Vi
hører om malerens store glæde ved at bo i Uttenwarf. Han
var uenig med Tønder Kommunes håndtering af afvandingen,
derfor flyttede han til Seebøll. Han var dansk statsborger,
men medlem af Det Tyske Mindretal. Han var medlem af nazistpartiet og
havde nogle kontroversielle meninger om jøderne.

 

DENNE ARTIKEL FINDER DU I EN ANDEN VERSION – DEN HEDDER “NOLDE – OG HANS LIV VEST PÅ” (b) I DEN VERSION ER OPSTILLINGEN ÆNDRET OG ARTIKLEN ER REDIGERET – SÅ FIND DEN I STEDET. 

 

Emil
imponeret over Tønder

Vi
har i tidligere artikler beskæftiget os med maleren Emil
Noldes liv,
dengang han hed Emil
Hansen, og
boede i Nolde.
Vi
har også hørt om hans mange rejser. Men hvordan havde
han det egentlig her vest på.

 

Hans
mor, spurgte ham ofte, hvor mange ansatte, han i grunden fik. Og helt
uret havde hun jo ikke i sine spørgsmål. Andre store
malere havde jo medhjælpere. Men det var nok mere skoleelever,
der hjalp Emil
Nolde.

Når
Emil
fremviste
sine værker, forstod hun ikke altid meningen med dem.

 

Emil
var
meget imponeret over de store markeder inde i Tønder.
Disse
tiltrak bønder fra et stort område. Og også
bondesønner, der på den måde lærte at
handle. Emil
kunne
godt lide det liv, der udspillede sig. Det var okser, stude og heste,
der blev solgt. Men også de specielle svinemarkeder vakte
interesse.

 

Studerede former og
farver i naturen

Når der var
jagtvejr tog han ofte geværet og gik ud i marsken. Han kunne gå
der dag efter dag. Men det var ikke altid, at selve jagten
interesserede ham. Han kunne sætte sig på en høj
og tænke på former, farver og linier. Han studerede
himlen, dyrene og naturen.

Han havde altid sin hund
med. Og sammen kunne de i timer sidde bare og studere naturen her
vest på.

 

I
den lille landsby var rygterne gået forud. Kunstmaleren skulle
have et forhold til en skuespiller. Herude mente man at kunstnere,
skuespillere, akrobater
og lignende var samme folkefærd. De havde et sorgløst
liv, og levede lemfældigt lige som sigøjnere.

I området var der
dog endnu ikke født nogen kunstner.

 

Afstand til Ada

Da
Emil
skulle
præsentere sin kærlighed, som han havde mødt i
København,
opstod
der problemer. Svigerinden turde ikke møde skuespilleren. Og
bror Hans
der
i sin soldatertid været meget tysk, bebrejdede Emil,
at
han havde fundet en dansk kvinde. Hende ville han ikke møde.

 

Hun
fik fremvist den flotte natur.
Hun
så de steder, hvor man fangede de store fisk. Hun så
sandbankerne og stalden med de 70 okser, køer, kalve og heste.

Også naboerne kom
til at hilse på den nye kærlighed.

 

At gengive korrekt er
ikke kunst

Bor
Hans
var
kommet tilbage. Nu ville han godt hilse på Ada.
De
blev ret gode venner. Adas
far
var præst. Det var et stort savn for Emil,
da
hans elskede mor, døde. Disse to havde mange dybe samtaler.

 

Emil forgiftet

Emil
mente
ikke, at det var kunst at gengive naturen fotografisk korrekt. Han
var heller ikke meget for, at gengive en simpel voksfigur. Sol, vind
og skyer skulle forme værket, mente han.

Midt
under sit arbejde, blev han dødssyg. Han havde drukket
forurenet vand. Hurtigt kom Ada
hjem
fra England.
Forgiftningen
varede i flere uger.

 

Han
malede nu konstant, dag og nat. Målet var Den
sidste Nadver. Et
pinsemotiv fik han også malet. Familie til hans far så de
to motiver, og kunne ikke rigtig forstå dem.

Emil
kunne
godt lide sine ophold på Als.
Her
malede han flittigt. Men han længtes tilbage til det flade land
ved vestkysten.

 

Til Utenwarf

I
sommeren 1912 kørte han med sin svoger, Lornz
over
Lægan,
Møllehus og
Aventoft.
De
kørte længere vest på. Mod Lyst
og
Rudbøl.
Her
ville Emil
gerne
bo, men Peter
Nissen gjorde
som om, han ikke ville sælge sit lille hus. Men svogeren havde
gennemskuet ham. Et lille forfalden hus var blevet købt.

 

Ofte
gik turen mod Tønder
og Møgeltønder

Emil
var begejstret for naturen omkring Vidåen
og
Rudbøl
Sø. Men
dengang i 1912 vidste han ikke, at Utenwarf
var omgivet af vand hele vinteren. Ja selv om sommeren kunne der ske
oversvømmelser.

 

Bedre til at male –
end jage

Omkring
1916 satte han Utenwarf
i
stand. Der blev hamret og malt. I skuret blev der indrettet et
atelier, og i stalden blev der bygget soveværelse.

Hver
dag var Emil
taget
ud og stange ål og fiske. Der var masser af fisk. Det kneb mere
med andre levnedsmidler.

Han
havde købt et nyt gevær, men kunne ikke ramme. Det viste
sig, at geværet skød skævt. Men indrømmet,
Emil
var
bedre til at male end til at jage.

 

Da
han i 1917 fylde halvtreds forsøgte han sig med et
selvportræt. Han erkendte, at det var han ikke særlig god
til. Vinteren var ikke god. Emil
indrømmede,
at de sultede.

 

De
tog til Berlin.
Da
de kom tilbage kunne familien næsten ikke genkende dem, så
afmagret så Ada
og Emil ud.
Pludselig fik de mælk, smør, kød og brød.

På
Utenwarf
fik
de foræret en ko af svogeren, som Ada
malkede.
Og ude på marsken åd parrets 12 unge okser sig tykke og
fede.

Haven kom op at stå,
og det gik fremad.

 

Nu går
kunstneren i seng

Naboen
havde to smukke døtre, Misse
og Lisbeth. Især
den sidste var med hendes blå øjne og blonde hår
en skønhed. Han brugte hende som motiv til nogle af sine
billeder.

Ada
lavede
alt det grove arbejde, alt imens Emil
kunne
koncentrere sig om sit malerarbejde.

 

Hesten
Fritz
gik
gennem høj vand, den var ikke vandskræk. Det var en
fordel, for ofte var Utenwarf
omgivet
af vand.

Når
Emil
slukkede
lyset i sit atelier, syntes han, at kunne høre råbet: Nu
går kunstmaleren i seng. Det
var ofte omkring midnat, når ålefiskerne drev forbi ude
på Vidåen.

De
store bønder i omegnen havde ikke så meget til overs for
Emil
Noldes arbejde,
men de var ifølge ham selv altid hjælpsom. De regnede
heller ikke det at fiske for noget. Til gengæld regnede de
jagten for noget.

 

Skønheden kunne
ikke erstattes

Ofte
tog parret med deres hund ud på vandet, blot for at nyde
naturen. Skønheden kunne ikke erstattes af noget som helst
andet, mente Emil
Nolde.

Når
de vilde gæs fløj over det lille landsted, smed Emil
pensel
og farver og skyndte sig ud for at kigge efter de store grå
gæs.

Det
var sjældent Emil
fik
ram på dem med sit gevær.

 

Kæmpe ål blev
der fanget. De blev ofte røget.

I det store vandlandskab
stak store gårde op på værfter. Men nogle gange
steg vandet så meget at beboerne måtte søge
tilflugt på høloftet. Så måtte man bare
vente på, at vandet igen faldt. Mange dyr druknede. Utallige
store og små stormfloder ramte egnen. De helt store katastrofer
fra 1362 og 1634 har kostet mange tusinde mennesker livet.

 

Ikke
langt fra Utenwarf
er
der fundet skeletter af drukne mennesker. I Gudskog
er
der fundet træ og pæle, der vidner om menneskernes kamp
mod vandet.

 

I
den lille landsby Lyst
boede
Nikolai
Nielsen, som
hjalp til på Utenwarf.
Her
boede også fiskeren, Adolph
og
snedkeren, Kloisen,
der
byggede Utenwarfs
lille
mølle.

 

Et blomsterparadis

I
1919 var Utenwarfs
have
blevet et sandt blomsterrige. Fordommen at der ikke kunne vokse
blomster på marsken var manet i jorden. Et lille stykke paradis
sagde man i omegnen. Helt fra Møgeltønder
kom
man gående langs diget og beundrede blomsterne.

 

Den
lille familie genoptog forbindelsen til Adas
familie.
Og egentlig ville man gerne have taget en tur til Grønland
og Island. Men
i stedet blev det en tur til Hallig
Hooge.

Det
fascinerede Emil,
denne
vekselvirkning mellem ebbe og flod, de mange priler og dannelse af
nyt land. Men også det land, der forsvandt blandt andet
Rungholt
gjorde
indtryk på maleren.

 

Inspiration fra
Halligerne

Emil
tog
selv videre til Hallig
Hooge. Med
sig havde han farve og lærred. Han blev selv overrasket over
inspirationen. Mange kendte malerier blev til under denne tur.

Han
mente selv, at Farve
er energi – energi er liv.

Med
farver kan man bestemme stemningen, mente han. Sorg,
Jubel, Glæde, Drama og Drøm kan
man danne med farver, udtalte han.

 

Forvirret i
grænselandet

Emil
Nolde mente,
at dem, der er født i et grænseland er meget mere præget
af for
eller imod. Man
bliver mere
præget.

Spørgsmålet
var, hvad
er tysk?, hvad er dansk? Delingen
af Slesvig
ramte
ham hårdt. Grænsen blev trukket lige uden for deres hus.
Hus og land lå pludselig i Danmark,
erkendte
Emil.

 

Jeg
er født i Slesvig – Holsten, sagde
Emil
Nolde. Jeg elsker mit land og kigger uden foragt både nord og
syd på.

Danmark har leveret
min livsledsager. Tyskland med sin indre skønhed med musik og
kunst.

 

Dansk, tysk, plattysk
og sønderjysk

På
fødestedet Nolde
var
der i 1612 først tre gårde. Derefter blev der fem gårde.
På en af disse gårde fandtes en slægtsbog. Nu var
det ikke de store begivenheder, der blev nedskrevet. Det var mere
tørre tal. Alle indskrifter var på tysk. Indtil 1885, da
blev slægtsbogen videreført på dansk. Omgangstonen
i Burkal
og Nolde området
var dog på dansk.

 

Politisk afvanding

Da
afvandingen af marsken begyndte, frygtede Emil
Nolde, at
egnens skønhed ville forsvinde . Stilheden blev afløst
af larm og aktivitet. Emil
havde
selv regnet og tegnet på sin egen private afvandingsplan. Han
overrakte denne til den ledende ingeniør.

Men
pludselig fandt Emil
ud
af, at hele afvandingsplanen var politisk. Derved forsvandt han egen
plan. Han var skuffet over ikke at kunne gøre noget nyttigt
for den egn, han elskede.

 

Den 30. august 1923
opstod et mærkeligt vejrfænomen. Barometeret faldt
temmelig hurtig og det var en trykkende stemning. En mærkelig
spænding opstod. Pludselig opstod et kæmpe stormvejr. En
stormflod var uundgåelig.

19 digearbejdere længere
nordpå var blevet overrasket af stormfloden.

 

Ikke
længe efter nedbrændte den flotte frisergård
Nienhof
lige
i nærheden. Emil
kom
i tanke om en storbrand i Bylderup
i
sin ungdom. Her nedbrændte ti huse og gårde.

 

Røverforretninger

Inflationen
kom. Og for Emil
Nolde var
det en frygtelig tid. Han så, hvordan folk gik til grunde og
hvor andre udnyttede situationen til pludselig rigdom på
bekostning af andre. Selv i det stille og ellers fredelige
Møgeltønder
opstod
der ligefrem røverforretninger,
fortalte
han. En af de klogeste bønder med to af de flotteste gårde
i området havde opnået pludselig rigdom, men også
lige så pludselig fattigdom. Han gjaldt som en af de klogeste i
området omkring Tønder.
Ham
fandt man pludselig druknet, fortalte Emil
Nolde.

 

Folk
var blevet forvirret, og først efter noget tid blev maleren
igen produktiv. Emil
mente
at medierne boykottede ham. Og heller ikke en ny bog om Neue
Kunst, der
i 1921 udkom, havde noget med af den 54 – årige maler,
Emil
Nolde.

 

Uenig med Tønder

I
1926 tog man den beslutning, at forlade Utenwarf.
Familien
var stærk utilfreds med den måde, afvandingen foregik på.
Mange naboer havde også protesteret over for Tønder
Kommune. Men
de var blevet afvist.

Mange
beboere var anvist på vand fra Vidåen.
Men
det forhold havde Tønder
ikke
tænkt på, ifølge Emil
Nolde.

 

Seebüll –
det nye hjem

Han
tog den beslutning, at han ville syd på. Mange rejser blev
foretaget langs vestkysten ned til Hamborg.
Men
de fandt ikke rigtig det rette sted at bosætte sig.

Pludselig
en dag fandt de et tomt værft. Problemer opstod, men Seebüllhof
var
en realitet.

 

I
foråret 1927 foregik flytningen fra Utenwarf
til
Seebüll
på
tre både og to overfarter. Allerede samme år blev et nyt
atelier bygget.

 

Museum modtog kun
modvilligt hans kunst

Nolde
er
i dag den vigtigste repræsentant for tysk ekspressionisme. Det
er nok de færreste, der ved, at han var dansk statsborger fra
1920 til sin død i 1956. Han var i klemme mellem dansk og
tysk.

Faderen
skrev på tysk til sin forlovede, hun svarede på dansk. I
lille Emils
barndomshjem
blev der talt sønderjysk. I skolen blev der undervist i
højtysk og mange i omegnen talte plattysk.

 

Da
Ada
døde
i 1946 testamenterede han en række vigtige værker til
Statens
Museum for Kunst i
København.
På
den måde håbede han på at fremme forståelsen
mellem Skandinavien
og
Tyskland
– en
nation, der på det tidspunkt ikke hørte til de mest
populæreste. Det var kun yderst modvilligt at museet modtog
disse billeder.

 

Medlem af
nazistpartiet

Denne
afvisning skyldtes sikkert, at Emil
Nolde havde
meldt sig ind i den nordslesvigske forgrening af nazistpartiet. Han
havde været fuld af beundring over den stærke nationale
rejsning. Men nazisterne ville ikke rigtig vide af ham. Han blev
smidt ud, fordi hans billeder var forfærdelige,
dekante, ubrugelige, umulige, primitive, farvestærke, spontane
og grumme i
den nazistiske ideologis øjne.

 

Helt
nøjagtigt, så meldte Emil
Nolde sig
ind i Nationalsocialistisk Fællesorganisation Nordslesvig
(NSAN). Et år senere blev denne organisation tvangsindlemmet i
det Nationalsocialistiske parti i Tyskland
(NSDAP).

 

Følte sig
udenfor

Det
er jo ikke den første afvisning, han oplever. På hans
københavner
– rejser møder
han tidens store kunstnere, J.F.
Willumsen, Joakim Skovgaard, Viggo Johansen og Vilhelm Hammershøj
at
kende. Men han blev aldrig lukket ind i varmen og følte sig
udenfor.

 

De umalede billeder

Egentlig
kunne Goebbels
godt
lide Noldes
kunst,
men nazisternes chefideolog Albert
Rosenberg afskyede
den.

 

De over tusinde værker
af ham blev beslaglagt, og senere solgt fra eller destrueret.

Nolde
fik
direkte forbud mod at male flere billeder.

I
stedet begyndte han at male akvareller. Disse kunne ikke lugtes, når
der kom kontrolbesøg. Disse akvareller blev hans Ungemalte
Bilder. De
blev først rigtige malerier efter krigen, hvor hans
malerforbud var ophævet.

 

Nolde og jøderne

Egentlig
var Nolde
en
forkæmper for tyskheden.
Ved
afstemningen i 1920 ville han ikke stemme
imod sin kones fædreland. Efter
grænsedragningen tog han bevidst imod det danske
statsborgerskab og blev medlem af det tyske mindretal.

 

Han
støttede ikke jødeudryddelsen. Efter hans mening var
det bedste at udvise alle jøder af Det
Tredje Tyske Rige.

Egentlig
var det mange sammenfald mellem mellem nazisternes filosofi og Noldes
egen.
I hans bog Jahre
der Kämpfe skrev
han om jøderne:

 

• Gennem deres
  ulykkelige bosættelse i de ariske folks byer og gennem deres
  stærke indblanding i det ariske folks magtapparat og kultur er
  der gradvist opstået en uholdbar tilstand.

 

I
1938 skrev Nolde
til
Goebbels:

 

• Jeg opfatter
  nedrakningen som speciel hård, fordi jeg fra
  nationalsocialismens begyndelse som den eneste tyske kunstner gik i
  åben kamp mod den fremmede dominans af tysk kunst og imod den
  urene kunsthandel.

 

Og
Nolde
lagde
ikke skjul på, hvad han mente med den
urene kunsthandel. Det
var jødiske gallerister og profitmagere.

 

Anerkendt i sen alder

Emil
Nolde var
religiøs, men på et tidspunkt havde han svært ved
at finde sit andre jeg. Eventyrlige væsener, groteske
skikkelser, lys og mørke fik krop og skulle ud.
Barndomshjemmets religiøse fortællinger blandede sig med
selvskabte mytologier.

 

Først
i en sen alder blev han anerkendt. Som 80 årig blev han gift
med den 26 – årige, Jolanthe
Edelmann.

 

I
1957 året efter hans død, åbnede Nolde
Stiftung Seebüll. I
tillægget til sit testamente skrev kunstneren:

 

• I taknemlighed over
  for hjemstavnen, som har ladet os opleve en solrig barndom, og i
  taknemmelighed over for de lande, Danmark og Tyskland, som skænker
  os beskyttelse og fremgang i svære og gode tider, grundlægger
  vi en selvstændig stiftelse til fremme af offentlighedens
  kærlighed til kunsten og til almennytte.

 

Og
dette museum/Galleri/spisested er et besøg værd.
Overraskende er at se den spændvidde der er i Noldes
kunst.
Det er som om man kunne se, om han var i god eller dårlig
humør. Han har været utrolig flittig med sin kunst.

 

Kilde
: Se

Litteratur Tønder

Litteratur Højer

 

Hvis du vil vide mere:

Aventoft – Byen ved
grænsen

Digebyggeri i
Tøndermarsken

Drømmen om en havn
i Tønder

Kanal gennem Tønder

Møgeltønders
historie

Tøndermarsken

Øst for Tønder

Tønder, Marsken og
afvandingen

Tøndermarksen –
under vand

Emil Nolde –
Vadehavets maler

Højer, Stormflod
og diger (under Højer)

Rudbøls Historie
(under Højer)

Syd for Højer
(under Højer)

Stormflod ved Vestkysten
(under Højer)

Bådfolket fra Højer
(under Højer)

Fiskeri ved Højer
(under Højer)