Rise Sogn – dengang

Rise Sogn, hvad er det? Risegård og Riseborg. Amtmanden fik frihedsbrev til Risegård. Urnehoved Ting – lå det her? Et Tinghus – midt inde i skoven. Her var mennesker for 4.000 år siden. Rise – Hellevadvejen blev kaldt for oldtidsvej. Æ Vold er et gammelt forsvarsværk. Wallenstein nedbrændte kirken. Tyskerne stjal altertavlen. En ny brand i 1893. Underlige dufte i Rises skoler. Åen er opkaldt efter dens farve – Rødåen. En kro med mord og spøgelse. Det gik hurtigt i Rødekro. Der kom industri til byen.

 

Rise Sogn – Hvad er det?

Se dengang omfattede Rise Herred – Aabenraa Købstad og Løjt, Rise, Hjordkær og Bjolderup Sogne. Men det ville nok være svært at få placeret i en og samme Facebook – gruppe. Så måske må vi nøjes med at opdele vores historie i Sogne.

Rise Sogn omfatter byerne Rise, Søst, Brunde, Rise – Hjarup, Nr. Ønlev, Mjøls og Lunderup. I ”nyere” tid er også Brunde, Mjøls og Lunderup samt Rødekro tilgået sognet.

 

Risegård og Riseborg

Men lade os starte med Rise Sogn. I Middelalderen var historien knyttet til Riseborg, som har ligget øst for Rise by, halvvejs mellem kirken og Risegård. Nogle steder kan man læse, at denne borg gik til i trediveårskrigen. Men det passer ikke. Den er forsvundet længe før den tid. I listerne over ødelæggelserne i trediveårskrigen findes ingen borg i Rise.

Risegård har ikke som andre forfattere nævnerhaft forbindelse med denne borg. Gården blev samlet af Amtmanden i Aabenraa Henrik Brockdorf i de vanskelige tider efter trediveårskrigen og den store pest i 1659. Amtmanden var ikke særlig tiltalende.

Blandt de gårde, han fik fat på, var den anselige herredsfogedgård – den sydligste i Rise by. Øvrigheden fradømte herredsfoged Thomas Andersens arvinger gården, fordi de formentlig ikke ville være i stand til i disse ufredstider at få den forsømte gård renoveret.

 

Amtmanden fik Frihedsbrev til Risegård

Amtmanden opnåede hos Hertugen af Gottorp frihedsbrev på det nye gods – Risegård (1661) Året efter amtmandens død i 1671 blev frihedsbrevet fornyet for hans enke. Men allerede i 1709 blev skattefriheden ophævet. Derefter gik det tilbage for Risegård. I 1720 blev gården solgt til kammerråd Lyders for 1.500 Rigsdaler. Dette beløb var ikke engang nok til at dække restancerne.  I 1733 solgtes gården sørgelig forsømt til staten for 2.000 Rigsdaler.

Risegård var en af de godser staten lod udstykke i tiden efter 1764. Det vil sige at man først nåede til Risegård i 1774. Godset var da på 812 Tønder land. Således eksisterede stedet som gods kun i godt hundrede år.

Mange år efter var sognets største gård Egelund i Brunde med 103 ha. Dets ejer var kreatureksportør Morits Mortensen.

 

Urnehoved Ting lå det her?

Man formoder at Rise Herred har holdt Ting på en plads ved Rise Kirke. Omkring 1640 fandtes Herredets Tinghus i Aabenraa lige over for Brundlund Slot. En københavnsk historiker udpegede i 1924 Brunlyngen – en sandmark vest for Søst, som stedet for Urnehoved Ting – Sønderjyllands gamle landsting. Men ak, der er udpeget 7 – 8 andre steder, hvor det også kunne have ligget.

 

Et Tinghus – midt inde i skoven

Nord for Mjøls by ved vejen Aabenraa – Hellevad midt inde i Tingskoven lå et Tinghus. Fem veje udgik fra dette Tinghus og gik i alle retninger. Nogle af disse kaldtes for Tingveje. Vejen vestpå mod Hellevad kaldtes Gammel Tingvej. Lidt nord for Tinghuset på en lav pold i udkanten af heden stod galgen. Måske har det engang været Fællesting for Rise og Sdr. Rangstrup Herreder. Det lå midt i det daværende Lille Aabenraa Amt.

 

Her var mennesker for 4.000 år siden

Allerede hen mod slutningen af den yngre stenalder for ca. 4.000 år siden har mennesker haft faste bopladser inden for sognets grænser. Den første bebyggelse har undgået den skovdækkede lerjord. Der findes dog gravsteder øst på i sognet, hvor der nu er skov.

Over hundreder af gravhøje er desværre ødelagt ved pløjning.

 

Rise – Hellevad-vejen kaldtes oldtidsvej

Man kalder vejen fra Rise til Hellevad for oldtidsvej. Og 2 ½ km vest for Rødekro ligger en ældgammel landsby – Mjøls. I 1535 blev byen kaldt for Mulse.  I tidlig tid har det været en stor landsby. Vi kan se det på Johan Meyers kort fra 1641 som er afbildet i P. Lauridsens afhandling om den nordslesvigske bondestand i Sønderjyske Årbøger.  Her ses det at at byen allerede dengang bestod af ikke mindre end 12 gårde.

 

Et gammelt forsvarsværk

Et ældgammelt forsvarsværk ”Æ Vold” har strakt sig fra Øster Løgum Sogn over Hærvejen ind i Rise Sogn. På mejers kort over Lunderup fra ca. 1640 er værket indtegnet æt op mod Rise Sognegrænse. Vest for Hærvejen strakte denne sig mod Gjøl Mose og enge.

 

Wallenstein nedbrændte kirken

Kirken er viet til St. Laurentius er brændt to gange. Første gang var i 1627. Kilder siger, at det var på grund af lynnedslag. Men det var nu Wallensteins tropper, der brændte den ned. Kun de nøgne murer stod tilbage. I forvejen havde kongens tyske rytteri på sit panikagtige tilbagetog brændt præstegården.

 

Tyskerne stjal altertavlen

Kirkens gamle udskårne altertavle fra det 15. århundrede samt kirkens gamle prædikestol blev under tysk styre bragt til Thalow Museet i Kiel. I stedet fik kirken en altertavle, der var kunstnerisk værdiløst, tysk arbejde med smukt udskåret Kristusfigur. Klokken er fra 1631. Og i 1846 fik kirken et nyt orgel. Det kom fra Slesvig Domkirke over Løgumkloster.

 

En ny brand i 1893

Natten mellem den 29. og 30. maj 1893 blev kirken hærget af en ny brand, hvorved samtidig skolen og fem andre bygninger i Rise brændte. I 1894 blev kirken genopbygget med det svære firkantede tårn. Spiret er ottekantet og rager 40 meter i vejret.

I Præstearkivet står følgende:

• Den 29. maj udbrød der brand i et af landsbyens huse og med nordvestenvinden bredte den sig hurtigt til kirken. Tårnet var foroven tækket med spåner og ilden antændte skolens stråtag og skolen brændte hurtigt ned sammen med stalden.

 

Underlige dufte i Rises skoler

Rise gamle skole er den ældste i sognet og således hovedskolen. Ved siden af var der skoler i Brunde, Rise Hjarup og biskoler i Mjøls, Lunderup og Søst. I Rise præstearkiv findes der skoleprotokoller. De er delvis blevet oversat. Og det er til tider meget morsomt at læse. Her er nogle eksempler:

• Degnen hed i 1806 Nis Nissen – Nis Degn er den første lærer i protokollen og er ifølge pastor Kier, Øster Løgum ”en regnemester”. Den Rise præst – pastor Juhl, er af en ganske anden mening, han mener, at ingen elever er i stand til at forvandler 85 sk. Til mark og sk. Der var således strid bland de lærde.

 

• Skolen var proppet med børn, skønt der var opstillet bænke alle mulige steder, måtte en del stå. ”Dertil kom den mefitiske luft som følge af uddunstningerne fra så mange børn – ca. 80, som næsten gjorde mig opholdet i skolestuen uudholdeligt (unausstehlich). Børnene sidder som skruet sammen, og luften er så fordærvet, at man næppe kan udholde det ud en time” Ja sådan skriver præsten sandelig.

 

Åen er opkaldt efter dens farve – Rødåen

I 1640 var der ikke meget bebyggelse, der hvor Rødekro i dag ligger. En mark syd for åen og vest for Hærvejen hed på den tid Møllehøjager. Måske er der her afbrændt en mølle.

Broen over åen hed Rødebro. Åen, der kommer fra Øster Løgum Sogns moser skal efter sigende have sit navn efter farven i åen Rødeå. Denne å forener sig inde i landet med Arnå og senere i Vidåen.

Tidligt har folk bosat sig her langs åen.

 

En kro med mord og spøgelser

Senere blev der bygget en kro. Denne kro fik brændevinsbrænderi. En tid fungerede kroen også som poststation. Den nævnes i 1861 som et søgt gæstgiveri med teglhængt bygning.

Denne kro har også tjent andre funktioner, for eksempel købmandsforretning, bank og tandlæge i dele af kroen. Under Anden Verdenskrig var der indkvarteret soldater her.  Her er også begået mord og der et spøgelse på kroen. De mange gange, jag har siddet her og fået en ”enkelt” eller to, har jeg ikke mødt den.

 

Det gik hurtigt i Rødekro

Efter at stationen blev bygget gik det hurtigt i Rødekro. Jo det er jernbanen, der har skabt Rødekro. Den nord-sydgående længdebane kom i 1864 og fire år efter kom der en stikjernbane til Aabenraa. Jo i 1880 var der 50 indbyggere i Rødekro.

Jernbanefolkene og andre embedsmænd gav byen et tysk præg før 1920. Der var også tysk flertal her i modsætning til de danskprægede nabolandsbyer.

I 1921 havde byen 751 indbyggere. Og i 1950 nåede man op på 1.281 indbyggere. Byen fik et vist handelssted og blev hjemsted for en del industri. Den nationale indstilling skiftede ved udskiftning af jernbanepersonalet. Men der var stadig et tysk mindretal. Byen havde tysk privatskole fra 1933 – 45 og igen fra 1950.

 

Der kom industri til byen

Masser af købmandsforretninger og håndværkere søgte til byen.  Her kom også et hotel og et andelsmejeri. Her kom skoler. Og så kom der en filial af Den nordslesvigske folkebank. Og Sønderjysk Stenforsyning beskæftigede 30 – 50 arbejdere. Et lille skomagerværksted udviklede sig til Ødis Skotøjsfabrik med 35 ansatte.

Af andre virksomheder fra dengang kan nævnes Fredenshøj Teglværk med 25 ansatte samt Nordre Teglværk og Kalkbrænderi. Her var også et savværk, vognmænd, tømrerhandler m.m.

Fra 1961 fik Rødekro en betydelig skotøjsfabrik som nok er mere kendt under navnet Ambre.

I 1970 havde byen 2.246 indbyggere. Dette tal var i år 2000 vokset til 5.281 og lå i 2006 på 5.854.

 

 

Kilde:

• dengang.dk – diverse artikler
• trap.lex.dk
• roedekroby.dk
• risekirke.dk
• Sønderjysk Månedsskrift
• Sønderjyske Årbøger

 

Hvis du vil vide mere:

• dengang.dk indeholder 2.064 artikler
• Under Aabenraa finder du 212 artikler:

 

• Aabenraa – Rødekro Banen
• Damgård Mølle ved Rødekro
• Fra Hjordkær til Rødekro
• Rise Sogns Historie – et strejftog
• Historier fra Rise og Lundtoft Herreder med Sundeved
• Skolen, dengang i Rise Sogn
• En pastor fra Rise