Tyskere på Flugt

Forsøg på anmeldelse af John V. Jensen: Tyskere på flugt. En tankevækkende bog. Den anden besættelse. Vi må ikke have medlidenhed. En førerbefaling. På flugt fra russerne. Massakren i Nemmersdorf. Store skibskatastrofer. I begyndelsen – en tålelig tilværelse. De kom først til Sønderjylland. De danske lægers dilemma. Mordet på de danske læger. Lægernes moralske og etiske dilemmaer. Hvordan var det med de tyske børn? De danske myndigheder blev gjort til skurke. Ringe ernæring i begyndelsen. ”danskerne var vrede på os”. Indsat i lejre. Myndighederne var ikke i ligeglade. Skolebøger fra Schweiz. Det havde kostet mange penge. Over 25.000 tyske grave i Danmark. Tyskerne vedligeholder gravene. En dejlig oplysende bog.

 

En tankevækkende bog

Måske er det gledet ud af folks bevidsthed, men den 5. maj 1945 var der over 250.000 tyske flygtninge i Danmark. I den forbindelse har Århus Universitetsforlag atter udsendt en af deres populære små boger, der netop beskæftiger sig med dette emne.

Forfatteren har valgt personlige beretninger om den dramatiske flugt fra de russiske soldater. Det er en særdeles vigtig bog og godt fortalt. Vi får også et nuanceret syn på lægernes dilemma. Og det er tydeligt at forfatteren har en særdeles stor viden på området.

Bogen er særdeles velskrevet og tankevækkende. Egentlig fylder emnet ikke så meget i de gængse værker om besættelsen og befrielsen. Her på siden har vi dog flere gange beskæftiget os med emnet. Se artikel – listen i slutningen af artiklen.

 

Den anden besættelse

Museumsdirektøren ved Varde-museerne gør et godt og sobert. Gennem dagbøger, breve og erindringer får vi til tider en række dramatiske fortællinger. Og vi for også en beskrivelse over, hvilke enorme udfordringer de danske myndigheder pludselig stod over for den 5. maj 1945, hvor man skulle tage over efter tyskerne.

De tyske flygtninge var bestemt ikke velkomne af den danske befolkning. Mange kaldte det for ”Den Anden Besættelse”. Det handlede ikke bare om at passe på flygtningene og give dem mad. Man forsøgte også at afnazificere dem. Der var masser af udfordringer. Etiske og moralske dilemmaer var der også masser af.

 

Vi må ikke have medlidenhed

I marts 1945 skrev det illegale blad ”De Frie Danske”:

 

• Under normale Forhold ville vore Hjerter bløde. Thi Børn er Børn, selvom de er vore Fjenders. Kvinder er svage, ogsaa naar de bærer hagekorset, men vi maa ikke have Medlidenhed.
• Det ville være at forråde Danmark, hjælpe Hitler – Tyskland og forlænge krigen.

 

Vi får ikke presset en holdning ned over hovedet på os. Vi bliver også sat inde i problematikken omkring de 17.000 flygtningebørns død i Danmark. Dette er så det 33. bind i serien. Vi har tidligere anmeldt flere bøger i denne serie her på siden.

 

En førerbefaling

Den 12. januar 1945 indledte Den Røde Hær en gigantisk offensiv mod de tyske østgrænser. Det fik Hitler til to dage senere at forlade Wolfschanze i det østlige Polen og rejse til Berlin.

Herfra udgik der den 4. februar en førerbefaling om, at Danmark skal anvendes til midlertidigt ophold for de tyskere, der midlertidig måtte evakueres på grund af situationen i øst. I første omgang talte tyskerne om nogle få tusinde. Men den 5. maj 1945 var der næsten en kvart million, der pludselig blev Danmarks ansvar.

 

På flugt fra russerne

I bogen hører vi om flygtninge, der måtte drage over is på en flod. Masser af vogne sank i og mange druknede men russiske tropper var lige i hælene. Og i perioder blev de også bombet af russiske jagerfly. Ja de blev også beskudt med maskingeværer. Russisk artilleri lavede store huller i isen.

En far havde givet hendes 13 – årige datter en pistol og sagt, at hun skulle skyde sine søskende og sig selv inden russerne gjorde det. Nu var det vel moderen, der fik pistolen, men hun døde under flugten.

Den 27. januar befriede sovjetiske styrker den stort set tømte Ayschwitz – Bieknau, hvor fangerne var sendt på dødmarch i vestlig retning. I Østpreussen længere mod nord gik fremrykningen lidt langsommere. Den tilbageværende civile befolkning var skræmte ved udsigten til at falde i hænderne på de fremrykkende sovjetiske styrker.

 

Massakre i Nemmersdorf

Allerede i oktober 1944 havde Den Røde Hær krydset den tyske østgrænse, men angrebet blev slået tilbage. Få dage efter havde tyskerne tilbageerobret området ved landsbyen Nemmersdorf (Majakovskoje). Har fandt de landsbyens beboere myrdet på bestialsk vis og kvinder voldtaget og derefter skudt.

Nemmersdorfs skæbne er stadig omdiskuteret.

Men angrebet i januar 1945 blev en katastrofe for den tyske Værnemagt og førte til store lidelser for civilbefolkningen.

 

Store skibskatastrofer

Tusinder af flygtninge følte sig lettet, da de kom ombord på den store liner, Wilhelm Gustloff, der tidligere havde fragtet ”Kraft durch Freude – passagerer til blandt andet de norske fjorde. Men den 30. januar 1945 blev skibet ramt af tre russiske torpedoer og gik ned. Man regner med at omkring 9.000 af passagererne omkom.

En anden gigantisk katastrofe var sænkningen af det norske fragtskib Goya, der under tysk flag var på vej til København med flygtninge og sårede soldater. Goya nåede dog aldrig frem med sin menneskelast. Det skønnes at 6.000 var ombord. Den 16. april 1945 blev den sænket af sovjetiske ubåde. Kun 183 blev reddet op af Østersøens kolde vand.

Et tredje forlis fandt sted ved sænkningen af Steuben den 10. februar 1945, hvor 4.000 mennesker omkom.

 

I begyndelsen – en tålelig tilværelse

Tidligere flygtninge fortæller, at

 

• I Vestervig blev vi behandlet som soldater. De sørgede for forplejning og gav os penge og cigaretter. I det hele taget gik det os godt, som det var et slaraffenland. Vi gik mange ture. Det var jo et nyt land, og jeg havde aldrig været i udlandet før. For de penge, som vi fik udbetalt, købte jeg et par sko, for vi havde jo ingenting.

 

Men denne tilværelse varede ikke ved.

Departementschef Svenningsen havde ellers meddelt Werner Best, at forudsætningen for, at Danmark ville modtage flygtninge var, at de deporterede 1.458 danske politifolk kom hjem.

Pludselig befandt flygtningene sig i et fremmed land under besættelsesmagtens beskyttelse.

 

De kom først til Sønderjylland

Den illegale presse kommenterede den nye situation. Den opfordrede til, at de ikke skulle behandles ordentlig. Gjorde man det, ja så var man skyld i landsforræderi.

I begyndelsen kom flygtningene via Flensborg til de sønderjyske byer. Mange blev privatindkvarteret hos Det Tyske Mindretal. Pengene til dette trak tyskerne på den såkaldte clearingskonto i nationalbanken.

 

De danske lægers dilemma

Vi kommer også ind på de danske lægers dilemma. Var de direkte årsag til en humanitær katastrofe? Afviste de at hjælpe svækkede flygtninge? Forfatteren prøver på at give os klarhed over, hvad der vitterlig skete.

Først var det Frihedsrådets ”Opraab” fra den 21. marts 1945. Her hedder det bl.a.:

 

• Under den sidste Tids Flygtningetransporter fra Tyskland til Danmark er paa Grund af svigtende tysk Organisation forekommet, at tyske fødende Kvinder, dødssyge Smaabørn og Mennesker lidende af farlige epidemiske Sygdomme har maattet indlægges paa danske Sygehuse og behandles af danske Læger og Sygeplejersker. Trods Tyskernes umenneskelige Behandling af danske Statsborgere har man ydet denne Nødhjælp, men det er ikke en Opgave for det danske Folk.

 

Lægeforeningen havde tilkendegivet, at danske læger ville hjælpe med at behandle akutte og farlige tilfælde af sygdomme blandt de østtyske flygtninge indtil 25. marts. Men ikke længere.

De danske læger accepterede dog at tage på sygebesøg efter anmodning. Til gengæld afviste de at overtage det faste lægelige tilsyn med flygtningelejrene.

 

Mordet på danske læger

Så var det lige mordet på fire unge læger den 20. februar 1945 og den 26. marts på to læger i vejle. Ja alt i alt blev der myrdet 12 danske læger. Dette skabte ikke alene stor harme men også nervøsitet.

Indenrigsministeriet udsendte den 28. marts et cirkulære, hvori det hedder:

 

• Eventuelle Patienter blandt de tyske Flygtninge bør afvises fra de danske Sygehuse, medmindre særlige Forhold, navnlig Sygdommens Karakter, maatte gøre det nødvendigt. I Tilfælde, hvor øjeblikkelig Lægehjælp er paakrævet for at afværge overhængende Livsfare, bør Patienten modtages til i hvert Fald foreløbig Behandling.

 

Lægernes moralske og etiske rolle

Enhver humanitær handling rettet mod tyskerne kunne betyde offentlig udskamning og beskyldninger om landsforræderi. En tysker er en tysker.

Forfatteren understreger at:

 

• At de tyske flygtninge var kommet til landet mod myndighedernes protest, og at danske læger ifølge folkerettens – de mellemstatslige regler i modsætning til national ret-bestemmelser ikke var forpligtet til at behandle dem.

 

Forfatteren mener, at den efterfølgende debat om lægernes rolle forvrængede historien. Det nærmede sig historieforvanskning, mener han. Nu er det sådan, at forskere og historikere endnu er uenige om lægernes moralske og etiske rolle over for de tyske flygtninge.

 

Hvordan var det med de tyske børn?

Skyldes den manglende lægehjælp de mange dødsfald? Fra 1. januar 1945 til 30. juni 1945 døde 6.540 tyske børn, mens tallet for 1. juli 1945 til 31. januar 1946 døde 1.319 børn. Nogle mener derfor, at den hårde vinterflugt er skyldig.

Men sammenligner man med Sønderjylland, hvor der var lægehjælp, så var dødeligheden her 2,3 pct. mod 3,3 pct. i det øvrige land.

De hygiejniske forhold var ikke gode alle steder. Der opstod dysenteri og andre epidemiske sygdomme, der var livsfarlige for de mest svækkede børn.

 

De danske myndigheder blev gjort til skurke

Omkring årsskiftet 1945 – 1946 steg børnedødeligheden i Oksbøllejren På et af lejrens lazaretter var 21 af 24 indlagte børn døde af smitsom tarmbetændelse. Flere tyske kvinder påpegede samtidig på, at raske og sunde børn pludselig døde af hjertestop. En af de tyske læger mente at dårlige boligforhold og mangel på ro spillede ind.

I debatten blev de tyske flygtninge gjort til ofre. Heltene, de danske myndigheder blev gjort til skurke. Vi har tidligere her på siden anmeldt en bog om de tyske flygtninge i Nordslesvig. Den har vi kort omtalt over for. Her var børnedødeligheden også stor, selv om der var lægehjælp.

 

Ringe ernæring i begyndelse

Situationen ændrede sig voldsomt, da tyskerne kapitulerede den 4. maj. Allerede dagen efter begyndte tyske tropper at forlade Danmark, der nu skulle stå for de i alt 272.000 flygtninge og sårede, der var efterladt.

Efter befrielsen blev madrationerne mindre og de danske myndigheder foretog sig kun det mest nødvendige. Lejrlivet var derfor præget af vis vilkårlighed. I sin dagbog noterede Elisabeth von dem Knesebeck i maj:

 

• Det bliver stadig ringere med vores ernæring. I denne uge fik vi kålroer tre dage og fire dage gulerodssuppe. Men også brød – endog noget franskbrød (fem skiver rugbrød og to skiver franskbrød om dagen), 20 gr. Smør, 25 gr. Pølse og 25 gr. Ost som pålæg. I stedet for den sædvanlige vandsuppe fik vi i dag i stedet for feststeg – en såkaldt mælkegrød – noget blåligt stads med museskidt på.

 

Vi ønsker at komme af med dem

Den 21. juni 1945 kunne en avisartikel fortælle, at der hver dag døde 40 flygtninge i København. Nogle førte en ”paradistilværelse”, mens andre levede under trange forhold, hvilket de kunne takke deres egen landsmænd for.

I Storkøbenhavn – oplyste lægen K.F. Meldahl fra Stens Civile Luftværn – var der 55.000 flygtninge i 78 forlægninger. 46 danske læger førte tilsyn med de sanitære forhold, mens 78 tyske læger stod for behandlingerne. Meldahl fortalte at 2.000 tyskere var døde i første måned, især børn og gamle. Journalistens vurdering var at:

 

• Flygtningene havde ikke Grund til at beklage sig under de givne Forhold. Problemet for dem er først og fremmest: Nu, da de ikke mere kan mærke sig under Værnemagtens Beskyttelse, vil de gerne Hjem. Vi ønsker ogsaa hurtigt at komme af med dem.

 

Danskerne var vrede på os

Herr Klein var kommet med det sidste skib Orestis, der den 5. maj lagde til i København. Her kom det til at ligge de næste 14 dage. Det fyldt med flygtninge og børn fra Hitlerjugend. De havde intet at spise og de sanitære forhold var katastrofale.

 

• Danskerne var vrede på os

 

Ja sådan husker Herr Klein det. Han regnede med, at de snart kunne komme hjem igen. Men sådan gik det ikke. I stedet blev de sat på et tog og kørt til Avedørelejren, der med sine 400 soldater og ca. 1.500 flygtninge var en relativ lille lejr.

Børnene fra Hitlerjugend blandede sig ikke med de andre flygtninge. I stedet arbejdede de og sang. Men danskerne forbød deres nazisange.

 

Nu blev flygtningene sat bag pigtråd

Flygtningene, der hidtil kunne bevæge sig frit rundt, blev nu interneret. Rundt om ved skoler, forsamlingshuse, hoteller m.m. blev der nu spæret af og opstillet vagter. Enhver kontakt med flygtninge blev forbudt. I begyndelsen var det modstandsbevægelsen, der sørgede for at de blev inde for pigtråden. Lokalbefolkningen ønskede deres hoteller, skoler m.m. tilbage.

 

Indsat i lejre

Briterne forlangte, at flygtningene i hvert fald blev vinteren over i Danmark. Regeringen oprettede en flygtningekommission med den tidligere handels og arbejdsminister Johannes Kjærbøl som leder. Han sagde kort efter sin udnævnelse:

 

• Mennesker, der var kommet hertil imod deres Vilje som det ikke kunne ventes af os, at vi skulde nære venlige Følelser overfor. Men vil man gøre Krav paa at kalde sig en demokratisk derfor human Stat, var det klart, at vi af Hensyn til ikke saa meget til Flygtninge, men til os selv og til Fremmedes Dom, maatte tage den os paatvungne Opgave til Løsning.

 

Efterhånden blev flygtningene samlet i en række store lejre, hvoraf den største blev Oksbøl. Man mente efterhånden den efterhånden kunne udvides til at rumme 50.000 flygtninge. På Amager oprettedes Kløvermarkslejr, hvor man efterhånden samlede 18.000 flygtninge.

 

Myndighederne var ikke ligeglade

I tidligere debatter har man indtryk af, at de danske myndigheder var ligeglade med at så mange flygtningebørn døde. Men ifølge forfatteren havde de danske myndigheder stor interesse i vaccinationsprogrammer og kontrol med epidemiske sygdomme, der let kunne sprede sig til det danske samfund.

 

Skolebøger fra Schweitz

Den 12. juni 1945 kunne man i landets dagblade læse, at der var 230.000 tyske flygtninge. Og der ville gå 2-3 måneder inden de var ude af landet. Dette blev dog senere afvist af briterne i Danmark.

Man vidste, at børnene havde været genstand for nazistisk propaganda. Derfor begyndte man en stor demokratiserings – proces. Og det var en stor opgave. De tidligere tyske skolebøger var fyldt med nazistisk propaganda. Men man sikrede sig nye skolebøger fra det neutrale Schweiz. Forfatteren citerer den daglige leder i Kløvermarkslejren, Claus Moldt:

 

• At der i Flygtningelejrens Oplysningsvirksomhed skulle fares frem med Lempe, men saa havde man til gengæld Muligheden for at gøre disse Mennesker til Medarbejdere i et demokratisk Europa. Lykkes det, vil Skolens Folk have deres store Part af Æren.

 

Det havde kostet mange penge

Der skulle gå 2 ½ år, inden de sidste flygtninge have forladt Danmark. John V. Jensen konkluderer:

 

• Flygtningene havde kostet penge, mange penge. Det fremgår af en tale i Folketinget fra maj 1946, hvor finansminister Thorkild Kristensen fremlagde de tørre tal:
• Det sikre er foreløbig kun, at saa længe det nuværende Antal Flygtninge findes her i Landet, skal der udredes et Beløb paa mellem ½ og ¾ Million Kroner om Dagen til Dækning af Omkostningerne herved.

 

Den samlede regning for de tyske flygtninges ophold i Danmark blev i 1949 opgjort til 428,5 millioner kr. besættelsesmagten havde fra 1940 – 45 brugt 8 milliarder kr.

Danmark fik en erstatning eller kompensation på 160 millioner kroner, da man i 1953 indgik en aftale med den ny vesttyske stat. Herefter blev der sat et punktum.

 

Over 25.000 tyske grave

Danmark var et forholdsvis fredeligt sted. Det var ikke uden grund at det hed ”Flødeskumsfronten”. Det kan derfor forekomme lidt mærkeligt, at der i Danmark findes 25.100 tyske grave (14.900 civile og 10.250 soldatergrave).

Det skyldes ifølge forfatteren, at Danmark blev betragtet som et sted, hvor man kunne sende svært sårede på rekreation. Det forklarer det høje tal. Kun få hundrede døde i tjenesten her i Danmark. Langt de fleste døde på grund af sygdom, selvmord og ulykker i 1940 – 1945. Interessant er også, at 40 pct. af alle krigsgrave befinder sig i København.

Forfatteren fortæller, at der i 1950’erne var 475 steder, hvor de blev begravet. Det skabte en række problemer. Kremering kunne ikke komme på tale, for dette ville paven ikke tillade.

 

Tyskere vedligeholder gravene

Man aftalte med de tyske myndigheder, at de jordiske rester kunne flyttes. I dag er det således 35 kirkegårde med tyske grave fra perioden. Det er den tyske organisation Volksbund Deutscher Kriegsgräberfürsorge, der nu vedligeholder gravene. Men det fungerer ikke lige godt alle steder.

 

En dejlig oplysende bog

Det er en god og informativ bog. Det er med til at bevare kvaliteten i denne serie.

 

 

Kilde:

• John V. Jensen: Tyskere på flugt
• Artikler på www.dengang.dk
• historie-online.dk
• dr.dk/nyheder
• danmarkshistorien.dk

 

Hvis du vil vide mere: På www.dengang.dk finder du 1.559 artikler, herunder 312 artikler fra besættelsestiden før/under/efter bl.a.:

 

• Flygtninge-prammen i Klintholm havn 1-2
• Læger under – og efter besættelsen
• Syd for Grænsen- efter besættelsen
• Tyske flygtninge
• De Tyske flygtninge på Nørrebro
• Tyske flygtninge i Nordslesvig
• Tyske flygtninge i Tønder
• Karantænestationen ved grænsen
• Flygtninge i Oksbøl