Slesvig Holsten og Bismarck

Ja egentlig handler det om krigen 1864. men det er nok i en hel anden version end den, som skoleeleverne får undervisning i, og den version, som medierne elsker at bringe. Hvorfor blev Danmark svigtet af alt og alle? Kom Bismarck bare og stjal et stykke af Danmark? Liberale var åbne for et selvstændigt Slesvig – Holsten med Frederik af Augustenborg som præsident/hertug. Og sådan ville kong Wilhelm også gerne have det. Men ikke Bismarck. Hans politik gik ud på at komme af med Østrig og indtage magten i Det Tyske Forbund. Og her skulle Slesvig Holsten bruges. For ham var det ikke 1864, der gjaldt, men 1866. Da Frederik den Syvende pludselig døde vågnede de tyske småstater op. Og det gjorde de også på Augustenborg. Englænderne kunne ikke få opbakning på noget som helst. Deres opbakning til Danmark indskrænkede sig til en indkaldelse af en konference. Her viste Danmark en total mangel på smidighed. De afviste alle kompromisforslag. De ville heller ikke have forlænget våbenhvilen. Og så følte de sig som sejrherre. Holdningen hos stormagterne var nærmest så kunne ”Danmark sejle deres egen sø”. Først da Jylland og Als var indtaget og Bismarck truede med at indtage Fyn kom den danske regering til forhandlingsbordet. Man kunne ellers have fået noget der ligner den nuværende grænse i London.

 

En anden version

Skolebørn får at vide at Bismarck var ond og at et stykke ”Danmark” blev tyvstjålet. Og så får de også at vide, at ingen kom Danmark til hjælp. Vi stod helt alene. Men der er heller ikke blevet fortalt, hvorfor Danmark ikke fik hjælp.

Vi forsøger atter engang at komme bar de historier og myter, der bliver fortalt.

Et af de store problemer med 1864 er forklaringen på, hvorfor det gik så galt for Danmark og så godt for Preussen. Man har peget på Monrad og hans ministeriums udygtighed og på Bismarcks statsmandskunst.

Andre mener, at det var uventet engelsk tilbageholdenhed og at Rusland lod Danmark i stikken.

Vi er godt klar over, at det ikke er denne version som man får fortalt i skolen. De hænger stadig noget ”Helteagtigt” over 1864. Ja nogle mener stadig at vi vandt krigen dengang.

 

Et bedre militær og bedre politikere havde ikke kunnet forhindre katastrofen

Ved treårskrigen 1848 – 1851 blev Danmark reddet af en stormagtsintervention, men denne udeblev i 1864.  Forskellen skyldes nu ikke forskellige danske ministerier. Da situationen i 1864 gik i hårdknude, kunne Danmark sandsynligvis kun være blevet reddet af en anden stormagt.

Et større eller dristigt dansk militær indsats eller mere habile politiske ledere kunne næppe have afværget krigen eller undgået afståelsen af i hvert fald en stor del af Slesvig.

 

En kamp mellem liberale og konservative

Slesvig-Holsten var som nationalt samlingssymbol og som en bestanddel af kampen mellem liberale og konservative imidlertid ikke et element i de forskellige tyske staters indenrigspolitik. Det var også et europæisk problem.

I Europa var der en slags blokopdeling mellem de liberalt orienterede vestmagter England og Frankrig på den ene side. Op den anden side havde de konservativt orienterede østmagter, Preussen, Østrig og Rusland.

 

London – kontrakten fra 1852

Vi skal også kigge på den såkaldte London – kontrakt fra 1852. Den regulerede arvefølge-spørgsmålet i hertugdømmerne og anerkendte opretholdelsen af dansk integritet som en ”almindelig europæisk interesse”.

Det er af betydning for forståelsen af ”1864”, at Preussen var den af stormagterne, som led mest af splittelsen mellem konservative og liberale. Statsapparatet var simpelthen ved at gå i stå, da Bismarck som ”konservativ” politiker blev udnævnt til at løse denne indre konflikt.

 

Situationen i Europa

Til den indenrigske konflikt kom med Krimkrigen 1853 – 1856 en alvorlig udenrigs – og sikkerhedspolitisk problem.

Den konservative solidaritet mellem Preussen, Østrig og Rusland blev sprængt ved Ruslands forsøg på en sydvestlig ekspansion. Østrig følte sig truet og gik ind i krigen på Englands og Frankrigs side.

Rusland blev slået og var svækket.  Det var nu Frankrig der for første gang siden 1815 var Europas dominerende nation. Det forbunds sikkerhedspolitiske stilling blev hermed forringet, da det begyndte med en rivalisering mellem Preussen og Østrig. Og hvordan med et samlet Tyskland, hvis Frankrig begyndte med en aktiv udenrigspolitik.

 

Liberale ville have et selvstændigt Slesvig-Holsten

Preussen blev en af de dominerende kræfter i den politiske kamp i næsten alle Europas lande. Slesvig – Holsten var blevet en liberal mærkesag i Tyskland.

De liberales ønsker om oprettelse af en selvstændigt Slesvig-Holsten under hertugen af Augustenborg, kunne Bismarck ikke imødekomme. Slesvig – Holsten kunne derfor ikke bruges som udsoning med de liberale. Men hertugdømmerne kunne måske bruges til splitte de liberale.

 

Fransk aggression

I 1851 var der en voldsom rivalisering mellem Preussen og Østrig om overherredømmet i Tyskland. Østrigerne forsøgte af sikkerhedsmæssige grunde at få mere magt. Den fransk – østrigske krig i 1859 understregede Østrigs udsatte sikkerhedspolitiske situation endnu mere.

Da det slesvig-holstenske problem blev akut i efteråret 1863, skete det netop som forventningen om en fransk aggression i Europa nåede sit højdepunkt. Den preussisk – østrigske krig mod Danmark fandt sted i skyggen af frygt for fransk aggression i foråret 1864.

 

Bismarck ville hindre Østrigs magt

Det preussisk – østrigske samarbejde mod Danmark skete ganske vist for en populær sag, men ingen af disse to stormagter tog hensyn til det tyske forbunds ønske om et selvstændigt Slesvig – Holsten. Forbundet var stærkt uenige med de to stormagter om krigsmålene.

En stor del af Bismarcks politik gik ud på at hindre østrigsk magt. Han var også bange for en fransk – russisk alliance. I begyndelsen troede Bismarck ikke på det tyske forbund.  Han ville ikke i alliance med Frankrig, men kun skabe en mulighed for sådan en.

Da det Slesvig Holstenske problem var akut var muligheden der for en preussisk alliance med Frankrig bedre end nogensinde samtidig men at Østrig var afskåret fra sådan en.

 

Hvordan kunne man tilgodese tyske indbyggers interesse

Diskussionen om Slesvig-Holsten drejede sig udelukkende fra tysk side om hvordan man kunne tilgodese tyske indbyggers interesse. På trods af den ophidsede opinion i Tyskland mod de e danske overgreb I Slesvig-Holsten anbefalede man en forhandlingspolitik.

Men i et brev til Bismarck fra november 1862 argumenterede Bismarcks forgænger i udenrigsministeriet, Bernsdorff for en radikal inddragelse af det Slesvig – Holstenske problem i den tyske magtkamp. Det ville efter Bernsdorff’ s mening være muligt at splitte den østrigske ledende fløj på forbundsdagen ved en aggressiv politik mod Danmark.

De tyske småstaters regeringer ville på grund af det Slesvig – Holstenske problems nationale karakter blive nødt til at følge Preussen. En aggressiv preussisk ledet politik over for Danmark er ”et rigt og nyttigt våben” mod Østrig. Og så ville sådan politik være populær i befolkningen.

 

Østrig ville i Det Tyske Forbund

Efterhånden fandt Bismarck ud af, at han ikke kunne regne med Frankrig. De var kun ude på at skabe splittelse i det Tyske Forbunds,

Bismarck havde spurgt sin krigsminister von Roon om de militære synspunkter i tilfælde af krig mod Danmark.

I august 1863 måned indkaldte Østrig til en fyrstekongres i Tyskland og det var ret sandsynligt, at Østrig i vid udstrækning ville sætte sine krav igennem. Ønsket var at få landet optaget som fuldbyrdet medlem i det Tyske Forbund. Dette ville Bismarck forhindre.

 

De tyske småstater var ikke alle enige om krig

Preussen havde fået et godt forhold til Rusland. Dette var af stor betydning, bl.a. fordi at England stod som Danmarks beskytter i hertugdømmerne. De måtte nu tage en mindre tyskfjendtlig holdning.

Den 1. februar 1864 befandt Preussen og Østrig sig side m side i krig mod Danmark. De var i dyb uenighed med de tyske småstater om krigens formål.

Den 9.juli besluttede forbundsdagen at ville stille følgende ultimatum til Danmark. Marts-patentet skulle sættes ud af kraft og forbundsforsamlingen skulle inden 6 uger have bevis for, at man i Danmark ville indføre en fællesforfatning enten i overensstemmelse med 51/52 – aftalerne eller med Lord Russells forslag i Gotadepechen fra 24. september 1862. Den 27. august afviste Danmark disse krav.

 

Da Frederik den Syvende døde

Den 13. november blev den nye danske forfatning med en endelig etablering af Ejder – Danmark. To dage efter døde Frederik den Syvende pludselig. Nu havde det Slesvig -Holstenske problem en endnu farligere karakter.

Både Preussen og Østrig havde underskrevet London-Traktaten, som anerkendte at prins Christian af Glücksborgs arveret til hele monarkiet, altså også i hertugdømmerne. Men forbundsdagen havde aldrig anerkendt traktaten.

Hidtil havde argumentationen holdt sig til Danmarks traktatlige forpligtelser over for hertugdømmerne og forbundet.  Efter kong Frederiks død rejste det tyske forbund en arveretsligt spørgsmål ved siden af det traktatmæssige.

Den ophidsede stemning i Tyskland steg til kogepunktet ved meddelelsen om kong Frederiks død og kong Christians godkendelse af november-forfatningen den 18. november.

 

Prins Frederik af Augustenborg erklærer sig som præsident

Da prins Frederik af Augustenborg den 16. november erklærede sig som præsident, blev han hurtigt et symbol for den tysk – nationale opinion. Den 21. november mødtes forbundsdagen for første gang efter det danske tronskifte. Her proklameredes det, at augustenborgeren som ”Frederik den 8, af Slesvig-Holsten. Preussen og Østrig fik dog hurtigt begravet anerkendelsesproblemet i et udvalg.

På Forbundsdagen rejste der sig nu et krav om gennemførelse af en ”okkupation” af Holsten og Lauenburg med det formål at sikre landet for dets ” retmæssige arving”.

En sådan handling var et brud på London-aftalen. Men man var bange for at befolkningen ville reagere, hvis der ikke blev fortaget.

I Europa var der en spændt atmosfære. Bismarck havde opnået den ønskværdige stilling som den søgte forbundsfælle, hvor han kunne spille Frankrig og Østrig ud mod hinanden.

 

Flertal i Forbundsdagen for kamphandlinger

Bismarck havde nu knyttet nogle krav til at acceptere London – aftalen. Og det var at Danmark skulle trække november-forfatningen tilbage. Bismarck var klar over, at det nok skulle et andet ministerium til i Danmark.

Den 5. december tog Franz Joseph det hidtil uhørte skridt at overlade Preussen overkommandoen over de 20.000 østrigske soldater, der stod klar til de første kamphandlinger.

Efterhånden lykkedes det efter stærk pression at få flertal for de første kamphandlinger med stemmerne 8-7 og det til trods for at Danmark havde opfyldt en del af betingelserne, nemlig marts – patentet. Den 23. december gik eksekutionstropperne over grænsen til Holsten og Lauenburg, der på forhånd var rømmet af danskere.

 

Bismarck var ligeglad med opbakning fra Forbundsdagen

Bismarck gjorde sine overvejelser. Han mente, at en besættelse af Slesvig ville minimere en europæisk krig. Desuden mente han også at ingen af stormagterne ville komme Danmark til hjælp sådan som situationen var i Europa. En besættelse af Holsten ville alligevel ikke have den store betydning for Danmark.

Kong Wilhelm så helst at hertugdømmerne blev erobret fra Danmark og givet til augustenborgeren. Bismarck så helst at hertugdømmerne blev preussiske.

Bismarck mente ikke, at forbundsdagen ville give mandat til at erobre Slesvig. Men så ville det være et foretagende bestående af Preussen og Østrig.

De andre stater ville tvinge Danmark til at overholde aftalen fra 51/52. men fra Bayern lød det, at man ville indsætte augustenborgeren som hertug af Slesvig Holsten ved hjælp af bayerske tropper.

 

Ingen forpligtelser over for Danmark

Østrig mente, at samarbejdet med Preussen ville udvikle sig til et samarbejde mod Frankrig.

Den 21. januar marcherede de preussisk – østrigske tropper ind i Holsten. Den første februar rykkede man over Ejderen.

Efter træfningen ved Mysunde var Preussen løst fra enhver forpligtelse over for Danmark, mente Bismarck. Uroen i de små tyske stater havde lagt sig.

 

Taktiske overvejelser

Ville Kong Wilhelm få sit ønske opfyldt ville det gå ud over Preussens magt.  Hvis der i løbet af krigen skulle komme til et brud med England, ville Frankrig presse på for at få en alliance med Preussen. Hvis den blev afvist, ville Frankrig forsøge at opnå en forståelse med England.

En preussisk anneksion af hertugdømmerne kunne imidlertid hverken gennemføres med forbundets, Østrigs, Englands eller Ruslands støtte. Kun Frankrig havde nævnt anneksion. Frankrig mente at det danske monarki ville til at indgå i en skandinavisk union med Sverrig -Norge, hvorved det fra fransk side var muligt at udøve et så stærkt pres på Rusland, at et selvstændigt Polen kunne blive en realitet. Så kunne Tyskland måske blive en fransk lydstat.

Udadtil så det ud som om Bismarck tilstræbte en løsning i retning af en personalunion mellem hertugdømmerne og Danmark. Problemet for Frankrig var at de tyske småstater efterhånden bakkede Preussen op. De kunne ikke splitte tyskerne.

 

Englænderne så gerne en Ejder-løsning

Fra England kunne Bernsdorff nu berette, at englænderne ikke ville se roligt på, hvad der skete i Slesvig. Man havde forsøgt at få en forståelse fra russerne. Lord Russel havde forklaret at den engelske regering i tilfælde af besættelse af Slesvig var nødsaget til at understøtte Danmark. Men det var ikke blevet nævnt hvilken understøttelse. Englænderne så gerne en Ejder – løsning.

Englændernes forsøg på at få støtte i Rusland mislykkedes. Ja de kunne heller ikke få støtte i Wien. Paris indtog en noget lunken holdning.

 

Ingen opbakning til England

Russel ændrede nu strategi. En konference skulle ikke indkaldes før Danmark havde ændret november-forfatningen. Samtidig appellerede han til at Bismarck udsatte sin besættelse af Slesvig. Dette var en stor indrømmelse over for Slesvig. Nu mente englænderne pludselig at en besættelse af Slesvig ikke var urimelig under visse forhold.

Bismarck mente at det var urimeligt at udsætte en besættelse af Slesvig. Endvidere svarede han meget klogt at et stigende engelsk pres kunne betyde at han blev afsat. Og det kunne få katastrofale følger for Europa.

Palmerston og Russel kunne heller ikke få parlamentets godkendelse for at England gik enegang i en hjælp til Danmark.

 

Englænderne indkalder til konference

Russell indkaldte nu i stedet til en konference. Men det tog alligevel tre måneder. Først efter 18. april kunne der fastsættes en dato for konferensens begyndelse. Preussen og Østrig ville ikke mere diskutere 51/52 – aftalen. Man ville heller ikke diskutere integritet princippet.

Et fransk forslag om løsning i forbindelse med ”Folkeretten” ville man heller ikke anerkende. Personalunionen ville man heller ikke mere diskutere.

I tilknytning til Bismarcks omtale af et kanalprojekt tidligere på måneden, mente franskmændene at denne så kunne danne den fremtidige grænse til Danmark. Det ville dog være nødvendigt at spørge befolkningen.

Bismarck forstod det franske forslag som at Danmark skulle afstå Holsten, Lauenborg og en del af Slesvig. Frankrig foreslog en Slien – linje.

Bismarck foreslog nu en linje fra Tønder til Flensborg, næsten som vores nuværende grænse.

 

Bismarck advarer mod afstemning

Men Bismarck gjorde opmærksom på at en afstemning i hertugdømmerne eller i Slesvig alene ville for øjeblikket med sikkerhed føre til fordel for en total adskillelse fra Danmark. Og så ville augustenborgeren blive hertug. En deling ved Haderslev eller Aabenraa ville ikke engang kunne opnås, sagde Bismarck.

Det var ikke muligt for England, Frankrig og Rusland til at komme til en fælles forståelse.

 

Danmark havde udvist mangel på smidighed

Fra dansk side fastholdt man den helt umulige linje Eckernförde – Frederiksstad. England forsøgte til sidst med en voldgift. En folkeafstemning blev også nedstemt.

Våbenstilstanden varede kun til 26. juni. Danmark ønskede overraskende nok ikke en forlængelse, før man havde fået acceptable fredsudsigter. Den 25. juni opløstes konferencen og krigen begyndte igen dagen efter.

Danmark havde udvist en bemærkelsesværdig mangel på smidighed. Danmark forkastede alle kompromisforslagene, hvor Preussen havde tilbudt at være ”rimelig”.

Ministeriet Monrad var bestemt ikke deres opgave voksen. Krigens genoptagelse ville betyde nye tab og et afgørende nederlag.

 

Hårdnakket dansk afvisning af alle kompromisforslag

Preussen ville naturligvis altid have kunnet stille yderligere betingelser til forslagene. Danmark overlod ikke en eneste gang initiativet til preusserne med hensyn til forklaringer af kompromisløsningerne.

Der var stor europæisk velvilje over for Danmark. Og det ville have været muligt at opnå en grænsedragning, som den der er nu. Dette var Bismarck indstillet på og det var Østrig også. Den hårdnakkede danske forkastelse af alle kompromisforslag og endda en forlængelse af våbenhvilen blev forkastet af Danmark.

De velvillige europæiske stormagter havde ikke meget råderum til at hjælpe danskerne. Danskerne rokkede sig overhovedet ikke og opførte sig som sejrherre. Den spændte europæiske situation opdagede danskerne slet ikke. Den danske regering virkede svag og uerfaren. Man håbede på det sidste at stormagterne kom til hjælp.

 

Danmark kunne ”sejle deres egen sø”

Rusland er bl.a. blevet beskyldt for at lade Danmark i strikken. Nu var de stadig hårdt ramt af Krim – krigen. Deres forhold til Preussen og Østrig var uhyre vigtig. Den russiske stemme i Europa var ikke med stor vægt.

De franske tilbud om at ”hjælpe” Preussen til erhvervelse af Holsten, Lauenburg og en mindre del af Slesvig var som det tydeligt skulle være fremgået, hverken bestemt af velvilje over for Danmark eller af nationalitetsprincippet. Det var ganske kølige politiske overvejelser, der lå bag.

England tilbød for lidt. De kunne ikke føre fastlandskrig og var for svag en allieret.

Konferencen var sprængt ag flere nationer kunne nu med rette over for deres befolkning erklære, at nu måtte Danmark sejle sin egen sø. Danmark var helt isoleret.

 

Danmark indledte fredsforhandlinger

Krigen gik ikke godt for Danmark. Den 29. juni lykkedes det de tyske tropper at indtage Als og hele Jylland blev taget i en håndevending. Østrig ville ikke trods Bismarcks tilskyndelser ikke gå med til en invasion af Fyn. Men man traf skinforberedelser, som kunne tyde på noget sådant.

Den 8. juli blev ministeriet Monrad afløst af ministeriet Bluhme. Man bad om optagelse af direkte fredsforhandlinger med Preussen og Østrig. Bismarck syntes at tidspunktet var gunstigt ellers måtte der nødvendigvis foretages en invasion af Fyn. Der blev sluttet våbenhvile den 31. juli. Det første fortrolige møde blev afholdt i Wien den 25. juli.

Den 30. oktober blev fredsafslutningen underskrevet i Wien.

 

Et nyt Tyskland – uden Østrig

Bismarck vandt også opgøret mod Østrig. Det skete på slagmarken ved Königgrätz i sommeren 1866. ved freden i Prag blev Slesvig-Holsten endelig indlemmet i Preussen. Østrig måtte acceptere forbundets opløsning og dannelse af et nyt Tyskland uden Østrigs deltagelse.

Krigen var endt så hurtigt, at Napoleon ikke kunne nå at gribe ind. Han måtte endda acceptere fuld preussisk anneksion af en række tyske småstater.

 

Det var 1866 ikke 1864, der var vigtig for Bismarck

Det var i 1866 og ikke i 1864, der betegner opfyldelsen af Bismarcks politiske helhedsopfattelse og målsætningen fra 1850’erne. En erhvervelse af Slesvig-Holsten for Preussen eksisterede kun som et element i Bismarcks politik for så vidt erhvervelsen af en preussisk magt i Tyskland.

Bismarcks Slesvig – Holstenske politik var i sin intention i højere grad rettet imod Østrig end imod Danmark.

 

Kilde:

• dengang.dk – div. Artikler
• tidsskrift.dk

 

• Hvis du vil vide mere:
• dengang.dk indeholder 1.743 artikler

 

• Under 1864 og De Slesvigske Krige finder du 16+26 artikler bl.a.
• Den falske hornblæser
• Niels Kjeldsen ved Blåkær Skov
• Hvad skete der egentlig efter 1864?
• 1864-en ulykkelig kærlighedshistorie
• Soldatergraven i Haven
• Statskup og Enevælde
• Unødvendige Krige?
• Lundtoft herred 1848
• Slaget ved Brøns – set med tyske øjne
• Sandheden om Herman Bang’ s Tine
• G. Monrad – hvordan var han (2)
• Sønderborg – 1864
• G. Monrad – Hvordan var han?
• Slaget ved Brøns (1)
• Velkommen til 1864 og De Slesvigske Krige (Artikel – oversigt)

 

• Under indlemmelse, Afståelse, Genforening finder du 22+119 artikler:

 

• De statsløse i Nordslesvig
• Hvorfor ikke bare bruge ordet ”Genforening”?
• Tolkning af ”Min genforening” – Foredrag
• 1920 – Fortolkninger og debat
• Sønderjylland eller Slesvig
• Så let var indlemmelsen ikke
• Hvordan blev Tyskheden fastholdt?
• Genforening-juridisk: Nej – Folkeligt: Ja
• Slesvig-Holstenisme, et flag, en sang
• Stor opmærksomhed om Grænselandet
• Da vi næsten fik en svensk konge
• Flensborg skulle absolut til Danmark
• Historien bag 1920 er svær at forstå
• Sydslesvig – Hvad er den sande historie?
• 100-års festlighederne bliver overskygget
• Afstemningsfest 10. februar 2020 på rens Efterskole
• Manden, der skabte grænsen
• Vi skal styrke historiebevidstheden
• Da Danmark blev samlet
• Det er 100 år siden
• Tiden omkring 1920 i Sønderjylland
• Velkommen til Indlemmelse, Afståelse og genforening (Artikel – oversigt)