Norden for Lands Lov og Ret
Af Lisa Hildegardt
En højtstående embedsmand i København har sagt at Vendsyssel ”ligger Norden for Lands Lov og Ret”. Og hvorfor rejser man en sten for dem, der slog 4 mand ihjel? Ja det gjorde man i 1976. Når øvrigheden ikke kan klare retsvæsenet, ja så må folk tage sagen i egn hånd. Dette handler om den mest omfattende kriminalsag i Vendsyssel. En bog blev udgivet i 1843 ”Commisions-Dommen. Dommen over ”Pakket” faldt i Sæby Byret den 13. marts 1843. Kun en af 170 blev frifundet.
Den 26. juni 1976 afsløredes en mindesten for nogle yderst voldsomme begivenheder i Stagsted Hedehus – et usselt fattighus i Skæve sogn i Vendsyssel. Stenen er rejst til ære for dem, der slog fire personer ihjel. Stenen står hvor hedehuset engang lå.
Mindestenen bærer følgende inskription:
HER LÅ ‘ASYLET’ STAGSTED HEDEHUS
1.11.1841 TOG 7 VENDELBOER: LARS JENSEN
HELLUM, LARS JENSEN KROG HELLUM. PEDER
HANSEN AUNKJØT, JENS CHR. PEDER=
SEN STAGSTED, ANDERS PEDERSEN STAGSTED
– KRÆNKEDE I DERES RETSFØLELSE –
LOVEN I EGEN HÅND OG IHJELSLOG
HUSETS LOVLØSE BEBOERE
På stenens bagside står navnene på de fire dræbte:
KLOG-MAREN – KLOG-CHRESTEN – KLOG-LARS
OG SKOV-CHRISTIAN
Hvad skal man nu mene om en sådan indskrift? Det helt specielle er, at der, så vidt vides, aldrig er rejst et minde over de mennesker, der forøvede en udåd. De syv, der stod bag den skændige handling, var hæderlige mænd fra Hellum og Skæve sogne, den ene var oven i købet sognefoged, altså den stedlige politimyndighed. De fire af dem blev dømt til døden, men fik senere straffen ændret til livsvarigt fængsel, de tre andre fik tugthusstraffe på 1-2 år. Det skal også noteres, at i 1848 – fem år efter dommen i 1843, blev de fire livsfanger benådet, og de vendte hjem til egnen og blev hilst som hædersmænd og egnens befriere. Sognefogeden blev suspenderet et stykke tid, men fik sit embede tilbage og endda i 1881 udnævnt til Dannebrogsmand.
Stedet for begivenhederne i 1841 var Jyske Aas og egnen deromkring. Aasen er en høj bakkeryg der danner en bue på over 30 km i Østvendsyssel mellem Dronninglund og Tårs. Navnet forbindes især med den skovklædte sydlige del. Den ca. 3 km brede bakkeryg når flere steder mere end 100 m.o.h. med Knøsen i Dronninglund Storskov som det højeste punkt på 136 meter.
I 1800-årene var Jyske Aas dækket af hede, som 30 pct. af Dronninglund herred var det, og der var øde og uvejsomt. Fattigfolk, tyve og røvere fandt gode opholds- og gemmesteder der, og folk tænkte sig om, før de krydsede åsen. I Dronninglund herred steg befolkningstallet kraftigt, og som følge deraf voksede fattiglemmernes antal. Mange af de fattige flyttede ud til bakkelandet i og omkring Jyske Aas.
I første halvdel af 1800-årene var der få, der kunne føle sig trygge over for undvegne forbrydere. Visse egne af landet var i perioder plaget af tyvebander. Det gjaldt, f.eks. sognene omkring Jyske Aas. Fra fængslerne skete der ofte udbrud, og øvrigheden kunne ofte ikke klare problemerne.
Almindelige mennesker var præget af skæbnetro. De mente, at nogle mennesker var forudbestemt til at blive tyve, og de mente også, at stjælesyge folk kunne have en lille knude på højre hånd. Det var en almindelig og udbredt antagelse, at hvis moderen var tyv under svangerskabet, blev barnet tyv. Også officielt fra statens side blev tyveri anset for at være en ualmindelig grov forseelse, der skulle straffes hårdt.
Men nu til begivenhederne, der ledte frem til det firdobbelte drab den 1. november 1841. Lørdag aften den 30. oktober var der høstgilde på gården Langholt i Skæve sogn. Det var arrangeret for folkene på egnens store gårde: Dybvadgård, Knudseje, Solholt, Ormholt og Langholt, men mange andre deltog. Dansen gik lystigt i storstuen. Ind træder “pakket”, som de blev kaldt, som snyltegæster: Skov-Christian, Klog-Chresten, Klog-Lars, Klog-Lars Christian samt pigebarnet Klog-Else.
Inde i folkestuen sidder nogle gæster og spiller kort. De spillende rejser sig efter et stykke tid, og pakket sætter sig straks ved bordet i stedet og opfordrer snart den ene, snart den anden til at spille kort med sig. Ingen vil spille med dem. Der hviskes i krogene om, at tyvepakket nu skal ryddes af vejen. Men hvordan?
Hvis man beder dem gå, bliver der klammeri, og høstgildets folk ved, at de ubudne gæster har lange knive inden for vesten. Ude på gårdspladsen samler sig et antal folk, som nu vil gøre op med pakket, og give dem en eftertrykkelig afklapsning. De bevæbner sig med vognkæppe, skovleskafter samt jernlod forsynet bismervægt, og går ind i folkestuen.
En voldsom kamp følger, først inde og derefter på gårdspladsen og ude på markerne. Else og Lars Christian ser deres snit til at slippe væk, og de går hjem over heden. Mørbankede og foreslåede når de tre andre deres hjem i Stagsted Hedehus. Men to dage senere lå de døde uden for huset. De havde fået nok en gang læsterlige prygl, og denne gang døde de af det.
Det var mandag aften den 1. november 1841. I Hedehuset boede to familier, Klog-Folkene og Skov-Folkene – deraf navnene. De to familier havde hver deres hummer, der udgjorde dagligstue og sovekammer; køkkenet derimod var fælles, forstuen ligeså. I den østlige ende af huset boede Per Klog og Klog-Maren Olesdatter med deres voksne sønner Christian, Lars, Ole og Lars Christian, drengebørnene Stinus og Jens, samt pigebarnet Else. I den vestlige ende boede Johanne Nielsdatter, kaldet Skov-Hanne med sine to voksne sønner, Skov-Hans og Skov-Christian. I alt 12 personer på ikke ret megen plads.
Stedet var en gammel hytte – kaldt Asylet, med utæt tag, faldefærdige vægge og huller i ruderne, udstoppet med pjalter og klude. Beboerne i fattighuset hører trin tæt ved huset. Yderdøren slås op med et brag, og fire maskerede mænd braser ind i forstuen, og tre andre bliver udenfor og hamrer løs på ydervæggene. Skovpakket mistænkes for at stå bag tyverier og røverier på egnen, og så var der jo hændelserne ved høstgildet på Langholt to dage forinden.
Der begynder nu et voldsomt slagsmål, hvis mange blodige detaljer ikke skal skildres her, men kun et par episoder nævnes. En af beboerne, der er klumpfodet, hales ud af sin seng og ud på gulvet, hvor han bliver gennempryglet. Han trækkes uden for huset, hvor han beder for sig og lægges ind i sengen igen. En anden er løbet op på loftet og har gemt sig i en bunke lyng. Han har medbragt en langbladet kniv. Men de fremmede finder ham, smider ham ned gennem loftlemmen og giver ham mange prygl. Mishandlingen stod på tre til fire timer.
Kommissionsdomstolen fandt, at der ikke var nogen forbindelse mellem slagsmålet ved høstgildet og hændelserne mandag aften. Dog vidste “angriberne”, at ofrene var svage efter hændelserne to dage før, sagde domstolen også. Dagen efter underrettes sognefogeden i Skæve sogn, og han begiver sig til åstedet og finder tre voldsomt mishandlede lig i og uden for huset. Senere på dagen findes nok et lig i et krat i nærheden. Sognefogeden underretter sin overordnede herredsfoged J.C. Heiberg i Sæby, som indfinder sig på stedet sammen med distriktslægen.
I Hugdrup Skole nær Skæve Kirke bliver de fire lig obduceret efter at være blevet ført til kirkens våbenhus, to af dem i en fælles kasse, og de to andre i hver sin sæk. Efter obduktionen bliver ligene igen kørt tilbage til våbenhuset i kassen og de to sække.
Beretningen om obduktionen er lang, grundig og rystende. Her skal gives et kort uddrag: “Christian Nielsen (Skov-Christian) er befunden at være robust af Bygning, henved 25 Aar gammel, nøgen, besudlet med Snavs og Lidet Blod. Spor af blod i Næseborene og hans Læber og Spidsen af Tungen blaa. Af den venstre Arm var Overarmen brækket i smaa Stykker oven for Albuen. Knæskallen på Venstre ben brækket paa tværs. Paa indvendig Side af højre ben et 3½ Tomme langt Saar, hvor igennem Skinnebenet stikker 6 Tommer frem.
De nævnte Læsioner medføre ingen absolut Aarsag til Døden, men ville rimeligvis have foraarsaget den efter nogle Dages Forløb ved Koldbrand m.m. Dødsaarsagen maa altsaa antages at ligge i indvortes Læsioner.” Og meget, meget mere.
Begravelsen fandt sted 13. november på Skæve Kirkegård. Ligkister var der ingen af, endnu mindre grønt og blomster, og hverken Klog-Per eller Skov-Hanne eller nogen fra de to familier var til stede, kun kapellan og fire mand var tilsagt som ligbærere. Klog-Maren var anbragt i pakkassen sammen med Klog-Lars, medens Klog-Chresten og Skov-Christian lå i hver sin sæk.
Der var gravet to grave ved siden af hinanden, i den ene blev kassen sænket ned, i den anden de to sække. Da det var besørget, trådte kapellanen hen til gravene, kastede tre skovlfulde jord i hver af dem, bad en kort bøn, sammen med de fire ligbærere, som derefter kastede gravene til.
Salmesang var der ingen af, og kirkeklokken hang oppe i tårnet og tav. I det nordvestlige hjørne af kirkegården, tæt op mod diget, ligger et par aflange tuer, bevokset med græs. Det er det eneste, der er tilbage som synligt minde om det berygtede pak fra Stagsted Hedehus. I dag vokser der nogle buske på gravene.
Som nævnt i begyndelsen blev der fældet strenge domme. Regeringen nedsatte en kommission den 13. november 1841, den såkaldte “Dronninglundske Commision”, der kom til Vendsyssel den 17 november. Den skulle undersøge de nærmeste omstændigheder ved de fire drab, og også se nærmere på, hvorfor øvrigheden ikke havde grebet ind på tilstrækkelig måde over for “en Mængde i Omegnen af Skæve begaaende Misgjerninger.”
Det blev et mægtigt arbejde at komme til bunds i det hele: Kommissionen arbejdede ca. fem måneder, for ikke alene de fire drab, men mange andre sager blev rullet op: Der var i næsten alle tilfælde tale om tyveri og hæleri, men også kvaksalveri og hor kom for dagen. Tyverierne og hælerierne omfattede især får og høns. De skyldige var næsten altid fattige folk, der sad småt i det. Sagen er blevet benævnt som den mest omfattende kriminalsag i Vendsyssel, og så stor opmærksomhed vakte den, at et Københavns forlag udgav Commissions-Dommen som bog i 1843. Bogen omhandler 181 tiltalte, hvoraf 11 af dem var impliceret i hændelserne i Stagsted Hedehus. Alle får rullet deres fortid op i de mindste detaljer. Lidenskabsløst berettes om stort og småt, helt ned til et stjålet reb eller et stykke jern. Også sager adskillige år tilbage trækkes frem.
Der er ingen tvivl om, at øvrigheden nu ville til bunds i mange års lovløshed, og nok også kom det. Dommen over “pakket” faldt i Sæby Byret 13.marts 1843 og stadfæstedes af Højesteret 17. juli 1844. Som nævnt blev de fire dømt til døden. 170 personer var indblandet i tyveri, hæleri m.m. Kun én af de 170 blev frifundet. Resten fik straffe af vekslende art og længde. Der er heller ingen tvivl om, at samtidens vendelboere opfattede mordene på de fire i Hedehuset som ganske i sin orden.
Der var ikke andet at gøre. Det kan man bl.a. se af ordlyden i benådningsansøgningerne. Men hvad med de gode vendelboere, der satte mindet i 1976 og som lod sætte ordene fra historiens begyndelse? De har at dømme efter indskriftens ordlyd følt ganske det samme. Skovpakket måtte væk, da retsfølelsen var blev krænket.
I Vendsyssel Tidendes referat 26. juni 1976 fra afsløringen af stenen kan dette bekræftes. Der står bl.a. følgende at læse: “Det er en sten, som også fortæller om vendelbosindet, at når øvrigheden ikke kan klare retsvæsenet, ja, så må folk tage sagen i deres egen hånd”, fortæller lektor, Svend Skole fra Frederikshavn Gymnasium.
Senere i referatet meddeles, at Svend Skole i et foredrag senere på dagen sagde, at de syv mordere, ikke af lyst, men for at sætte skel mellem ret og uret. Ja, som Hans Kirk i romanen, “Fiskerne” lader 1864-veteranen Martinus sige, da han får Dannebrogordenen og en hilsen fra kongen: “Det var os, der slog kong Knud ihjel”.
En højtstående embedsmand i København er citeret for at have udtalt, at Vendsyssel ligger “Norden for lands lov og ret”.
Hedehuset er forlængst jævnet med jorden, og ingen tænker mere på, at her lå Asylet, et usselt fattighus; man aner knap nok, hvor det lå.
Tyvebanden på den Jyske Aas er beskrevet i Vendsyssel Årbog 1999