Vi skal vidt omkring. Bispebjerg hospital, kirkegård og mølle. Et nyt lærlingehjem, samt to gange på besøg på Nørrebros teater. Et farvel til Lygtekroen og historien om den lille dreng, der var forsvundet i 4 dage. Vi besøger en stor virksomhed i Rådmandsgade og følger en nedskudt betjent til graven. Et børnehjem på Bjelkes Allé og en voldsom brand i Nordvestgade når vi også. En køreskole på Nørrebrogade har undervist 450 elever

 

Kirkegården på Bispebjerg (1903)

De dødes have skal være den sorte ramme om kirkens alvor. Men i vor tid er det ikke råd til at understøtte kirkerne på denne vis. Den store by kræver plads. Huse og gader har rejst sig over fortidens grave, mens kirkegårdene lægges ud, bort, hvor der endnu er vidt til siderne. Koldt og nøgen ser det ud. En have
uden træer, en uendelig sneørken med døden i sig. Sporvejsnettet er allerede draget ud forbi Bispebjergs ensomhed. Hist og her på kirkegården står et frygtsomt træ i ranglet ungdom.

 

Bispebjerg Mølle (1903)

Tilbage er nu kun Bispebjerg Mølle. Den har i flere år ikke været i gang, idet dens afløser, Dampmøllen allerede i længere tid har ligget ved dens side. Lad os dog håbe, at den gamle mølle, på hvilken tidens tand allerede er begyndt at grave, må blive bevaret, selv om den ikke længere kan tjene sit oprindelige formål. Den hører nu engang til det udvidede Københavns mærkepunkter.

I disse dage er Bispebjerg blevet mere kendt, idet den nye sporvognsrute Aladdin – Bispebjerg i løbet af 41 minutter fører sine passagerer fra det yderste Christianshavn helt ud til den gamle mølle.

 

Det Nye Lærlinge – Plejehjem (1904)

Ude på Nordvestvej lige over for Brorsons Kirken har der rejst sig en stor og anselig bygning af røde mursten opført af arkitekt Nørreskov. I både bygningens ydre og de mange morsomme enkeltheder vidner om en god arkitektonisk skole. Det er Varelotteriet, som efterhånden har evnet at opføre den nye afdeling af det gamle Lærlingehjem i Nørre Søgade. Her er plads til 116 lærlinge, som får et hjem, der i alle retninger tilfredsstiller alle fordringer til værelse, renlighed, bekvemmelighed osv. Den store gymnastiksal, den store spisestue, køkkenet og alle de andre rum viser, hvor meget, der gøres for de unge håndværkere for øjeblikket.

 

Hård kamp for Nørrebro Teater (1904)

Nørrebro måtte kæmpe en lige så hård kamp for at få et teater som en jernbanestation. Allerede for en snes år siden kom tanken om at få et teater til bydelen. Først da Hr. Ferdinand. Schmidt og Fru Schwartz – Nielsen for et års tid siden havde vendt henholdsvis Dagmarteatret og Kasino ryggen lykkedes det at få banket på den for alle tilnærmelser hidtil lukkede dør, således at den sprang op og lod en koncession slippe ud. Men sådan en koncession er snæver. Den sætter grænser for antal af personale og stykkets længde. Men den sætter ikke grænser for det gode humør.

For familier med små lejligheder, for pebersvende og for mange andre åbner et teater som Nørrebros mulighed for en selskabelighed, som det hidtil har været umuligt at drive på denne kant af byen.

I stedet for at byde venner og bekendte hjem til sig og have bryderi med at skaffe dem plads og forplejning der, inviterer man dem i Nørrebro teater, hvor der kan skaffes plads til forplejning og underholdning langt bedre end derhjemme.

Så meget er vist, at hvis der på Ravnsborg fortsættes, som det er begyndt med lystspil om vinteren og revy om sommeren.

 

Bygningspræmie til Guldbergsgade 7 (1905)

Man vil påskønne særlige smukke eller praktiske privatbygninger, der bidrager til at hævde byens arkitektoniske niveau.

Sadelmager og tapetserer Reinstrup har ladet opføre et beboelseshus i Guldbergsgade 7. Og det er arkitekt Nicolai Hansen, der står bag. Det søger navnlig sin fortjeneste i den både smukke og sindrige måde, hvorpå gadens ensformige og lidt kedsommelige husrække er brudt ved en indskrænkning i facaden uden
at det er gået ud over lejlighedernes hensigtsmæssige og formålstjeneslige indretning.

 

Farvel til Lygtekroen (1905)

Den gamle Lygtekro er ikke mere. Den er som så meget andet i vor brutale tidsalder bukket under for den stadig voksende storstads krav og puls og let tilgængelige kommunikationer. Det er ikke så mange år siden, at det i københavnernes bevidsthed, var noget af en rejse, når man talte om at spadsere ud til Lygtekroen. I den gamle stue eller ude mellem de krogede træer kunne man så indtage en forfriskning efter strabadserne. Men så kom sporvognen. Distancen
svandt ind, store huse løftede sig rundt om den stråtækte længe. Lygtekroen blev efterhånden lillebitte, trykket af omgivelserne og af konkurrencen.

Et par gange gjorde flammerne forsøg på at gøre det af med bøndernes gamle bedested, men brandvæsnet mødte for hurtigt og de skæve mure hældede endnu en rum tid på det kendte terræn, før dødsdommen endelig blev eksekveret.

 

Brand på Nordvestvej

Onsdag den 12. juli om eftermiddagen kl. 2 fandt en stor ulykke sted på Nordvestvej, idet en pludselig opstået ildebrand greb så heftig om sig, at det ikke lykkedes flere af beboerne at komme ned fra etagerne, for både hoved – og køkkentrappen var omspændte af ild. Den herved opståede ulykkelige situation bevirkede, at to ældre kvinder og en malersvend blev forvirrede og styrtede sig nu delvis fra 4. og 5. sal, inden brandvæsnets ankomst. Andre af beboerne som blev i lejlighederne, bragtes ud af det brændende hus ved hjælp af brandstigen. Den sørgelige ulykke kunne således utvivlsomt være undgået om de forulykkede havde haft besindelse nok til at vente.

Efter flere timers anstrengende og ofte farefuldt arbejde blev brandvæsnet endelig herre over ilden som en kort tid truede med at forplante sig til nabobygningen.

 

Slangerup – Banens indvielse (1906)

Slangerup – Banen er nu altså et faktum. Den er højtidelig indviet, og har haft sin første søndag med to – tre tusinde mennesker. Vejret fristede dog ikke til større udflugter.

Det både regnede og blæste, da man samlede sig ved den hyggelige lille station på Nørrebro. Her var trafikminister Høgsbro, Politidirektøren, Kommissarius, Kammerherre Tobiesen, Admiral Richelieu, der er banekomiteens formand, Overretssagfører Amdrup, Repræsentanter for Rigsdag, Borgerrepræsentationen, Jernbane – Post og Telegrafvæsen, den københavnske presse og mange andre.

Klokken halv elleve holdt toget klar til afgang, et festligt pyntet nyt skinnende tog, trukket af to lokomotiver med moderne gennemgangsvogne, leveret fra Fabrikken Scandia.

 

Fremskridts – cafeer (1906)

Det er en betydelig forandring, der er foregået med de københavnske caféer i de senere år. Som led i storbyens udvikling er der nu opstået Automatcaféer.
Særlig nu den som er beliggende Nørrebrogade 32, står langt over, hvad vi har set i andre storbyer. I stueetagen er automatapparaterne installeret. En elegant tæppebelagt trappe fører til første sal, hvor der for en moderat pris serveres Diner og a la carte retter. Har forbavses man over en samling kunstværker af betydelige malere. Det er også glædeligt at inventaret er dansk.

Man lægger særlig mærke til apparaternes nye konstruktion er, derved at man kan vælge et bestemt stykke smørrebrød. Og så kun til 10 øre.

Et glædeligt tidens tegn er det, at skattefri øl-sorter, der ikke kunne sælges på apparaterne for nogle år siden, nu sælges i store kvanta.

Som et kuriosum kan nævnes, at denne forretning vist nok er den første, der skal søge dispensation i henhold til lov af 20. april 1906 idet borgerskabet først blev løst 8. maj. Men da aktieselskabet kan bevise, at de har udbetalt 20.000 kr. før lovens indbringelse i Folketinget og for øvrigt påtaget sig forpligtigelser
for lignende beløb, kan der næppe være tvivl om, at dispensationen vil blive givet.

 

Politibetjent Gemzøes farvel (1907)

Mærkværdig roligt modtog publikum meddelelsen om anarkisten Sofus Rasmussens mord på politibetjent Gemzøe og sig selv. Der blev ingen opstandelse
i byen, og udenfor aviserne blev emnet forholdsvis hurtig uddebatteret.

Grunden dertil er, at bevidstheden om de hjemlige anarkisters ufarlighed forstås af publikum. Hvad mordet har givet anledning til er en i høj grad usmagelig agitation for og imod politiet dets folk og system. Det vil ikke være let at dele sol og vind lige.

Politibetjenten er i denne sag en uansvarlig så vist som en god soldat, der gør sin pligt. Hundrede af kranse var sendt til hans båre. Begravelsen som foregik fra Frue Kirke var overværet af en mægtig skare politibetjente fra København og Frederiksberg med politidirektøren og de fleste inspektører i spidsen.

Hvis du vil læse mere om denne sag – Dramaet i Husumgade

 

Børnehjemmet Bethlehem (1907)

Ude på Bjelkes Allé ved Jagtvejen ligger Børnehjemmet Bethlehem, som den 8. december kan fejre 25 års jubilæum. Det skyldes Carl Petersen, som også stod bag St. Peders Gæstehjem og Herberg for Hjemløse. Carl Petersen stod bag Foreningen til vildfarne Børns Frelse. Det var den forening, der stod bag børnehjemmets økonomi.

I december 1883 blev hjemmet åbnet kun for drenge. Der var plads til 33 poder, og allerede efter det første år var hjemmet fuld besat. I juni 1885 udvidede man hjemmet til at kunne rumme 53 børn.

I 1897 blev hjemmet igen udvidet takket være gratis hjælp fra håndværksmestre.

 

Dreng forsvundet – og fundet (1908)

En lille 4 års dreng ved navn Ejner Nymann, søn af en på Nørrebrogade boende politibetjent, har for
nogle dage siden vakt en hvis form for sensation ved sin pludselige og uforklarlige forsvinden. Det gik endda rygter om, at han skulle være bortført af en sigøjner, der var set luske rundt i kvarteret.

Slet så romantisk var hans forsvinden dog ikke, men den var for øvrigt mærkelig nok. Det varede hele fire dage, inden han fandtes igen. Disse fire dage havde den lille fyr tilbragt i en slags lyskasse eller kælder under en trappe i ejendommen. Her var han faldet ned, ingen havde hørt hans råb, og her havde han tilbragt
den lange tid. Hvorledes han har kunnet leve så længe uden at få noget at spise, synes at være en gåde. Men et faktum er, at han ved et tilfælde blev fundet, og var i nogenlunde god behold.

 

Det nye hospital på marken (1911)

Ude på den sydøstlige side af Bispebjerg Bakke nærmer byens store nye hospital sin fuldendelse. Den 2. marts 1908 vedtog Københavns Kommunalbestyrelse, at hospitalet skulle bygges. Det skal rumme 1.278 senge og vil koste 9 millioner kroner, altså cirka 7.000 kr. pr. seng.

De to sygeplejerske – bygninger rummer hver 140 værelser til plejersker, elever og piger samt fælles spisestuer, opholdsværelser osv. Udenfor kapellet kommer der til at ligge et lille parkanlæg. Der er i enhver retning gjort alt for, at de syge ikke skal komme til at leve i nedtrykte og u-landskabelige omgivelser.
Der er lagt megen vægt på fuldkommen renlighed og fuldkommen frisk luft. Ved elektriske ventilatorer skal luften suges ind i et kammer, hvor den varmes op og vaskes ved et regn-bad, så den befris for urenligheder og mættes med fugtighed efter ønske. Bygningerne får ikke særlig udsmykning. Det tør da siges at være mere end almindelig velanvendte penge, der her er givet ud.

 

Stor virksomhed i Rådmandsgade (1914)

Ude på Rådmandsgade ligger firmaet Barding. Det var både farveri og renseri. Det er lidt provinsielt herude. Men der fører dog tre sporvognslinjer lige til døren. Fra stoppestedet på Nørrebrogade, går man ned af Gormsgade, et par skridt hen gennem en lille tværgade og så er man i Rådmandsgade. Så tager
man ikke fejl. En skorsten på højde med Rundetårn peger lige op mod himlen.

Det landskendte etablissement har indleveringssteder forskellige steder i byen. To brødre leder nu virksomheden efter at faderen, Johannes Barding i 1908 trak sig tilbage fra arbejdet.

Det er en hel lille by, der hæver sig indenfor det vidtstrakte område. Her er masser af bygninger med masser af arbejdere og maskiner. Allerførst er det afdelingen for den kemiske rensning. Her bliver alt indleveret stof først renset ved støvsugning, som naturligvis fjerner det løstsiddende smuds. Derefter anbringes i en af de store tromler, hvori det ruller rundt i en god times tid. Disse tromler er fyldt med varm benzin og denne benzin skilles under behandling mindst en gang. , hvilket sker af automatisk vej. Derefter suges benzinen ligeledes automatisk ud og bliver afløst af varm kulsyre, som tørrer tøjet.

Derefter bliver tøjet meget omhyggeligt gået efter. De pletter der ikke er fjernet, borttages af kemisk vej og ved hjælp af trykluft som sprøjter rensende væske
på. Alt smuds kan på denne måde fjernes uden at tøjet lider nogen skade eller at farverne taber sig.

Og efterhånden som man kommer gennem strygerierne, farverierne og rumlerne med de store pressemaskiner.

I maskinhallen og kedelanlægget beundrer man den store virksomheds fortræffelige organisation, som jo betinger det udmærkede resultat.

Etablissementet er det største af sin art i Skandinavien, som udelukkende beskæftiger sig med kemisk rensning og farvning er oprettet i 1841 og i 1878 overtaget af Johannes Barding.

Der er masser af kunder. Sporvognenes hvide gardiner kommer under behandling her. Lige fra gulvtæpper og polstrede møbler til alle slags dele af klædedragten kan alt kemisk renses og farves. Fordi tingene er falmet eller plettet behøver man ikke at kassere det. For et ringe beløb kan det komme under Bardings behandling.

 

Køreskole på Nørrebro (1916)

\”Færdselsvæsenet\” er blevet omformet gennem den morderne teknik, som cyklen i sin tid var en sjældenhed. Således er motorcyklen og automobilen godt på vej til det samme om end på en noget anden måde og i mindre udstrækning. Men de præger vores færdselsliv.

Der sker mange ulykker, og årsag til dette ligger hos dem, der har ansvar for kørslen.

En af de køreskoler herhjemme, der i de senere år har taget del i oplysningsarbejde og gjort det på \”fortjenstfuldt\” måde er Hr. A. Amdi – Hansens Aut. Køreskole, Nørrebrogade 220. Skolen har siden den i 1912 begyndte sin virksomhed uddannet 450 elever i automobil – og motorcykelkørsel. Teori og grundig praktisk undervisning går hånd i hånd.

Motorkørslen har sin store behagelighed gennem mange og betydelige fordele. Skal den også eje sin virkelige charme må den mestres med sikkerhed og kyndig indsigt.

 

Sommerrevyen 1916

Revyen på Nørrebros Teater varer omtrent 3 timer og ind imellem alt det gode er der anbragt en mængde ganske tilfældigt vrøvl, så man glemmer at høre efter. Man kan ikke på en gang både revse og lefle for et publikum.

Alligevel skal det slås fast, at forfatterne og de skuespillere, der fremfører Nørrebro Teaters revy, er folk, der kan deres ting. Her er endnu i København et teater, hvor der virkes ved det sagte eller sungne. Ord, hvor det sagte eller sungne replik og minespillet endnu er de fornemste virkemidler. Er der megen staffage – det gør i hvert fald kun fordring på at være staffage, og det forlanges ikke, at dekorationer og raffinementer skal tages for det afgørende.

Hr. Frederik Jensen er ikke den, der bærer denne revy. Han har et par gode viser og foredrager dem ypperligt, men hans viser har en lidt dyster tone. Og står derfor ikke helt godt til den øvrige Tingeltangel. Måske kunne have han har anlagt en maske og antydet karakteristik. Med en sådan havde det måske
ikke været muligt at gennemføre revyen. I øvrigt ærgrede man sig som altid over, hvor langt han på sit felt har bragt det. Fru Friis – Hjorth havde en stor succes som en filmende Bourgeoisie – Damme, fruens komik var meget grovkornet.

Hr. Jørgen Lund gjorde stormende lykke som en smægtende tenor, mens Frk. Jutta Lund og Hr. Holger Petersen nøjedes med at holde de stillinger, de tidligere havde erobret.

Hvis du vil vide mere – så læs Historien om Nørrebros Teater

 

Kilde:

• Litteratur Nørrebro
• www.dengang.dk – diverse artikler

Hvis du vil vide mere: 

• www.dengang.dk indeholder 1.783 artikler
• Under Nørrebro finder du 304 artikler 

Redigeret 25. – 03. – 2022