Anmeldelse af bogen: Dødens Teater af Klaus Larsen. Man anbefalede 50 kopper te, hver dag. Sindssyge var selvforskyldt. Behandlingen var kolde styrtebade, kvalme miksture, Kviksølv blev brugt mod kønssygdomme. Når tænderne så raslede ud neddroslede man mængden. Apotekerne kunne tilbyde pulveriseret mumie. Og så fandt man ud af at hjertet ikke var bolig for ånd og følelser. En læge blev fyret, fordi han ikke ville smage på kongefamiliens afføring.

Fuld af røverhistorier

Dødens Teater er både morsom og tankevækkende. Vi har i mange af vore artikler her på siden beskæftiget os med lægekunsten eller mangel på samme. Denne bog er fuld af røverhistorier. Den bliver aldrig kedelig.

Griner, væmmes og græmmes

I København åndede man lettet op, da Jens Bing kom hjem fra Helsingør og fortalte, at der ikke var udbrudt pest. Han tog så gruelig fejl. Historierne står jo nærmest i kø. Ja, det er en bemærkelsesværdig bog, der fortjener en stor udbredelse. Den er fortræffelig ikke blot for os amatør – historikere. Man griner, væmmes og græmmes.

Kviksølv som medicin

Bogen er ikke en tør gennemgang af lægevidenskabens landindvindinger. Den er blandt andet en gennemgang af de vanvittige tanker for blot få hundrede år siden. Det var dengang, man anså kviksølv for en medicin. Meget sent opdagede man, at folk døde af tungmetalforgiftning.

Enlig er vores liv og viden meget skrøbelig

Man blev åreladet

Dengang skulle man ryge sin stue med nelliker, enebær og krydderurter og stænke med violvand. Man skulle drikke eddike og smøre resten i ansigtet og frem for alt, undgå at tage bad. Blev man trods dette syg, skulle man atter engang lade sig årelade. Men også dette tog overhånd. Mange døde, inden det blev opdaget, at man havde taget for meget blod.

Dengang blev man læge uden nogen sinde, at have set en patient. Og dengang havde kongen brug for læger til at lappe soldaterne sammen, så de kunne indsættes i den næste krig.

En moderne videnskab

Først i 1840 blev uddannelserne samlet på Det Medicinske Fakultet. I den anledning fik fakultet et nyt navn, Det Lægevidenskabelige Fakultet. Endelig var lægefaget ved at blive en moderne videnskab.

Mange hovedpersoner

Kvaksalvere, barberer og gravrøvere er også hovedpersoner i bogen. Ja mordere solgte endda lig til lægekunsten. Øjne blev behandlet af okkultister, der blev ringeagtet af barberkirurgerne. Nederst i hierarkiet stod kloge koner og kvaksalvere.

Ville ikke smage på afføringen

Og så var det barberen, der kom til hoffet. Han syslede meget med kirurgi, og gjorde det med stor dygtighed. Men han fik sparket i 1728, med besked om at forlade landet inden for 24 timer. Han nægtede at smage på afføringen på et af dronning Anna Sophies tre børn, der alle var syge og døde som små. Men barberen var så moderne, at han ikke mente, at smagningen ville hjælpe på lægekunsten.

Han tog til Paris og da han kom hjem havde han masser af ideer med til at etablere en kirurgisk læreranstalt. Han fik kongens tilladelse til at få friske lig fra fængslerne.

Ubalance i kroppens væsker

Patienterne har gået så gruelig meget igennem. Dengang mente man, at sygdom skyldtes ubalance i kroppens væsker. Og først da tusinder af sømænd var døde af skørbug, fandt man ud af, at det kunne behandles med citronsaft. Ja og kønssygdomme blev behandlet med urteafkog.

De simple kirurger fik deres uddannelse i barbersaloner. Tænk først i 1785 løsrev kirurgerne sig fra barberne.

Kunne bedøve patienterne

Fra 1845 var man i stand til at bedøve patienterne. Fra 1860 fik de antiseptisk svovl og fra 1870'erne kom bakteriologernes gennembrud.

Offentlig dissektion

Det må have været en stor dag i marts 1645, da den første offentlige dissektion af en ung pige skulle løbe af stablen. I midten af København var forsamlet kongen, rigsråder, adelsmænd, professorer, doktorer og gejstlige sammen med barbersvende, studerende og et betalende publikum.

Undervejs blev der serveret mad og vin.

Lymfekarrene blev fundet

I mange år gik læge Thomas Bartholin og ventede på, at Jens Lauritsen skulle dø. Denne skrædder var to år tidligere blevet angrebet af tæring. Han havde til sidst udelukkende levet af drikkevarer. Han var meget afmagret og så gennemsigtig som en punisk lampe.

Hans krop var ideel til videnskabelig forskning. Da han endelig døde i 1654 var det bare med at gå i gang med at skære liget op. Den store opdagelse var påvisningen af lymfekarrene.

Hjertet – ikke bolig for ånd og følelser

Man måtte bruge nogle tricks for at undersøge sygdomme. Således skriv Bartholin i sin håndbog om praktisk anatomi:

 sørge for, at de dødsdømte eller galgens kandidater gennem pårørende eller gennem en skriftfader på en blid måde forhøres om, hvorvidt de klager over nogen sygdom, og hvilke legemlige lidelser, de plages af, for at man derefter ved dissektion kan gøre disse dele til genstand for en nøjere undersøgelse. De vil ikke gøre vanskeligheder med at skrifte, navnlig hvis man efter skik og brug før henrettelsen fylder dem med vin.

Epokegørende var det, at Niels Stensen i i 1663 fremhævede, at hjertet kun består af muskelfibre og hverken er bolig for ånd eller følelser.

40 pct. af børnene døde

I byerne døde flere end der blev født. Dette skyldtes blandt andet den dårlige hygiejne. Smitsomme sygdomme som kopper, dystenteri, skarlagensfeber, kighoste og influenza samt lungebetændelser dræbte 40 pct. af børnene inden de blev 15 år.

Københavns vand

Vand til Københavns husholdninger kom fra søerne gennem rør af udhulede træstammer til pumper og springvand eller fra brønde. I de dybe rendestene tømte folk deres natpotter og her endte også garvernes og fiskerkonernes affald. På grund af den ringe hældning stod rendestenene fulde af rådnende, stikende vand, der sivede ned i jorden, hvor det forpestede brønde og trængte ind i møre vandledninger.

Men man kendte ikke til bakterier dengang. Man troede, at sygdomme kom fra umoden frugt.

København var som en fæstning

København var som en fæstning. Befolkningstallet voksede hurtigt og dermed også affaldet. Det betød masser af luftvejs – lidelser. Også de mange epidemier og udbredt alkoholisme betød stor dødelighed.

Markedsgøgl

Lægerne var altid klar med recepter på pulvere, piller og tinkurer. Men de havde skarp konkurrence af omrejsende kvaksalvere, der blandede markedsgøgl med salg af mirakel – medicin eller stæreoperationer.

Gamle husrod

Almuen brugte gamle husråd. Hjalp det ikke opsøgte man sognets kloge mænd og koner. De fornemme havde deres egen huslæge.

Virkningen var synlig og drastisk

Så vidt muligt greb lægen først aktivt ind, når naturens helbredelseskraft ikke længere slog til. Det kunne ske ved at tappe blod ved åreladning, igler eller kopsætning. Han kunne sætte skub i spytafsondringen ved at ordinere kviksølvspræparater, give vandrivende midler eller udtømme tarmene med et klyster. Dette var et flydende afføringsmiddel i form af for eksempel sæbevand, som blev indsprøjtet i endetarmen med en stor sprøjte.

Patienten kunne også bringes til at svede, brække sig eller udsondre slim gennem næsen. Denne behandling havde den fordel, at medicinens virkning var synlig og dramatisk. Måske havde dette en placeboeffekt, så patienten blev rask.

Barberfaget var et finere håndværk

Barberfaget var et af de finere håndværk. Barberen kom i berøring med de finere rangklasser. Der blev stillet krav til lærlingen. Han skulle kunne læse og skrive dansk tysk og latin og nogenlunde forstå de almindelige gloser. De tre års lærertid foregik i barberstuen. Denne fungerede nærmest som skadestue. Men også ved hjemmebesøg fik lærlingen kendskab til sygdomme.

Efter svendeprøven havde han pligt til at opholde sig mindst fire år i udlandet.

Barberkirurg

En færdiguddannet barberkirurg kunne skære byld, behandle sår, lægge bandage på et knoglebrud samt sætte led på plads. Han kunne desuden trække en tand ud, behandle en indeklemt brok. Hvis man var dygtig, kunne han også udføre en amputation eller fjerne en blæresten.

Kirurgen stod standsmæssig langt over lægen. Ham kunne den jævne befolkning tale med. Han var nem at få fat i, og forholdsvis billig.

Apotekerne måtte indordne sig

I 1672 fik man Danmarks første medicinallov. Den omfattede også apotekere. I mindste detalje måtte apotekerne indrette sig efter lægerne. Man måtte ikke drive apotek uden kongelig bevilling. De håndværks – udlærte apotekersvende skulle eksamineres af lægerne ved Det Medicinske Fakultet. Apotekeren måtte ikke bevæge sig ind på lægens område. Man måtte dog gerne udlevere lægegodkendte medikamenter der, hvor der ingen læge fandtes. Mindst en gang om måneden skulle apotekerne inspiceres. Lægen skulle tilse, om de var velforsynet og at mesteren ikke snød på vægten og forlangte ublu priser.

Apoteket skulle til enhver tid ligge inde med gode, friske og uforfalskede varer.

Apotekerne måtte ikke tilberede eller sælge utilbørlige og farlige Recepter til mistænkelige personer. Ligeledes skulle apotekerne holde åbent Søgnt og Helligt, Nat og Dag og altid have nogen paa Vagt ”udi Pest og andre smitsomme Sygdommes Tider.

Apotekerne var leveringsdygtige i alt fra kviksølvspiller og konfekt til pulveriseret mumie, opium og tørret slangekød.

Medicinerne i hierarkiets top

Forordningen af 1672 placerede medicinerne i hierarkiets top. Det blev understreget, at de skulle holde sig til det indvortes. Men til gengæld var alt udvortes kirurgernes gebet. Det skulle lægerne holde sig fra.

Kirurgerne havde også lov til at behandle kønssygdomme. Men også andre smitsomme sygdomme blev overladt til dem.

Ach du lieber Augustin

I slutningen af 1600 – tallet levede der en populær musikant i Wien, Markus Augustin. En nat under den store pestepidemi i 1679 vat han så fuld, at han måtte tage sig en lur. Da ligbærerne tog deres morgentur blev Augustin smidt op på kærren sammen med nattens døde.

Uden for bymuren blev kærrens indhold kastet i massegraven. Har lå Augustin til næste morgen. Han greb sin sækkepibe og spillede så højt, at folk kom til og reddede ham op. Augustin blev ikke smittet på grund af alkoholen mente folk. Men trods det, at vinen blev meget udbredt som følge af rygtet om helbredende virkning, så døde 76.000 af pesten i Wien. Det er denne episode, der er baggrunden for den populære melodi:

 Ach du lieber Augustin

I sikre hænder

Sindssygedom var ikke altid noget, lægen beskæftigede dig med. Hans område var legemets svagheder. Den fysiske undersøgelse var begrænset. Som regel beholdt patienten tøjet på. Så vidt mulig lod man sygdommen gå sin gang. Behandlingen stod for det meste af lindring og trøst. Man lod patienten føle, at han var i sikre hænder.

Syfilis

Syfilis var dengang en frygtet sygdom. Den var uhelbredelig. Ofte måtte man leve med den i mange år. Ansigt og krop blev frygtelig vansiret. Ofte døde man, forpint og udstødt af samfundet. Martin Luthers tro væbner, Ulrich von Hütten beskrev sygdommen:

 Blærerne var af udseende og størrelse som agern, hårde og fremtrædende og med et mørkt udflåd, hvis lugt var så hæslig, at man skulle tro, denne alene kunne smitte. Blærernes farve gik fra sort over i det grønlige, og selve synet pinte de syge næsten lige så meget som smerterne, skøn disse var, som havde den syge ligget på et bål.

Kviksølv

Man forsøgte at behandle med kviksølv. Dette brugte man også mod psoriasis, spedalskhed og andre hudsygdomme. De massive doser var livstruende. Forgiftningen førte til voldsom spytafsondring. Men dette blev betragtet som forudsætning for et godt resultat. Senere blev doserne mere moderate, men lægerne opfattede det stadig som god latin at behandle til spyttet flød og tænderne sad løse.

Ulrik von Hütten gennemgik seks behandlinger på otte år. Han blev indgnedet med kviksølv. Han måtte under behandlingen opholde sig i sengen i et varmt værelse, som han ikke måtte forlade og fuldt påklædt for at fremkalde sved. Han beretter, at hans

 kæber, tunge, læber og svælg fik sår, gummerne hævede og tænderne løsnedes og faldt ud.

Behandlingen var så pinefuld, og at han hellere ville dø.

Tandpine

Næsten alle gik rundt med rådne tænder dengang. Tandpine var også ganske normalt. Løsningen var, at få tænderne revet ud. Læger advarede mod tandbørstning. Havde man tænder tilbage, var de som regel sorte. Og var man bare lidt op i årene, var man mere eller mindre tandløs.

Tandplejen var ofte overladt til selvlærte ofte klodsede amatører.

Men der var da også regulære tandlæger. En af dem var U.A. Scarpeta i Laksegade. I 1749 averterede han med

 vellugtende Tandpulvere, Balsamer, Tinkurer, Essentser, Øienvande, Pomader, Plastre og desuden forhandlede allehaande kurieuse og kompendieuse Brokbind, samt vellugtende Hovedpuder, der ikke alene kunne holde udflåd, Hovedpine og Svimmelhed borte, men tillige kunne styrke Hukommelsen.

Uværdig begravelse

Peter Schiønning beskriver flere af de begravelser, han deltog i. Hans beskrivelse af den vattersottige Hans Leths begravelse. Han illustrerer samtidig det hygiejniske problem, de mange kirkebegravelser udgjorde.

 Alt var gjort klar til Leths begravelse i Trinitatis Kirke. Låget var taget af familiens gravkrypt, og de udpegede sergenter kom bærende med kaptajnens kiste. En stram lugt bredte sig i kirken, og de sørgende sendte hinanden sigende blikke. Fra kisten og hen til indgangen sås en våd stribe på stengulvet, hvor ligsafterne løb ud. De, der skulle gøre den døde i stand, havde ikke ”besørget den døde tappet efter døden, og kisten var slet gjort, ubeget og med aabninger i bunden”.

 Det hele endte i en ren skandale, da sergenterne skulle fire kisten ned i graven. Et tov smuttede, så kisten gled ”og faldt på hovedenden i graven, saa at laaget derved gav sig op, og en del vand løb ud af kisten”.

Sindssyge

De sindslidende dengang var også udsat for meget. En amerikansk opfindelse var Beroligende Stol. Den og andre tvangsmidler blev brugt til at disciplinere sindssyge på Sankt Hans Hospital.

Stolen skulle reducere blodtilstrømningen til hjernen ved at holde patientens hoved og lemmer i ro.

Dengang var der plads til filosofiske og moralske spekulationer over årsagerne til sindslidelse. Man søgte forklaringer i dårlig opdragelse, ulykkelig kærlighed, moralsk fordærv, et udsvævende levned og andet, der placerede ansvaret hos den syge selv.

Men fra 1700 – tallet vandt den forklaring frem, at deres lidelser i stigende grad blev betragtet som uforskyldte.

Behandlingsmetoderne var dengang, legemelige Revselser med Riis, Ørefigner, Styrtebade, Spændestol, Tvangstrøie, Sult, Tørst, Kvalmemixtur, Spansk Flue m.m.

Lokumsafløb

Københavns drikkevand var af meget svingende kvalitet. Der flød af affald og ekskrementer fra mennesker og dyr i vandløb og søer. Latrinhullerne var overfyldte. Spildevand fra garverier og farverier, møddinger, kreaturvanding, lokumsafløb samt døde hunde og andre ådsler udgjorde en stor fare for drikkevandet.

Øl var sundt

Øl var ganske almindelig dengang. Brændevin derimod anså lægerne for

 ubetinget skadelig og livsforkortende.

 Vore Forfædre drak Øl, de vare nok ogsaa stærkere og sundere end deres Afkom, som betiene sig af Thee, Kaffe, Schokolade, Viin, Punch og Brændevin. Efter Naturens Indretning burde Øl være en Hoved – Drik for vort Lands Beboere, og endhver Fædrelandets Ven bør ønske, at mange vilde kappes om, at tilhave det med skyldige Omhu, at det kunde være sundt, styrkende, velsmagende og behageligt for alle Stænder, hvorved Misbrug af fremmede, ikke sieldent skadelige , Drikke alene kan indskrænkes.

Og en anden beskrivelse fra dengang fastslår følgende:

 Det er vist, at især Almuen let forfalder til at drikke Brændevin, naar godt Øl ikke kan faaes for billig Priis og at Brændevinens Misbrug sædvanligt staaer i et omvendt Forhold til Øllets Forbrug. Mangel paa godt Øl, kan derfor betragtes som en af de vigtigste Aarsager til de saa uendelig mange physiske og moralske Ulykker, som Brændevinens Misbrug nu i Aarhundreder har foranlediget over hele Jordkloden.

50 kopper te dagligt

Nogle læger anbefalede, at man drak te. Helt op til 50 kopper hver dag! Den danske læge, F.V. Mansa lovpriste også tobakkens helbredende virkning. Den kunne forebygge og forlænge livet. Men i 1631 advarede Ole Worm mod denne antagelse.

Tobakken var vanedannende

Mansa blev dog opmærksom på, at tobakken også havde skadelige virkninger, især hvis den misbruges. Den fordærver smagen og frembringer en ubehagelig Aande. Den gør tænderne sorte, og man bliver tør i munden, mavens nerver sløves.

Mansa erkender, at tobakken er stærkt vanedannende og absolut skadelig for børn, for brystsvage og andre sygelige personer.

Læs denne bog. Den er stærkt underholdende og historie på en anden måde.

Klaus Larsen: Dødens Teater – Lægekunsten i Danmark 1640 – 1840 / Munksgaard

Hvis du vil vide mere om sygdom, død og henrettelse: Læs

 Pest i København

 Gamle Lav (Laug) og Gilder i København (under København)

 Skt. Jørgen – Helgen, hospital og sø

 Aabenraas fattige (under Aabenraa)

 Henrettet i Aabenraa (under Aabenraa)

 Husvild i Aabenraa (under Aabenraa)

 Jordemødre, Hekse og kloge koner (under Aabenraa)

 Syge mennesker i Aabenraa (under Aabenraa)

 Ligvogen fra Frøslev (under Padborg, Krusaa, Bov)

 En stiftelse på Østerbro (under Østerbro)

 Garnisons Kirkegård (under Østerbro)

 Henrettelse på Østerbro (under Østerbro)

 Den mærkelige læge fra Højer (under Højer)

 Da Gertrud rejste sig fra kisten (under Nørrebro)

 Den stinkende kloak på Nørrebro (under Nørrebro)

 Ladegården – dengang (under Nørrebro)

 Latriner og Kloaker på Nørrebro (under Nørrebro)

 Et hospital fra Nørrebro (under Nørrebro)

 Fattiglemmer på Ladegården (under Nørrebro)

 Moral, Etik, horeunger og fattighjælp (under Nørrebro)

 Pest på Nørrebro (under Nørrebro)

 Under jorden – på Assistens Kirkegård (under Nørrebro)

 Fattige i Tønder (under Tønder)

 Henrettet i Tønder (under Tønder)

 Sygdom og andre lidelser i Tønder (under Tønder)

 Ulrich – en fysikus fra Tønder (under Tønder)