Den sure præst fra Højer

Der kom en ny præst til Højer efter Pastor Rolfs. Han kunne både dansk og tysk. Efter 10 år på posten ville denne ikke have en dansk medarbejder. En ny dansk præst N.P. Nielsen ankommer. Men Menigheden vil ikke hjælpe ham med ny bolig. Pastor Braren var dybt skuffet. Det siger han til den ny præsts indsættelse. Og han sender en kundgørelse ud til alle borgere i Højer. Kirkens opgave er at forene de to sindelag, mente han. Der var ballade, da både professor Nagel og Anne Fannike skulle begraves. Det var et meget spændt forhold mellem de dansk- og tysksindede i byen. Hagekorsflaget hang fra kirketårnet. Braren var ikke nazist, men han tav som de fleste tyskere. Plejedatteren red sammen med kongen over grænsen. I 1943 blev Braren afløst af Schou. Denne endte i Faarhuslejren og blev fyret i 1946. Fem år senere dukkede han op som frimenighedspræst

 

En ny tysk præst i Højer

I 1924 fratrådte pastor Rolfs efter godt 30 års virke i Højer. Man var enige om i Menighedsrådet, at den nye præst skulle beherske både det danske og det tyske sprog. Det kunne pastor Braren.

Man havde ikke råd til, at købe nye tyske salmebøger. I stedet blev man enige om, at købe nogle gamle hos menigheder, der havde råd til at købe nye.

Efter 1921 blev de tyskuddannede præster siddende i over 40 sogne i Sønderjylland. Efterhånden voksede interessen fra de danske menigheder i disse sogne for at få en dansk præst. Og dette ønske blev især forstærket efter nazismens gennembrud i 1933.

 

Præsten ville ikke have dansk medhjælper

Man havde ellers spurgt Braren, om han ikke ville have en dansk medhjælper. Men dette afslog han. Så gik man til landstingsmand Hans Jefsen Christensen og bad om hjælp. Resultatet blev, at der skulle ansættes en dansk præst, der også var forpligtet til at betjene Burkal og Hoptrup Sogne. Resultatet blev at den tidligere sognepræst i Vedsted, N.P. Jensen blev hvervet som kapellan i Højer.

 

Menigheden ville ikke hjælpe med bolig

Det var vanskeligt at finde en bolig til den nye præst. Et flertal i menigheden ønskede ikke at yde bistand til anskaffelse af en byggegrund og ville ikke sælge noget af præstegården. Tyskerne havde også flertal i menighedsrådet.

I første omgang flyttede præstefamilien ind i huset, Strandvejen 21, som fabrikant Kjærby havde købt til formålet. Man fik så oprettet ”Andelsselskabet Den Danske Præstebolig i Højer”.

Fabrikant Kjærby købte en byggegrund af købmand Nis Petersen og skænkede denne til Andelsselskabet. I oktober 1936 kunne man indvie den danske præstegård på Nørrevej 39.

 

Pastor Braren var skuffet

Pastor Braren var ikke glad for, at der i 1935 blev oprettet et embede for en dansk præst efter et enstemmigt andragende fra den danske menighed i Højer. Han var i 1925 kommet til Højer som præst for både den tyske og den danske menighed. Og nu havde kirkeministeriet imødekommet den danske menigheds ønske om at få en dansk uddannet og dansksindet præst

Hensynet til menighedens tarv må nok komme før hensynet til den enkelte præst. Men sådan så Pastor Braren ikke på det. Præsten kunne flytte. Det kunne menigheden i sognet ikke.

Pastor Braren mente, at kirken skulle være overnational og præsten helsognspræst. Efter at N.P. Nielsen havde holdt en gudstjeneste i Højer kirke med pastor Brarens billigelse i maj 1935, var denne både sur og skuffet.

I ti år mente han, at have haft det bedste samarbejde også med den danske menighed. Men han syntes, at det den danske menigheds andragende var dybt krænkende. Og især havde det gjordet ondt, at man skrev, at man aldrig havde anerkendt ham som deres præst.

 

Kirkens opgave var at forene de to nationaliteter

Han havde sine bedste venner blandt de danske, både da han praktiserede i Bylderup og Aastrup. Han ville gerne ud af den negativitet der herskede mellem det danske og det tyske forhold. Han mente bestemt at ordningen med en dansk og en tysk præst i grænselandet var en dum ordning.

Pastor Braren havde håbet på en gensidig forståelse og en retfærdig behandling af begge nationaliteter. Pastorens kone var dansk og havde altid stået ved hans side. Han mente, at kirkens opgave bl.a. var et forene de to forskellige sindelag.

Når man havde delt befolkningen i to fjendtlige grupper, så vil følgerne ikke udeblive, mente pastoren. Han vidste på daværende tidspunkt ikke, hvem det blev mest skæbnesvanger for. Han beklagede dybt denne udvikling. Historisk har denne splittelse været der før, påpegede pastoren.

 

Det var ikke personligt

Nu var det sådan, at den danske menighed betragtede pastor Braren som en betydelig teolog, en fremragende prædikant og en fin og nobel personlighed. Han havde sine selvstændige meninger og synspunkter og mod til at hævde disse. Man kan hævde at han var en mand af format.

Ønsket om en dansk præst i Højer var ikke rettet mod Braren. Det var udsprunget af en indre trang til et rigere dansk menighedsliv. N.P. Nielsen, den nye danske præst ville gerne tale med Pastor Braren om kirkelige og nationale spørgsmål.

 

Biskoppen var til stede

Helst ville Pastor Braren have biskoppen som en tredje person ved den første samtale sammen med den danske præst. Men han understregede dog, at såfremt dette ikke kunne lade sig gøre så var pastor Nielsen og frue velkommen hjemme hos pastor Braren.

Men samtalen med biskop Ammundsen kom i stand den 14. november 1935 og varede i tre timer. Biskoppen ville gerne bane vejen for, at de to pastorer kom på talefod med hinanden inden N.P. Nielsen blev indsat den 24. november i Højer.

Under mødet udtalte N.P. Nielsen, at selve nyordningen måtte den danske menighed og kirkeministeriet tage ansvar for. Det var ikke et personspørgsmål mellem to præster. Hensynet til de danske mindretal havde de kirkelige myndigheder hidtil forsømt-15 år efter Genforeningen.

Braren og Nielsen kom ikke hinanden nærmere efter mødet. Men man var enige om, at samarbejdet skulle de forsøge at etablere så gnidningsløst som muligt.

 

Bitterhed og skuffelse

Men på indsættelsesdagen, da kirken var fyldt med både danske og tyske mennesker, holdt pastor Braren en tale, der gav udtryk for megen bitterhed og skuffelse over for den danske menighed.

Dette førte til en skarp og bitter avisfejde mellem repræsentanter fra den danske menighed og pastor Braren. N.P. Nielsen deltog ikke i denne strid. Han hævdede til gengæld:

• Mit arbejde skal være mit svar

Han var ikke kommet for at gøre et arbejde imod nogen, men for nogen-nemlig den danske menighed og hans danske landsmænd

 

Fra tysk side mente man, at en højmesse om måneden var tilstrækkelig

Selvfølgelig støttede pastor N.P. Nielsen på det første menighedsrådsmøde den danske menigheds krav om ligestilling med den tyske med hensyn til gudstjenester. Dette blev pastor Braren meget fortørnet over. Hans ønske var to tyske og en dansk højmesse om måneden.

Begrundelsen fra tysk side var, at Braren var sognepræst og Nielsen ”kun kapellan”. Men den plan fra det tyske flertal ville den danske menighed ikke gå med til, da de nu omsider havde fået en dansk præst. Man krævede ligestilling mellem den tyske og den danske menighed-selv om man var et mindretal.

 

En kundgørelse sendt ud til borgerne

Dagen efter dette menighedsrådsmøde udsendte pastor Braren en kundgørelse til Højer menighed-både til tyske og danske hjem.

Heri fortalte han om alt det gode han havde gjort for de danske medborgere i de 29 år, han havde været præst for både danske og tyske menigheder. Han fortalte, at han i Bylderup havde hjulpet danskere og efterfølgende stod anklaget for både landråd, provst og dommer i Tønder.

Han fortalte, at han fra dags dato ikke agtede at holde en eneste dansk gudstjeneste. Han talte også om at falde på skansen. Jo det var et bittert brev han sendte ud til borgerne i Højer.

 

Braren ville ikke skubbes over i hjørnet

I et brev til pastor Nielsen beskylder Braren ham for at skubbe ham over i et hjørne som tyskernes præst. Nielsen forsøgte, at få Braren til at indse, at det var to menigheder. Dog fik Braren lov til at holde dansk gudstjeneste den 8. december. Men der kom så godt som ingen. Så disse faldt bort under hans ledelse. Senere holdt han en gang om måneden en dansk gudstjeneste om måneden for de ældre på dansk for de ældre hjemmestyskere, som bedre forstod dansk end tysk. Også denne gudstjeneste faldt bort på grund af krigen, der brød ud i 1939.

 

Da professor Nagel døde

Men ak en ny strid brød ud i 1937, da professor Nagel døde. Professor dr. med. Vilh. Nagel, Berlin, søn af apoteker Nagel, Højer var en udpræget dansk mand og dansk statsborger. Han ønskede at blive begravet i familiens gravsted på Højer Kirkegård. Han havde tidligere bestemt, at pastor Braren skulle foretage begravelsen på dansk.

I sommeren 1936 var pastor N.P. Nielsen sammen med den gamle professor-hos hans svigerinde, fru Nagel, der var dansk. Og der bad hun indtrængende pastoren om at medvirke ved professorens begravelse, for den gang der blev skrevet testamente, regnede man ikke nogen sinde med, at der kom en dansk præst i Højer.

Nu var han død i 1937, og hans tysksindede datter, som var gift og boede i Tyskland, havde bedt pastor Braren om at negrave sin far.

Men en søn, kunstmaler Willy Nagel, København var udpræget dansk, bad N.P. Nielsen medvirke, således som hans far havde ønsket det. Men dette kunne Braren ikke acceptere.

N.P. Nielsen måtte ikke tale i kirken, såfremt Braren skulle foretage begravelsen. Det samme forbud gjaldt en af professor Nagels gamle elever, amtslæge, dr. Lausten-Thomsen, Tønder. Heller ikke ved en mindehøjtidelighed på Hotel Sylt måtte pastor Nielsen tale, hvis Braren skulle deltage. Dette blev dog ændret, da den temperamentsfulde kunstner Willy Nagel sagde til Braren:

– Det kan de ikke være bekendt hr. pastor. Det er at krænke min fars minde.

Så bøjede Braren sig og kom med til mindefesten, hvor Nielsen efter opfordring holdt en mindetale over den gode danske mand, professor Vilhelm Nagel.

Nu havde Nielsen på forhånd orienteret Braren om professorens ønske. Men trods dette mente Braren, at det var datteren, der var den bestemmende faktor. Braren havde planlagt begravelsen i mindste detalje og havde udset sig hans egen og Nielsens rolle. Og han sluttede sin henvendelse til Nielsen med følgende formaning:

• Tale er sølv, men tavshed er guld.

Nielsen svarede, at hvorledes begravelsen skulle foregå, ville han overlade til Nagels familie.

 

Da Anni Fannike døde

I 1941 døde en gammel kone, Anna Christensen, kaldet ”Anne Fannike”. Hun var fra Fanø og var dansksindet. Pastor Nielsen besøgte hende ofte i hendes sidste år, men hun var en del alderdomssvækket. Da hun døde, kom hendes børn og bad Nielsen om at foretage begravelsen.

Men Braren henvendte sig, og gav udtryk for, at mens Anna Christensen levede havde hun bedt ham, om at foretage begravelsen. Det skulle hun også have sagt til Atzens. Og Braren mente, at man ikke kunne tilsidesætte de afdødes ønske.

Nielsen svarede, at børnene havde givet udtryk for, at det var ham, der skulle stå for begravelsen. Og at Anna Christensen i hvert fald inden for de sidste fem-seks år havde tilhørt den danske menighed.

Braren reagerede på dette som en slags skolemester og ville belære Nielsen om samvittighedens kvaler. Og han beklagede, at han ikke kunne efterkomme fru Christensens ønske.

Braren blev ved, og gav nu udtryk for, at Nielsen ikke kunne fratages ansvar i det, der var sket. Og det var marts 1941. Begravelsen skulle foregå i løbet af et par dage. Braren fortalte, at havde bedrøvet han særdeles meget, at han ikke begravede fru Christensen.

Nielsen orienterede Fru Christensens søn. Men han kunne efter det skete bede Braren om at begrave hans mor.

 

Et meget spændt forhold mellem de dansk- og tysksindede

Begivenhederne afspejlede et meget spændt forhold mellem det dansk og det tyske forhold i Højer. Nu havde Nielsen inviteret sognets gamle til en nytårsfest i kirken og i hans hjem.

Braren blev meget sur over, at Nielsen også havde inviteret de ældre fra den tyske menighed. Nielsen mente dog, at kirken var åben for alle. Menigheden kunne jo selv vælge om de ville gå til den dansk eller en tysk gudstjeneste.

 

Hagekorsflaget fra kirketårnet

Nazismen var for længst kommet til Højer. Og den 9. april 1940 flagede Hagekorsflaget fra kirketårnet i Højer kirketårn. Braren havde modsat det, men da han fik at vide, at det var ”Befehl” gav han efter.

 

Braren forstod ikke Danmarks nød

I efteråret 1940 var der det årlige efterårsmøde i Højerhus. Nielsen holdt en velkomsttale. Og Braren havde læst et kort og mangelfuldt referat af denne tale i en lokal avis.

Men det brød Braren sig bestemt ikke om. Han mente, at Nielsen havde blandet Gud og politik sammen. Det kan kun opfattes som et led i den national-politiske kamp. I første omgang ville Nielsen ikke svare på disse beskyldninger. Åbenbart følte Braren ikke, at Danmark led uret fra tyskernes side.

Nielsen følte ikke, at Braren havde samme forhold til den 9. april som de dansksindede. For Braren var det kun et spørgsmål om kristendommens stilling i tiden. Danmarks nød, forstod han åbenbart ikke.

Tyskerne i Højer var i stort flertal. De fik støtte af værnemagten. For danskerne gjaldt det om, at styrke den danske livsvilje, dansk selvhævdelse og dansk indsats. Biskoppen havde tidligere opfordret til, at man afholdt reformationens jubilæum i fællesskab men Braren afslog.

 

Braren forstod ikke, at danskerne blev krænket

Braren var ikke nazist, men han tav lige som så mange andre tyskere, til de mange skændselsgerninger. Men når der blev fjernet noget fra gravene med hagekorsbånd, så protesterede den tyske menighed og pastor Braren højlyst. Ingen af dem forstod, at danskerne blev krænket i det dagligt ved det tyske overgreb i besættelsesårene.

 

Braren tog sin afsked

Nu kunne Braren og Nielsen godt samarbejde om de mest almindelige praktiske ting. Tiden nærmede sig, hvor pastor Braren ville søge sin afsked, og derfor kom han ofte i den danske præstegård. Den 3. november 1942 var der aftalt møde med biskop Scharling på Hotel Sylt. I 1943 gik Braren med til, at sognepræsten skulle være dansk. Ja han fik endda overbevist den tyske menighed til det.

Trods mange modsætninger kunne venskabet mellem de to pastorer bevares. Brarens stædighed var både hans styrke og hans svaghed. Han havde karakter og format.

Det nationale klima i Højer og i hele Sønderjylland er blevet mildere end dengang.

 

Plejedatteren red over grænsen

Ja og den lille pige som Christian den Tiende red over grænsen med den 10. juli 1920, var plejedatter af den kommende præst i Højer. Hun hed Johanne Braren. Og kongen havde faktisk forbindelse med hende til hendes konfirmation. Ved denne lejlighed fik hun foræret et guldarmbånd af kongen.

 

Andreas Schau blev afskediget

I 1943 blev Braren afløst af Andreas Schau, der var uddannet i Kiel. Denne var særdeles aktiv, da der den 9. april 1940 blev rejst et Hagekorsflag fra kirketårnet i Tønder. Her var der nærmest tale om håndgemæng. Det danske politi kunne ikke stille noget op den dag mod alle de tysksindede på kirkepladsen.

Pastor Schau blev interneret i Faarhuslejren og afskediget i december 1946. De tyske gudstjenester og kirkehandlinger blev derefter varetaget af pastor Jacobsen, som havde været sognepræst i Udbjerg. Senere kom pastor Rühmann.

 

Den fyrede blev Frimenighedspræst

Efter besættelsen besluttede menighedsrådet, at den tyske menighed kunne låne kirken gratis, hvis gudstjenesten fandt sted samme søn- og helligdage som den danske. De måtte dog selv sørge for organist. Rühmann og Jacobsen arbejdede gratis for den tyske menighed.

De tyske menigheder i Sønderjylland oprettede i 1951 frimenigheder. De var underlagt Slesvig-Holstens evangeliske kirke med Slesvig som kirkelig tilsynsførende bispesæde.

Denne oprettelse betød for Højer, at 180 meldte sig ud af folkekirken. Og ny frimenighedspræst blev den tidligere fyrede præst, Andreas Schau.

 

N.P. Nielsen tog sin afsked i 1952

Den 1. december 1952 søgte N.P. Nielsen sin afsked.

 

Kilde:

• Sønderjysk Månedsskrift
• P. Nielsen: Fra bondedreng til grænsepræst
• Litteratur Højer
• Artikel dengang.dk: Højer Kirke
• Artikel dengang.dk: Pigen fra Højer

 

Hvis du vil vide mere: www.dengang.dk indeholder 66 artikler fra Det Gamle Højer og Omegn, herunder:

• Højer Kirke
• Pigen fra Højer
• Apotekeren fra Højer
• Da Hagekorsflaget blev hejst i Tønder