Dette er historien om Det Tyske Mindretal. Set ud fra egne erfaringer, og hvad der skete fra 1850 – 1970. Fordomme og hån har præget tilværelsen for de to nationale grupper i Sønderjylland. Dengang havde man tyske og danske butikker. Det er svært at hedde Uwe i hovedstaden. Og så var jeg ved at blive fyret, fordi man nægtede at tale tysk til dem fra Mindretallet. Læs også om nazismens indtog i Mindretallet.

 

Det snakker vi ikke om

Det skal vi ikke snakke om, sagde min mor altid, når jeg spurgte om krigen, og hvorfor de var tysksindede. Til gengæld var min far mere snakkesalig, særlig efter, at han havde fået lidt snaps og øl. Og han kunne snakke. Ofte var det de samme historier, der  fremkom gang på gang. Men en gang imellem åbenbarede
der sig nye.

Jeg har tidligere i artikler refereret til nogle af min fars historier. Flittige læsere vil også kunne genkende noget af det følgende i tidligere artikler under Padborg og Tønder.

 

Det Dansk/Tyske forhold i mange ord

Man kan ikke bare beskrive forholdene mellem dansk og tysk i nogle få afsnit. Vi har her på siden beskrevet forholdene mellem sønderjyder og hjemmetyskere i mange artikler. Ligeledes har vi beskrevet det tåbelige retsopgør, hvor bare det, at være hjemmetysker var nok til at blive interneret i Fårhuslejren.
Se artikel – henvisningen bagerst.

 

Svært at hedde Uwe i København

Tidligere har jeg fået skyld for, at være både imod og for det tyske mindretal i Nordslesvig. Jeg er hverken for eller imod. Men nogle episoder har fået mig til
at være lidt kritisk. Men bedøm selv kære læser, nu hvor jeg forsøger at gennemgå Det Tyske Mindretals Historie. Vi starter med en meget lang indledning..

Historien er koncentreret om det egentlige problem racismen og grænsespørgsmålet.

Først engang er det ret irriterende, at hedde Uwe i København. For det kan københavneren overhovedet ikke finde ud af, så ofte bliver jeg bare kaldt boghandleren eller Ove.

 

Tyskerunger

Af os seks søskende var de tre tysk døbte, mens de sidste tre er dansk døbte.

Vendepunktet kom da min kusine ønskede at gå på Statsskolen i Tønder. Den tyske præst i Tønder blandede sig. Og det valg blev min far aldeles vred over. Han opsøgte den tyske præst, og bad ham blande sig uden om. Samtidig opsagde han sit abonnement på Der Nordschleswiger og skiftede den ud med en god socialdemokratisk avis, Sønderjyden.

Vi har alle sammen gået i dansk børnehave og skole. Men på Lærkevej i Tønder blev vi ifølge min gamle legekammerat Ib, nu igen bosiddende i Tønder, kaldt for Tyskerunger.

 

Du skal tale tysk til Mindretallet

Jeg husker, at under min opvækst i Tønder, havde vi både dansker – butikker og tysker – butikker. Mine forældre handlede nu begge steder. Da jeg startede i lære i Andersen & Nissens Boghandel, ja da var det hos den tyske boghandler i byen. Det hæftede jeg mig nu ikke så meget ved. Men så kom gamle Nissen en dag og konfronterede mig med et for ham, stor problem.

• Brodersen, jeg har lagt mærke til, at du tiltaler alle på sønderjysk. Dem, der er fra Mindretallet, skal tiltales på tysk. Jeg ved, at du har lært det hjemmefra.

Det kom godt nok som et chok. Jeg havde ikke noget imod dem fra Mindretallet. Men at tiltale dem på tysk, nej det ville jeg sandelig ikke. Vi lever i Danmark. Det var lige før, jeg var blevet fyret på det grundlag.

Men da pornobølgen nåede Tyskland, og de tog til Tønder for at købe erotiske bøger oversat til tysk, havde jeg ikke noget imod at tale tysk med kunderne

• Nur für den eigenen Gebrauch.

Naturligt forhold til ”det tyske” 

Min onkel og tante bestyrede den tyske roklub nede ved Vidåen, og lillebror Jan havde spillet håndbold i den tyske forening SG West. Vi drillede ham endda med, at det var en forkortelse for Sauf Gemeinschaft West.

 

I tysk gymnasium og tysk skole

I Aabenraa gik vores den ældste på tysk gymnasium. Han klarede det bedre end mange af de tysksindede. Inden det kom så vidt havde vi besøg af en
lærer fra den tyske skole i Aabenraa. Her havde vi en fantastisk god diskussion om mindretallet og deres skoler.

Vi havde derfor heller ingen problemer med at sende den yngste i tysk børnehave og tysk skole, da vi var flyttet til Padborg. Men vi fik desværre problemer. Men det skyldtes nu ikke mindretallet.

 

Hold jer til reglerne

Op til en generalforsamling havde det været nogle problemer. Vi var så nogle stykker, der samledes for at diskutere disse problemer. Det blev af skolen opfattet som noget meget negativt. De havde alarmeret Der Nordschleswiger og Schul und Sprachverein. Og det sidste var heldigt. Det var en god ven fra Tønder, der repræsenterede denne forening.

Der Norschleswiger skrev en eller anden smedeartikel, om at visse forældre ville tage magten på skolen. Det var slet ikke det, det handlede om. Vi forældre var målløse. Hvorfor var avisen ikke mødt op til generalforsamlingen.

Skolen fik af Schul und Sprachverein påskrevet, at de skulle holde sig til reglerne. Denne forening er en slags overordnet administration for mindretallets kulturliv

 

Du regner jo ikke Dannebrog

Først lang tid efter episoden fik jeg en undskyldning. Og det var kun tilfældig, jeg fik den. Men det var nu ikke første gang., der var problemer. I butikken havde jeg mødt et socialdemokratisk byrådsmedlem. Hun skulle bruge noget gavepapir. Jeg viste hende noget med Dannebrog på.

• Uwe, hvordan kan du vise mig sådan noget. Du regner jo ikke Dannebrog for noget. Du har jo barn i Den Tyske Skole.

Jo man talte skam i Padborg om, hvem der havde børn i tysk skole. Man spurgte bare ikke om, hvorfor man havde det.

 

Begejstring og fortørnelse

Der skulle komme en bog om, hvorfor man havde børn i tysk skole. Vi sagde ja til at deltage. Vores motiv var at vore børn skulle sikres en EU – uddannelse. Vi tilhørte ikke det tyske mindretal, men deltog i det sociale samvær i børnehaven og på skolen. Vi havde også nogle ideer om, hvad mindretallet kunne gøre bedre.

Disse ting kom slet ikke med i bogen, derfor skrev vi en kronik til Flensborg Avis og Jyske Tidende. Vi tilbød også artiklen til Mindretallets avis, men de takkede pænt, nej tak.

Nu skete det så det, at kronikken/artiklen vakte opsigt og blev omtalt i Radio Syd. Vi blev efter nogen tid  ringet op af Mindretallets avis. Nu ville de alligevel bringe kronikken. De ville få en gymnasieelev til at oversætte den til tysk. En fin oversættelse  blev det til. Jeg tilbød ellers at aflevere den på tysk.

Vores budskab var nu heller ikke af nogen ond mening. Men nok engang blev vi måske bevidst misforstået af nogle.

Vi blev derefter inviteret til at komme med et indlæg på Nachschule i Tinglev. Jeg holdt indlægget på sønderjysk/dansk og tysk. Den ene halvdel af de tilstedeværende pædagoger var begejstrede og klappede, mens den anden halvdel piftede og råbte. De var meget negative. Uheldigvis tilhørte sidste gruppe pædagoger fra Den Tyske Skole i Padborg.

Vi var nok ikke særlig vellidte på skolen efter denne episode. Men glæden vendte tilbage. Samme år var vi på Knivsbjerg. Og minsandten om ikke vores kronik blev citeret af en af hovedtalerne. Endda positivt.

Jeg gav min kone et knus. Noget havde vi da trods alt opnået.

Måske var vi kommet på kant med nogle af lærerne i Mindretallet.  For vi har de bedste anbefalinger til de tyske skoler i Rødekro, Aabenraa og Padborg,
og børnehaver i Aabenraa og Padborg samt Det Tyske Gymnasium i Aabenraa.

 

Hände hoch

I Padborg oplevede jeg også en masse fra Sydslesvig, der blev ofrer for Berufsverbot. Og så var Karl Otto Meyer ofte på besøg i boghandelen. Han forærede mig engang sin valgplakat i bedste James Bond – stil.

For dem der ikke ved det. Så er Karl Otto Meyer en legende blandt de dansksindede sydslesvigere.

Og da vi så fulgte Hærvejen, fordi min kone havde lavet en filmserie til Danmarks Radio, befandt vi os pludselig på militært område. Pludselig lød opfordringen Hände Hoch. Vi så ind i en masse maskingeværer. Jo der er sket meget i grænselandet.

 

Hvem har håneretten?

I Sønderjylland har de nationale skel været en stor hæmsko for samværet. Alt efter hvem der havde håne retten, så er folk fra enten det ene eller anden nationale tilhørsforhold blevet chikaneret. Sådan er det ikke mere. De nationale grupperinger lever i dag side om side uden problemer.

 

Stor organisation

BDN (Bund Deutscher Nordschleswiger) administrerer i dag en stor organisation, der omfatter 15 skoler, 1 efterskole, 1 gymnasium, 22 børnehaver, 8 fritidshjem, 1 centralbibliotek, 4 filialbiblioteker, 2 bogbusser og 15 skolebiblioteker.

Dertil kommer så paraplyorganisationen Deutscher Schul und Sprachverein. Mindretallets talerør er Der Nordschleswiger og Slesvigsk Parti varetager mindretallets interesse på den politiske vej.

Mindretallets organisation blev reorganiseret efter krigen og BDN grundlagt 22. november 1945.

 

Mindretallet sikret

København – Bonn erklæringen fra 1955 fastslår at bekendelsen til tysk nationalitet og tysk kultur er fri og ikke af myndighederne må bestrides eller efterprøves. Det samme kan siges om det danske. Samtidig sikrer erklæringen at mindretallene på begge sider af grænsen kan bevare deres identitet og deres sproglige og kulturelle egenart.

Man skulle så tro, at det offentlige ville bevare denne egenart. Men år for år bliver støtten mindre. De 20.000 fra Det tyske Mindretal skal således klare sig for 1,5 millioner kroner mindre det kommende år.  (Sådan skrev vi dengang-men disse beløb passer ikke mere)

Ved krigens slutning blev alle Mindretallets 89 skoler lukket. I 1946 åbnedes de første som grundskoler.

Den ikke altid glorværdige kultur og historie kan i øvrigt besigtiges  på Deutsches Museum Nordschleswig i Sønderborg. Her har en tysk præst samlet en masse materiale

 

Knivsbjerg

Når man nævner det tyske mindretal, skal vi også nævne Knivsbjerg. Det var her Peter Rasmus engang ved en gåtur i mindelunden, spurgte om Hitler lå begravet her. Vi stod foran nogle mindeplader. Uheldigvis stod formanden for Bund Deutscher Nordschleswiger lige ved siden af.  Han så lidt chokeret ud. Peter Rasmus var ikke så gammel dengang.

Men Knivsbjerg ligger her med en storstilet udsigt over Genner Bugt. Dette sted har stor betydning for Mindretallets kulturelle begivenheder. Den er 97 meter høj og ligger 10 km nord for Aabenraa.

 

Tyskheden sættes ind

I 1864 havde de preussiske og østrigske tropper tilført danskerne det afgørende nederlag ved Oeversee.

Turnbevægelsen bredte sig under aktiv medvirken fra Flensburger Turnerschaft til tre af de større nordslesvigske byer, Tønder, Aabenraa og Haderslev.
De meldte sig ind i Deutscher Turnerschaft og var med til at fortyske området.

Tysk blev indført som officiel skolesprog. Fra dansk side oprettede man i 1880 Dansk Sprogforening og i 1888 en dansk vælgerforening.

Bismarck pressede på, nu skulle der også prædikes tysk i kirkerne. I 1890 dannedes Deutscher Verein fúr das nördliche Schleswig. Foreningen havde i 1909, 59 lokalforeninger. De optrådte som pressionsgruppe over for regeringen.

 

Köller -perioden

Da E.M. Köller i 1897 blev overpræsident i Slesvig Holsten fik den tyske forening sit krav om hårdhændet behandling af de dansksindede opfyldt. Det mest anvendte våben var udvisning af uønskede personer, der ikke havde tysk statsborgerskab .

Deutscher Verein stod også bag købet af Knivsbjerg i 1893. Meningen var, at det skulle være et modstykke til danskernes Skamlingsbanken. Fra 1843 havde det været stedet, hvor de dansksindede nordslesvigere samledes.

 

Johannes Tiedje

I det tyske mindretal var der også  kræfter, som skånselsløst kritiserede tvangsstyret over for de danske sønderjyder. De mente, at det var uværdigt for det tyske folk. Især var det den unge teolog Johannes Tiedje der gik stærk imod den tyske centralforenings Rabalder – patriotisme.

 

Tyskerne frygter kun Gud

I 1896 indgik Knivsbjergfesten for første gang også en idræts – og turnfest med deltagelse af studenter fra Kiel, skoleelever fra Haderslev, turnere fra Flensborg og de nordslesvigske foreninger. Festen blev en årlig tradition. På stedet blev der bygget en pavillon, turn – og sportsplads samt ungdomsherberg.

I 1901 kunne man indvie det såkaldte Vaterlands – Monument. Hele anlægget var udformet som et ældgammelt kultsted med 12 klippesøjler, der dannede kreds om et tårn af granitsten. På tårnets sokkel stod turnbevægelsens slagord Jungs holt fast.

Her stod en syv meter høj kobberstatue af Bismarck med rigssværd og rigskrone med attributter. Under Bismarck, der kunne skue ud over store dele af grænselandet var fastgjort en plade, hvor der stod  “Up ewig ungedelt”
Dette udtrykker Slesvig Holstens evige forbundet-hed og i denne sammenhæng tilknytning til det tyske rige.

Et Bismarck citat var gengivet på tårnet:

• Wir Deutsche furchten Gott und sonst nichts in der Welt

 

Styrke og magt

Knivsbjerg var blevet et symbol på styrke og magt. Danskerne betragtede det som et udtryk for aggressiv fortyskningspolitik En af de dansksindede, redaktør 
Jens Jessen, havde ikke meget til overs for hjemmetyskerne. Ved en tale på Stenskro den 6. december sagde han den 6.december 1901.

• De folk, der blæste her ind over vort land af en kvalm søndenvind, kan jo forsvinde igen for en forfriskende nordenvind. Men det for os ydmygende i Knivsbjerg – festerne ligger i, at der mand og mand imellem kan høres dansk tale, og at der i mængden ses danske ansigter. Det er for os sørgeligt
  og harmeligt, at nogen født slesviger kan tage del i slige fester. Det er os en stadig kilde til sorg og harme, at indfødte landsmænd kan holde med de fremmede
• Vi kalder dem hjemmetyskere her i landet hjemmehørende formentlige tyskere, til fordel fra vildtyskere, de virkelige tyskere, som har forvildet sig herop blandt os.
• Når i nutiden yngre mennesker af virkelige meningsgrunde går over til “tyskeriet”, så skyldes det sædvanlig, at de har ladet sig fange i forvanskninger ogusandheder. Man har fyldt dem med historiske løgne om vor nedstamning, vor fortid, vor retslige stilling. Om alle disse folk, for så vidt de i sig selv er sanddru og ærlige mennesker, gælder det, at vi bør håbe at kunne påvirke dem ved oplysning.

 

Bismarck – statuen flyttes

Efter 1. verdenskrig var man fra tysk side klar over, at den kommende afstemning i Slesvig sandsynligvis ville give dansk flertal i Nordslesvig, og man frygtede for monumentets sikkerhed under et dansk styre.

Derfor besluttede man at fjerne Bismarck – statuen. Den blev flyttet til Aschberg ved Hüttener Berge, sydøst for Slesvig.

 

De første foreninger genopstår 

Ved afstemningen i 1920 stemte Nordslesvig 75 pct. for Danmark og 25 pct. for Tyskland. Enkelte steder var det absolut tysk flertal, blandt andet steder som
Tønder og Højer.

Den tysksindede befolkning begyndte at omorganisere sig og det var ungdomsforeningerne, der førte an.

I 1920 blev det første Jugendbund oprettet i Nordborg. Hurtig fulgte flere efter. Oberleutnant Peter Larsen Barsmark var blandt initiativtagerne. Formålet var
at bevare tyskheden. Midlet var folkelig selvhjælp, politisk opdragelse og statsborgerlig oplysning.

I 1921 havde det tyske mindretals skoler 3.000 elever og mange af skolelærerne kom til at danne bindeleddet til foreningerne. I 1921 blev der afholdt en beskeden Knivsbjerg fest.

I sommeren 1921 blev der i Rødekro dannet Deutscher Jugendbund Nordschleswig. Pastor Johannes Schmidt – Vodder blev foreningens formand.

Målet med foreningen var blandt andet at puste liv i Knivsbjerg festerne. Det skulle ske ved at værne og uddybe tysk sæd og skik.

 

Weimar – Tyskland kritiske

I 1922 var det tyske mindretal så  velorganiseret og fasttømret, at det begyndte at udgive tidsskriftet Nordschleswig, Beitrage zur Volklichen Aufbau.

Pastor Schmidt – Vodder var en gennemgående hovedtaler ved adskillige taler på Knivsbjerg. Han stod for en moderat holdning. Men der var kræfter i gang, som ikke havde den samme opfattelse.

Det officielle Weimar – Tyskland var efterhånden blevet kritiske over for Knivsbjerg – festerne. De danske myndigheder var også blevet kritiske over for især tilrejsende sydfra og deres nationale demonstrationer. Og den danske presse hæftede sig især ved et stigende krav om grænserevision, som festtalerne indeholdt.
Advarsel fra de danske myndigheder

Da Dyrander i 1928 holdt festtalen fik Knivsbjergselskabet en formaning af de danske myndigheder, man skulle sørge for at deltagerne:

• hverken på  selve festpladsen eller på vejen fra denne gør sig skyldig i statsfjendsk eller for befolkningen krænkende adfærd, at der ikke ved talernes indhold eller det øvrigt på festpladsen forefaldende gives festen nationalpolitisk karakter.

I 1924 opnåede højre – partierne i Slesvig Holsten 48 pct. af stemmerne. I 1928 havde nazisterne opnået 4 pct. i Slesvig Holsten. Ved valget i 1932 var man helt oppe på 51 pct. I landområderne op mod den danske grænse var procenterne langt højere.

I perioden 1920 – 1939 havde Slesvigsk Parti mellem 30 – 35.000 stemmer i det sønderjyske. Det svarede til 14 – 16 pct. af stemmerne i landsdelen. Andelen var helt oppe på 75 pct. i Tønder.

 

Nazificering af mindretallet

I perioden fra 1933 til 1938 foregik nazificeringen af det tyske mindretal i Nordslesvig. Selvfølgelig var det ikke alle tysksindede, der blev nazister. Men alle mindretallets organisationer endte med at blive kontrolleret af nazister. Der var interne rivalisering i Mindretallet. Pastor Schmidt forsøgte uden succes at fastholde sin lederposition .

Frem til 1938 kæmpede Deutsche Arbeiterpatei Nordschleswig forkortet NSDAP – N med Nationalsocialistische Arbeitergemeinschaft Nordschleswig
om magten.

 

Jens Møller – den nye Fører

Fra 1938 var det NSDAP – N med dyrlæge Jens Møller fra Gråsten og den tidligere nævnte oberleutnant Peter Larsen, der stod for den praktiske organisering af nazismen. En stærk mand havde man også i lærer Asmus Wilhelm Jürgensen, der ofte underskrev sig med Asmus von der Heide.

Fra 1933 oplevede Knivsbjerg – festen et sandt tilløbsstykke. Op til 10.000 deltog. Nu havde man også taget hagekorset til sig.

 

Intern uenighed

I 1934 udtalte den moderate Pastor Schmidt:

• Das Deutsche Volk hat wieder einen Führer, auf dessen Tatkraft und Klugheit es unbeding vertraut.

I 1935 udspillede der sig ved Knivsbjerg – festen en såkaldt Sängerkrieg, hvor to rivaliserende partigrupper forsøgte at overdøve hinanden.

 

Blut und Boden

Grænselære udkom i 1936. I denne bog dokumenterede Claus Eskildsen bombastisk, at Sønderjylland altid havde været dansk. Han brugte samme
argumentation som nazisternes Blut und Boden.
Dyrlæge Jens Møller var inkarneret nazist. Talrige gange råbte han

• Führer macht uns frei
• Wir wollen heim ins Reich

 

Mindretallet underlagt partiet

Mindretallet var nu politisk og kulturelt organiseret, ensrettet og underlagt partiet efter rigstysk mønster. Schleswigscke Kammeradschaft, SK svarede til det rigstyske SA blev underlagt partiet.

Deutsche Jungen og Mädchenschaft Nordschleswig organiserede med Hitlerjugend og Bund Deutscher Mädel som forbillede, mindretallets ungdom.

Og i mindretallets kommune – og privatskoler blev ungdommen indpodet nazistisk ideologi samt troskab over for Tyskland og dets fører Adolf Hitler.

 

Grænseretten – nok engang

I 1939 var der stillet stor forventninger til føreren for NSDAP – N, Jens Møller. Han skulle selvfølgelig holde hovedtalen. Problemet var bare, at grænserevisionen ikke indgik i Berlins politik. Man ønskede et godt forhold til de skandinaviske lande.

Men Jens Møller holdt sig ikke til den officielle politik. Han mente, at ungdommen havde krav på et rigtigt budskab. Også Asmus von der Heide skrev spalter op og spalter ned om kravet med at få placeret en grænse ved Kongeåen.

Så var det jo godt, at man havde talerøret Nordschleswigsche Zeitung. Ved krigsudbruddet i september 1939 udtalte Jens Møller:

• Tyske folke – og hjemstavnsfæller
• Det tyske folks kamp for en ligeberettigelse og fjernelse af Versailles – uretten er gået ind i sit afgørende stadium.
• Det tyske folk sætter nu magt mod magt. Den nationalsocialistiske stat vil nu enten på den ene eller anden måde skaffe respekt for de tyske livsinteresser i øst og for de undertrykte folketyskere.
• Danzig er allerede vendt hjem til Riget, og den nuværende magt overgået til Gauleiter Forster.
• Det tyske folks kamp er også vor kamp, dets tro er også vor tro, og dets styrke er også vor styrke. Overfor den tyske og danske offentlighed bekender vi på ny vor ubrydelige solidaritet med folk, Fører og rige. Tyske folkefæller, bevar disciplin og besindighed og afvent partilederens ordre. Adolf Hitler leve!

Grænsen ikke anerkendt

Mindretallet anerkendte aldrig den dansk – tyske grænse. Det gjorde Tyskland heller ikke, selv om der i 1923 blev indgået en halvofficiel socialdemokratisk
grænseaftale. Kravet om en grænserevision var det altafgørende hoved-krav fra det tyske mindretal i alle mellemkrigsårene.

Der blev skrevet og talt om uretten fra Versailles, som skulle gøres god igen. Omvendt var forholdene i Sønderjylland alt taget i betragtning fredelig sameksistens frem til 1933. Et godt eksempel var Tønders borgmester, der frem til 1937 tilhørte det tyske mindretal. Han havde et godt samarbejde med danske politikere og embedsmænd.

 

Mindretallet hylder de tyske soldater

Den 9. april 1940 blev de tyske soldater hilst velkommen af Mindretallet. I Tønder hejste de hagekorsflaget op på forskellige offentlige bygninger.

På banegården kom der til en flagkrig, idet hjemmetyskere ville hejse hagekorsflaget op i banens store flagmast. Jernbanepersonalet halede i den anden ende. Til sidst skar en jernbanearbejder flagsnoren ned.

Den tyske skole i byen fik fri til at hylde soldaterne. I Aabenraa stormede man Frimurerlogen. I Kværs bevogtede aktive hjemmetyskere danske soldater. I
Bredevad havde tysksindede afvæbnet danske soldater.

I Haderslev var det hjemmetyskere, der ryddede barrikader af vejen.

 

Avis skabte røre

I Sønderborg blev hjemmetyskerne skuffede, for det varede længe inden tyskerne kom. Ved Chr. De Tiendes Bro stod navnlig damer og ventede på tyskerne.
Fra Dybbøl – siden  dukkede tre motorordonnanser op. De ivrige piger løb ud på broen og råbte Heil Hitler og smed blomster. Det viste sig at være danske soldater.

Den tyske hærledelse havde henstillet til ro og orden også med hensyn til pressen. Men det var ikke noget Nordschl. Zeitung kunne leve op til. Under en slags
angiver – rubrik bidrog de til det modsatte. Her blev alt og alle kritiseret, der ikke lige forherligede alt det tyske.

Man kritiserede, at den danske presse advarede mod samkvem med de tyske soldater. Ligeledes kunne Zeitung ikke forstå, at man også advarede de unge piger om det samme. Efter Zeitung`s opfattelse var det en ganske naturlig ting.

 

Vidste besked

Politimester Agersted i Aabenraa havde spurgt Mindretallets leder, Jens Møller om han havde kendt til tidspunktet for besættelsen. Han svarede bekræftende,
at det havde han vist i tre dage.

Mindretallet havde fremskaffet et hav af flagstænger og hagekorsflag, da rygterne var gået, at dele af Sønderjylland snart ville blive tysk. Ret hurtig organiserede de erhvervsdrivende hjemmetyskere sig i Deutsche Berufsgruppen in Nordschleswig. Målet var at få masser af arbejde hos værnemagten. Når den erhvervsdrivende så fik sine penge var der fratrukket penge til det tyske arbejde, blandt andet til Deutsche Selbsthilfe.

Ja man havde endda en gruppe, der hed Liefergemeinschaft, hvis eneste opgave var at sikre arbejde hos tyskerne og så fordele den ud til medlemmerne. Organisationen fik 750 medlemmer og sikrede sig arbejde for 50 millioner kroner. De to pct. gik til tysk arbejde. På den måde sikrede hjemmetyskerne sig yderligere 1 million kroner betalt af den danske stat.

 

Aktioner ved grænsen

Jens Møller, pastor Schmidt og Vogelgesang havde planlagt nogle aktioner ved grænsen. Det var planer, at vigtige knudepunkter skulle besættes af uniformerede SA’ er og Hitler Jugend.

Det var planlagt at smide bomber på tyske mindesmærker for så senere at give danskere skylden for dette.

 

Ville nazist – partierne samarbejde?

Fra dansk side var der en hvis bekymring for, at der skulle være et samarbejde mellem de tyske og danske nazister. I slutningen af 1940 havde Stauning
spurgt Jens Møller, om det var tilfældet. Men det var det ikke. Der blev aldrig et samarbejde mellem mindretallet og Frits Clausens nazi – parti.

Forholdet mellem Jens Møller og Frits Clausen var neget anstrengt. Begge kæmpede for Hitlers gunst. I øvrigt var Jens Møller meget uenig i den politik som SS førte under besættelsen. Han mente ikke, at de tog hensyn til mindretallets specielle vilkår.

 

Job presset igennem

I slutning af 1942 opstod der et problem. Møller havde søgt stillingen som overdyrlæge ved slagteriet i Gråsten, men ikke fået jobbet. Han bad derfor Scavenius om at finde en ordning. Dr. Best blev også involveret. Sagen endte med, at Møller fik et job som overlæge med  tilsyn ved udførslen af levende
dyr.

Forholdet mellem Jens Møller og Werner Best var godt. Således bad Best, Jens Møller om, at sørge for at butikkerne i Gråsten igen holdt åben efter en aktion i forbindelse med nedskydningen af oberst Paludan – Mûller fra Grænsegendarmerne.

 

Ed til Føreren

I Nordslesvig gik livet sin gang. Mange af de unge var borte – ved fronten, på flyvepladser og andre steder i Danmark og Tyskland. Hvert år forlod nye årgange skolen for at gå ud i livet. I april 1944 afholdt man rundt om i byerne højtideligheder for ungdommen. I  Tønder talte kredslederen Jes Petersen, som sagde til de unge Dit folks fremtid ligger i dine hænder. Enhver havde pligt til at forstå førerens kalden og tjene den tyske
fremtid. Kredsungdomsføreren modtog de de unge, som derefter aflagde
ed til Føreren. Derefter fik de overrakt Mein Kampf.

 

Kritik af ledelsen

Efterhånden opstod der kritik af den folketyske ledelse. Man greb ikke hårdt nok ind over for de hjemmetyskere, der deltog i forskellige aktioner mod værnemagten. Og mange steder drak ledelsen sammen med de tyske officerer. På den måde købte de sig fri for at deltage i Selbstschutz og tidsfrivillige.

Mange af værnemagerne levede i sus og dus, mens de unge småkårsfolk, som landarbejdere, håndværkere og lignende måtte trække i trøjen.

 

Møller greb ind

Den 26. maj 1944 blev en række danskere i Nord – og Sønderjylland arresteret, herunder politimestre og amtmænd. Møller forsøgte gennem kontakter at få dem løsladt. Men det lykkedes ikke helt. Og for politimester Agersted fra Aabenraa betød det hans død.

Også i forbindelse med arrestationen af de danske politibetjente og gendarmer forsøgte Møller forgæves at gøre sin indflydelse gældende.

 

To nye korps oprettet af Møller

Snart gik det op for Møller, at krigsheldet begyndte at vende. Han foretog efterhånden en kovending. Efterkrigstiden lurede forude. Zeitfreiwillige var et korps, der blev oprettet på foranledning af Jens Møller i januar 1943.

Det var en slags hjemmeværn, der skulle bistå regulære tyske tropper ved en allieret invasion i hjemstavnen. I alt ca. 1.600 meldte sig til korpset, som bar tyske militæruniformer. De var bevæbnet under de ugentlige øvelser som blev ledet af tyske værnemagtsofficerer.

Møller havde også en bagtanke med dette korps. Det kunne måske hindre at de unge blev kaldt til fronten. Selbstschutz var også Møllers ide. De blev rekrutteret i SK’s ideologiske kernetropper. De skulle beskytte hjemmetysk ejendom, først og fremmest virksomheder mod sabotage.

Korpset blev berygtet fordi de selv påtog sig politimyndighed over for danske statsborgere. Dette forhold havde Møller dog protesteret over. Han ville heller ikke have at Zeitfreiwillige skulle underlægges en tysk politimyndighed.

 

Avisen puster til ilden

Nordschleswigsche Zeitung begyndte i vinteren 1943 – 44 at mistænkeliggøre det danske politi. Der blev påstået at hjemmetyskere var udsat for vold og terror af det danske politi.

Avisen skrev desuden, at det var latterligt at Danmark fastholdt deres egen nationalitet, når der fremover var den tyske stat og det tyske sprog, der blev fremherskende.

Avisens forlag producerede et skrift på dansk, der hed “Paa Broen” Heri kunne man læse at den danske og den tyske kultur nedstammer fra samme sted. Krigen var en krig mod den europæiske kultur. Og danskerne skulle indstille sig med det gode naboskab, man havde med tyskerne. Helt til det sidste fastholdt avisen, at den endelig sejr var lige om hjørnet.

Jens Møller var pæredansk

Jens Møller, der stammede fra Varnæs blev efter krigen dømt for omfattende højforræderi, gjorde i sit forsvar gældende, at han stod midt i en nationalkonflikt mellem herbergs-landet Danmark og Mutterland Tyskland. Hans far var kernedansk og i barndomshjemmet var der et bord – dannebrogsflag. I August 1914
meldte han sig frivilligt til den tyske hær. Han blev dekoreret med jernkorset af 1. og 2. grad samt ridderkorset med krone og sværd.

Han var meget begavet og fik den bedste eksamen ved dyrlægehøjskolen i Hannover i mange år. Brylluppet med Marie skete i dansk ånd i Alnor. I forbindelse med et kursus i Berlin i 1933, oplevede Jens Møller, Hitlers 1. maj tale, og han var solgt.

 

Heltedåd af Møller

Den 5. maj 1945 blev Jens Møller som så mange andre midlertidig interneret i den tyske skole i Gråsten af den lokale modstandsbevægelse. Da en større gruppe tyske sø-kadetter iværksatte en befrielsesaktion, hvor der bl.a. blev kastet med håndgranater ind på skolen, forhindrede Møller med al sandsynlighed et større blodbad ved at lægge sig fysisk imellem og tale den tyske officer fra sit forehavende.

 

Præst beskylder Møller for elendighed

Status i maj 1945 var at 700 var faldet og omkring 3.500 var interneret i Fårhuslejren og på Sønderborg Slot. De fleste familier i mindretallet stod uden forsørgere. Mindretallet var almindelig hadet og foragtet.

Den tyske præst, pastor Beck fra Aabenraa gjorde Jens Møller skyldig i mindretallets livslange ulykke og bundløs elendighed.

 

15 års fængsel

I de næste fire år tilbragte Jens Møller i diverse arresthuse. Ved Byretten i Aabenraa blev han idømt 15 års fængsel for medvirken til hvervninger, oprettelse
af Zeitfreiwillig – korpset og Selbstschutz. Han blev desuden dømt for samarbejde med tyske instanser samt for utilbørlig angreb mod danske statsborgere og institutioner. Han blev dog ikke anklaget for højforræderi, som kunne have medført dødsstraf.

Ved Landsretten i Sønderborg blev straffen nedsat til 12 år. Men allerede i 1950 blev han løsladt.

Han startede igen med at praktisere, selv om han havde fået en livsvarig eksklusion i Den danske Dyrlægeforening.

 

Forsøg på comeback

Jens Møller forsøgte også et politisk comeback. På generalforsamlingen i mindretallets nye politiske organisation Bund Deutscher Nordschleswiger kritiserede han i stærke vendinger den nye ledelse for at have svigtet de frontfrivillige og deres pårørende. Den 28. november 1951 omkom Jens Møller ved en trafikulykke.

 

Knivsbjerg udsat for sabotage

Knivsbjerg festen 1940 blev aldrig til noget. Heller ikke de kommende år blev der afholdt Knivsbjerg fest.  Den 16. august 1945 godt tre måneder efter Danmarks befrielse blev granit tårnet og festpladsen ødelagt ved sprængning af danske sabotører. Man ønskede en gang for alle, at destruere Tyskernes Kultsted.

Man kunne ikke glemme, at hagekors havde indrammet den årlige folkefest som et symbol på nazisme. Og man kunne heller ikke glemme det tyske mindretals illoyalitet over for Danmark.

Grænsevagten berettede om sprængningen:

• Natten til den 16. August blev det hæslige Taarn paa Knivsbjerg sprængt i Luften og fuldstændig ødelagt. Sprængningen skete kl. 3.10. Kort før var Sabotørerne, omkring 40, deriblandt to Kvinder, i nogle Biler ankommet til Stedet, og inden Eksplosionen blev saavel den nærmestboende Befolkning, som de 40 tyske Soldater, der stadig boede i Pavillonen ved Monumentet advaret.
• De fik 10 minutter til at bringe sig i Sikkerhed, man da alle fulgte den givne Ordre, kom ingen Mennesker noget til. Der blev kun dræbt en Hund, som ramtes af en stor Kampesten. Efter al Sandsynlighed har der været anvendt en meget betydelig Mængde kraftig Sprængstof for at faa det store Monument udslettet. Der nævnes 50 kg.

 

Ingen rettigheder til Mindretallet

Dansk Samling besluttede, at alle, der havde båret tysk uniform skulle fratages deres danske statsborgerskab. Det skete, dog ikke, men det viser noget om
folkestemningen efter krigen.

I Aabenraa satte bombesprængninger en stopper for Nordschleswigsche Zeitung. De tyske roklubber i Aabenraa og Tønder fik også kærligheden at følge.

 

Mange dømt

Ca. 3.000 medlemmer af Det Tyske Mindretalblev dømt under retsopgøret. 500 var interneret uden at blive dømt. Kreditanstalt Vogelgesangs ejendomme blev beslaglagt.

Omfanget af retsopgøret, dommene, afsoningen og måden interneringen foregik på blev et traume i mindretallet. Dette kom i adskillige år til at sætte skel i forholdet til den danske omverden. Straffelovstillægget i 1945 indeholdt love med tilbagevirkende kraft.

 

Flere sprængninger

I 1949 bekostede den danske stat en delvis reetablering af Knivsbjerg. Fra 1947 begyndte stedet igen at fungere som mødested for det tyske mindretals kulturelle aktiviteter.

Men i danske kredse var der stor modstand mod, at festerne på Knivsbjerg skulle genoptages. To sprængninger blev udført lige inden festen skulle løbe af stablen. Der blev opsat dødningehoveder med teksten Livsfare

• Landminer udlagt.

I mange år blev festerne overvåget af politiet. I rapporten fra mødet i 1947 stod der:

• Deltagerne var ret afdæmpet i deres Optræden og Talesproget var paa Pladsen baade dansk og tysk. Man saa ikke som ved tidligere Fester den særprægede Klipning af Haaret hos de mandelige Deltagere – ”tyskerklippede”, tæt, maskinklippet meget højt op. Man fandt ikke den normale provokerende, stive preussiske Holdning. Man havde Indtrykket af, at en ny Aand prægede Sammenkomsten.

 

Mindelund

I 1961 anlagdes på Knivsbjerg en mindelund for de faldne i begge verdenskrige. Her holdes hvert år en mindehøjtidelighed på Volkstreuertag, som er Tysklands fælles mindedag for krigsofre og ofre for nazismen.

 

Kritik af BDN

Da Bund Deutscher Nordschleswiger fra starten tilstræbte at omfatte alle tysksindede blev der ikke gjort op med fortiden. I 1951 blev posten som generalsekretær besat af Rudolf Stehr, som havde været propagandaleder for NSDAP. Dette afstedkom voldsom kritik fra dansk side.

 

De borgerlige rettigheder tilbage

I kraft af en ny lov fra 1950 fik ca. 2.000 tyske nordslesvigere deres borgerlige rettigheder tilbage. I 1955 vakte det stor forundring, da formanden for BDN gav udtryk for, at anerkendelsen af grænsen i 1945 var sket efter dansk tryk , for at hindre udvisning af tysksindede.

I praksis var det dog ikke alle tysksindede der fik deres rettigheder tilbage. Det offentlige Danmark var gode til at huske.

 

Hvad med Sydslesvig

I 1955 var modsætningsforholdet lyslevende. I kølvandet på den tyske kapitulation var der vokset et dansk mindretal frem. De søgte demokratiske værdier. De ville være borger i Danmark, og mente at grænsen skulle flyttes mod syd.

I Nordslesvig kunne det tyske mindretal med 9.700 stemmer få en mand i Folketinget. I Sydslesvig kunne mange flere stemmer ikke få en mand i parlamentet.
Uviljen var enorm stor.

 

Tyskland i Nato

Forholdet til naboerne mod syd var ikke godt. Chancen for en forbedring kom i 1954, da tyskerne søgte optagelse i NATO. De danske politikere mente at denne sag burde knyttes til Mindretallets problemer.

Ret hurtig stod det klart, at der skulle laves en aftale med begge mindretal på hver side af grænsen. Spærregrænsen skulle bortfalde og skoleproblemerne skulle finde en løsning.

 

Späckdänen

Det ondsindede ord, Späckdänen opstod. Med det ord blev alle danskere sat i bås. Måske var det fordi, at de havde bedre sociale forhold. De fik støtte fra
Danmark og det afstedkom misundelse fra den tyske befolkning.

 

Köln – Bonn erklæringen

Da den berømte erklæring om mindretallenes rettigheder blev underskrevet var jublen til at overse. Jyllands Posten skrev i en leder, at den tyske erklæring ikke adskilte sig fra hvad der i forvejen stod i den vesttyske grundlov. Ja man talte om Kejserens nye Klæder.

 

Ingen forbedring fra dag til dag

Et forbedret forhold skete ikke fra dag til dag. Omkring 1960 begyndte Det Tyske Wirtschaftswunder. Pludselig var det arbejde til alle. Inden længe skulle danske og tyske vare partnere i Fællesmarkedet.

 

Et godt forhold

Mit indtryk er, at der i dag er et naturligt forhold mellem den sønderjyske befolkning og mindretallet.

Da vi boede på Høje Kolstrup i Aabenraa for ca. 22 år siden havde vi besøg af en meget dansksindet familie fra Rødekro. De kritiserede os, for at have vore børn i tyske institutioner. Men da først spritten var i blodet, skrålede de lige så meget med på de tyske drikkesange og tyske slagere som os.

Men københavnerne har endnu ikke lært at stave til Uwe. De undrer sig stadig når jeg taler sønderjysk til alle sønderjyderne, der besøger butikken. Lige så forundret er de når jeg på tysk diskuterer politi med den tyske pakkepost, der besøger butikken.

 

Kilde: Se

• Litteratur Tønder
• Litteratur Aabenraa
• Litteratur Sønderjylland (under udarbejdelse)
• www.dengang.dk – diverse artikler 

 

Hvis du vil vide mere:
Om det dansk/tyske forhold:

• www.dengang.dkindeholder1.783artikler
• Under Sønderjylland finder du 297 artikler 
• Under Aabenraa finder du 169 artikler 
• Under Padborg/Kruså/Bov finder du 63 artikler 
• Under Tønder finder du 283 artikler 
• Under Højer finder du 77 artikler 
• Under Besættelsestiden (Før/under/Efter) finder du 362 artikler 
• Under Indlemmelse, Afståelse, Genforening finder du 143 artikler 
• Under  1864 og De Slesvigske Krige finder du 43 artikler 

 

• I Sønderjylland siger vi Mojn
• Langs Grænsen
• Rendsborg 1848
• Aabenraa under de to krige (under Aabenraa)
• Folkehjem i Aabenraa (under Aabenraa)
• Kysten ud for Aabenraa 1863 – 1864 (under Aabenraa)
• Mennesker i Aabenraa (under Aabenraa)
• Genforeningen i Bov Sogn (under Padborg/Kruså/Bov)
• Første verdenskrig i Bov (under Padborg/Kruså/Bov)
• Kampen ved Bov og de slesvigske krige (under Padborg/Kruså/Bov)
• Pigen fra Højer (under Højer)
• Dagligliv i Tønder 1910 – 1920 (under Tønder)
• En rebel og hans gård (under Tønder)
• Hvorfor var Tønder tysk? (under Tønder)
• Kongeligt besøg i Tønder (under Tønder)
• Minder fra Tønder 1864 – 1920 (under Tønder)
• Købmandsslægten Olufsen fra Tønder (under Tønder)
• Soldat i Tønder 1851 (under Tønder)
• Tønder mellem dansk og tysk (under Tønder)
• Tønder på en anden måde (under Tønder)
• Tønder før og efter Genforeningen (under Tønder)
• Tønder efter krigen (under Tønder)
• Tønder Marskens Hovedstad (under Tønder)
• -Tønders Historie – efter 1900 (under Tønder)
• Udvandring fra Tønder (under Tønder)
• Udvandring fra Tønder 2 (under Tønder)
• Ulrich en fysikus fra Tønder 1-2 (under Tønder) og mange flere artikler 

Redigeret 2- 01 – 2022