Vi skal møde mindst 4 mordere, der i blandt barnemorder og præstemorder. Billetpriser fra 1696 skulle overholdes. Karen Blixen blev inspireret af et sagn fra Ballum. Og så  er der trolde på Gasse Høje. I Rejsby var der en nazistisk ungdomslejr.

 

Folk i lang tid

Fund har godtgjort, at der har været mennesker her 7000 år for vor tidsregning. De har opholdt sig ved Kongens Mose syd for Draved Skov.

I Ålbækdalen syd for Hjerpsted er der fundet oldsager fra yngre stenalder. Langdysser er fundet nordvest for Brede. Et gravkammer er fundet i Gasse øst for Skærbæk. Og sådan kunne vi blive ved.

I Skærbæk Sogn alene har man fundet 40 gravhøje, der er nok kun bevaret 20 af disse.

Ved Vongshøj nord for Løgumkloster kan man skimte mange gravhøje.

 

Kompliceret historie

Rundt om træffes voldsteder og borgbanker, der vidner om, at her har der engang stået en borg. Af herregårde kan nævnes Gram, Schackenborg, Trøjborg og Solvig. Men de adelige var ikke meget for marsk og hede-sletter.

I Hvidding Herred lå Høgsbrogård, Vesterbæk og Spandetgård. I Emmerlev sogn lå herregårdene dog tæt. Kogsbøl og Søndergård var i slægten Rosemkrantz eje. Men kom i 1600 – årene til den gottorpske hertug Frederik den Tredje.  Kærgård, Emmerlev og Steensgård overgik i 1400 – årene til Ribe Domkapitel.

Den holstenske adel fortrængte efterhånden den sønderjyske adel. Og biskoppen i Ribe var også rig på gods. Meget tidlig byggede Ribe – biskoppen en borg i Brink i Ballum Sogn. Rømø Sønderland lå også under Brink.

Sønderjyllands historie og især Vest – Sønderjyllands historie er kompliceret. De kongerigske enklaver er en historie i sig selv. Og tager vi Tønder og Tønderhus historie som eksempel, ja så er det svært med få ord, at forklare dette.

 

Tysk mindesten

I denne artikel springer vi over Tønder, Rudbøl, Møgeltønder og Højer. Grunden er, at vi i andre artikler så rigelig har beskrevet området.

Men vi starter syd på ved Sæd Grænse. Landsbyen Sæd har ingen kirke, man må gå til Ubjerg. I landsbyen findes en meget stor tysksproget mindesten, der blev rejst i 1925 til minde om de faldne i første verdenskrig.

 

Barnemoderen fra Sæd 

Kigger man godt efter kan man syd for Sæd finde en forfalden mindesten. Det er en skamstøtte over barnemorderen  Karen Christensen. Hun myrdede i 1712 sine fire børn og sig selv med rottegift.

Hun var en ulykkelig kvinde, der var alene med sine børn. Dem havde hun født i utugt. I sin fortvivlelse over ikke at kunne skaffe mad nok til sine børn, valgte hun at tage livet af hele familien i et anfald af tungsind og sindssyge, som den lokale præst berettede.

De stakkels børn blev begravet på  Ubjerg Kirkegård, mens Karen Christensen selv blev slæbt ud på heden syd for Sæd og begravet i uindviet jord. Her blev skamstøtten rejst over hende til skræk og advarsel for alle. Det fortælles, at der blev tradition, at de rejsende kastede sten efter skamstøtten, når de passerede den. Derfor er stenen skåret og inskriptionen ulæselig.

 

Sæd Kartofler

Sæd  ligger på en sandbanke, der er aflejret mellem to grene af Vidåens løb. Mod vest ligger sognets hoved-landsby med sognekirken, Ubjerg. Midt i Sæd lå et areal, der gennem mange år blev brugt som grøntsagsareal. Sæd Kartofler blev anset for de fineste i landsdelen. Den gamle skole og kro eksisterer endnu,
men som privatbolig.

Byen nævnes første gang i 1237 som Sæthe. Vejen mellem Udbjerg og Sæd har altid været stærk befærdet. I 1930erne var den 24 meter bred nogle steder fra grøft til grøft. Mene den kunne være vanskelig at forcere på grund af dybe hjulspor. Først i 1934 blev den asfalteret.

Befolkningen i byen knyttede sig omkring 1830erne til den Slesvig – Holstenske bevægelse., og blev således tysksindede. Det afspejlede sig i landsbyens daglige liv, i skolegang og kirkeliv. Da grænsegendarmer i 1920 flyttede til byen, fik byen behov for en dansk landsbyskole. Men den kom først i 1933. Lang tid efter Genforeningen havde byen således både en dansk og en tysk skole, og det selv om byen kun havde 250 indbyggere.  (Læs vores artikel: Turen går til Sæd – Ubjerg) (Læs vores artikel: En skamsten i Sæd)

En klint og en galge

Vi har i flere artikler beskrevet forholdene ved grænsen og i Højer. Så på dette sted starter vi turen fra Højer nordpå.

Emmerlev Klev er et særsyn. Her ligger pludselig en 13 meter høj klint. Det var her, hvor vi dengang gik til bal. Efter Hjerpsted passeres en række gravhøje. Ved Nørreagerhøj er der fundet en egekiste med sværd, guldarmering, tøjstykker m.m.

På vej ind til Sønder Sejerslev over Vestermark ligger øst for vejen, Galdehøj. Her stod Højer Herreds galge ind til 1770.

 

Mange Brodersen vest på 

I Hjerpsted er der mange flotte huse. Og her var også en dygtig billedskærer ved navn Carl Brodersen. En del af min familie stammer her ude fra. Godt nok er det lang ude, men alligevel. Her i Hjerpsted hed bageren også Brodersen.

Salmedigteren Brorsons familie hed oprindelig også Brodersen.

Oppe fra Hjerpsted Kirke er der en flot udsigt ud over Vadehavet. På vejen mod nord var der en masse gravhøje. Nu er det ikke så mange tilbage. Den største hedder Storehøj.

 

Store planer med Ballum

Nu går turen gennem en række småbyer, der næsten alle sammen starter med Ballum. Foran flere gårde er der høje led-stolper af kalksten. Kigger man godt
efter finder man indskrifter. De største gårde herude er nok Vesterende og Husum. Vi passerer Rejsby, Buntje og Bådsbøl. Herfra kunne man dengang komme til Rømø. Diverse konger havde store planer med Ballum. Her skulle bygges en stor havn og byen skulle have købstadsrettigheder. Disse planer blev dog aldrig ført ud i livet.

 

Kniplinger i Ballum

Mens man i Tønder og Løgumkloster efterhånden indstillede kniplings – produktionen, fortsatte den i Ballum. Møllersvend Martin Hansen Linnet overtog nogle af den berømte kniplingshandler Jens Wulffs kniplersker. På et tidspunkt skulle han have haft 100 kniplepiger ansat.

Knipletråden var dyr. Hvis en kniplersken lavede en fejl, ja så måtte det hele rives op. Intet gik til spilde.

Der er ingen billeder af Martin Hansen Linnet. Han mente at hans sjæl ville tage skade af en afbildning. Der blev eksporteret kniplinger helt til Amerika.
De sidste 10 år af sit liv, var han svagelig. Inden sin død, lavede han et testamente, der sikrede at den ugifte datter Loretnze skulle blive boende på ejendommen Harknag resten af sit liv.

Men med Martin Hansen Linnets død i 1902 forsvandt den sidste rigtige handel med kniplinger herude vest på.

 

Kresten Kold og Knud Knudsen

Herude ligger også Mjolden. Kirken ligger på et værft. Herfra stammer en af de rigeste bønder i Vestslesvig, Knud L. Knudsen. Ham og hans slægt skriver vi om i Bondeslægten fra Trøjborg.

Her findes også en mindesten for Kristen Kold, der var huslærer hos Knud Knudsen og hans nabo Niels Andersen Hansen. Han var irriteret over, at børnene skulle lære udenad. Når han fortalte dem historierne, kunne de bedre huske dem. Han var også med til at grundlægge højskoler.

Mjolden Kirke er fra år 1200. I 1840erne dannede byen og Forballum en slags frimenighed, hvor man gik ind for Kresten Kolds tanker.

Ikke langt derfra var Brorson gået ind for pietismen. Jo der skete noget herude vest på med hensyn til de religiøse tanker.

 

Billetprisen holdt

Langt tilbage i tiden førte en bro over Brede å. Men den blev skyllet væk i 1696. Greven fra Schackenborg oprettede i stedet et færgeri lidt længere vest på. Mjolden – borgerne fik et privilegium, der gik ud på, at de skulle fragtes over for en meget billig pris. Det ville færgemanden i 1800 ændre på. Det førte til en retssag som borgerne vandt. De gamle takster fra 1696 gjaldt stadig. Helt indtil færgeriet blev nedlagt.

 

Brede Sogn

Kirken i Bredebro er bygget omkring år 1200 ved vadestedet. Indtil udskiftningen i slutningen af det 18. århundrede hørte det under Trøjborg gods. Ved afstemningen i 1920 var her 85 pct. danske stemmer.

 

Besættelsestiden i Bredebro

Besættelsen giv heller ikke sporløs forbi herude vest på. Beboerne i Bredebro vidste ikke, at 25 soldater var kørt foran de tyske tropper den 9. april 1940. I Sølsted hade de skudt mod de fremrykkende tyskere. Senere havde de taget stilling syd for Bredebro.

Mod kirketårnet skød tyskerne også. De mente, at der stod nogen deroppe og skød på dem. Da Kong Christian den Tiende fyldte 70 år den 26. september samledes der 600 mennesker i Forsamlingshuset.

Ved Jejsing styrtede en amerikansk bomber ned med seks mand og en tysk jager med to mand. Ved Døstrup blev godstoget ramt, en lokomotivfører blev dræbt og en fyrbøder alvorlig såret. Det skete efter bombardementet i Jernbanegade i Tønder, hvor fem mand omkom.

Både i Brede Sogn og ved Øster Højst styrtede engelske bombefly ned.

I Bredebro blev en sabotagegruppe optrevlet. Man havde våben – og sprængstof i Svanstrup Skov og i Jepsens Tømmerlager.

Den 19. april 1945 blev den regelmæssige togtrafik afbrudt, der havde været en del sabotage på linjen.

 

Befrielsen i Bredebro

22 hjemmetyskere blev arresteret og sendt til Tønder. Men der var hele 70 navne på listen, der blev opsat forskellige steder i byen. Den 16 .maj kom et regiment tyske soldater gennem byen. Og dagen efter kom ca. 30 engelske soldater fra Skærbæk

 

Brorson

I Randerup blev Brorson født i 1694. Han blev senere præst i Tønder og domprovst i Ribe. Også brødrene fik gode stillinger. Læs mere i tidligere artikler.

 

En hel by forsvandt

Selve Ballum er delt op i Sønderende og Østerende. Her ligger en romansk kirke som er bygget på en granitsokkel. Vejen befinder sig på et havdige som blev bygget 1914 – 1916. Ved den populære Slusekro kan man dreje ned til Ballum Sluse. Brede å føres igennem slusen via en kanal.

Lige øst for ligger Misthusum. Her lå en masse gårde på værfter. Men gårde og værfter blev offer for den store stormflod i 1634. bebyggelsen blev genoptaget, men man opgav.

 

En væveskole i Skærbæk 

Vejen går ud i Skærbæk – Rømø vejen. Herfra er der 10 kilometer til Rømø. Det føles dog betydelig længere på cykel i modvind. I 1935 kom der forslag om bygning af en dæmning til øen. I 1946 var dæmningen landfast, men der gik endnu to år inden den kunne bruges.

Nu kunne vi have taget over til Rømø, men vi henviser i stedet til artiklen Rømø – en ø i Vadehavet.

Den gamle bymidte i Skærbæk lå mellem Skærbæk Kirke og Skærbæk station. Kirken nævnes i et dokument fra 1292.  Den syd-vestligste del af Skærbæk kaldes Melby. Her ligger Melbyhus fra 1688. Melby Kro stammer fra 1651.

Fra 1896 til 1905 havde byen en væverskole. Under tysk ledelse skulle de unge piger også undervises i det tyske sprog. Desværre gik skolen konkurs i 1905.

 

En aktiv forening

Den 1. januar 1881 startede bødker Peter Christian Ohrt, Skærbæk Håndværker og Industriforening. De ældste medlemsfortegnelser er fra 1902. Da havde foreningen 64 medlemmer.

Som så mange steder, var oprettelsen af Skærbæk Brugsforening en torn i øjet på Handels – og Håndværkerforeningen. Man pointerede, at det måtte være medlemmernes pligt ikke at støtte Brugsforeningen.

Da Rømødæmningen blev en realitet forventede man et kæmpe opsving i handelen. Man vedtog et nyt slogan. Skærbæk – Rømødæmningens by.

Da Asger Lindinger – Koncernen gik konkurs blev det et alvorlig slag for kommunen. Koncernen beskæftigede 380 personer, hovedsagelig på Rømø.

Flere af byerne i nærheden havde fået omfartsveje, men ikke i Skærbæk. Her viste en undersøgelse at 5 pct. stoppede. Det fik så den kreative handelsforening til at indføre et nyt slogan:

• Skærbæk, byen man ikke kommer udenom.

Omkring Skærbæk var der mange hedenske gravhøje. Befolkningen havde fundet ud af, at disse kunne indeholde værdifulde ting. Så der gik en sand jagt i gang. Desværre meldes der om, at der i 1738 brød en grav sammen over en dreng, der blev kvalt. Mange sten blev brugt eller eksporteret. En masse gravminder blev dengang ødelagt.

 

Et mord ved vestkysten

I vestsiden af Skærbæk Kirke er der indmuret en romansk gravsten fra omkring år 1100. Stenen er af granit. På stenen er der indhugget et såkaldt processionskors, hvor korsarmene er forsynet med små kors. Små tværarme ender i knoppet. Om dette kors eller sværd fortæller følgende sagn:

• En mand fra Midthusum hørte mens han var til mølle i Brøns, at der kom en springflod. Han skyndte sig derfor hjemad. På vejen mødte han et par mænd, der slæbte af sted med nogle af hans sager. De nægtede at udlevere de stjålne sager. Han dræbte derfor den ene med en hjulring. Han løb derefter hjem til Misthusum, hvor hans venner og familie skjulte ham.
• To af lovens håndhævere forklædte sig som kvinder og gik til Midthusum. Det lykkedes dem at finde og arrestere ham. Han blev dømt til døden, men hans venner forsøgte at befri ham. De stillede med heste, så han kunne flygte fra Skærbæk. Planen mislykkedes. Han blev henrettet ved kirkegårdsmuren i Skærbæk.. Stenen med sværdet blev derefter rejst af hans venner til minde om den sørgelige begivenhed.

Og det sjove ved sådanne sagn er, at de ofte findes i en version. Og det gør dette sagn også:

 

Karen Blixen blev inspireret

• En mand, der hed Tøger dræbte en strandrøver efter den store stormflod i 1634. Tøger blev henrettet den 12. oktober 1635 i det syd-vestligste hjørne af Skærbæk Kirkegård. Stenen skulle være rejst til minde om ham.
• Tøger havde en ven, der hed Jørgen, som også havde været med til drabet. Han blev ligeledes dømt til døden. Men hans moder, der boede i Ballum, gik i forbøn hos Christian den Fjerde. Kongen lovede at frigive sønnen, hvis moderen kunne høste en ager med segl fra solopgang til solnedgang. Hun fuldførte arbejdet men døde af overanstrengelse.
• Sønnen blev benådet og fik senere en gård i Hjemsted, hvor han døde som en gammel mand. Både han og moderen havde inden stormfloden boet i Midthusum.
• Marken som moderen måtte meje, udpeges endnu i Ballum. Den dag i dag kaldes den for Sorgagre.

Sagnet dannede baggrund for Karen Blixens berømte fortælling af samme navn.

 

Præstemordet

Der er faktisk mere drama i kirken. Kigger man godt efter på den første af kirkens fire præstetavler ud for den fjerde i rækken:

• Hr. Johannes Andersen Anno 1627, da hand ihjelstak med en Penne Kniv Christian Billum Sognepræst til Brøns Menighed og derfor motte rømme Landet.

Hvad ligger der til grund for denne historie?

Johannes Andersens farfar og far var begge præster i Skærbæk. Faderen, Anders Jacobsen døde i 1616. Han ønskede at få sønnen, der studerede i København hjem som præst. Men han havde ikke fuldført sine studier og taget eksamen. Derfor kunne han ikke ordineres til embedet.

Det var statholderen i Haderslev, der havde kaldsretten over embedet. Han indsatte Johannes Andersen i embedet. Det var dog biskoppen i Ribe, der skulle foretage ordinationen. Han nægtede indtil papirerne var i orden. Derfor var den unge præst sat i en yderst prekær situation. Biskoppens tilsynsførende, provsten i Brøns var på nakken af den unge præst.

Ved en bestemt lejlighed i 1627 var der kommet til et skænderi. Det kom til håndgribeligheder og Andersen havde dræbt Billum. En version fortæller, at drabet foregik foran alteret. En anden version fortæller, at det skete foran kirkegården.

Johannes Andersen måtte flygte. Tre år senere blev han frikendt ved et slags nævningeting og fik et fredsbrev fra Kong Christian den Fjerde. Andersen påstod, at han havde handlet i nødværge.

Han fik sandelig også lov til at søge et embede, når han havde fået sin eksamen. Men det fik han aldrig. Han levede som almindelig borger i Ribe til sin død.

 

Præsten blev afskediget

Og så havde Skærbæk også Pastor Jacobsen. Han var tyskhedens fører i Nordslesvig. Han var begejstret for tyskheden. Det var man åbenbart ikke klar over
i det udprægede dansksindede sogn, da han blev valgt i 1864. Han iværksatte nogle risikable projekter. Han var ligeledes mellemmand i et projekt, der nok ikke kunne tåle dagens lys.

Han blev til sidst afskediget som præst. De kirkelige myndigheder havde længe været betænkelige med hans embedsførelse.

 

Døstrupgård

Vi skal lige huske Døstrupgård syd for Skærbæk. Den blev nævnt i 1292., hvor den tilhørte biskoppen i Ribe. I 1550 lagde Kong Christian den tredje den til Puggård i Ribe. Ejendommen overgik senere til Ribe Hospital, for siden at blive overtaget af Schackenborg.

 

Trolde på Gasse Høje

På Gasse Høje, der ligger 51 meter over havets overflade er der en enestående udsigt. Mod syd skimtes Vadehavet og Ballummarsken. Mod nord skimtes landskabet omkring Brøns Å. Mod vest skimter man Skærbæk og mod øst Lovtrup Sko og skovene ved Arrild.

Her ligger 11 gravhøje fra sten – og bronzealderen.

Her på Gasse Høje levede der engang trolde. Og det er ganske vist. Man kan se det i Skærbæk Kirke.

• Trolden blev så gal på klokkeren i Skærbæk Kirke, at han engang slyngede en kæmpesten efter kirken, dog uden at ramme. Imidlertid havde trolden
  knuget stenen så fast, at man kunne se aftrykket af hans fingre i den. Den blev indmuret i kirken, hvor den nu befinder sig. Desværre er den i dag skjult bag de store gravsten, som dækker en del af nordmuren.

 

Kæmpe fæstningsværk

Under første verdenskrig blev led oldtidshøjene overlast. Tyskerne brugte stedet som led i den tyske fæstningslinje Sicherungstellung Nord. Tyskerne frygtede en engelsk  invasion nordfra gennem Danmark og Sønderjylland af englændere. Helt fra Hoptrup i øst til Skærbæk i vest gik dette anlæg.

Det var tale om et kompleks af skyttegrave, pigtrådshegn, bunkers, kanonbatterier, kommunikationsanlæg og oversvømmelsesanlæg.

I Øster Gasse by, Ullerup, Hjemsted, Mjolden og Drengsted var der placeret batterier. Længere øst på lå de i Hønning, Højbjerg og Arrild.

Fæstningslinjen blev opført af krigsfangere, tyske desertører og straffefanger. Disse krigsfanger boede i fangelejre ved Ullemølle, Skærbæk og Gårdkrog ved Vester Gasse. Bemandingen bestod af ældre tyske soldater og landsformænd.

 

Mange oldtidsfund

I 1800 – tallet blev der fundet genstande fra bronzealderen i den østligt beliggende Tvillinghøj. Her fandt man en stor egekiste med spændene indhold. Disse fund findes nu på Gottorp Slot. Mange lokale har også gjort fund på stedet. En 5.000 år gammel skorstensgrav fra yngre stenalder blev også fundet her.

 

Nazistisk Ungdomslejr

Vi kører nordpå efter Nørre Skærbæk. Her ender Ballum Diget fra syd. Lidt længere mod nord begynder Rejsby Diget eller Christian den Tiendes Dige. Det var her 19 dige-arbejdere druknede under stormfloden i 1923.

I Rejsby findes også en mindesten for faldne under første verdenskrig. Ikke mindre end 80 mand måtte trække i tysk uniform. 19  omkom under krigen og mange var mærket for livet.

Her lå også en nazistisk ungdomslejr for danskere mellem 18 til 25 år. De unge fik kost og logi, redskaber samt lommepenge. Der blev undervist i eksercits,
filosofi og politik.

 

Bønder kæmpede mod soldater

Lidt vest for hovedvejen ligger Brøns Kirke fra omkring 1200. Det er landets største romanske kirke. Her findes mange interessante kalkmalerier. De er malet på reformationstiden.

Vi fortsætter mod nord ad A 11. Inde i selve Brøns by – kommer man forbi en granitsten, som i 1858 blev rejst til minde om sammenstødet i 1849 mellem bønder og fjendtlige soldater. Den bærer indskriften:

• For troskab mod konge og fædreland. Ej minde om en glimredag kun om et trofast hjertelag.

Slesvig – Holstenerne blev slået tilbage af bønder fra Skærbæk og Forballum. Men de kom tilbage med en større styrke. Ved slaget faldt to soldater og fem bønder. Den 22. januar 1859 rejstes en mindesten. En lignende sten på tysk blev i 1899 rejst ved byens kirkegård.

 

Den gamle by, Brøns

Jernbanen kom til Brøns i 1887, og Brøns Mølle er en meget gammel virksomhed. Den nævnes allerede i 1579, da den skulle svare afgift til Hertug hans den yngre i Haderslev. De nuværende store møllebygninger er fra 1807. Mølledammen blev tørlagt i 1871, men i 1991 kom der igen vand i den.

Der var tæt kontakt til Vadehavet via Brøns Å. Den gamle landsby har fra dengang været en velstående og betydningsfuld landsby. I mange år var byen også hjemsted for Hviding Herredsting.

I 1862 blev landevejen fra Ribe til Husum ført igennem til Brøns.

 

To tvillingetårne

Efter at være kommet gennem Rejsby og over Rejsby Å drejes til venstre efter Høgsbro. En af gårde her var engang adelig sædegård, som i flere generationer
tilhørte slægten Rosenkrantz. Ikke langt fra havet drejer vi nordpå efter Hvidding Kirke. Den ligger nær ved Hvidding Nakke. Her har det været beboelse siden jernalderen.

Tagværket i kirken er lige som i Brøns Kirke mærket med runer. I senromantisk tid blev kirken forlænget mod vest. En indberetning fra pastor Thomas Høst
i 1638 fortæller:

• En smuk kirke er her, på hvilken var to høje spir, som to tvilling jomfruer skulle have ladet opsætte. ….og kan det være henved 100 år siden de faldt ned midt udi sommer.

Fra Hvidding Kirke fortsættes mod nord til man møder en øst – vestgående vej fra Råhede. Ad den kan man køre ud til det store havdige, hvorfra der er vid udsigt over Vadehavet. Temmelig langt ude ligger Mandø.

Gennem Råhede og Enderup går det til Hviding Stationsby, som sammen med Egebæk udgør en større bebyggelse. I tysk tid var den danske grænsestation i Vedsted. Den tyske lå i Hviding.

Første gang vi hører om Rejsby på skrift er i 1294 (Risby). I 1417 staves det Rysby. Ris eller Rys betyder (ris)krat. Rejsby betyder byen ved riskrattet. Nabobyen Høgsbro staves i 1575 Høxbro. Høx betyder høg og bro er et overgangssted. De to byer blev adskilt af Rejsby Å.

Fra 1864 til 1920 hørte Rejsby og Hvidding Sogne til Tyskland. Grænsen kom til at ligge ved Kongeåen, men syd for Ribe.

 

Grænsestationen

Grænsen mellem Danmark og Tyskland lå mellem 1864 og 1920 mellem Egebæk og Hviding. Grænseproblemet blev løst med to spejlvendte bygningsdele.
Jernbanen kom til Ribe fra Bramming i 1875.

Et smedjerns-gitter på stationen markerede grænsen. Taget havde også forskellige niveauer, for at vise forskellen. Oprindelig var der fire daglige adgange mellem Bramming og Vedsted, samt to daglige afgange mod Hamburg – Altona. Togdriften fortsatte under første verdenskrig med bevogtning af dansk og tysk militær på hver sin side.

Personalet kunne dog krydse grænsen for at udveksle toglister. Måske uddyber vi i en senere artikel om forholdene på denne jernbane.

Med Genforeningen i 1920 overtog DSB driften af de sønderjyske baner. Der var stadig enkelte gennemgående tog fra Tyskland til Danmark. En omfattende kreaturtransport havde nu afløst de tidligere studedrifter til fods.

 

Hospital

Omkring 1919 opholdt der sig omkring 40 danske og tyske funktionærfamilier i bygningerne. Men det stod snart klar at grænsen skulle flyttes mod syd. Vedsted – Hvidings funktioner som toldsted og grænseby ville ophøre.

Bygningerne var dog forholdsvis nye. I 1923 blev de taget i brug som Statshospital. Samme år blev den nye danske station i Vedsted indviet. Fra begyndelsen tog hospitalet sig af psykiatriske patienter.

Det var herude vest på, at Drivervejen gik som et modstykke til Hærvejen mod øst. Beskrivelsen af denne vej, får du i en særskilt artikel.

 

Kilde:

• Litteratur – Sønderjylland (under udarbejdelse)
• www.dengang.dk – diverse artikler

Hvis du vil læse mere om 

• www.dengang.dkindeholder1.783artikler
• Under Sønderjylland finder du 207 artikler 
• Under Højer finder du 77 artikler 
• Under Tønder finder du 283 artikler 
• Enklaverne i Sønderjylland
• Rømø – en ø i Vadehavet
• Bådfolket i Rudbøl (under Højer)
• Rudbøls historie (under Højer)
• Højers historie (under Højer)
• Bondeslægten fra Trøjborg (under Tønder)
• Bondeslægten fra Trøjborg – endnu mere (under Tønder)
• Brorson – en præst fra Tønder (under Tønder)
• De første mennesker i Tønder (under Tønder)
• Tøndermarsken 1 – 3  (under Tønder)
• Møgeltønder – dengang (under Tønder)
• Møgeltønder Kirke (under Tønder)
• Møgeltønders historie (under Tønder)
• Oprør i Møgeltønder (under Tønder)
• Præsten fra Daler (under Tønder)
• Schackenborg i Møgeltønder (under Tønder)
• Sønderjyllands Wild West (foredrag) (under Tønder)
• Ture i Tønder 1 – 4 (under Tønder)
• Løgumkloster nordøst for Tønder (under Tønder)
• Hostrup, Jejsing og Præsten (under Tønder)
• Øst for Tønder ( under Tønder)
• Langs vadehavet 1- 2  og en masse andre artikler 

Redigeret 3.01.2022