Tønder-området er blevet et truet område

Vandspejlet vil stige med op til en meter frem til år 2100 i Vadehavet. Men i Tønder mener man ikke, at dette giver problemer. Dette har fået undertegnede til at skrive denne artikel. En hårdfør befolkning. Havet – ven og fjende. Ynglepladser med mange fuglearter. Sådan skrev man om Vadehavet i år 47. Saxo skrev i år 1200. For 25.000 år siden var Jylland delvis landfast med England.  Vadehavet opstået for 13.500 år siden. I de sidste 6.000 år er vandspejlet steget med seks meter. Højsande. Nyt Land dannes af tidevand.  Mennesker boet i marsken siden yngre stenalder. Storstensgrave fundet på de nordfrisiske øer.  Befolkningstilvækst i jernalderen. Frisisk påvirkning til Tønder, Højer og Ballum. Der blev dannet og bygget værfter (Forhøjninger). Diger fra år 900-1.000. I 1566 mistede Tønder forbindelsen til Vadehavet. Marskområde blev affolket i 1300 – 1400-tallet. Økonomisk fremgang i slutningen af 1500-tallet. Kvægmarkeder – kystfiskeri. Trediveårskrigen. Stormfloden 1634 ødelagde infrastrukturen. Blomstrende søfart fra Fanø. Fra 1845 – Ingen told på kvægeksport til England. Kystbasseret fiskere ophørte stort set i 1970erne.

 

Vandspejlet siger med op til 1 meter mod år 2100

Nu er Tønder – området samt Rømø også blevet et truet område. Og det betyder fare for oversvømmelse. Ifølge DMI er stigningen i havenes vandstand på op mod 1 m mod år 2100.

Egentlig ville vi have kaldt vores artikel for ”Vadehavets historie”. Men prognoserne rystede undertegnede så meget, at overskriften skulle laves om.

 

I Tønder mener man ikke, det giver problemer

Tønder Kommune har nok den største risiko for problemer med både havvandsproblemer og indvandsproblemer. Men i Tønder ser man ikke nogen problemer. Man mener, at de nuværende diger sagtens kan klare problemerne.

Man må så håbe til den tid, at stormfloden ikke kommer i forbindelse med højvande. Det bliver nok værst for Rømø, hvis man mener, at de nuværende diger holder.

Egentlig burde man også gøre noget for at vedligeholde Højer Sluse. Syd for grænsen er man begyndt at forstærke digerne.

Den passive holdning har fået mig til at skrive denne artikel om Vadehavets historie. Bagerst kan du finde en liste over artikler, hvis du vil fordybe sig i de enkelte temaer.

 

En hårdfør befolkning

Det er en hårdfør befolkning, der har forsøgt at overleve i et sandt amfibielandskab. Men engang blev hele Tøndermarsken afvandet. Det var bestemt ikke billigt.

Det internationale vadehavsområde strækker sig fra Ho Bugt til Den Helder i Holland – en kyststrækning på omkring 600 km. Det er et areal på 14.500 km2 medregnet øer og forlandsområder. Det danske vadehavsområde omfatter knap 1.500 km2. Det vil sige omkring 10 pct af det samlede areal. Søterritoriet udgør ca. 900 km2.

 

Havet – ven og fjende

Havet har været og er stadig både befolkningens ven og fjende. Hav og tidevand har gennem århundreder opbygget frugtbar marsk, men havet har også under katastrofale stormfloder forårsaget store ødelæggelser med tab af menneskeliv, husdyr og ejendomme.

Ved Esbjerg er tidevandsforskellen ca. 1 ½ meter mens den ved Højer er ca. 2 meter. Der flyder masser af vand gennem Grådyb, Juvre Dyb, Knudedyb og Lister Dyb. Omkring 60 pct. af vaderne vil være mere eller mindre tørlagte ved lavvande.

 

Yngleplads for mange fuglearter

Det er Vadehavets økologi, der er forudsætningen for, at millioner af trækkende vandfugle kan få tilfredsstillet fødebehovet, mens de forår og efterår raster på vader og marskkyster eller overvintrer i området.

I trækperioder passeres Vadehavet af 10 – 12 millioner vandfugle. Godt to millioner ænder og gæs besøger Vadehavet i løbet af året. Den største koncentration af andefugle træffes om efteråret, hvor mere end en million er registreret.

I Vadehavets marsk findes desuden ynglepladser for mange fuglearter, hvor kolonier af måger og terner umiddelbart tiltrækker opmærksomheden.

 

Sådan blev det beskrevet i år 47

Vadehavets tidelandskab har været kendt og beskrevet siden begyndelsen af vor tidsregning. I år 47 skrev den romerske rytterofficer og kultur-geograf C. Plinius følgende i sit værk ”Secundi Naturalis Historiae om det mærkelige, amfibiske folk højt mod nord:

• Her sætter oceanet i mægtig bevægelse to gange i døgnet og overskyller et umådeligt område, som det dækker i den evige strid i naturen. Det er tvivlsomt, om det hører til landjorden eller er en del af havet. Det holder et elendigt folk til på høje jordknolde eller forhøjninger, som med håndkraft er bygget op til højest kendte vandstand.
• Her er deres huse anbragt, så de minder om søfolk, når vandet dækker alt omkring dem, men om skibbrudne, når det er faldet.

 

Saxo skrev omkring år 1200

Også Saxo har beskrevet forholdene. Det gjorde han omkring år 1200:

• Denne landsdel er rig på agerland og bugner af kvæg. Men den ligger lavt og er åben ud mod oceanet, så den undertiden overskylles af højvande. Ofte river vandet da markerne op fra grunden, så der bliver sø i stedet, og flytter jorden til et andet sted.
• Oversvømmelsen følges af frugtbarhed og jorden giver græs i mængde. Man syder salt af tørrede jordklumper.
• Om vinteren er landet til stadighed under vand, og markerne fremtræder som en sø, så naturen næsten gør det svært at sige, hvilket element de skal regnes til, når det en del af året er muligt at sejle, hvor man til en anden tid kan pløje.
• Indbyggerne er modige af natur og let byggede, snævre og tunge rustninger bryder de sig ikke om, man bruger skjolde og kaster med spyd. De omgiver markerne med grøfter, som de sætter over med springstokke. Deres huse opfører de på forhøjninger, som er bygget af tørv.

 

For 25.000 år siden landfast med England

I Weichsel-istiden som nåede Danmark for 25.000 år siden var havets overflade ca. 100 meter lavere, end den er i dag. Store dele af Vesterhavet var landfast helt over til England. Kystlinjen befandt sig da nord for Doggerbanken.

I det meste af landet hæver terrænet sig, efter at trykket af iskappen er forsvundet. Men i Sydvestjylland som Weichsel-istiden ikke dækkede, synker jordskorpen nogle cm i løbet af hvert århundrede.

 

Vadehavet opstået for 13.500 år siden

Vadehavet, som vi kender det i dag, er opstået efter den sidste istids afslutning for omkring 13.500 år siden, hvor isskjoldet over Skandinavien var i gang med at smelte. Efter istiden skete der en gradvis stigning af havspejlet på omkring 50 meter i løbet af de sidste ca. 10.000 år. Kystdirektoratet har registreret en øget stigning som følge af den globale opvarmning.

 

I de sidste 6.000 år er vandspejlet steget med fem meter

I løbet af de sidste 6.000 år, hvor havspejlet er steget ca. fem meter, har barriererne i takt med denne stigning bevæget sig nærmere fastlandet.

Man taler om barriereøer. I løbet af Vadehavets udvikling blev barriererne gennembrudt af havet, så der opstod en kæde af øer, som i løbet af de sidste 2.000 – 3.000 år er opstået de sidste 2.000 – 3.000 år er opstået mellem Skallingen og Den Helder i Holland. De danske vadehavsøer Fanø, Mandø og Rømø blev formentlig dannet i løbet af bronzealderen.

 

Højsande

På kanten af dybene mellem Vadehavets øer er der dannet store sandrevler og højsande. Det største højsand i det danske vadehav er Koresand, som breder sig i sydvestlig retning fra Mandø ud mod Juvre Dyb.

På den modsatte side af dybet ligger Bollert Strand, som ved lavvande er landfast med Rømø. Søren Jessens Sand nordvest for Fanø strækker sig ud mod Grådyb.

 

Nyt land dannes af tidevand

Vadehavets dannelse har været en kompliceret proces, som endnu ikke er afsluttet. Tidevandslandskabet formes til stadighed af tidevand, sedimentation og havstrømme samt med mellemrum af stormfloder, så det fremtræder som en mosaik af højsande, sand- og slikvader, priler og dyb. Der opbygges stadig nyt land samtidig med, at der sker erosion på kyster og vadeflader.

Nyt land, marsk dannes også ved det daglige tidevand. Ved højvande skyller havet ind over lavtliggende områder med sand, slik og klæg. Når vandet igen synker, er lidt af materialet aflejret og overfladen hæver sig derfor langsomt.

Men vil dette fortsætte til år 2100 med den kraftige stigning af vandspejlet?

 

Mennesker boet i marsken siden yngre stenalder

Dannelsen af marsk tog sin begyndelse sydpå i Vadehavet og bredte sig først senere nord for den nuværende grænse.

Siden yngre stenalder (bondestenalder) ca. 5.900-3.700 år før nu har der levet mennesker i vadehavsområdet. Vandstanden lå dengang fire – fem meter lavere end i dag. Den ydre kystlinje befandt sig 10 – 15 km længere mod vest. Den forløb vest for Ejdersted, Pellworm, Amrum og Sild til Varde Bakkeø ved Grærup.

Mange af bopladserne fra stenalderen er senere blevet begravet under hav- og flodsediment eller overgroet med mose og sumpvegetation efterhånden som havspejlet steg.

 

Storstensgrave fundet på de nordfrisiske øer

I en lang periode var permanente bopladser og senere bebyggelser henvist til kystområdernes højtliggende geest-landskaber, hvor der er fundet forhistoriske bopladser og flodbanker. Det er for eksempel på de Nordfrisiske moræneøer Sild Föhr, Amrum fundet omkring 70 storstensgrave fra yngre stenalder.

Det er fundet flere kulturspor fra bronzealderen ca. 3.700 – 2.500 år før nu i form af hustomter blandt andet nord og øst for Ribe samt på Sild og Amrum.

Hustomter fra yngre bronzealder kendes fra Hjemsted ved Skærbæk på geesten ud mod Ballum Enge.

 

Befolkningstilvækst i jernalderen

Siden frisernes forfædre indvandrede til egentlige marskområder i de nuværende nederlandske provinser Frisland og Gronningen mellem år 700 og 600 før vor tidsregning har selve Vadehavets marsklandskab været beboet.

I Vidding herred syd for Tøndermarsken slog de første mennesker sig ned formentlig omkring år 200 og egnen er dermed et af de tidligst beboede marskområder i den nordlige del af Vadehavet.

I en periode af jernalderen indtraf en kraftig befolkningstilvækst i vadehavsområdet med bosættelser på geeststranden samt på strandvolde og flodbanker. I kystnære områder fra Varde til Ejdersted er der fundet flere hundrede bopladser fra denne periode.

 

Frisisk påvirkning til Tønder, Højer og Ballum

Omkring år 400 var der etableret en frisisk statsdannelse i den nordlige del af det nuværende Holland. Ny-koloniseringen af de vestlige områder tog fat omkring år 600, og i løbet af de følgende tre århundreder fortsatte frisernes ekspansion mod øst og nord til floden Weser, Bremerhaven og Ejderstedt samt til vadehavsøerne Amrum og Sild.

Den frisiske påvirkning nåede så langt mod nord som til Tønder, Højer og Ballum. Friserne udviklede handelssamkvem med mange europæiske lande baseret på en voksende flåde af handelsskibe. Havnebyen Dorestad blev en betydelig handelsby med adgang til Rhinlandet.

Mod nord anlagdes omkring år 700 en betydelig handelsplads ved åen, hvor Ribe senere opstod som en vigtig købstad. Vi har tidligere i artikler beskrevet dette. Mon ikke man også finder en handelsplads ved Emmerlev?

 

Der blev dannet værfter

I 600 – årene kontrollerede friserne flere handelsruter i ”Mare Frisicum” (Det frisiske Hav) som Nordsøen blev kaldt.

Friserne flyttede efterhånden længere ud i marsken, hvor de udviklede en bosætningskultur på værfter. Anlæg af gårdværfter vandt efterhånden udbredelse i Ditmarsken, på øen Strand samt i Vidding Herred. I vikingetiden og tidlig middelalder bredte den kultur sig til Tøndermarsken.

De nordligste værfter blev opført i marsken nord for Ballum i tidlig middelalder som landsbyen Misthusum.

 

Diger fra år 900-1.000

Efterhånden blev det nødvendigt at beskytte sig yderligere mod stormfloder. I 900 – 1.000 – tallet byggede friserne de første havdiger i marsken, hvilket blev begyndelsen på en inddigningskultur, der med tiden omformede store marskområder til koge med intensiv landbrugsdrift og bebyggelse. Særlige digelove blev indført.

Bygning af diger blev endnu mere påkrævet i 1200-1400 – tallet, hvor klimaet var forholdsvis mildt med et svagt stigende havspejl. Sidt i 1500-tallet var der anlagt en gennemgående digelinje fra Holland til Tønder.

 

I 1566 mistede Tønder forbindelsen til Vadehavet

Vidding Herreds Kog, der blev inddiget i 1436, lå som en ø omgivet af vidtstrakte moser og søer indtil midten af 1500-tallet, hvor det lykkedes at gøre området landfast med diger. Derefter kunne man påbegynde inddigningen af Gudskog med et sluseanlæg ved Rudbøl. Dette afskar den åbne havforbindelse mellem Vadehavet og Tønder. Det var i 1566.  Inddigningerne gjorde desuden Vidding Herreds Kog landfast med Niebull.

I 1715 blev Tønders maritime tilhørsforhold yderligere begrænset ved inddigningen af Rudbøl Kog.

I årene mellem 1500 og 1861 blev i alt omkring 30.000 ha vest og syd for Tønder inddiget. Området omfatter Gudskog, Kærherreds Gamle Kog, Gammel Frederikskog, Rudbøl Kog og Ny Frederikskog.

Det sidste fremskudte dige vest for Højer stod færdig i 1581.

 

Marskområder blev affolket i 1300 – 1400-tallet

I 1300-1400-tallet blev de lavest liggende marskområder affolket. Det skyldtes den voldsomme stormflod 15. – 17. januar 1362, epidemier af byldepest – ”den sorte død” – samt politisk ustabilitet med lokale fejder og egentlige krigshandlinger.

 

Økonomisk fremgang i slutningen af 1500-tallet

Efter afslutningen af konflikterne mellem kongeriget og de holstenske grever blev årene fra omkring 1430 til slutningen af 1500-tallet præget af genopbygning og økonomisk fremgang. Diger blev repareret eller forstærket og nye kogs-områder betød en kraftig landbrugsmæssig vækst. Her var det mest kvægavl, man satsede på.

 

Kvægmarkeder

Allerede i 1300-tallet var der etableret flere kvægmarkeder i Nord- og Mellemeuropa. Slesvig – Holsten havde fordel af kvæghandel med blandt andet hanseatiske opkøbere. Der opstod et system af okseveje eller drivveje til de nordtyske markeder.

 

Kystfiskeri

Kystfiskeriet i Vadehavet og Nordsøen foregik fortrinsvis fra mindre fiskerlejer. Det er karakteristisk for de skibstyper, der blev udviklet til sejlads i Vadehavet, at de blev bygget med flad bund og en forholdsvis stor lasteevne. Ved lavvande kunne de stå på den tørlagte vade, så varerne kunne transporteres til og fra skibene på hestevogne.

 

Trediveårskrigen (1618-1648)

Trediveårskrigen (1618-1648) medførte en midlertidig stagnation og tilbagegang for vadehavsområdet. Skibsfarten havde allerede i flere år haft problemer med sørøveri. Dette uvæsen tog et voldsomt opsving i forbindelse med krige og politisk uro.

Under trediveårskrigen blev danske orlogsskibe udrustet til at tage kampen op mod sørøvere for sikre landets handelsinteresser.

 

Stormfloden i 1634 ødelagde infrastrukturen

Stormfloden i oktober 1634 ødelagde infrastrukturen i store marskområder og mange mennesker og dyr omkom. På Fanø, Mandø, Rømø og Sild hærgede sandflugten og efterlod forarmede landbrug og øerne gik heller ikke fri af krigshandlinger under trediveårskrigen.

 

Blomstrende søfart fra Fanø

Mod slutningen af 1600-tallet blev nedgangstiden atter afløst af fremgang og velstand med ekspanderende handel og søfart samt en indbringende hvalfangst. I det danske vadehavsområde blev perioden fra midten af 1700 – tallet desuden præget af en blomstrende søfart fra Fanø med skibsbygning og en hastig voksende flåde af handelsskibe.

Fanøs sejlskibsepoke kulminerede i begyndelsen af 1800- tallet med omkring 200 nybygninger i den foregående tiårs periode.

Årene efter 1807 var en stagnationstid som følge af krigen mod England. I krigsårene blev i alt 75 af Fanøs skibe kapret af engelske orlogsfartøjer. Op imod et par hundrede søfolk fra Fanø tilbragte lang tid ombord på engelske fangeskibe.

Frem til omkring 1840 faldt skibsbyggeriet og den øversøiske handel, men i sidste halvdel af 1800-tallet var Fanøs skibsfart igen præget af fremgang.

I 1897 besad Fanø provinsens største handelsflåde. Stigende konkurrence fra dampskibe og den nye Esbjerg Havn samt et stadigt dårligere fragtmarked medførte imidlertid en hurtig tilbagegang for Fanøs skibsfart. I 1913 var der kun fire store sejlskibe tilbage. Den sidste blev solgt i 1919.

 

Fra 1845 – ingen told på eksport af kvæg til England

I 1845 ophævede England told på indførsel af levende kvæg hvilket i de følgende år medførte et opsving i eksport af kreaturer over Nordsøen både fra Husum, Højer, Hjerting og senere Esbjerg.

Dern oprindelige kultur i vadehavsregionen gik efterhånden i opløsning som følge af den voldsomme industrielle udvikling samt en øget udnyttelse af vadehavslandskabet og Vadehavets levende ressourcer.

 

Kystbaseret fiskeri ophørte stort set i 1970erne

Det kystbaserede fiskeri til eget forbrug i husholdningen ophørte stort set i 1970erne. I dag aftager store centrale enheder i Holland kommercielle fangster af blåmuslinger, hjertemuslinger og rejer fra hele Vadehavet.

Der har været overfiskning af muslinger med risiko for ødelæggelse af bunddyrssamfund og dermed fødegrundlaget for vandfugle.

I dag tiltrækker brede sandstrande masseturismen.

 

Kilde:

• dengang.dk – diverse artikler
• Sønderjysk Månedsskrift
• Siewertsen: Friserne vores glemte forfædre
• Poulsen: Den Sønderjyske Landbrugs historie 1-2
• Graugaard, Kieffer-Olsen: Drivvejen – ad studiedrivernes spor i det vestlige Jylland
• U. Jepsen: Vadehavsbilleder

 

Hvis du vil vide mere: Om Vadehavet

• dengang.dk indeholder 2.206 artikler
• Under Sønderjylland finder du 272 artikler
• Under Tønder finder du 377 artikler
• Under Højer finder du 97 artikler

 

• Vadehavet

 

• Hammers krig i Vadehavet

 

• Ringborge ved Vadehavet
• Lans vadehavet 1-2
• Heltene i Vadehavet
• Søslaget ved Højer
• Vikinger i Vadehavet
• Per ’s Awten og Bikerbrennen
• Da Fanø, Rømø og Langli forsvandt
• En fortidsskov i Vadehavet
• Mellem Højer og Ballum

 

• Vidå
• Omkring Vidåen og havnen i Tønder
• Drømmen om en havn i Tønder
• Kanal gennem Tønder
• Vidåen – det store vandløb
• En vandmølle i Tønder
• Askersodde ved Vidåen
• Tøner Havn vællet til live

 

• Tøndermarsken
• Masser af fisk i Tøndermarsken
• Emil Nolde og Tøndermarsken
• Sort sol – en oplevelse i Tøndermarsken
• Tøndermarsken 1-3
• Emil Noldes liv – vest på
• Tønder Marsken og afvandingen
• Vadehavets maler – Emil Nolde

 

• Stormflod og diger
• Stormflod ved vestkysten 1-2
• Stormflod 1976
• Stormflod – som Guds straf
• Højer, stormflod og diger
• Landet bag digerne (b)
• Digebyggeri i Tøndermarsken

 

• Højer
• Saltvandssøen ved Højer
• Gammel Frederikskog – dengang
• At plukke sut ved Højer
• Fiskeri ved Højer
• Syd for Højer
• Apotekeren fra Højer
• Travlhed ved Højer Sluse
• Højer som havneby
• De tre koge – syd for Højer
• Højer, Stormflod og diger
• Højer, Flække, Landsogn og Diger

 

• Emmerlev
• Søfolk fra Emmerlev
• Danefæ ved Emmerlev 1-2

 

• Ballum
• Ballum dengang
• Da Ballum næsten fik en havn
• Langs Brede Å
• Færge fra Ballum til Rømø 1-2
• Ballum – for mange år siden

 

• Rømø
• Vægfliser fortæller historie
• Anekdoter fra Rømø 1-3
• Borrebjerg på Rømø
• Da Rømø fik et nordsøbad
• Rømø – den tredje tur
• Rømø – endnu engang
• Rømø en ø i Vadehavet
• Rømø i 1807
• Rømø fra sandflugt til turister
• Rømø under besættelsen
• Omkring Rømø – dæmningen
• Skibe og søfolk fra Rømø

 

• Mandø
• Mandø – en ø i Vadehavet
• Mandø – endnu en historie

 

• Jordsand
• Soldater på Jordsand
• Øen Jordsand – engang ud for Højer
• Jordsand – den tredje historie

 

• Rudbøl
• En arbejder fra Rudbøl fortæller
• Rudbøls historie
• Bådfolket i Rudbøl

 

• Aventoft
• Syd for Tønder
• Aventoft ved grænsen

 

• Ribe

Ribe i begyndelsen (1)

Dankirke – syd for Ribe

 

• Syd for grænsen
• Nordstrand-syd for grænsen
• Föhr – en ø i Vadehavet
• Johannes Mejer (Meyer) – en korttegner fra Husum
• Dæmningen syd for Højer
• Øerne syd for Højer
• Det frisiske salt
• Friserne – syd for Tønder
• Rungholdt og mandedrukning et og to
• Turen går til Sild og mange flere artikler