Foredrag på  I.A. Sprogskole, Hejrevej 5, KBH. NV. Man ikke i et foredrag beskrive Nørrebros Historie. Vi går så  lidt videre, og går også ind i København. Hvordan så  det ud dengang. Der var klasseforskel, social nød. Vi forsøger at pege på det væsentlige – god fornøjelse.

 

Dengang i København

Det var ikke bare en sølle landsby, som Absalon fik foræret af paven. Byens grundlægger har sikkert boet på en stormandsgård ved Kongens Nytorv. Nye fakta dukker frem, efterhånden som Metro – byggeriet skrider frem.

Man må allerede nu antage, at København er adskillige år ældre end antaget. Det har siden stenalderen været mennesker i København. Og sildeeventyret i Øresund har trukket betydelig flere til.

 

Skæve eksistenser uden for voldene

Mange mærkelige eksistenser opholdt sig ude foran byportene. Her blev der drukket og det der var værre. Man overfaldt forbipasserende og levede et syndigt liv. Kongen forsøgte med forordninger, men intet hjalp.

Fra Absalons overtagelse af København kender vi landsbyen Serridslev. Byen lå på et meget stort areal. Jordene nord for Nørrebrogade kaldtes også Serridslev. Byen forsvandt i 1523. En stor del af disse jorde blev senere givet til embedsmænd, som en slags løn for deres indsats for byen. Vi kender bl.a. Rådmandsvangen, Borgmestervangen m.m.

Kongen beordrede søerne fyldt med vand igen, da de var blevet tørlagte. Det var ikke godt for byens forsvar. I 1570 beordrede kongen, bønderne til at gøre noget ved de katastrofale dårlige veje .

 

Nedrivning – svenskerne kommer

I år 1600 var der hele 200 haver uden for Nørreport. I 1672 blev der forbudt at opføre bygninger i området. Man var bange for svenskerne. Fra volden skulle der være frit syn, så man kunne holde øje med svenskerne, når de kom.   Men man man måtte godt oprette Blegdamme og små skure, som hurtigt kunne nedrives, hvis der blev krig.

Militæret oprettede en såkaldt demarkationslinje. Den blev i historiens forløb flyttet frem og tilbage. Her gjaldt der forskellige byggeregler.  I 1622 var der 162 haver foran Nørreport. Man begyndte så småt at opbygge nye huse og veje. Men ak. Den 9. august 1658 blev det hele nedbrændt. Svenskerne var på vej. Da faren var drevet over, begyndte man igen.

En masse smugkroer opstod. Men også sommerforlystelser. Bønderne måtte dog ikke forefindes fulde. De skulle arbejde. Hvis de blev pågrebet beruset var det en tur i kongens fængsel.

 

Kongens jagtvej

I 1693 blev Mosaisk Kirkegård anlagt. Det var ved en sti der førte ned til sandgravene på Fælleden. Siden blev den kaldt for Jødevejen. Og i dag kalder vi den for Møllegade. På den anden side landevejen løb Solitudevej. Det blev i 1679 kaldt den kongelige Jagtvej – ikke at forveksle med den nuværende Jagtvej.

I begyndelsen af 1700 tallet blev der anlagt en skydebane på Rådmandsmarken. Man skød efter skive og papegøje. Det var borgerskabets store fornøjelse.

 

Den stærke mand

Men man kunne betale sig fra alt. De rige velhavende begyndte at bygge lystejendomme på Nørrebro. Forlystelser kom her også.  Således var der en person,
der hed Johan Carl von Eckenberg, der i 1722 købte en have ved den nuværende Skt. Hans Gade. Han kaldte sig for Den stærke Mand. Et lille skrift, fik han fremstillet. Her fortalte han

• at han med den ene hånd kunne løfte en kanon på  2.000 – 2.500 pund. Med den anden hånd kunne han drikke et glas vin.
• at han kunne stå på et stillads, og med den ene hånd kunne løfte en rytter med hans hest, eller 12 personer. Men dem anden hånd kunne han blæse i
  en trompet.

Men den stærke mand havde knust mange pigehjerter og skyldte efterhånden så mange penge væk, at han måtte flygte meget hurtigt.

I 1720 foregik der en duel midt på Nørre Bro. Det begyndte med et værtshusbesøg. To soldater havde siddet og drukket. Men sergent Henrik Barkhoff mødte sit endeligt. Han blev stukket i højre side. Hans banemand måtte flygte og blev aldrig fundet.

 

Den første skole

I 1761 oprettedes den første skole uden for volden – Blegdamsskolen. Skolelederen skulle undervise i læsning, skrivning og regning. Han skulle selv sørge for inddrivning af skolepenge. Men det kneb med vedligeholdelsen og inddrivelsen af skolepenge.

 

Lygten Kro

Skal vi ikke prøve at tage en tur gennem Nørrebro – dengang. Vi starter omtrent der, hvor Højbanen går i dag.

Det var dejligt at kunne gøre holdt ved Lygten Kro. Hestene kunne få slukket tørsten. Lygten Å, stammer helt fra 1500 – tallet. Egentlig staves det med ø, og det
kommer fra det danske ord løgh, der betyder sump.

. Man kunne få Bajersk øl og gammelt øl. Men det var nu ikke den store forskel på de to øl-sorter. Nogle mente, at der var snyd, så kunne man nyde den fattige mands trøst, en snaps eller to. Den var både billig og stærk.

 

Gennem Ydre Nørrebro

Den yderste del af Nørrebrogade hed Lygtevejen indtil 1873. De kørte på en grusvej med grøfter og træer langs vejen.

På højre side passerede de gårdene Ventegodt og Petersdal. Enkelte huse klumpede sig sammen langs vejen. Længere fremme var endnu et par gæstgiverier og traktørsteder.

De passerede forbi en markvej, der hed Havremarksvej. I 1880 skiftede den navn til Stefansgade. Her blev Nørrebros anden kirke opført.

I horisonten kunne man skimte byens tårne og møllerne på volden. På Runddelen gjorde han holdt, og kiggede sig omkring. På den nordlige side lå den store vindmølle, Ølunds Mølle. Den var netop blevet opført her i 1820. Her kørte bønderne sæk efter sæk af den gode danske korn. Mellem trækhjul og træaksler blev kornet kværnet til mel, fin-mel og grov-mel. Der var ikke mange mennesker på Nørrebro. I 1840,var der kun 1.000 mennesker.

 

Gennem Indre Nørrebro

Men ellers var det ikke så meget at se på. Der lå nogle enkelte lystejendomme, og de rige blev transporteret ud til Bakken var Skt. Hans Torv. Ved Runddelen kunne man også være heldig, at se nogle af Kongens ryttere, der red ned af en lille sti, på vej til jagt. Stien hedder i dag Jagtvejen.

 

En spændene kirkegård

Assistents Kirkegaard kræver et foredrag for sig selv. Det var et eldorado for datidens folk. En sønderjysk embedsmand banede vejen for, at her blev kendte begravet. Her ligger H.C. Andersen, Kirkegaard, Dan Turrell og et utal af kendte. Det var her barnemorderen fra Jægersborggade begik nogle af hendes ca. 20 barnemord.

Og det var her, at Gertrud Bodenhoff rejste sig fra kisten, da gravrøvere var på spil. Hun gav udtryk for, at man skulle befri hende fra det onde og mørke sted.Her havde man også i graverbygningen en anordning med en snor til en klokke. Det var lavet, for det kunne jo være, at man kun var skinddød.

 

Struensee

Det første privathospital i Danmark, Koppeindpodningsanstalten oprettet af Struensse, var for længst ophørt. Struenssee var ofte set på Nørrebro, hvor han gik
på fasanjagt. Han led en trang skæbne og endte sine dage i nærheden af Idrætsparken. Hans bøddel hed Gottschlack Mûhlhausen. Han havde
nu ikke det bedste ry. Han ramte oftest ved siden af, når hovedet skulle skilles fra kroppen. Onde tunger mente, at snapsen var skyld i dette.

Omkring Fælledvej passerede man  landstedet Store Ravnsborg.

Atter ventetid ved Byporten. Der blev kigget efter ulovlige varer. Det var ellers den største port af dem alle. Hele fem meter bred og syv meter i højden. Dem, der skulle sørge for tolden m.m. hed ”konsumptionsskrivere”. De var meget korrupte, og en af dem købte senere Blågården for sorte penge.

 

Befolkningstæthed

På  Nytorv, her var der marked indtil 1910, da Flæskehallen i Kødbyen blev taget i brug. Også på Gråbrødre Torv og Nicolai Plads var der marked. Børnedødeligheden var 25 %, gennemsnitslevetiden var 25 for mænd og 34 for kvinder.

Det var voldene, der var skyld i den store befolkningstæthed. Det var værre end Oliver Twist `s London. Her i enevældens tid, var havne og moler proppet med sejlskibe, joller og skonnerter. Vandet var forurenet med skrald, kadaver, afføring og en fordrukken sømand. Peter synes, at det var ulækkert.

 

Chokoladevogne

Hver nat blev hundredvis af hestevogne belæsset med afføring og kørt over Knippelsbro til latrinkuglen på Amager, så betegnelsen ”Lorteøen” har noget
over sig. Også i 1915 fragtede man ”lort”. Det hældte man i de såkaldte ”chokoladevogne”. Jernbanearbejderne fik 2 kroner mere i timen for at tømme disse vogne, som lugtede af alt andet end chokolade.

Ja man havde ligefrem en Lortestation. Den lå ved Lersøen. Her blev der opbevaret en masse lort. Og det var ikke sjovt for borgerne

 

Forurening

Her på Nørrebro kunne man have mødt H.C. Andersen, da denne første gang besøgte København. Han kom i sine unge år meget på Nørrebro. Han gik til undervisning i tysk hos Frederik Høgh Guldberg, der boede på Solitude. Men Andersen var mere interesseret i teater end at lære tysk, så Guldberg slog hånden af ham, og bad ham ryge og rejse.

Der var ingen gadebelysning, og kulilteforureningen var 10 gange så højt som i dag. Gadelamper med gas blev først indført i 1853. og dette gav København et helt nyt liv. Folk fyrede med træ og tørv. De første fabrikker var dukket op, der var tyk røg fra jernstøberier, garverierne forurenede med tungmetaller. Og syre, kemikalier og slagteraffald hældte man bare i søerne. Jo mere røg, jo mere moderne var det.

 

De fire porte

København var befæstet med fire porte, nøglerne lå på kongens natbord. Men mod betaling kunne man altid komme ud af Nørreport. Den stod altid på klem.
Hvis man ikke nåede det, eller hvis Havde man fået en tår for meget, kunne de leje sig ind i Pjaltenborg i Rosenborggade Kridtstreger på gulvet, markerede her, hvor de faste lejere måtte være, og hvor et nats lejerne måtte komme. 4 skilling for en bitte plads, og så fik man da lidt hø til. For to skilling kunne man få en ståplads op af væggen.

 

Masser af varer i København

Man slagtede kvæg i Kjødmagergade. Gennem Nørreport kom som regel kulsvirende fra Grib Skov med trækulv, tørv og brænde. Gennem Amagerport kom Amagerbønderne med deres hollandske navne med frugt og grøntsager – konkurrenter til Peter Klit og hans far.

Gennem Østerport kom fiskernes koner fra de små fiskelejer ved Øresund. Fra den overfyldte havn kom sukker, rom, bomuld og datidens narkotika, kaffe, te og tobak. Men også silke, porcelæn og ikke mindst krydderier. Af og til trak  politiet af med en tyv, den obligatoriske straf var 27 slag på den blottede krop.

 

Mavepine og tyfus

Der var 3.000 letlevende damer, der servicerede søens folk og andre. 3.000 brændevins ovne, der sørgede for det tørstige København. 3.000 køer i det indeklemte København blev holdt i live af den mask, der blev til overs af brændevinsfremstillingen. Hvad der kom ud af koens anden ende, blev smidt på gaden. Man håbede så på, at natmanden tog det meste med, sammen med de hunde og katte, der døde af, at smage på afføringen.

Om sommeren, da københavnerne drak mere vand fik de mavepine og tyfus. Det vand de drak, stammede mange gange fra kanalerne

 

Den store brand

Inde i København var man bange for svenskerne. Derfor måtte der ikke bygges noget foran voldene, der ikke hurtig kunne fjernes. Dog havde Christian den fjerde beordret, at der skulle være to værtshuse. Men hvor effektiv disse vold var, står hen i det uvisse. Fra Brønshøj og Nørrebro havde svenskerne beskudt København, og i 1809 havde englænderne lagt dele af København i ruiner.

Under en af de brande, der blev forudsagt af kanonkugler, opdagede man et vinlager. Det var synd, at dette skulle gå til spilde, så i stedet for at slukke branden, ja slukkede man i stedet halsbranden.

 

Den uheldige kommandant

På Solitude boede engang Københavns kommandant Grev Sponnec. Det var ham, der skulle sørge for Københavns sikkerhed, men det klarede han ikke ret godt i 1728, da en tredjedel af København brændte. Det var en dag, hvor der var brandøvelse, og alle fulde, både politimester, brandmester og brandmændene.
Marinen blev sat til at passe på kongens skibe, langt fra branden. Det var ingen vand i Peblingesøen. Vandet måtte de have fra Stadsgraven. Men så skulle man jo vække kongen, fordi Stadsgraven lå uden for voldene. Men væk ham, det ville man ikke.

 

Pas på – Zaren kommer

Vi passerer tæt forbi Solitudevej. Den var i mange år indgangen til Blågården. Hovedindgangen var hjørnet Slotsgade/Nørrebrogade.  Og her skete der virkelig mange ting. Frederik den 3 `s spindoktor, Christoffer Gabel fik i 1661 gavebrev på jordende og retten til at køre karet.

Dele af jorden var leret, så man indrettede et teglværk på grunden. Gabel byggede et lysthus og plantede lindetræer. I haven blev der bygget pavilloner i hollandsk stil. En af dem var med blå tegl, heraf navnet Blågården.

Her blev der holdt gevaldige fester med ballet, fyrværkeri og ringridning. En sådan fest kunne let løbe op i 100.000 rigsdaler. I Gyldenløv `s tid fortsatte festlighederne med ridning, skydning og lansestød..

 

Kongens ”underholdningsminister” 

Da prins Carl overtog stedet havde han 47 personer til at opvarte sig. Hans kone Sophie Hedvig havde dog kun 23. Man foranstaltede bl.a. dyre kampe med to hunde mod en bjørn.. Man håbede, at hundene sejrede. Man skulle nemlig fortære ”den eller de døde” under middagen.

Rygterne bredte sig på et tidspunkt. Zaren ville aflægge Blågården et besøg. Problemet var bare, at han havde 27.000 soldater med sig. Det var stor panik.
Heldigvis fandt man en løsning, så københavnerne kunne ånde lettet op. Blågården blev ofte benyttet af kongefamilien.

Grev Holck var Christian den 8 `s ”underholdningsminister”. Han købte Blågården for 30.000 rigsdaler. Men det var kun for at underholde kongen. Alle orgier stod kongen selv for. Det var også her Støvlet Kathrine kom ind i billedet. Det var kongens elskerinde, som senere mere eller mindre diskret blev sendt i asyl til Hamborg.

 

Aspargeslandet i stedet for Rabarberlandet

En del af Blågårdens jorde, bl.a. Solitude blev solgt som blomstrende lystgård med enge, humlehave og aspargesmarker og lidt rabarber. Egentlig burde det hedde Aspargeslandet i stedet for Rabarberlandet. Men det sidste lyder sikkert bedre.

.I 1791 blev der indrettet et lærerseminar. Kongelig Kapels syngemester H.O.C. Zink skulle undervise de stakkels elever.

 

Den falske sang

Da Biskop Balle skulle begraves sang elever fra Blågården. Men den ny biskop måtte afbryde, så falsk sang de.

Men det var noget med moralen. Blågården var også åbnet for at skaffe plads til Vajsenhusbørn i 1795. En del af disse børn var piger. Alle de seminariestuderende var mænd.. Biskop Balle skrev dengang: Efterdi Vajsenhusets pigebørn værre i den kritiske alder og seminaristerne i den fyrige alder.
Kort tid efter blev seminariet flyttet til Jonstrup.

 

Protest fra Vandkommissionen

I 1801 blev Blågården omdannet til feltlazaret og også indrettet til Sindssygeanstalt, og hospital til veneriske syge. Men Vandkommissionen protesterede:

• Skal de venerisk syge, galdne folk, de med spedalskhed boe saa nær ved Landevejen og Peblingesøen, hvoraf vi daglig drikker….

I 1816 købte Peter Von Scholten Blågården. Han solgte ejendommen i parceller, blandt andet til tobaksplantage. Det Harmoniske Selskab indfandt sig også, og man kunne mod entre se på ballonopstigning.

 

Ladegårdsåen

Åboulevarden var dengang Ladegårdsåen. Hvis I kigger godt efter, kan I se en mindesten over fire fine damer, der druknede i åen i 1812. En vogn væltede, og kvinderne druknede i åen. De havde været på besøg på en af de mange landsteder, der lå på Nørrebro dengang.

 

Landbrugsmaskiner på Nørrebro

I 1827 købte bagermester Schuur stedet, og indrettede det til morskabsteater. Man søgte dog om tilladelse til at spille rigtig teater. Men den tilladelse måtte man vente længe på. En brand forvandlede Blågården i 1833 til en ruindynge. Onde tunger påstod, at den var påsat. Stedet havde atter engang fået økonomiske problemer.

 

Dyretarme lugter

I nærheden indrettede Familien Heegaard, en kuppelovn. Musikstrenge blev fremstillet af dyretarme. De få beboere der var der dengang, protesterede over for lugten. I 1828 begyndte man fremstillingen af gryder og kedler. Det var en givtig forretning. Egentlig kom disse ting fra England, men efter englændernes
bombardement, boykottede man engelske ting.

Kakkelovne, komfurer ja sågar landbrugsmaskiner blev fremstillet her. Hvem skulle have troet det. Midt på Nørrebro. Hele herligheden blev revet ned i 1899, og i 1916 blev det Blågårds Plads.

 

Den kreative Heegaard

Nørrebro bestod af et fortov og en fliserække, hvis fliser var skæve. På den modsatte side var der jordveje. Det varede helt til 1850, så kom der ordentlige fortove. Inden da havde den kreative Heegaard købt begge sider af Nørrebrogade. Han blev endnu rigere, da han solgte hele herligheden til kommunen.

Fabrikanter, tømmerhandlere, gartnere og funktionærer, møllere og øltappere boede i de barakker, der måtte bygges på Nørrebro dengang. Man skulle helt ind til byen efter fornødenheder. Der var dog en spækhøker hist og her, en handlende med lyd og tråd, og et enkelt mælkeriudsalg.

 

Sundhedsfare i hovedstaden

Inde i byen kunne han ikke vende sig til grøntsagskællingernes forfærdige råb. En tysk rejsebogsforfatter mente dog, at det kun var danskere, der kunne vende
sig til dette.

Her i 1843 havde København 140.000 indbyggere. Ytringsfriheden var inddraget. Det hed dengang skrivefrækheden. Spildevandet blev stadig kastet ud på de brolagte gader. En optælling viste, at der var 2.777 heste, 1,435 køer og 739 svin, samt 45 får.

På gaden trængtes fodgængere, ryttere, omnibusser, barnevogne, militærpatruljer og bøndervogne mellem hinanden. Garverne i Rosenborggade udskyllede
deres kar 4 gange om dagen. Det stinkende affald løb ned af Frederiksborggade over Kultorvet gennem Købmagergade over Strøget, for så at plaske i vandet forbi Højbro Plads ved Slotsholmen.

 

Kældersump

Under de fleste huse i kælderetagen var der såkaldt kældersump. Her var der mange, der tømte latrinerne om natten, så andre ikke kunne se det.

Bønderne havde ofte deres eget vand med. Man skulle ikke drikke københavner – vand. På Rosenborg, hvor man havde en brøndkure-anstalt. Her solgte man Rosenborg Mineralvand frem til 1929.

Vand fra Emdrup Sø – beregnet til københavnernes drikkevand, faldt drastisk i kvalitet jo nærmere den kom storbyen. Den kom betænkelig nær latringrubber. Og når vi nu er ved det emne, så fandt Hygiejnekommissionen ud af, at der i Ryesgade 156 a og b var 72 personer, der brugte samme sæde.

Gennemsnitshøjden i 1843 var 1.65 og gennemsnitsalderen var steget til 34 år.

 

De fine i Østergade

Byens omkreds i 1843, var det samme som på Christian den fjerde `s tid, men indbyggertallet var vokset til det dobbelte. Lagerrum, kældre, brandskure, ja selv
hønsehuse blev brugt til beboelse.

I Østergade,  var kloakkerne nedgravede. Her kunne fruentimmerne promenere i silkekjoler. Her var eksklusive butikker fra 1001 nats eventyr. Det var her de fine damer fra St. Petersborg kom. De kom med de moderne dampskibe. Så moderne, at de ikke måtte anløbe havnen på grund af brandfare. Så skule de pæne damer stige om, og det fik de våde fødder af.

 

Den tvivlsomme moral

Moralen i hovedstaden var yderst tvivlsom. Kjøbenhavns Politi havde nok at se til. Den bestod af 85 mænd, men de havde hele 185 vægtere til at hjælpe sig. Disse vægtere skulle på alle tider af døgnet synge. Stakkels beboere. Klokken 22 lød sangen således. Vi skal dog her nøjes med at opremse teksten.

 

Stakkels Børn

På Lunds Jernstøberi på Nørrebro beskæftigede man 40 fabriksarbejdere og 40 daglejere. Men at der også arbejdede børn her. I 1873 kom der et nyt regulativ
på fabrikkerne

• forbudt at ansætte børn under 10 år
• børn mellem 10 og 16 år må kun arbejde 6 timer dagligt, dog ikke om aftenen.

Hvornår mon de skal gå i skole og lave lektier?

 

Livet ved søerne

Nede ved søerne var der flotte villaer. Stierne dernede havde forskellige navne. Det var Venskabsstien, Ægteskabsstien og langs Sortedamssøen, Skilsmissestien.

Her gik Kierkegaard dagligt i halvanden år, for tilfældig a måske at møde sin elskede Regine. Hun boede ned til søen på Nørrebro, mens Kierkegaard sammen med 449 andre boede på Østerbro.

 

Kanoner og druk på
Fælleden

Fælleden blev brugt som militært øvelsesområde. Det var Københavns Borgervæbning, der forsøgte sig med kanoner, haubitser og morterer. Efter en sådan øvelse indtog familie, kærester og venner området, og så stod den på druk og hor.

Mangen en fordrukken soldat er faldet ned i den meterdybe og ildelugtende spildevandsgrøft langs Blegdamsvej. Også langs Nørrebrogade var der ind til midten af forrige århundrede, dybe afvandingskanaler. De blev brugt som skyttegrave.

Som regel fulgte drengene med inde fra byen. De stjal patroner, som så senere blev brugt til fyrværkeri. Blågårdens lazaret blev flittig benyttet under disse
øvelser.

 

Kloakken langs Nørrebrogade

Langs Nørrebrogade lå i mange år en meget dyb og stinkende kloak. Meget af indholdet landede i søerne. Og herfra fik man sit drikkevand. Ikke underligt at mange københavnere hver sommer fik mavepine.

 

Byggespekulanter

Der var begyndt at ske noget på Nørrebro. En del småhuse, gartnerier og værksteder blev nu afløst af et reelt byggeboom. Man tyvstartede i 1847 med højhuse, fuldstændig planløst. Mellem Blågårdsgade og Peblingesøen opstod de første arbejderkvarterer omkring Smedegade, Murergade og Tømrergade.

 

Ranginddeling

Fire til seks etagers lejekaserner skød op som paddehatte. Høj beboelse og snævre baggårde. De fleste lejligheder var 30 – 35 m2 og her måtte 4 – 8 mennesker
leve. Køkkenet blev brugt både som badeværelse og til at lave mad i. Toiletterne var lokummer i gården.

Egen ranginddeling var normalt, åndens folk i stueetagen, håndværkere i kældre og kvistlejligheder.

 

Ingen afløb 

Byggespekulanterne ville ikke bruge flere penge end højst nødvendig. De sad selv i Borgerrepræsentationen, og udfærdigede selv lovene. Sten blev klasket på sten. Man hobede så mange mennesker sammen, som det kunne lade sig gøre. Det var ikke tænkt på afløb og kloaker. Vejene var bundløse. Tørvelæs forsvandt i vejenes ælte.

 

Byportene stod nu
åbne

Endelig i 1853 blev demarkationslinjen helt afskaffet. Byportene stod åben dag og nat. Arbejderne fra København, der arbejdede på Nørrebro skulle heller ikke mere betale for at komme på arbejde.

De unge brugte nu flittig voldene. I 1853 kunne man i bladet Politivennen læse:

• Enhver, der vil ulejlige sig op på voldene, efter at det er blevet mørkt, vil derved selv overbevise sig om, de afskyelige skandaler, der udøves på næsten hver bænk, og de smudsige elskovseventyr drives her uhindret i det begunstige mørke.

 

Lokummer til alle

I 1857 havde Håndværkerforeningen et lotteri. For overskuddet indrettede man i 1862 et byggeri, Alderstrøst. Her kunne 7 enker og otte ærværdige ægtepar nyde tilværelsen. Det siges, at guldsmed Ebbesen efter få dage døde af glæde. Da Frederik den 5. kort før sin død besøgte stedet udtrykte han

• Det glæder mig, at der er lokummer til alle.

 

De fattige på Ladegården

Pjaltede mænd blev ofte arresteret af politiet. Reglerne ved løsgængeri var, at man først fik en advarsel, for anden gang blev man anbragt i en tvangsarbejderanstalt. Sådan en var Ladegården. Den lå omtrent der hvor Danmarks Radio ligger på Frederiksberg. Opfattelsen var

• En uoprettelig dovenskab har ført dem ud i et lastefuldt liv. Dem er der ingen grund til at have medlidenhed med.

Pjaltehær

Hver morgen tog Pjalteherren ind til byen for at feje. Når de endelig havde fri, kunne man ofte finde dem væltende på værtshusene rundt omkring. Politiet kom, rejste dem op og afleverede dem igen på Ladegården.

I 1899 flyttede man ud til Sundholm i landlige omgivelser under devisen

• Opdragelse gennem arbejde.

Nu var det også sådan, at det bedre borgerskab kunne leje slaver. Det kunne man blandt fangere i Stokhuset i Vester Voldgade. Man delte dem op i 1. de ærlige 2. de uærlige. Mange fanger fik derved sågar penge under hovedpuden. Der sad op til 50 mand i en celle. Vask og tøjskift kendte man ikke.

 

Masser af trafik

I 1867 var der masser af trafik langs Nørrebrogade. Trafikken var steget enormt, og han var ved at blive gammel. Han måtte kæmpe om pladsen med Nørrebros trafikselskab. I det første år havde selskabet 25 vogne og 150 heste. I 1896 overtog datidens Movia.. Man forsøgte med elektricitet, men akkumulatorerne
udsendte en frygtelig syrelugt. Ikke underligt, at man kaldte dem for syrevogne.

En ny udskænkningsvirksomhed startede lige i nærheden af Kappelvej. Det var en indvandret tysker ved navn Knoblauch, der startede den. Her var både keglebane og en gynge. Denne gynge opfordrede dog til utugt. Når damerne svang sig i gyngen, svævede deres kjoler op under benet. På dette sted blev også den navnkundige Johanne Louise Heiberg født..

 

Største handelscenter i landet

Nørrebro blev det sted i landet, hvor der var flest butikker. Her befandt Danmarks største handelscenter sig. På kort tid kom der masser af folk til Nørrebro. Men det var også her den største nød op stod. Arbejdsløshed, social elendighed og druk.

Arbejderne oprettede deres egne foreninger og egne butikker. Det var simpelthen som en nødforanstaltning.

Og jyderne samlede sig i Nordbanegade. Man syntes at de gik mærkelig klædt, talte et mærkeligt sprog og havde en mærkelig religion. De lavede også deres egne butikker, hvor man kunne købe sådan noget mærkeligt som kartofler.

 

Bulldozer – sanering

Efterhånden forsvandt de mange butikker fra Nørrebro. I 1972 rykkede bulldozerne ind. Fuldstændig planløst begyndte man at rive de gamle bygninger ned. I 1950 boede der 132.000 mennesker på Nørrebro. I 1980 var der 78.000 tilbage. I 1958 var der 2.256 butikker på Nørrebro. I 1981 var der kun 965 butikker tilbage.

Beboerne protesterede. I kender sikkert kampen om Bryggeren. De færreste kender sikkert Terrornatten i 1993, hvor butikken på Nørrebro blev ladt i stikken. Politiet turde ikke i første omgang at rykke ind.

 

Kampen om Ungdomshuset

Kampen om Ungdomshuset har også betydet nedgang af butikker. Nørrebro Handelsforening blev tilbudt Ungdomshuset for 1 krone. Men de unge var ikke interesseret i, at skulle være under Handelsforeningen. At handelsforeningen senere støttede de ikke voldelige unge i at få et ungdomshus, skyldtes, at handelsforeningen mente, at de var blevet uretfærdig behandlet.

 

Trafikreguleringer

Trafikreguleringer på Nørrebrogade har også betydet yderligere nedgang af butiksudbuddet. Politikkerne ville ikke lave konsekvensberegninger. Jeg har været med til at lave beregninger og undersøgelser. Politikere beskyldte Handelsforeningen og mig for direkte at lyve. Og store dele af medierne gav dem ret. Vi
påviste en betydelig nedgang i omsætningen.

Kære alle jer, der lytter. Jeg kunne have fortalt jer meget mere. Også om dengang en overborgmester truede med at anmelde mig til presseetisk nævn. Men gå selv ind og kig på dengang.dk. Her finder i cirka 304 artikler om Nørrebro. Også hele historien om Ungdomshuset og meget mere.

Såfremt vi kan nå det, er I velkommen til at stille spørgsmål.

Dette var et foredrag på I.A. Sprogskolen, Hejrevej 25, København NV. Tak til eleverne og deres lærere for stor interesse og spørgelyst. Jeg kommer gerne igen.

Kilde: 

• Litteratur Nørrebro
• www.dengang.dk – diverse artikler

Hvis du vil vide mere: 

• www.dengang.dk indeholder 1.784 artikler 
• Under Nørrebro finder du 304 artikler

 

Redigeret 5. 03. 2022