Hun er den eneste mand, der bliver portrætteret i Dansk Kvindebiografisk Leksikon. Hun var afholdt og respekteret for hendes syn på børneopdragelse. Hun var født med defekte kønsorganer, og blev ved fødslen fejlagtig bedømt som kvinde. Vilhelmine forgiftede Volmer, en knægt i konfirmationsalderen som hun havde et forhold til i fem år. I fængslet fandt man ud af, at her var der ikke tale om en mand. Læs denne frygtelige og tragiske historie.

 

Eneste mand i Kvinde – leksikon

Hvem var hun Vilhelmine? Var hun mand eller kvinde? Vi har skrevet om hende tidligere på www.dengang.dk. Hun var hermafrodit, pædofil og morder.

Og så er hun/han den eneste mand, der er placeret i Dansk Kvindebiografisk Leksikon.

 

Anerkendt børnehaveleder

Hun var plejemor på Børnehjemmet Kana på Strandvejen 39. Det var et hvidt palæ i nærheden af Svanemølle Station.

Hun var høflig og venlig. Børnene elskede hende. Hendes syn på børneopdragelse vakte stor anerkendelse. Hun fortalte også gerne om, alle de skæbner, som hun havde reddet.

I Højskolebladet skrev hun:

Nu ved jeg ogsaa meget godt, at der ere mange Mødre, som ville lette paa Skuldrene og ryste paa Hovedet, fordi de ikke rigtig have Tro til, at vi ugifte Plejemødre virkelig forstaar hvorledes vi skulle omgaas Børn, da vi mangle det gyldne Kjærlighedsbaand, som knyttes mellem Moder og Barn i Fødselsstunden. Hertil vil jeg sige: deri kunne I have Ret, og jeg for mit Vedkommende skal ærlig indrømme, at jeg tit har sukket, fordi at jeg følte, at jeg fattedes Kjærlighed. Men paa den anden Side, saa har jeg ogsaa følt, at hvor jeg var afmægtig, der var Gud mægtig.

 

Datidens moral kunne ikke rumme hendes tanker

Hun var en, som man lyttede til. Hendes tanker om opdragelse, blev bragt i mange blade. Hendes tanker var moderne snak. Datidens strenge moral kunne næppe rumme hendes tanker.

I aviser og blade blev hun kaldt from og elskelig.

Politiken gav en meget god beskrivelse af hende:

 Høj og mager med graasprængt haar redt ned til Siderne. Ansigtet har stærkt markerede Træk med et kraftigt udviklet Underansigt. Paa den skarpe Næse bærer hun Briller, bag hvilke lyser et Blik, fuld af Energi. Hun er altid iført en ganske tarvelig graa Hvergangskjole. Hele Personen gør indtryk af den fuldkommeste Askese.

 

Volmer fundet død

12 år efter hendes tiltrædelse i 1893 skete der dog noget, som vakte vild forargelse og bestyrtelse. Efter en fødselsdagsfest på Kana blev Volmer Sjøgren fundet død på et værelse i børnehjemmet.

Som to årig var han blevet optaget på Børnehjemmet Godthaab, hvor Vilhelmine en kort overgang havde været ansat. Volmers nor var enke og meget syg, derfor var han blevet sendt på børnehjem.

Da Vilhelmine fik ansættelse på Karna bad hun Madam Sjøgren, om at tage Volmer med sig.

 

Opførelsen ikke tilfredsstillende

Nu var denne Volmer ikke altid let at have med at gøre. I en beskrivelse af ham forelagt senere i Københavns Criminal – og Politiret, kan man læse, at han i skolen ofte var fraværende og hvad:

Opførelsen angaar, da var den alt andet end tilfredsstillende, thi der var snart ikke den Last, uden den blev øvet af Volmer.

 

Volmer død af blodprop

I 1893 havde Volmer nået konfirmationsalderen, og det var sørget for, at han kunne fortsætte på en plads hos en karetmager i Roskilde.

Men det nåede Volmer aldrig. Vilhelmine forklarede til Børnehjemmets læge, Just Gottschalk, at Volmer havde klaget over smerter i brystet. Lægen var blevet tilkaldt og konstaterede, at Volmer var død af en blodprop. Måske var det Vilhelmine Møllers massive prestige i samfundet, der var årsag til lægens manglende undersøgelse.

Den 5. marts blev han begravet på Vestre Kirkegård.

 

Louis mor henvendte sig

I et brev til Madam Sjøgren beskrev Vilhelmine Møller ceremonien, og tilføjede, at hun nok skulle vedligeholde den. Fra Hjemmets side ville man også besøge gravstedet og sørge over Volmer.

Men det løfte kom Vilhelmine ikke til at holde. For to dage inden begravelsen skete det nemlig, at moderen til en dreng, der tidligere havde boet på hjemmet henvendte sig til bestyrelsesformanden for Kana, grosserer Christian Møller Andersen. Hun kom med oplysninger, der vakte mistanke om, at frøken Vilhelmine Møller havde gjort sig skyld i usædelige forhold til den nu afdøde Volmer.

Det var Louis mor, der havde henvendt sig. Og Louis var Volmers værelseskammerat. Han havde fortalt, at forstanderinden ind imellem tilkaldte Volmer om aftenen og krævede, at han overnattede i hendes seng.

Louis betroede sin mor, at Frøken Møller havde gjort ting ved Volmer. Da moderen hørte om Volmers død, henvendte hun sig til formanden for Kanas bestyrelse. I første omgang blev hendes insinuationer afvist som fuldstændig grundløse. Historien lød som fuldstændig grundløs.

 

Mistanken bestyrket

Bestyrelsen forsøgte at komme til bunds i sagen, men de kunne ikke rigtig tale med hovedpersonen. Hun blev indlagt den 10. marts på Kommunehospitalet. Derfor overdrog bestyrelsen, sagen til politiet.

Men bestyrelsen på Kana ville have forstanderinden renset. De troede simpelthen ikke på historien.

 

Den efterfølgende undersøgelse bestyrkede mistanken til Vilhelmine Møller. Da hun blev udskrevet blev det erklæret at hendes sjælelige tilstand måtte betragtes som normal. Og så var politiet parat til at anholde hende.

 

Fem års uterligt forhold

Vilhelmine Møller nægtede sig skyldig i alle anklager. Men to uger efter anholdelsen tilstod hun at have udvist uterligt Forhold overfor Volmer. I fem havde hun haft et uterligt forhold til Volmer.

Hun påstod, at Volmer selv var kommet ind til hende om aftenen. Flere af drengene på hjemmet kendte til forholdet. De havde endda drillet Volmer med det.

 

Myrdet med Kloralmikstur

Samme dag som hun tilstod gravede man Volmer op og konfronterede hende med liget. Men hun nægtede sig fortsat skyldig i mord. Men den 28. marts tilstod hun dog. Hun forklarede, at hun ville afslutte det usædelige forhold.

Hun var blevet nervøs, pirrelig og overanstrengt. Hun var også bange for, at når Volmer nu skulle forlade børnehjemmet, ja så ville han røbe forholdet, og dermed skade børnehjemmet. I datidens medier kunne man læse hendes tilståels:

 Jeg havde ødelagt Drengen. Saa tog jeg Livet af ham, for at han kunne gaa ind til et Liv i Himlen, der var bedre end det, der ventede ham her paa Jorden.

For at hjælpe Frk. Møller til lidt søvn havde doktor Gottschalk ordineret hende en flaske kloralmikstur, som hun brugte som sovemiddel.

 

Glasset blev tømt

En dag, da hun så flasken, faldt det hende ind, hvordan hun kunne redde sig selv og børnehjemmet. Da de fejrede en drengs fødselsdag, så børnehjems – lederen sit snit til at føre sin ide ud i livet.

For de store serverede hun en blanding af saft og rom. I Volmers glas tømte hun også flasken af kloralmikstur, der på det tidspunkt var halvfuld.

Volmer drak en del af glassets indhold, men syntes ikke om smagen. Han klagede til plejemoderen, som drillede ham og sagde, at han skulle drikke op.

Volmer drak derefter det meste. For ikke at vække mistanke, tømte Vilhelmine selv glasset.

 

Han var ikke mere i live

Inden længe følte Volmer sig utilpas, og Vilhelmine bad sin medhjælperinde med at hjælpe ham til sengs.

Senere kiggede Vilhelmine ind til ham, og så at han sov fast. For at fremskynde døden tog hun to uldtæpper og viklede om hans hoved.

Da plejemoderen igen kom for at se til ham, havde han skubbet tæpperne til side. Han ansigt var vredet i krampeagtige trækninger og han kiggede med åbne øjne på sin morderske. Sidste gang hun så til ham, var han ikke mere i live.

 

Ikke en let opvækst

Vilhelmine havde sandelig ikke en let opvækst

Hun var evigt blevet udstødt og var af hendes medmennesker kun mødt med ukvemsord.

Hun følte sig forstødt af sine forældre og led under den aparte fremtoning.

Allerede før konfirmationen var hun kommet ud at tjene. Som 20 – årig endte hun i fængsel, fordi hun havde stjålet mad til sine mor, der var blevet enke med fire små børn.

 

Hun kom i Rudolph Frimodts menighed.

Og Vilhelmine deltog i søndagsmøder, hvor emnet var kvindesagen. Dette forandrede hendes liv. Hun tog på forskellige højskoler. I et billede i Politiken kunne man se, at hun havde en sølvpil i håret. Det var tegn på, at hun tilhørte den Grundtvigske bevægelse.

 

Forhold til en kvindelig medarbejder

Snart kom det frem, at hun havde stået i et intimt forhold til hendes medhjælperske på Børnehjemmet Kana, enken Fru Macwitz. I april blev Fru Mackwitz anholdt for mulig medvirken i forbrydelsen mod Volmer. To måneder efter blev hun løsladt.

 

Misdannede kønsdele

I slutningen af april fortæller Vilhelmine, at det var noget abnormt ved hende. Men først efter flere måneder bliver hun underkastet den første lægelige undersøgelse. Undersøgelsen blev foretaget af psykiater Carl Georg Gædeken og fødselslæge Asger Stadfeldt.

De fastslog den 3. oktober, at arrestanten ikke var en kvinde men en mand. Misdannede kønsdele havde gjort, at Vilhelmine Møller var blevet bestemt til et fejlagtigt køn.

 

Navneskift til Vilhemine

Den 22. december fik hun kongelig tilladelse til at skifte navn fra Frederikke Vilhelmine

Møller til Vilhelmi Møller. Derfor skulle han nu i mandfolkearrest. I Socialdemokraten kunne man den 6. januar 1894 læse, hvordan forbryderen havde taget afsked med sin moder og søster, under stærk Sindsbevægelse talte hun med dem, og blev derefter overgivet til mandlig bevogtning. Hendes Haar blev afklippet og iført Mandsdragt blev hun derefter ført til Fængslet på Kristianshavn.

 

Dom omstødt

I fængslet forfattede Vilhelmi mange skrifter. Disse skrifter blev forfattet for at formidle dommerne, men det hjalp nu ikke. Politi og Criminalretten idømte ham dødsstraf. Sagen blev anket til Højesteret. Og her blev dommen omstødt til livsvarig fængsel.

Vilhelmi Møller blev overført til Vridsløselille Statsfængsel.

 

Under en tegning af den mandhaftige morderske skrev Politiken kort efter tilståelsen af mordet:

Saaledes ser hun ud, denne Plejemoder, som ved sin grufulde Daad har faaet mangt et Moderhjærte til at dirre i Rædsel.

 

Giftede sig med Frøken Larsen

I sine første år i Vridsløselille var Vilhelmini skrædder, og fra 1902 fængslets bogbinder. Efter 11 år i fængslet, blev Vilhelmi Møller den 1. december 1905 benådet for reststraffen. Under hele fængselsopholdet havde han via korrespondance bevaret kontakten til en tidligere fangevogter i kvindearresten, Agnes Larsen.

Efter sin løsladelse skiftede han navn til Frederik Vilhelm Schmidt og giftede sig med Frøken Larsen.

 

Da Hr. og Fru Møller blev for gamle til at tjene livets brød, fik de plads på Vartov, et hjem for fattige og syge.

Frederik Vilhelm Møller endte sine dage som 96 – årig hos nogle slægtninge. Den 24.12.1936 døde han i Vangede Sogn.

 

Følte sig som dobbeltmenneske

Vilhemi Møller indledte sin biografi, som han skrev i fængslet med sætningen:

 Dersom jeg skulde give mig selv et Navn eller Benævnelse, som jeg mente kunde passe paa mig og mit Liv, skulde det være “Doobbeltmennesket, thi som jeg i det ydre er noget dobbelt, saaledes er jeg ogsaa i det indre.

 

Omtalt i skillingsvise

Børnehjem var drevet af private midler. Først i 1905 blev børneforsorg et offentligt anliggende. Mange af de private børnehjem blev statsanerkendte og – kontrollerede. Mordet på Kana fandt for børnehjælpssagen sted på et meget uheldigt tidspunkt.

 

Som det var normalt dengang, blev der skrevet skillingsviser om store begivenheder. Og sagen mod Frøken Møller fik også sine egne viser:

Den Kvinde, Frøken Møller, som

Vi vel erindre kan

For Drengemord maa vente Dom,

En fulstændig Mand.

Fra Barndomstid han gaaet har

I Kvindeklæder om,

Han bly og ærbar altid var

Indtil i Synd han kom

 

– Han først forførte Drengene,

Og leded dem til Last

Og lokked dem til Sengene,

De troede Alle fast,

At han en Kvinde var, men sidst

Han myrded en af dem,

Da var det Slut, nu naaer han vist

Ej mer til Kanahjem.

 

I Fængslet blev han sikker bragt,

Men Skæggestubbene

Foraadte hende, man gav Agt

De blev saa “knubbene”

Se saa blev Vilhelmine ført

Til Fødselsstiftelsen,

Profes’ren saae og sagde tørt:

Du er en Mand, min Ven.

 

Kilde: Se

• Litteratur Østerbro

 

www.dengang.dk indeholder mange artikler om kriminalsager