Republikken Sofiegården

Britta fik øje på stedet. Det var forbudt at bo her. Der blev skam betalt leje. Hitler – Hansen i farvandet. Love og paragraffer blev indført. Kommune og ejer blev enig om nedrivning af baghuse. Her blev Gasolin dannet. Kim Larsen blev vred. Slumstormebevægelsen blev dannet. Der står noget andet i Københavns Kommunes arkiver. Der var ingen nedstyrtningsfare. 42 lejligheder og 7 butikker. Socialt og kreativt samlingssted. Viggo Kampmann hjalp med at få aftale i stand. Den gode stemning ændrede sig. Myndighederne blev ydmyget. Rygter om en kommende aktion nåede de unge. Sofiegården udråbt til republik. Man forberedte sig. 200 mennesker i Sofiegården. En kranbil fra overmagten. 46 unge mennesker arresteret. Det var Max Muldjord, der stod for nedrivningen. De unge vendte tilbage. Nu et kollegium, hvor det er lovligt at bo.

 

Britta fik øje på stedet

Det handler om en ejendom på Christianshavn på hjørnet af Sofiegade og Dronningegade. I dag ligger der et kollegium på denne grund. Ejendommen fra 1700 – tallet

I 1965 var ejendommen saneringsmoden. Planerne for ejendommen var ikke færdige, og den stod tom. Med Boligselskabets tilladelse flyttede unge ind i huset. De brugte officielt ejendommen som lager.

Det var egentlig den 20 – årige Britta Lillesøe, der i 1965 fik øje på bygningerne og tog initiativet. Det blev til et blomstrende miljø, der pludselig blev smadret. Britta bladede i telefonbøger og fandt ejeren af bygningerne.

 

Det var forbudt at bo her

Egentlig var det forbudt at bo der, men ejeren Ole Waagensen gav de unge lov til at leje et par af lejlighederne i Sofiegade 3 som lager.

Jo, et var forbudt direkte at bo der, da husene var kondemnerede, dvs. usunde og derfor uegnede som menneskeboliger, Og der måtte absolut ikke bo nogen børn her. Men flere og flere søgte herhen. Til sidst fik de unge overdraget hele karren med forhuse, baghuse, skure og i toilethuse – kaldet retirader.

Og så blev der ellers sat opslag op på Studenternes Boliganvisning, på læreanstalter, på sygeplejeskolen og flere andre steder.

 

Der blev betalt leje

De unge betalte skam i fuld forståelse med ejeren, en lille lejre. Og dette blev inddrevet hos alle beboere. Dertil kom et lille kontingent oveni til mulig istandsættelse og andre udgifter som elektricitet, gas og vand. Planen indebar nedrivning af baghuse og nye indendørs toiletter samt baderum.

De nye beboere satte to forhuse i stand og så rev de baghuse ned og skabte et flot gårdmiljø.

Først boede de unge mennesker illegalt med mørklækningsgardiner, som under krigen og værkstedsskilte på dørene.

 

Hitler – Hansen i farvandet

Man skulle dog lige passe på den enkelte betjent, der patruljerede i gaden. De kaldte ham for Hitler – Hansen. Og når nogen så spottede ham på vejen, lød fare – råbet:

• Hitler – Hansen kommer

Ind i skabe og skuffer røg tallerkner, bestik, hashpiber, galar – alt det, der kunne tyde på rigtig beboelse.

 

Love og paragraffer

Der blev sandelig lavet en masse regler. Kollegieforeningen Sofiegården fik love og paragraffer, som det sig hør og bør. Der blev valgt og nedsat en bestyrelse. De skulle så varetage huslejeindkrævninger. De indkaldte til møder, skrev referater og alt det nødvendige.

I Sofiegade 7 blev der indrettet kontor og en mønttelefon. Ejeren Ole Waagensen var informeret om alt. En skønne dag rev de unge mørklægningsgardinerne ned. Nu blev beboelsen helt åben og dermed politisk. Kommunen vidste stadig ikke, hvad de skulle bruge grunden til.

 

Kommune og ejer gik med til nedrivning

Husejeren gik med til at beboerne selv satte bygningerne i stand.  Sammen med Waagensen og med støtte fra kommunen sørgede de unge for nedrivningen af de klaustrofobiske baghuse og de stinkende retirader. Det var nok ”Danmarks største gårdrydning”.

En murmester, en snedker, en blikkenslager og et par andre håndværkere renoverede bygningerne, både indvendigt og udvendigt. Blandt beboerne var der også nogle håndværkere. Ja der var også nogle arkitektstuderende.

Men de fleste af de unge var nu mere eller mindre halv – eller helstuderende.

 

Endnu flere flyttede ind

Naboerne kom nu efterhånden. Gården her var langt lysere og pænere end deres. Over for kontorerne blev brusekabiner og rigtige toiletter installeret.

Endnu flere flyttede nu ind. Det var folk inden for teater, musik, digte – og malerkunst og livskunstnere og andre fra vidt forskellige steder.

 

Her blev Gasolin dannet

Den digteriske skolelærer Kim Larsen havde mødt elorgel – og guitarspilleren, Willy Jønsson, der flyttede ind tidligere på året. Jazzsaxofonisten Franz Beckerlee, som boede i nærheden kendte Willy i forvejen fra skoletiden. De faldt i snak med poeten Mogens Mogensen, som havde boet der i et par år. Kims digtersjæl tog straks.

Tom McEwan var på et tidspunkt trommeslager efter at Bjørn Uglebjeg stoppede. Franz Beckerlee var mere til jazz og en habil saxofonspiller. Gruppen, der endnu ikke havde noget navn øvede i et gammelt loftrum over Sofiegården. På et tidspunkt var alle deres tekster på engelsk.

En beboer på Sofiegården mente at de skulle hedde Gasoline efter at Franz Beckerlee havde udtalt, at han mente at bandets funktion var at ”tanke folk op”.

 

Kim Larsen blev vred

Og det var min afdøde kone Hanne (Sus) også boede. Hun fortalte, at hun skulle opbevare nogle fotos for Kim Larsen. Dem havde hun så forlagt og kunne ikke finde. Der var en der blev godt sur. Og hun tilhørte også en af de kreative. Hun blev uddannet på Filmskolen. Og herhjemme står faktisk en Bodil.

 

Slumstormebevægelsen blev dannet

Mange unge boligsøgende blev skrevet op på Sofiegårdens lister. Det var langt flere end man kunne rumme.  Senere kom der flere ejendomme til som ejeren af Sofiegården ligeledes administrerede. Og listen med boligsøgende blev givet videre. Det drejede sig om Stengården, Fredensgården, Prins Jørgensgården, Tømrergården, Jægergården, Hudegården. Efterhånden startede nogle aktivister fra de andre ”gårde” den egentlige ”Slumstormebevægelse”.

 

Det står noget helt andet i Københavns Kommunes arkiver

Kigger man i Københavns Kommunes arkiv, står det officielt, at ejeren Danske Andelslejligheder af 1954 havde bedt Kongens Foged om hjælp til at sætte beboerne ud, men beboerne havde nægtet. Herefter hjalp politiet med at rydde husene, så de kunne rives ned.

Men det svarer nu ikke helt til virkeligheden.

 

Der var ingen nedstyrtningsfare

Bygningerne havde været stemplet som ubeboelige og ulovlige at bebo siden 1965. Og nu syntes Københavns Kommune at de unge havde fået for lang snor. Boligborgmester Edel Saunte som selv havde været med til at give de unge en lang snor ønskede nu at kvarteret skulle have et løft.

Hun udtalte til medierne, at det var farligt at befinde sig i bygningerne. Men de unge havde bedt restaureringsarkitekt og specialist Curt von Jessen at besigtige de to huse. Han fandt, at der ikke var nogen øjeblikkelig nedstyrtningsfare. De unge fik også andre specialister til at kigge på forholdene. De fandt heller ikke tegn på nedstyrtningsfare.

De unge skulle ud – om nødvendig med magt.

 

42 lejligheder og 7 butikker

Cirka 60 unge flytter ind og over en 4 – årig periode rykker 60 beboere ind og begynder at sætte bygningerne i stand. De havde fået et mundtligt tilsagn om, hvor længe de kunne blive. Og her boede de så i 42 lejligheder med 7 butikker i en hel karre bagved Atlantic Bio.

Efter at de unge havde renoveret bygningerne var stadslægen på besøg. Han kiggede også på toiletterne og baderum. Han udtalte klart og tydeligt, at nu kunne kondemnerings-kendelsen godt omstødes.

Og ejeren, ingeniør Waagensen ville køre det hele videre med de unge lejere helt lovligt.

 

Socialt og kreativt samlingssted

Det blev et socialt og kreativt samlingssted som fik endnu flere til at flytte ind. Også naboerne kom på besøg. Lokalerne var ulovlige at bo i, men man måtte godt leje dem ud til erhverv og lager. Udlejeren så gennem fingrene, at de unge boede der. Og det gjorde Københavns Kommune også i starten. Man havde en mundtlig aftale med overborgmester Urban Hansen.

 

Viggo Kampmann hjalp med at få aftale i stand

Med til at få den aftale i stand var sikkert tidligere statsminister Viggo Kampmann, hvis tre døtre boede herude. Kampmann havde ført flere korrespondancer med overborgmesteren og haft flere møder med ham.

Man måtte bruge husene som kollegielejligheder indtil bebyggelse blev mulig, hvilket dengang skønnedes til tidligst være i 1971. Boligkommissionen var også indforstået med disse forhold. De unge lovede ikke at røbe disse aftaler.

 

Den gode stemning ændrede sig

Men den gode stemning ændrer sig. Edel Saunte Kommer på kant med de unge eller nok snarere omvendt. Men ejeren er stadig på beboernes side. Nu nægtede hun, at hun nogensinde havde haft en aftale med de unge mennesker.

De unge havde også fået en advokat. Det var Søren Søltoft Madsen søn af den kendte advokat og kommunist Carl Madsen.

I radioens Orientering i den første uge i november 1968 kan man opleve Edel Saunte:

Int: For nogle få dage siden opgjordes kollegiebehovet til cirka 80.000 værelser, synes De så, at det er rimeligt, at Københavns Kommune gennem nedrivningsordre smider 60 studenter og lærlinge på gaden nu?

E.S.: Det er jo meget beklageligt, at de unge mennesker skal ud, men de er jo flyttet ulovligt ind, og de har jo hele tiden vidst, at de skulle ud, når saneringssagen var færdigbehandlet.

Int: De unge mennesker holder sig selv til, at de har fået en stiltiende overenskomst med Københavns Kommune?

E.S.: Det er ikke med mig. Jeg har ved enhver lejlighed, hvor jeg har talt med repræsentanter for de unge, sagt til dem. At der verserede en politisag mod ejeren, fordi han havde lejet ud til dem, at jeg så snart saneringens-sagen var i orden ville gøre alt hvad der stod i min magt, for at få saneringen gennemført så hurtigt som muligt, og at de skulle ud.

Int: Men borgmester Saunte, der er gået 2 ½ år siden de unge mennesker første gang henvendte sig til Dem.

 

Myndighederne blev ydmyget

Den 4. november 1968 sendte Dansk Andelslejligheder en murer og en svend til Sofiegården. Egentlig var det ejerens halvhjertede og symbolske forsøg på at parere ordre fra kommunen for at rive to af de syv bygninger ned.

Beboerne var varslet på forhånd og pressen var inviteret. Det blev da også et teaterstykke. Murer og svend fjernede sten fra en mur blot for at række til beboere, der så lagde dem på plads igen. Bagefter var det morgenmad.

Dette var en ydmygelse af myndighederne. Nu satte de hårdt mod hårdt. Næste skridt fra kommunens side var at indsætte fogeden, der med loven i hånden kunne sætte Sofiegårdens beboere på gaden.

 

Rygter om en kommende aktion nåede beboerne

De unge havde fået lovning på fem års beboelse og det var med Edel Saunte tilladelse og Boligkommissionens vidende. Kommunen skulle beviselig dokumentere, at de begyndte at bygge tre måneder efter at ”rotterne” havde forladt skuden. Glemt havde kommunen også, at de gav tilladelse til at baghusene blev revet ned.

Københavns Politi var godt klar over, at fogeden skulle have hjælp. Københavns Politi samlede 217 betjente til opgaven fra Politiskolen og fra tre forskellige politikredse. Desuden fik de fat i 23 beredvillige folk fra Falck – Zonen, som også stillede en kæmpe kran til rådighed.

Rygter om en kommende aktion nåede beboerne.

 

Sofiegården udråbt til Republik

Den 19. februar 1969 var der indkaldt til krisemøde på Kofoeds Skole lige over for Politigården. De vidste ikke, hvordan og hvornår rydningen ville foregå. De regnede ikke med at blive varslet på forhånd. Mødet sluttede med, at man symbolsk frigjorde sig fra det danske samfund og udråbte Sofiegården til ”Republikken Sofiegården”.

 

Man forberedte sig

En af måderne at forberede sig på var at gøre det ekstra svært for den kommunale overmagt at trænge ind i de to bygninger, der skulle rives ned.  Trapperne fra stuen til første sal blev fjernet og beboerne kravlede op på rebstiger, som de kunne trække op efter sig.

En anonym stemme ringede den 29. februar 1969 for at fortælle, at nu var det tid.

 

200 mennesker i Sofiegården

Ved 7 – tiden næste morgen ringede en lokal beboer for at fortælle at kolonner af betjente og en kranvogn var kørt i stilling klar til at rykke ind fra nærliggende Langebrogade.

Beboerne ville fingere en ildebrand med røgbomber med det gik helt i fisk. Denne morgen var der samlet 200 mennesker i Sofiegården. Det var venner og folk fra den politiske venstrefløj, der var kommet for at støtte beboeraktionen.

I den vinterkolde gård var Cirkus Arenas gamle cirkustelt opstillet. Herfra var der afholdt folkemøder med brændende taler. Folk kom fra nær og fjern. Her kom alle slags folk.

På førstesal havde en lang række af dem lænket sig sammen. Bag barrikaderne sad en række af de unge side om side, mens andre blæste sæbebobler ud ad vinduet. De havde ikke tænkt sig at gøre modstand. Men de var bange.

 

En kranbil fra overmagten

Første møde med overmagten var kranbilen. Den hev fat i barrikaden, der var sat sammen med pigtråd. Nu kunne det hele bare fjernes på en gang. Nu var der fri adgang for politiet, som begyndte at slæbe de unge ud på gaden. Også telefonforbindelsen kapper politiet.

Willy Jønsson konstaterede at røgbomberne ikke virkede. Ledningerne var blevet våde, så med dette kunne man ikke narre politiet.

Kranen begyndte derefter at banke en rambuk ind på de to bygninger, der skulle ned. Det var nu ikke så smart. For nu smadrede de også vinduer i de bygninger, hvor der sad folk. Politiet tog det nu mere med ro. De byggede nu en interimistisk trappe, hvor der sad beboere og sympatisører, som havde forskanset og forbundet sig.

 

46 unge blev arresteret

En del af de unge, der opholdt sig i gården, blev slæbt ud af politiet. Det virkede nu ret tilfældigt, hvem der fik æren at komme med i politiets salatfade. 46 blev arresteret, deriblandt Willy Jønsson. Politiet overvejede at give lederne af de unges aktion ekstraordinære bøder. Men det var nu vanskeligt, fordi aktivister normalt ikke havde nogen leder.

 

Det var ”Max Muldjord”, der stod for nedrivningen

Politiet fik hjælp af et privat nedrivningsfirma, der gjorde kort proces. En bulldozer med en kæmpestor skovl foran begynder at gnave husene bid for bid. Max J. Madsen stod der tydeligt på køretøjet. Pludselig var der en, der råbte:

• Det er Max Muldjord, et gammelt værnemagerfirma.

Bag murbrokkerne blander sig med de unges gråd og råb og skælden ud på betjentene sig med kvarterets børn, der kastede snebolde efter panserne.

 

De unge vendte tilbage

På et tidspunkt kom de unge tilbage til Sofiegården efter nogle få timer i politiets varetægt. De kunne stille og rolig gå tilbage til deres lejlighed, hvoraf de fleste stadig stod. Sofiegården blev endelig ryddet i 1970.

 

Et kollegium, hvor det var lovligt at bo

Det var måske en ganske god ide at bygge et kollegium i Sofiegården. Vel at mærke et kollegium, hvor det er lovligt at bo.

 

Christiania og Solvognen

Bådsmandsstrædes kaserne blev langsom indtaget fra efteråret 1970. Flere kom til hen over sommeren 1971. Indvandringen kulminerede med Jacob Ludvigsens artikel i Hovedbladet, september 1971, hvor folk blev opfordret til at emigrere med linie 8. På Hovedbladet arbejde min kone også. Og så var hun skam også med i Solvognen, som vi senere skal høre om. Den startede i sommeren 1972.

Ja så var det også Sofie Kælderen et klassisk københavnerværtshus, der blev etableret den 1. oktober 1972 i sammenhæng med etableringen af Kollegie Sofie Gården. Her kom Frede Fup, Lone Kellermann og ikke mindst medlemmer af bandet Gasolin.

 

 

Kilde:

• wikipedia.org
• gamle-dage.dk
• sofiekaelderen.dk
• dr.dk
• Britta Lillesøe: Sofiegården overgiver sig aldrig (artikel)
• Lisbeth Brekling: Sofiegården overgiver sig aldrig
• Jens Andersen: Mine unge år – Kim Larsen
• Tilfældet Sofiegården

 

Hvis du vide mere:

• dengang.dk indeholder 1.904 artikler
• Under København finder du 196 artikler
• Under Nørrebro finder du 311 artikler

 

• Christiania – en fristad med meninger (1)
• Hvem har ret til at gengive BZ – historien?
• BZ – bevægelsens historie på Nørrebro
• BZ – bevægelsen endnu engang
• Nørrebro Beboeraktion og Kampen om Byggeren
• Slumstormere, BZ’ er og Autonome
• Røde Rose på Nørrebro
• Fristeder og Ungdomshus
• Ungeren set fra 6. klasse
• Ungdomshusets historie 1-2
• Kampen om Ungdomshuset 1-3
• Nørrebro 18. maj 1993
• Terrornatten på Nørrebro
• Skyd efter benene
• Politi og banditter på Nørrebro
• Bomben i Søllerødgade 1-2