Speckdäne – et skældsord

De to mindretal i grænselandet har ikke altid haft det lige let. De sydslesvigere, der gik over til det danske mindretal bl.a. for at få noget at spise under hungersnød, blev kaldt for Speckdäne. Andre der af mere idealistiske grunde gik over til dem, blev kaldt for det samme. Der blev fabrikeret plakater mod Speckdänen, der lignede antijødiske plakater. Masser af hærværk mod dansksindede institutioner. Forargelse. Mindretal under pres. Gensidig mistro. ”I skal aldrig blive glemt” Det danske Mindretal forsøgte at balancere. Danmark kunne måske byde på en bedre fremtid. Fra 450 til 13.000 elever på kort til i Mindretallets skoler i Sydslesvig. Grænsen ligger fast Danskerne ville have afstemning i Sydslesvig. Briterne var irriteret på de dansksindede. Alle Det Tyske Mindretal’ skoler i Sønderjylland blev tvangslukket. Socialdemokratiet og SPD blev allerede enige i 1923. Briterne etablerede en ny delstat ”Slesvig-Holsten” Kieler aftalen. CDU ville forhindre at SSW fik indflydelse, Man ville i første omgang ikke ophæve 5 pct. reglen. København – Bonn erklæringen er ingen traktat. Det Tyske Mindretal sendte en tidligere SS – mand i Folketinget. Karl Otte Meyer var upopulær i Bayern. SSW fik en justitsminister. Flensborg i et specielt lys. Her havde de dansksindede et absolut flertal. Overskrift i New York Times ”En dansker bliver borgmester i Flensborg”. De tysksindede partier fik efterhånden magten i Flensborg.

 

”Flæskedansker”

At sige ”Flæskedansker” (Speckdäne) er en nedsættende betegnelse for tyske i Sydslesvig, som i forbindelse med afstemningen i 1920 stemte dansk eller som efter 2. Verdenskrigs afslutning meldte sig ind i det danske mindretal for at få del i fødevarer, som blev sendt ril området fra Danmark.

Fra tysk side kaldte man dem for forrædere. Man fremstillede plakater, som efter anden verdenskrig havde typiske ligheder med anti-jødiske plakater.

 

Masser af hærværk

Særlig natten mellem den 20. og 21. september 1952 blev der ydet hærværk mod masser af Det Danske Mindretals institutioner. Blandt andet blev Den Danske skole i Svavsted overmalet med ”Totenkopf” og med sætningen:

• Das sind Speckdänen

Så det gik ikke kun ud over tyske sydslesviger med også de dansksindede. Danske foreninger og skoler modtog også ”Speck”. Det var en mangelvare hos beboerne dengang. Ja det var det efter begge krige. I de danske skoler blev der indført ”Skolebespisning”. Derfor blev skolerne også udsat for hærværk og graffiti.

 

Forargelse

Og det var sikkert for at fremme den danske sag og en eventuel grænseflytning mod syd. Men alligevel er denne forklaring ikke helt korrekt. Forsøgene på at styrke det danske mindretal på denne måde, vakte voldsom forargelse især for den senere formand for Forbundsdagen Kai – Uwe von Hassel.

Man mente ikke at det nyvundne danske sindelag var ægte. De materielle fordele under en hungersnød var utvivlsomt også det vigtigste. Mange faldt da også fra efterhånden som forholdene i Vesttyskland blev bedre. Andre fandt dog også andet end materielle goder ved Det danske Mindretal.

 

Mindretal under pres

Når man er i mindretal i et land, kan det være forbundet med et pres fra flertalsbefolkningen, som ikke ønsker at tage specielle hensyn. Det har både det tyske mindretal i Sønderjylland og Det Danske Mindretal i Sydslesvig mørket.

De har begge mærket når en flertalsbefolkning forsøger at indskrænke mindretallets frihed med forbud og begrænsninger.

 

Gensidige mistro

Forholdene i Grænselandet har udviklet sig dramatisk. Den gensidige mistro fra tiden efter Anden verdenskrig er væk. Dengang blev store dele af Det Tyske Mindretal i Sønderjylland spærret inde i Fårhuslejren og syd på så man med stor mistro de såkaldte ”Speckdänen – sydslesviger, der opdagede at man med fordel kunne skifte sindelag.

I Slesvig har både den danske og den tyske ”overmagt” været skyldig i at lægge pres. I tiden 1850 – 1864 blev der iværksat en fordanskningspolitik i Slesvig. Især sproget var centralt. I forsøget på at udbrede det danske sprog i området, blev dansk det officielle sprog i skoler, kirker og i administrationen. Politikken mødte især modstand i Sydslesvig. Efter 1864, hvor Danmark mistede området op til Kongeåen, dvs. Sønderjylland og Sydslesvig til Preussen med omvendt fortegn. Nu var det danske sprog under pres i undervisningen og i kirken.

Ved udbruddet af 1. verdenskrig var offentlige sammenkomster, der var forbundet at høre til det danske fællesskab – forbudt.

 

”I skal aldrig blive glemt”

Efter 1920 havde hverken Det Tyske Mindretal i Danmark eller Det Danske Mindretal anerkendt grænsen, men statsminister Niels Neergaard fremkom med de berømte ord på Dybbøl som trøst:

• I skal aldrig blive glemt

Efter Hitlers magtovertagelse i 1933 gennemførtes en enhedspolitik. Nazistpartiet- staten – og folket skulle være et. For det danske mindretal gav dette et pres, som både kom ovenfra men også fra lokale kræfter, der chikanerede mindretallet.

Tyskland krænkede brutalt den dansk – tyske ikke-angrebspagt.

 

Det danske Mindretal forsøgte at balancere

Det Danske Mindretal forsøgte at balancere mellem at blive undtaget for visse pligter samtidig med at de ikke ønskede at blive sat helt uden for indflydelse. Medlemstallet faldt drastisk under krigen til ca. 3.000 aktive medlemmer ved krigens afslutning. Omkring 1.000 deltog under 2. Verdenskrig grundet værnepligt. 270 faldt i kampen.

Efter krigen vågnede befolkningen i Sydslesvig op til nød og elendighed. Det var også en form for rodløshed. Den verden der var før 1933 i Tyskland, eksisterede ikke mere. Gader var sønderknuste og fødevaremanglen var enorm.

 

Danmark kunne måske byde på en bedre fremtid

Den danske regering og private initiativtager fra Danmark sendte fødevarer ned til det danske mindretal. Mange så muligheden for at kunne brødføde deres familie ved at blive medlem af det danske mindretal.

Men man glemmer måske, at mange også så Danmark som håber for en bedre fremtid, hvis grænsen blev flyttet længere syd på, så Sydslesvig også blev dansk. Og mange tyskere ville også distancere sig fra det som deres landsmænd havde fortaget sig ved at melde sig over i det danske mindretal.

 

Fra 450 til 13.000 elever

Resultatet blev, at Det Danske Mindretal i Sydslesvig steg fra knap 2.700 i maj 1945 til knap 75.000 i 1947, hvor medlemstallet var på sit højeste. Det Danske Mindretalsskoler i Sydslesvig steg fra et elevtal på ca. 450 elever til 13.000.

Der blev ikke set på milde øjne i udviklingen af Det Danske Mindretal. De blev jævnlig sat under pres i form af hærværk og chikane.

 

Grænsen ligger fast

Dansk politik stod over for historiske udfordringer omkring mindretalspolitikken, selvom den socialdemokratisk ledede regering allerede i 1945 havde gjort det klart:

• Grænsen ligger fast

Det var især en af de ledende mænd fra modstandskampen, den konservative Christmas Møller, der nu som udenrigsminister – ikke ønskede en dansk eventyrpolitik over for et Tyskland, som var kollapset moralsk, statsligt og nationalt efter nazismens ubeskrivelige forbrydelse mod menneskeheden.

Det Tyske Mindretal accepterede nu grænsens forløb endeligt. Dengang selvfølgelig nødtvungen og under stort moralsk pres.

 

Danskerne ville have afstemning

I februar 1946 præsenterede Sydslesvig-bevægelsen Danmarkshistoriens største samling underskrifter – 500.000 – og måneden før havde 70 pct. af befolkningen i Danmark tilkendegivet, at de gik ind for en folkeafstemning i Sydslesvig.

I 1946 opnåede kandidaterne fra Det Danske Mindretal sensationelt 207.518 stemmer (34,1 pct. af alle afgivende stemmer i Slesvig)

Ved det første Landdagsvalg i 1947 fik det nydannede SSW 99,500 stemmer (9,3 pct.). De kunne dermed indtræde i Landdagen i Kiel. Endda i Bundestag kunne SSW indtræde (Hermann Clausen)

Christmas Møller, der endnu i 1920 havde agiteret for et Danmark med Flensborg, var nu blevet bange for, at et stort tysk mindretal i Danmark ville skabe problemer på langt sigt.

 

Sydslesvig – genvundet er kampens mål

Men se allerede i november 1945 fik vi en Venstreregering under ledelse af Knud Kristensen, som var langt mere lydhør over for den sydslesvigske bevægelse. Christmas Møller, Socialdemokratiet og de Radikale betragtede den store tilslutning til Det Danske Mindretal som ”konjunkturbestemt”. Med andre ord ville de først se, om det stak dybere.

Knud Kristensen førte sin egen tvetydige ”private udenrigspolitik”. I en tale i Toftlund sagde han:

• Sydslesvig genvundet er kampens mål!

Det Danske Mindretal krævede støtte af de mange ledende danske politikere, at de tyske flygtninge (horder, som de blev kaldt) skulle flyttes fra Sydslesvig.

 

Briterne irriteret på de dansksindede

Den britiske besættelsesmagt i Nordtyskland så med stigende irritation på den danske grænsekurs, som åbenbart ikke lå så fast, som det ellers var fastslået efter 1945. Briterne forhandlede med den danske regering og fremsatte et forslag/tilbud, om Danmark reelt ønskede at blive genforenet med Sydslesvig. Men var det nu tale om et tilbud, eller snarere et ultimatum?

Briterne forklarede danskerne, at der fandtes den strategisk vigtige Østersøindgang og at Danmark også havde et tysk mindretal.

Churchill var langt mere mistroisk over for Stalins hensigter end de amerikanske præsidenter Roosevelt og Truman.

I begyndelsen havde briterne behandlet Det danske Mindretal storsindet. Men med udtalelser og fordringer fra det Det danske Mindretal ændrede denne holdning sig. Briterne blev irriteret og deres holdning til Det Danske mindretal ændrede sig.

 

Alle Det Tyske Mindretals skoler blev lukket

Det Tyske Mindretal i Sønderjylland oplevede at alle mindretals -skoler blev lukket. Desuden blev alle tyskejede ejendomme beslaglagt. Tusinder af medlemmer fra mindretallet blev interneret og mange af disse uden at der var fældet en dom. Som vi tidligere har berettet om følte Det Tyske Mindretal sig meget dårligt behandlet af de danske myndigheder. De kunne dengang ikke forstå at ved at støtte de tyske tropper, havde de gjort sig skyldige.

 

Socialdemokraterne havde besluttet, at ”Grænsen lå fast”

Også Knud Kristensens regering blev væltet på Sydslesvig – spørgsmålet af bl.a. Socialdemokratiet og Radikale. Man har glemt, at der i 1923 blev indgået en historisk aftale mellem SPD – formanden Otto Wels og Thorvald Stauning om at de to internationale partier betragtede 1920-grænsen som endelig.

Hans Hedtoft overtog regeringsmagten den 13. november 1947. Og han overtog også den partiløse Gustav Rasmussen, som var en god ven til Christmas Møller. Det var som om, at Hans Hedtoft og Gustav Rasmussen ikke havde den bedste kommunikation. Dette har vi beskrevet i tidligere artikler.

 

En ny delstat ”Slesvig – Holsten”

Den britiske besættelsesmagt accepterede – trods dansk og sydslesvigsk modstand – i 1947 oprettelse af den nye delstat Slesvig Holsten. Der gik ellers rygter om, at der skulle etableres en større ”Nordstaat” bestående af Slesvig Holsten, Hamborg og Niedersachsen.

Men dette historiske tiltag udeblev dog for efterhånden bidrog den tyske regering med massiv økonomisk hjælp. Gennem årene udviklede Slesvig Holsten sig positiv efter at have været Tysklands fattiggård.

Man havde også talt om at skille Slesvig og Holsten fra hinanden – give Slesvig til Danmark og så lave en international zone ved ”Nord-Ostsee-Kanal”

 

Kieler – aftalen

I 1949 blev en ny aftale ved hjælp af briterne aftalt, hvor den socialdemokratiske regeringschef i Slesvig Holsten, Bruno Diekmann lovede det danske mindretal rettigheder. Det var den såkaldte Kieler-erklæring. Men det blev ikke til en parallel København – erklæring

 

CDU ville forhindre at de dansksindede fik indflydelse

Men ak. Det Danske Mindretals parti SSW blev ramt hårdt, fordi man forhøjede spærregrænsen til 7,5 pct. Den nye konservative CDU – regering i Kiel, der i 1951 havde afløst SPD – regeringen ville ikke have ”højreekstremistiske tyske småpartier” ind. Det danske Folketing protesterede voldsomt. Mindretallet klagede ved den tyske højesteret i Karlsruhe – og her fik den medhold.

I juni 1949 var indbyggertallet i Slesvig Holsten 2.646 millioner. Af disse var 1,173 flygtninge fra Østpreussen.

I 1954 fik SSW kun 42.000 stemmer eller 3,5 pct. af stemmerne og røg helt ud af Landdagen i Kiel.

Modsat kunne Slesvigsk Parti opretholde to procent reglen og ved hjælp af 9.000 stemmer opnå et sønderjysk kredsmandat og således komme i Folketinget.

 

Man ville ikke ophæve 5 pct’ s reglen

Forbundskansler Adenauer forsøgte at overbevise Slesvig Holstens nye ministerpræsident Kai-Uwe von Hassel, der også var CDU’ s næstformand i, at 5 pct’ s reglen skulle ophæves. Men han glemte ikke, hvad der var sket dengang med ”Speckdänen”. I øvrigt syntes han at kende bedre til de dansk – tyske problemer end Adenauer.

De tyske betingelser til underskrivning af en fælles traktat var for barske for dansk politik.

 

København – Bonn erklæringen var ingen traktat

Den 29. marts 1955 blev København – Bonn erklæringen endelig underskrevet efter meget svære forhandlinger. Det var lige før det endte med et sammenbrud. Det var tale om hensigtserklæring frem for en egentlig erklæring. Alligevel fik både mindretallene nord og syd for grænsen bedre vilkår.

Forhandlingerne om en dansk – tysk mindretalstraktat mislykkedes. Danmark ønskede ikke nogen gensidig aftale.

 

Det Tyske Mindretal sendte en SS-mand i Folketinget

Herhjemme forlangte ”Det Tyske Mindretal” at der blev givet amnesti for de hjemmetyskere, der var blevet ramt af love med tilbagevirkende kraft. Det drejede sig bl.a. om retsopgøret bl.a. for tysk krigstjeneste.

Den 23.maj 1955 besluttede Landdagen at ophæve fem-procent-klausulen mod det danske mindretals parti.

Det Tyske Mindretal sendte en tidligere SS – mand i Folketinget. Mange danskere følte dette som en provokation af de helt store

 

Karl Otto Meyer blev upopulær i Bayern

Karl Otto Meyer var en slagfærdig politiker fra SSW, der forsvarede de dansksindedes interesse på en til tider bastant måde. Så meget at Frans Josef Strauss fra Bayern råbte om, at danskere ikke skal bestemme tyskernes politik.

Jo jeg mødte Karl Otto Meyer flere gange i de syv år jeg arbejdede i Padborg Boghandel. Jeg fik endda en valgplakat af ham, hvor han nærmest lignede James Bond. I 1971 kom han i Landdagen. Og hvad gør man så. Jo Stoltenberg forhøjede pladserne fra 73 til 74, for at Meyer og SSW ikke skulle blive tungen på vægtskålen.

 

SSW fik en justitsminister

I 2012 indledte SSW et samarbejde med SPD og De Grønne. Anke Spoorendonk blev endda justitsminister. Men stadigvæk er det kritiske røster og de siger, at Det Danske Mindretal bliver støttet af to regeringer. Derfor har de bedre skoler. Disse skoler er også populære hos tyske forældre.

 

 

Flensborg – i et specielt lys

En stor del af SPD i Flensborg viste sympati med Det danske Mindretal. I Husum erklærede formanden for SPD – Tyskland, at nedlægge afdelingen i Flensborg og så etablere et nyt SPD i byen. Man kunne ikke tolerere dansk sympati. Schumacher sagde bl.a.:

• Vi har ingen respekt for ”Speckdänen” af tysk fødsel. Lad være med at lade jer imponere over dansk agitation. Javel folk er sulten. Men Tyskland er ikke det eneste land, der sulter. Jeg ynder enhver et stykke flæsk. Og jeg føler mig ikke som bøddel. Men ”Speck” og nationalbevidsthed er aldrig noget, der skal høre sammen. Det skal være adskilt. At Sydslesvig er et tysk land, det ved alle.
• De fleste folk, som vil væk fra Tyskland, er dem som lever af vores udgifter. Når de nu skal betale tilbage, ja så trykker de sig.

 

De dansksindede fik absolut flertal

Nu var det sådan at i Flensborg blev der to socialdemokratiske foreninger. Den dansk orienterede afdeling kom til at hedde SPF. Ved kommunalvalget i 1948 fik man 8 pladser.  Sammen med SSW fik man i alt 13 pladser.

Efter 1945 ville tre-fjerdedele af beboerne stemme dansk. Men sandheden var vel at de allerfleste igen følte sig som Slesvig-holstener. Den dansksindede overborgmester Jacob Clausen Møller var blevet udtaget af briterne.

 

New York Times: ”En dansker blev borgmester i Flensborg”

Borgerne i Flensborg ville ud af nøden og håbede at Danmark ville hjælpe dem alle sammen. Borgerne i Flensborg sendte deres børn i de danske skoler. Mange af disse blev også kaldt for ”Speck-Dänen”. Og mon ikke det så var en fordel at have en dansk borgmester. De tog fejl. Selv om en overskrift i New York Times lød:

• En dansker blev borgmester i Flensborg.

Borgmesteren stillede sig selv spørgsmålet:

• Er jeg tysker? Er jeg dansker? Nej jer er beboer i Flensborg

 

De tysksindede partier overtog magten

Alt hvad han sagde og gjorde, havde kun et formål, og det var at gøre Flensborg bedre. Han organiserede og fik bygget huse og forbedrede infrastrukturen.

Langsomt kom til at gå bedre i Flensborg. Det så efterhånden bedre ud for de tyske partier. Efterhånden kiggede man ikke mere længselsfuld efter Danmark.  Og Tysklands statschef gjorde det klart, at en ændring af statsgrænsen ville det ikke blive til.

I 1951 var det første gang tysk flertal i rådsforsamlingen. Et år tidligere var Møller blevet by-præsident. Dette job opgav han nu. I seks år havde han repræsenteret byen. Han havde fået genopbygget byen og frem for alt givet Flensborg en selvtillid.

Møller døde som 78- årig. I dag flagrer Dannebrog stadig men kun for at erindre om historien og for at hilse på turisterne fra Norden.

 

Kilde:

• dengang.dk – diverse artikler
• graenseforeningen.dk
• sydslesvighistorie.dk
• dernordschleswiger.dk
• de.wikipedia.org
• geschichte-s-h.de
• de-academic.com
• ndr.de
• taz.de
• abendblatt.de
• Hans Schultz Hansen m.fl.: Sønderjylland A – Å
• Udenrigs/ Det Udenrigspolitiske Selskab
• Dieter Felbick: Schlagwörter der Nachkrigszeit 1945 – 1949
• Lars N. Henningsen: Zwischen Grenzkonflikt und Grenzfrieden
• Lars N. Henningsen: Sydslesvigs danske historie

 

 

Hvis du vil vide mere:

• dengang.dk indeholder 2.096 artikler
• Under Sønderjylland finder du 259 artikler
• Under Tønder finder du 347 artikler
• Under Højer finder du 90 artikler
• Under Padborg, Kruså, Bov finder du 66 artikler
• Under Besættelsestiden (før, under, efter) finder du 410 artikler)
• Under Indlemmelse, Afståelse og Genforening finder du 142 artikler
• Under 1864 og De Slesvigske Krige finder du 46 artikler

 

• Lige syd for grænsen 1940 – 1949
• Flensborg efter 1945
• Sønderjylland til Ejderen
• Sydslesvig 9.-10. nov. 1938
• Da Flensborgs borgmester blev fyret 1936
• Nazisternes sidste tilflugt
• Sydslesvig under og efter Anden Verdenskrig
• Syd for grænsen under besættelsen
• Afnazificering og hungersnød
• Sydslesvig – hvad er den sande historie
• Da Danmark fik tilbudt Sydslesvig
• Tyske reaktioner og Flensborgs farvel
• Det danske Mindretal i hagekorsets skygge

 

• Da Sønderjylland blev dansk
• Da nazismen kom til Sønderjylland
• Folketingsvalget 1939
• Ned med de dansksindede
• Mindretallet i brændpunkt
• Det dansk – tyske i Tønder 1920 – 1933
• Sprogkampen i Tønder 1851 – 1864
• Heimatfest i Tønder 1921
• Tønders dansksindede
• ”Galt” tysk og ”tumbe” dansk i Højer
• Bov Sogn mellem dansk og tysk
• Fårhuslejren
• Straffelejren
• Hvordan var det at bo i Fårhuslejren?
• Da Fårhuslejren satte gang i den?
• Jens Møller – folkefører eller Folkeforfører?
• Det Tyske Mindretal efter 1920
• Besættelsestiden – og Det Tyske Mindretal
• Det Tyske Mindretal
• Carl Beuck – en modig pastor efter 1920
• Dansk – tyske brydninger i et grænseland
• Et mindretal under besættelsen
• De kom tilbage
• Gerningsmænd eller ofre?
• Danskerpak og Tyskerpak og endnu flere artikler