Dengang

Forrige artikel

Næste artikel

Aktuelle kategori

Tønder

Tøndermarsken – under vand

Juni 18, 2008

Tøndermarsken var et sandt amfibie landskab. En slags Waterworld, hvor man ikke kunne undvære en båd.

Emil Nolde fortæller i sin bog Welt und Heimat:

  • Da vi omkring 1912 havde købt Utenwarff vidste vi ikke, at hele egnen om vinteren stod under vand, ja sågar kunne blive oversvømmet om sommeren.
    Det var herligt, når der milevidt omkring os kun var vand at se, når om dagen den høje himmel spejlede sig deri – eller om natten månen med sin kolde glans forvandlede det til sølveventyrland.

Bager og købmand Max Pörksen kørte i 1927 med hestevogn fra Fiskehusene over de tilfrosne Gudskog sumpe og søer over isdækkede enge og marker helt til Nibøl.

 

Masser af vand

Under de månedlange vinteroversvømmelser var marken næsten utilgængelig for almindelige trafikmidler. Vejene var i sommermånederne i en elendig stand. Det var bundløse klægveje. Ofte måtte man ride, da vogne ikke kunne komme frem, eller tage båden.

Foruden de større søer, Gudskog Sø, Rudbøl Sø og Aventoft Sø, var der mange mindre søer i marsken, som foruden Vidåen var gennemskåret af bredere og smallere kanaler og grøfter.

 

Både var nødvendige

Mange marskboer havde to – tre både. De fleste steder lå fartøjerne lige ved huse eller gårde. Men også i de mange kanaler, der førte op til bygningerne.

Kombinationen af kvæghold og korndyrkning på geesten kan føres tilbage til århundrederne før Kristi fødsel. På øerne blev landbruget i sejlskibenes storhedstid drevet af kvinderne, mens mændene var på langfart.

De gamle købstæder, Ribe, Varde og Tønder havde formelt retten til at drive søfart og opkræve told, men efterhånden udvikledes søfarten fra øerne, dels gennem tildeling af privilegier og dels gennem deltagelse i hvalfangsten ved Grønland på tyske og hollandske skibe.

 

Masser af ål

Efterårets ålefiskeri foregik i fællesskab. Udbyttet blev solgt samlet. På Tønder Marked blev der solgt både ål og gedder.

Der var masser af ål i vandløbene. Under en meget hård vinter lige inden afvandingen var alt i marsken tilfrosset. Det resulterede i at en masse ål blev kvalt. Efter tøbruddet lå der over en lang strækning ved Geelsbøl Dige ål i cirka en meter tykt lag som var over 10 – 15 meter bredt.

Fiskeriet i marsken havde dog sin storhedstid fra slutningen af 1200 – tallet til omkring 1600.

 

Græsarealer blev lejet

Mange marksboer måtte leje græsningsarealer på andres jorde. Græsningsretten blev lejet på såkaldt Legatland, d.v.s. arealer, der ejedes af stiftelser
i Møgeltønder eller Tønder. Disse blev administreret af koginspektører. Man lejede efter begrebet en Ku´s Grejs. Udlejningen foregik ved en årlig auktion

Stormflod

Stormflod er et begreb man ofte forbinder med marsken. Den opstår ved en kombination af solens og månens tiltrækningskraft på vandet. Dette kan udløse en højdeforskel på op til fem meter. På Halligerne kaldes en stormflod for Landunter.

Den værste stormflod i historien fandt sted den 16. januar 1362. Der grote Mandrænke (Frisisk: Den store Mandedrukning). Stormfloden tog over 30 kirkesogne og kostede ifølge overleveringen 100.000 mennesker livet. Dette tal er nok temmelig overdrevet. Et stort landområde ud for den nordfrisiske kyst blev revet i stykker og opdelt i mindre øer og halliger. Af de udslettede byer er Rungholt, den mest kendte. Resterne af Rungholt blev fundet under vaderne ud for Husum i 1923.

Også stormfloden 1. november 1436 Allehelgensfloden var alvorlig. Efter stormfloden sendte Slesvig Domkapitel en ansøgning til den pavelige koncil i Basel om hjælp fordi det salte hav har taget 60 kirkesogne. Ribe domkapitels protokol, den såkaldte Ribe Oldemor, beretter om, at sognet Anflod ved Møgeltønder helt forsvandt i bølgerne.

 

Misthusum

Den forladte landsby Misthusum fortæller også om det barske liv i marsken. Landsbyen blev hårdt ramt af stormfloder i flere omgange, og i 1700 – tallet begyndte folk at flytte ind på geesten. I 1814 flyttede den sidste familie.

 

Ulykker i marsken

I tidens løb er mange omkommet på søer og vandløb. Kirkebøger giver en lang række beviser om bådulykker, uden at de nærmere omstændigheder er omtalt.

I Tonderschen Zeitung den 14. februar 1906 findes en mere udførlig beretning om en ulykke.

  • Landmændene August Koch og Karl Johannsen fra Haddersbøl Hallig var i båd taget til geesten. I en stærk snestorm for de vild. Søndag morgen fandt man Kock frosset ihjel, mens Johannsen stadig levede. Nogle år forinden tildrog der sig på egnen et lignende ulykkelses-tilfælde. Derved druknede
    to personer, landmand Johannsens bror og hans tante.

En møllebygger fra Fiskehusene druknede, da hans båd blev fyldt med vand under sejlads.

Kvinderne i marsken var altid bekymret, når deres mænd ikke var kommet hjem fra marked inden mørkets frembrud. Måske var de gået på værtshus for at drikke punch. Så måtte der sættes lys i vinduerne, så de nogenlunde kunne finde vej.

Nogle af de mange ulykker skete da også efter rigelig indtagelse af spiritus.

En fisker, der efter en munter aften på en af kroerne i Rudbøl sejlede hjem mod Fiskehusene i blæsevejr, fandt man næste dag druknet, liggende oven på sejlet i den vandfyldte båd.   En anden fisker, en gammel mand fra Aventoft, havde drukket for mange punche, inden han begav sig ud på søen, hvor bølgerne fyldte hans båd.

Under en bådtur til Tønder efter varer druknede en marsk – købmand, som havde indtaget for meget spiritus, inden han sejlede hjemad. Under jernbanebroen ved Tønder faldt han udenbords og druknede.

Carsten Holt, Tønder sejlede i 1922 på Vidåen med sin fiskebåd, sammen med sin kone og deres seks måneder gamle datter. Han havde sat sejl, og vejret var stille og roligt. Pludselig kom der en meget kraftig hvirvelvind. Den knækkede bådens mast, og fartøjet krængede så meget, at de tre blev kastet i vandet. Det lykkedes for Carsten Holt at redde sin hustru og barn ind til å-bredden.

 

Når Højer Sluse lukkes

Når der var vedvarende vestenblæst med deraf følgende høj vandstand uden for havdigerne, blev Højer Sluse lukket i længere tid. Vandgangen gennem Vidåen blev dermed standset. Det resulterede i mange oversvømmelser, selv om sommeren.

 

Vidåen – Danmarks mest vandrige

Vi andre har ofte badet i Vidåen og på forlandet. Men det er ikke noget man skal gøre uden lokalkendskab. For marskens vandløb kan være uforudsigelig. Også de såkaldte dyb, der går ud i Vadehavet kan være dybe, ja helt op til 50 meter.

Vidåen er Danmarks mest vandrige å. Den afvander omkring en tredjedel af Sønderjylland. – et areal på 1.080 km2 i Danmark og 250 km2 i Tyskland.

 

Tøndermarsken – et naturområde

Tøndermarsken er blevet et fredet naturområde. Det er et værdifuldt område for millioner af vandfugle. Området bliver brugt til yngle, fældnings- og overvintringslokalitet. Her er mere end 500 arter af planter og dyr, hvoraf flere ikke forekommer andre steder i verden..

Men der er også mange grunde til at bevare dette enestående område. Næringsindholdet i Vidåen og Rudbøl Sø er meget stor. Derfor er der en stor fare for tilgroning. I området er der også konstateret mink. De er en konkurrent til odderen og er til fare for ynglefuglene. Også bådsejlads kan forstyrre idyllen. Jo Tøndermarsken er andet end sort sol.

 

De mange ”Ballum´ er”

Vi er her på redaktionen blevet spurgt om, hvorfor der er så mange byer, der hedder Ballum. Disse lokaliteter ligger langs geest – randen syd for Ballum Sluse. Navnet Ballum er afledt af forhøjning.

Mod øst ligger Forballum, Så har vi Østerende – Ballum og Husum – Ballum. Vejen sydover fører os til Vesterende – Ballum. Så følger Bådsbøl – Ballum, hvorfra der tidligere har været færgeoverfart til Havneby på Rømø. Så følger Buntje – Ballum, Nørrehus – Ballum og endelig Rejsby – Ballum.

 

Emmerlev Klev

Når vi nu er ved de kanter, skal vi nævne Hjerpsted. En ældgammel by med gravhøje. Den ligger på en bakkeø, der ender ved Emmerlev Klev. Her ende bakkeøen i en stejl klint.

Det var også her vi gik til dans og svingede de “skjønne” piger, for mange år siden.

 

Kilde:

  • litteratur Tønder
  • litteratur  Møgeltønder
  • litteratur Højer
  • www.dengang.dk – diverse artikler 

 

Hvis du vil vide mere:

  • www.dengang.dk indeholder 1.783artikler
  • Under Tønder finder du 283 artikler 
  • Under Højer finder du 77 artikler 
  • Under Sønderjylland finder du 207 artikler 

 

  • De første mennesker i Tønder
  • Dige-byggeri Tøndermarsken
  • Drømmen om en havn i Tønder
  • Tøndermarsken
  • Tøndermarsken 2
  • Højer som havneby
  • Højer stormflod og diger
  • Højers historie
  • Højer 1935 – 1945
  • Travlhed ved Højer Sluse
  • Bådfolket i Rudbøl
  • Aventoft – byen ved grænsen
  • Kanal gennem Tønder og mange flere 

Redigeret  17. – 03. – 2022


Forrige artikel

Næste artikel

Aktuelle kategori

Tønder