Sommeren 45 – Fra Mismod til Overmod

Dette er et forsøg på at anmelde Per Stig Møllers bog – Sommeren 45 – Fra Mismod til Overmod – Advarsel: Dette er en lang artikel. Vi har udvidet anmeldelsen for at beskrive en interessant periode i Danmarkshistorien fra maj til oktober 1945. Det er en glimrende bog med en fantastisk og informativ historiefortæller. Der er lige et par fejl, som forlaget må rette inden næste oplag. Der er nye oplysninger, forfatteren har kigget i mange kilder, der giver en nuanceret beskrivelse af perioden. Forfatterens holdning skinner igennem, men det gavner oplevelsen. Der er masser af plads til, at du selv kan tage stilling. Bogen kan varmt anbefales.

 

Gentagelser

Det er en meget interessant bog, vi her har fået fat i. Og det er en eminent fortæller. Vores artikel er nok lidt længere, end man forventer af en anmeldelse. Men det skyldes jo også, at det er en yderst interessant tidsperiode, som han beskriver.

Vi bliver stopfodret med information. Per Stig Møller har brugt et væld af kilder. Man skal nok lige vænne sig til, at man kan få den samme information flere gange. Det kan skyldes, at informationen kan være omtalt i en avis i juni og i august. Det kan være om jødernes hjemkomst, om Frikorps Danmark m.m.

 

Et par sjuskefejl

Og så er det lige et par sjuskefejl. Frøslevlejrens efterfølger, Fårhuslejren bliver i første omtale kaldt for Faaruplejren. Senere omtale er korrekt. Og så var det ikke Tønders Amtsborgmester, der stod nede ved Kruså grænse og ventede på englænderne. Det var Aabenraas amtsborgmester. Navnet var rigtig nok. Men det var nu i sin egenskab som politiadjudant, at han stod her.

Man kunne måske have nævnt, at modstandsbevægelsen ikke var glad for at han stod der. De så ham helst bag tremmer. De mente, at han havde været for flink over for tyskerne.

Når vi så taler om Fårhuslejren, så bliver det ikke rigtigt omtalt, hvordan de tysksindede blev behandlet. En fængselsinspektør omtaler, at de blev behandlet strengt men retfærdigt.

På side 282 omtales det, at der blev produceret illegale film, som blev solgt til udenlandske tv-stationer for at vise, hvad der foregik i Danmark. Derved tjente man penge til det illegale arbejde. Problemet er bare, at dengang var der ikke så mange tv – stationer, så mon ikke forfatteren har ment udenlandske biografer.

 

Hitler ville have vundet krigen

Men ellers binder forfatteren de forskellige analyser stærkt sammen. Og det gør ikke noget, at de personlige holdninger skinner igennem. Man lader også læseren selv komme ”til orde”. På forunderlig vis inddrager forfatteren kultur, filosofi, kunst, litteratur og teater.

Vi kigger på det filosofiske med hensyn til ansvar og sindelag. Det er rigtigt af Per Stig Møller, at konkluderer, at hvis resten af Europa havde gjort som vores samarbejdspolitikere så havde Hitler vundet krigen. Vi får en god gang etisk og moralsk besættelsesdiskussion, som aldrig er blevet afsluttet herhjemme.

 

Overflod af politiske og moralske dilemmaer

Der er en overflod af uløste politiske og moralske dilemmaer. Selv om man kender en masser af de kilder, Per Stig Møller har benyttet sig af, har han på forunderligvis nyfortolket mange af dem. Han har gravet masser af avisartikler frem og også romaner og andet historisk litteratur.

 

De gamle politikere fik fat i den lange ende

Bogen er fyldt med kendte og ukendte menneskers skæbne. Og hans vurderinger kan man ikke sætte en finger på. Vi følger alle de nuancerede beskrivelser af de politiske kampe, der prægede landet i 1945. Kampen var især præget af konfrontationen mellem politikerne og frihedskæmperne. Og det var i sidste ende politikerne. Der fik fat i den lange ende.

 

Var det helte eller mordere?

Ja vi får endda også nogle senere anskuelser på nogle problematikker. Og så får lige et ekstra afsnit om begrebet ”Stikker”. Bogen er svær at ligge til side, når man først er gået i gang med den. Godt nok er tidsrummet kun fra maj til oktober, men vi får en masse hop ind i besættelsestiden.

Det er mange skeletter, der vælter ud af skabet. Men ikke alle, der havde samarbejdet med tyskerne, blev straffet. Således steg vores landbrugseksport til Tyskland efter 1943.

Per Stig Møller stiller også et interessant spørgsmål:

 

• Dem der havde likvideret stikkerne, var de helte eller mordere?

 

Med myndighedernes billigelse

I krigens første fase troede alle, at tyskerne ville vinde. De fleste danskere holdt derfor med tyskerne. Men dette ændrede sig, da tyskerne begyndte at få nederlag. Nu støttede danskerne i stigende grad aktiv og passiv modstand. Politikere og embedsmænd blev også presset til at ændre politik.

Dette efterlod mange med et forklaringsproblem.  Som man forsøgte at feje ind under gulvtæppet ved at dømme de danske SS-folk, som havde meldt sig til SS – tjeneste på regeringens opfordring. Eller for den sags skyld solgte løs til tyskerne med myndighedernes billigelse.

 

Det juridiske galehus

Det var et juridisk galehus som den jødiske overretssagfører og formand for den jødiske menighed, C.B. Henriques sagde, da han i retten forsvarede en forretningsmand, der havde solgt varer til tyskerne. Forretningsmanden blev dømt, men ingen af politikerne, der havde sanktioneret salg, endte i retten.

Galehuset var ikke kun juridisk men moralsk var det endnu værre. Man havde gennem 1930’erne og 1940’erne udvist fremmede jøder, og en del af dem havde man overgivet direkte til nazisterne.

 

De gamle politikere skulle forklare deres rolle

I oktober 1943 var alle med til at frelse jøderne, men efter 1945 havde politikerne travlt med at skaffe sig af med de statsløse jøder igen.

De politiske partier og Frihedsrådet indgik en aftale om en midlertidig samlingsregering for så at få et valg ved udgangen af oktober.

Det var som om, at det blev en stor valgkamp. De gamle partier og politikere skulle hele tiden forklare deres rolle før 29. august 1943. Modstandsbevægelsen blev lige efter krigen i den grad hyldet af pressen og befolkningen.

 

Der skulle renses ud til tops

Socialdemokraterne frygtede kommunisterne og De Borgerlige frygtede Dansk Samling. Imens foretog modstandsbevægelsen interneringer under forhold, der lignede hævnagt. Det havde mere karakter af lynchstemning end retssikkerhed.

Frihedsrådet havde fra starten igangsat en lovgivning om retsopgør mod alle, der havde samarbejdet med tyskerne. Der blev lagt op til uhørt hårde domme og dødsstraf med tilbagevirkende kraft. De små fisk blev dømt, mens det trak ud med de store. Og så skulle der renses ud helt til tops, men det blev det nu aldrig.

 

Hykleriet ville ingen ende tage

De gamle politikere havde tilpasset Danmark til den tyske besættelse. Demokratiet blev bøjet. Hvordan det? Kommunisterne blev interneret. Der blev tilladt hvervning til Frikorps Danmark. Så sent som i 1943 blev sabotage fordømt og man blev opfordret til at angive disse. Dem, der havde fulgt opfordringen blev nu efter besættelsen idømt op til fire års fængsel – for forræderi.

Det var ikke kun statsminister Buhl, der advarede mod sabotage. Det gjorde Kong Christian den Tiende også i 1943. Han advarede de unge mod at tilslutte sig aktiv modstandskamp og advaret mod ”uansvarlige elementer” – frihedskæmperne.

Efter krigen hyldede man ham som det nationale symbol, der forenede danskerne i kampen mod tyskerne. Hykleriet ville ingen ende tage.

 

Var kommunisterne de rigtige til at fordømme?

Det var var grundlovsbrud, da kommunisterne blev interneret. Der kom så en melding fra justitsministeren, at han nok skulle sørge for et eller andet, så de ikke kom syd på. Men der skete ikke noget. Det lykkedes dog for ca. 100 af dem at flygte fra Horserød.

Men kommunisterne havde fra 1939 – 1941 samarbejdet med tyskerne og kommunisternes leder, Aksel Larsen havde tordnet mod Frankrig og Storbritannien og støttet Stalin. Men må jo også sige, at kommunisterne ydede en formidabel indsats mod tyskerne i frihedskampen. Men var de nu også de rigtige til at fordømme samarbejdspolitikkerne og de andre?

 

Alle erklærede sig som modstandsfolk

Skridt for skridt var det de gamle politikere, der kom tilbage til magten. Dette er tankevækkende forklaret af Per Stig Møller. De politikere, der havde fordømt sabotage, erklærede sig efter besættelsen som modstandsfolk. De gamle politikere følte sig tydeligt presset af Frihedsrådet og modstandsbevægelsen. Det var mange af disse, der pyntede sig med lånte fjer.

Aviserne havde også støttet samarbejdspolitikken. Det vil de færreste vedgå i dag. De havde også manet til at man afholdt sig fra sabotage og uroligheder. Men da krigen var slut var de nogle af de første, der råbte op på strenge straffe til nazister, værnemagere og andre.

 

Politikerne strittede imod – i 1943

Bruddet i 1943 var ikke udelukkende skabt af modstandsbevægelsen. Det var lige så meget den spontane opstand på arbejdspladserne i storbyerne. Politikerne strittede imod til det sidste. Hvis befolkningen havde efterlevet regeringens formaninger og holdt sig i ro, var samarbejdspolitikken fortsat med det resultat, at Danmark i 1945 var blevet placeret blandt de nationer, der havde kollaboreret med og støttet Nazi – Tyskland.

Besættelsestiden i Danmark var en sejltur i smult vand. Til at begynde med samarbejde.

Ledige blev også under trusler fra den danske fagbevægelse sendt til Tyskland efter den 29. august 1943.

 

Hvordan var det lige med Svenningsen?

Departementschefen som ofte tog en ridetur med Werner Best foreslog at internere alle danske jøder. Så kunne de serveres for tyskerne på et sølvfad. Heldigvis mente Werner Best, at det var for sent.

Men efter den 29. august 1943 forsøgte Niels Svenningsen at etablere en ny regering. Var det lykkedes havde det ikke været tale om et brud med tyskerne. Christmas Møller havde truet med at fyre ham, hvis han blev udenrigsminister. Men den 19. august 1945 kunne man læse, at Niels Svenningsen var blevet gesandt i Stockholm.

Svenningsen forsøgte også at stoppe folkestrejken i 1944. Han stod også på de allieredes sikkerhedstjeneste. Det var en, man ville have haft fat i, hvis der var kommet til kamp i Danmark.

Så sent som i 1944 agiterede Svenningsen også imod sabotage. Han har nok ”paa en utilbørlig Maade modarbejdet den Danske Modstandsbevægelse”. Han var også modstander af Frihedsrådets politik.

Men 40 år efter havde Ninka en samtale med Børge Houmann, der mente at Svenningsen var en udmærket embedsmand.

 

De ansvarlige viste sig i sidste ende at være uansvarlige

Erik Scavenius kan stadig bringe sindene i kog. Men gjorde han andet end at tjene landets interesse ved at samarbejde med tyskerne som et flertal i befolkningen ønskede?

Da regeringen gik af, fortsatte udenrigsministeriets chef, Niels Svenningsen, landets styre og fortsatte reelt samarbejdspolitikken. Per Stig Møller kan følge dem et stykke af vejen men ender i sidste ende med en klar dom:

 

• De ansvarlige viste sig i sidste ende at være de uansvarlige.

 

Han mener, at både Svenningsen og Scavenius gik længere, end de behøvede. Svenningsen plejede venskabelig omgang med Werner Best. Scavenius og hans hustru, Alice plejede venskab med den tyske sikkerhedschef, Karl Heinz Hoffmann, der ledte jødeaktionen og den tyske modterror. Han godkendte også Gestapos brutale forhørsmetoder. Han blev efter krigen dømt i Tyskland, hvor han fik besøg af Erik og Alice Scavenius i hvis hjem han ofte kom under besættelsen.

 

De støttede Werner Best

Både Scavenius og Svenningsen støttede Werner Best efter krigen i de retssager, der blev ført mod ham. De fortsatte også med at korrespondere venskabelig med ham. Det var på et tidspunkt, hvor ingen kunne være tvivl om, at Hoffmann, Best og andre havde blod på hænderne.

Historikere har beskrevet Scavenius som en snedig taktikker. Men Werner Best var også en meget snu strateg.

De fleste glemmer søfolkene, men det gør Per Stig Møller ikke. 6.000 danske søfolk sejlede for de allierede og 1.000 af disse kom aldrig hjem.

 

Blodige befrielsesdage

I befrielsesdagene var der ikke lutter jubel. Alene i København døde 54 personer og 225 blev såret. I Odense mistede 11 modstandsfolk og 12 civile livet og 80 blev såret. Tyskerne mistede mindst tre mand. I Århus omkring Bispetorvet blev 11 dræbt og 37 såret.

Og det var endnu ikke slut. For den 6. maj blev Den danske Brigade beskudt. Fire brigade – soldater og syv civile blev dræbt og 100 blev såret.

De såkaldte forrædere fik mange steder en særdeles brutal modtagelse. I vestre Fængsel klagede fængslets overlæge til Frode Jacobsen. Men han fik det svar, at han måtte være:

 

• Modstander af fredsbevægelsen

 

Var Aksel Larsen en Forræder?

Der var masser af pøbeljustits på gaderne. Den 6. maj blev der udsendt en instruks til modstandsbevægelsen, at de blev nødt til at behandle fangerne ordentligt.

Under tortur havde Aksel Larsen oplyst en del navne. Men han havde dog undladt en del. Det kom frem her efter besættelsen. Han har senere forklaret, at han havde regnet med, at dem han så havde røbet, var nået at flygte.

Socialdemokratiet forsøgte at tilsmudse modstandsbevægelsen ved at beskylde Aksel Larsen for at være forræder og stikker. Og dette argument brugte Hartvig Frisch også i adskillige foredrag. Han og regeringen havde modtaget papirer fra Gestapo, som de nu efter besættelsen ville bruge i deres valgkamp.

Information havde også fået dette tilsendt, men de nægtede at omtale hændelsen. De kendte udmærket baggrunden.

 

På vej – syd på

Per Stig Møller gennemgår i bogen avisudskrifter m.m. om hændelser, der foregik under besættelsestiden, som nu kom frem i diverse blade. Således også omtale fra indsatte fangere, der var på vej fra Vestre Fængsel til Frøslevlejren. Man vidste aldrig om man var direkte på vej i en KZ – lejr.

Turen kunne godt tage 42 timer i en lukket togvogn. Ja nogle gange tog det op mod 70 timer. Jo sommeren 1945 stod i Frihedskampens tegn. Man fik den ene beretning efter den anden.

 

Minerydningen kostede mange liv

Minerydningen blev påbegyndt af tyskerne to dage efter befrielsen. Efterhånden var op til 2.600 tyskere sat på opgaven. 1,4 mio. landminer blev fjernet. Ifølge danske tal mistede 149 tyskere livet. Men ifølge tyske tal var det 250, der mistede livet.

 

Tyskerhadet og hævntørsten blev opildnet i medierne

I henhold til kapitulationsaftalerne skulle de tyske flygtninge blive i Danmark eftersom briterne mente, at de ikke kunne sendes syd på, hvor der herskede hungersnød. Modstandsbevægelsen ville gerne have dem fjernet hurtigst muligt. De sidste flygtninge forlod først Danmark den 15. februar 1949. Tyskerhadet og hævntørsten blev også opildnet i medierne.

I en artikel i Land og Folk kunne man således læse, at der i Frihavnen var 10.000 tyske flygtninge og 10.000 tyske soldater, der gemte sig. Der var således skyderier hver nat.

 

Lunkne lænestolsdanskere

Den 10. – 11. maj blev der afholdt det såkaldte ”Ranum – konvent”. Her skulle der diskuteres om modstandsbevægelsen skulle udgøre en politisk rolle. Dette blev dog forpurret af Frode Jacobsen.

Børge Outze fortalte i Information, at der var alt for mange ”Lunkne Lænestolsdanskere”. Han mente, at for at ruske op i disse, så skulle alle illegale blade som Land og Folk, Frit Danmark og Morgenbladet fortsætte som legale blade. Han håbede selv på at Information kunne et legalt blad, og det blev det netop den 20. maj 1945.

 

Uvilje mod jøder

Da de hvide busser havde hentet de 423 jøder fordelt på 23 busser i Theresienstadt var det et triumftog. Men det var det bestemt ikke, da jøderne skulle indtage deres hjem. Hver anden måtte opleve, at deres hjem var overtaget af andre. Også tyverierne fra disse lejligheder og huse var omfattende. I frit Danmark skrev rabbiner Marcus Melchior i august 1945:

 

• Det er slet dulgt uvilje mod jøder

 

Debat om likvideringer

Flere gange kom debatten om likvideringer op at vende i Sommeren 45. I diverse blade kunne man således læse:

 

• 100 pct. sikker inden en Stikker blev likvideret. Hvis en Person var Stikker, forelagdes Sagen for en Ret bestaaende af Dommere, Forsvarere og Anklagere, og hvis det var det mindste, der haltede, blev der afsagt en Frifindelsesdom. Skulle der likvideres, foregik det ”altid efter nøjagtig forudgaaende Organisation”

 

Men den forklaring var det nu ikke alle der troede på.

 

Jyllands Posten ønskede ikke hævn og dog!

I Jyllands Posten kunne man læse:

 

• Vi ønsker ikke Hævn men retfærdigheder
• Tyskere gjorde brug af de værste Forbrydere og amoralske Banditter
• Ukrudt maa bortluges af Det Danske Samfund
• Dødsstraffen maa ikke bruges i Anvendelse som Hævn, men som et operativt Indgreb, der fjerner den Kræftskade paa Samfundet som Folk af den Kaliber udgør.

 

Ja man kan sige, at mange lignende ”Sprogblomster” har Per Stig Møller fundet mange af. Bemærkelsesværdigt er det, at det er Jyllands Posten, der bringer dette. Tidligere bragte avisen artikler, der nærmede sig nazistiske synspunkter.

 

Tyskerne skulle jages syd for Ejderen

Sydslesvig var oppe at vende mange gange. De Konservative udsendte en pjece, der hed ”Slesvig Frit”. De havde et meget kreativt forslag til Sydslesvig – spørgsmålet. Man skulle sende alle tyskere, der befandt sig nord for Ejderen ned til Tyskland for tyskerne, var et ”umuligt” folkefærd.

Nu var det hvis ikke helt enighed om dette forslag hos de Konservative.

Da Information var blevet en lovlig avis, skrev Børge Outze i en leder:

 

• Hvis De interesserer Dem at faa Modstandsbevægelsens Idealer ud i Livet paa tværs af megen lunkenhed og meget hykleri, saa læs Information, naar den begynder at komme dagligt.

 

Information kunne ikke bruge Frode Jacobsen

 

På side 3 i samme avis kunne man på side 3 læse at kampen endnu ikke var forbi:

 

• Udrensningen af dem paa de højeste Poster svigtede, de skal erstattes.

 

Artiklen slutter med at fastslå, at det er modstandsbevægelsens ånd, der skal leves videre.

Information havde været ”Ringens avis”. Nu troede Frode Jacobsen at han skulle lægge avisens linje i fredstid. Det blev Børge Outze dog træt af, så han skubbede ham ud.

Der var artikler i Information, der gik langt videre end Frihedsrådet m.h.t. dødsstraf. Denne straf blev indført med tilbagevirkende kraft. Minimumsstraffen var som bekendt sat til fire år.

 

Han måtte ikke udgive bog på tysk

Tjenestemandsretten afgjorde at Arne Stevns fik nedgjort sin pension med 25 pct. fordi han havde udgivet sin bog ”9. april” på tysk. Det var nu ikke en særlig tyskervenlig bog.

 

Opgør med modstandsbevægelsen

Den 6. maj arresterede tre frihedskæmpere den kontroversielle, nationalkonservative forfatter og litterat Harald Nielsen, der havde skrevet adskillige kritiske artikler om modstandsbevægelsen og forsvaret samarbejdspolitikken. Han var interneret i tre uger. Så fik han lov til at gå med en hvid attest.

I 1948 leverede han sit opgør med modstandsbevægelsen i form af pjecen ”29. august – og fem Aar frem” Han skrev bl.a.:

 

• Man kunne hvis man hørte til Inderkredsen blive Minister med Ministergage og Ventepenge, og hvis man ikke gjorde det, for en god Dagløn bevogte og genere de Indespærrede – i visse Tilfælde mishandle og pine dem, hvad der altid gjorde Arbejdet mindre kedeligt.

 

I november 1946 beklagede Mogens Fog, at man havde straffet småfolk for strengt.

 

Indespærrede blev ydmyget

Dem, der var så uheldige at blive spærret inde efter besættelsen blev i den grad ydmyget af deres fangevogtere.

Scavenius’ nærmeste medarbejder i Udenrigsministeriet blev ikke behandlet for sine brandvabler. Han blev i stedet sat til at rense toiletter. Til vagternes morskab fik han hældt kogende grød ned over sine hænder.

 

Kampånd i Det Sønderjyske Raad

Der var kampånd til stede i Det Sønderjyske Raad, der på flere folkemøder fik vedtaget en resolution, som medierne optrykte:

 

• At alle særlige Rettigheder, der er tilstaaet de tyske Nordslesvigere i deres Egenskab af Nationalt Mindretal straks ophæves.

 

Aalborg Arrest blev besat

Den 23./24. maj besatte en række frihedskæmpere Aalborg Arrest i protest mod alle de løsladelser. Jo, der var opstået mange spændinger om modstandsbevægelsen.

På den ene side blev de beskyldt for at gå unødigt hårdt frem. På den anden side begyndte modstandsbevægelsen at tvivle på regeringens vilje til at gennemføre retsopgøret fra top til bund.

 

Toldstrup ville befri Sydslesvig

I Randers Dagblad var der den 25. maj et interview med Jens Toldstrup, den ledende modstandsmand i Jylland. Han var overbevist om, at hvis Danmark havde mobiliseret ved krigsudbruddet i september 1939 så kunne Danmark den 9. april 1940 have reddet Norge.

De gamle officerer burde have været udskiftet med ”ungdommens ledere”.

Og så skulle man pacificere og nationalisere Sønderjylland helt til Eiderstedt – grænsen. Et sådant job ville være en værdig opgave for modstandsfolkene i efterkrigstiden. Toldstrup havde planer om med en bevæbnet modstandsgruppe at gå ned til Ejderen og overtale briterne til at trække sig ned til Holsten, så Sydslesvig atter kunne blive dansk. Men han kunne ikke rigtig få nogen med på ideen.

 

”Der staar Stalingrad i alle Danskers Hjerter”

Christmas Møller besøgte det besatte Bornholm den 19. og 20. maj. I en tale sagde han bl.a.:

 

• At der staar Stalingrad i alle Danskers Hjerter

Amtmand Chr. Stemann noterede bagefter, at udenrigsministerens tale havde været – ”det værste Ordskvalder” og at bornholmerne aldrig glemte hans ”forfærdelige udtalelser”. For bornholmerne ”hadede” russerne.

 

18 piger blev klippet skaldet

Natten mellem den 22. og 23. maj klippede modstandsbevægelsen 18 piger skaldede. Det var de såkaldte ”Tyskerpiger”. Derefter blev de fotograferet. Fotoerne blev solgt og pengene gik til Frihedsfonden. Politiet foretog sig ikke noget i sagen.

 

Thune Jacobsen blev arresteret af modstandsbevægelsen

Kommunisterne mente, at forhenværende justitsminister Thune Jacobsen skulle drages til ansvar for at portene til Horserød-lejren ikke blev låst op som lovet.

På forsiden af Information kunne man læse, hvilke politikere, der skulle rammes af retsopgøret. Og det var følgende:

 

• Thune Jacobsen
• Alsing Andersen
• Erik Scavenius
• Munch

 

Modstandsbevægelsen kunne ikke forstå, hvorfor Thune Jacobsen ikke var blevet arresteret og gjorde det derfor selv den 30. maj.

Kristeligt Dagblad kunne fortælle, at 189.046 tyske soldater havde forladt landet, og der var beslaglagt 10 mio. kr. fra militære og civile tyskere.

 

Unuanceret beskrivelse af de tyske flygtninge

I Politiken blev der bragt en artikel om:

 

• Et Døgn i Modstandsgruppens Hovedkvarter

 

Avisen konstater, at irritationen vokser over at modstandsbevægelsen stadig bærer våben. Men selv mener de, at det er nødvendigt. For nu er opgaven at bringe orden i det kaos, som den tyske besættelseshær havde efterladt sig. Landet skulle renses for stikkere. Man skulle endnu sprænge Hipo – grupper og organisere forplejningen til de tusinder og atter tusinder af tyske flygtninge. Og så skulle man også bevogte disse samt alle internerede.

Bladets journalist peger på, at ingen flygtninge tilsyneladende lider nød. Godt nok dør fem mindre børn hver uge:

 

• For dette bærer Flygtningens egen Sløvhed tilsyneladende Hovedskylden

 

At regeringen havde besluttet at give disse flygtninge små rationer, nævnes ikke. Derimod nævnes at

 

• Modstandsbevægelsens Folk i Skuffer og Skabe fandt Fødevarer i rigelige Mængder bl.a. flere Dritler Smør, men det tilhører jo Værnemagten, siger en Flygtning som Forklaring paa, at de ikke har brugt disse Forsyninger.

 

Frode Jacobsen maner til orden i egne rækker

Den 9. juni udsendte Frode Jacobsen en skrivelse vedrørende straffeforfølgelse. Nogle af modstandsbevægelsens folk gik lidt for frisk til den. De havde også deres egen retspraksis. Men Frode Jacobsen mente nu, at i alvorlige tilfælde ville hændelserne blive meldt til politiet.

Skrivelsen blev også sendt ud til datidens medier for at befolkningen også kunne se, at man var indstillet på at holde orden i egne rækker.

 

Hvor mange frihedskæmpere var det?

I en samtale med Politiken den 30. maj fastslog Jacobsen, at modstandsbevægelsen var på 500.000 mand. Den 4. maj fastslog han, at man var oppe på 43.000. Han mente, at dette kunne danne grunden for et hjemmeværn. Men modstandsbevægelsen kunne ikke undværes. Senere korrigerede Frode Jacobsen disse tal.

Onsdag den 15. juni kunne Politiken fortælle, at 91 pct. af danskerne var tilhængere af dødsstraf. Frode Jacobsen mente, at landets dommere var for hurtige til at frigive de anholdte efter besættelsen.

 

Skulle de lege soldater kunne de melde sig i hæren!

Socialdemokraternes tidsskrift ”Socialisten” kunne i deres juli – nummer berette om frihedskæmperne. De takkede for deres indsats under besættelsen. Men nu satte de spørgsmålstegn ved indsatsen efter besættelsen. En løsladt blev skudt i sit hjem, fordi modstandsbevægelsen mente, at han skulle straffes.

En mand fra Sønderborg havde fået sit hjem bombet, fordi man mente, at han var blevet alt mildt behandlet af retten. Bladet kunne ikke forstå, at modstandsbevægelsen ikke skulle aflevere deres våben. Hvis de absolut skulle lege soldater med våben, kunne de melde sig ind i hæren, mente bladet.

I øvrigt mente 40 pct. af den danske befolkning, at modstandsbevægelsen skulle ophæves. 30 pct. mente, at de skulle være en politisk faktor og 30 pct. svarede ”ved ikke”.

 

Frode Jacobsen: Der har været forskellige uheld

Frode Jacobsen mente, at kun 1 pct. af de anholdte efter besættelsen var uskyldige. Han forholdt sig ikke til kritikken af modstandsbevægelsen. Dog udtalte han:

 

• Der har været forskellige uheld.

 

I den forbindelse nævner han biluheld, vådeskud og uheldige elementer mellem frihedskæmperne:

 

• Vi løber naturligvis ikke fra Opgaverne og finder ikke paa at lade de tyske Flygtninge strejfe ud over Landet med deres Sygdomme og Lus.

 

Endelig i juli blev de afløst af 8.000 mand fra det civile beredskab (CB).

Forholdene for de tyske flygtninge var langt fra optimale. Således var 2.800 flygtninge stuvet sammen i Sankt Petri Schule.  Med pigtråd omkring.

 

Maskinpistolernes tid er forbi

Den 6. juli kunne man i Århus Stiftstidende læse et referat af et udsagn af forsvarsminister Ole Bjørn Kraft:

 

• Maskinpistolernes Tid er forbi med Tysklands nederlag. Ingen Gruppe maa faa Adgang til med Trussel om Vold at tilegne sig Indflydelse eller Særret, som det danske Folk er imod.

 

En bedømmelse af Karl Heinz Hoffmann

Samme dag kunne bladet Social Demokraten melde om, at politiet var advaret om tyskernes aktion ”Operation Möwe” den 19, september 1944, hvor politiet blev taget. Men man troede ikke på ”Peter”, der ringede fra Shell – huset. Denne ”Peter” var tysker og ansat i Shell – huset.

Han beskrev også Gestapo – chefen, Karl Heinz Hoffmann:

 

• Han var en Ræv, et godt Hoved, men lumsk og upaalidelig af Karakter. Utvivlsom har han hjulpet mange danskere ud, men det var ikke for andet end for egen Skyld. For som Gestapo – mand var han brutal og skrupelløs. Sikkert en af de farligste Mænd, der overhovedet fandtes på Shell – huset.

Ja sådan blev Alice og Erik Scavenius gode ven.

 

Modstandsbevægelsen besætter Vestre Fængsel

Den 19. juli besatte folk fra modstandsbevægelsen Vestre Fængsel. Man mente, at de indsatte blev behandlet alt for mildt. Nogle i befolkningen var ved at få nok at modstandsbevægelsen og mente, at de skulle sendes hjem uden armbind. Men denne melding udløste en større demonstration foran fængslet. Politidirektør Seidenfarden overvejede på et tidspunkt militæret om hjælp.

Denne aktion var heller ikke med til at give frihedskæmperne et godt eftermæle.

 

Nye tal for frihedskæmpere

I slutningen af juli kom der igen en beregning over, hvor mange frihedskæmpere, der egentlig var. Der var 55.500 mere eller mindre våbenduelige mænd. Et år tidligere var der kun 6.500. Og den 5. maj 1945 var der 43.000. men i besættelsestiden var der kun 5-600 sabotører i virksomhed.

 

Klage til Information fra tyske flygtninge

Den 24. juli bragte Information et indlæg fra tyske flygtninge, der var indkvarteret hos General Motors Fabrik på Nørrebro. De meddelte, at nu havde de fået nok. De skrev, at de gang på gang blev truet med våben. Og de gjorde opmærksom på, at de hverken var forbrydere, tugthusfangere eller kvæg. Nu ville de snart hjem.

Nu var Information nok ikke det ideelle medie at sende sådan en klage til. Og bladet benyttede da også enhver lejlighed til at sjofle de tyske flygtninge og det gjorde også i denne situation. Bladet ironiserede indlægget.

 

Øllebrøds- barmhjertigheden

Samme dag forholder samme blad sig til spørgsmålet om frihedskæmperne skal aflevere deres våben. Man kalder situationen for ”øllebrødsbarmhjertigheden” og mener, at der endnu ikke er ryddet op i landet, så selvfølgelig skulle frihedskæmperne beholde deres våben.

 

Modstandsbevægelsen forlanger særdomstole

En gruppe frihedskæmpere gik den 31. juli i demonstration til Christiansborg. De forlangte at lovene i stedet for at gå tilbage til 29. august 1943 gik tilbage til 9. april 1940. Desuden forlangte de også, at det blev modstandsbevægelsens egne jurister og domstole, der skulle fælde dommene, hvilket betød, at der skulle nedsættes særdomstole.

I Nykøbing Falster truede modstandsfolk med deres våben for at forhindre flere løsladelser. 100 vrede mennesker gennembankede frifundne.

 

Udrensning

Tjenestemands-domstolene behandlede 600 sager. 200 blev afsluttet med frifindelse, ca. 300 sager førte til afskedigelser og 100 fik sanktioner.

Sagførerrådet havde 31 sager. Lægeforeningen havde 100 sager, hvoraf 14 førte til eksklusion. Ja og Dansk Industriforening havde 79 sager.

Værnemagtslovene førte til 10.030 kendelser med en tilbagebetaling på 318 mio. kr.

 

Udrensningen skal gennemføres retfærdig

Den 26. august leverede Socialdemokratiet igen et brud med modstandsbevægelsen. I Struer holdt Hans Hedtoft en tale:

 

• Holder vi ikke fast paa, at Udrensningen skal gennemføres retfærdigt, er vi ikke bedre end Hitlers Knægte og tager hatten af for dem, der paatog sig det illegale Arbejde, men ikke for dem, der fik en Maskinpistol den 3., 4. og 5. maj.

 

National mindedag

Den 29. august var national mindedag, hvor 105 af de faldne, der blev henrettet, blev genbegravet. Faktisk blev 202 fundet. I spidsen stod Wilhelm Buhl, der som bekendt havde opfordret til at angive sabotører.

I 1947 blev 120 af de omkomne i Tyskland ført tilbage til Danmark. De 31 af dem blev begravet i Mindelunden.

 

Ikke alle var tilfredse med retsopgøret

I radioen udnævnte Hartvig Frisch stikkerdrabene som mord og medlemmerne af frihedskæmperne og Frihedsraadet som mordere. Han nævnte også et attentat mod malermester Frost’ s virksomhed i Hjordkær i nærheden af Aabenraa. Hans værksted blev total skadet og der skete skader på beboelseshuset. Frisch forbrydelse var, at han tilhørte det tyske mindretal.

Svenning Rytter påstod i sin bog ”Retsopgøret under og efter besættelsen”, der udkom i 1953, at op mod 90 pct. af de likviderede ikke var stikkere. I april 1945 var der alene blevet likvideret 105 personer.

Hal Koch beskæftigede sig også med udrensningen. Hvis den skulle gå helt til tops måtte det føre til at ”alle Regeringsmedlemmer” og de fleste ”Rigsdagsmænd” blev fjernet. Dommen måtte også ramme Kongehuset. Det skulle også ramme tusind af landarbejdere, der arbejdede for tyskerne. Man kan ikke udrense alle fra top til bund, sagde han.

Senere angreb Hal Koch retsopgøret og mente at det var de små, det gik ud over.

 

En nøgterne vurdering

Den 29. september kunne man i Morgenbladet læse Ove Høegh-Guldberg’ s kommentarer. Han henviste til, at Stauning og Christmas Møller i 1940 henvendte sig virksomhederne og bedt dem om at arbejde for tyskerne.

Da retsopgøret sådan nogenlunde var tilendebragt i 1948, fandt Stephan Hurwitz tiden inde til en nøgtern vurdering:

 

• 000 blev dømt
• 78 fik en dødsdom
• 46 af disse blev fuldbyrdet
• 66 fik livsvarige domme
• 400 fik domme på mere end 10 år
• 000 fik mere end 5 års fængsel
• 000 fik straffe under min. straffe
• Og i 1960 forlod den sidste dømte fængslet

 

Fårhuslejren: De blev behandlet strengt men retfærdigt

I Grænseposten den 5. oktober oplyste den ny leder af Fårhuslejren Cuno Gjertstrup, at her sad der 2.767 fortrinsvis hjemmetyskere:

 

• Det bliver behandlet strengt men retfærdigt

 

Dette var det så delte meninger om hos hjemmetyskerne. Efterhånden var der langt over 3.000 internerede i lejren.

 

Lindemann truede med at skyde Werner Best

Bemærkelsesmæssigt er det, at 40.000 danskere blev interneret og lidt over halvdelen blev taget af frihedskæmpere. Først den 13. maj tog politiet over. Forfatteren glemmer heller ikke at fortælle, at russerne var tæt på, at komme til Danmark, således nåede Montgomerys styrker først Lybæk seks timer før de russiske styrker.

General Lindemann ville have kæmpet til sidste mand, men det ville Werner Best ikke. Han mente, at dette kunne gå ud over de tyske flygtninge. I Flensborg advarede Dönitz også mod kamphandlinger.

Denne Lindemann ville skyde Best for han mente, at Best havde overgivet sig til danskerne. Men han havde faktisk spurgt om lov på det rette sted.

 

Kaj Munk angrebet

Efterhånden begyndte partiaviserne at kritisere modstandsbevægelsen for retsstridig internering, de urimeligt høje minimumsstraffe for de små fisk i retsopgøret. Også den feje ydmygelse af tyskerpigerne blev kritiseret.

Kaj Munk blev beskyldt for at være nazist og have accepteret besættelsen i 1940. Men det var han nok ikke til sidst.

 

Flugten over Øresund

Også fiskerne, der sejlede jøderne over Øresund blev kritiseret:

• Vi arbejdede sammen med et Fiskerlaug og havde i alt 12 Baade til Disposition. De første Jøder, der kom over, kostede gennemsnitlig 3.000 kr. Men til sidst var Prisen sunket til 300. Vi sejlede altsaa Jøder over for ¾ Millioner Kroner. Vi var saa frække, at vi sendte dem afsted fra selve Københavns Havn.

 

Frode Jacobsen var den eneste, der blev valgt fra modstandsbevægelsen

Med en masse anklager lykkedes det at bringe modstandsbevægelsen langt fra politisk indflydelse. Kun Frode Jacobsen af de opstillede fra Frihedsrådet og modstandsbevægelsen blev valgt ind.

Orden blev genskabt. Vi fik en venstre – regering. Det lykkedes at inddæmme kommunisterne, men Sovjetunionen tårnede sig op som sejrherre og de havde lyst til mere. Dog fik Kommunisterne 18 mandater. Helt glemt var de ikke.

 

Hverdagen var vendt tilbage til Danmark

Det glorværdige sammenhold blegnede. Problemerne med manglende boliger, rationering, arbejdspladser og social retfærdighed kom igen i forgrunden. Også de mange tyske flygtninge og en ny grænserevision optog sindene. Hverdagen var tilbage i Danmark.

Også Danmarks neutralitet blev opgivet.

 

Ansvar og sindelag

I afslutning af bogen bruger Møller den tyske sociolog Max Webers sondering mellem ansvarsetik og sindelagsetik. Det er for at give en forståelse af forskellen på politikernes og modstandsmændenes holdninger. Politikerne valgte samarbejdet for at føre befolkningen lempelig gennem besættelsen med mindst mulig skade.

Ud fra sindelagets etik valgte kommunisterne ideologien og modstandsfolkene kampen.

 

• En yderst interessant og informativ bog, der beskriver en interessant periode i Danmarkshistorien fra maj til oktober 1945. Per Stig Møller er en glimrende historiefortæller, men forlaget må lige korrigere de enkelte svipsere inden næste oplag

 

Kilde:

• Per Stig Møller: Sommeren 45’ – Fra overmod til mismod
• Artikler på www.dengang.dk
• b.dk
• kristeligt-dagblad.dk
• historie-online.dk

 

Hvis du vil vide mere: www.dengang.dk indeholder 1.558 artikler, herunder 311 artikler fra Besættelsestiden (Før/nu/efter). Her kan du finde masser af artikler, der uddyber de temaer, som vi beskriver i artiklen.