var Hertugdømmet Holsten under kontrol af tyske forbundstropper, som havde overtaget kontrollen fra de slesvig-holstenske oprører.

Det andet problem var som allerede nævnt, at den danske kongeslægt var i fare for et uddø. Og det gjaldt forskellige arveregler i Kongeriget Danmark og i Slesvig-Holsten.

Danmark indledte forhandlinger med de to tyske stormagter Preussen og Østrig som både skulle indvillige i, at tropperne skulle forlade Holsten, og i at anerkende en ny tronarving til hele det danske rige. Alt dette foregik i noteform. Og det var her, at den danske regering skrev, at Slesvig ikke ville indgå i det danske kongerige.

Aftalen var vigtig, for ellers kunne London-aftalen ikke underskrives.

Trods sin 1852 indgåede forpligtelser afstod hertugen af Augustenborg nu sine ”rettigheder” til sin søn, prins Frederik som straks lod sig udråbe til slesvig-holstensk hertug under navnet Frederik den Ottende. Dette vandt også tilslutning hos oprørspartiet i hertugdømmerne.

 

Trofølgespørgsmålet løst i samarbejde med Rusland

Tronfølgerspørgsmålet skulle også løses. Det gjaldt navnlig her at få en overenskomst med Rusland, hvis herskerhus havde arvekrav på dele af Holsten. Efter Ruslands anvisning bestemte man sig først for arvestorhertug Peter af Oldenburg. Men det viste sig at denne var alt for meget slesvig-holstener af sind og tanke.

Man enedes derfor med russerne om prins Christian af Lyksborg, som var gift med Christian den Ottendes søsterdatter prinsesse Louise af Hessen. På denne måde tog man også hensyn til den tilsidesatte oldenborgske kvindelinje. For danskerne var det vigtigt at vide, at prins Christian under oprørskrigen havde støttet den danske sag og tjent den danske hær.

De nødvendige arveafkald blev tilvejebragt. En overenskomst var opnået angående ordningen af monarkiets forfatningsforhold gennem kundgørelsen af 28. januar. Men også de tyske stormagter var villige til at anerkende det danske monarkis integritet.

 

Staten betalte den hertugelige familie til tavshed

Forinden havde også hertugen af Augustenborg, mod at den danske regering for en i forhold til værdien meget betydelig sum afkøbte ham hans slesvigske godser, ved sit hertugelige ord og ære på egne af familiens vegne lovet intet at foretage, der kunne true roligheden i det danske monarki eller den ny tronfølgeordning. Med andre ord, den danske stat købte sig til tavshed hos den hertugelige familie fra Augustenborg. Denne familie havde som bekendt stået på den anden side sammen med oprørerne.

 

Bismarck udnyttede situationen

I efteråret 1862 var Bismarck blevet preussisk ministerpræsident. Han ville benytte situationen til fremkalde en krig mod Danmark. Det kunne give den preussiske regering styrke i dens kamp mod deputeretkamret, vise den ny hærorganisations fortrin og bane vejen for Preussens erhvervelse af hertugdømmerne. Man havde en tvetydig stilling til London – traktaten, som Preussen selv var underskriver af. Man ville gøre dens gyldighed afhængig af, at Danmark opfyldte sine forpligtigelser af aftalerne fra 1851 – 52.

 

Danmark ville ikke afskaffe November-forfatningen

Efter treårs – krigen fortsatte de nationale stridigheder i Slesvig. I 1863 fik de national – liberale genoplivet Ejder – politikken. Atter forsøgte man at indlemme hele Slesvig i kongeriget. Resultatet blev en ny krig nu med Preussen og Østrig.

Det var november-forfatningen i 1863, som både russerne, franskmændene og englænderne forsøgte at få den danske regering til at trække tilbage, som knyttede Slesvig til Danmark.

 

Danmark havde ikke opbakning

På en smart måde tillod Bismarck ikke Danmark en lang frist til at tilbageføre november-forfatningen. Rusland som tidligere havde været Danmark venlig stemt, var blevet knyttet nærmere til Preussen på grund af deres optræden i forbindelse med opstanden i Polen til gunst for Rusland.

Russerne så også skævt på de såkaldte sprogreskripter fra 1854, hvorved Slesvig, hvad kirke-, skole-, rets- og administrationssprog angik, deltes i 3 bælter, et rent dansk, et rent tysk og et blandet -. Derved mente russer, at Danmark havde forurettet den tyske nationalitet.

Sverige og Norge havde sagt fra på grund af november-forfatningen.

Første februar 1864 overskred preusserne Ejderen. Danmark stod selv uden hjælp fra nogen.

 

Danmark gamblede – men tabte

Under fredsforhandlingerne forsøgte Danmark at spille, men tabte.

Denne gang foreslog Preussen og Østrig en deling efter afstemning. Den danske regering gamblede og afviste forslaget. Krigen fortsatte og et par uger efter havde Danmark definitivt tabt krigen.

Konferencen i London fra den 20. april til 25. juni endte uden resultat. Tanken om en personalunion blev afvist af Danmark. Man erklærede sig villig til at forhandle om en deling af Slesvig ved Danevirke – linjen.

Preussen og Østrig stillede et modforslag om en deling efter Aabenraa – Tønder linjen. Men man var dog villige til at foreslå deres regeringer om en deling i en linje nord om Flensborg og Højer til Tønder. Begge disse delinger blev afvist af Danmark.

 

Danmark stod selv

Englænderne foreslog en mægling, der gik på at drage en grænselinje ikke sydligere end Dannevirke og ikke nordligere end Aabenraa – linjen. Dette forslag blev stærkt støttet af Rusland og Frankrig. Men tyskerne ville ikke støtte nogen voldgiftskendelse, men kun en mægling af en neutral magt. Dette blev afvist af danskerne.

Danmark havde håbet på hjælp fra Rusland og England, men disse forhåbninger bristede, da krigen den 26. juni blev genoptaget. Als blev tabt og hele Jylland blev besat. Den 1. august indledtes fredskonferencen i Wien. Den sluttede den 30. oktober 1864. Resultatet blev, at Danmark mistede alle tre hertugdømmer.

 

1864 – et trauma, der endnu ikke er overstået

Ved Prag – freden i 1866, som afsluttede den Preussisk – Østrigske krig, fik Napoleon den Tredje indført § 5 ordningen, hvor Slesvigs nordligste distrikter fik mulighed for ved afstemning at kunne blive forenet med Danmark. Men denne paragraf blev ophævet i 1878 i en overenskomst mellem Preussen og Østrig.

Og herhjemme blev grundloven af 1849 revideret i konservativ retning. Den almindelige valgret til Landstinget blev indskrænket til fordel for privilegeret valgret til de højest-beskattede.

Nederlaget 1864 medførte et nationalt trauma, der endnu ikke er overvundet.

 

Kilde:

• Claus Bjørn: 1848 – Borgerkrig og Revolution
• V. Gregersen: Danmarks Historie. Slesvig og Holsten før 1830
• Søren Mørch: Den sidste Danmarkshistorie. 57 fortællinger af Fædrelandets historie
• Fortid og Nutid (1998)
• nordslesvig.dk
• 1864live.dk

 

Hvis du vil vide mere: Læs her på www.dengang.dk

• Lundtoft herred 1848
• Slaget ved Brøns – set med tyske øjne
• Slaget ved Brøns- (set med danske øjne)
• G. Monrad – hvordan var han?
• G. Monrad – nok engang
• Sandheden om Herman Bang’ s Tine
• Sønderborg 1864
• Istedløven brøler stadig
• Begik kongen højforræderi?
• Rendsborg 1848
• Slaget om Als
• Sønderjylland til Ejderen
• Aabenraa 1848 – 1851
• Kysten ud for Aabenraa 1863-1864
• Aabenraa 1864
• Sejren ved Bov
• Kampen ved Bov – og de slesvigske krige
• Tønder – egnen 1814 – 1848 (1)
• Tønder – egnen 1848 – 1851 (2)
• Dagbog fra Møgeltønder
• Ulrich – en fysikus fra Tønder 1-2
• Minder fra Tønder 1864 – 1920
• Soldat i Tønder 1851
• Apotekeren fra Højer
• Heltene i Vadehavet
• Lov og ret i Sønderjylland dengang
• Familien Fischer fra Aabenraa
• Familien Jürgensens tyske sind
• Aabenraa 1800 – 1850 og mange flere