80 danske familier i Tønder

Det første hus med centralvarme. Farligt at bade i Vidåen. I 1912 var der kun 80 dansksindede familier i Tønder. Hvor var danskerne? spurgte den tyske landråd. Et mærkeligt blandingssprog. Også i byrådet talte man blandingssprog. Hvem taler tysk derhjemme? Alexandrine-skolen. Undervisning i fremmedsprog var mangelfuld. En ny forstanderinde. Af politiske grunde. Seminaristerne tiltrak de unge piger. Plakater overalt i Tønder. Dansksindede blev arresteret. De skulle selv sørge for hjemrejsen. Landrat Rogge sørgede for at danskerne atter blev arresteret. Avisen jublede hver gang, der var en tysk sejr. Danskerpak. Rationering i Tønder. Fjendtligheder tiltog. Kongen ønskede at hilse på fangerne fra 1914. Statsskolen starter. Egebjerg Jensen lærte sønderjysk. 15 var skrumpet ind til 6.

 

Det første hus med centralvarme

Dette er historien om at være dansksindet i Tønder i begyndelsen af 1900-tallet og så frem til lige efter 1920.

I Østergade var en dansksindet familie flyttet ind. Naboerne havde pyntet gadedøren med grønt og ”Herzlich Wilkommen”.

Omkring 1912 begyndte man i Tønder at få gas i stedet for petroleum og eget lokum lige uden for soveværelset. Det var også det år, hvor det første hus i byen fik centralvarme.

 

Farligt at bade i Vidåen

Dengang løb der en klar bæk fra Vidåen mod nord. Det var rent klart vand. Den måtte børn gerne bade i. Det var helt ufarligt. Man blev advaret mod at bade i Vidåen. Således faldt en tre årig i åen, men to ti – årige greb resolut ind og redede den lille.

 

I 1912 var der kun 80 danske stemmer

I 1912 var der også Landdagsvalg. Og i Tønder var der 80 danske stemmer. Tønder Læseforening blev stiftet. Dette indebar en vis risiko. Man var derfor neutral og helt upolitisk. I en bagbygning til Tønder Landmandsbank blev der på 56 m2 indrettet et bibliotek, læseværelse og mødesal.

Det var lykkedes at erhverve en del bøger samt frieksemplarer af nogle danske dagblade. Man måtte gå yderst forsigtig til værks af foreningens ledelse. Dansksindede tjenestemænd turde ikke at komme her. Af og til dukkede gendarmen op for at høre, hvad der blev læst op og om der blev sunget forbudte sange i ”Den Blå”.

 

Hvor er danskerne?

Tyskerne var forbavset over de mange danske stemmer. Amtmanden, Landrat Rogge, sagde ved et møde:

• Zum Teufel noch einmal! Nun sagen Sie mir doch einmal, wo stecken den die 80 Dänen in Tondern – ich kenne nur ganz vereinzelte.

 

Et mærkeligt blandingssprog

Mange dansksindede havde sendt deres børn i tysk skole. Det kunne være hårdt, hvis man slet ikke var vant til at tale tysk. Børnene lærte her at tale korrekt tysk. Indbyrdes talte børnene ikke så pænt tysk:

• Och, was bist du affig (Hvor du skaber dig)

I bogen ”En By ved Grænsen” af Kaare Svalastoga gives også nogle eksempler på det specielle sprog, der udviklede sig dengang:

• Æ finner et sørgle ven to minnesker å`den sam bildunsstufe aus politischen gründen int kan forkeer (Jeg finder det sørgeligt, når to mennesker på samme dannelsestrin ikke kan omgås af politiske grunde)

Og hvis man var blevet kæreste med en:

• De æ da min kavalier, va æ forkeer mæ (verkeren – omgås)

 

Også i byrådet talte man blandingssprog

Fra byrådet kan man også finde godbidder fra dengang:

• Må de væ mæ gestattet a ubringe et lebhoch for den genosse, de gesundheitshalber int kan væ anwesend hæ e jawten (Må det være mig tilladt at råbe et hurra for den kollega, som af helbredsgrunde ikke kan være til stede i aften)

 

Hvem taler tysk derhjemme?

En gang om året skulle der laves statistik om elevernes hjemmesprog. Så kom den usympatiske Frl. Grundmann, datter af byens stationsforstander ind i klassen og spurgte:

• Wer spricht Deutsch zu Hause?

Så rejste alle sig, undtagen de dansksindede.

Og man måtte sandelig ikke tale dansk i skolegården. Skulle dansksindede søskende snakke sammen så måtte de ikke foregå på dansk.

Regnelærerinden havde indført et meget u-pædagogisk system, hvor hun flyttede eleverne rundt efter præstationer.

 

Alexandrine-skolen

Der var blevet bygget en ny fin skole i Nørregade, hvor ”Die höhere Mädchenschule” rykkede ind i 1915. Det var en ti-klasset skole, nogenlunde svarede til en dansk realskole, dog uden eksamen. Man fik dog et afgangsbevis.

Skolens protektrice var den tyske kronprinsesse Cecilie (søster til Christian den Tiendes dronning, Alexandrine). Skolen fik navn efter hendes lille datter:

• Alexandrine – Schule

Hendes portræt hang i alle klasseværelser med et prangende foto af Wilhelm den Anden til hest. Her var også et foto af den barske general Hindenburg.

I et skab stod forskellige bøtter – en til bøder, en til afredt hår til erstatning for tvist til kanonerne og en til stanniol også til kanonerne.

Og egentlig skulle tøndringerne også aflevere kobberting, men mange skubbede deres kobberting ind under gulvet, så gendarmen ikke kunne finde det, hvis han kom på besøg.

 

Undervisning i fremmedsprog var mangelfuld

Lærerinderne var alle seminarieuddannede. To søstre ”Grosse Knüppel” og ”Kleine Knüppel”! Underviste i engelsk og fransk. De havde tilbragt nogle få måneder i de pågældende lande og de bibragte eleverne en gyselig udtale. Der var allerede fransk i 5. klasse og engelsk i 7. klasse.

 

En ny forstanderinde

Der kom en ny forstanderinde, Frau Major von Fahland. Hun var krigsenke og majorens sabler var hængt op på kryds på sin væg. Hun var altid klædt i sort. Eleverne syntes at hun var ”en fin dame”. Hun var fra Pommern og havde måske ikke de hjemmetyske lærerinders snæversyn.

 

Af politiske grunde

Der var desværre også eksempler på, at børn, der havde været de bedste kammerater ikke måtte være det mere. Det var upassende at tysksindede kom sammen med dansksindede. Børnene havde fået forbud fra deres forældre. Man kaldte det

• Aus politischen Gründen

 

Seminaristerne tiltrak de unge piger

De unge seminarieelever prægede byen. Det betød et stærkt indslag i bybilledet. De boede rundt omkring hos de tyske småborgere. For den tyske kvindelige ungdom betød de meget. Mange piger blev forlovet med en vordende lærer – et pænt parti.

Pigerne gik hele strøget igennem – ”bummeln gehen”. Det samme gjorde seminaristerne. Når han så passerede sin ”flamme” tog han huen af og så én dybt i øjnene – ikke et ord blev vekslet.

Det kunne så være at man så mødtes ved Bachmanns mølle og vandrede af diget mod vest. Stien på diget var pløret. Når pigen så kom hjem med plørede støvler, så var det med at få disse rengjort, inden mor så det.

 

Plakater overalt i Tønder

Efter mordet i Sarajevo 28. juni 1914 trak tunge skyer over Europa. Den 2. august mobiliserede Tyskland. Krigen var en kendsgerning. Overalt i Tønder var der plakater med besked om mødested for de indkaldte soldater.  Kirkeklokkernes uafbrudte ringen.

I Tønder spekulerede man på om tyskerne nu ville knuse de dansksindedes vinduer. I nogle indkørsler og på nogle facader til dansksindede så man malet i de tyske farver – Schwartz – Rot – Gold.

 

Dansksindede blev arresteret

Natten mellem den 2. og 3. august blev en masse dansksindede i Tønder arresteret. Det var byens eneste betjent eller gendarm, Bergmann, der stod for dette:

• Es ist ein Befehl

Officielt blev anholdelserne begrundet med en mistanke om spionage. Fangerne blev ført til fængslet, nogle små, mørke, uhumske celler i det gamle porthus. Disse celler blev for det meste brugt som detention eller natlogi for ”bosser” (vagabonder).

 

De skulle selv betale hjemrejsen

Fangerne skulle føres til fæstningen Magdeburg (statsfængsel). De blev i samlet flok ført ad hovedgaden til stationen. De tysksindede borgere i Tønder fremkom med trusler og hånlige bemærkninger.

Det svirrede med rygter om, at de var blevet skudt. Men de nåede kun til Altona statsfængsel, hvor de på behørig vis blev fotograferet. Da ingen havde noget at tilstå blev de alle løsladt og kunne tage hjem – for egen regning.

 

Landrat sørgede for at de igen blev arresteret

Det var den tyske Landrat Rogge aldeles ikke tilfreds med. En uge efter kom gendarm Bergmann igen.

De tyske myndigheder var blevet klogere. Denne gang ville man ikke sende dem syd på, hvor myndigheder ikke havde forståelse for den politiske situation i Tønder. Denne gang blev de interneret  i Flensborg og Sønderborg, hvor de sad i cirka 6 uger. De led dog ingen nød. På egen regning kunne de supplere fangekosten.

Da de blev løsladt, blev de stillet op i en stribe foran amtshuset. Landrat Rogge holdt en dundrende tale for dem. Hvis de på nogen måde beskæftigede sig med politik, ville de smidt i fængsel igen. Så fik de lov til at gå hjem.

 

Avisen jublede hver gang, der var en ny tysk sejr

Den tyske hær faldt ind i det neutrale Belgien og drog sejrrigt gennem Belgien og Nordfrankrig – den ene by efter den anden faldt. Hver gang der meldtes om en ny sejr, fløjtede sirenerne på ”Tondernsche Zeitung”. Og så sendtes der flyveblade ud.

På Alexandrine-skolen standsede undervisningen, eleverne samledes i festsalen, forstanderinden holdt en flammende tale. Der blev sunget ”Deutschland, Deutschland über alles”.

 

Danskerpak

Når de dansksindede bevægede sig rundt i Tønder kunne de risikere at de tysksindede råbte efter dem:

• Danskerpak, mæ æ lus å æ nak

 

Rationering i Tønder

Hurtigt efter krigsudbruddet ændredes dagligdagen. Der kom rationering og den strammedes fra måned til måned.

I Tønder var der dengang en officiel opråber, der fik rundt i byen med trommer og forkyndte, hvad man kunne få og hvor. Det kunne lyde sådan:

• Frisches Fleisch von ein junges Pferd zu haben bei Martin Olesen, Süderstrasse.

Det var forbudt at sende madvarer fra amt til amt. Og i togene blev der gennemført razziaer. Det skete at man måtte aflevere de dyre sager.

 

Fjendtlighederne tiltog

Efter Tysklands sammenbrud blev tilværelsen for de dansksindede på Alexandrine-skolen utålelig. Det blev diskuteret, hvor grænsen kom til at ligge. Man diskuterede om grænsen kom til at ligge nord eller syd for.

I de sidste måneder før indlemmelsen blev forholdet mellem dansk og tysk til direkte fjendtlighed. Man gik rundt med – enten rød/hvid roset i knaphullet eller schwartz-weiss-rot. På afstemningsdagen den 10. februar 1920 var det et forfærdeligt vejr.

Om aftenen var der fest for de dansksindede i Tonhalle. I Tønder var det 75 % tyske og 25 % danske stemmer. Det var et ret dramatiske møde. Mange tyskere prøvede at forstyrre mødet ved at synge den forhadte slagsang:

• Schleswig-Holstein meerumschlungen

Og den tyske nationalsang.

De dansksindede svarede igen med at synge ”I alle de riger og land. Men til sidst måtte man tilkalde de engelske soldater for at skabe ro.

 

Kongen ønskede at hilse på fangerne fra 1914

Den 5. maj kom de første danske soldater ”Sønderjysk Kommando”. De var specielt udpeget til opgaven. Den 9. maj ankom der en deling dragoner. Først den 5. juli blev traktaten om Nordslesvigs indlemmelse i Danmark underskrevet. Og den 10. juli red Christian den Tiende over grænsen.

Kongen modtages af byens tyske borgmester, købmand Olufsen. Han holdt en kort velkomsttale på dansk og lovede fuld loyalitet over for Danmark. Kongen lod ellers vente på sig. Han haltede stærkt, da han steg ud af bilen efter at han blev kastet af hesten ved grænsen.

Kongen ønskede at hilse på dem, der var blevet fængslet i 1914 – mistænkt for spionage. De stod samme sted, hvor Landrat Rogge holdt sin barske tale.

Tyskerne holdt sig ellers på behørig afstand fra torvet. Til gengæld stod de bag gardinerne, da kongen kørte gennem byen. Ved et åbent vindue stod en tysker i stram fjendtlig stilling med armene over kors. Kongen fik øje på ham og saluterede med et venligt smil. der fik tyskeren til at bukke dybt.

 

Statsskolen starter

Den 25. august 1920 startede Statsskolen. Rektor A.J. West holdt hovedtalen. Man startede med 15 elever i 1G og måske var det kun 2 af dem, der kunne skrive korrekt dansk. Dengang var der ikke nogen adgangsbegrænsning.

 

Egebjerg Jensen lærte sønderjysk

Lærer Andreas Egebjerg Jensen havde påtaget sig den vanskelige opgave at lære eleverne dansk. Han vandt stor respekt ved at lære sønderjysk. Han skrev om sine første år på skolen i et jubilæumsskrift:

• Aldrig før eller senere har jeg haft så lydhøre tilhørere, når jeg læste op af den danske litteratur og aldrig har mit eget sind følt glæden og rigdommen ved dansk aandsliv saa stærkt som i disse aar.

Egebjerg deltog ivrigt i foreningslivet, iscenesatte dilettantkomedier i ungdomsforeningen og var med til fester og baller.

 

15 var skrumpet ind til 6

Da 1G sluttede var de 15 skrumpet ind til 6. Der blev oprettet en realklasse, der optog nogle af de 15, andres søgte andet steds hen – måske til de tyske skoler. De dansksindede på Statsskolen kunne dengang aldrig finde på at tale rigsdansk til hinanden – det var ganske utænkeligt.

Dette var igen et øjebliksbillede af Tønder – dengang. Du kan læse mere på vores side. Se liste længere ned

 

 

 

Kilde:

• dengang.dk – diverse artikler
• Sønderjysk Månedsskrift
• Sønderjyske Årbøger
• Kaare Svalastoga; En By ved Grænsen
• C. Davidsen (P. Skovrøy, Werner Christiansen): Forbryderalbum
• Tønder Statsskole-jubilæumshefte

 

Hvis du vil vide mere:

• dengang.dk indeholder 2.183 artikler
• Under Tønder finder du 370 artikler
• Under Indlemmelse, Afståelse og Genforening finder du 34 + 118 artikler

 

• Claus Eskildsen 1-3
• Tønders mange værtshuse
• Købmandsslægten Olufsen 1-2
• Tønders udvikling 1864-1920
• Hvorfor lugtede det altid i Vidågade i Tønder?
• Det prøjsiske seminarium 1864 – 1920
• Danskheden i Tønder
• Revolutionen i Tønder 1-2
• Da kongen besøgte Højer og Tønder i 1920
• Det dansk – tyske 1920 – 1933
• Afstemningsdagen 1920 i Tønder
• Heimatfest i Tønder 1921
• Militæret i Tønder 1920 – 1923
• Minder fra Tønder 1864 – 1920
• Tønders Politistyrke: 1 mand
• Tønders dansksindede
• Dagligliv i Tønder 1910 – 1920
• Tønders Læseforening
• Drengestreger i Tønder 1920 – 1932
• Tønder før og efter Genforeningen og mange flere