Søren Rynke
af Lisa Hildegardt
Han var den sidste hulebeboer i Vendsyssel. Han havde stor kendskab til videnskab og kultur. Hans døbenavn var Søren Kristian Nielsen. Han var en udpræget enspænder. Men han blev gift med Mette Sørensdatter og fik tre børn. Men efter 15 år rejste hun med børnene. Søren arbejde som jernbanebørste og på gårdene i området. I sin ensomhed beskæftigede han sig også med kemi. Alt overskud gik til indkøb af bøger. Den 10. december 1899 var en katastrofe for den 71-årige Søren. Hans hytte brændte ned. Alle hans bøger og instrumenter var gået til. Jerslev Sogneråd placerede ham i en faldefærdig rønne i Vrængmose ved Skrave. De sidste par år boede han hos en datter og svigersøn. Han døde i 1911 i en alder af 83 år. I 1927 rejste hans eneste ven forfatteren Johan Skjoldborg en mindesten på hans grav.
Søren Rynke
Den sidste huleboer i Vendsyssel var Søren Rynke. Som type var han farvestrålende og i menigmands øjne lidt sær, hvilket dog ikke forhindrede, at han som almuemand var det menneske i Vendsyssel, som havde det største kendskab til kunst og videnskab. I folkemunde blev han kaldt Søren Rynke efter Rynkehuset – den gamle skole i Badskær ved Dybvad, som hans bror ejede, og hvor Søren boede i mange år. Men hans døbenavn var Søren Kristian Nielsen.
Søren blev født i landsbyen Vrejlev ved Hjørring 25. maj 1828. Allerede som barn skilte han sig ud fra de andre børn fordi han hellere ville være alene og læse. Alt hvad han kunne få fat på læste han fra ende til anden.. Og det blev på sin vis afgørende for hans videre skæbne.
Som 22-årig kom han i 1850 til København for at aftjene sin værnepligt. Men også som soldat var han anderledes end flokken. Mens kammeraterne så på byen, så søgte Søren hen på Det kgl. Bibliotek, hvor han stiftede det første og meget afgørende bekendtskab, med kunsten og videnskaben som for ham åbnede vide perspektiver.
Efter soldatertjenesten vendte Søren tilbage til sin fødeegn, hvor han fik plads på en gård på Sæby-egnen. Han var ingen ringe karl, men en udpræget enspænder, hvilket kom frem derved, at han brugte det meste af sin karleløn til køb af bøger. Som 29-årig blev han gift med Mette Sørensdatter, og sammen fik de tre børn. Søren sørgede godt nok for mad og klæder til familien, men hvad der ellers blev tilovers af hans løn, gik til bøger og skrifter. Men efter 15 års ægteskab rejste Mette fra ham og tog børnene med sig. Han har senere fortalt at han siden kone og børn forlod hjemmet, havde han det godt og fredeligt.
Om Sørens færden i de følgende år, vides ikke meget. Dog står det klart, at han igennem en længere periode arbejdede som banebørste, dels på jernbanelinjen mellem Nørre Sundby og Hjørring, dels ved bygningen af jernbanebroen over Limfjorden, som blev taget i brug i januar 1879
Hvornår Søren gravede sig ind i lyngskåningen vest for Nymølle, ved Jyske Aas kan ikke siges med bestemthed, men det har antagelig været i tidsrummet mellem 1885 og 1890. Hans sære livsform blev første gang draget frem i efteråret 1896 i en artikel i Vendsyssel Tidende, og hvis indhold ret nøje svarer til det, der oplyses i den turistfører fra 1898, der nævnes i indledningen. Søren klarede dagen og vejen ved at arbejde på egnens gårde, og selv om han var noget sær, var han meget vellidt. At hulen var et bygningsværk helt for sig selv, fremgår af gamle, gulnede fotografier, og at den var omgivet af en vis form for mystik, er lige så sikkert. Ikke blot viste egnens befolkning, at Søren havde mærkelige bøger, men det var også almindelig kendt, at han i sin ensomhed eksperimenterede med fysik og kemi og til dette formål anvendte forskellige instrumenter og glasbobler.
Han tjente som nævnt til livets sølle ophold ved at arbejde på egnens gårde, og når lønnen blev udbetalt, blev hovedparten sat i bøger. Den 10. december 1899 udbrændte Sørens hule totalt. Han skulle den pågældende dag til et møde og havde med henblik på nattekulden fyldt den gamle jernkakkelovn op med brænde. Da han hen på aftenen vendte hjem, var hulen udbrændt og forkullet, lige som hans bøger og instrumenter var ødelagt. For den 72-årige tænker og filosof var det en katastrofe, så vist som det var hele hans verden, der var blevet ødelagt. De fattige pjalter Søren havde på kroppen var nu hans eneste eje. Ingen brandlidt ridder har stået mere sørgende ved sin borgs ruin, end den gamle Søren ved sin nedbrændte hytte.
Efter branden fik Jerslev Sogneråd Søren ind i en gammel faldefærdig rønne i Vrængmose ved Skæve. Hans stue var en sammenblanding af kasser og bylter, papirer, bøger og madvarer og klædningsstykker imellem hverandre. Ingen møbler i den forstand havde han. Kun et usselt sengeleje.
I februar 1900 meddeles det, at “danske i Minnesota har givet 13 kr. til indsamlingen til huleboeren, Søren Rynke”, og flere skovejere “har lovet gratis at levere det fornødne træmateriale”. Hvad det blev til i alt, vides ikke. Så meget er imidlertid sikkert, at Søren ikke fik noget nyt hus eller nogen ny hule, men blev boende i den lille hytte i Nejsum bakker.
Den gamle Sørens dage var talte. De sidste par år boede han hos sin datter og svigersøn i Volstrup nær Sæby. Den 17. januar 1911 lukkede han sine øjne for stedse. Søren Kristian Nielsen blev begravet på Volstrup Kirkegård. Han døde i en alder af 83 år.
Den 23. april 1927 lod digteren og Sørens eneste ven, Johan Skjoldborg afsløre en mindesten på Sørens grav.
.
SØREN RYNKE
SÅ TÆT VI SAD HINANDEN NÆR
HVOR FÆRDES DU DIN LYSE ÅND
DIN SKYGGE ER KUN HER
DIN VEN REJSTE DENNE STEN