Dette er måske ikke en helt almindelig anmeldelse af Kampen for Ungdomshuset. En bog som trods en del indvendinger stærkt kan anbefales. Egentlig stiller den flere spørgsmål end svar. Men bogen er en vigtig dokumentation i samfundsdebatten og som lokalhistorisk bog er den værdifuld. Den tager ikke så meget hensyn til detailhandelen og naboernes holdning under kampen. Og de unge aktivister betragter detailhandelen som kapitalismens forlængede arm.

Kampen for et ungdomshus står mejslet ind i de fleste beboere på Nørrebro. Og ikke mindst detailhandelen. Politiet har endnu eftervirkninger. Det har kostet samfundet mellem 100 – 200 millioner kroner. Men har samfundet taget ved lære af begivenhederne. Jeg tror det næppe. En spændende bog, der dog efterlader flere spørgsmål end svar skal her anmeldes. Det er dog ikke bogens skyld, at mange spørgsmål ikke kan besvares.

Bogen stiller også et stort spørgsmålstegn ved vor retsstat, ved beslutningstagerne og ved politiets rolle. Og hvad med alle dem, der ikke var part i sagen?

– René Karpantschof og Martin Lindblom: Kampen om Ungdomshuset. (Bogforlaget Frydenlund)

Vi har for at forstå de unges bevæggrunde forsøgt at finde svaret i en anden af udgivelserne fra Bogforlaget Frydenlund.

• I bogen Værdikampe – Økonomi og Samfund er der en fremragende artikel af Pil Christensen: Kampen om Fristederne.

 

Er vi kommet nærmere sandheden?

Efterhånden er det nok den 6. bog, der er udkommet efter rydningen på Jagtvej 69. Men er vi i grunden kommet sandheden nærmere. Fordi 6 bøger måske fortæller det samme, er det ikke sikker, at det er sandheden. Hvis vi engang skal skrive Danmarkshistorie over episoderne, er det vigtigt, at vi får det hele med.

 

Midt i venterum

Grunden til dette spørgsmål, er at undertegnede fulgte kampen på nærmeste hånd for Nørrebro Handelsforening. Det blev til et hav af artikler, der blev skrevet mens kampen stod på. Her er de fleste artikler ikke fokuseret på efterrationalisering. Mange af disse artikler afstedkom rekordbesøg på Handelsforeningens hjemmeside. Måske kunne disse artikler en gang redigeres til en bog som modvægt til de bøger, der er på markedet.

Der var linket fra de største dagblade, tv, radio og sågar Ungdomshusets hjemmeside.

• Bagerst i artiklen er der en henvisning til artikler på www.norrebro.dk og www.dengang.dk der har beskæftiget sig med kampe på Nørrebro. Her har vi dog også medtaget Bandekrigen, Politiets og Nørrebro Handelsforenings rolle. 

Trusler

Mine personlige holdninger til Ungdomshuset er, at de unge selvfølgelig skal have et fristed. Men at de midler, de har brugt, tager jeg stærk afstand fra. En masse uskyldige mennesker er blevet ramt. Og ikke mindst detailhandelen på Nørrebro er blevet alvorlig ramt. Ja mange har måttet lukke deres butik. Den \”lille\” detalje er det ikke mange medier og bøger, der har ment, at det var værd at skrive om.

Under skriverierne er der også kommet trusler fra etablerede politikere. Handelsforeningens hjemmeside blev truet med at blive anmeldt til presseetisk nævn (sådan hedder det vist). Og det var politikere, der truede med dette.

Vi kunne følge kampen på nærmeste hold. Fra vores kantine i forlængelse af butikken kunne vi se angrebet mod Ungdomshuset den 1. marts. Dagen var starten på Bogudsalget. Men folk blev væk. Efterhånden var vi den sidste butik, der havde åben. Medierne strømmede til. Ti minutter før lukketid følte jeg at personalets sikkerhed var i fare, så vi lukkede til de få kunders store utilfredshed.

Flere gange kørte ambulancen gennem Heinesgade til ungdomshuset. Først et par måneder efter fik vi at vide, at befrielsesaktionen havde været ekstrem hård og kontant. Politiet fortalte ellers, at det var gået helt glat.

Der er selvfølgelig forskel på brugerne af Ungdomshuset og der er forskel på de betjente, der var med i urolighederne. Undertegnede har både deltaget i radio, tv og i de trykte medier, og ikke alle har været tilfreds med mine meninger.

Nu skal man ikke tilskrive alle uroligheder, der foregår på Nørrebro brugerne af Ungdomshuset. Det ville være uretfærdigt.

 

Største gadeoptøjer

Politiets rydning af Ungdomshuset udløste de største gadeoptøjer i dansk efterkrigstid. Et opgør, der førte til flere end 2.500 anholdelser. Det var en fejlslagen dialog mellem myndighederne og de alternative miljøer, der udløste de mange uroligheder. Mediernes dækning af episoderne var også et kapitel for sig selv.

Men det utrolig, at så få har interesseret sig for, hvad disse kampe, bandekonflikten og de andre episoder har betydet for den lokale befolkning og detailhandelen på Nørrebro.

For på en eller anden måde har Ungdomshusets kamp betydet at nye fristeder er dukket op. Og nye fjender har de unge fået øje på, blandt andet detailhandelen.

I de unges filosofi er detailhandelen en del af kapitalismens forlængede arm. Under urolighederne har man ikke skelnet så meget på om det er en ældgammel familie-butik, der er gået ud over, eller om det var en kædebutik. Man skelnede heller ikke om en selvstændig erhvervsdrivende blot var tilknyttet en markedsførings – kæde. De betragtninger findes ikke i aktivisternes univers.

 

Truet med bål og brand

Pizza – og restaurationsejere blev truet med bål og brand, fordi de serverede for politifolk. Vi havde bogudsalg, den dag da Ungeren blev ryddet. Det benyttede en del politifolk sig af. Vi blev truet på grund af dette. Men de unge glemte, at vi stillede vores toilet til rådighed for dem. Og vi hjalp også de unge på andre
måder. Derfor var det også skuffende for os, at butikken blev overmalet med graffiti.

I fuld offentlighed er det anvisninger på, hvordan man kan fremstille våben, der bedst kan smadre disse butikkers vinduer. Og det nyeste er, at aktivister vil bestemme hvilke erhvervsvirksomheder, der har lov til at bosætte sig på Nørrebro.

 

Solvognen og de andre

Egentlig var jeg i gang med at skrive en bog om min kone, Hanne (Sus)’s oplevelser i, på og med diverse kollektiver, Solvognen og Christiania, Vi Unge, Dan Turell, Jacob Ludvigsen, Gasolin, Støttekoncerter m.m. Men pludselig døde hun, og det som var skrevet blev smidt væk og slettet.

Men mit umiddelbare indtryk var, at datidens unge var mere opfindsomme end de er nu. Men også dengang var der mange eksempler på knippelsuppe. I bogen Kampen om ungdomshuset om sjove aktioner. Blandt andet den gang, da der stod Jagtvej på alle gadeskilte.

 

Den hårde kerne

Det kan undre at aktivisterne hele tiden retfærdiggøre at deres aktioner går ud over uskyldige. Trusler og advarsler, graffiti, knuste ruder, bål og brand. Og hver gang henviser man til grupper, der måske kan have begået ulovlighederne. Men det er sjældent at man tager 100 pct. afstand.

I bogen påstås der, at i gruppen er alle ens. Der findes ikke noget, der hedder den hårde gruppe. Nu har jeg selv snakket med en del af de unge, og her indrømmes, at der findes en hård kerne.

 

Løftebrud

Det var et regulært løftebrud, da Ungdomshuset blev solgt til Faderhuset. Ingen tvivl om den ting. Og det kan undre at politikerne meddelte at det mere var forældrenes ansvar end samfundets, at de unge deltog i uroen. Sikringen af den private ejendomsret stod højere end samfundshensynet i at bevare Ungdomshuset.

Fra starten burde politikerne have vidst, at man ikke kunne putte de unges livssyn og filosofi i nogle etablerede kasser. Både på Christiania og i Ungdomshuset var man imod ensretning og normalisering. Her bliver nye ideer produceret hele tiden. Der er brug for denne mangfoldighed og kreativitet i vores samfund. Det er bedre end regulering og kontrol.

 

Udgifter for over 100 millioner

Udviklingen omkring salget og rydningen af Ungdomshuset kan betragtes som en større bypolitisk proces i København. Eller måske en kontrol og styring af det oprørske Nørrebro igennem de sidste 10 – 20 år. Således gav borgmester Thustrup Hansen udtryk for, at kommunen kunne være lige glad med, om 20 – 30 unge fik noget ud af huset. Han mente også at grunden var meget udsøgt. Nu viste det sig, at kommunen ikke fik ret meget ud af salget. Tværtimod så kostede urolighederne, omsætningstab, ødelæggelser for detailhandelen m.m. over 150 millioner kroner. Dertil kom udgifterne til etablering af et nyt hus.

 

Kamp mod det etablerede

Kampen for et fristed er også en kamp mod det etablerede. Og her er der også kommet nye fjender. Nu er det ikke mere kun banker, ejendomskontorer, Mac Donalds. Nej, nu er det også den lille detailhandler. Graffiti og plyndring hører til dagens orden, når man skal vise sin modstand mod kapitalismen. Et fristed
er også et sted, hvor man konstant udfordrer samfundet. Fristeder opstår ikke kun som fysiske rum men også som sociale rum.  Således er den organisation, der vil bekæmpe den kapitalistiske detailhandel et nyt eksempel på dette. Man vil kæmpe for at bestemme over sit eget liv.

Under kampene tog man det ikke så nøje om det var en bank, der blev ramt, eller om det var den lille dyrehandel på Runddelen, der fik raseret butikken. Bogen tager heller ikke stilling til, hvorfor det lige var Irma, der skulle raseres, så man lige kunne få den værste sult og tørst stillet. Her gik der faktisk også lang tid, inden politiet greb ind.

 

Friheden er blevet lidt mindre

Hvis nu Ungdomshusbevægelsen havde tabt slaget om et nyt hus, var de så gået i sig selv. Friheden er blevet lidt mindre. Man skal nu indordne sig under nogle givne regler. Men det er stadig et alternativ til samfundets ensretning og normalisering. Man repræsenterer en ukontrollabelt kreativitet, der nægter at begrænse sig til, hvad det kan betale sig.

 

To fristeder

Christiania er et produkt af 60erne og 70ernes ungdomsoprør. Ungdomshuset er et resultat af 80ernes bz – bevægelse. De to kulturer ligger egentlig langt fra hinanden, men de har begge manifesteret sig som fristeder. Lighedspunktet er at de begge repræsenterer oprørskulturer, som vil kæmpe for at opnå fysiske fristeder, hvor sociale eksperimenter kan gro.

 

Accepteret form for modstand

Utrolig at Nørrebro stadig efter 40 års kamp skal svømme i tåregas. Hvornår mon parterne lærer at trappe ned. Det er klare psykologiske og politiske grunde til at folk får trang til at hærge. Det forstærkes, når myndighederne ikke kan eller vil bremse en. Vi så det i Hyskenstræde. Myndighederne er åbenbart ikke klar over, hvor store kræfter, der frigøres. Det var også normalt for Ungdomshuset, at de i en årrække afslutte deres demoer med at hærge. I det autonome miljø er rudeknusning og graffiti en accepteret form for modstand.

Både politi og aktivister har optrappet gennem de seneste år. Man er blevet mere og mere militaristiske både i strategi og ledelse.

 

57 knuste vinduer og 50 brændte biler

Og i de unges univers er alle butikker efterhånden kapitalistiske, selv den lille dyrehandel på Runddelen. Ved en af aktionerne foretog formanden for Nørrebro Handelsforening og jeg en tælling på, hvor mange butiksruder, der var smadret. Vi nåede op på 57. I medierne blev det påstået at der kun blev foretaget
lidt hærværk.

Den 2. marts gik 50 biler op i lys lue, to butikker blev udsat for brandstiftelse.

 

Kast tusinde sten

Ja det var allerede i 1981 mod gummi-fabrikken Schiønning & Arve på Nørrebro. Det endte med tåregas og knippelsuppe. Begge parter har lavet nogle grimme ting i de år, hvor gadekampene var voldsomme. Noget nyt er at detailhandlere også er blevet truet med bål og brand.

På offentlige hjemmesider kan man se, hvordan man bygger bomber, hvordan man laver våben, der kan ødelægge butiksruder, og hvordan man bedst kan ødelægge det for politiet. Stenkast er også et accepteret våben.

Ja man kan høre Ulrikke Meinhofs berømte ord:

• Kast en sten, og det er en kriminel handling. Kast tusinde sten, og det er en politisk manifestation.

Politiets rolle

I 1993 mistede politiet kontrollen i flere gader på Nørrebro og skød ind i mængden. Senere nægtede de at komme detailhandelen til hjælp, og kom først, da det hele var overstået. Politiet har i årenes løb ændret taktik. De er blevet mere mobile enten i form af blå mandskabsvogne og de tunge pansrede hollændervogne.

Præventive anholdelser, dvs. frihedsberøvelse op til seks timer uden sigtelse, samt maskeforbud er indført. Dertil kommer at strafferammen for gadeoptøjer er blevet større, og der indført visitationszoner over hele byen. Denne visitation kan du også blive udsat for, hvis du uforvarende kommer til at genere en morgensur betjent. Det har undertegnede oplevet.

Den enkelte betjent skal efterhånden bevæge sig på et knivsæg, hvor han/hun udsættes for kritik uanset hvad der gøres.

Aktivister har fortalt, at politiet ransagede uden kendelse, aflytter og tærsker efter forgodtbefindende. De følte sig selv som trusler mod det herskende samfund.

Bogen hæfter sig ved politilovens § 16, der handler om rimeligheden i politiets magtanvendelse. Det er enten nul – tolerance eller den tilbagetrukne attitude. Mens politiet holdt igen ved nogle ulovligheder slog de hårdt ned ved andre episoder. Bogen giver talrige eksempler.

Et politi i underbemanding har ofte kun to muligheder.

• Enten at give sig og lade aktivisterne for eksempel besætte et hus, smadre vinduer eller andet.
• Eller at gribe til massiv magtanvendelse med tåregas og fare for mange tilskadekommende.  

 

Masseanholdelser

Alternativt klædte unge bliver ofte på Nørrebro betragtet som farlige autonome. Blandt aktivister og demonstranter kan politiets fremfærd og ofte tvivlsomme varetægtsfængsling vanskelig at påvirke tilliden til politi og domstole og dermed staten i negativ retning.

I løbet af tre en halv måned blev 1.300 anholdt og 200 varetægtsfængslet. Kun få blev dømt. Det kan også undre den store forskel der er mellem dommerne i de forskellige retsinstanser. Her kan man godt forstå forfatternes pointe.

I den nye bog har 7 ud af de 12 bidragydere selv været aktive i aktivistmiljøet.

 

Vold kan betale sig

Bogen giver også eksempel på at vold åbenbart kan betale sig. Medierne bliver pludselig opmærksomme. Det bringer politikerne til forhandlingsbordet. Resultatet blev et nyt ungdomshus. Men inden måtte beboerne og detailhandelen på Nørrebro betale. Vi har set det før, vold kan ændre verden.

 

Os – og de andre

Argumentationen er i høj grad – os og de andre. Forsimplinger og overdrivelser fremmer en del steder accepten af ulovlighederne.

Egentlig kunne holdningerne i bogen skræmme en del læsere væk, men det er ikke bidragydernes skyld, at der ikke er kommet et modtræk mod alle udgivelser omkring Ungdomshuset.

 

En lukket verden

Bogen giver et udmærket indtryk i en ellers lukket verden, og der er absolut interessante artikler i bogen. Jeg blev positiv overrasket. Bogen er absolut et meget vigtigt dokument i debatten om vores samfund. Den stiller sig kritisk over for vores retssystem og politiets rolle i kampen om Ungdomshuset. Og hvad det
er lige så vigtig, politikernes rolle.

Måske rummer vores velfærdssamfund ikke de samme muligheder for en alternativ livsform og fællesskaber som tidligere. Måske er det derfor at kampene efterhånden opleves meget mere barsk.

Handelsforeningens rolle

Og problematikken er jo ikke sort eller hvid. Kapitalisterne som i de unges filosofi er detailhandlere var jo ikke imod brugernes krav. På mange områder støttede Nørrebro Handelsforening de unge mennesker. Man brugte hjemmesiden til at lede efter genhusningsmuligheder, og bragte både politiets og ungdomshusets udmeldinger. Det sidste var til stor fortrydelse for mange politikere. Modsat samarbejdede Handelsforeningen også med Dansk Arbejdsgiverforening og HK i forbindelse med, hvordan man skulle opføre sig i tilfælde af uro.

Nørrebro Handelsforening tilbød sig som mægler i konflikten og deltog i et af mandagsmøderne på Rådhuspladserne i forbindelse med en indsamling til de skadelidte. Selv var jeg en slags spindoktor for handelsforeningen og udfærdigede presseinfos og kommentarer til medierne.

 

Spændingsmættet bog

Bogen forholder sig ikke særlig kritisk over for den frygt, angst og frustration, som mange på Nørrebro oplevede. Trods dette er bogen meget spændingsmættet, og en af de bedre bøger omkring emnet.

Både som lokalhistorie og et vigtigt indlæg i samfundsdebatten er bogen meget vigtig. Men som det nu er nævnt flere gange, så må denne bog ikke stå alene.

 

Mediernes rolle

Medierne behandlede det hele som en krigen i Afghanistan Denne fokusering havde den bivirkning, at kunderne holdt sig væk fra Nørrebro i lange tider. Der var dømt Breaking News og helikopter over Nørrebro mange gange.

Ifølge bogen fokuserede medierne for meget på politikerne og politiets holdninger. Egentlige aktivister, der lavede ballade, blev ikke taget som kilde, påstår bogen. Men det var det vel en forklaring på. De udtalte sig ikke til medierne.

Butiksindehavere og handelsforeningen optrådte som konsekvenseksperter, hvilket bogens forfattere også finder ensidig. Men ofte var de jo de skadelidte, som politikerne også lod i stikken.

 

Ingen sympati for vold og hærværk

I de unge aktivisters univers er det lettere at få politikere og pengefolk i tale når der er ballade i luften. Men på Nørrebro var der så bare andre, der betalte for balladen. For aktivisterne var det vigtig at gennemføre noget sammen, og ikke altid bøje sig for politiets magt.

Målet for aktivister var hele tiden at finde nye aktionsformer for at overraske politiet. Aktivisterne brød loven gang på gang. De mente, at de var i deres ret. Det var deres eneste og det stærkeste politiske kort ifølge bogen.

Det er klart at vold og udemokratisk adfærd fylder meget i debatten om ungdomshuset. Bogen påstår, at det bringes på banen af de borgerlige og som tjener til både at dømme 69erne som uværdige til forhandling.

De naboer og detailhandlere, der har oplevet kampene vil ryste på hovedet af dette ordbrug. For mange havde sympati for de unges kamp, men de havde ikke sympati for deres vold og hærværk.

Den fejlslagne politiske dialog mobiliserede og provokerede mange aktivister. Sikkert mange flere end politiet havde forventet

 

Aktivisternes specielle miljø

Vi hører aktivisternes forklaring i bogen. Dem talte vi også med, når de kom ind i butikken. Langt de fleste var søde og intelligente unge mennesker. De fortalte dog til tider meget voldsomme historier om politiovergreb. Mit indtryk var, at der var en speciel gruppementalitet, og at der altid var nogle, der ville gøre det hele lidt vildere.

Miljøet virker dragende på mange. Der er nye muligheder for samvær, det er udfordrende og provokerende. Man kommer i et miljø, hvor spillereglerne er helt anderledes. Det er faktisk meget godt gengivet i bogen:

• – Deltagerne udfordrer både deres egen og andres opfattelse af, hvad der er forbudt, og hvad der tilladt, således at de unge oplever, at både deres egne
  og andres grænser bliver flyttet.

Og så er bogen måske ikke så ensidig endda. Se blot her:

• På trods af ungdomsbevægelsens parole om mangfoldighed, åbenhed, tolerance og nej til ensretning, så er der mekanisme i bevægelsen og dens måde
  at skabe en kollektiv identitet på, der virker i den modsatte retning.

De mange slag mod politiet skaber også en meget unuanceret forestilling om os og de andre. I bogen står det beskrevet således:

• En ensretning og en form for intolerance, der hænger sammen med en tendens til at føle sig moralsk hævet over dem \”udenfor\” bevægelsen,
  der ikke har gennemskuet det undertrykte samfund.

Sorte hættetrøjer havde selvfølgelig en signalværdi. Men de var også praktiske i en demonstration. Politiet kan have svært ved at udpege enkelte demonstranter, når de skal udpeges blandt 6 – 700 demonstranter.

I disse år sker der en forstærket kamp sted mellem markedets og individualismens værdier på den ene side og universelle og solidariske værdier på den anden side.

• Læs bogen – den giver dig ny viden – den provokerer – den stiller spørgsmål og giver svar. Bogen kan stærk anbefales (Artiklen er fra 2009) 

På dengang.dk kan du finde

• Ungeren set fra 6. klasse
• Ungdomshusets Historie
• Et Faderhus på Nørrebrogade
• Bulldozersanering ødelagde detailhandelen (1980)
• Terrornatten på Nørrebrogade
• BZ – Bevægelsens historie på Nørrebrogade
• Nørrebro Beboeraktion og kampen om Byggeren

På norrebro.dk kan du blandt andet finde

• Afmagt, frygt og vrede på Nørrebrogade
• Aktivist træning
• Bandekrig på Nørrebro
• Bandevold præger omsætningen
• Bygges der snart på Ground 69?
• Brand, bål og stenkast
• Er det plads til et Ungdomshuse
• Er Nørrebro en krigszone
• Gadekrig på Nørrebrogade
• Goddag, det er politiet
• Har vi et godt politi?
• I gamle dage havde vi Bent
• Kommer Politiet?
• Hvem skal nu betale?
• Jagtvej 69 – 2200 København N
• Kaos på Nørrebrogade
• Ny ballade på Nørrebrogade
• Nørrebro i gas – og knippelsuppe
• Skud på Nørrebro
• Ungdomshuset med forhindringer
• Ungdomshuset til grin
• Ungdomshuset lever
• Tiden efter Ungdomshuset
• Bliver Ungdomshuset revet ned?
• Ungdomshuset – en oase på Nørrebro 1 – 17
• Stop terroren på Nørrebro
• Opfordring fra Nørrebro Handelsforening
• Hvad mener Ungdomshuset?
• Hvad dækker forsikringen?
• Hvad skal jeg gøre?
• Hvorfor fjernes der ikke graffiti?
• Detailhandelen mistede millioner
• Nørrebro 18. maj 1993
• Brand på Nørrebro
• Rydning og uro
• Et ungdomshus til salg
• I dialog med Ungdomshuset
• Bevar Julefreden og mange flere

– gå ind på hjemmesidens arkiv og find artiklerne

Redigeret 26. – 03 – 2022