Historikeren H.V: Clausen skrev i 1890, at Tønder var kendt for sit gode oksekød, og sit svære drikkeri. Ja, ja, Tønder havde godt nok på et tidspunkt verdensrekorden for et værtshus for hver 49. indbygger. Allerede i 1888 udgjorde værtshusene i Tønder, den største erhvervsorganisation, med hele 79 gæstgiverier m.m. Kaffepunch og grog hørte til dagligdagen, men interessen skulle dig nok tilskrives de mange markedsgæster.

Tonderneshe Zeitung skrev:

• Man trækker penge af bøndernes karle og piger. Drukkenskab og gadeuorden er følgerne.

 

Dansk eller tysk?

Det var for resten denne Clausen, der mere eller mindre bevidst havde lagt grænsedragningen efter 1920. I førsteudgaven af sin rejsehåndbog, skrev han

• Sproget i Tønder er langt overvejende dansk, sindelaget er dog mere overvejende tysk.

I den forbindelse er det paradoksalt, at der på byrådsmøderne fra 1922 til 1937 blev lavet både en tysk og en dansk mødeprotokol. Og i Tønder Frivillige Brandværn var kommandosproget tysk ind til 1945.

Landbrugsskole

I 1905 blev Tønder atter en gang ramt af oversvømmelser, det var efterhånden sket mange gange i historien. Den 4. november 1913 blev der indviet en landbrugsskole på Ribe Landevej. Men allerede efter første semester måtte man indstille undervisningen på grund af krigsudbuddet. Derefter blev skolen brugt til militære formål. Efter krigen blev endnu et hold færdig. Men derefter lukkede skolen, og udlejet til Det Danske Hede-selskab.

Nordens største bygningsværk lå i Tønder I 1914 påbegyndtes bygningen af zeppelin – basen. 470 mand var beskæftiget, og materialerne kom via jernbanen. De to haller Marine og Joachim var 180 meter lange, 34 meter brede og 28 meter høje. En dobbelt hal blev også bygget, den var 244 meter i længden, 60 meter i bredden og 35 meter i højden. Den fik navnet Toska. Bygningerne var i en periode Nordens største bygningsværk.

Samtidig blev der bygget et stort kulbasseret gasværk ved basen. I 1916 stod stationen fuldstændig færdig. Det var altid akut brandfare og i november 1915 gik det galt. Zeppelineren L18 udbrændte total. Disse zeppeliner kunne gå højere end almindelige fly, man havde så større vanskeligheder ved at ramme bombemål. Ved basen blev der også bygget en flyvestation med 10 fly stationeret samt 12 luftværnsbatterier. Angrebene mod basen har vi beskrevet i andre artikler.

Politimestrens barske udfald

Bankdirektør R.P. Rossen udtalte til kongen den 12. juli 1920, at man skulle tage hårdere fat om de tysk sindede. Og det var vel lige i Politimester Aage Seidenfartens ånd, Han udtalte:

• Tyskerne kan være meget rare mennesker, når blot man slår dem med en jernstang i hovedet.
• Sønderjysk Kommando i forhindringer
  
  Da Sønderjysk Kommando i 1920 skulle over grænsen syd for Ribe, løb de ind i problemer. Her ville en tysk lokomotivfører spænde train – vognene fra lokomotivet. Men truet med pistol, ændrede han dog mening. Den Sønderjyske Kommando kom dog velbeholden til Tønder. På banegården drillede de tyske jernbanefolk tropper, og rangerede dem over til kreaturstaldene.

 

Problemer med vandet 

Grænsedragningen betød, at Tønders renomme som kreaturhandlernes hovedstad var en saga blot. Grænsedragningen betød også, at forbindelser mellem familier blev skudt i stykker. Men hvordan så det ud i Tønder, dengang i 1920. Ja det finder vi svar på i en turistguide fra den tid. Man blev advaret om, hvor man satte fødderne. Kloakerings – og renovationsforholdene var under al kritik.

Selv efter at afvandingen af marsken var gennemført, var der problemer med vandet. Man kunne i 1920 læse følgende

• Det er en ejendommelig duft af hø, ko og dynd. Byen synes at ligge i et næs i en uhyre indsø, hvoraf dukker op enkelte pæle og diger og de værfter, hvorpå gårdene er bygget. Vinter og vår står egnen ofte under vand, undtagen mod nord og nordvest.

Dårlige forhold for Tønders soldater

Efter Sønderjysk Kommando kom Dragonerne til Tønder. Soldaterne indgik i en særlig udrykningsstyrke, de hjalp ved ildebrande og ved stormflodsvarsler. Det var under ret primitive forhold, de var indkvarteret på i barakkerne ved det nuværende Ryttervej. Kun en gang om ugen var det mulighed for et varmt bad. Om vinteren var det ret koldt.

Tysksindede laver ballade

På et tidspunkt måtte der udstationeres militært personel foran alle offentlige bygninger i Tønder. De tysksindede var sure over, at deres mark havde fået så ringe værdi, så de begyndte at lave optøjer. I november 1921 holdt det tyske mindretal Heimat og Ringriderfest, og der kom til provokationer mod en dansk militær vagtpost ved seminariet. De tysk sindede rejste blandt andet en æresport med det Slesvig – Holstenske oprørsflag fra 1848. Optøjerne fortsatte på værtshusene.

 

Rigt erhvervsliv

En stor amtsudstilling i 1925 viste, hvad de handlende kunne præstere. I alt var der i Tønder dette år 166 detailvirksomheder. Blandt de ældste var P. Olufsens Kolonialhandel med 4 ansatte og Chr. Klüvers forretning med foderstoffer og kolonialvarer. Disse to virksomheder stammede tilbage fra 1860erne.

Byen kunne mønstre 32 hoteller og gæstgiverier, samt 9 restauranter og pensionater. Blandt de mest kendte var Landmandshotellet, Chr. Petersens Hotel, Hotel Børsen, Hotel Centralhalle, Hagges Hotel og Hostrups Hotel. Ja de tre af dem eksisterer jo stadigvæk.

Billigst var de to vandrehjem, det danske i den tidligere militærlejr, og det tyske i Vestergade 72. I 1927 blev Gran Hotel omdannet til samlingssted for de tysksindede. Vi må heller ikke glemme de to bryggerier Victoria i Strucksalle og Tondernsche Aktien Brauerei.

Forholdene bliver spændt.

Værtshusholder Bückow blev af politimester Seidenfarten idømt fængsel for gadeuorden i 1928. Han havde sammen med den tyske Kyffhaüser- ungdom, draget gennem Tønder med piber og bliktrommer, og dermed forstyrret et dansk militærorkester på Tønders Torv. Trods denne episode var forholdet mellem de danske og tyske borgere nogenlunde tolerant. Men i 1930erne blev forholdet mere spændt.

Stadig kreaturstalde i Tønder

I en embedslægerapport fra 1930 kunne der konstateres, at der stadig fandtes ikke få kreaturstalde og enkelte svinestalde inden for byens mure. Politivedtægten for Tønder indeholdt også en passus om, at kvæg, får geder og svin ikke måtte gå løse på offentlig gade.

Ryttergården – en dyr fornøjelse

I 1931 var forholdene i barakkerne ved Ryttervej efterhånden meget uhumske. Der var rotter i latriner og afløb. Opførelsen af Ryttergården havde været dyrt for Kommunen. det havde kostet 320.000 kr, og man havde kun fået 63.000 kroner ind i lejeindtægter i perioden 1920 – 1931.

 

Ikke brug for det danske Kontor?

I sin årsberetning i 1931 skrev Det Danske Kontor, at kampen for det daglige brød var altoverskyggende og at nationalkampen hos menigmand var trådt i baggrunden. Af samme årsag var det ikke særlig bud efter kontorets arbejde.

 

Et anstrengt dansk/tysk forhold

Den ny formand for Schleswig – Holstein Bund udtalte i 1933, at tyskerne ville have Nordslesvig tilbage igen. Dette vakte især i Tønder opsigt blandt de dansksindede. Her så man jævnlig brune bataljoner gå gennem byen.

Tønder var den første by, hvor det tyske mindretal oprettede en nazistisk Ortsbund. I juli 1933 opstod der et kæmpe slagsmål mellem hjemmetyske nazister anført af den berømte Peter Sturm, og en gruppe danske arbejdere. Begge parter blev dømt for vold og gadeuorden. I den følgende tid var der en stærk spænding mellem nazister, Socialdemokrater og kommunister. Sorte lister på hvilke butikker, der skulle boykottes, var også i omøb.

En uventet konfrontation i byrådssalen førte til, at alle dansksindede den 16. marts 1934, forlod byrådssalen. Flere skærmydsler fulgte, og Nordschleswiger Zeitung bidrog stærkt til disse konfrontationer.

 

Farvel til persontrafikken til Højer

1935 var sorgens dag for mange gamle Tønder – borgere. Da blev passagerbefordringen på Højer – banen indstillet. Passagertallet var faldende, men godstrafikken blev bevaret. Indtil indvielsen af Hindenburg – dæmningen i 1927 fungerede banen som transitstrækning for tyske rejsende til Sild. Person – trafikken stod på i 43 år.

Den ny kaserne indvies.

Den 5. maj 1936 stod den nye kaserne færdig. Der var meget streng disciplin dengang. Men under øvelser fandt soldaterne ud af, at de meget velkomne i dansk sindede hjem, mens de i tysk sindede hjem var uønskede.

 

Et stykke Tyskland i Danmark?

I 1936 besøgte en svensk journalist byen. Han skrev følgende:

• Er det ikke et stykke Tyskland, der er havnet inden for Danmarks grænser?
• -Nazihilsner forekommer ufortrødent blandt unge mennesker. Og fra radioerne lyder der nyheder på tysk.
  

Men de tysksindede var på tilbagegang, og i 1937 fik byen en dansk sindet borgmester.

Tyske soldater modtaget som befriere

Da tyske militærkøretøjer i 1940 kørte gennem Tønder, var der en del Tønder – borgere, der hilste tropperne med strakt arm. Kasernen blev besat. 1. Bataljon måtte fortrække til eksercergården. Befalingsmændene holdt til på det nuværende bibliotek og på Statsseminariet. Besættelsen var ikke mange timer gammel, før der sås hagekors – flag overalt i Tønder, også fra kirketårnet hang hagekors – flaget.

Der var ingen modstand ved tyskernes indtog i selve Tønder by. Tønder garnisonen havde forladt kasernen. Der kom dog til korte træfninger ved Abild, Sølsted og Bredevad. For de tysksindede blev soldaterne betragtet som befriere. I 23 timer vandrede tropper nordpå. Arbejdsløsheden i Tønder faldt under besættelsen. Nogle havde fået arbejde i Tyskland eller ved de tyske militæranlæg i Danmark. Men også i Tønder var der under krigen mangel på tøj, boliger og brændsel.

Mange luftalarmer

Byen oplevede også mange luftalarmer. Alene i oktober 1944 nåede man op på 100. Den 12. juli 1942 forsøgte engelske fly at bombe banegården, men ramte i stedet beboelsesejendomme. Mange døde og blev kvæstede. Det tragiske er, at senere i krigen ramte engelske fly, det samme hus, nok engang. Denne gang var der 5 dræbte og 7 sårede. Under Tønders 700 års jubilæum i 1943 udtrykte oberst Paludan – Møller sig på en bramfri måde:

• Det er meget godt med al den tale om naboskab og fordragelighed. Det er bare det i vejen, at det er ødelagt for de første 200 år af det, som skete 9. april

 

Sabotage – aktioner i Tønder

Den første egentlige sabotage – aktion syd for Kongeåen fandt sted den 16. april 1943. Det var lokomotivfører C.F. Jensen, der havde brugt hjemmelavede brandbomber til at sætte DSB`s oliedepot i Tønder i brand. Men ilden døde hurtig. Den 1. juni blev seks lokomotiver dog alvorlig beskadiget. En række sabotageaktioner fulgte. Men en masse anholdelser bevirkede at aktionerne fik en brat afslutning. Min onkel deltog i nogle af disse, han påstod at der var mange stikkere i Tønder.

 

Efter krigen

De første englændere der ankom efter krigen, var en pilot og en fotograf. De kom flyvende om formiddagen kl. 11 – den 6. maj. I løbet af eftermiddagen dukkede de første løsladte fangere fra Frøslevlejren op. Endelig den næste dag, den 6. maj dukkede et engelsk panserkøretøj op, med en gruppe soldater. Men inden da var Den Danske Brigade dukket op.

Tyskerne havde plyndret kasernen inden afrejsen og ved grænsen lykkedes det dem at lemlæste en række danske modstandsfolk. Den 7. maj kommer en større deling engelske soldater. De skulle bevogte grænsen mere effektivt. Først i løbet af juni måned bliver de sidste tyske tropper gelejdet ud af landet.

I Tønder blev der oprettet en lokalkomite, bestående af frihedskæmpere og politifolk, der pludselig dukkede op fra et liv under jorden. De fik hovedkvarter i byens domhus, under ledelse af politifuldmægtig Bøving.

 

Mindretallets rolle

Det tyske mindretal mistede sine mange skoler, og ledende embedsmænd, der tilhørte det tyske mindretal, blev fyret. Det tyske mindretals engagement i værnemageri, stikkervirksomhed, tysk soldatertjeneste og truende opførsel i forskellige nazistiske paramilitære organisationer gjorde det helt af med tilliden til mindretallet. Mindretallets rettigheder blev siden fastslået i København – Bonn erklæringen. Først op gennem 60erne blev forholdet mellem dansk og tysk normaliseret i Tønder.

 

Retssamfund ude af kraft

Frøslevlejren fik nye beboere. Dem, der havde meldt sig under de tyske faner, blev idømt lange fængselsstraffe, ofte 5 – 6 år. Et par år tidligere var man blevet opfordret til at gå i krig på tyskernes side, at blandt andet lærere på den tyske skole. Desuden var mange blevet anvist arbejde hos tyskerne af det offentlige. Nu var de udstødt af samfundet. Adskillige år efter, at de havde udstedt deres straf, var deres borgerlige rettigheder frataget dem. Nogle betalte sig fra denne straf. De bestak det danske samfund.

Efter krigen var det danske retssamfund mere eller mindre sat ud af funktion. For mange familier i Tønder og omegn gav dette problemer i mange år fremover. Bevæbnede modstandsfolk kørte gennem byen og anholdte hjemmetyskere og værnemagere. Alle de arresterede blev samlet på Missionshotellet, for så senere at blive transporteret videre til Frøslev – lejren.

Roen ikke genoprettet

Mange erhvervsdrivende som havde været værnemager, slap for tiltale. Men mange butikker i Tønder blev sprunget i luften af modstandsbevægelsen. Men efter krigen huserede der stadig en nazistisk undergrundsbevægelse Varulvene i Tønder. Tre uger efter krigens afslutning var der skyderier i byen mellem frihedskæmpere og ukendte snigskytter.

 

Over 1.000 bysbørn – dømt

Det er også forkert, at påstå, at samtlige våbenføre mænd fra mindretallet meldte sig, det var kun en tredjedel. Men alle var pludselig udelukket fra samfundet. I Tønder kunne man opleve det paradoks, at borgere, der havde arbejdet for tyskerne, var med til at konfiskere de tyske soldaters ejendele. Det var de danskere, der ikke blev straffet. Men 3.000 medlemmer af det tyske mindretal blev straffet i retsopgøret efter krigen. Ved udgangen af 1947 var der afsagt dom over 1.047 personer, og befolkningen kunne daglig følge med i dagspressen, hvem af bysbørnene, der nu havde bidraget til værnemageri.

 

Grænsekompagniet

Tønder Kasserne genopstod den 1. juni 1945. den 8. juli blev Grænsekommandoet oprettet, og de afløste englændernes og modstandsbevægelsens overvågning ved Sæd og Kruså. De bevogtede også jernbanerne i Tønder og Padborg. Her var der mulighed med særlig tilladelse, at passere grænsen. Fra Februar 1946 var mandskabet indkvarteret i nye barklejre i Store Jyndevad, Sæd og Højer. Efter Forbundsrepublikkens oprettelse i 1949 forsvandt behovet for Grænsekommandoet, som blev nedlagt i 1952.

800 flygtninge i Tønder

Vi har tidligere beskrevet, at der kunne medføre straf, når man kommunikerede med tyske statsborgere langs grænsen. Det kunne medføre nogle helt groteske situationer. I Tønder var der cirka 800 flygtninge rundt om i byen og på skolerne. Tyskerne havde efterladt i alt 250.000 flygtninge i Danmark. De sidste flygtninge forlod Tønder i 1947.

Galgestrømmen blev i 1947 blokeret af drivis og store dele af Tønder blev sat under vand. Drivisen blev bortsprængt af soldater fra Tønder Kaserne. Også i 1956/57 måtte soldaterne træde til. Galgestrømmen gik igen over sine bredder og ved Højer måtte diger bortsprænges. Det redede Tønder fra en ny oversvømmelse. Tønder Kasserne var lukningstruet hele tre gange. Tønder Statsseminarium var det endnu flere gange, men lukkede endeligt i 1989.

Nye skoler indvies

I 1953 blev Ludvig Andresen Schule i Posensgade indviet, man startede med 172 elever og 13 lærere. Og i 1955 stod Tønder Kommune Skole klar. I løbet af 60erne blev den udvidet med en venstre fløj.

 

Byen, hvor der ikke sker noget

Der har altid været masser af handel og håndværk i Tønder. Men det var som om Tønder sov hen. I Æ Rummelpot kunne man se en sovende borgmester Poulsen, og teksten Byen, hvor det aldrig sker noget.

Dette fik politimester Bøving til at slå i bordet under Tønder Handelsstandsforenings generalforsamling i 1959. En efterfølgende to – dages erhvervs- konference på Tønderhus satte gang i en masse.

• Tøma, System Abstracta, Ribe Jernstøberi og Brdr. Hartmann kom til byen

Kilde: 

• Litteratur Tønder
• www.dengang.dk – diverse artikler 

Hvis du vil vide mere: 

• www.dengang.dk indeholder 1.783 artikler
• Under Tønder finder du 283 artikler 

Redigeret 18. 04. 2022