Advarsel: I denne artikel forekommer der citater på Synnejysk, Tynne – plat og tysk. Hør om ”Sangkrigen”. Om det røde underskørt
ved revolutionen i 1918. Om manden fra Rørkær, der protesterede over for landråden. Og om den danske hær, der ikke var større end ”Æ Feuerwehr i Affenrå”. Læs også om, da Deutscher Verein arrangerede særtog til Tønder. Købmændene måtte ikke bruge seminariet til at deres medarbejdere kunne lære dansk.

 

I 1905 ankom en bagermester fra Als til Tønder. Tænk, at Tønder skulle få en dansksindet bagermester. Thorvald Petersen var hans navn. Og noget af det første han gjorde var at opsøge en anden ”stor” dansker i byen, redaktør Skovrøy. Det var en stor skuffelse for bagermesteren. Skovrøy havde valgt at
holde sin mund og føre pennen. Talte man med en tysker om Skovrøy sagde denne på ”synnejysk”.

• Ja, Skovrøy han æ jo dansk. Dæt æ ham, dæ skrywe i æ avisse, men det måt han jo å brumm for.

 

Bange for at vise deres sindelag

Jo, tyskerne respekterede denne redaktør. Fra 1882 – 84 var han redaktør af Vestslesvigsk Tidende, der senere overgik til Flensborg Avis. Mange borgere var i Tønder var faktisk bange for at vise deres sindelag, og det havde økonomiske grunde. Derfor gik de med i Singerverein, Familienverein, Schützenverein og i æ Feuerwehr.  Efter genforeningen kom en af de unge hjem, og spurgte faderen, der havde givet udtryk for glæden snart igen at kunne rejse Dannebrog:

• Jamen Fae æ vi da richte danske?

 

Danskheden havde dårligekår

Mange borgere i Tønder så
ned på lille Danmark. De mente at hæren ikke var større end

• at æ Feuerwehr i Affenrå ku arreste´dem.

Danskheden i Tønder havde dårlige kår. Mange piger fra de oprindelige danske hjem blev gift med tyske seminarister og blev dermed tysksindede. En del af dem drog syd på, og bosatte sig der. De unge, der skulle aftjene deres værnepligt i den tyske hær, blev bidt af de flotte uniformer og det tyske. Og en stor del af de dansksindede udvandrede i årene efter 1864 til Danmark.

 

Trusler, hvis man lejede ud til dansksindede

Da man i 1898 indkaldte til et møde på Skyttegården for dansksindede, var der 46 underskrifter fra 19 sogne i Tønder Amt. Blandt dem var det kun en nærringsdrivende. Men værten på Skyttegården ville blive boykottet, såfremt mødet blev en realitet. Tyske embedsmænd i Tønder havde stor indflydelse.
Men det var især landbefolkningen omkring Tønder der protesterede:

• Vi er gode nok, når vi handler i Tønder, når vi kommer til bys til fredagsmarkedet, men vi skal vise de gode folk i Tønder, at vi kan klare os uden dem.

I 1901 blev Tønder Landmandsbank en realitet. Krigsverein forsøgte at ekskludere de tysksindede borgere, som var blevet bankens aktionærer. Enkelte kom dog bestyrelsen i forkøbet og udmeldte sig. Andre lod deres koner skrive under på aktien.

 

Legater kun til tysksindede

Der var masser af fattigdom i Tønder dengang. Men Tønder havde mange legater man kunne søge. Desværre viste det sig, at de legater kun blev tildelt den tyske del af befolkningen. Således spurgte en mor om hun ikke kunne få hjælp til datterens konfirmation:

• Nej hvad tænker De dog på. Deres mand er jo fra Danmark, så må Danmark ernære Dem – ”å ejsen må De hunge”.

Da Thorvald Petersen i 1919 kom i byrådet rejste han problemet med legatuddelingerne. Svaret var:

• Sie sind ja dänische Untertanen, mit denen haben wir nichts zu run

 

Dansksproget avis

Der var ikke mange dansksindede i Tønder by. De danske stemmer ved valgene fra 1890 – 1903 varierede fra 13 – 28. Trods alt, nåede man som det ses, 28 i 1903. Men der var ikke rigtig nogen, der gjorde noget alvorligt for at samle de dansksindede.

Flensborg Avis gjorde ellers en masse for, at de dansksindede skulle kunne læse en avis på dansk. Redaktør Jessen udsendte en udgave, der kostede 2 mark i kvartalet. Hovedudgaven kostede 3 mark. Ja tre gange om ugen kunne man også få Det lille Blad til kun 1 mark.

 

Tynne – plat

Folkesproget i Tønder var dansk eller nærmere sønderjysk. De fremmede sydfra talte tysk, en del dog plattysk, og enkelte fra det frisiske område talte frisisk.
Min far og og andre talte det specielle sprog Tynne – plat:

• De æ da sørgle, hvenn folk o jen aa sam Bildugsstufe wegen politischen Gründen it kan vorker (verkehren) mæ enan

 

Bedemanden på tysk og synnejysk

I slutningen af 1890’erne var buddet på rådhuset samtidig bedemand og dermed en yderst vigtig person, synes han selv. Når han skulle overbringe en indbydelse, begyndte han turen med at træde ud på rådhustrappen iført sort tøj og høj cylinderhat, der var forsynet med langt sørgeflor, så langt, at han
måtte bære det over den ene arm. Stolt skred han over torvet og trådte ind til købmand Oluf P. Olufsen. Pigen tilkaldte fru Olufsen, og når bedemanden (Herrendiener, kaldtes han – byrådets tjener) og fruen havde taget stilling i den nødvendige positur, begyndte han med gravalvorlig
og højtidelig mine:

• Sie werden gebeten Donnerstag Vormittag um halbelf der seeligen Frau Anna Hansen zur letzten Ruhestätte zu begleiten.

Derefter bukkede bedemanden højtideligt og fruen hilste ligeledes og når dette ceremoniel var vel overstået, steg manden ned fra piedestalen og pludselig var han menneske igen og sagde jovialt på Synnejysk:

• De forstov æt da vel nok, madam, de va jo o torsda`formerra klok hal ellå.
• Jo, tak, de æ da viss, maat æt int vææ en cigar?, svarede købmandskonen, og så fortsatte den videre samtale på synnejysk.

Børnene i skolen fik stærke pålæg om ikke, at måtte tale dansk på legepladsen, og at de skulle tale tysk derhjemme.

 

Mahnzettel

Betalte man ikke sin skat rettidigt fik man en Mahnzettel (påmindelse), som kostede 30 penning, og så havde man frist i 14 dage. Om den gamle kæmmer Carstensen fortaltes, at han brugte en anden form over for skatterestanterne. Når han gik sin morgentur, så åbnede han folks døre:

• Sku`vi så ha`den skat ?

 

Deutscher Verein kommer til byen

Byrådet i Tønder var enige om, at man ikke ville have Deutscher Verein til byen. Man anbefalede borgerne i Tønder ikke at melde sig ind. Men så let gik det ikke. Deutscher Verein havde foreninger rundt om Tønder. Og den 16. januar 1909  havde man lagt op til et kæmpe møde. Ekstratog var sat ind og Tonhalle var stuvende fuld. Efter en to times tale var afslutningssalutten fra dr. Hahn:

• Deutsch werden wir bleiben, und wenn es nicht anders geht, dann walte es Gott und das kalte Eisen! Bismarck hat gesagt: Das kalte Eisen ist noch immer gut gewesen.

Derefter talte landråd Rogge, om danske mænd, der havde brudt deres ed med kejseren. Men der var ingen fra Tønder by, der var på talerstolen.

Resultatet var dog, at der blev oprettet en lokalråd af Deutscher Verein  med 11 indvandrende embedsmænd.

 

Tre byrådsmedlemmers tur til Slesvig

I 1910 var stillingen som borgmester ledig i Tønder. Borgmester Rathje var kommet i strid med landråd Rogge. Landrådet var stærk interesseret i bedre byggeskik og forbød, at man lagde paptag på den nye ”elektricitetsbygning”. Derfor nedlagde Rathje sit hverv i protest.

En ny borgmester skulle søges. De tre af ansøgerne til embedet, som magistraten havde udsøgt, talte til et møde på Tonhalle. Nogle dage efter, afgav vælgerne deres stemme. Resultatet blev at anden – borgmesteren i Slesvig, Plewka fik det langt overvejende flertal af stemmerne.

Byrådet var meget grundig. De indhentede oplysninger om ansøgernes kvalifikationer. Plewka var en meget dygtig kommunalmand. Men for nu at gøre det så grundig som muligt, vedtog man på et meget hemmeligt møde i byrådet, at tre af rådets medlemmer skulle rejse til Slesvig for at udforske, hvad befolkningen
mente.

For nu ikke at vække mistanke, så rejste de over Hamborg dertil. De havde iført sig hvide kitler, så de lignede hestehandlere, så ingen skulle opdage deres ærinde. Stor var deres overraskelse dog, da på banegården i Slesvig blev mødt af en herre med disse ord:

• Å, det er vel de herrer fra Tønder, må jeg ikke have den fornøjelse at vise Dem, hvad der her i Slesvig er sket under Plewka`s styre.

Manden viste dem rundt i Slesvig, bl.a. også i værtshusene, hvor borgerne overalt kunne fortælle om de fortræffeligheder, Plewka havde gjort. De tre herrer fra Tønder kunne ikke ryste deres ufrivillige fører fra sig, og han var også vært ved et aftenmåltid.

 

Kampen om Æ Punchsti

Bølgerne kunne gå højt i byrådet kort før 1. verdenskrig.. De gæve kromænd fra Skibbroen satte alt ind på at få en vej bygget fra Skibbroen til jernbanestationen, den senere meget omtalte Punchsti. Hvert hus havde næsten sin egen beværtning. Man sagde dengang:

• Vil du til kro`s på Skibbroen, så er det det samme, hvilken dør du falder ind ad

Når landboerne havde været til marked ved Sønderport, lagde de vejen til stationen over Skibbroen, og så kunne det godt hænde, at de fik et par punche undervejs. Derfor var det lettere at skrå lige over, end at gå ned af Vestergade. Og det var de sure over i Vestergade. På markedsdagene kunne de få en
god omsætning, når man blev nødt til at gå ned af Vestergade for at nå toget.

Men kampen mod Vestergade varede i mange år. Og hvem skulle kroejerne opstille som deres talsmand for et så livsvigtigt spørgsmål.

 

Postsekretær Brodersen

Dagen før byråds – valget gik postsekretær Brodersen (nej så vidt jeg ved, er jeg ikke i familie) og talte med nogle beboere om Punchstien. Han var en kendt og afholdt mand.

Pludselig gik det op fir værthusholderne, at ham der Brodersen måtte de have ind i byrådet. Og 24 timer efter sad Brodersen i Tønder Byråd. Først i 1937 kom der en egentlig forbindelse mellem Skibbroen og Jernbanegade, da den nuværende Kongevej blev etableret og senere vejen ved Slotsbanken.

Det vakte stor modstand i byrådet at den gamle Punchvej skulle have navnet Kongevej. Det gamle navn vakte så gode minder.

 

Plewka blev også uenig med Landråden

Borgmester Plewka blev også uenig med den tyske landråd og tog sin afsked i 1917. Den stedfortrædende borgmester, købmand Johannes Paulsen havde jobbet indtil 1920. Borgmesteren var samtidig politimester, og for det fik man den fyrstelige løn af 300 mark om året.

 

Bergmann og de fire natvægtere

Tønder havde kun en politibetjent, Bergmann, som vi har beskrevet i en anden artikel. Hans opgave var også, at se efter om man overholdt Polizeistunde
kl. 23. Mange kroer havde et kighul i indgangsdøren. Og det havde det også i Humlekærren. Var det ”Der hohe Rat ”, der sad derinde, så forsvandt han skyndsomst:

• denn ich habe immer gesagt, mit den hohen Herren soll man sich’s nicht verderben.

Vi må sandelig ikke glemme de fire nattevægtere. De fik samme løn som politimesteren. Deres arbejde bestod i at vække bagermestrene. Men også mod passende betaling vække de borgere, der skulle tidligt op og nå det første morgentog. Man skulle også holde øje med ildebrand og sørge for ro og orden. De
blev også drillet – disse nattevægtere. En vittig sjæl fik dem til at ansøge byrådet om en sabel, fordi de havde politimyndighed. Og de måtte have den vittige sjæl til at hjælpe med ansøgningen. Det kneb nemlig med skrivefærdigheden for natvægterne.

 

80 danske stemmer

I 1912 var det glædens dag for de dansksindede i Tønder. Man var nået op på 80 danske stemmer i die rein deutsche Stadt Tondern. Og det blev fejret på Landschafliches Haus (Hostrups Hotel). Men hvis postpakmester Carlsen offentlig havde tilkendegivet, at han havde stemt dansk, ville han øjeblikkelig være blevet fyret.

 

Aufenhalt für Menschen

Samme år blev Læseforeningen oprettet i en tilbygning til Tønder Landmandsbank. De dansksindede begyndte at mødes, og man sang danske sange. Tilslutningen blev bedre og bedre. Men ak og ve. Pludselig fandt myndighederne ud af at vinduerne var 5 cm for smalle. Stuerne egnede sig ikke til ”Aufenthalt für Menschen”. De dansksindede lavede et forsøg med deres mest kraftige medlemmer. De kunne uden problemer komme ud af vinduerne.

Og det paradoksale var, at lokalerne straks ved krigens begyndelse blev beslaglagt af det tyske militær til køkken, skomagerværksted og andre formål. Da egnede lokalerne sig alligevel til Aufenthalt für Menschen.

Problemet var at Tønder Landmandsbank ikke havde anmeldt en ombygning. Inden beslaglæggelsen fik de dansksindede lov til at holde et afsluttende møde med fremvisning af lysbilleder. Der kom ikke mindre end 66.

Men nu stod man pludselig uden et mødested.

 

Verdenskrigen brød ud

Den 1. august fik man pludselig andre ting at tænke på. Henimod aftenen ringede Kristkirkens stormklokker. Verdenskrigen var brudt ud.

Dagen efter kom den tyske kredslæge Schröder glædestrålende springende ned af amtshusets trapper:

• Na, endlich hat die erlösende Stunde geschlagen

 

Dansksindede blev arresteret

I løbet af søndagen begyndte man arrestationen af de dansksindede. Mange borgere havde forsamlet sig for at skælde ud på de dansksindede. Normalt levede man i fred og fordragelighed i Tønder. Men fra denne dag skete der noget. Der blev spyttet på de dansksindede.

I  Vestergade kunne man høre:

• Heraus, Heraus mit Euch!

De dansksindede blev sendt til Altona. Efter forhør blev man sendt hjem. Men man skulle selv betale. Og i Tønder kiggede man på de løsladte ”danskere” som om de var fredløse. Der gik rygter om, at grev Schack, bankdirektør Rossen og redaktør Skovrøy var blevet skudt.

Allerede efter en uge, blev der igen foretaget anholdelser. Denne gang blev man ført til politifængslet i Flensborg.  Derefter gik turen til det nye gymnasium, der endnu ikke var blevet indviet. Flere blev ført til Navigationsskolen.

Myndighederne følte sig ikke forpligtet til selv at skulle levere maden, så det måtte de indsatte selv bekoste.

 

Skideballe af Landråden

Da de dansksindede skulle løslades, skulle de underskrive en erklæring om at de ikke måtte vise ”ikke – tysk sindelag”. De blev afleveret ordnungsgemäss
i Tønder hos landråd Böhme. Han beskyldte de anholdte, for at have sået gift i befolkningen:

• Men når Tyskland går sejrrigt ud af denne krig, vil der ikke blive tålt en gnist af danskhed (Nicht ein Funke von dem, was dänisch ist, wird gedultet werden). Den, der ikke ville forholde sig rolig, måtte rejse over grænsen.

Og ikke nok med det. Landråden holdt efterfølgende enetale med hver enkelt. Men det ville Hans Brink fra Rørkær ikke finde sig i.

• Og det vil De byde mig, hvis slægt har boet her i hundreder af år, mens De hr. Landråd, lige er kommet hertil.

 

Tønder Læseforening fortsætter

Tønder Læseforenings arbejde blev genoptaget i december 1918 på det nuværende Hostrups Hotel. Men tilstrømningen blev større og man fortsatte i Stadt Kopenhagens store sal.

Samarbejdet i byrådet mellem de dansksindede og tysksindede foregik fint. Man var meget opmærksomme på byens trivsel.

 

Revolutionen og det røde underskørt

Den tyske revolution ramte Tønder i november 1918. Folkemængden på Torvet i Tønder forlangte, at den røde fane blev hejst på rådhuset. Borgmester Paulsen måtte til sidst bøje sig for kravet. Men det var nu lettere sagt end gjort. Ingen af Tønders manufakturhandlere havde rødt stof. Og folkemængden indtog en truende holdning. Man da trådte Pauline Poulsen til. Hun gav resolut sit røde underskørt og ofrede det på byens alter. Skørtet blev sprættet op. Få minutter senere vajede det røde flag fra rådhusets flagstang.

Folkemængden jublede over at se revolutionens symbol udfolde sig, og situationen var reddet.

 

Hjælp til Tønder

En hel jernbanevogn med tøj til uddeling ankom til Tønder. Kort tid efter kom der flere vognladninger med fødevarer. Det var Danmarks befolkning, der havde samlet sammen og borgerne i Tønder var meget taknemmelige. Byen havde lidt hårdt under 1. verdenskrig.

 

Dansk-kursus uønsket på seminariet

Købmændene i Tønder ville gerne have, at deres medarbejdere fik lært dansk. Man manglede dog et sted, hvor dette kunne foregå. Man spurgte på det tyske seminarium:

• nein, das werden Sie wohl anderswo bekommen können.

Det lykkedes dog at få lokaler stillet til rådighed hos Goodtemplar-logen

 

Travlhed hos de dansksindede

Den 10. januar 1920 fik man i Tønder besked på at freden var sluttet, og at afstemningen skulle foregå den 10. februar. De dansksindede fik travlt. Befolkningen i Tønder vidste meget lidt om Danmark. Fra tysk side havde man i generationer søgt at fremstille Danmark som et lille usselt og fattigt land. Førende for denne agitation var Tondernsche Zeitung

De plakater, som de dansksindede hængte op, blev lige så hurtig pillet ned af de tysksindede. Og ikke mange forretningsindehavere turde at sætte plakater op for de dansksindede.

 

Første Dannebrog siden 1864

Den 2. februar kom de engelske besættelsestropper, 60 mand. . Til tonerne af Tipparary drog englænderne gennem byen til seminariet. Forrest gik en karl fra Solvig med et stort Dannebrogsflag. Det var det første, der blev set i Tønder siden 1864.

 

Modtaget med Slevig – Holsten sangen

Op til afstemningen kom der tog nordfra. Men der var ingen flagallé i Tønder til at tage imod de dansksindede. I stedet for stod flere hundrede tyske børn og sang:

• Schleswig – Holstein meerumschlungen

Resultatet blev efter en valgdeltagelse på 91,4 %

• 750 stemmer for Danmark
• 2.448 stemmer for Tyskland.

Men som bekendt tilhørte Tønder 1. zone . Det var på forhånd givet at Tønder kom med til Danmark. Afstemningen var en ”en – bloc” afstemning. De dansksindede var udmærket tilfreds med at have fået 26,2 % af stemmerne.  I 1907 havde man været hel nede på 4 % og ved byrådsvalget i 1919 var man på 19 %.

 

Tyskerne ville stjæle Dannebrog

Et flot dansk flag var foræret af flagfabrikant Weilbach fra København. Og valgresultatet blev fejret på Tonhalle. Da mødet var forbi ville en række tyskere stjæle det danske flag. En kamp på sange foregik. Tyskerne sang Slesvig – Holsten visen, mens de dansksindede gik i gang med ”I alle de riger og lande”. Der kom ikke til egentlige kamphandlinger. Der blev ringet til de engelske soldater, der kom og fik lagt en dæmper på tyskerne.

 

Nordslesvig ville til Danmark

Resultatet for Nordslesvig var:

• 75.000 stemmer for Danmark
• 25.000 stemmer for Tyskland

 

Dansk i Tønders Byråd

Det vakte dog opstandelse den 24 marts i Tønder Byråd, da to dansksindede medlemmer proklamerede at fra nu af ville man tale dansk i byrådet. Skræddermester Petersen udtalte:

• Jeg forstår ikke dansk, må vi få en tolk. Jeg opfordrer de tysksindede til at forlade salen.

 

Uro i Tønder

Tønder Håndværkerforening ville gerne have så meget af Tønders sydlige opland med, men det var ikke så meget at gøre ved det. Fra tysk side protesterede man, og kæmpede stadig for at få Tønder med i Tyskland. Uroen kunne mærkes i Tønder. Forholdene blev tilspidset.

Der faldt lidt ro over gemytterne den 5. maj, da de danske soldater ankom. Men roen var kun kortvarig. Kronemønten blev indført den 20, maj, men toldgrænsen ved Kongeåen blev ikke samtidig ophævet. Situationen var kaotisk.

Den 4. juni blev der erklæret generalstrejke. De tyske arbejdere forlangte timelønnen sat op fra 1.60 kr. til 2.00 kr. Formanden for handelsforeningen indkaldte til borgermøde. Man organiserede borgerhjælp.

Man forlangte at dansk politi, der lige var ankommet skulle beskytte arbejderne på værkerne. Man det ville politiet ikke, i stedet gjorde de danske dragoner det. De blev dog trukket tilbage igen efter forhandlinger med amtmanden.

Markens stadige fald gjorde ikke situationen i Tønder bedre.

Den 17. juni blev jernbanerne overtaget. Aftenen forinden dampede de sidste tyske lokomotiver syd på. Samme nat blev de nye røde danske postkasser oversmurt. Det var hvis nok den sidste tyske heltegerning.

 

Kilder:

• Litteratur Tønder
• www.dengang.dk – diverse artikler 

Hvis du vil vide mere: 

– www.dengang.dk indeholder 1.783 artikler

• Hvorfor var Tønder tysk?
• Sagaen om lokomotivfører Anders Andersen, Tønder
• Tønder før og efter Genforeningen
• Tønders historie – efter 1900
• Udvandring fra Tønder 1-2 
• Tønders Historie indtil 30 – års krigen 
• Det dansk – tyske i Tønder 1920 – 1933 
• Sprogkampen i Tønder 1851 – 1864 
• Jamen vi forstår ikke tysk 
• Tønder – mellem dansk og tysk 
• Dagligliv i Tønder 1910 – 1920 og mange flere 

Redigeret 17. – 03. – 2022