Det er ubekvemt at tale om Fårhus – lejren. For Mindretallet er det tegn på  uretfærdighed. Vi andre har haft familiemedlemmer i lejren og undrer os over, at man ikke etablere et museum. Men her er der også  diskussioner. I dette pragtværk af en bog om Fårhuslejren sættes der også ansigter på de indsatte. Bogen beskriver fordomsfrit begivenhederne. Unge hjemmetyskere var under pres mange steder fra. Da de blev sat fri var problemerne ikke over. De blev også dømt for ”tab af almen tillid”. Og det fulgte dem i lang tid fremover.

 

Et pragtværk

Havde Fårhus – lejren været mere kendt, ville dette pragtværk Straffelejren, Fårhus, Landssvigere og Retsopgøret af Henrik Skov Kristensen være et oplagt emne til Årets Historiske Bog.

En københavner kender ikke lejren

Men spørger man en københavner om Fårhus – lejren ved han/hun ikke noget. For os sønderjyder er Fårhus – lejren noget andet. Det er noget vi har et forhold til. Da vi for efterhånden mange år siden boede i Padborg aflagde vi selvfølgelig også Frøslev – lejren et besøg. Ved den lejlighed spurgte jeg til resterne af Fårhus – lejren. Mit spørgsmål forblev ubesvaret. Der
blev pludselig koldt. Debatten om et Fårhus – museum vender vi tilbage til.

 

Fangevogter for bedstefar

Til en fætter/kusine fest  hos min afdøde kones familie mødte jeg en onkel, der havde været fangevogter for min bedstefar i Fårhuslejren. Det var en meget underlig fornemmelse.

 

Ubekvemt at tale om det

I familien er det ikke blevet snakket så meget om det. Dog løste min far lidt op for historien. Det var noget med, at min bedstefar blev nægtet mad, bragt til lejren fra Højer osv.For en stor del af sønderjyder er det stadig ubekvemt, at tale om det. Og måske skammer det danske samfund sig sikkert også. Eller gør de?

 

Symbol på uretfærdighed

Lejren har et symbolværdi for de dansksindede. Det var Frøslevlejren. Her sad dem, der turde, at gå op mod tyskerne. Men her var også Fårhuslejren. For Det Tyske Mindretal var det et symbol på en stor uretfærdighed.

 

Over 600 sider

Egentlig havde jeg besluttet ikke at anmelde bogen, da forlaget trods skriftlig tilkendegivelse, havde valgt ikke at sende et anmeldereksemplar. Men bogen er så vigtigt et dokument, at den bør anmeldes. Det er tale om en moppedreng på  over 600 sider. Den er inddelt i stor set tre afsnit:

1. Interneringslejren Fårhus
2. Straffelejren Fårhus
3. Fårhus som symbol og begreb i ”taberens” kollektive erindring

Det var Frihedsbevægelsens Lokalkomite i Tønder, der døbte lejren.

.

Et museum – nej tak

Og da Kresten Philipsen  mange år senere foreslog dette, blev han beskyldt for at være naiv og bare ude på at kapre stemmer hos mindretallet. Heller ikke tidligere amtmand og borgmester Erik Jessen var begejstret. Og slet ikke Sprogforeningens formand, Jørgen Mågård.   Formanden for Bund Deuscher Nordschleswiger, Hans Heinrich Hansen mente dog:

• Tolerancen må  bero på gensidighed.

Efterhånden bredte diskussionen sig til de landsdækkende aviser. Og det gik bestemt ikke stille for sig. Historien om Fårhus – lejren er og bliver et ømtåleligt emne. Det mærker vi også her på redaktionen.

 

Hvem sad her?

Interneringen foregik efter lister. Det vil sige Den Danske Brigade  fra Sverige havde deres egen liste. Der var vel ca. 40.000 på listerne.  Hvorfor kom man i Fårhus – Lejren. Ja lad os tage de 901, der i første omgang blev internerede fra Tønder. De blev alle betragtede som farlige, bortset fra 23:

• 550 blev betragtet som Heimwehr
• 50 var værnemagere
• 30 var stikkere
• 10 var Hipo – folk
• 30 var grænsevagter
• 100 var SS – frivillige
• 40 var Vagtmænd og Organisation TODT – folk
• 90 blev betragtet som provokatører, nazister eller fejltagelser.

 

Transporteret i hvide busser

Og man behøvede ikke at være skyldig for at blive interneret. Mange blev anholdt og i Tønder foregik transporten på åbne lastbiler, hvor skarpladte våben blev peget mod en. Her blev man så anbragt på Missionshotellet, indtil den videre transport. Alt imens havde byens dansksindede haft lejlighed til at spytte og håne de anholdte.

Fra Aabenraa  foregik transporten til Faarhus – lejren blandt andet i De hvide busser. På siden havde man skrevet “Stikkere på vej til Faarhus”. 

 

Var det nu fjenden?

DNSAP var ikke et ulovligt parti. Så det at være medlem, skulle ikke være nok til at blive interneret.  Man havde et problem. I straffelovens §101 stk. 2 hedder det:

• at den der under krig eller truende udsigt til krig hjælper fjenden, straffes med fængsel fra et til tolv år.

Men nu var det sådan, at tyskerne ikke havde erklæret Danmark krig. De påstod, at de kun var kommet herop for at beskytte landet. Derfor skulle der hurtigst muligt fremskaffes et Straffelovs – tillæg. Det skulle være med tilbagevirkende kraft. Modstandsbevægelsen forlangte, at lovgivningen skulle gælde fra 9. april 1940.

 

Wir hatten immer Hunger

Bogen giver en skildring af det, der nærmer sig en koncentrationslejr i Danmark. Har var tårne med maskingeværer. Her var disciplin og konstant afstraffelse, hvis man ikke udførte en ordre med det samme. Man blev ikke udsultet, som der påstås andre steder fra.

Ingen sultede, men forplejningen var elendig særlig i begyndelsen. . Lejrens inspektør blev betragtet som umenneskelig.

• Wir hatten immer Hunger

Sådan står der i mange erindringsbøger fra Fårhus -lejren.  I starten var maden heller ikke god. Men den blev bedre. Brødsuppen var virkelig velsmagende. Klipfisken, der var hovedret to gange om ugen, var ikke god.

 

Oprør 

Og der var åbenbart store disciplinære problemer i vagtkompagniet. Det gik blandt andet ud over de internerede, der fik frastjålet deres ting. Der er eksempler på, at fangevogterne skød ned gennem rækkerne. De indsatte er blevet prikket med bajonet. Nervepres og åndelig tortur har været til stede.   En køkkenbrand i 1945 antændte både indsatte og personalet. Et varselsskud ramte en af de ansatte i armen. Det fik en af mindretallets ledere til at skrive, at der ofte blev skudt, og folk ofte blev såret.

 

Uden middagsmad

Man kunne komme i Straffe – barak. Inden det skete, blev man undersøgt af en læge, der skulle afgøre, om man nu også kunne holde til det. Kun hver tredje dag fik man varm middagsmad.   Straffen for undvigelse var 15 dage i straffebarak uden middagsmad.

 

Barske forhold

Behandlingen af nogle af de indsatte lå lige på kanten og sikkert også over. Der var forskel på, om man bar gammelt nag eller om man var fængselsbetjent. Fra at være interneringslejr var Fårhuslejren fra august 1945 til nedlæggelsen i 1949 straffefangelejr.

Forholdene for de internerede har været barske. Det fremgår af Instruks for behandling af de internerede. Bare det at man glemte at hilse, ja så faldt hammeren.  Problemet var, at Fårhus
– lejren var overfyldt. Fængselsvæsenet anbefalede, at der maks. måtte være 900 indsatte ad gangen. På et tidspunkt var der faktisk 5.500 på en gang. Stadsingeniøren fra Sønderborg kommanderede øjeblikkelig en forbedring af kloakeringsforholdene.

 

Fængselsinspektøren korrigerede dommen

Der har været påstået at 13 er blevet dræbt i Fårhus – lejren. Det har Henrik Skov Kristensen ikke kunnet finde beviser for. I perioden maj – juni 1945 er to døde i lejren, og en tredje er død på Aabenraa Sygehus. I alle tilfælde er der der optaget politirapport, og i ingen af tilfældene var der tale om vold.

Når fængselsinspektør Gjerstrup  mente, at en indsat havde fået en for mild dom, kunne han finde på, at korrigere rettens dom. Han kunne finde på at anbefale, at den pågældende ikke blev benådet eller løsladt før tid.

 

Grundloven sat ud af kraft

Grundloven var for en tid sat ud af kraft, og man indførte i haste en lovgivning med tilbagevirkende kraft. Den ophobning af had, der var sket under krigen og besættelsen måtte Fårhus – fangerne bøde for. For taberne er Fårhus et symbol på uretfærdighed.

 

Loyalitets – konflikt?

Det Tyske Mindretal var først blevet forledt af Tyskland, som de hyldede under besættelsen, senere blev de forrådt af Danmark, som slæbte dem i retten som landsforrædere. Men handler det ikke om menneske – ideologi?  De tysksindede mente, at de var i en form for loyalitetskonflikt. De krævede særbehandling af den danske stat.

 

Enorm pres på  de unge

Kollaboratørerne gjorde bare, hvad samlingsregeringen havde sagt, de skulle gøre. Men havde den danske regering opfordret dem til at melde sig til Waffen SS eller i andre tyske uniformer. Problemet for den unge tysksindede var det enorme pres fra skolelæreren, organisationen, idrætsforeningen, kammerater, Nordschleswiger Zeitung m.m.

I straffeudmålingen blev der efter en del tid taget hensyn til alder og om man var medlem af Det Tyske Mindretal. Den gennemsnitlige straf for fronttjeneste blev sat ned fra fem til et år.

 

De valgte nazismen

Det Sønderjyske Råd  farede frem med forslag om omfattende udvisninger. Mindretallet gjorde gældende, at de havde samarbejdet med tyskerne, bl.a. ved at levere frontfrivillige. De mente, at dette var fuldt lovligt, da det ikke herskede krigstilstand. Men viste Mindretallet loyalitet over for den danske stat? Da de skulle vælge mellem nazisme og demokrati, valgte de det første.

Mindretallet gjorde gældende, at de havde oplevet massive ødelæggelser på deres ejendom.

 

Et forkert valg

Den danske stat var så emsig, at frontfrivillige blev afkrævet tilbagebetaling af soldatersold og familie-understøttelse, som de havde modtaget under krigen. De havde valgt forkert og det gik
aldeles hårdt ud over økonomien i mange år fremover.

 

Den økonomiske ruin

Det juridiske opgør var lammende for mindretallet. Når forsørgeren blev indsat i Fårhus – lejren kunne det betyde økonomisk ruin for familien. Bund Deutscher Nordschleswiger skrev i 1945:

• Hvis man eksempelvis i dag går en tur gennem Tønders gader, vil man se, at hver anden eller tredje forretning er uden chef, fordi han er interneret. Det drejer sig om gamle, solide foretagender, som for en stor dels vedkommende har været ejet af samme borger-familie i genrationer. Hårdt ramt er også mange dygtige håndværkere og arbejdere, ikke færre præster og læger, embedsfolk og kommunalt ansatte……
• Det drejer sig om medlemmer af en befolkningsgruppe, som er bundet til jorden, og som indtil majdagene i år aldrig har været i konflikt med lov og ret eller i øvrigt har noget med politiet at gøre.

Natten mellem den 30. juni og 1. juli 1945 blev fem butikker i Tønder sprunget i luften. Indehaverne sad i Fårhus – lejren.

 

Samarbejdspolitikken

Samarbejdspolitikken betød, at danskerne slap heldigere ud af krigen end for eksempel Holland  eller Norge. Men det betød også at tyskerne ikke skulle binde så mange tropper her i landet for at holde befolkningen i skak. Den 4. maj kl. 20.36 lød frihedsbudskabet. Nu var det tid til at tage hævn – retfærdig eller uretfærdig.

 

Kom regeringen til selverkendelse?

Min far påstod, at der var flere der blev uberettiget afstraffet, nogle blev slet ikke afstraffet. Hvorfor blev regeringen ikke stillet til ansvar for kommunist – forfølgelsen, grundlovsbruddet og jødedeportationer til KZ – lejre? Savner man ikke en form for selverkendelse? Man er hurtig til at bebrejde Det Tyske Mindretals rolle.

Værnemagere endte i topstillinger. 26 danske skibe blev henholdsvis minesprængt og torpederet af tyskere. Det får unge ikke noget at vide om i skolen.

 

Ministeren stillet til ansvar

I Rigsdagen blev den ansvarlige minister, Frode Jacobsen stillet til ansvar til dels for forholdene i internaterne og til dels for tempoet i afviklingen af internaterne. Der blev vedtaget en lov
for uforskyldt internerede. Men den gav nu ikke de store muligheder for oprejsning.

 

Hårdt fysisk arbejde

Det var belastende for de afstraffede, at komme tilbage i samfundet efter afståelsen af straffen. De blev forfulgt både på den ene og den anden måde. Var de selv skyld i det? Meningerne er mange. Interessen for emnet spores også her på siden.

Det var først i sidste øjeblik, at man tog sætningen hårdt fysisk arbejde ud af loven. I motiver til lovens § 3 stod der, at straffene skulle være strenge for at virke afskrækkende. Først i 1947 blev landssvigerne dømt som alm. afsonere.

 

Ansigter på de indsatte

Ind imellem blev der sat ansigter på de indsatte. Vi får beskrivelser af udvalgte, og hører deres historie. Det gør bogen ekstra spændende. Men sikke dog et arbejde. Endog min bedstefar har forfatteren fundet frem til.

 

Harboe Kardel

Vi får også uddrag af Fårhus – bøger, bl.a. en dagbog af Harboe Kardel. Han er født i 1893 og vokset op i Tønder.  Under Første Verdenskrig gjorde han tjeneste i den tyske hær. I 1934 blev han ansat på Nordschleswigsche Zeitung. I 1944 blev han chefredaktør.

Men allerede fra 1935 var han med i Jens Møllers NSDAP – N, hvor han straks blev ortsgruppenleiter i partiets Aabenraa – kreds.  Han blev bl.a. dømt for at være medansvarlig for oprettelse af Zeitfreiwilligen – og Selbstschutz – korpsene.  Han deltog også i hvervningen af unge til fronttjeneste. Tyskfjendtlige ytringer og overgreb mod mindretallet rapporterede han videre til rigstyske instanser.

På avisen bragte han hadske angreb mod danske institutioner. I 1948 blev han idømt seks års fængsel, men efter kort tid benådet.

 

Kardels dagbog

Kardel skrev delvis sin dagbog på toiletpapir. I 1968 valgte man at gengive dagbogen i Der Nordschleswiger. Noget tyder på, at passager i optegnelserne er blevet efterrationaliseret.Som hos de fleste indsatte, udviklede familiens økonomi sig katastrofalt. Den 20. okt. skriver Kardel  i sin dagbog:

• Nationalsocialismen har ikke forbedret menneskerne – tværtimod.

Den 26. april 1947 skrev han:

• mange tyskere slår forstanden fra, når de taler politik. Alt er følelser.

I slutningen af marts 1948:

• Mange almindelige tyskere mangler ofte en besindig national holdning. De kender kun to holdninger:
• Enten tilbedelse eller pralende opførsel, som forarger enhver fremmed egenart. Men lidelsens styrke afhjælper dette. Det må vi håbe.

Kardel mente også, at retsopgøret var uretfærdigt. Han beskrev det på denne måde:

• Tyskland tabte krigen og Danmark forstanden.

 

Dømt til døden

En mere frygtet og brutal indsat var den tidligere KZ – vagt, Anton Peter Callesen fra Burkal. Han var blevet dødsdømt i alle tre instanser for sine forbrydelser. Han skulle have begået drab på flere fangere. To måneder efter sin sidste dom i 1950 blev han benådet til livslang fængsel. Men i 1960 blev han løsladt fra Vridsløselille.

Mange af de indsattes familier talte kun tysk. Men det ville lejrkommandanten ikke finde sig i. Fremover skulle der tales dansk. Der var mange måder at chikanere på.

 

Manglende lægehjælp

Den lægelige behandling led meget tilbage at ønske. En fængselsbetjent optrådte med skiftende succes som helbreder, indtil man havde fået en ordning etableret. Senere blev
en ung læge antaget som lejr – læge. Han spurgte altid:

• Hvad ordinerede lægen sidste gang.

 

Et illegalt råd 

Retsopgøret i Sønderjylland virkede mere problematisk end andre steder. Omfanget var massivt. Og de tiltalte kom især fra Mindretallet.  I Fårhus– lejren havde man nedsat et (illegalt) juridisk råd, der fortalte, hvad man skulle sig i retten. Men det blev opdaget.

 

Ulykke og bundløs elendighed

Mange forstod ikke, at de skulle straffes. Pastor Beuck fra Aabenraa  blev i Fårhus – lejren verbalt overfaldet af den tidligere fører Jens Møller. Pastoren blev beskyldt for forræderi over
for Mindretallet, og fordi han havde erklæret loyalitet over for den danske stat. Efterfølgende skrev Beuck
til Jens Møller:

• De har gennem deres helt igennem ansvarsløse politik, Deres såkaldte førerskab og gennem Deres åndelige terror som de og deres partikammerater udøvede, styret talløse
  nordslesvigske mænd og deres familier ud i livslang ulykke og bundløs elendighed.

 

Tab af almen tillid

Straffen efter Fårhus – opholdet var ikke forbi. Nu skulle man se, om man kunne redde familiens økonomi. Men det var svært at finde arbejde. De dansksindede ville ikke arbejde sammen med dem, der havde været indsat i Fårhus – lejren.

Man var også blevet dømt som Tab af almen tillid. Det betød, at de dømte med deres handlinger i særlig grad har sat sig ud fra det danske samfund. Det betød:

• Afkald af stemmeret og valgbarhed i offentlige anliggender
• Afkald på offentlig tjeneste og adgang til at opnå offentlig tjeneste og hverv
• Ret til at drive selvstændig næring, hvis udførelse var betinget af næringsbrev eller lignende adkomst.
• Ret til pension, understøttelse eller anden form for ydelse fra det offentlige er bortfaldet m.m.

 

Fordomsfri fremlæggelse

Inden for de sidste par år, er der kommet en del væsentlige bøger, der beskriver Sønderjyllands  historie. Denne hører til de mest væsentlige. Til tider er den mere
spændende end en kriminalhistorie. Bogen er meget afvekslende. Forfatteren skriver selv:

• At lægge historien frem så fordomsfrit, nøgtern og ærligt som muligt.

Det er så sandelig lykkedes for forfatteren.

Den sene selverkendelse

Mon ikke det er sammenholdet og den Faarhus – mentalitet som Der Nordschleswiger  så ofte har skrevet om, der har forhindret, at selverkendelsen i Mindretallet kom så sent. De har så længe befundet sig i offerrollen.  Man kan vel godt forstå dele af Mindretallets anklage. Hævnen var sød fra de dansksindedes side.

Mon ikke også københavneren snart kender Fårhus – lejren.

Den næste bog

Henrik Skov Christensen er nu gået i gang med en bog om Frøslevlejren. Det skal så blive spændende, om man så får den tilsendt.

Henrik Skov Kristensen:  Straffelejren – Fårhus, landssvigerne og retsopgøret  Nyt Nordisk Forlag

Hvis du vil vide mere:

• www.dengang.dk indeholder 1.783 artikler
  
• Under Padborg/Kruså/Bov (63 artikler) 
• Frøslevlejren
• Fårhuslejren
• Harreslev – dengang
• Under Sønderjylland (207 artikler): 
• Den Sønderjyske efterretningstjeneste
• Det Tyske Mindretal og mange flere 

 

Redigeret 17-10.2021