Kunne man stole på Centralkartoteket?

Det er god latin, at sige at retsopgøret gik bedre end i andre lande. Påstår man noget andet, bliver man beskyldt for konspiration. Allerede i 1943 i pjecen ”Når Danmark bliver frit” fremkom Frihedsrådet med deres krav. Og de fik stort set alle krav igennem. Modydelsen var, at politikerne fik deres frihed. 34.000 danskere blev interneret. 50.000 modstandsfolk kom under våben. Mange var såkaldte ”sidste dages hellige”. Under interneringen tog Modstandsbevægelsen ansvar for 25 drab. Men var alle 400 – 600 likvideringer retfærdige? Hvis man har rettet sig efter Centralkartoteket, så har man taget fejl. Man havde kalkuleret med at uskyldige ville ryge med. Da Brigaden kom fra Sverige havde de Den Grå Liste med. Efter en uge måtte den tilbagekaldes. Hvad var der sket i den uge? Der skete embedsmisbrug, kartotekskort forsvandt på mystisk vis. Først da Ekstra Bladet i 1946 afslørede grove fejltagelser gik justitsministeren ind med uofficiel undersøgelse. 

 

Danmark kom godt gennem retsopgøret?

Retsopgøret gik lige efter bogen, har vi hele tiden fået at vide. Påstår du noget andet, bliver du beskyldt for konspiration. Det er god latin, at sige, at Danmark kom bedre igennem sit restopgør end i de fleste andre lande.

 

Vi må ikke komme for tæt på

Det er heller ikke god latin at sætte spørgsmålstegn ved de mærkelige ting, der foregik lige efter besættelsen i form af mord og falske politirapporter. Man skjulte hændelser og forfalskede dem. Man skrev om falske hændelser i historiebøger. Mystiske dødsfald kan ikke forklares. Og når vi har spurgt til disse i lokalområdet og er kommet for tæt på opklaringen, ja så er det lukket hos dem, der ved noget. Men også i arkiverne. Vi henviser her til tidligere offentliggjorte artikler. (se artikeloversigt efter denne artikel)

 

Retsopgøret kritiseres

Retsopgøret kritiseres andet steds for ikke at gå dybt og højt nok, men også for at være præget af vilkårlighed og minde om juridisk galehus.

 

Når Danmark atter bliver frit

Dengang i 1943 udsendte modstandsfolk løbesedler, hvor de bekendtgjorde, at der skulle udrensninger til fra top til bund. Frihedsrådet udsendte pjecen ”Naar Danmark atter er frit”. Den handlede ikke mindst, hvad der skulle ske med hensyn til ”Foranstaltninger over for skyldige og medansvarlige”

 

Lovgivningen allerede vedtaget i 1943!

I pjecen talte man allerede om lov med tilbagevirkende kraft. Man forlangte, at naziorganisationer skulle ulovliggøres. Man talte allerede her om minimumsstraffe på 4 års fængsel for en række forbrydelser. Meningen var, at en række mindre forbrydelser ikke skulle dømmes, men sådan blev det ikke.

Rigsdagen skulle efter modstandsbevægelsen’ s opfattelse bestemme hvilke politikere og embedsmænd, der skulle gøres ansvarlige for samarbejdet med tyskerne og herefter retsforfølge dem. Sådan skete det nu ikke. En meget langsom arbejdende kommission bestemte, at ingen politiker skulle straffes.

Yderligere skulle retssagerne ske via særdomstole med særligt udvalgte dommere, fordi Frihedsrådet ikke mente, at de kunne have tillid til de dommere, der havde gennemført politiske interneringer under besættelsen. Men sådan blev det dog ikke.

 

Arrestationsudvalg

I 1944 oprettede Frihedsrådet et arrestationsudvalg, på grundlag af hvis kartotek, centralkartoteket, interneringerne efter befrielsen skulle finde sted.

 

En stor sejr til kommunisterne

Men i 1943 bekræftede den danske befolkning med overvældende flertal den danske regerings politik over for besættelsesmagten. I 1945 blev det så en bemærkelsesmæssig sejr til kommunisterne. Men mellem de to valg ligger modstandsbevægelsen og den illegale presses storhedstid. Således udkom den illegale presse i et oplag på 20 millioner blade. Det fik stor betydning for meningsdannelsen.

 

Mindst 4 års fængsel

Forhandlingerne endte med:

• Lov nr. 259 af 1. juni 1945 om Tillæg til Borgerlig Straffelov angaaende Forræderi og anden landsskadelig Virksomhed.

Minimumsstraffe på fire år blev ligeledes gennemført i den forstand at alle skyldige skulle straffes med mindst fire års fængsel, hvilket afveg fra den oprindelige hensigt at mindre forbrydelser ikke skulle retsforfølges.

Dermed opnåede Frihedsrådet alt hvad de ønskede. Det vil sige, at de opnåede ikke, at det at være nazist kunne føre til straf. Men de blev nu straffet alligevel.

 

Opgøret fandt ikke sted

I 1947 lagde Hal Koch i sin bog ”Jeg anklager Rigsdagen” op til, at et egentlig opgør slet ikke fandt sted.

 

34.000 danskere blev interneret

I løbet af de første uger efter 5. maj blev 34.000 danskere interneret, hvoraf halvdelen slap ud i løbet af få dage. I løbet af de næste slap yderlige en masse ud. Det viste sig at 2/3 af alle disse ikke fik en sag på halsen.

 

50.000 modstandsfolk under våben

Den første uge, var det modstandsfolkene selv, der stod for interneringerne. Derefter blev politiet genindsat i deres beføjelser. I løbet af sommeren var mere end 50.000 modstandsfolk under våben. I slutningen af maj sagde en af modstandsbevægelsens ministre på et offentlig møde:

• Man bør klogt i at huske på, at det er modstandsbevægelsens folk, der har våbnene

Under disse forhold vedtog folketinget det såkaldte straffelovstillæg, som genindførte dødsstraffen og gav love med tilbagevirkende kraft.

 

Straffelovstillægget

Man kan sige, at regeringen var sammensat af to parter, der under det meste af krigen havde modarbejdet hinanden – de gamle partier og modstandsbevægelsen.

Justitsminister Niels Busch – Jensen, der fremlagde straffelovstillægget havde i 1943 været medforfatter til Frihedsrådets pjece.

Tillæg til straffeloven af 1. juni 1945, der havde tilbagevirkende kraft fra den 9. april 1940 og som omfattede forræderi og anden landsskadelig virksomhed. Handlinger begået inden den 29. august 1943 var straffri, hvis de var foretaget i henhold til lov eller ordre eller anvisning givet af lovlig dansk myndighed.

Men dette gjaldt så ikke at indtræde i Frikorps Danmark eller tysk tjeneste.

 

Den Ekstraordinære Tjenestemandsdomstol

For tjenestemænds vedkommende blev det i lovens §11 gjort strafbart at have ydet besættelsesmagten en upåkrævet og ikke uvæsentlig hjælp udover, hvad der fulgte af ufravigelig instruks fra pågældende embede.

For de handlinger, der ikke var af så alvorlig karakter, at straffelovstillægget kunne anvendes, blev der indført en skærpelse af tjenestemandslovgivningen ved lov af 7. juli 1945 om oprettelse af Den Ekstraordinære Tjenestemandsdomstol.

I denne forbindelse er det især lovens §1 stk. 1, nr. 2 om straf for i eller uden for tjenesten at have udvist uværdig national adfærd og nr. 4 om samkvem med medlemmer af besættelsesmagten eller denne tilknyttede organer i et omfang, som lå uden for det nødvendige, der har interesse.

Dette betød i praksis, at bare det man stod i kartoteket, kunne betyde repressalier. Og selv om det var straffrit at være i DNSAP var det ikke straffrit ifølge Den Ekstraordinære Tjenestemandsdomstol.

 

Tyskerpigerne

Interneringerne af formodede landsforrædere skete efter centralkartoteket. Stemningen var ophidset. Det gik også ud over de såkaldte tyskerpiger. Dem havde de illegale blade også haft ført lister over.

 

Mildere straffe i 1946

Allerede i 1946 vedtog Folketinget et revideret straffelovstillæg, der mildnede straffene og åbnede for prøveløsladelse. Men mange var allerede blevet dømt efter den hårde lovgivning, og disse straffe blev ikke nedsat.

Flere af de dømte undskyldte sig forgæves med, at den danske regering i 1941 havde godkendt, at de lod sig hverve til den tyske hær.

 

Udrensning fra top til bund

Lidt over tusinde værnemagere, der havde udført arbejde for tyskerne blev fængslet. Men for de fleste værnemageres vedkommende blev der kun tale om uretmæssig fortjeneste. For ”Tysklandsarbejdere” var det juridiske lidt tvetydig. De var rejst til Tyskland med fagbevægelsens accept.

Nogle mente, at straffene var for milde, andre at de var for hårde. Store demonstrationer krævede ”udrensning til tops og til bunds”. Mange mente, at retsopgøret lod de store forbrydere slippe for let, mens de små fisk blev straffet hårdt.

 

Kommunisterne var meget utilfredse

Særlig blandt kommunisterne var der stor utilfredshed med, at så mange store værnemagere gik fri. Dette hang sammen med, at flere kunne henvise til, at arbejdet var udført på foranledning af den danske regering som led i samarbejds – og forhandlingspolitikken.

 

”De sidste dages hellige”

I besættelseslitteraturen er man uenig i, hvor stor tilslutningen til modstandsbevægelsen egentlig havde. Man taler om begrebet ”de sidste dages hellige”. Det var dem, der fik armbind, da det hele var overstået. I 1944 var der mellem 10.000 – 20.000 og i 1945 kom man op på ca. 50.000. Mange af disse, der egentlig ikke havde været med, fik stukket et gevær i hånden.

 

Modstandsbevægelsen fik igen deres vilje

Den 23. maj 1945 besatte Modstandsbevægelsen Aalborg Arrest på to adresser. Denne aktion fik betydning for de interneredes forhold. Og retningslinjerne var noget, som Frode Jacobsen befalede. Dette forhindrede den grundlovssikrede ret til at blive stillet over for en dommer inden for 24 timer fra anholdelsen.

Man ville have de indespærrede dømt efter den nye lov, der endnu ikke var trådt kraft. Man fik også medhold hos Justitsministeren. Mange løsladelser gav utilfredshed hos modstandsbevægelsen og på denne måde med besættelsen af arresten i Aalborg, ønskede man at presse dommerstanden til hårdere afgørelser og til undtagelsesvis atter engang at afvige fra grundloven.

 

Mere selvtægt

Det var ikke den eneste form for selvtægt, at man oplevede i de kaotiske dage. Således blev justitsminister Thune Jacobsen, generaldirektør Knutzen og fængselsinspektør Kai Jensen også anholdt af modstandsbevægelsen. Og der forekom flere tilfælde.

Fire frihedskæmpere havde på egen hånd foretaget anholdelse af en person, som de mente havde angivet en af de fire, således at han endte i tysk KZ – lejr. Modstandsmanden havde kontaktet politiet, der ikke fandt grundlag for at anholde manden. Derfor tog modstandsmanden og tre af hans kollegaer sagen i egen hånd. Her blev den formodede stikker anholdt og med en revolver pegende mod sig tvunget til at skrive under på en tilståelse.

 

Tog ansvar for 25 drab

Ifølge Ditlev Tamm påtager Modstandsbevægelsen ansvaret for 25 drab i forbindelse med anholdelsesaktioner eller interneringer. Men egentlig er dette heller ikke blevet undersøgt.

Der fandt selvfølgelig masser af selvtægt sted. Der blev brugt trusler både over for lovgiverne og de internerede. I en del tilfælde fik disse en hårdhændet behandling.

 

Politikere blev truet

Også politikere, der gik imod straffelovstillægget blev truet. Dette skete for Oluf Pedersen fra Danmarks Retsforbund. Han gik også som en af de eneste imod dødsstraffen.

 

Efterkom Folkekrav – ellers selvjustits

Advokat Carl Madsen skar måske problemstillingen ud i pap i sit indlæg i Land og Folk den 26. maj 1945:

• Hvis regeringen ikke efterkommer dette folkekrav på en fyldestgørende måde, må det forventes, at folket tager sig selv til rette og udøver selvjustits.

 

Frihed var dyrt købt

Politikerne fik sikret deres egen frihed, men resten af lovene tog udgangspunkt i Frihedsrådets pjece ”Naar Danmark atter er Frit” Man kan så sige, at denne frihed var dyrt købt. Modstandsbevægelsen fik ret stor indflydelse på retsopgøret.

 

Ingen indsigelser

Man kan undre sig over, hvorfor så få personer talte imod dødsstraf og lov med tilbagevirkende kraft. Man protesterede heller ikke mod de likvideringer, som måske ikke skulle have fundet sted fra modstandsbevægelsens side, indsigelser mod de drab, der forekom under interneringerne, mishandling af tyskerpiger eller den hårdhændende behandling af nogle af de internere.

 

Man ville ikke sætte sig uden for fællesskabet

Man turde ikke sige imod. Tænk, hvis man blev sat i bås med landsforrædere eller ligefrem havnede i en af kartotekerne. Man ville ikke sætte sig uden for fællesskabet. Frygten var sandsynligvis stor. Man ville gerne fremstå som ”Rigtig Dansker”. Derfor støttede man også ønskes om dødsstraf. Dette krav havde Frihedsrådet ikke med i sin pjece fra 1943.

 

Nu skulle der bare afregnes

Nu skal der også dertil siges, at hævngerrigheden var stor. Man så gennem fingrene med alt, hvad der var ret og rimelig. Nu skulle der bare afregnes.

 

De skulle ikke have politisk indflydelse

Den 3. juli 1945 offentliggjorde Gallup en undersøgelse ad, hvorvidt befolkningen syntes, at Modstandsbevægelsen fortsat skulle have politisk indflydelse. 30 pct. mente, at det skulle de fortsat have, mens 40 pct. mente, at dette skulle afskaffes.

 

De bestred alle magtfaktorer

Når vi nu i denne artikel omkring Centralregistret har taget disse ting med, er det for at dokumentere, at Modstandsbevægelsen bestred alle tre magtfaktorer i magtens tredeling.

 

Flere stikkere skulle være likvideret

Gunnar Dyrberg markant skikkelse i gruppen Holger Danske mente, at man nok skulle have likvideret langt flere stikkere. Denne afdeling under besættelsen er heller aldrig blevet undersøgt. Der blev foretaget mellem 400 og 600 likvideringer. I kølvandet fulgte rovmord, pengeafpresning, tyverier, røverier og rovmord.

 

Ingen tilbundsgående undersøgelse

Hverken regering, folketing, politi, historikere eller journalister har undersøgt disse forhold til bunds. I 2000 forsøgte Stefan Emkjær at løfte noget af sløret. Det vil sige, at Frode Jacobsen i 1945 bad om en undersøgelse af 121 likvideringer.

 

Det kneb med troværdigheden

Hvis man nu udelukkende gik efter oplysninger i centralkartoteket, når man likviderede folk, så kunne dette være særdeles problematisk, hvilket vi skal se i det følgende. Et udvalg arbejdede med at samle oplysninger omkring de mistænkte. Der oplyses, at der var cirka 40.000 i registret, men vi har også set nogen, der formodede, at der var 250.000.

Vi har godt nok brugt en del litteratur for at komme til bunds i, hvordan dette register blev opbygget. Dengang har man sikkert haft en troværdighed til dette register, men det kan man nu godt betvivle i dag. Selvfølgelig kunne man ikke under besættelsen foretage en grundig undersøgelse af troværdigheden. Men noget tyder på, at denne undersøgelse heller ikke blev foretaget efter besættelsen.

 

Arrestationer præget af stor tilfældighed

Efter besættelsen erkender lederen af registret, Carsten Høeg da også, at der ikke var:

• Blevet udvist den fornødne skønsomhed

Samme person har også have udtalt, at

• Arrestationerne i første omgang vil blive præget af stor tilfældighed.

 

Det er gået ud over uskyldige mennesker

Det er uden tvivl gået ud over uskyldige mennesker. Vi har nogle enkelte artikler fra dagspressen, der bevidner dette. Men omfanget er nok væsentlig større.

Det store problem var, at når folk erfarede, at de var i kartoteket og kunne bevise, at de var uskyldige, ja så kunne de ikke komme ud. Det var som om, at embedsmændene omkring kartoteket havde blind tillid til, at det, der stod i registret var helt korrekt.

 

Uskyldige ville ryge med

Det kan jo virke lidt besynderligt, for da befrielsen nærmede sig, udsendte Høeg en meddelelse til regionslederne om, at det lokale skøn i sidste ende måtte spille en afgørende rolle i håndteringen af interneringen og det, der var endnu værre. Høegh var åbenlyst klar over, at uskyldige ville ryge med og udtrykte direkte håb om at de måtte blive frifundet hurtigt.

Jo oplysningerne hvilede ofte på et meget spinkelt grundlag og undertiden på tilfældig sladder.

 

Erindringsbøger med efterrationaliseringer

Men de folk, der havde været udsat for falske informationer havde alt at tabe. Mange af de erindringsbøger, der er skrevet fra dengang er præget af efterrationaliseringer. Man har rost dem man skulle og ikke skrevet noget negativt.

 

Personer havde nedsættende holdning

Kigger vi på de personer tæt på kartoteket, så havde de en yderst nedsættende holdning til samarbejdspolitikken og den holdning at alle nazister skulle straffes. De var fulde af fordomme.

Arrestationsudvalget bestod i første omgang af Frode Jacobsen, Carl Madsen og N.V. Nørup. Den sidstnævnte blev dog arresteret af tyskerne og erstattet af Viggo Villadsen, som var højt placeret i modstandsgruppen Holger Danske. Ja denne stod for stikkerlikvideringerne i Holger Danske, dengang.

Til at lede selve opbygningen fandt man frem til Carsten Høeg, som kom fra modstandsgruppen Ringen.

 

Mange oplysninger tilflød Centralregistret

Til Centralkartoteket flød der store mængder af oplysninger af mere eller mindre troværdig art. Der kom et SA – kartotek over Storkøbenhavn. I oktober kom der et kartotek fra kommunister med DNSAP – medlemmer. Dertil kom medlemsliste over Schalburgkorpset, Sommerkorpset og Waffen SS.

Fra Rigsbibliotekaren fremskaffede man nazistiske publikationer. Hærens Efterretningstjeneste var også i gang med at udarbejde et kartotek, men dette blev aldrig sendt til Centralregistret.

 

Kommunisternes kartotek

Kommunisternes kartotek havde under krigen til huse i en firmabygning ”Modepalæet” på hjørnet af Østerbrogade og Slagelsegade. Her var viceværten Nielsen medlem af DKP. Kartoteket var gemt i firmaets arkiv.

 

Den Grå Liste

Efter den 29. august 1943 etablerede officerer, der var flygtet til Sverige, i Stockholm en efterretningssektion, hvis opgave blandt andet var at udarbejde en fortegnelse over danske statsborgere, der kunne mistænkes for ”unational virksomhed”.

Fortegnelsen, der ved befrielsen blev udformet som en bog kaldet ”Den Grå Liste”, blev givet til Feltpolitidetachementets personale ved afgangen fra Sverige. Den 7. maj 1945 blev den tillige udsendt til detachementets tjenestesteder rundt omkring i landet. Eksemplarer tilgik også Centralkartoteket.

 

Listen blev tilbagekaldt

Men man opdagede hurtigt, at de oplysninger, som listen indeholdt var fejlagtige. Derfor beordrede Generalstabens Efterretningssektion den 14. maj 1945 listen inddraget.

Mange af listens oplysninger indgik i registreringerne i Centralkartoteket efter en meget sløset gennemgang af det politipersonale, der var tilknyttet kartoteket.

 

Oplysningerne kunne gives anonymt

Det er hævet over enhver tvivl, at nogle brugte muligheden for at sprede rygter om unational virksomhed som et led i et hævntogt mod personer, som de af forskellige grunde havde et udestående med eller blot ikke kunne lide, og dette blev gjort lettere ved at oplysningerne kunne gives anonymt.

 

Skete der fejltagelser?

I den uge listen var ude, kan det være begået fejltagelser. Men det får vi aldrig at vide. Vi har i hvert fald kendskab til en hændelse som myndighederne har forsøgt at skjule på forskellig måde.

 

Likvidering af Asmus Jensen

I tidsrummet mellem de to datoer (den 7. – 14. maj) foregik en mystisk likvidering i Padborg. I historiebøgerne og i politirapporterne står der, at Asmus Jensen blev skudt under flugt over grænsen til Tyskland på lang afstand af medlemmer fra Den Danske Brigade. Dette stemmer slet ikke overens med obduktionen, der viser, at Asmus Jensen blev dræbt med nakkeskud på kort afstand.

Vores undersøgelse viste hurtigt, at likvideringen var begået af den lokale modstandsbevægelse, og at politimyndighederne var informeret om dette.

Du kan læse mere om vores undersøgelser i vores andre artikler (se artikeloversigt)

 

Landssvigere

De formodede landssvigere skulle inddeles og registreres i 5 overordnede kategorier:

1. Samtlige medlemmer af nazistiske organisationer. At være medlem af en nazistisk organisation er i og for sig ikke en strafbar handling, men sandsynligheden for, at medlemmer af nazistiske organisationer har begået strafbare handlinger, er så stor, at man straks må sikre deres personer og undersøge deres forhold.
2. Alle danske, der under den ene eller anden form er gået direkte i tysk tjeneste – som medlem af et af frikorpsene, organisation Todt, tysk politi, som marinevægter eller lignende.
3. Alle, der uden at være direkte ansat af tyskerne, har optrådt som stikkere
4. De, der må befrygtes ellers at blive ofre for privat lynjustits
5. Tyske krigsforbrydere, d.v.s. de tyskere, der har gjort sig skyldige i umenneskelige (mod Haager Konventionen stridende) optræden under besættelsen.

 

Lederen var forudindtaget

Under punkt 1 har vi forklaringen på, hvorfor alle nazister også blev arresteret, selv om dette i sig selv ikke var strafbart. Her var det udelukkende på formodningen, at man havde begået noget strafbart.

Det var tydeligt, at Carsten Høegh var forudindtaget. Således fremgår det i hans kronikker i Information i marts 1946 som er gengivet i biografien over ham:

• At nazismen havde afsløret træk der ligger dybt i det tyske folks mentalitet, så man måtte være årvågen over for tysk infiltrationen af enhver art.

 

Anvisning til Frihedsrådet

Den 5. november 1944 blev der sendt en anvisning til Frihedsrådet, hvordan man behandlede registret. Det var i tilfælde af, at de nærmeste ledere skulle blive interneret, likvideret eller på andre måder blive forhindret i at udføre deres arbejde med kartoteket.

Man skrev aldrig et personnavn op fra hvem man havde fået en oplysning. Egentlig blev oplysningerne aldrig kontrolleret. Det blev enten kasseret eller godkendt på formodning. Man talte også om sikre og usikre informationer. Og dem der så skulle arresteres efter besættelsen fik så på deres kort påført et rødt stempel med R.

 

Stikkerkartotek

Noget tyder på, at man også oprettede et specielt stikkerkartotek. I Frode Jacobsens erindringer nægter han ethvert kendskab til et stikkerudvalg under Frihedsrådet.

Bo Lidegaard har dokumenteret, at Centralkartoteket blev benyttet i forbindelse med undersøgelsen af den store mængde stikkerlikvideringer, der blev foretaget af modstandsfolk i løbet af 1944 – 1945.

 

Sager blev fjernet

Det foregik på den måde, at Frode Jacobsen i efteråret 1945 rekvirerede politiets liste over uopklarede drab. Han holdt derefter møder med diverse modstandsgrupper. Han fjernede derefter alle sager, der omhandlede drab på folk,

• der må anses for at have været stikkere, eller på anden måde farlige for modstandsbevægelsens arbejde i sin tid.

 

Frode Jacobsen spillede dobbeltrolle

Det tyder på, at Frode Jacobsen har spillet en dobbelt rolle og bevidst søgt at lægge låg på sagen og decideret givet urigtige oplysninger, der ikke stemmede overens med oplysninger i hans eget ministerarkiv. Ja sådan kan det tolkes, når man læser Bo Lidegaard’ s omtale.

Spørgsmålet er så, om man overhovedet er i stand til at efterforske alle disse likvideringer, hvis dette engang skulle ske?

 

Havde Frihedsrådet kontrol med drabene?

Stefan Emkjær konkluderer, at der sandsynligvis ikke har været et stikkerudvalg, men at det:

• formentlig inden for modstandsbevægelserne – at man forventede, at det var et udvalg.

Modstandsfolk troede at Frihedsrådet havde kontrol med drabene.

 

Centralkartoteket blev flyttet

Da politiet igen blev genindsat den 9. maj, blev centralkartoteket flyttet til Politigården. Her fortsatte Høeg i begyndelsen som leder.

I juli fulgte Bovrup – kartoteket. Nu overtog politiadvokat Borum ledelsen, og Høeg kunne trække sig tilbage. Og som vi allerede har omtalt, så havnede mange uskyldige i kartoteket. Men ifølge Claus Bryld’ s undersøgelser blev der kun gives oprejsning til 680 personer af de mange tusinde uskyldigt internerede.

 

Aldrig gennemført en grundig undersøgelse

Man påstod, at man gik minutiøs gennem materialet. Det var bedre, at man fik så mange som mulig ind i kartoteket, så kunne man bagefter lave en mere omfattende undersøgelse af kartoteket. Men ifølge Tamm blev denne undersøgelse kun delvis udført.

Det samme har sikkert været tilfældet med Bovrup – kartoteket. Meningen var, at der skulle ske en grundig efterforskning efter krigen. Og hensigten var, at politiet skulle gennemføre dette.

 

Usikre oplysninger sivede ud

Åbenbart er der sket masser af fejl, for følsomme og usikre oplysninger sivede ud til diverse udrensningsudvalg. Folk blev nægtet pension, fyret og udelukket af samfundet grundet meget løse oplysninger.

Der opstod også alvorlige fejl i omgangen af materialet efter at politiet overtog det. Der skete deciderede embedsmisbrug i forbindelse med udlevering af følsomme oplysninger.

 

Ekstra Bladets afsløringer i 1946

Ekstra Bladets artikler fra dengang afslører, at folk var blevet afvist, ligesom det i politiets ledelse er blevet fjernet oplysninger i registret. Og dette er vel kun toppen af isbjerget.

Fra den 20. til den 30. juli 1946 kunne Ekstra Bladet berette om tilfælde, hvor uskyldige mennesker, var blevet belastet, fordi de uskyldig var havnet i Central Kartoteket. Både den gamle leder, Høeg og den ny leder, Borum skrev et lang brev til bladet.

En tidligere Stutthof – fange blev hængt ud som stornazist og så videre. Det kom også frem, at DNSAP – kort på mystisk måde forsvandt.

 

Statsadvokat gennemfører uofficiel undersøgelse

Der blev foretaget en uofficiel undersøgelse af statsadvokat Troels Hoff. Her fandt man så ud af, at politiadvokat Borum havde dækket over ulovligheder. Således var en række dokumenter forvundet fra kartoteket. Herunder administrationspapirer fra Nordische Gesellschaft samt kontingentlister fra Bovrup kartoteket.

En række embedsmænds data var fjernet fra Bovrup – kartoteket og der er sikkert begået andre ulovligheder som det har været umuligt at efterspore. Åbenbart afsluttede statsadvokaten undersøgelserne med en rapport den 28. december 1946. Om det første til konsekvenser vides ikke.

Noget for noget

I en kort artikel i Berlingske Tidende den 27. september 1947 med titlen En ung Mand fjernede Brevet til H.C. Bryld beskrives en tjenestemandssag mod trafikinspektør Hedegaard fra DSB. I artiklen nævens blandt andet:

• at Trafikinspektøren (Hedegaard) beredvilligt havde udstedt falske Frikort til Modstandsbevægelsen.
• Hedegaard havde lovet at hjælpe ham til Udlandet, hvis han til Gengæld vilde fjerne Dokumenterne om Trafikinspektøren fra Centralkartoteket.

Politi/embedsfolk og civile blev behandlet forskelligt under den nye ledelse af centralkartoteket.

 

Lovgivning forekom mystisk

Lovgivningen forekom også lidt mystisk. Det kunne vi blandt andet se på den dom to personer i første omgang fik for at have skudt et medlem af Det Tyske Mindretal i Løgumkloster. Og det forekom også lidt mystisk med retssagen mod to nazister i Tønder som man ville dømme for krigsforbrydelser for enhver pris.

 

I lukkede arkiver

Da Viggo Villadsen var ledende medarbejder på Centralkartoteket havde han mulighed for at videregive informationer til likvideringsgrupper, da han var administrerende leder i Holger Danske. Om han så benyttede sig af dette, vides ikke.

Det er umuligt at påvise, hvor stor embedsmisbruget egentlig var, og hvor mange tusinde, der egentlig blev likvideret eller pådrog sig ubehageligheder fordi de var uskyldig havnet i Centralregistret. Mange af de oplysninger befinder sig i lukkede arkiver.

 

Kilde:

• Niels Alkil: Besættelsestidens Fakta
• Leif Larsen. Borgerlige Partisaner
• Per Øvig Knudsen: Efter Drabet
• Flemming B. Muus: Gjort Gerning
• Jørgen Røjel: Holger Danske rejser sig
• Frode Jakobsen: I Danmarks Frihedsråd 1 – 2
• Svenning Rytter: Retsopgøret under og efter Besættelsen
• Steen Andersen: Danmark i det tyske storrum
• Bo Lidegaard: Kampen om Danmark 1933 – 1945
• Claus Bundgaard Christensen: Danmark besat, krig og hverdag 1940 – 45
• Knud J.V. Jespersen: Besættelsen i perspektiv
• Hans Kirchhoff: Samarbejde og modstand under besættelsen
• Erik Kjersgaard: Danmark under besættelsen
• Wurtz: Centralkartoteket 1944 – 1947/ Aarhus Universitet
• Palle Roslung – Jensen: Danskerne og besættelsen, holdninger og meninger
• Claus Bryld m.m.: Retsopgøret 40 år efter
• Stefan Emkjær: Stikkerdrab
• Ditlev Tamm: Retsopgøret efter besættelsen 1 – 2
• Ditlev Tamm: Opgør og udrensning
• Vilhelm La Cour: Danmark besat
• Eli Fischer- Jørgensen m.m.: Interneringskartoteket – om Carsten Høeg og h….
• Carl Madsen: Vi skrev loven – 34 fortællinger fra fædrelandets historie
• Besættelsestidens Hvem – hvad – hvor
• Karl O. Christiansen: Mandelige landssvigere under besættelsen
• Marlene Djursaa: DNSAP
• Henning Koch: Demokrati – slå til
• Henning Poulsen: Besættelsesmagten og de danske nazister
• Henrik Stevsborg: Politiet 1938 – 47
• Besættelsestidens litteratur (under udarbejdelse)

 

Hvis du vil vide mere: www.dengang.dk indeholder 173 artikler om besættelsestiden/anden verdenskrig herunder:

 

Artikler med relation til overnævnte artikel:

• De Mystiske Mord ved Grænsen (1)
• De Mystiske Mord ved Grænsen (2)
• Mord i Padborg 1 – 4
• To skæbner i Kiskelund
• De dødsdømte fra Tønder

 

Overvågning:

• Bovrup – kartoteket
• Overvåget – dengang
• Historien om overvågning 1 – 2
• Den sønderjyske politiadjudant
• Den sønderjyske efterretningstjeneste

 

Stikkere og værnemagere

• Skal alle krigsfangere ikke straffes
• Tilfældet – Aabenraa Motorfabrik
• Værnemagere
• Kryssing og Frikorps Danmark
• Danskere og Frikorps Danmark
• Danskere i Hitlers tjeneste
• Landsforræderi og landssvigere
• Stikkerdrab
• Danskere i tysk terrors tjeneste
• De danske nazister
• I tysk krigstjeneste
• En stikker fra Sønderjylland
• Stikkeren – mord uden samvittighed
• Frits, nazister og kartoteker
• Frits Clausen – lægen fra Aabenraa
• Frits Clausen – den tredje historie

 

Befrielsen / retsopgøret

• Befrielsesdage
• Likvideret i Alssund 5. maj 1945
• Deserteret i Svenborg – likvideret i Gelting
• Hvorfor kom Montgomery så sent
• Retsopgøret i Sønderjylland
• Da krigen var forbi
• Tyskerluder og drageyngel
• Likvideret på Nørrebro
• Opgøret efter 1945
• Sønderjylland maj 1945
• Tyskertøser, feltmadrasser og horeunger
• Aabenraa maj 1945
• Faarhuslejren
• Tønder – maj 1945 og mange flere