Livet på Seminariet i Tønder

Der var optagelsesprøver i 1881. Lange undervisningsdage var der. Tønders hjem var lukket for ikke-friere. Vi kigger på ”Foreningen Enigheden”. ”Kaniernes” stuer skulle indvies. Så var der dilletant på ”Stadt Copenhagen”. Foreningen blev forbudt. Og så blev man taget ved næsen på Schweizerhalle. Udflugten til Møgeltønder endte med slåskamp. Og så var det huekampen. Værelserne i byen var bestemt ikke luksus. Det var ikke den allerbedste undervisning, som man fik i Tønder. Direktør Carstens var altid mut og vred. Münther holdt ikke længe. Gamle Rickmar var friser. Tørsten blev slukket i en gymnastiktime. Der var stor forskel på lærerne. Seminariet bevarede tyskheden i Tønder.

 

Optagelsesprøver i 1881

I april 1881 var der optagelsesprøver. Nu var prøven ikke så svær. Irriterende var det, at man blev sendt fra det ene klasseværelse til det andet for i løbet af en time, at blive prøvet i tre-fire fag. Det hele endte med, at 19 blev optaget i den danske afdeling.

De danske seminarister havde dannet en forening, som de kaldte ”Enigheden”. Man var ikke særlig smarte til at kapre nye medlemmer. Man var nærmest anmassende. Den danske forening forsøgte at ligne den tyske ”Burschenschaft”.

 

Lange undervisningsdage

I maj begyndte undervisningen. I de to første seminarieår var der temmelig mange timer. Det var fra klokken 7 om morgenen til 6 om aftenen. Om vinteren startede man en time senere. De mange timers ophold i klasserne virkede sløvende. Forberedelserne hjemme virkede overkommelig. I reglen tog hjemmearbejdet et par timer. Nogle af timerne var fælles for begge afdelinger.

 

Byens hjem var lukket for ikke-friere

Når man havde nogle timer til overs fandt man ud af at adspredelse i Tønder var noget ukendt. Man var henvist til romanlæsning eller besøg hos kollegaer. Byens hjem var lukket for enhver, der ikke lige gik på frierfødder.

I vintertiden var der et par måneder forestillinger på teatret men ud over dette følte seminaristerne ikke, at byen kunne byde på så mange forlystelser. Ofte blev det knejpen, hvor man søgte adspredelse. Dem var der til gengæld mange af i byen.

 

Danseforlystelser førte til forlovelser

Uden for seminariet gav lærerne sig ikke af med seminaristerne. Måske var nogle af dem for gamle til at huske, hvordan det var at være ung. Andre var måske for fornemme. Gymnastiklæreren havde en vinter arrangeret en ugentlig danseaften i gymnastiksalen. Men det fortsatte kun et halv års tid. Danseforlystelserne førte til et par forlovelser. Måske havde rektor forbudt forlystelserne, fordi han var bange for flere forlovelser.

 

Foreningen ”Enigheden”

Det var nærmest kun foreningen, der måtte sørge for adspredelsen. Man havde en grøn hue og så et hvidt/grønt bånd med ”Enigheden” broderet med rødt. Egentlig skulle båndet bæres af alle ved møderne, men i reglen var det mest ”novicerne”, der pyntede sig med det.

Men når man skulle have taget et klassebillede hos fotografen havde alle husket båndet.

 

”Kaninernes” stuer skulle indvies

Foreningen optrådte også når ”kaninernes” stuer skulle indvies. Begivenhederne blev indledt med en meddelelse til ”kaninerne” om, at på en bestemt aften skulle indvielsen foregå.

Traditionen krævede, at hver ”kanin” skaffede en flaske portvin og glas til veje. En 3-4 ældre kollegaer indfandt sig som indvielseskomité. Dennes ordstyrer underkastede ”kaninen” for endnu en eksamination og endte med at døbe stuen, idet han sendte en sjat vin op mod loftet.

Mon ikke man har fundet mange mørke pletter på lofterne, dengang?

Navnet blev taget fra mytologien eller litteraturen. Kaninen fik ordre til at skrive det på et visitkort og fæste det på døren. Så fortsatte komiteen deres tunge vandring, der blev stadig mere besværlig. Dagen efter var der mange tømmermænd. Og da havde Enigheden velkomstmøde.

Der holdtes møde en gang om måneden. Hen imod sommeren blev nye medlemmer optaget. Formanden oplæste lovene og gjorde i en lille tale diskret opmærksom på, at foreningen gerne ville bidrage lidt til at pleje modersmålet. De nye medlemmer fik overrakt huen og båndet, som de selvfølgelig selv måtte tale.

Derefter var der fællesmåltid med efterfølgende ”sold”. Dermed sluttede ”kaningildet”. Fællesspisningen fandt ellers kun sted ved stiftelsesfesten. De sædvanlige møder varede 2-3 timer. Der blev serveret øl fra fad. Af og til blev der holdt et foredrag. Der blev sunget af Sabroes Sangbog, og der holdtes improviserede samtaler. En eller anden oplæste et digt eller en sangforening optrådte.

 

Dilettantforestilling i ”Stadt Copenhagen”

En sådan aften kunne være ret underholdende. Men det kunne dog også være kedelig. Ikke mange havde overskud til at holde et foredrag. En gang imellem blev der afholdt en dilettantforestilling. Foreningen holdt dengang sine møder i ”Stadt Copenhagen” i hvis store dansesal en lille tribune blev stillet op som scene.

Ved hver side blev der stillet et skærmbræt. Baggrunden var et tæppe. Foran scenen hang et stort rullegardin. Det blev overladt til den enkeltes fantasi, at forestille sig en stue. Der opførtes enaktere med stuedekoration.

Det blev dog også til ”soldaterløjer”, Store Bededagsaften. Der var en del gæster, særlig dem der udlejede garderober.

 

Abonnement på Flensborg Avis

Blandt foreningens medlemmer var nogle udtalt tysksindede, men i reglen medførte dette ulemper. Normalt omgik man hinanden kollegialt og fredelig. De fleste var vant til at omgås personer af forskellig national sindelag.

Den eneste ”kriminelle” handling som Enigheden påtog sig var at abonnere på Flensborg Avis. Man vovede ikke at tegne abonnement på posthuset. Men man modtog bladet gennem Drøhses Boghandel. Han skaffede også de danske bøger, som foreningen ville have. Boghandleren deltog som regel også til stiftelsesfest.

 

Man havde også klasseforening

I 1870erne og 1880erne var der mange lærere i Sønderjylland, der havde fået deres uddannelse helt på dansk og ikke kendte til tysk. Alligevel skulle de undervise i tysk. De blev ofte sendt til Slesvig eller Holsten for at deltage i et seks ugers kursus i tysk. Men genetlig var udbyttet ringe. For lysten var slet ikke til stede.

Hver klasse havde desuden deres egen klasseforening. De holdt møder en gang om måneden. Her tog man også imod gæster fra andre klasser, men det var ikke altid med åbne arme.

 

Foreninger blev ophævet

I 1882 begyndte mørke skyer at danne sig. Direktør Carstens havde fået skrupler med hensyn til Sabroes Sangbog. Den indeholdte ”antityske” sange. Han foreslog at lave en særlig ”Enigheds-sangbog”, som han skulle godkende. Der blev straks gjort forberedelser til dette. Men i maj 1883 ophævede direktør Carstens alle de danske foreninger, fordi:

• De hindrede vor Tilslutning til Tyskland

 

Hvad skete der i ”Enigheden”?

Hvor kan man egentlig finde oplysninger om Enighedens liv? Ja, der findes ikke meget skriftligt materiale. Man finder noget i et hefte, der hedder ”Allehaande Optegninger af Elevforeningens Medlemmer” Ja det var et hefte som foreningen den 20. august 1868 sendte ud til cirkulation blandt medlemmerne.

Meningen har åbenbart været, at her skulle eleverne meddele deres oplevelser i seminarietiden, før de forlod Tønder. Det første hold betragtede heftet som en slags stilebog og fyldt bladene med aldeles ligegyldige ting. Men tre anonyme forfattere beskylder i en længere artikel foreningen for at fremme drikkeri. Beskyldningerne har formodentlig været falsk. Formanden meddelte senere, at forfatterne var fundet og smidt ud af foreningen.

En række spørgsmål bliver stillet i 1869. Man spørger om, hvorfor de danske seminarister er så tilbageholdene bange, uselvstændige og frygtsomme. Hvorfor var det så lidt fortrolighed mellem dem?  Den ene står usikker og ængstelig over for den anden. Åbenbart stod de danske seminarister allerede dengang på usikker grund ved en preussisk læreranstalt.

 

Taget ved næsen på Schweizerhalle

Seminarist A.D. Jepsen fra Branderup giver i 1870 en morsom lille skildring af optagelsesprøven i 1867. Han kom til Tønder uden mindste anelse om den ”Fuchsning” som venter ham. Med vemod ser han sin broder, der har kørt ham til byen, drage hjem. Nu er han helt ene mellem vildfremmede.

Lidt modvillig tog han med de andre ”Füchse” ud til Schweizerhalle. Her betroede man ham, at Direktøren ville komme derud for at holde en forprøve. Derude foregår så ”Fuchsningen”. De udklædte eksaminatorer og censorer optræder med så stor alvor, det først til allersidst går op for den unge mand, hvad han har været udsat for. Prøven havde indbragt ham en attest, der stemplede ham som en ”umulighed”. Forfatteren overdriver måske lidt i sin naivitet. Fremstillingen viste, at foreningen dengang var en tro kopi af den tyske ”Burschenschaft”.

Før optagelsesprøven i 1876 blev det besluttet, at ordet ”Fuchs” skulle udskiftes med ”Kanin” Men ellers foregik det hele som i 1860erne. Men efterhånden ville aspiranterne ikke finde sig i den behandling som de fik. Der opstod en del bitterhed, som kom til udtryk ved stueindvielsen og kaningildet.

Indtil 1880erne deltog seminarielærerne i festlighederne, men efter at bitterheden var kommet til udtryk udeblev lærerne.

 

Udflugten endte med slåskamp

I december 1878 var seminariet på en fællesudflugt til Møgeltønder. Lærerne var med og det var nogle teologiske kandidater også.

Lærerne og de tyske seminarister tog ind i Østerkroen, hvor værten var tysk. De danske seminarister gik til den danske Vesterkro. De fik overladt et lokale ved siden af skænkestuen. Men da spritten havde sat sig hen på aftenen mødte nogle tyske seminarister op og ville bryde ind til danskerne.

De blev smidt ud, og så var slagsmålet i gang.

• Die verfluchten Dänen
• Haut die dänischen Hunde

Slagsmålet fik et alvorligt efterspil. Tyskerne mødte på vejen hjem til Tønder den tysksindede degn fra Møgeltønder, som de behandlede alt andet end blidt. Han klagede til direktør Carstens, der efter Richters forflyttelse i efteråret 1878 havde overtaget ledelsen af seminariet.

Sagen sluttede med bortvisning af tre tyske semarister. Der var ingen fra den danske afdeling, der blev smidt hjem.

 

Huekampen

Huekampen udkæmpedes ligeledes i 1878. Enigheden havde ombyttet den grønne hue med en sort silkehue med sølvtresse og sølvkors foran. Den lignede den danske studenterhue. Den blev båret i nogen tid uden at nogen gjorde indvendinger men byens tysksindede borgere undrede sig.

På det tidspunkt blev seminariet ledet af seminarielærer, pastor Engel. Han blev senere præst i Hjordkær og Havnbjerg.

Den 2. september fejredes Sedandagen i Aulaen. Festtalen vakte forargelse hos tyskerne. De syntes, at det mere var en skildring af dansk historie end den forherligede tyskernes sejr over Frankrig.

Efter talen samledes semaristerne i det største klasseværelse, mens lærerne diskuterede, om der skulle holdes optog gennem gaderne. Rådslagningen trak ud. De tyske semarister, der var irriteret i forvejen blev utålmodige og støjende.

De danske semarister syntes, at dette var usømmeligt og bad om ro. Så kom drillelysten op hos tyskerne. De begyndte at synge ”Die Wacht am Rhein”. Danskerne gik ud og ventede udenfor til lærerne kom.

Lærerne havde besluttet, at det var op til semaristerne selv at afgøre, om de ville gå optog gennem byen. Det ville tyskerne, mens danskerne undlod. Pastor Engel anså dette for en politisk demonstration og foretog en undersøgelse. Da borgerne hørte, at de danske semarister var på kant med Engel, klagede de over de danske semaristers huer.

Engel forbød dem, at bære huerne. Kort efter, da direktør Carstens blev indført i sit embede havde danskerne igen de sorte huer på. Ingen sagde noget til det. Huerne blev båret i et stykke tid, men så indkom der igen klager.

Carstens udstedte så et nyt forbud. Optegnelserne sluttede i 1881. Men i 1883, da foreningen ”Enigheden” blev forbudt, skrev formanden nogle afsluttende ord. I 16 år havde foreningen bestået.

 

Værelserne var ikke luksus

De værelser, hvor seminarister boede var langt fra luksus. Møblementet var taveligt. Mange steder boede kun en enkelt eller et par elever. Men der var også hele små kaserner.

De fleste spiste hos deres værter. Men der var også en del, der spiste i småpensionater eller i ”Herberge zur Heimat”. Det var oprettet for at tage imod vandrende og tiggende håndværkersvende.

Hos en vært kostede en middag mellem 50 og 70 Pf. Fuld pension kunne fås for cirka 400 mark årligt. Værre var det med det dårlige drikkevand, som man gav skyld for de tyfusepidemier, der af og til hjemsøgte byen.

Seminariets elever havde fri lægehjælp og fri medicin. Hos lægen var der hele tiden rykind af ”patienter”, der uden større formaliteter fik attest og en recept. Den ”syge” fik således et par ekstra fridage. Her kunne så måske gøre et forsømt stykke arbejde færdig.

 

Ikke den allerbedste undervisning

Tønder Seminarium havde fra gammel tid det ry, at der i den tyske afdeling altid var mange holstenere. Trods ryet var undervisningen i mange henseender ”minderwertig”. Dette skyldtes til dels regeringens regulativer, men også en følge af lærernes ukyndighed og dovenskab.

Det bedste var, at man fik mulighed for at undervise i Øvelsesskolen, der dengang havde seks klasser. Det var så selvstændigt under ansvar. Og man måtte undervise i alle trin.

Forholdet mellem den danske og den tyske afdeling var i 1880erne fredelig men kølig. Et par fællesudflugter forløb uden hændelser.

I april 1884 bestod 17 elever fra den danske afdeling afgangseksamen. Det var det næstsidste hold. Men hvordan var lærerne dengang?

 

Direktør Carstens

Direktør Carstens var en lille temmelig svær pluskæbet mand med rundt hoved, tykke læber og en pande, der lignede den brede ende af en violin. Ansigtet var gnavent og surt. Det blev oplivet nu og da af en vrantent smil, hyppigst fremkaldt af en af hans egne drastiske bemærkninger.

Han havde været præst og underviste i pædagogik og historie. Pædagogikkens historie og metodikken var lagt godt til rette. Psykologi var mindre god. Hans måde at undervise på var diktat. Han vidste selv, at måden var uheldig. Måske brugte han denne form af magelighed. Mærkeligt var det at høre ham dadle den gamle latinskoles unatur, når den ikke ville lade modersmålet komme til sin ret. Både han og de danske seminarister vidste jo, at den samme unatur ikke blot tåltes men ved tvang blev gennemført i Sønderjyllands skoler.

L.H.A. Carstens havde været præst i Itzehoe og var fra 1878 til 1885 seminariedirektør i Tønder. Han blev overflyttet til det nye seminarium i Haderslev. Han blev pensioneret i 1906 og døde i 1913 i Lybæk.

Det var sjældent at Carstens holdt et frit historisk foredrag. Timerne var derfor kedelige. Enkelte historiske personer havde han et horn i siden på. De fik i tilknytning til lærerbogen en spydig, mere eller mindre dramatisk bemærkning med på vejen.

Skønt manden var holstener gav han aldrig noget af Holstens eller Slesvigs historie. Nej seminaristerne måtte terpe gennem brandenborgske kurfyrster i lange baner.

En eneste gang så seminaristerne ham fra det muntre hjørne. Det var på en udflugt til højderne ved Hütten. En aften sad man alle forsamlet i krohaven i en lille landsby og drak øl. Der opfordrede han de danske seminarister til at synge nordiske sange.

Men på seminariet advarede han de danske seminarister om ikke at give deres sindelag til kende på nogen måde. Han satte handling bag sine ord, således blev en dansk seminarist bortvist bare fordi, han havde spurgt sin tyske kollega:

• Hvad sætter du højest, Tysklands store nutid, eller Danmarks store fortid?

Gnavheden og trangen til at skælde ud holdt han hele tiden ved lige gennem alle årene.

 

Munther holdt ikke længe

Carstens afløser var en østpreusser ved navn Munther. Men snart kom der samarbejdsproblemer mellem ham og seminaristerne. Han lå også i avisfejde med Tønders befolkning. I 1886 opløste han også den tyske forening ”Concordia”. Det var ikke videre populært. Og snart måtte han atter tage tilbage til Østpreussen.

 

Gamle Rickmers var friser

Så var det Gamle Rickmers. Han var den danske afdelings førstelærer. Han var friser og en lille mand med en stærk fremspringende næse. Hans hovedskal havde en ejendommelig form, der endnu mere fremhævedes af det lange nakkehår. Hans hoved var genstand for utallige karikaturtegninger i kladdebøger og på klassetavlen. Men det var nu ikke noget som helst ondt bag disse tegninger. Det var kun venlige følelser til denne friser.

Han underviste i matematik, regning og geografi. Han stak ikke dyb i viden. Men hans undervisning var praktisk og kunne følges af enhver, der ville. Han formåede ikke at vække interesse for fagene. Men de blev nu heller ikke tortur for nogen.

En gang imellem kørte han fast i et geometrisk bevis, så han måtte trippe hen til katederet og lade, som om han noterede en elev for uopmærksomhed. I stedet kiggede han i en af sine lærerbøger for at føre beviset til ende.

Rickmers lod sig ikke overrumple. I geografi gav han kun det, der stod i lærerbogen. Han brugte dog kortet flittigt. Men efterhånden svandt hans hukommelse. Og så glemte han tal og steder. I Slesvigs og Holstens geografi var han godt hjemme. Han havde en speciel interesse for jernbaner.

En fræk seminarist spurgte ham, om han havde aktier i Tønder-Tinglev banen. Han forklarede eleven, at her var det tale om en statsbane.

Rickmers havde sammen med en kollega udgivet en dansk grammatik til brug for de nordslesvigske skoler.

Heinrich Rickmers besøgte seminariet i Tønder 1840-1843. Derefter var han degn i Medelby, vest for Flensborg. I marts 1864 blev han anden lærer ved Tønder Seminarums danske afdeling. 1. marts 1879 blev han førstelærer og tog sin afsked den 1. oktober 1891. Derefter bosatte han sig i Flensborg.

Havde Rickmers store evner som praktisk lærer, var det modsatte tilfældet med hans jævnaldrende kollega Wilms. Denne var lærer i naturhistorie. Han var en ret hidsig natur, men gjorde sig umage for at tøjle den. Han var meget religiøs. Og hans viden var bestemt ikke ringe.

 

Tørsten blev slukket i gymnastiktimen

Johannsen var gymnastiklærer. Han underviste også i violinspil, sang, harmonilære og tegning. Han var dirigent for seminariets musikkorps. Han var angelbo og seminarist fra Skaarup og talte godt dansk. Gymnastikundervisningen var fælles for begge afdelinger. Med andre ord, så blev der undervist 50 elever samtidig.

Han praktiserede også marchture. Det var bedre end den lumre gymnastiksal. En dag blev der gjort holdt ved en kro for at slukke tørsten. Men det opdagede Carstens, der gik på Borgerdiget. På hjemvejen for Carstens hen mod gruppen, men blev stoppet af en bred vandfyldt grøft. En dag, da var markedsdag havde semaristerne spurgt om de kunne få fri, da der var markedsdag. Men det turde Johannsen ikke.

Men han tilbød at lade seminaristerne at få marchøvelser på Øvelsesskolens legeplads. Den var kun skilt med et lav stakit ud til en baggade. Johannsen ville lukke øjnene for, at seminaristerne efterhånden forsvandt. Han skulle nok tage ansvaret. Forsvindingsnumret blev udført på mindre end fem minutter.

Om sommeren blev der badet i et ”mudderhul” i Vidåen. Johannsen fik øgenavnet ”Harlekin” Og det var ikke respekt han indgød.

 

Stor forskel på lærerne

Hans kollega i musikfaget, Krause var hans modsætning. Han var gammelpreusser. Og så var det Wendling, der underviste i klaverspil.

Todsen var lærer i dansk. Han var fra Tønder. Vittig og dannet og drillesyg var han. Men det var nu ikke meget, der blev lært. Todsen kom også senere til Haderslev.

Michelsen var tysklærer. Han var kejtet, stiv og undselig Han sagde sjældent noget overflødigt. Han var en tør type. Men uden for seminariet kunne han være både elskværdig, imødekommende og underholdende. Han var også villig til at låne en pengeløs seminarist rejsepenge.

Stoltenberg var en stor og svær holstener med kraftigt fuldskæg. Han underviste i fysik, kemi og havebrug. Derhjemme havde læreren en stor børneflok og økonomisk var han hårdt spændt for. Han forsøgte også en tid lang at eksportere roser til Sild i badetiden. Men det forsøg mislykkedes totalt.

Religionslærer Rathje var en bleg mager og ung mand. Han var stilfærdig, energisk og pligtopfyldende. Han var nok den lærer, der gav den fyldigste og mest udviklende undervisning.

Som rosinen i pølseenden var det Krieger. Han var forstander på Øvelsesskolen. Som hjælpelærer underviste han lidt på seminariet. I hans store hoved rådede kaos.

 

Seminariet bevarede tyskheden

Dette var så nogle glimt af seminariets historie. Nogle steder står det anført, at Tønder Seminarium også var et sted, der højnede tyskheden. Mon ikke man hellere skal anføre, at det bevarede tyskheden i en by, der var udpræget tysk.

 

Kilde:

• Sønderjydske Årbøger
• Se Litteratur Tønder

 

Hvis du vil vide mere: Om Tønder Statsseminarium og skoler i Tønder læs her på www.dengang.dk

• Tønder Seminarium-en del af historien
• Tønder Statsseminariums historie
• Tønder Statsskole-dengang
• I skole i Tønder
• Vajsenhuset i Tønder
• Vajsenhuset i Tønder-endnu mere
• Den røde skole