På grænsen til Nørrebro blev Skt. Johannes Stiftelsen opført. Det var en kombination af børnehjem, sygehus og arbejderhus. Det var en stor hjælp for de fattige i København. Borgmester Knudsen arbejdede utrættelig for at hjælpe de svage.  Hans motto var: Fattigdom er ikke nogen forbrydelse – Man skal ikke give bort uden kontrol.

 

Fattigvæsnet omorganiseres

Den 21. juli 1885 blev den store institution Skt. Johannes Stiftelsen taget i brug. Allerede i 1871 havde man begyndt med at omorganisere fattigvæsnet. Hidtil havde børn, syge og arbejdsføre personer gået omkring mellem hinanden og stort set modtaget samme forplejning og behandling.

 

Skt. Stefans Stiftelsen

Borgmester Knudsen arbejde utrættelig videre med planerne. Hans tanke var, at der på en erhvervet grund på Nørre Fælled skulle etableres en ny arbejderanstalt. De fornødne tegninger blev udarbejdet og byggearbejdet kom i gang i slutningen af 1880erne. Borgmesteren havde også fundet et navn til anstalten, nemlig Skt. Stefans Stiftelsen. Men byggeriet trak ud, og i 1891 døde borgmesteren.

Hans efterfølger mente, at byggeriet på Nørre Fælled ikke burde anvendes til indretning af en ny arbejderanstalt, men derimod opholdssted for skrøbelige fattiglemmer, som ikke ville kunne opnå alderdomsunderstøttelse.

I løbet af 1892 begyndte man at overflytte lemmerne fra Almindelig Hospital og de to arbejdshuse. I den nye lemme-stiftelse var der plads til 1.500 gamle.

Der var i den nye stiftelse en særlig sygeafdeling med plads til 166 og en særlig plejeafdeling med 79 pladser.

 

Fattigdom er ikke nogen forbrydelse

Fattigdom er ikke nogen forbrydelse. Det var den tanke, der lå til grund for oprettelsen af Skt. Johannes Stiftelsen Man skulle indrette sig så klogt og mildt for Staklerne som vel muligt. Det var etatsråd og fattigborgmester Knudsen, der gennemførte planerne.

• Knudsen var en fin og ædel Patriciertype, gammeldags og rettænkende med nænsom Kærlighed til dem på Livets Skyggeside. Han var en ihærdig selvopfordrende Arbejdsnatur, der sled sig op i sin Livsgerning – at lindre Nøden. Han var en pligtopfyldende Karakter, der bebrejdede sine Bekendte, at de ødelagde Fattigfolk ved at give bort uden Kontrol
  – og som selv aldrig lod en Tigger gaa uhjulpen bort fra sin Dør.

Meningen med stiftelsen var at gøre en forskel på de redningsløse Subjekter, der blev henvist til Ladegaarden, og dem, der gerne ville arbejde, men midlertidig ikke var i stand til det. Stiftelsen skulle også huse de ældre, for hvem, der kneb at tjene
til føden. Stiftelsen indeholdt også en Optagelsesanstalt for børn og et hospital.

 

Hvor skulle den ligge?

Spørgsmålet var, hvor skulle den nye stiftelse ligge. Længe holdt man på, at den skulle ligge i Stockholmsgade ved Østre Anlæg. Men snart rettede man blikket på den anden side af søerne og mellem disse og Blegdamsvej.  Skt. Johannes Stiftelsen strakte sig over 56.000 kv. Alen.

 

Optagelsesanstalt for børn

Nærmest ud mod Sortedams-Dosseringen lå børnenes bygning med udsigt over den lille have og søens skvulpende vand. I alt 120 børn husede bygningen. Drenge og piger var skarpt adskilte. Det treetagers hus var et passende plejested for dem indtil man fandt et passende plejested for dem. Måske blev det muligt for deres forældre atter at kunne brødføde dem.

Det var rent og propert. Nede i kælderen var der indrettet køkken, badeværelser, magasiner og to Kaloriferer, der opvarmede hele bygningen.

På hver side af hovedindgangen havde stueetagen, en spisestue, en dagligstue, og to vuggestuer. Sovesale, sygestuer og læseværelser var indrettet på første etage. Yderligere sovesale samt vaskestuer var indrettet på anden etage. På loftsetagen var der et par skolestuer.

 

Store forandringer

Når de unge mennesker ankom til anstalten var

– de i reglen ikke saa nette og pyntelige. De var gule i Huden, forsultne og kirtelsvage.

Men snart var der forandringer at spore

• Indvielsesbadet og de tækkelige Dragter, som de alle skulle bære, saa fint og artigt de kunne lege, saa pænt og stille de kunne sidde i Arbejdstimerne ved deres lave Borde – smaa buttede Puslinger og lange kejtede Skolepiger imellem hverandre.

 

Sygehuset

Ud til Ryesgade, adskilt fra børnenes hus ved et haveanlæg var sygehuset opført. Her blev patienter fra andre sygehuse overført. Det var patienter, der ikke havde langvarige eller smitsomme sygdomme. Der var plads til 316 patienter, fordelt i 38 sygestuer. I kælderen var 12 rum indrettet til karbade, styrtebade og russiske bade. I kælderen fandtes der fire store dampkedler, der opvarmede alle værelserne. Et særligt anlæg sørgede for frisk luft til alle rummene.

De fleste af patienterne var ældre folk, der lå sløvt henslængt i de moderne, luftige og rare sygeværelser. Nogle havde også en livlig snak med naboen. Oppe i loftsværelserne, hvor fnat og
andre hudsygdomme blev behandlet, opholdt man sig kun i kort tid. Heroppe var man ikke vant til besøg.

Den mærkeligste afdeling i det imponerende kompleks lå over på den anden side af Ryesgade, lighuset, arbejderhuset, værksteder og økonomibygningen med de kæmpe køkkener og vaskerier.

 

Lighuset

Johannes Stiftelsens lighus som i avisreferater blev kaldet la morgue var en lille bygning i korsform, der indeholdt et kapel, fra hvilket ligene ofte begraves. Det lå ud mod Blegdamsvej. Et mindre værelse var forsynet med tre glaskister til at gemme selvmordere, myrdede eller ubekendte døde fra byen.

Med stive og foretrukne ansigter, blålige og blodplettede lå de afsjælede legemer i det tyste rum, indtil de blev genkendt eller fremstillet for de mistænkte. Det var triste og uhyggelige dramaer der blev afsluttet inden for disse vægge.

Var det ikke plads til alle, blev ligene flyttet til det tilstødende større værelse, hvor de blev lagt på hylder, der lignede køjer. De blev tildækket med hvide lagener, der føjede sig tæt til legemets form. Der var ganske stille, iskoldt og halvmørkt. På hylderne lå der altid lig. Inde ved siden af lå obduktionsstuen.

 

Arbejdshuset

I hovedbygningen var hele det lille arbejdersamfund på 5 – 600 mand installeret. Arbejderhuset, der lå mellem Ryesgade og Blegdamsvej var ca. 133 Alen lang. Det var en 4 – etagers bygning. I bygningens midterparti fandtes der foruden bede-salen og bolig for inspektøren. Til den ene side boede mænd og til den anden side, kvinder med særskilte opholdsrum.

Der kunne helt præcist optages 606 personer, nemlig 294 mænd og 280 kvinder. Endvidere havde man 32 pladser i reserve. Viste det sig, at de led af betydelige mangler enten i fysisk eller
moralsk henseende, blev de flyttet enten til Almindelig Hospital eller Ladegården.

Meningen med stiftelsen var også, at samle den bedre del af de arbejdsløse fattige.

Om morgenen i vintertiden blev man vækket klokken seks om morgenen. Om sommeren klokken fem. Det var med at komme op, få redt sengen, komme i tøj og ud i korridoren, hvor der var indrettet emaljerede vaskeborde med vandhaner og afløb for det beskidte vand. Soveværterne, der var udpeget af arbejderne selv, udleverede sæbe og passede på, at de hele gik ordentligt til. I løbet af en halv time skulle man være færdige.

 

Værkstederne

Så gik turen til spisestuerne, hvor der blev budt på rugbrød, smør og ost. Dertil kunne man få en kvart pot skummet mælk eller 3/8 pot øl. Når dette var overstået skulle man begå sig hen til værkstederne. På et værksted hamrede smedende løs på det glødende jern. Skrædderne sad med krydsede ben og førte nænsomt nålen. Så var det skomagerne fra det læderlugtende værksted. De sad side om side med snedkere, bogbindere, drejere og kostebindere.

Skomagerne lavede de sko, de havde på, og skrædderne lavede det tøj, de havde på. Ja man kunne vel påstå, at på dette område var de selvforsynende. De fik løn for deres arbejde, men måtte betale for opholdet. Som regel var det dog et overskud, når de forlod Stiftelsen.

Som regel gik arbejdet fint, men det var også dem, der var genstridige. De blev tvunget til at tilpasse sig. Og så var det dem, der var så sløve, at de blev tvunget med at blive sendt til Ladegården. Det kneb med tilgangen til malerne. Men hos kvinderne fungerede det ikke rigtigt. Det var som om, at kvinderne bedre kunne udholde nøden. De var også bedre til at hjælpe hinanden.

 

Middagsmad

Klokken 12.30 var det middagsmad. Året rundt var spisesedlen den samme. Lad os prøve at kigge på den:

• Søndag: Kødsuppe og kød – de øvrige dage
• Risengrød og spegesild
• Ærter og flæsk
• Byggrynsuppe, Hashis
• Vælling, ragout
• Øllebrød, klipfisk
• Mælk med tvebakker eller Kærnemælkssuppe, ”Lobeskoves”
• Bygvandgrød, plukfisk
• Kål, oksekød

Det var omtrent den samme kost, som børnene fik i Optagelseshjemmet. Aftensmaden bestod skiftevis af.

• Bygvandgrød med mælk
• Byggrynsvælling

Al mad blev lavet i de store køkkener. De store bryggerkar kunne hver rumme 225 potter. Efter en arbejdstid på 8 ½ til 9 ½ time går man til ro kl. 9.

 

Nyt alderdomshjem

Borgmester Jacobi ønskede, at der skulle opføres en særlig bolig for de personer, som modtog alderdomsunderstøttelse. Man erhvervede en grund bag ved Almindelig Hospital med indgang fra Guldbergsgade på Nørrebro. Byggearbejdet var færdigt i 1901. Der var plads til 407 personer. Med indflytningen kunne de sidste to arbejdshuse nedlægges. De havde eksisteret i mere end 100 år.

 

Hvis du vil vide mere: 

• www.dengang.dkindeholder1,783artikler
• Under Østerbro finder du 101 artikler 
• Under Nørrebro finder du 304 artikler 

 

• Under Nørrebro finder du en masse artikler om Ladegården

Kilde:

• litteratur Østerbro
• litteratur Nørrebro
• www.dengang.dk – diverse artikler

Redigeret 4.12.2021