Soldatergraven i Haven
Af Lisa Hildegarth
I et lille hus ved Bøffelkobbel i Nybøl boede veteran fra treårskrigen Jørgen Hansen Fink. Da Dybbøl skanserne var besat var der en forpost lige i nærheden af huset. Lokalbefolkningen var enten flygtet eller søgt tilflugt i kælderen. Prøjserne omringede stedet, der kom til kamp og de danske fangere blev taget til fange. Jørgen Fink fik fat i en såret dragon, der døde i huset. Ude på landevejen fandt han også en død soldat. I stedet for at køre de 2 km til Nybøl kirke blev de begravet i haven. I 1877 skrev Holger Drachmann et digt om stedet, og i 1920 besøgte han stedet. Ægteparret Fink havde opsat en mindeplade om de to faldne. Og i 1941 blev der opsat en mindeplade af De Danske Våbenbrødre over ægteparet Fink og de to faldne danske soldater. Hvert år den 22. februar afholdes en mindehøjtidelighed ved graven. Den er nu fredet og sikret af en fond.
Soldatergraven i haven
Én af skovene i Nybøl er Bøffelkobbel. Skoven blev plantet af hertug Philip Ernst af Glücksborg omkring 1715. Bl.a. lod han plante eg og bøg mellem Stenderup og Smøl. Skoven er kendt fra de Slesvigske Krige.
I det lille hus Bøffelkobbel boede en veteran fra Treårskrigen, Jørgen
Johansen Fink og hans hustru Kathrine Marie. Jørgen Fink blev soldat i
1842, ved krigens udbrud. I 1848 blev han indkaldt til 12. bataljon, i
1849 var han ved 3. reserve bataljon og var med ved kampene i Ullerup 6.april 1849. I 1850 var han med ved Mysunde, hvor han blev såret af en tysk kugle, der gav ham et dyb ar fra pande til isse. Efter behandling i
Sønderborg blev han overført til København – og han blev derved reddet.
Den 13. juni 1854 blev han gift med enken Kathrine Marie født Hansen – og fra Dybbøl, De købte husmandsstedet Bøffelkobbel, med et jordtilliggende på 3.1245 ha under Nybøl Ejerlav og et tilliggende på 2,3430 ha under Dybbøl Ejerlav, hvilket Kathrine Marie havde med hjemmefra sin fødegård i Dybbøl. Foruden landbrug drev de et malteri. Selv om de var meget dygtige, var de også meget fattige. Bøffelkobbelhuset var bygget som aftægt til Kådnersted nr. 20 ved Bøffelkobbel af Philip Philipsen, der var svigerfar til Peter Jørgensen som Kathrine Marie havde været gift med.
Peter var søn af boelsmand Jørgen Jørgensen Dybbøl, og blev gift med datteren af Philip Philipsen 8. oktober 1831. Philipsen flyttede derefter ind i aftægtshuset.
Den 13. juli 1850 døde Kathrine Marie Jørgensen og Peter Jørgensen giftede sig allerede samme år med Kathrine Marie Hansen fra Dybbøl. Dette ægteskab var af kort varighed, da Peter døde pludselig 13. april 1853. I kirkebogen står der ”Selvmord ved strikken”. Efter det retslige syn blev han gravsat i stilhed.
Den 35 årige enke Kathrine fandt nu Jørgen Johansen Fink fra Varnær. Han var født 11. juni 1817 og således 37 år. De blev kaldt Fink og senere da begivenhederne gjorde dem mere kendte, nævnes de som ”de gamle fra
Bøffelkobbel”.
Under krigen i 1864 blev Bøffelkobbelhuset på en meget ejendommelig måde brændpunkt i disse krigsbegivenheder. Efter at de danske soldater havde rømmet Dannevirkestillingen, og stridt sig tilbage ad landevejen fra
Slesvig over Flensborg og Gråsten til Sønderborg, blev soldaterne stuvet sammen i huse og gårde langs denne rute, når der endelig blev kommanderet:
HVIL!
I flere døgn var Kathrine og Jørgen Fink værtsfolk for disse af anstrengelser segnefærdige soldater, som af Kathrine blev opvartet med varmt øl, mælk og kaffe.
Under belejringen af Dybbølskanserne stod de danske forposter ved
Bøffelkobbel, hvor der i flere dage udspandt sig mange forpostfægtninger.
Mange af egnens beboere havde forladt deres hjem, og måtte ofte gemme sig i kældre eller andre sikre rum, for ikke at blive ramt under skududvekslingerne.
Kathrine og Jørgen Fink blev altså på deres eget husmandssted, mens deres
6-årige lille datter, Marie blev bragt i sikkerhed på Broagerland. Den 22. februar 1864 var forpostfægtningerne omkring Bøffelkobbelhuset blevet meget stærke.
I ly af snetykningen var preusserne med en stor styrke ubemærket rykket frem gennem skoven og helt frem til husmandsstedet. Den danske feltvagt var på 100 mand, og blev ført af løjtnant Henrik Helms; men den blev omringet og alle taget til fange.
Da kampene var ovre, vovede Jørgen Fink sig ud, fik fat i en dragon og bar ham ind i huset, hvor han kort efter udåndede i Jørgens arme. Lidt efter opdagede ægteparret en anden soldat, der lå dræbt ude på landevejen. Også han blev båret ind i huset. Og da Jørgen ikke kunne bringe ligene den 2 km lange vej til Nybøl Kirke, tog ægteparret i stedet den beslutning at begrave de to soldater på den bedste plads i forhaven.
Jørgen Fink gravede en dobbeltgrav i den frosne jord, og sænkede de to lig ned i graven, hvorefter begge blev dækket af dragonens blå kappe. Jørgen bad en stille bøn: “sov sødt i Jesu navn”, og kastede graven til.
Graven måtte desværre åbnes, da de preussiske styrkers chef ønskede vished for, at Jørgen Fink talte sandt med hensyn til de to soldaters begravelse i haven. Da preusseren havde set en flig af dragonens blå kappe, fik Jørgen for anden gang lov til at kaste graven til.
Ved krigens slutning blev gravstedet endelig indrettet med mindetavler og hvidmalede pæle, hvorpå der anbragtes kanonkugler, udskårne fugle og silkebånd i rød-hvide farver, som Kathrine hver aften tog ind, for at de ikke skulle blive ødelagt. Den ene af de tre oprindelige mindetavler bar teksten:
“Her hviler Danmarks tapre Sønner, som faldt for Overmagten, de slumrer sødt i Gravens Gjemme, dog fjernt fra deres Slægtninge. I Himlen har de
Sejren funden, Fredssol for dem er der oprunden.”
På den anden mindetavle kunne man læse:
“Her hviler 2de tapre Danske en Dragon af 4de og en Inft.af 18de Regt.,faldne den 22de Februar 1864.”
På en lille trætavle havde ægteskabet skrevet:
“I Jordens Muld vi henlagde de dyrebare danske Helte, som slog for gamle
Danmarks Ret. De led og kiempede med Ære, indtil de Heltedøden fandt.
Derfor vi Ærens Kranse flette til Minde for de danske Helte.”
Senere blev et smukt støbejernsgitter sat omkring graven.
For Kathrine og Jørgen Fink blev det et livsværk at pleje de to soldaters sidste hvilested i haven ved Bøffelkobbel – og deres gerning vil altid stå som et meget smukt eksempel på og udtryk for ægte og ærlig troskab mod det danske fællesskab.
De to soldater
Dragon ved 4. Dragonregiment, 5. kompagni, nr. 103 Jens Christensen, født
19. juli 1837 i Spjellerup sogn, faldet i en forpostfægtning ved
Bøffelkobbel 22. februar 1864, begravet i Jørgen Finks have 24. februar.
Søn af gårdmand Christen Rasmussen og Else Margrethe Jensdatter.
Hans mindetavle findes i Spjellerup Kirke ved Faxe.
Menig ved 18. Infanteriregiment, 2. kompagni, nr. 441 Hans Hansen, født 31. december 1840 i Kyse, Vallensved sogn, faldet ved Bøffelkobbel 22. februar 1864, begravet i Jørgen Finks have 24. februar. Søn af gårdmand Hans Jensen og Karen Sophie Nicolajsdatter. Hans navn findes på mindestenen foran Skt.
Mortens Kirke i Næstved.
Kathrine og Jørgen Fink kom ikke til at opleve Genforeningen. Kathrine døde 2. januar 1905 og Jørgen 8. august samme år, Datteren Marie, der var født i 1858, forblev ugift og døde i 1944 under Anden Verdenskrig. Ægteparret Fink ligger sammen med deres datter, begravet på Nybøl Kirkegård.
Mange har gennem tiderne – også indtil 1920-Genforeningen – besøgt
Bøffelkobbel, men mest kendt er nok Holger Drachmann, hvis digt lyder således:
“De vog dem; vi grov dem en Grav i vor Have, lagde dem ved Siden af den alfar Vej; alle vore Blomster skal smykke deres Grave sønderjyske Piger, I forglemme det ej! Hvem gemmer vi vel ellers vore Kranse til!”
Sådan skrev vor store digter i april 1877
Digtet gjorde graven landskendt.
De Danske Våbenbrødre afslørede 20. maj 1941 ved en smuk højtidelighed en mindetavle for Jørgen Fink og hans hustru, der i 1864 begravede to danske soldater i deres have og holdt dette gravsted vedlige indtil deres død – og herefter holdt af datteren.
Inskriptionen på soldaternes gravsted tolker i få, men meget rammende ord, hvad episoden ved Bøffelkobbel kom til at rumme af menneskelighed midt i denne krigs gru:
“Fjendehaand brød Deres Livsens Veje, Vennehaand redte det sidste Leje.“
Ægteparret Fink solgte før deres død ejendommen i 1888 til Hermann Wilhelm Christensen fra Kær, og flyttede ind i aftægtshuset ved siden af. Hermann W. Christensen betalte 3700 mark for jord, hus, have og alt beslag, desuden skulle han give ægteparret Fink en aftægt efter den tids målestok. ”De gamle fra Bøffelkobbel” tog ophold i aftægtsboligen og boede der lige til de begge døde i 1905.
Ejendommen blev i familien Christensens familie, indtil Jydsk Motorvejskontor overtog denne i forbindelse med udskiftning af arealer til den nye Alssund forbindelse. Aftægtshuset overgik til barnebarnet Christine Christensen. Hun var et yderst elskværdigt menneske der higede om graven i haven med kærlighed og pietetsfølelse. I hendes gæstebøger er der mennesker fra alle egne af landet. Ved hundredeårs mindet om krigen i 1864 fik hun af dronning Ingrid overrakt fortjenstmedaljen. Christine døde på Sundeved Plejehjem 9. marts 1976
Aftægtshuset solgtes af arvingerne til Nis og Peter Fåborg i Sønderborg. Da den ene af brødrene døde, solgtes huset til Forsvarsbrødrene med tilhørende grav i have
De danske Forsvarsbroderselskaber købte 1. december 1980 Danmarkshistoriens mest kendte, men også lille hus ved Bøffelkobbel, hvilket må glæde alle danske Våbenbrødre, der havde mulighed for at sikre dette mindesmærke for fremtiden – og altså at det bliver bevaret som et minde om en af de meget smukke hændelser i forbindelse med Danmarkshistorien.
Stedet er i dag fredet – og der er oprettet en fond, som skal sikre, at der ikke kan ske noget med dette mindesmærke på grund af økonomiske vanskeligheder.
Den bevægende historie om ægteparret Fink og Bøffelkobbelhuset er en del af historien om 1864. For at sikre husets fremtid og gøre det til en aktiv del af hele “Dybbøl-fortællingen” besluttede Forsvarsbrødrene og fonden bag Bøffelkobbelhuset at lade sig sammenlægge med Dybbøl Mølle, Historiecenter Dybbøl Banke og Museum Sønderjylland.
En mindehøjtidelighed finder sted i haven hvert år den 22. februar til minde om ægteparret Fink og de to danske soldater. Højtideligheden bliver afsluttet med sangen “Slumrer sødt i Slesvigs jord”.
Lokalhistorisk Forening for Sundeved
- Vi takker for bidraget.