En landsbydreng fra Møgeltønder

Det er Møgeltønder efter 1864. Det var ikke godt når gendarmen kom. Og sognefogeden holdt noget hemmeligt for penge. Siden kom han i kachot, for at have taget af kassen. Men inden nåede han også, at være lærer. Engang imellem fik man besøg fra ”Kongeriget”. Men der kommer også ”fremmede fugle” og ”bosser” syd fra. Mere eller mindre ægte Romaer  nesøgte også byen. Det gik godt for gårdejerne, men ikke for arbejderne. Der blev drukket tæt på sognets seks kroer. Det var en sløv prædikant. Mange af de unge havde kæmpet med Kaptajn Hammer ude i Vesterhavet. Så var det lige ”Slaget i Æ Sandkul”. Den tyske godsforvalter kunne ikke lide Dannebrog på legetøjsskibene. Konfirmanderne fik nok at bestille, da den nye præst kom. Og så var indlæringen i skolen speciel. Ringriderne var ved at vælte ned af hestene efter kaffepunch. Man gik i hjemmelavede klæder. Postbudene gik langt.

 

Gendarm, Gendarm

Pludselig svinger en rytter ind i gården. Det blinker fra hans hoved og bryst med glimt af blankt messing. Vi er i Møgeltønder i slutningen af 1860erne.

• Gendarm, Gendarm

Ja sådan lyder advarselsråbet. Naboerne er nu også blevet alarmeret. De unge mænd i husene gemmer sig. Måske er genarmen på jagt efter optanter. Og det der med optanter, er der nogen, der tjener penge på. Under de forholdsvis nye myndigheder er der udnævnt en ny sognefoged i Møgeltønder.

 

Din søn går jo hjemme

Og befolkningen har ikke rigtig tillid til denne. Og han ved udmærket, hvem der går hjemme og gemmer sig af frygt for udvisning. Sognets beboere, der var udpræget dansksindede var lidt usikker på sognefogedens nationale indstilling. Man mente, at han ville gøre alt for penge.

En gang imellem kom sognefogeden til optantens far:

• Din søn går jo hjemme. Jeg ved det nok.

Så får hædersmanden stukket en preussisk daler i næven. Så var hans mund lukket for en tid. Og denne sognefoged var også lærer og skulle bibringe sognets unge moral og etik.

 

Den tyske læsebog

Mange af de dansksindede børn blev undervist privat, blandt andet hos gamle Ann. Men endnu var tyskerne ikke kommet helt ind i skolevæsnet endnu. Men en dag kom der alligevel uro i skolen. Degnen havde meddelt eleverne i de ældste klasser, at de skulle lære tysk. Og nu skulle de i gang med:

• Schneiders: Fibel und erstes Lesebuch

Indtil nu havde det været frivilligt, om man ville lære tysk, men nu var det tvang. Men det gik nu lidt trægt med at købe lærerbogen. En enkelt far nægtede det simpelthen. Foreløbig var det dog kun få timer om ugen.

 

Sognefogeden ”lånte” af kassen

De små klasser fik nu sognefogeden som lærer. Nu mistede han sognefoged-jobbet og blev postagent. Men i et par år ”lånte” han af kassen. Så dette endte med en tugthusstraf. I hans sted var det en glarmester, der blev underviser. Men det kneb med kundskaberne hos glarmesteren. Så det endte med at degnen tog de små med ind til de ældre.

 

Ørnen skulle saluteres

Og de ældste fortalte, hvordan ”ørnen skulle saluteres”. Når man gik forbi den skulle man spytte på den og råbe Kukkuk. Så ville postmestren, der var meget tysk, blive gal. Men det gjorde postmestren nu ikke. Den gamle slesvig-holstener grinte af demonstrationen. Han elskede heller ikke preusserne.

 

En ”Jyllænder” har to øjne

I Møgeltønder blev der udgivet en dansk avis tre gange om ugen i et meget lille format. Udgiveren var Nørrejyde (nord for Kongeåen). Man kaldte ham for ”Jyllænder” Han var en lidt kraftig herre med kun et øje. Han var bogtrykker og havde også andet at lave.

Ja man kunne faktisk godt lide ham. Naboen var en bonde flyttet til fra Slesvig Holsten. Han havde en lille gris, hvid med sorte pletter. ”Det er en preusser, for den er sort og hvid”, sagde han til bondekonen. Og hun svarede: ”Ja det er i hvert fald ikke en ”Jyllænder”(Jyde), for den har da to øjne”.

Historien løb byen rundt og morede beboerne, selv om der her, var danskeren, der havde lidt nederlag.

 

Mon vi snart bliver danske igen?

Når provsten prædikede i kirken, blev der altid uro til sidst. Nogle hostede og nøs. Man skrabede med fødderne i gulvet. Og det var særlig galt på mande-siden. Dette skete altid, når provsten bad for kongehuset.

I skolen skulle de små også efterhånden lære tysk. Og når man talte sammen i Møgeltønder, så blev der altid afsluttet med:

• Nå, hvad mener du? Mon vi snart bliver danske igen?

For børnene var dette spørgsmål uforståelig, opfattelsen var at langt de fleste i Møgeltønder var danske. Der var kun et par tysker, som ingen regnede med. Det gik lang tid for børn at finde ud af, at det var Genforeningen, som det mentes.

 

Besøg fra ”Kongeriget”

Nu var det ikke meget forbindelse med folket fra ”Kongeriget”, nord for Kongeåen. En gang imellem kom en uldjyde med bylt på nakken. Ham var der nu ikke så meget morskab med.  Mere morsomme var pottemændene fra Varde-egnen, der kom sent om eftermiddagen med sorte jydepotter. De var pakket varsomt ind i lyng. I den var der undertiden kviste med bær, som børnene syntes var en lækkerbisken.

Disse pottemænd gjorde gode forretninger i Nordslesvig. Så var det også fannikerne, der kom med læs af tørrede Hvillinger. De var morsomme i deres særegne dragter. Men alle disse jyske forretningsfolk var kun på gennemrejse. Snart var de væk igen.

 

Fremmede fugle syd fra

Hyppigere var de ”fremmede fugle”, der kom syd fra. Det var Lirekassemændene. Men de var nu ikke så velkomne. De fleste af dem var stærke arbejdsdygtige unge mænd, der foretrak at fare landet rundt med en spillekasse frem for at arbejde for føden. Den slags folk havde man ikke så stor sympati for i Nordslesvig.

Derimod havde man ikke noget imod at give en skilling til ”Pragerne”.

Det var en fællesbetegnelse for de små omvandrende hornorkestre, som der fandtes mange af. Et sådant orkester bestod af 5-6 blæsere. De havde lov til efter et par numre, at gå ind i husene for at få en skilling for deres umage.

Lirekassemændene måtte pænt blive stående ude for. Men egentlig burde der ikke være så stor forskel på dem.

Navnlig i den tid, badesæsonen på Sild varede kom disse vandrende musikere hyppigt gennem byen på rejse til eller fra Sild. Ja på opfordring kunne de også spille ”Kong Christian stod på højen mast”.

 

”Bosserne” og de andre

Der kom også bjørnetæmmer med deres dyr. Der kom mænd og drenge fra Bayern med dresserede murmeldyr og marsvin. Fra Riesengebirge og Sudeterne kom mænd med muse- og rottefælder. De var altid ens klædte i tykke nubrede trøjer og med bredskygget blød filthat. Sortsmudskede, som de var, gjorde de et ret skummelt indtryk. Dem var børnene ikke så trygge ved.

Mere tiltalende var de blonde kvinder vistnok fra Harzen, der drog landet rundt med de såkaldte ”svenske” spånkurve. Men flest var det nok af de omflakkende håndværkssvende ”Bosser”, som de blev kaldt. Mange af dem travede år efter år på landevejene og tiggede sig frem. Arbejde søgte de ikke mere. Vandrelivet havde indfanget dem. De foretrak friheden med jævn forsyning af brændevin. Det eneste, der kom på tværs, var gendarmen. Han indfangede dem, og så mistede de for en tid deres gyldne frihed.

I byerne blev de modtaget I ”Herberg zur ”Heimat” og på landet blev de indlogeret i Fattighuset eller i Arresten.

 

Mindre eller mere ægte Romaer (et andet ord anvendt dengang) 

En gang imellem kom en flok mere eller mindre ægte Romaer. Flokkene kunne være ret store og kom med flere vogne. De slog telt op, hvor de mente, der var betingelser for et længere ophold. Mange gange så de dog ikke videre fattige ud. Kvinderne havde smykker af sølv og sølvpenge flettet ind i håret. Mærkeligt var det, at se ældre kvinder ryge tobak.

Romaer tiggede egentlig ikke, men de gav sig af med at reparere kobberkedler. Det var vist heller ingen tvivl om, at de stjal. Og man var ængstelig så længe, der var en lejr her. Mændene drev også fra tid til anden, hestehandel.

Til Møgeltønder kom også andre kunstnere. De kom og gav forestillinger enten i et telt eller i kroens gennemkørsel. Det var små cirkusselskaber, ekvilibrister osv. men engang imellem lod en ”professor” sig se, og gjorde tryllekunstner i kroens dansesal.

Jo, det var nok at se på for sognets børn, dengang.

 

Det gik gennemgående godt for gårdejerne

Gårdene var gennemgående ikke så store. Der var ikke råd til luksus i Møgeltønder dengang. De fleste gårdmænd sad dog jævnt godt i det. Alt var basseret på kvægopdræt og fedning af kvæg. Heller ikke husmændene med land til et par køer led nogen nød. De fleste af disse drev en smule kreaturhandel ved siden af. Om ikke andet, så handlede de med får.

Og håndværkerne slog sig ret godt igennem.

 

Arbejderne havde det hårdt

Men arbejderne, daglejerne havde det virkelig dårligt. I sommertiden gik det godt, for her var det arbejde nok at få. Græsset i de udstrakte egne skulle slås. Og græsslåmaskiner kendte man endnu ikke.

Det var dygtige folk imellem. De påtog sig græsslåningen i akkord. I efterårs- og forårsmånederne var det også en del arbejde med at holde grøfterne mellem engene i orden. Men vintertiden var slem. Daglejerne måtte være glad for at få lov til at tærske hos en gårdmand for kosten og 50 Pf. til 1 Mark om dagen.

Det kunne man ikke brødføde en familie for. Derfor var det ikke et under, at Fattiggårdene ved vintertide var overbefolkede. Der var arbejderfamilier med mange børn. Men man ville helst ikke ”paa Sognet”. Derfor blev børnene sendt ud at tigge uden for sognet.

En af de største gårdmænd i sognet gav efter sigende kødet af en ko til fattigfolk. Men dette var også noget enestående. Når foråret kom, så blev fattiggårdene igen affolket.

 

Der blev drukket tæt

Der blev drukket tæt. Arbejderfamilierne tog det ikke så nøje men drak og skændtes uden at skjule det. Mange af dem blev også hjulpet til Amerika. Men efterhånden blev trangen til spiritus mere behersket.

Sognet havde ikke mindre end 6 kroer dengang. I det mindste så samlede byens mænd sig søndag eftermiddag og om aftenen i kroerne. Som regel gik de berusede derfra. Men der var også en del, der blev hjemme.

Endnu skulle man i skolen ikke afsynge tyske sange. Engang imellem kom regimentsmusikken til Møgeltønder. Og her blev der dog også til et par danske fædrelandssange.

 

En sløj prædikant

Sognets præst havde været der i 14 år. I sognet mente man, at han var en sløj prædikant. Og folk mente, at han var for tysksindet, selv om han var født på Bornholm. Han var en af de få, der var blevet tilbage efter 1864. Han var vel nok dansksindet, men skulle passe på. Han sad som præst i to sogne.

Kirkebesøget var ikke imponerende. Som regel var der kun 5-6 stykker. Når der kun var en besøgende, så enedes man som regel med at aflyse gudstjenesten. Længere vest på var det mere gang i det religiøse. Her var diverse ”sekter” i gang.

 

Sammen med kaptajn Hammer i Vesterhavet

En del af de yngre mænd i sognet havde været med kaptajn Hammer ude i kanonbådene i Vesterhavet. Man forventede at franskmændene ville komme og befri Nordslesvig.

Sikkert ikke en eneste borger fra sognet havde været med den tyske hær i Frankrig i 1870. Men ak, nogle af sognets fremtrædende personer blev sendt som fanger syd på. De skulle ikke ophidse befolkningen. Blandt dem, der blev sendt væk var den ny redaktør, C.A. Willemoes af sognets avis. Han led vist ikke nogen nød i fangenskab. Og for hans familie sørgede velstående folk i sognet.

Redaktøren forsøgte at råbe den noget tunge befolkning op. Han holdt foredrag og navnlig fik han sat dilletant-forestillinger i gang. Ak, bladet kunne ikke gå rundt. En aften forsvandt redaktøren og efterlod en stor gæld.  I mange år havde vestkysten ikke deres egen avis. Flensborg Avis holdt deres indtog på egnen.

Man havde et stort sognebibliotek. Men det blev brugt alt for lidt. Nu var udvalget vel heller ikke det nyeste. Det var mest børnene, der benyttede sig af biblioteket.

 

Slaget i ”Æ Sandkul”

Æ Sandkul lige vest for byen var et yndet sted at lege. Endnu i 1870erne plantede man Dannebrog på volden før stormen på ”Dybbøl”. Værst var det få tyskere nok til stormen. Når slaget var færdigt, drog drengeflokken med Dannebrog og den rødhårede trommeslager i spidsen gennem byen.

Om vinteren var der også muligheder. Der var masser af grøfter med vand. Efterår og vinter stod store områder af enge under vand. Når frosten så kom, var her en enestående isbane. Men man skulle være forsigtig. Men blæsten kunne være ubehagelig. Så var det slotsgraven, der lå som en ring om slottet. Her var mere læ.

 

Den nye godsforvalter

Leg med skibe var særdeles populær, selv om der var en mils vej til havet. De fleste havde aftjent deres værnepligt til søs.

I parken inde ved slottet lå en mægtig dam. Det var lige som et Vesterhav for legetøjsskibe. Og normalt gjorde det ingen skade. Men slottet havde fået en ny godsforvalter. Og han var tysker. Han havde nok heller ikke sagt noget til det hele, hvis ikke, at der på legetøjsskibene var hejst et Dannebrog.

Dette afstedkom et hav af skældsord, der varede ved, indtil skuderne var kommet i land og til børnene havde fjernet sig.

 

Den specielle indlæring

I skolen blev degnen anset for en god lærer. Balslevs forklaring af Luthers katekismus skulle læres udenad fra ende til anden. Også Balslevs bibelhistorie skulle læres udenad. Dertil kom et hav af salmer.

Undervisningen i læsning foregik på den måde at eleverne var delt i to hold. Ældste hold læste i Juhl og Nojesens læseborg for nordslesvigske skoler under tilsyn af de dygtigste elever, der rettede fejl i læsningen og sagde; ”den næste”, når et barn havde læst en halv snes linjer op.

Man talte aldrig om sætningens opbygning eller andet. Når bogen var gennemlæst, startede man forfra. Historieundervisning var ukendt på skolen.

 

Konfirmanderne fik nok at bestille

Menigheden havde fået nok af provsten, men han sad stadig i embedet. Men så døde han pludselig under et missionsmøde i Slotsparken. I hans sted kom en ung, dygtig og nidkær præst (H.S. Prahl). Han var tysksindet. Og selv om han var tysksindet, så talte han udmærket dansk.

Konfirmanderne fik noget at bestille. Søndag eftermiddag samlede han konfirmanderne til børnegudstjeneste. Der var indført bibellæsning og sangøvelser i skolen. Han var meget tilknappet og havde et mut væsen. De stakkels konfirmander skulle også tre gange om ugen mødes med ham i præstegården.

På kirkelige festdage kunne han nu fylde kirken. Og han indførte også juleaftens-gudstjeneste.

 

Masser af kaffepunch

Når der var ringridning holdt rytterne sig varme med masser af kaffepunch. Efterhånden blev de mere og mere usikre i sadlen. Den 8. april blev der tændt bål om aftenen til ære for Christian den Niende. Ellers var det markederne i Tønder, der trak.

 

Tørv fra Gallehus

Anskaffelsen af den første petroleumslampe var en stor begivenhed. Kul og koks blev ikke brugt ude på landet. Her brugte man bilæggerovne, som man fyrede i ude fra køkkenet. De krævede tørv. Og det fik man blandt andet nord for Tønder i Sølsted. Men også lidt tættere på fra Gallehus eller Toghalle kunne man få tørv.

 

Hjemmelavede klæder

De fleste bar endnu hjemmelavede klæder. Garnet blev spundet i hjemmet. Men son regel blev vævet ude. Der fandtes flere vævere og væversker i sognet, ja faktisk også en uldkræmmer. Også farvning skete i hjemmene. Mange steder havde man en ”farvepotte”, der ikke var helt appetitlig. Det hjemmelavede tøj blev vist ikke skyllet tilstrækkeligt, for det var slemt til at smitte af i fugtigt vejr.

En gang imellem kom skrædderen fra Stokkebro for at sy klæder til husets mænd og drenge. Han gik det meste af året på omgang fra hus til hus. Fra tidlig morgen til sent om aftenen arbejdede han. Også sypigerne kom i hjemmene for at sy kvindeklæder.

Det var en stor begivenhed, da den første høstmaskine kom til Møgeltønder. Det var en af de få større gårde, der anskaffede den. Det var ikke nogen græsslåmaskine men en mejemaskine, dog ingen selvbinder.

 

Når badegæsterne kørte igennem

Som regel lå byens gader stille hen. Men i et par sommermåneder var den skueplads for en meget livlig færdsel. Det var badegæsterne fra Sild der pr. vogn førtes fra jernbanestationen i Tønder til slusen ved Højer. Derfra kunne de med en lille damper sejles over til Sild. Jernbanestrækningen Tønder-Højer sluse var endnu ikke anlagt på det tidspunkt.

Det hændte ikke så sjældent, at en vognrække på 20-30 vogne passerede gennem byen. Størstedelen af disse var langt syd fra.

 

Stakkels postbude

Ellers var det postvognen, der tildrog sig opmærksomhed, når den passerede byen og postillonen blæste sine korte, ejendommelige melodier.

En gang om ugen kom dagvognen fra Højer. Det var meget ringe forbindelse mellem nabobyerne dengang. Tænk dengang om aftenen gik et postbud fra Tønder med breve i sit tornister. Næste morgen gik han så turen tilbage fra Højer.

Hele postombæringen i de tre sogne Møgeltønder, Daler og Visby blev besørget af to postbude, der hver måtte gå 4-5 mil om dagen.

 

Kilde:

• Sønderjydske Årbøger
• Se Litteratur Tønder
• Se Litteratur Møgeltønder

 

Hvis du vil vide mere: Om Møgeltønder og nærmeste omegn: Se her på www.dengang.dk:

• En ridder fra Gallehus
• Guldhornene i Gallehus-den tredje historie
• Guldhornene fra Gallehus(1)
• Guldhornenes ældste historie
• Præsten fra Daler
• Overinspektør fra Schackenborg
• Møgeltønder-Fra Ahlefeldt til Schack
• Dagbog fra Møgeltønder
• Møgeltønder Kirke
• Møgeltønder-dengang
• Schackenborg i Møgeltønder
• Oprør i Møgeltønder
• Møgeltønders historie

 

Hvis du vil vide mere: Om tiden i Sønderjylland fra 1864-1920: Se her på www.dengang.dk

• Under 1864 og De Slesvigske krige finder du en oversigt over 26 artikler
• Turen går til Tønder 1862
• Sprogkampen i Tønder 1851-1864
• En luftskibsbase i Tønder
• Angrebet mod Tønder 1918
• Fysikus Ulrik fra Tønder-endnu mere
• Haderslev 1917-1918
• Familie Jürgensens tyske sind
• Aabenraa omkring 1900