Vesterbro 1840 – 1857

Det ældste af forstæderne. Ubehageligt at passere Vesterbro. Borgerrepræsentationen nægtede at plante træer. Hvem var berettiget til skatteindtægter Gartner Hintzes grund. Skydeselskabets fallit. Politiet afviste skydebane. Vejen til Vesterfælled var ufremkommelig. Her lå Det Gamle Pest-hus og Stadens Planteskole. Glaciholm, Accisseboden og Trommesalen. Der kom et Bonde-Bazar. Nej til flere gadelygter. Det var stedet, hvor man gik ud og morede sig Gennemgangsled til Frederiksberg. De fornemme klasser valgte bestemte tidspunkter til at besøge Frederiksberg Have. Ministeriet truede med et nyt jerngitter. Man ville gerne have et nyt torv. I 1857 fandt man et nyt sted.

 

Den ældste af ”Forstæderne”

Vesterbro var den ældste af forstæderne. Den havde allerede i 1795 fået sit eget apotek. Det havde Nørrebro først opnået i 1844 og som Østerbro forgæves ansøgte om i 1853. Der boede i 1840 i alt 1.711 mennesker i Udenbys Vester Kvarter.

Kun den forreste del af broen fra Farimagsvejen til Værnedamsvejen havde en nogenlunde sammenhængende bebyggelse. Længere ude var der så åbent, at man fra gaden mellem Frederiksstøtten og Skydebanen kunne se Frederiksberg Slot ligge frit på sin bakketop:

• Vi drage herud forbi Søjlen saa slank
• Borgen paa Bakken vi skuer

Ja sådan sang Skydebrødrene i en af deres sange ved festen på Kongens fødselsdag i 1842.

 

Ubehageligt at passere Vesterbro

Vejen var skyggeløs og åben, så snart man var kommet ud af Alléen nærmest Vesterport. En tur ud af Vesterbro var ingenlunde regnet for nogen fornøjelse.

• Ubehagelighederne ved at passere Vesterbro er noksom bekendte

Ja sådan skriver beboerne derude i et andragende til Magistraten i 1852:

• I Blæst er det en ubehagelig Træk, i Solskin intetsteds Skygge

 

Borgerrepræsentationen nægtede at plante træer

Beboerne foreslog at der blev plantet træer på begge sider af Kørebanen fra Acciseboden til Frederiksberg Allé. De mente, at træerne ville foruden at gøre nytte også ville blive en hårdt tiltrængt forskønnelse.

Men ak og ve. Borgerrepræsentationen forkastede forslaget med den motivering at manglen på skygge ville afhjælpes når det søndre fortov blev etableret. Her kunne man bevæge sig langs den søndre husrække.

 

Hvem var berettiget til skatteindtægter

Uden for Glaciset havde man på venstre hånd den såkaldte Dronningens Enghave, der strakte sig fra Alléen mod Kalvebod strand. En del af dette terræn blev senere inddraget under Tivoli. Her blev også anlagt Københavns første banegård. Det mærkelig var bare at dette jordstykke ikke hørte til Københavns Kommune, men til Frederiksberg-Hvidovre Sogne.

Det var noget, man så længe, der ikke boede mennesker her ikke havde skænket en tanke. Det stammede tilbage fra et magelæg som Christian den Fjerde fortog i 1621. Men nu begyndte kommunerne at strides om, hvem der var berettiget til skat fra de nye beboere.

Rentekammeret afgjorde i 1846 spørgsmålet til Landkommunernes fordel. I København begyndte man at interessere sig for at få Enghaven til Københavns Kommune. I 1848 blev den ved en kongelig resolution henlagt under København, hvad Justits – og Politivæsenet angik. Men først en snes år senere fik kommunen bemyndigelse til at søge arealet helt inddraget under København.

 

Gartner Hintzes grund

Lidt længere ude i Vesterbros Allé lå gartner Hintzes store have på hvis grund Helgolandsgade og Colbjørnsensgade er bygget.

Bag ved Enghaven helt nede ved Kalvebod strand lå tømmerpladserne – hele tretten styk. De tilhørte dels staten og dels kommunen. De blev lejet ud til byens tømmerhandler.

 

Skydeselskabet gik fallit

Uden for dem lå ejendommen ”Enighedsværn”, der i Frederik den Sjettes tid tilhørte det borgerlige skydeselskab. Her var skydebaner og selskabslokaler. Adskillige af tidens talrige foreninger havde her deres mødested.

Men Skydeselskabet gik fallit i 1840 og ejendommen blev stillet til auktion. Den blev købt for 8.000 Rigsdaler af birkedommeren i Søndre Birk, Justitsråd Frederiksen.

 

Politiet afviste ny skydebane

Lige vest for denne bygning og det dertil hørende store vænge begyndte reberbanerne, der i lange smalle strimler løb fra Vesterbrogade ned mod stranden. Da flere skydeselskaber var blevet husvilde ved salget af Enighedsværn forsøgte ejeren af en af disse baner at afhjælpe savnet ved at lade sin jord indrette til skydebane.

Men tilladelsen kunne ikke gives lige med det samme. Politiet måtte lige tage det hele til eftersyn. Banen var kun adskilt af en lille grøft og en række stikkelsbærbuske over til naboen – slagtermester Svendsens jordlod. Den blev brugt som mark. Indgangen til denne mark var åben ud mod Vesterbrogade. Om sommeren gik der mange mennesker over denne mark. Det var folk, der brugte denne adgang for at komme ned til stranden.

Politidirektøren mente derfor, at det ville være for farligt at lade folk holde skydeøvelser umiddelbart på den anden side af stikkelsbærbuskene.

 

Vejen til Vesterfælled var ufremkommelig

Uden for reberbanerne kom den store Vesterfælled. Den blev næsten aldrig benyttet af militæret, der havde øvelsespladser nok i de store fælleder mellem Nørre-og Østerbro. I 1848 stillede Krigsministeriet derfor i udsigt, at den helt kunne afgives til kommunen. Man mente i Borgerrepræsentationen om at man skulle forsøge at få den bortsolgt til bebyggelse. Men mente alligevel, at det var urealistisk, da vejen herhen til, var ufremkommelig.

 

Her lå Stadens Planteskole og Det Gamle Pesthus

Hele fælleden henlå i en nedtrykkende tilstand. Den eneste bebyggelse herude var det såkaldte ”Gamle Pesthus”, der senere fik et nyt navn. Det kom til at hedde Belvedere. Desuden fandtes her ”Stadens Planteskole” Det var et areal på en tønde land. Her plantede kommunen Poppeltræer. Som en tvivlsom pryd blev disse plantet langs alle veje i byens omegn.

Foruden poppelplanterne indeholdt planteskolen tjørn, elm. lind og ask. På Vesterfælled fandtes desuden tre – fire vandhuller, der i tilfælde af brand på Vesterbro skulle bruges som branddamme.

 

Glaciholm, Acciseboden og Trommesalen

På højre side af Vesterbrogade på jernbanens nuværende grund lå Glaciholm samt Acciseboden og Trommesalen, hvor Kvægtorvet holdtes. Så begyndte den sammenhængende bebyggelse af lave bindingsværkshuse, der blev benyttet af slagterier, stalde og småbeværtninger.

 

Bonde-Bazar

Forretninger var der ingen ad – det var noget helt nyt, da der i 1843 blev oprettet en såkaldt ”Bonde-Bazar” på Vesterbro. Det vil sige et udsalg af landbrugsmaskiner og redskaber, beregnet på de torvesøgende bønder.

 

Nej til flere gadelygter

Gadelygter fandtes kun på den forreste del af broen. I 1849 ansøgte Kongelig skuespiller Hansen og flere beboere fra det yderste Vesterbro om at få lygter helt ud til ”Sorte hest”. Men det blev nægtet med den begrundelse, at der var adskillige langt stærkere bebyggede veje, f.eks. Blegdamsvejen, som heller ingen lygter havde.

 

Stedet, hvor man gik og morede sig

Trods dette var der meget liv på Vesterbro. Fra gammel tid havde det været stedet, hvor man skulle ud at more sig. Her lå to forstadsteatre Pettolettis og Prices. Her lå Rosenlund på Værnedamsvej, Alleenberg i Frederiksbergs Allé. Senere kom Tivoli og Alhambra.

Her var Skydebanens fornemme bygning med de store selskabslokaler og den gode mad. Her var talrige små beværtninger, Bjørnsdal, Blå Stud og hvad de nu ellers alle hed, helt ud til den ensomt liggende slotskro ved Roskilde Landevej.

 

”Gennemgangsled” til Frederiksberg

Og så var Vesterbro først og sidst det nødvendige gennemgangsled for at komme ud til byens mest yndede promenade, Frederiksberg Allé og slottets have.

Engang blev alléen lukket af en jernport. Det var den samme som blev brugt ved den forreste indgang til Søndermarken. Gennem den var der kun adgang for fodgængere og lette køretøjer. Alléen kunne derfor bevare den fornemme promenade. Efter tidens forhold var færdslen her uhyre stor.

Da jernbanen blev anlagt, havde man lavet beregninger over, om en station i Valby kunne betale sig. En komité lavede i 1844 en rapport om dette.

 

De fornemme klasser udvalgte bestemte tider til Frederiksberg Have

De fornemme klasser spadserede næsten aldrig mod Frederiksberg på bestemte tidspunkter. Det var ofte om morgenen og formiddage de tog derud. Der kom dog årligt 500.000 personer derude.

 

Ministeriet truede med jerngitter

9 omnibusser sørgede for transporten til Vesterbro dengang. Det var ikke det mest behagelige transportmiddel. Så stærk var færdslen i Frederiksberg Allé at Ministeriet i 1839 truede med at anbringe en bom og lade opkræve en afgift af de kørende og ridende gennem alléen, da vedligeholdelsesomkostningerne nu var vokset til det dobbelte. For at undgå dette tilbød Københavns Kommune at betale 300 Rigsdaler årligt til alléens vedligeholdelse.

 

Man ville have et nyt torv

Jernbanens anlæg bag om husrækken forandrede ikke synderligt i Vesterbros udseende. Derimod gav gasværkets anlæg i halvtredserne stødet til gennemgribende forandringer som betød at Gasværksvejen blev anlagt fra hovedgaden ned til værket.

Da bebyggelsen nu voksede stærk, gav det anledning til et særligt torv på Vesterbro. Det var først tale om at anvende pladsen foran jernporten, hvor de fire gader støder sammen. På denne plads stod et portnerhus. Dette kunne uden skade nedrives.

Ejeren af hjørnegrunden mellem Alléen og Vesterbrogade tilbød gratis ar overlade den yderste spids af trekanten til det påtænkte torv.

 

I 1857 valgte man et andet sted til Torv

Men denne plan måtte opgives, da pladsen ville blive for lille. I 1857 blev det bestemt at lægge torvet ved hjørnet af Gasværksvejen og samtidig blev det vedtaget at anlægge en ny gade mellem jernbanen og Vesterbros Hovedgade. Det blev til den senere Istedgade. Gennem disse anlæg begyndte Vesterbro at antage sit nuværende udseende.

 

Kilde:

• dengang.dk
• Villads Christensen: København 1840-1857

 

Hvis du vil vide mere:

• dengang.dk indeholder 2.100 artikler
• Under København finder du 203 artikler

 

• Vesterbro under Besættelsen 1-2
• Vesterbro omkring 1900
• Vesterbro omkring 1914
• Vejen går min tro over Vesterbro
• Vesterbro i gamle dage
• Vesterbro – den fjerde tur
• Vesterbro – en historisk Vandretur
• Et sted på Vesterbro
• På Vesterbro
• Tivoli