I 1813 fik den unge norske maler, J.C. Dahl en opgave af Peter von Scholten. Han skulle male udsigten fra Det Hvide Hus. Det kom der to smukke malerier ud af. Se Østerbros historie baseret på  disse to malerier. Vi skal bl.a. besøge Sortedamssøen, Blegdammene og meget mere. Et par kattuntrykkerier, Tapetfabrik og en voksdugs – fabrikant besøger vi også. Og så kigger vi på det hus, hvor maleren Købke, blev født.

 

Det Hvide Hus

Den unge maler J.C. Dahl fik til opgave af Peter von Scholten  at male udsigten fra Det hvide Hus. Malerierne findes i dag på Det Nationalhistoriske Museum på Frederiksberg Slot. Det er gennem disse to malerier, vi lader os lede rundt, og på denne måde får et enestående billede af Østerbro i begyndelsen af 1800 – tallet.

Det Hvide Hus havde adressen Østerbro 107.  Navnet Østerbro kommer af, at vejen uden for Østre Portmpå det første stykke vej var brobelagt. I begyndelsen af 1800 – tallet var området udenfor Østerport tyndt befolket.

 

Langt mellem husene

I 1801 boede der 659 på Østerbro. Der var langt mellem husene. Uden for byporten var der ingen beboelse, men på begge sider lå der kirkegårde. Holmens  til venstre og Garnisons til højre. Når man havde passeret Acciseboden omtrent på hjørnet af Kastelsvejen, så man Det Hvide Hus på højre hånd.

 

Søholt

Huset, som også på den tid blev kaldt Søholt blev opført i sidste halvdel af 1700 – tallet som lystejendom for etatsråd Niels de Hofman. Det var et hvidkalket 2 – etagers hus med mansardtag og sortglaserede tagsten og med 3 – fagkviste med altaner ud mod vej – og havesiden.  I årene 1778 – 1813 hed ejeren Lars Larsen. Han var tømmerhandler og grosserer samt en af Københavns største skibsredere. Herudover var han direktør i Den Danske og Nordiske Speciers Bank. Han boede inde i Nyhavn. Søholt,  som jo lå langt ude på Østerbro, var hans landsted til sommerbrug.

Det var ud for Søholt de danske forhandlere mødtes med de engelske kommissærer for at underskrive kapitulationen den 6. september 1807, efter det katastrofale nederlag, hvor englænderne sejlede bort med vores flåde.

 

Von Scholten bliver ejer

Den næste ejer af huset var stabskaptajn Peter von Scholten, som fik købekontrakt på huset i 1812, men skødet gjaldt kun selve huset. Grunden, som huset lå på var fæstet af staden, så den skulle først frikøbes. Her er formodentlig forklaringen på, at handelen først blev tinglyst i 1813.

Scholten ejede kun huset i en kort periode, for allerede året efter overtog toldskriver og justitsråd, Hans Boye ejendommen ved et skøde af den 5. september 1814. I vejviserens gaderegister
for 1816 – 1817 viser det sig, at han nu er død. Østerbro 107 ejes nu af justitsrådsinde Birgitte Cathrine Boye, der i 1815 havde arvet Søholt efter hendes mand.

1819 – 25 boede juristen A.S. Ørsted i Det Hvide Hus. Han var på det tidspunkt etatsråd og deputeret i Danske Kancelli og blev senere statsminister.

 

Familien Rosenkilde

I årene 1834 – 42 havde skuespilleren Christian Niemann Rosenkilde og hans familie bolig her. Han blev en meget elsket skuespiller og spillede flere komiske roller i Holberg – forestillinger. Hans datter, Julie Sødring  var også skuespiller, og hun har skrevet sine erindringer, som er udgivet med noter i 1951.

 

Julie Sødings erindringer

Fra de snævre, men hyggelige værelser i Adelgade flyttede familien Rosenkilde om sommeren ud til Østerbro – det var som at ligge på landet. Hun har blandt andet således skildret deres ophold i huset:

• Mange vil sikkert endnu kunne mindes Det Hvide Hus på Østerbro. Det laa lige for Søen og lignede nærmest et gammelt Palæ. Huset bestod af en Stue, 1 ste Sal og nogle Værelser oppe i det høje mørke Mansardtag. Tillige var der et herligt stort Loft med Altaner ud mod Søen og Haverne. Vor Lejlighed bestod af første Sal og nogle af Loftsværelserne. Værelserne var høje og luftige. Til Ejendommen hørte en stor prægtig Have, der strakte sig om bag Huset med en Mængde Frugttræer.

Det var et plankeværk i haven langs en lindealle der adskilte haven fra assessor, apoteker Møllers ejendom, Vennersro. Dennes store have stødte op til Classens Park og mod nord strakte Tuteins ejendomme sig.

 

Von Scholten i Det Hvide Hus

Men vi koncentrerer os om de par år  Scholten ejede Søholt.  Peter Carl Frederik von Scholten (1784– 1854) var oprindelig uddannet på Landkadetakademiet. Han gjorde tjeneste ved Vestindiske Hærstyrke, og blev taget til fange ved englændernes besættelse af Dansk Vestindien.

I 1807 blev han ført til England  som krigsfange, men blev året efter frigivet. I Danmark blev han udnævnt som sekondløjtnant a´la suite i Det Sjællandske Jægerkorps, hvor hans far var major.   1810 giftede den 26 – årige Scholten sig med Anne Elisabeth Thortsen  kaldet Lise. Han blev kammerjunker i 1812 og året efter blev han stabskaptajn.

I 1813 blev Peter von Scholten adjudant for Frederik den Sjettes generaladjudant Franz Christopher von Bülow. Scholten  blev desuden medlem af de røde fjer, tilnavnet for generaladjudantstaben, der i krigsårene 1807 – 14 dannede kreds omkring Frederik den Sjette.

Gennem Büllow fik Scholten personlig kontakt til kongen og denne har formentlig hjulpet ham til pengene til købet af Søholt. På trods af, at der findes en del litteratur om Scholten, findes der ingen omtale af hans korte tid på Østerbro. Vi har dog et håndgribeligt bevis i kraft af disse to malerier, han bestilte hos en ung kunstner, som i den periode blev undervist på Kunstakademiet, nemlig maleren J.C. Dahl.

 

Maleren J.C. Dahl

Dahl var 24 år, da han kom til København  i 1811. Han ønskede at male store landskaber. Han blev undervist på Kunstakademiet, og hvor undervisningen af eleverne bestod mest i
at tegne gipsafstøbninger af antikke figurer og udføre maleøvelser, der bestod i at kopeire de store mestres malerier.  Det kan derfor tænkes, at Dahl med glæde har taget imod von Scholtens tilbud om at male de to landskabsbilleder af udsigten fra Det Hvide Hus.

Under Dahls  syv år lange ophold i Danmark blev han hurtig kendt som en dygtig maler og hans kunder var både kongehuset og landets overklasse. I 1818 forlod han landet og fik i 1824 et professorat i Dresden.

 

Udsigt fra Sortedamssøen

Det første af Dahls malerier viser en eftermiddagsstemning ved Sortedamssøen med byens tårne og længst væk Frederiksberg Slot i horisonten. I billedets forgrund ses Sorte Dam, den sorte dæmning, som spærrede for søens udløb i Øresund, og som nævnt i 1858  skiftede navn og blev til vore dages Østerbrogade.  Til venstre i billedet skimtes Citadelsvejen (Kastelsvejen), i dag Classensgade.  Næste vej er den nuværende Dag Hammerskjölds Allé, dengang hed den Østerbros Allé eller blot Alleen.

Til venstre for huset på hjørnet ses Farimagsvej i dag Farimagsgade og til højre for huset lå Kærlighedsstien  eller Ægteskabsstien eller Venskabsstien, som den også kaldtes. Det er her Øster Søgade ligger i dag. Så mange veje var der samlet på det sted, der nu hedder Lille Triangel.

 

Münters bolig

Lader man blikket følge søens sydlige bred, ser man et hus i alt det grønne. Det er matrikel 117, hvor grunden strakte sig til Farimagsvej og helt ned til søen. Den blev i 1770 købt af præsten Balthasar Münter, som i 1765 var kommet til Danmark  for at være præst for den tyske menighed ved Sankt Petri Kirke.

Münters hjem lå  inde i byen og her ude på landstedet var samlingssted for tidens kunstnere og videnskabsmænd, og selv kom han til at spille en rolle i det kulturelle og religiøse liv.  Han er blandt andet kendt for sine samtaler med Struensee, som han blev bestikket sjælesorger for i 1772, mens denne sad i sin celle i Kastellet og ventede på sin dom. Münter udgav samme år bogen: Bekehrungsgeschichte des Grafen Struensee.

 

Sønnen med til at grundlæge Nationalmuseet

Sønnen Friederich overtog ejendommen efter Balthasar Münters død i 1793. På baggrund af hans store interesse for arkæologi blev han medlem af Kommissionen for de Nordiske Oldsagers Opbevaring, og var en af grundlæggerne af det senere Nationalmuseum.  Friederich Münters søster Friederike blev som 18 – årig gift med den rige købmand og administrator af Dansk – Vestindisk Kompagni, Constantin Brun. Han var en af de rigeste mænd i Danmark omkring statsbankerotten i 1813.

 

Friederikke Bruns erindringer

Foruden deres hjem i Bredgade havde de også landstedet Sophienholm  ved Bagsværd Sø. Sophienholm er i dag udstillingssted for skiftende kunstudstillinger. Friederikke Brun udgav flere digtsamlinger og en række dagbøger og rejseskildringer. I sine Ungdomserindringer skildrer hun farens have ved Sortedamssøen:

• Beliggenheden var virkelig ret yndig, og Udsigten maatte kaldes smuk. Thi fra Vinduerne i Huset saae vi mod Øst ud over Sundet, som myldrede af Liv og trængsel.
• Mod Syd aftegnede sig prægtigt Kjøbenhavns skyggefulde Volde og Taarnenes Omrids. Mod Vest saae vi ud over den spejlblanke Sø, de af grønnende Buskads hegnede Bredder,
  oplivede af Landskaber, Fabrikker og Blegepladser, op mod den langsomt skraanende Bakke, der krones af Frederiksberg Slot med dets Haver. Vi fik anskaffet os en lille god Baad, og admiral Adam Moltke i egen Person lærte mig at ro, saa jeg ofte i Timevis alene roede Fader, Moder og Søster rundt paa Søen.

 

Huset blev kaldt ”Elba” 

Efter Frierich Münters død overtog grosserer Johan Friederich Zinn ejendommen, som han kaldte Elba. Hans datter, Emma blev i slutningen af 1820erne trolovet med komponisten J.P.E. Hartmann  ved en højtidelighed i haven ved en lille høj, som siden i familien blev kaldt Tante Emmas Høj.

 

Collinsgade

Da Øster Søgade blev anlagt i 1870erne og Farimagsgade udvidet, blev den store have beskåret og senere solgt for, at man kunne opføre de store femetagers ejendomme sidst i 1800 – tallet. Gaderne kom til at hedde Zinngade og Elbagade, man da der også findes en Elbagade  på Amager er den senere blevet omdøbt til Collinsgade.

 

Gartner Reeh

Længere nede ad søens sydøstligste bred havde gartner Reeh sin planteskole, som han anlagde i 1760. Området kaldte han Østerholm og husene lå der, hvor Høyensgade og Hallinsgade ligger i dag.

Gartner Reeh var en af de første, der dyrkede kartofler på disse kanter, og han blev derfor kaldt Kartoffelmanden. Efter sigende stammer navnet Kartoffelrækkerne, som rækkehusene kom til at hedde, fra de mange rækker med hyppede kartofler, som før fandtes her. Læger havde advaret mod de elendige boligforhold mange levede under. Efter de frygtelige følger koleraepidemien i 1853 havde, dannedes en byggeforening til opførelse af arbejderboliger her i Kartoffelrækkerne, som flere andre steder i byen.

 

Sølvgades Mølle

I horisonten ind mod København,  ses flere tårne og møller. Til venstre for træets stamme ses Garnisons  Sygehus. Derefter kommer Sølvgades Mølle, som var placeret på Quitzows Bastion. Den gamle stubmølle blev i 1770 erstattet af en hollandsk mølle, som stod i 100 år, før den blev revet ned i 1870. I dag ligger Statens Museum for Kunst, der hvor møllen tidligere stod.

Lidt længere til højre ses Rosenborg Slot, som Christian den Fjerde  lod opføre 1606 – 1607. Efter tre ombygninger blev det til et pragtslot. Det var kongebolig frem til 1710, og er nu kulturhistorisk museum.

Lidt bag det ses Trinitatis Kirke og Rundetårn. Også her var det Christian den Fjerde, der var bygherre til dette højst originale bygningskompleks. Rundetårn stod færdigt i 1642, mens kirken først blev færdig i 1656.

 

Gothes Mølle

Den næste mølle som ses, er kæmpemøllen Gothers Mølle på Stadsoberstens Bastion. Efter at have været stubmølle fra 1650 – 1752 blev den genopført som hollandsk mølle i 1753. Den nedbrændte i 1867, og i dag ligger Nørreport – indgangen til Botanisk Have, hvor møllen før stod.

 

Vor Frues Kirke

Den næste bygning i rækken er Vor Frue kirke. Den har haft et kæmpespir på 120 meter. Det nuværende tårn er 58,5 meter højt. Under englændernes bonbardement i 1807 nedbrændte
kirken totalt. Sidste kirke i rækken er Sct. Petri Kirke, den tyske menigheds samlingssted.

 

Jenners Kattuntrykkeri

Går vi videre til søens nordvestligste bred, finder vi blegdammene, som var lange smalle jordstykker, der gik mellem Dossseringen, det var stien langs Sortedamssøen og
Blegdamsvej. Vejen blev anlagt i 1661, og skulle anlægges i en bredde af 24 alen med en beplantning af lind eller pil på begge sider.  Efter svenskekrigene 1657 – 60 måtte der kun bo blegmænd og lignende folk herude. De fleste af grundene blev anvendt til blegning af hørgarn og bomuldstøj, som blev gjort vådt og bredt ud til blegning i solen. Længst borte i billedet på
den 8. blegdam, havde den hollandske familie Jenner  i 1700 – tallet deres kattuntrykkeri. Friederike Brun fra Elba fortæller i sine ungdomserindringer, at hun ofte roede over søen og besøgte familien Jenner. Hun kom meget på kattun-fabrikken og følte sig helt hjemme i farver – og malerstuerne og var fortrolig med glittepressen.

 

Kierkegaard med i ejerkredsen

Kattuntrykkeriets  ejerskab blev udvidet i 1806 med fire af de førende klædehandlere i byen. Den ene var Michael Pedersen Kierkegaard, som var far til Peter Christian og Søren Kierkegaard.   I den anden ende af den 8. blegdam, den der vender mod søen, indrettede restauratør Olsen i 1880erne sin restaurant Søfryd.

 

Østerbro Isværk

På den 12. blegdam lå  Østerbros Isværk. Man udnyttede de kolde vintre, så når søen var frosset helt til, skar man isen i mindre stykker og opbevarede den i isolerede lagerrum, der om sommeren fik kalket tagene hvide.   På den 13. og 14. blegdam indrettede Jacob Parnemann 1776 også et kattuntrykkeri. Det er formentlig fra hans tid det fire-etegers bindingsværkshus stammer. Det blev oprindeligt brugt som tørrehus for bomuldsstofferne og senere til gymnastiklokale. Det blev nedrevet i 1883.

 

Her blev Chresten Købke født

1813 fik tobaksfabrikant Christian Anthonsen Siegumfeldt skødet på 15. blegdam, og det følgende år stod huset færdig. Det var dette hus, bagermester Peter Behrendt Købke flyttede ind i 1833, da han flyttede fra Kastellet. Huset og omgivelserne har vi en del billeder af, da sønnen Christen Købke fandt motiverne til mange af sine malerier her.

Selve huset havde indkørsel fra Blegdamsvej og rummede 23 værelser, så der var plads til hele den store familie. På samme blegdam lå ved søsiden en villa, som fra 1870erne var restaurant
, og i haven var der lysthuse, keglebaner, musiktribune og andre forlystelser.

 

Manchesterfabrik

I slutningen af 1700 – tallet ville staten hjælpe industrien til at fremstille tekstiler her i landet. Man havde tidligere måtte importere alt fra udlandet. Staten var villig til at investere betydelige beløb i foretagendet, som man forventede ville give et pænt overskud.

Da man ikke havde erfaring herhjemme, bad man den svenske altmuligmand, Charles Axel Nordberg om at komme til Danmark og anlægge en Manchesterfabrik. Det var en fabrik, der kunne fremstille de yndede kattuntrøjer.

 

Bomuldsfaktur

Man dannede Det Kongelige privilegerede Bomuldsfaktur og indrettede fabrikken på 20. blegdam. Fabrikken skulle ud over at fremstille bomuldsklædet også være uddannelsessted
for tekstilindustrien. Man havde store ambitioner og fabrikken blev udvidet og bredte sig over blegdammene 19, 20, 21 og 22.  Fabrikationen gik imidlertid ikke så  godt, for maskinerne voldte til stadighed problemer. Under krigen i 1807 blev det hele ødelagt og fabrikationen stoppede.

I 1810 står kattunfabrikant O.C. Reincke som ejer, og i 1811 overtog fabrikant C.F. Juncker  den 20. blegdam, og fik en omfattende produktion i gang med 120 ansatte og 16 daglejere.

 

Tapetfremstilling

På den 21. blegdam fik Zacharias Niemann den ide at fremstille tapeter. Han havde forstand på at lave kønrøg. Han ansøgte derfor kongen om tilladelse til at etablere en manufaktur uden for Øster Port. Han mente, at kunne dække hele Danmark og Norges forbrug. Han fik tilladelse på betingelse af, at det var kvalitet, som han fremstillede. I første  omgang skulle han dække behovetpå Sjælland. Niemann fik sin fabrik og erhvervede grunden. Han valgte dog senere at sælge sine privilegier til Sven Svendsen  og Joachim Severin Bonsack.

 

Voksdugs– fabrikanten

I 1834 havde Jørgen Ernst Meyer fået borgerbrev og kunne nu smykke sig med titlen, malermester. Voksdug blev fremstillet af lærred, som først blev strøget over med lim for at tætne strukturen i stoffet. Derefter blev der smurt fernis på, ofte i mange lag, og der blev slebet med sandpapir ind imellem. Til sidst blev der trykt et mønster på. Det var altså en langsommelig
affære, men det blev meget brugt, både til regntøj og duge og til gulvbelægning.

Han fik i 1838 sit eget patent på fremstilling af voksdug. Han ville gerne have en produktion som også kunne holde malersvende beskæftiget om vinteren, og hertil egnede voksdugsfabrikation sig godt..  I 1840 blev det muligt for ham at fæste og senere købe en grund ved Sortedamssøen, den tidligere 21. blegdam.

Først i 1853, hvor militærets grænse for nybyggeri udenfor voldene blev opgivet, blev det muligt for ham at købe og bygge fabrik, villa og have. Blegdamsvej 92b var en lang strimmel jord, der gik fra Blegdamsvej og ned til Sortedamssøen, Ryesgade var endnu ikke anlagt. Den tidligere Manchester – fabrik var gået konkurs, og de havde efterladt et stort hus nede ved Sortedamssøen med to etager og med loftetage. Her slog Meyer sig ned med sin familie.

Fabrikken blev indrettet således, at spildvarmen fra ovnene med fabrikation af lakarbejdet blev udnyttet til tørring af produktionen af voksdug. Senere startede han sit eget lakkogeri og en fabrikation af blikvarer til lakering.

En folketælling viser, at Jørgen Ernst Meyer flyttede sammen med sine tre døtre og sin gamle mor, der var blevet enke. På samme adresse boede i 1845 også en Nikoline Schneider – formentlig som husholderske til at se efter hus og børn, foruden to tjenestepiger.

I 1850 er Jørgen Ernst sat som husfader og Nikoline  er nu hans kone. De blev gift den 9. juli 1845, da han var 43 og hun 25 år.

 

Udsigt mod Øresund

Det andet maleri viser en morgenstemning over Søholts have og Øresund. I haven var der mange frugttræer og blomsterbede med skyggefulde gange. For enden af haven ligger naboens hus og til venstre ligger dammen i professor Nachtigals have. Ved dammens bred ses det særprægede hus i Tuteins have. Til højre ses Kastellets volde og indløbet til havnen, og længere borte ligger fortet Trekroner. På sundet er der talrige sejlskibe og den svenske kyst skimtes i det fjerne.

Der ses flere personer på billedet og Jan Buchter har forsket i det, og fundet frem til følgende konklusion.

 

Scholtens chef på maleriet

Hvis vi forudsætter, at billedet med udsigten over sundet er malet i eftersommeren 1813, så havde Scholtens familie på det tidspunkt følgende medlemmer: Hustruen Lise  var 27 år gammel, det ældste af deres to børn, datteren Elisabeth Cartharine var lige fyldt to år og den yngste, Adelgrunde Elise Marie var et halvt år. Peter von Scholten selv var 29 år.

Disse fire personer passer fint til maleriet, den unge kvinde med de to små børn og den unge mand til venstre på havebænken. Men foruden disse er der også den høje og noget ældre mand, ham der sidder til højre på bænken. Det kan ikke være Scholtens far eller svigerfar, de er begge døde før 1813. Det er derfor nærliggende at antage, at det er Scholtens overordnede, generalmajor F.C. Von Bülow, der da var 44 år.

Bülow var sammen med kongen nøglefiguren i Scholtens liv, og han var den, der havde gjort købet af Søholt muligt. Derfor må det være Bülow, der på maleriet har fået hæderspladsen ved siden af Scholten.

 

Vejemester på Sct. Thomas

Den 28. januar 1814 tog von Scholten sin afsked fra militæret, for dagen efter at blive udnævnt til vejermester på Sct. Thomas. Scholtens hastige salg af Søholt skyldtes sikkert den kraftige reduktion af militæret samme år, og Scholten har sikkert set det som sin redning, da han fik embedet som kgl. måler og vejer på Sct. Thomas.  Søholt fik senere fjernet sine to altaner, hvilket man kan se på billeder, som er senere end 1857.

 

Forkerte titler

De to malerier befinder sig som sagt på Frederiksberg Slot,  men har fejlagtigt fået titlerne, Udsigter fra det Tuteinske Landsted på Østerbro. Jan Buchter har påpeget, at billederne ikke er set fra Tuteins Rosendahl men fra Det Hvide Hus.

Misforståelsen er måske opstået ved at det ikke er den 88 – årige Frederik Tutein, der har stået for overdragelsen af billederne til museet.

I stedet har andre, der ikke kendte forhistorien, fortalt at malerierne var fra Østerbro, hvor familien Tutein i sin tid havde det kendte landsted Rosendal. Frederik Tutein må have vidst, at billederne ikke var fra hans bedsteforældres landsted, idet familien først solgte Rosendal i 1853, da Frederik Tutein var 28 år gammel.  Og således sluttede vores rundtur omkring et hus i 1800 – tallets Østerbro

 

Kilde:

• Østerbro Lokalhistoriske Forening
• Litteratur Østerbro
• www-dengang.dk – diverse artikler

 

Hvis du vil vide mere:

 – www.dengang.dk indeholder 1.783 artikler, heraf er 101 artikler fra Østerbro:

• Blegdamme på Blegdamsvej
• Christen Købke – en maler på Østerbro
• Classens Have på Østerbro
• Garnisons Kirkegård
• Henrettelse på Østerbro
• Kartoffelrækkerne på Østerbro
• Kastellet (1- 5)
• Livet i Nyboder og på Østerbro
• Østerbro langs søerne og mange flere 

Redigeret 10.10.2021