Vi er nået til femte del af Ribes historie. Vi kigger lidt på skarpretteren, natmanden og tiggeren. De tog sig af ”usle forretninger” Ribe havde et stort problem – skarn og omstrejfende dyr. Man kunne ikke komme i kirke i rene sko.  Og så var det problemer, hvem man lukkede ind ved porten i kirketiden. Fremmede tiggere blev smidt af i nabosognet. Og så starter vi en byvandring i det gamle Ribe.

 

Natmanden tog sig af usle forretninger

Ribe havde tidligere ansat og lønnet en Natmand. Han tog sig af de mest usle forretninger. Han skulle flå de selvdøde kreaturer og renovation. Han skulle aflevere huden, dog ikke når det drejede sig om en hest. Han skulle rengøre stadens fængsel og Rådhus – gangen.

 

Rense skorstene

Når godtfolk lod skarnet ligge og flyde, skulle han advare dem to gange. Hjalp det ikke måtte han udpante 4 skilling fra hvert hus. Natmanden skulle hjælpe skarpretteren rense den rende som løb langs kranen nede ved havnen. Han skulle 4 gange årligt sørge for, at en stærk karl fire gange årligt skulle rense skorstene hos borgere.

 

Kirurgen følte sig truet

Skarpretteren fik en særlig betaling for sine uhyggelige gøremål ved skampælen eller galgen. Han udøvede også praksis som kirurg. Det betød at stadskirurgen Joh. Henrik Henckel følte sig truet i sin lovlige næring. Han udtog derfor stævning og proces mod mester Vitus Wagner. Mesteren havde endda opnået en hvis anseelse hos mange syge.

 

Virksomhed stiger i vækst

Hans virksomhed var i stadig vækst. Dør om dør boede han sammen med sine usle håndlanger, Natmanden eller Rakkeren. Disse to sank dybere og dybere
ned i folks foragt. De boede alle tre i et forfaldent munkestenshus nord for domkirken.

 

Ingen faddere til datteren

I 1695 kunne man håbløst og fattigt høre om, at der ingen faddere var til Natmandens datters dåb. Han bar selv datteren op til døbefonden. Måske havde byen medlidenhed med ham, for i 1705 sætter byen sig i udgift og bevillinger 4 mark og 4 skilling til kristen – tøj til hans barn.

 

Da rakkeren endte sit liv

Når Rakkeren endte sit usle liv, voldte det besvær at få ham i jorden på skikkelig vis. I 1672 meldte fire vægtere sig frivillig mod en betaling af 2 mark hver. Men i 1720 blev man nødt til at tvangsudskrive Skomagerlavet til at følge skarpretterens karl til graven.

 

Svinkrog

Skarpretteren skulle også sørge for, at borgerne ikke kastede urenheder ned i åen. Men det var et svært job. Den nordlige ende af Skibbroen blev i det 18. århundrede kaldt Svinkrog, så beskidt var det. Det var også her, at omstrejfende dyr nedsatte sig.

 

Øl, piber og tobak

Kæmneren og seks borgere drog i 1692 efter Magistratens befaling ud af Nørre – og Sønderport for at holde syn over den skade, Godtfolks svin havde anrettet. I den anledning  blev der trakteret med øl, piber og tobak for 3 Mark og 6 Skilling.

 

Grise – problem

Borgerne fik pålæg om, at sætte ringe i trynerne på de omløbende dyr eller holde dem hjemme under trussel om straf. Men ak, det hjalp ingenting. Selv på kirkegården vrimlede det med fritgående grise. De brød også ind i husene omkring kirkegården. Rakkerknægten måtte således bortslæbe en gris, der havde
lagt sig til at dø på selve byens rådhus.

 

Svin blev fredløse

I 1703 udarbejdede byen en slags fredløsheds – diktat, der tillod borgerne at dræbe de svin, der voldte dem skade.

 

I kirke med rene sko

Det hjalp dog ikke. I 1724 greb Stiftamtmand Calnein ind med nye skarpe forbud. Og skarpretter M. Vitus Wagner blev sat i gang med at jage de ubudne gæster,

• thi Svinene voldte Fortræd baade i Byen selv og paa Markerne, hvor de aad af Kornet og Bukke og geder gjorde dem Selskab og ødelagde haver og Træer.

Nu kan man sige, at Ribes gader var særdeles indbydende for de rodende svin. Skarnet blev liggende i store bunker. Man klagede over, at urenligheden var så stor, at folk om søndagen næppe kunne komme i kirke med rene sko.

 

Uhumskhederne voksede

Natmanden fik allerede i 1682 pålæg om, at pante enhver, som ikke om lørdagen fik bragt skarndyngen foran huset af vejen. Uhumskhederne af alle slags væltede trods talrige forbud ud i åen. De tjenestefol, der blev grebet heri fik første gang, tre dages ophold i Finkeburet, næste gang var der seks dages arrest, og tredje gang var det udvisning af staden.

 

Et betydeligt avlsbrug

Kampen med at holde gaderne rene var i virkeligheden håbløst. Byen drev efterhånden et betydeligt avlsbrug. Uden for Nørreport lå en hel lille forstad af lader og stalde. Næsten i  hvert eneste hus inde i staden, blev der holdt svin og kreaturerne.

I de første ti år af det 18. århundrede passerede således årligt 8.000 okser årligt Ribes broer. I 1716 var tallet blevet fordoblet. I 1712 aflagde Frederik den Fjerde byen et besøg, og det betød, at byen forsøgte at rydde det værste skarn væk på den rute, som kongen skulle køre.

 

Gaderne flød med affald

Fra udhuse, gårde og stalde bredte der sig en duft over hele byen. Gaderne flød efterhånden med gødning og strå. Lofterne bugnede af hø. Kreaturerne
bragtes i stald. Med glødende jern blev den yderste del af det strittende lådne hårdække afsvedet af nogle af dyrene. Gadenavnet Sviegade havde sin berettigelse.

 

Komedie i Ribe

I 1697 glemte borgerne for en stund stanken, da man fik besøg af en trup af tyske komedianter. De opførte:

• Der verirrte Liebesstand oder der durchlauchtige Bauer

 

Bøger i domkirken

Når markedsdagene indfandt sig, mødtes den mere fornemme og åndeligt interesserede del af stadens befolkning om boghandlernes stade inde i domkirken, hvor de sidste nye blev lagt frem til beskuelse for bogelskere.

 

Omkring brøndene

Den brede del af befolkningen fik sig en passiar ved en af stadens offentlige brønde, ved Kagkilden på Torvet, ved Gråbrødre – kilde, Puggaards eller Præstegades Kilde, hvor karle, piger og koner mødte frem med deres spande. Men også ved Vandbroerne, hvor kvindfolket besørgede deres vask i å-løbene, var der aktivitet.

 

Blegdamme

I byens udkant lå store blegdamme. Det var udstrakte grønne områder, hvor det hvide tøj lå på Bleg i solen. Slottets Blegdam, som var indrettet af Stiftsamtmand Hans Schack den Yngre, strakte sig fra palisade-porten langs åen til slots – engen. Ved Hundegade bredte der sig en anden bleggård.
Her blev blegmandens hus oprettet.

 

Gadens liv

Foran gadedørene slog godtfolk sig ned, for at få et glimt af gadelivet. Det var nu ikke de store ting, der skete. I tætte kolonner kom køerne luntende. En flok hollandske matroser, som var kommet med okseskibene ude på reden, slentrede forbi. Nu og da drønede stenbroen under de tunge karosser, hvori stiftamtmand eller præsident standsmæssigt drog gennem staden.

 

Ribes tiggere

En gang imellem kunne man også beskue tiggerne, der under Stodderkongens kommando stavrede ynkeligt fra hus til hus efter almisse i Vorherres navn. Fremmede tiggere havde absolut ingen adgang til byen. De blev afvist i porten. Stodderkongens opgave var blandt andet også at slå fremmede fattige på flugt.

Ikke sjældent måtte Kæmnerkassen dog punge ud til bortkørsel af et læs udenbys krøblinger som snarest muligt førtes videre til nabokommunerne, der
så kunne tage sig af dem. En Krøbbel døde dog udenfor Nørreport i 1730. Han blev jordet på byens regning. Det var vægterne, der kastede graven.

Byens tiggere havde tiggertegn. Dette måtte byen bekoste. Man måtte også  sørge for, at Stodderkongen så nogenlunde anstændig ud. Gang på gang måtte man bestride udgifterne til en ny kjortel til ham. I 1699 kostede den 5 Rdr. 5 Mark og 4 Skilling. I 1719 skulle man anskaffe en Stodderkonge – kjole med våben på brystet, enhat og en malet stav. Alt i alt beløb dette sig til 5 Rdr. 12 skilling.

 

Udvist

I 1682 dømtes en familie til at rømme byen for mistanke om tyveri, samt druk, banden, sværgen og anden letfærdighed. Fra prædikestolen bekendtgjorde
præsten over for borgerskabet, hvem der havde begået Helligbrøde.

 

Ballade ved Porten

I 1666 blev der ved portene indskærpet, at der i kirketiden ikke måtte måtte indføres hølæs eller korn. Det kneb nemlig med at få folk i kirke. I 1709 opstod der en strid mellem Præsident Carsten Worm og Byfoged L.M. Friis, om hvem der rådede over byportenes åbning og lukning. Anledningen var, at præsidenten havde givet nogle borgere tilladelse til at slippe ind ad Nørreport med deres hø en søndag morgen.

Da Byfogeden hørte om dette, forbød han portneren om at åbne. Han henholdt sig til reglementet, som foreskrev, at stadens porte skulle holdes lukkede fra lørdag aften til søndag efter aftensang. Kun når kvæget skulle drives ud, eller der ankom rejsende, måtte portene åbnes. Sagen kom fore retten, og denne fandt, at Byfogeden havde overskredet sine kompetencer ved at handle imod præsidentens og Magistratens ordre.

 

Forbudt med julestuer

Også Julestuerne med deres løsslupne lystighed og dans, hvor der så mangen en gang gik voldsomt til, var genstand for moralisternes bekymringer. I 1672 slog Øvrigheden hårdt ned for stedse og under streng straf at forbyde borgerskabet at holde Juleleg i deres huse.

 

En byvandring i Ribe

I 1727 lovpriste rektor Falster stadens nye smukke grundmurede Skoletabernakel. Men ellers var denne nye latinskole et særsyn i byen. Affældige bygninger lænede sig op af hinanden. Så mangen en gavl hang ud over gaden og truede med at styrte til jorden. Ældre, gammel og grå så det ud. Inden i bygningerne skete der noget. Skillerum blev flyttet, trapper blev bygget om. Byggeriet lå stille. Ribe havde arvet bygningerne fra en rigere tid.

 

23 storkeredder

Vandmøller og sluserne fyldte luften med deres evige brus. De våde og grønne enge strakte sig tæt ind under stadens fod. I begyndelsen af det 18. århundrede kunne man i by og forstad tælle ikke mindre end 23 storkereder. Selv på Rådhusets skorsten bosatte den sig. Men det kunne dengang ikke tolereres.

 

En vrimmel af røde tage

Når man nærmede sig staden fra syd, tegnede profilen sig sluttet og fast. Domkirkens masse fyldte midten af billedet. En vrimmel af røde tage og spidse
gavle dannede kreds om kæmpen. Yderst mod øst foldede klosterkirkens store rolige tagflade sig ud i sin fulde bredde. Rakte man blikket mod vest ragede Korsbrødregaards anselige bygninger op.

 

Gårdene blev mere pyntelige

Passerede man broen og den gamle vanrøgtede Sønderport, havde man Stampemøllen liggende på venstre hånd. Til højre ved Horsefold og Gravsgade lå en sammenhængende række af haver, der kun hist og her blev afbrudt af enkelte småhuse, vænger og urtegårde.

Ved slotstomten mod vest havde der i byens velmagtsdage ligget gader, kirker og huse. I Sønderportsgade følte man sig pludselig lukket inde af bebyggelse.
Her gik landevejsfærdselen og jo længere man vandrede, des mere pyntelig og mere anselige blev gårdene. En mængde af dem var gamle.

 

Puggaardsgade

Gavl ved gavl trængte bygninger fra middelalderen og renæssancen sig tæt side om side hen til Skole – og Puggaardsgade. Et par ærværdige, sengotiske stenhuse lå tungt og fast med deres svære mure blandt bindingsværks maleriske flok. Den ene var domkirkens – præsteresidens – den middelalderlige Kannikebolig, Snagdal, senere hotel. Lige over for lå rektoren, Magister Rosenbergs hus. Den kom senere på Peder Terpagers hænder.

Kigger man om hjørnet ned ad Puggaardsgade, mødte blikket en yndefuld idyl. Træer og haver fyldte billedet med grønt og ind imellem dette glødende de røde mure af Oluf Munks gamle stenhus, det stolte Taarnborg.

Her lå det middelalderlige Puggaard med sine massive munkestensmure og små vinduer beskedent gemt bort mellem træer og buske. I denne ærværdige bygning havde rektorerne i lange tider haft bolig. Inden for disse mure levede blandt andet i mange år navnkundige personligheder i Ribes historie.

 

Bispegården

På  det østre hjørne af Sønderportsgade og Skolegade lå Bispegården, der siden Hans Tausens dage havde været knyttet til grunden. Den bestod af et kompleks af bindingsværksbygninger. I 1620 befalede kongen en istandsættelse for mindst mulige Bekostning. Det betød, at man atter i 1669 skulle se på bygningernes brøstfældighed.

Grunden var ret anselig, idet den langs Skolegade strakte sig til Øster Vedsteds gravplads ved domkirken. Mens årene gik greb det truende forfald stadig mere og mere om sig. Bisperne måtte tage forholdene som de var. I 1714 kunne man over døren læse:

• For Huus og Hjem, For Stand og Brød
• Jeg takker Kongen til min Død.

 

Deprimerende digt

Ud for Sønderportsgade lå stald og port, selve beboelseshuset var den to stokværk høje bindingsværksbygning yderst mod nord, hvor smukke barokke døre endnu minder om en herskabelig fortid og blandt de mange indskrifter, biskopperne daglig havde for øje i deres stuer, fandtes også følgende dybt vedmodige tyske vers, som havde fået plads i sovekammeret , hvor en række Ribe – bisper havde lukket deres øjne:

• Ich lebe und weis nicht wie lang,
• Ich muss sterben, weis auch nicht wahn,
• Ich far und weis, Gott lob, wohin,
• Mich wundert, das ich so traurich bin.

 

Brorson måtte flytte

Bygningerne var i en så sørgelig forfatning, at de i 1743 bortsolgtes på en aktion. Brorson tog ophold på Taarnborg. Det indkøbtes i 1761 til bispegård af det offentlige.

 

Snagsdal og Liljebjerget

På  det modsatte hjørne af Skolegade havde som allerede nævnt, domkirkens sognepræst sin embeds – residens i Snagdal. Mod Skolegade var der i tilslutning til det oprindelige stenhus i 1592 opført en to loft høj bindingsværkslænge Nord herfor ved vestsiden af Skolegade lå Anders Sørensen Vedels berømte ejendom Liljebjerget.

Og kære læsere, midt i vores vandretur gennem det gamle Ribe stopper vi, for så i afsnit nummer seks for at vende tilbage.

 

Kilde: 

• Litteratur Ribe (under udarbejdelse)
• www-dengang.dk – diverse artikler

 

Hvis du vil vide mere: 

• www.dengang.dk indeholder 1.783artikler
• Under Sønderjylland finder du 207 artikler

 

• Ribe i begyndelsen (1)
• Ribe – Hekseafbrænding (2)
• Riber – ret (3)
• Ribe fra 1660 (4)
• Ribes Militær – og Borgervæbning (6)
• Mandø – en ø i Vadehavet 1- 2
• Dankirke – syd for Ribe

Redigeret 21. – 03 – 2022