Man kan komme langt på cykel fra København. Vi tog flere gange i løbet af syv dage op til Nordkysten. Her er den første artikel. Den førte os gennem Hellerup, Gentofte, Charlottenlund, Dyrehaven, Jægersborg og meget mere. Vi skal også forbi de mange vange, der tilhørte dem, der arbejde for byen. Vi kigger på Gentofte Sø og den berømte kro, Slukefter. En ulykke på Gentofte Station skal vi også høre om.

 

På vej til Nordkysten

Det er nok de færreste, der tænker på, at man fra København i løbet af et par timer eller tre på cykel kan nå til Nordkysten. Man kommer gennem en enestående natur, som er meget forskellig fra den natur, jeg var vant til som barn. Da var det den flade Marsk ved Tønder og Højer, der dengang fascinerede mig.

 

Bed Guderne om godt vejr

I løbet af en uge af sommerferien cyklede jeg hver dag mod nord for at udforske de historiske lokaliteter. Dette er ikke en cykel – guide artikel eller råd til, hvor man skal cykle. Det har vi nok af bøger om. Nej dette er et forsøg på, at dukke ned i lokalhistorien på de lokaliteter, som jeg passerede på min vej.

Tag masser af vand med. Vær sikker på at din cykel er i orden, og bed Guderne om godt vejr.

 

Masser af krige

Kongen ejede kirkebyen Lyngby, men Roskilde – bispen var nok den største jordbesidder. Borgen ved Furresøen var midtpunktet. Men Grev Kristoffers landsknægte skød borgen i grus. Og reformationen var skyld i, at bispens besiddelser tilfaldt kronen.

 

Det var nu ikke bedre for beboerne. Krig og ufred hærgede ofte området, således hærgede Grev Kristoffer i området. Han gjorde landgang i 1534 ved Skovshoved. Men allerede i 1523, da belejrerne lå ved Serridslev lige syd for Gentoftes sognegrænse fik man krigen at føle.

 

I 1661 var der næsten ingen gårde tilbage i området. De var næsten alle brændt ned.

 

21 jorder

Dengang lå byens grænse ved Gl. Vartov eller Rosbæks Bro. I 1610 havde byen 21 jorder imellem Borgervangen og Emdrup Mark for en ringe Afgift til deres Hestefoder og Lavs Ophold. Disse jorder var en del af det vederlag, man fik for Arbejde i Stadens Tjeneste.

 

Inddragelse af Vognmændenes jord

Det var ballade, da Magistraten forsøgte at inddrage Vognmændenes Jord. Deres arbejde i Byens Tjeneste var ophørt i 1819. Her havde byfogeden og byskriveren også deres embeds – jord.

 

Der vankede bøder

Borgervangen der senere kom til at hedde Bryggervangen strakte sig mellem Lyngby – vejen og Strandvejen på den ene og Fælleden og Vognmandsmarken på den anden led.

Betalte man ikke en grundskyld til byen inden Mikkelsdag stod Oldermanden og byens kæmner frit for at fæste jorden til en anden. Digerne og grøfterne skulle to gange om året færdiggøres.

 

Man måtte ikke fæste sin jord bort til andre, hvad enten disse var i lavet eller udenfor. Der var strenge vedtægter, om hvad man måtte og ikke måtte.

Bymarken

I 1621 blev Bymarken udvidet mod nord, idet kongen overdrog staden Ryvangen i mageskifte for Kalvehaven.

Ryvangen var en del af Gentofte Mark, der lå nord for afløbet af Rørsøen, som hidtil havde udgjort Bymarkens grænse. Ved Gamle Vartov var dette afløb opdæmmet i tre fiskedamme, der lå i retning af vest mod øst. Den østlige dæmning dannedes af landevejen til Helsingør.

 

Grænsen mellem København og Gentofte

Den gamle mark nævnes også som en del af Serridslev Mark. Ryvangen hørte også til Store Tuborg og Mariendal. Tuborg blev senere udskilt fra Ryvangen.

Historien er ikke hel let. Fra1643 blev Ryvangen delt og bortfæstet.

 

I Byvangen lå som omtalt Store Tuborgs jorder. I Biskoppens Jordebog fra 1370 i Sokkelund Herred forekommer Tubbethorp Men dette navn forekom også på en destination omkring Værløse.

 

Gammel Vartov

Før Ryvangen kom fra Gentofte var det vand, der kom fra Lundehuset og løb ned til Vartov og under broen markskel mellem Gentofte og København.

 

Og ordet Vare to er plattysk og betyder Giv agt. Det var kongens yndlingssted for ham selv og sine børn. Kongen befalede i 1595 at jorden til gården skulle udvides.

I 1601 var nogle af de logerende, russiske gesandter. Senere blev det Helligånds – hospital herude. Men det var nok ikke særlig gennemtænkt. Det var koldt for de ældre om vinteren. I 1630 flyttede man så til Ny Vartov ved Trianglen.

 

Vartov – kilden var meget besøgt. Som andre kilder i området sagde man, at den havde helbredende kraft.

 

Hvilken kirke tilhørte man?

Det var en del stridigheder om, hvilken kirke man skulle søge. Om det var Trinitatis Kirke i København eller Gentofte Kirke, man hørte til, kunne beboerne på grænsen til de sogne ikke rigtig finde ud af. Det var temmelig lang vej ind til kirken i København.

 

Grundvig var her

En del tvivl om Tuborgs tilhørsforhold var det også. Tuborg var solgt af Magistraten. Ejeren Henrik Vogt var død i 1756. Arvingerne frygtede at komme ind under Ryvangen. Man tog derfor et Fæste af Magistraten.

 

I begyndelsen af 1730erne var Tuborg endnu en lille nødtørftig gård med et par haver. Det var først, da Vogt havde købt det, at der skete noget. Lystrejser og landliggeri blev mere almindeligt. I 1751 var Gammel Vartov også blevet overtaget.

Mange ejere fulgte. En af dem var Grundtvig. Han tilbragte sin sidste tid her.

 

En mindelund

I 1893 overtog staten arealerne Vognmandsmarken og Ryvangen til øvelsesterræn for Ingeniørregimentet. Der blev bygget barakker i området og Svanemølle Kasserne blev bygget.

 

En mindelund blev oprettet. Vi kender den som Mindelunden. Der blev fældet mange tårer, da kisterne med 103 dræbte modstandsfolk blev samlet på ridebanen bag Christiansborg Slot og kørt gennem København ud til Ryvangen. Alle flag i byen var på halv og alle  kirkeklokker ringede.

 

Lille Lokkerup

Ved Ryvangens nordgrænse men på selve Gentofte Bymark havde kommadørkaptajn Chr. Konnigh en lystgård, som han kaldte Lille Lokkerup. Lystgården kom efter flere ejerskifte til at hedde Mariendal. Den blev senere delt op i Lille Mariendal og Store Mariendal.

 

Slukefter

Mellem de to grunde lå i det attende og det nittende århundrede et lille hus. Det hed oprindelig Strandhuset. Det lå lige ved grænsen til Gentofte. Og det var ved det første led på Øster Landevej. Fra 1737 til 1785 var det nedarvet til samme småborgerlige – familie.

Det var efterhånden blevet et krosted. Kroen og det legendariske navn må være opstået omkring 1770, da Anders Hansen , som oprindelig var gartner, ved giftemål kom i besiddelse af Slukefter.

 

Efter hans tid var det stadig kro. Der blev nu oprettet lysthuse, hvor man kunne nyde stedets specialitet, det gamle øl med pind i. Husets underetage var skænkestue. Stadsestuen på første sal var åben ved mere fornemt besøg. Slukefter blev bedømt til at være hurtig, simpel og billig. Stedet var hovedstadens yderste forpost mod nord.

 

Det gamle traktørsted overtog også naboen Elisedal, som var opført i 1850erne. Det oprindelige traktørsted blev revet ned. Elisedal kom nu til at hedde Gamle Slukefter.

 

Johan David Heller

Justitsråd Johan David Heller kom til at lægge navn til det område, hvor han i 1748 købte lystgården Lokkerup. Han gav gården navnet Hellerupgård. Gården lå omkring der, hvor Gammel Hellerup Gymnasium i dag ligger.

 

Da englænderne gik i land i 1807 brugte de Hellerupgård som hovedkvarter. Det var også her, at kapitulationen blev stadfæstet.

 

Tømmerhandler Ibsen

I 1887 blev gården sammen med flere andre købt af proprietær C.L. Ibsen. De 38 hektar landsbrugsjord, blev derefter udstykket. Egentlig var denne driftige herre, Hellerups grundlægger. Navnene på de gamle lystgårde lever endnu i gadenavnene.

Ibsen, der også var tømmerhandler opkøbte også lyststederne Lille Mariendal, Snakkegård, Rygård, Lundegård og Stengård. Desuden erhvervede han traktørstedet Slukefter.

 

Store og Lille Tuborg

Hellerup ligger i dag i Gentofte Kommune. Mod øst afgrænses byen af Øresund. Mod nord og øst er det egentlig de gamle veje Tranegårdsvej og Bernstorffsvej, der indkredser det nuværende Hellerup. Men når man nu går tilbage i tiden, er det svært med de nuværende begrænsninger.

 

Det er på Hellerups jorder, at Store – og lille Tuborg lå, som vi tidligere har hørt om

Tuborg blev opført som et udskænkningssted af Jonas Thue i 1690erne med navnet Thuesborg. Denne Thue var brygmester, men har ikke noget at gøre med det store bryggeri af samme navn. Thuesborg blev senere ombygget og en ny større villa fik navnet Store Tuborg.

 

Borgerlig velstand

Den borgerlige velstand fulgte i 1700 – tallets anden halvdel. Det gav anledning til opførelse af adskillige landsteder. Det var velhavende købmænd og embedsmænd, der opførte dem. Ved Øresund langs Strandvejen mellem Hellerup og Charlottenlund lå Mariedal, Hellerupgård, Øregård, Blidah, Taffelbay, Bonne Esperance og Constantia.

 

Gamle veje

Bernstoffsvej var blevet anlagt i 1770. Op til midten af 1800 – tallet var det kun de nuværende Jægersborg Allè, Hellerupvej og Tranegårdsvej, der forbandt Bernstorffsvej med Strandvejen.

Jernbanen fik ikke den store betydning for Hellerup. Således åbnede Hellerup Station i 1863. Sporvognen kom i 1863. Men det fik stor betydning for forlystelseslivet

 

Det første dampskib

Senere var det også om sommeren forbindelse til byen med dampskib hver time. Danmark havde i maj 1819 fået sit første dampskib, Caledonia. Det blev nu sat ind i befordringsmidlerne til Dyrehaven.

Egentlig var skibet sat ind i ruten til Kiel. Men søgningen til området nåede astronomiske tal, så det var en nødvendighed.

 

Hørsholm – diligencen

Ja og de første diligencer blev i 1798 sat ind i fast rutefart mellem København og Helsingør. Den kørte dog kun to gange ugentlig og ophørte allerede efter kort tid. I 1831 etableredes en såkaldt Dagvogns – befordring.

I 1856 kørte Hørsholms – diligencen hele to gange i døgnet.

 

Til Trianglen

Og Vartov som vi allerede har nævnt, var en kongelig lystgård. Den blev i 1660 omdannet til plejehjem for syge og gamle. Det var efter at Helligåndshuset i København var blevet inddraget til andre formål.

Efter kort tid flyttede hospitalet ind til søerne i nærheden af Trianglen, og blev kaldt Ny Vartov.

 

Masser af gravhøje

Det er nok ikke mange, der er klar over, at der er fundet 34 gravhøje i Gentofte Kommune. Der er alene fundet 11 stk. i Charlottenlund Skov.

Bavnehøj øst for Vangede var oprindelig en bronzealderhøj. Der lå en masse på højdedragene vest for Gentofte Sø. Vi kan også nævne Ellehøj ved Ewaldsbakken i Dyssegård. Og så er det også Stolpehøjene. Disse er frit tilgængelig i Stolpegårdens have.

 

Øregårdens navn er opstået efter bronzealder – høje. Ørehøj eller Orehøj lå på Øregårdens jorder.

 

Skjoldhøjene er to gravhøje, som ligger i villahaver nord for Charlottenlund Skov. Højene har givet navn til Skjoldgården. På gårdens jorder lå flere høje, som er blevet sløjfet.

 

Gentofte nævnes første gang 1186

Landsbyen Gentofte nævnes første gang i historien i 1186 som Gefnetofte. Ordet betyder noget i retning af jord i særeje.

Og landsbyen Vangede hører vi om første gang i år 1300 som Wongwehte. Forstavelsen Wong eller Vang betyder et stykke jord.

I 1764 forsøgte gårdmænd at oprette en skole. De mente, at det for langt for børnene at gå helt til Gentofte. Men i første omgang blev det ikke til noget.

 

På begge sider af den brede fægade lå de lerklinede våningshuse, fæhuse og lader. Ved Gentofte lå bymarkerne øst og syd for byen. Ned mod Gentofte Sø lå et uopdyrket område, hvor kvæget gik i fællesdrift. Et par af de gamle markveje findes endnu – Søgårdsvej og Banegårdsvej. Den sidste forbandt landsbyen mod de store eng – arealer nede ved stranden mod Hellerup.

 

Gentofte Kirke – den ældste bygning

Gentofte Kirke er nok den ældste bygning i området. Den kan dateres tilbage til 1176. Og det er den eneste kirke i kommunen, som er omgivet af en kirkegård. Ja og så ligger kirken 31 meter over havets overflade. Indtil for blot 100 år siden kunne man gennem huller i tårnet se ud over hele kommunen.

 

Gentofte Sø

Siden stenalderen har der været bosættelser ved Gentofte Sø. Forstavelsen i Gentofte menes at være afledt af Giofn, som betyder den givende. Her henvises sikkert til søens store rigdom af fisk.

 

Det var dog ikke Gentoftes bønder, der havde råderet over søen. Kirken ejede det meste. Efter reformationen i 1536 gik jorden og søen i kronens ejerskab.

På Christian den Fjerdes tid kom karperne, også kaldet herrefisk til kongens fine tafler fra Gentofte Sø. Kongemagten havde tidligt planer om at hovedstaden skulle have frisk vand, bl.a. fra Gentofte Sø via Emdrup Sø.

De lokale bønder foretog gravearbejdet mod at de måtte tappe vand fra søen.

 

I 1580 lod Frederik den Anden, Caritas Springvandet opføre på Gammel Torv. Det sprang med vand fra Gentofte Sø.

 

I tørre perioder led den lokale befolkning omring Gentofte Sø, for så var det befolkningen inde i hovedstaden, der drænede den. Københavnerne var heller ikke tilfredse med kvaliteten. De bad om, at Gentofte satte bomme op, så kreaturerne ikke havde adgang til søen. Dette gav i lang tid et spændt forhold mellem sognerådet i Gentofte og Københavns Vandforsyning. Først i 1913 kom et forlig i stand.

 

I sidste halvdel af 1800 – tallet indgik Gentofte Sø og Brobæk Mose som et led i Københavns befæstning. Søen var en del af den såkaldte Søndre Oversvømmelses – plan. Planen skulle forhindre en eventuel fjende i at trænge ind i hovedstaden nordfra. Derfor skulle store landområder sættes under vand.

 

En strømpefabrik

I 1795 etablerede skotten Mitchell en strømpefabrik ved søen. Han fik tilladelse til at lede vand fra søen til sit blegeri, mod at spildevandet ikke blev ledt tilbage. I hundrede år blev der produceret strømper her.

Mange lystgårde etablerede sig langs søen. E forsvandt omkring år 1900, da villa – udstykningerne tog til.

 

Mindre bysamfund

Vangede havde et gadekær, der lå i landsbyens sydvestligste hjørne. Et område syd for bymarken blev i 1765 kaldt for Almindingen. Dette ord er ført videre i vejnavn.

 

Senere blev mindre landsbysamfund udskilt. De opførtes på uopdyrkede jorder. Det var Jepstrup, Ordrup og Mellerup.

 

Jepstrup nævnes første gang i 1401, hvor den var i kronens eje. Ordrup nævnes første gang i 1170.

Egentlig er der ganske få optegnelser fra middelalderen om lokaliteterne ved Øresundskysten.

 

Gyldenløve

En skovstrækning har givet navn til Skovshoved. Fiskelejet, der bestod af en samling hytter og boder nævnes første gang i 1275. I begyndelsen var stedet kun beboet i fiskesæsonen.

Lidt syd herfor blev kongens nye dyrehave, Den lille Dyrehave anlagt i 1622. Dette sted lige som Charlottenlund Skov blev siden en af københavnernes mest yndede udflugtsmål.

 

Skoven var fra 1671 til 1682 ejet af Frederik den Tredjes søn, Ulrik Frederik Gyldenløve. Han gav det navnet Gyldenlund. Han opførte senere et lysthus på stedet. Fra Den lille Dyrehave og Gyldenlund til Jægersborg blev der anlagt den nuværende Ordrup Jagtvej.

 

Ja egentlig startede det med, at Frederik den Tredjes kammertjener fik lov til at opføre et værts – og forlystelseshus i skoven. Det var så det som Gyldenløve udbyggede.

Kammertjeneren hed Jakob Petersen. Han måtte selv brygge, desuden skænke vin og fremmed øl. Der måtte ikke oprettes flere kroer mellem København og Rungsted. Der stod også i hans krobrev, at der var tilladt at afholde Barsel, Bryllup og alle mulige Samkvem.

 

Han måtte anrette allehånde leg og spil til tidsfordriv, såsom Pirkentafel, Klodsbane, Pallmail og andet deslige. Men alt tyder på, at stedet ikke blev ført videre af kammertjeneren. Året efter faldt han i unåde og måtte rømme landet.

 

Charlottenlund Slot

Kronpris Christian, den senere Christian den Sjette overtog stedet i 1715. Han forærede det i 1730 stedet til sin søster, Prinsesse Charlotte Amalie. I de følgende år opførtes Charlottenlund Slot med blandt andet materialer fra det gamle Københavns Slot.

Det var også her fra Gyldenlund, at svenskerne forsøgte at bortføre kronprinsen.

 

Og det var her, at Peter den Stores armé i 1716 lod sig indskibe efter at landgangen i Skåne var opgivet.

 

Indtil 1880 stod det uforandret, men blev så tilføjet to sidefløje og en stor kuppel. To år senere blev kavalergangen opført øst for slottet.

 

Syd for Jægersborg mod landsbyen Gentofte lå der en skovstrækning, kaldet Brødskoven. Her anlagde dronning Sophie Amalie skovarealet som dyrehave i 1650.

 

Bermstorff

Johan Hartvig Ernst Bernstorff, som var en hannoveransk greve var i 1751 blevet Danmarks udenrigsminister. Han fik området overdraget af Frederik den Femte i 1752. Og her blev landstedet Bernstorff så bygget.

 

I 1764 havde Bernstorff fået overdraget landsbyerne Vangede, Gentofte og Ordrup. Hans brorsøn sammen med godsejer – brødrene Rewentlow samt juristen Colbjørnsen var de drivende kræfter bag en omfattende reform af landbruget.

 

I 1766 fik bønderne selveje, og slotsforvalteren brugte kun tre år til at gennemføre udstykningen af godset. Bønderne skulle nu flytte ud, og selv være ansvarlig for driften.

 

Bernstorff var også manden bag den første forsøgsvej fra Vibenhus gennem Gentofte Sogn over Rudersdal til Hørsholm og Fredensborg. Den blev kaldt Kongevejen eller i dag Lyngbyvej. Den blev anlagt fra 1764 til 1767.

 

Få år senere anlagde han en snorlige vej fra Lundehuset ved Emdrup Sø til Bernstorff Slot. Fra 1896 kaldtes vejen Vilvordevej.

 

Nu som slot

Landsstedet kom efterfølgende i kronens besiddelse og blev nævnt som Bernstorff Slot. Det blev senere brugt flittigt af Christian den Ottende som sommerbolig. Senere også af Christian den Niende og dronning Louise. Ofte var hele den store kongefamilie til stede på slottet. I 1906 blev slottet beboet af Prins Valdemar indtil 1939. Under og efter anden verdenskrig blev det benyttet af Civilforsvaret og Beredskabsstyrelsen.

 

Ibstrup Slot

Ibstrup Gård beliggende ved det senere Jægersborg var anvendt som kongens jagtgård. Og det var allerede siden Magrethes den Førstes tid. Først under Frederik den Anden blev i midten af 1500 – tallet kongelig beboelse på stedet. Men storhedstiden indtraf, da Christian den Fjerde opførte Ibstrup Slot.

 

Og slottet mindede en del om Rosenborg. Det lå på et lille næs, med vand til tre af siderne, Jægersborg Sø eller Søndersø og Hundesø. I 1648 skænkede Frederik den Tredje slottet til dronning Sophie Amalie.

Slottet blev nedrevet i 1761.

 

Jægersborg

Efter etableringen af Dyrehaven nord for slottet lod Christian den Femte området med gård og slot kalde Jægersborg.

De kongelige lyst – og jagtveje blev nu ført igennem det nordlige Gentofte. Den første af disse var Ermelundsvej fra Jægersborg til Fortunen. Pragtvejen Jægersborg Allè blev anlagt i 1706 som kongens forbindelsesvej mellem Jægersborg og Charlottenlund.

 

Det var Gentoftes hov – bønder, der udførte det hårde arbejde. Allerede i 1695 omtaltes alléen, men den var først endelig færdig i 1706. I starten var det kun kongens jagt – og herskabsvej.

 

Offentlig adgang

Først i 1829 blev der offentlig adgang til Jægersborg Allé. Nu måtte alle borgere færdes på vejen. Det vil sige, at det var ikke gratis for køretøjer. Ved bomhuset ved Charlottenlund Skov betalte man bommanden for at benytte vejen.

 

I 1734 – 39 blev Jægergården opført. Gården eksisterer den dag i dag som en del af Jægersborg Kaserne.

 

Hvidøre Kongsgård

Kong Hans var i begyndelse af 1500 – årene indehaver af Hvidøre Kongsgård. Egnen var dengang meget tiltrækkende. I 1666 blev gården givet til i fæste til kongelig historiograf Vitus Bering, som dog nedrev den i 1668. Han opførte en ny længere mod nordvest. Den ny gård blev kaldt Christiansholm. Den blev i 1746 erhvervet af agent Just Fabricius som landsted.

 

Kong Hans fik ved mageskifte en række gårde i Ordrup by i 1507.

Det var også i nærheden af Hvidøre, at Christian den Anden modtog sin kommende brud, Elisabet. Hun var kun 14 år Sejlturen til Danmark var en sand udfordring for den kommende brud. Grundet stormvejr blev skibet slået ud af kurs. Først en måned efter den fastsatte bryllupsdato, ankom den stakkels pige i øsende regnvejr. Det var et vigtigt udskibningssted – dengang.

 

I 1906 blev landstedet Hvidøre sat til salg og købt af Christian den Niendes to døtre, Dronning Alexandra af England og Kejserinde Dagmar af Rusland. Men den historie kan du allerede læse her på siden.

 

Det bedre borgerskab etablerede også i dette område flotte landsteder. Og her mon nord ved Klampenborg opstod Hvidøre, Sølyst og Bellevue. Lidt længere inde i landet Søholm ved Emdrup Sø og Schäffergården ved Jægersborg.

 

Lyststeder

Mange af landstederne fik også tilknyttet lyststeder. Og her kom udbygningen af den kollektive trafik til at spille en væsentlig rolle.

Med jernbanen kunne københavnerne nu komme til de mange forlystelser. Sommergæsterne kunne overnatte hos lokale fiskere.

 

Hjem kl. 4 om morgenen

Den første dag i Klampenborg – banens historie blev uforglemmelig. Interessen var enorm. Mere end 34 tog med 16.000 gæster blev sendt afsted. Men da de mange gæster skulle hjem igen, opstod der kaos. De sidste gæster kom først hjem klokken fire om morgenen.

 

Forsinkelser

Hver morgen sørgede stationsforstander Grosche i Charlottenlund for, at toget ikke kom afsted, før stamgæsterne var ankommet. Det var en særlig service fra stationsforstanderens side. Og på den baggrund opstod der ofte forsinkelser.

 

Jernbaneulykken 1897

En af de største ulykker i dansk jernbanehistorie opstod den 11. juli 1897.

På Gentofte Station holdt søndag aften et forsinket lokaltog fra Holte fyldt med glade og trætte udflugts – rejsende. Pludselig blev det påkørt af et særtog fra Holte til København, der skulle køre uden stop. De fire bagerste vogne i Holte – toget blev knust. 32 passagerer blev øjeblikkelig dræbt og der var 140 tilskadekommende. Heraf døde 8 senere af deres kvæstelser.

 

Der blev straks rekvireret hjælp fra Jægersborg Kaserne og Bernstorff Slot. Kort tid efter blev et ambulancetog med læger sendt af sted fra København. Nogle af de sårede blev bragt til villaerne nær stationen.

 

Ulykken gjorde et stort indtryk på befolkningen. I datidens medier blev ulykken malende beskrevet. Prinsesse Marie, der boede på Bernstorff Slot tog initiativ til en velgørenhedsaktion til fordel for ulykkens ofre og efterladte.

 

Ansvaret for ulykken blev lagt på Helsingør – togets lokomotivfører, der havde overset et stopsignal uden for Gentofte Station. Han anførte at togets vakuumbremse havde svigtet, da han i sidste øjeblik forsøgte at afværge ulykken. Han fik efterfølgende fire måneders fængsel.

 

Masser af forlystelser

Efterhånden opstod der mange forlystelser og udflugtsmål i området. Dyrehavsbakken med Kirsten Piils Kilde, traktørstederne i Charlottenlund Skov, væddeløbsbanerne ved Klampenborg og Charlottenlund, den nu forsvundne cykelbane ved Ordrup, samt de populære badestrande ved Bellevue og Charlottenlund Fort.

 

Stor tilstrømning

I begyndelsen var det kun hurtigt opsatte beværter – telte, hvor der var underholdning og mulighed for at spise midt inde i Charlottenlund Skov.

Men efterhånden blev traktørstederne mere permanente. De mest populære hed Over Stalden og et andet Ved Stalden. Ved det tidligere skovløberhus Grøndalshuset kunne man gennem sommeren få sig en svingom.

 

I begyndelsen af det nittende århundrede var vejene til forlystelserne blevet bedre. Nu var det blevet på mode, at drage til Charlottenlund især på nøddeture i efterårsferien. I småhusene gjorde beboere forretning med at koge kaffe og te for folk. I et uddrag fra Nyeste Skilderie af Kjøbenhavn tegnes et godt billede af udflugterne omkring 1810:

 

       Allerede om Morgenen tidlig ser man Kareter, Chaiser, Wienervogne, Holstenskevogne, Ryttere paa egne og paa lejede Heste strømme derud. Men da Vognlejens nærværende Dyrhed ikke er afpasset efter de flestes Finanser saa tiltræder den største Mængde Turen til Fods, selv mangen ung Dame fra Hovedstaden kækt derud ved sin Elskers Side. Familiefædrene har naturligvis Kone og Børn med og en dygtig stor Madkurv omhyggelig anbragt i Barnevognen.

       Vejen gaar forbi de store Landsteder med de pragtfulde Haver, og Maalet naas.

 

Videre beskrives lystigheden med øl og brændevin og omstrejfende musikanter. Ved solens nedgang er folk på vej hjemad igen.

Omkring 1815 begyndte man at rejse man telte, der kunne holde hele sommeren. Her musicerede Sjællandske Jægerkorps. Og i traktørteltene kunne man altid overtale Sydlandske Skønjomfruer til at slå harpe eller guitar. 

 

Charlottenlund Palmehave

En måske glemt forlystelse var den der opstod ved Charlottenlund Station. Det var tre Charlottenlund – borgere, der købte en kæmpe villa og indrettede den til Charlottenlund Palmehave i 1901. Der var masser af illuminations – fester og fyrværkeri. Her kunne borgerne opleve Palmehavens egen orkester. Men også overfor i Jernbane – pavillonen blev der spillet orkester – musik.

Men ak og ve. I 1909 gik restauranten konkurs. De efterfølgende ejere havde større og mindre held. Men i 1919 var der ikke mindre end 40 ansatte om søndagen. I 1923 blev der udvidet med hotelvirksomhed. Og der blev indrettet en teatersal med plads til 450 mennesker.

 

Her blev der afholdt et utal af fester, koncerter, danseskole og bal. Men efter første verdenskrig gik det ned ad bakke. Palmehaven måtte lukke midt i 1950erne. Det hele blev revet ned i 1966.

 

 

Træk cyklen gennem byen

I cykelalderens tidligste dage blev cykling regnet for en leg og ikke for en sport. I politivedtægten blev det tilføjet at cykler skulle trækkes både ned ad bakke og igennem byerne. På vores cykeltur op til Nordkysten fik vi dog lov til at blive på cyklen både gennem byerne og op og ned ad bakkerne.

 

Det var nu heller ikke let at manøvre rundt på de høje bicycler eller væltepeter – cykler.

I 1888 så Ordrup Cykelbane dagens lys. En af banens største helte var Thorvald Ellegaard. Han vandt i begyndelsen af 1900 – tallet hele seks verdensmesterskaber. Og for den bedrift modtog han Ridderkorset. Senere kom den lokale Willy Falck Hansen og Hans Henrik Ørsted.

I år 2000 blev det sidste løb afholdt på Ordrup Cykelbane.

 

Tuborgs Fabrikker

Ved Store Tuborg påbegyndtes i 1870 anlæggelse af en havn. Her startede Tuborgs Fabrikker. Og det var ikke bare bryggeri. Det var også gødningsfabrik, svovlsyrefabrik og glasværk. Starten gik i 1873.

 

Administrationsfabrikken blev opført i 1914 – 1915. Nabohuset er et syv – etagers bryghus fra 1903 og så var det den 30 meter høje Tuborg Flaske der fik sin debut ved Den nordiske Landbrugs – og Industriudstilling i 1888.

 

Fem øre for at se flasken – indefra

Det kostede fem øre at opleve flasken indefra. Som noget nyt var flasken forsynet med en elevator, så borgerskabets fine herrer og damer kun fragtes op på toppen.

Pavillonen blev meget populær: her kunne man også nyde noget mad. Men i 1925 lukkede man efter klager fra Strandvejens andre restauratører.

 

Kolonihaver som helårsbeboelse

I de første årtier af 1900 – tallet opstod de store villaområder. I Vangede mærkede man ikke så meget til udviklingen. Her var det kun lidt byggeri omkring den gamle landsby. En del gårde blev udstukket til kolonihaver. Og disse kolonihaver blev efterhånden brugt som helårsbeboelse på grund af boligmangel.

 

Trafikken steg og steg. I 1937 blev den nordlige del af Kystvejen indviet. Den sydlige del blev aldrig gennemført.

 

Københavns befæstning

I området er der også præg af Københavns befæstning. Vi har tidligere nævnt noget omkring Gentofte Sø. Danmark var blevet noget amputeret efter nederlaget til Preussen i 1864. Det skulle ikke gentage sig. Vi havde mistet to femtedel af vores land.

 

Et gigantisk projekt blev sat i værk. En astronomisk investering på 20 millioner kroner over ti år. I årene 1885 – 1894 var 2.000 arbejdere beskæftiget med projektet. Tre nye forter blev anlagt, bl.a. Charlottenlund Fort.

 

Her var placeret såkaldte haubitser, der kunne slynge 29 cm granater højt op i en bue. Så kunne de falde lodret ned på fjendtlige skibe. Det gjaldt nemlig om at ramme dækket. Det var de solide panserskibes ømme punkt.

 

Et 14 km voldanlæg fra Avedøre i syd til Utterslev Mose i nord blev anlagt fra 1888 til 1892.

 

Nordfronten skulle forsvares med et sammenhængende voldsystem, fritliggende forter og mindre batterier. Skanserne blev placeret med passende mellemrum. Et oversvømmelses – system skulle oversvømme dalområderne fra Jægersborg over Ordrup Enge til Klampenborg.

Men ak, teknologien ændrede sig. Kanonerne fik større rækkevidde og efter første verdenskrig ændrede fjendebilledet sig også.

 

Skovshoved

Enhver ældre københavner kender begrebet skovserkoner. De havde deres faste stadepladser ved Gammel Strand. Fors gang man hørte om fiskelejet var i slutningen af 1200 – tallet. I Københavns Stadsret blev stedet nævnt i 1275 og 1294 i forbindelse med Roskilde – bispens ret til herreløse skibe.

Et Sankt Anne – kapel i nærheden nævnes i 1498.

 

Og i 1600 – tallet omtales ti husmænd, der hvert år betalte afgift til kongen af den jord, deres huse stod på. Afgiften var en fjerding torsk,dvs. En kvart tønde – sikkert afpasset efter fiskernes beskedne formåen.

 

Masser af ulykker

Da svenskerne huserede måtte fiskerne flygte over hals og hoved. I 1718 var der 26 huse i byen. Og endnu engang fik befolkningen krigen at føle. Nu var det Den Store Nordiske Krig. De bønfaldt kongen om hjælp. Og da drivis havde ødelagt deres fiskeredskaber nok engang, stillede kongen fra 1745 to læs brændsel – tørv fra moserne i Dyrehaven til rådighed om året for hver familie.

 

Kroen blev til hotel

I byen var også en privilegeret kro. Kroejeren fik lov til at brygge øl og brændevin – dog kun til stedets behov. En sommeraften i 1764 udbrændte kroen på grund af en tjenestepiges uforsigtige omgang med et lys, da hun skulle vise en gæst op på hans værelse.

 

Kroen blev dog genopbygget. Nu var det også blevet hotel. Og i 1927 rykkede også biografen ind.

 

Løse svin

I 1834 bestod Skovshoved af 58 fiskerhuse. Bebyggelsen var dog tæt og brandfarlig. Mange af husene var uden lokum, og hygiejnen var ikke den bedste. Svinene løb rundt mellem husene for at søge efter føde.

 

En ny havn

Skovshoved havde en åben strand. Det betød, at fiskerne måtte skubbe deres både ud. Og så måtte de springe ombord. Der blev fisket året rundt. I 1869 byggede de lokale en havn med hjælp fra etatsråd Ole B. Suhr på Sølyst og provst Outzen.

 

Når en ung pige fra fiskelejet giftede sig, gik hendes mand som regel ind i bådelavet. Pigen blev lært op i handel med fisk. Kvinderne blev ved med salgsture helt op i 60 års alderen.

 

Konevogne

Og Konerne fra Skovshoved blev fragtet ind til København i såkaldte Konevogne. Kørslen fortsatte helt op i 1900 – tallet. Man tog afsted om morgenen og tilbage om eftermiddagen. Det kostede 50 øre, og der var plads til 24. Det var billigt men ikke særlig bekvemt. Konerne sad på brædder og var udsat for blæst, regn og sne.

 

Gennem århundreder var Strandvejen, Skovshoveds bygade. Først var det bare hjulspor i sandet med huse på begge sider af vejen. Senere kom der øst – vestgående stræder i fiskerlejet.

 

Københavnerne kommer

Stedet udviklede sig til et malerisk pg attraktivt miljø i københavnernes øjne. Var fiskerhuset stort nok, rykkede  familien sammen  oppe på loftetagen, og så lejede man underetagen ud til københavnerne. Med ejemålet fulgte ofte madlavning og servering. Når gæsterne så ønskede at bade i Øresund, tømte fiskerne gerne badebroerne.

 

Dampsporvogne i sigte

Da dampsporvognen i 1884 nåede Skovshoved gav det virkelig udfordringer. Den smalle vejbane kunne ikke udvides. Vinduerne i dampsporvognen måtte holdes lukket, for sporvognen strøg lige op af husene.

 

Men der indkom masser af klager til myndighederne over disse forfærdelige dampsporvogne. I 1897 blev der indrettet hestesporvogne på strækningen Slukefter til Klampenborg.

 

Sølyst

Det var her på Sølyst at Ernst Schimmelmann giftede sig med den unge og yndige Emilie Rantzau. Men ak, fire år senere døde hun, kun 28 år gammel. Den fortvivlede ægtemand lod rejse en mindestøtte omkring en kilde, der selvfølgelig fik navnet Emilie – kilde.

 

Da sorgen var mildnet tre år efter giftede Schimmelmann sig med Charlotte Shubart. Det udviklede sig til et litterært samlingssted. I 1783 blev Christiansholm erhvervet. Her tilbragte Adam Oehlenschläger mange somre. Og digteren viede sin elskede Christiane overlød Schimmelmann dem Chistiansholm, hvor de tilbragte deres hvedebrødsdage.

 

I 1840 blev Sølyst købt af storkøbmanden, etatsråd Theodor Suhr. Han var meget teaterinteresseret og var meget betaget den tids store ikon, Johanne Luise Heiberg. Og hende og hendes mand boede på Sølyst om sommeren.

 

Efter en del ejerskifter overtog Det Kogelige Københavnske Skydeselskab og danske Broderskab ejendommen i 1948.

 

Bellevue

I 1723 blev der i den nordligste del af Christiansholm opført et lille landsted med den smukkeste udsigt over Øresund, deraf navnet Bellevue.

 

Cirka 10 år senere fik den daværende ejer, Christian Hansen tilladelse til at indrette et traktørsted. Men det gik ikke så godt, selv om de tusinder og atter tusinde, der skulle til Kirsten Piils Kilde, kom lige forbi.

 

I slutningen af 1700 – tallet fik Rasmus Bagge mere gang i stedet. Senere blev de ropført et stort og mondændt hotel over for Gamle Bellevue, der fik navnet Bellevue Strandhotel.

 

Dette hotel blev nedrevet og på tomten opførtes i 1936 – 37 Bellevue – teatret.

 

Taarbæk

Inden vi fik vores egen strand på Østerbro, tog vi ofte til Taarbæk. Her var mindst to steder, hvor vi kunne bade, når stranden ved Bellevue var overfyldt. Det tog ikke lang tid, at cykle hertil.

 

Hvorfor hedder det Taarbæk? Gennem den ældgamle Boveskov løb et lille vandløb ud mod Øresund. Det blev kaldt Torsbæk. Måske er det dannet af det olddanske ord torth, der betyder smuds.

Og forklaringen skal måske søges i at vandløbet løb gennem skoven, hvor der om efteråret dalede løv ned i vandløbet. Lugten fra vandet har sikkert været mindre behageligt.

 

Først i midten af 1600 – tallet hører vi om stedet. I 1682 omtales fiskelejet som betsående af 12 huse. Beboerne havde dengang seks større og syv mindre både. I 1670 var landsbyen Stokkerup lige i nærheden, nedlagt. I 1695 omtales en kro. Og i 1789 anføres det at der i Taarbæk var 34 husstande og 170 mennesker.

 

I 1821 kan man læse, at 200 mennesker i Taarbæk er beskæftiget med fiskeri, og at man nu råder over 30 både.

 

Ustyrlige folk i Tårbæk

Forstvæsnet har omtalt beboerne som meget ustyrlige Folk, der næsten daglig begaar Uordner til Fornærmelse og Skade saavel for Skoven som for Vildtbanen. Det var omkring år 1800. Enkelte beoere har sikkert følt sig fristet til at skaffe sig brændsel og lidt dyrekød på bordet fra Den Kongelige Dyrehave.

 

Fristelsen var stor og overvågningen af det kilometer lange hegn har sikkert været mangelfuld. Senere var det fri adgang, men fiskerbefolkningen har nok ikke nydt den skønne natur lige som københavnerne.

 

I 1850 var der en kro, en lille skole, et par høkere, et par småvognmænd en bager og et par håndværkere. Og fiskerne holdt til i nogle lerklinede hytter i en koloni lige lidt nord for byen, som man kaldte Rækken eller Ved Bækken.

 

Smeden holdt kro

Og kroens historie går tilbage til slutningen af 1600 – tallet hvor smeden, Hans Hansen uden privilegium holdt kro for de vejfarende. I 1717 døde smeden. Året efter skete der et skifte til enken og børnene og her kunne man se, at det at holde kro var en givtig forretning. Og kromanden/smeden havde et tilgodehavende hos de lokale fiskere på 57 rigsdaler. Mon ikke familien gratis frisk fisk resten af livet?

 

I 1718 blev kroen overtaget af en kaptajn Jochum Friis. Forskellige ejere fulgte. I 1840 fik kroen, der nu også var hotel, navnet Taarbæksdal.

 

Hvorfor er de sortøjet i Tårbæk?

Så mener man at befolkningen i Tårbæk er sortøjede. Og hvordan kan det nu været at en sydlig race nu blander sig med den nordiske?

 

       Sagnet fortæller, at et spansk skib for mange, mange år siden led skibbrud. Mandskabet redde sig i land. De byggede hytter ved stranden, og villigt forbandt de danske guldlokkede piger sig med de cataloniske sorthoveder.

 

KlampenborgVanskur – Brønde – og Søbadeanstalt

Kort før midten af 1800 – tallet fik beboerne en ny nabo. Det var Klampenborg Vandkur – Brønde – og Søbadeanstalt. Bataljonskirug Hjaltin, der fik bevillingen købte også det gamle landsted Christiansro. Det blev indrettet til dame – badeanstalt. På ejendommen Skrænten blev der indrettet herrebadeanstalt.

Efter alle kunstens regler kunne man nu få kolde indsvøbninger, kolde kildebade, sæde – og fodbade.

 

Søbade foregik fra badehuse, opført for enden af lange træbroer. I hvert badehus var der et bord og en stol – samt en ringeklokke til betjeningen. Uden for husene førte trapper ned i vandet. Damernes badehus var forsynet med indhegning ude i vandet. Her kunne der så rulles markiser ned. Nej, man skulle ikke kunne overbeglo kvinderne.

 

Underholdning for gæsterne

Der blev sørget for gæsterne med underholdning. Og der var bal en gang om ugen. Sandelig var det også regattafester med bl.a. kaproning. Så var der gynger og keglebaner. Kurhotellets storhedstid kulminerede i 1890erne. Og i 1923 brændte badehotellet.

 

Vi er nu nået til Klampenborg. Det var en lang rejse ikke målt på afstanden – men historisk. Egentlig skulle vi også her have fortalt om Jægersborg Dyrhave og Bakkens historie, men det får I når vi har nået helt ind til Klampenborg.

Og det er jo så i vores nye serie, På vej til Nordkysten.

 

 

Kilde: Se

       Litteratur Østerbro

       Litteratur København (under udarbejdelse)

 

Hvis du vil vide mere: Læs

       Nord for Østerbro (under Østerbro)

       Strandvejens Historie (under Østerbro)

       De Første på Østerbro (under Østerbro)

       Sporvogn på Østerbro (under Østerbro)

       Nørrebro og Omegn (under Nørrebro)

       Hvad skete der med Serridslev (under Nørrebro)

 

Hvis du vil vide mere: Om Badeanstalter: Læs

       Badeanstalter på Østerbro

       Den sidste Badeanstalt (under Nørrebro)

 

 

Hvis du vil vide mere: Om Johanne Louise Heiberg: Læs:

       Rosenvænget på Østerbro

       Johanne fra Lille Ravnsborg (under Nørrebro)