Pionererne Pio, Brix og Geleff

De blev hurtig glemt. Deres korte tid var rig på handlinger, begejstring og dramatik. Louis Pio. Kapitalisterne hadede ham. Grove anklager mod Socialisten. En mere vittig fremstilling finder vi også. Harald Brix påfaldende bleg og alvorlig. Brix overfaldet flere gange. Han tilbragte det meste af tiden i fængsel. Og så blev han kun 40 år. Politiet bemægtigede sig liget. Poul Geleff – en skolelærer fra Bredebro. Han fornærmede Kongen af Preussen.  Grove krænkelser af pressefriheden og Grundloven. Socialisten måtte trykkes i Sverige og Tyskland. Politiet truede bogtrykkerne. Aftenmøde i Kirkestræde. ”Pio længe leve”. De tre pionerer anholdt Skarpladte patroner udleveret. En folkevandring. Københavns ballademagere var dukket op. Husarerne havde mistet tålmodigheden. 5 – maj mødet slået ned. Folkemøder blev også forbudt. ”Pio var nær ved at dø”. Politidirektøren rapporterede til justitsministeren. Begge var enige. Begge tilsidesatte Grundloven. Pio fik valget mellem fængsel og udvisning til Amerika.  Han forlod landet som en meteor. Politidirektør: ”De vil ikke forlade fængslet levende”.

 

De blev hurtig glemt

De tre pionere var fortaler for socialismen, men de blev hurtig glemt af deres lidelsesfælder. Ja man skrev viser om dem. Men hvem var de egentlig.

Deres mål var at skabe et parti af sociale arbejdere i hovedstaden. De tre var Pio, Brix og Geleff. Et større selskabslokale i Kirkestræde blev lejet. Her samledes ofte hundredvis af kvinder, dels at høre foredrag af overnævnte tre førere og dels for at deltage i ugentlige aftenunderholdninger, koncerter eller en lille dans.

 

Deres korte tid var rig på handlinger, begejstring og dramatik

Perioden, hvor de tre var fremme var vel kun i seks år. Og dog – de tre år tilbragte de i fængsel. Det var fra maj 1872 til april 1875. Den korte tid var rig på handlinger, begejstring og dramatiske perioder. Pio sagde bl.a.:

• Slut Jer til os og Eders Befrielsestime vil ikke være fjern. Magten ligger i Eders egne Hænder. Om faa Maaneder vil Kommunen være genoprettet i Paris. Vi opfordrer alle Brødre til med os kraftigt at arbejde paa det store Værk, der maaske langt hurtigere, end nogen af os aner, skal føre til Maalet.

 

Louis Pio

Pio var en høj elegant skikkelse – måske en charmør. Han var en vindende personlighed – der gjorde indtryk på mange. Han var en udmærket taler. Han havde været løjtnant, men nu ansat i postvæsnet.

Pio smilede altid og var i godt humør. Han smittede andre. Men han kunne nu også være aparte, selvoptaget og selvfølende. Han havde et uroligt og lidenskabeligt temperament.

 

Kapitalisterne hadede ham

Kapitalisterne hadede ham dybt og inderligt. Dette blev bekræftet af den uretfærdige og brutale straffedom dom ramte ham og sine kampfæller.

Hr. Rimestad, der repræsenterede Højre både i pressen og i Folketinget forsøgte at lokke Pio hen i Arbejdsgiverforeningen til en diskussion. Det var efter at Socialisten 1 og 2 var udkommet. Men dengang var Pio stadig anonym.

 

Grove beskyldninger mod Socialisten

Da det ikke lykkedes, skrev Rimestad at artiklerne i Socialisten var:

• Frækhed og Rabalderfærdighed
• Sammensurium af Fraser
• En række dumme Løgne, frække Insinuationer og de væmmeligste Smigerier for Mængdes Lidenskaber
• Løgnens og Egenkærlighedens Apostle
• Skrydende og hyldende Floskelform

 

En mere vittig fremstilling

Mens chefredaktør Rimestad var grov var redaktør Carl Ploug vittig. Han skrev i det dengang mægtige blad ”Fædrelandet”:

• Giv Plads for de store Reformator, Han er kommen, han, hvem Aarhunreder har ventet paa, den ny tids Messias, der vil omskabe hele Samfundet og sætte det nederste øverst, og det øverste nederst, som ”men Loven eller uden Loven” vil indføre den sande menneskelige Lighed og virkelige Frihed, som paany vil aabne Paradisets Porte.

 

Harald Brix var påfaldende bleg og alvorlig

Harald Brix var tidligere musik- og boghandler på Amagertorv. Han var en smuk mand med et velplejet fuldskæg men påfaldende bleg og alvorlig. Han var faktisk Louis Pios fætter. Han deltog som frivillig i 1864 i kampen om Als.

I 1869 forsøgte han sig som udgiver af en annonceavis ”Dags-avisen”. Men den overlevede kun et par måneder. I 1871 gik han konkurs med sin forretning.

Boghandler Ree turde ikke mere at udgive Pio’ s socialistiske blade, så blev Brix nu udgiver. Hele livet var Brix angrebet af en hjertesygdom og var ofte svagelig.

 

Brix overfaldet flere gange

Hans agitation vakte vrede i storborgerkredse, således blev han overfaldet i et konditori af en prokuratør Lundager med skældsord og stokkeprygl. Senere blev det oplyst at denne ivrige højre-mand var en tarvelig person.

Også en beruset løjtnant Conrad Mathiesen kastede sig en aften over Brix og sparkede ham. Disse sager kom frem i offentligheden, men dertil kom et hav af fornærmelser og forulempelser.

Endnu 10 år efter var en socialdemokrat udsat for mishandlinger af Højre – bøller.

 

Brix tilbragte det meste af tiden i fængsel

Af de ti år fra 1871 til 1881, hvor Brix døde tilbragte han 7 år og 3 måneder i arresten. Han var en bitter mand og kunne ikke forsone sig med den ny ledelse. Han mente at have brugsretten til Social – Demokraten.

 

Han blev kun 40 år

Brix blev kun 40 år. Han savnede Pio’ s evner som journalist, hans smidighed og behændighed i at omgås og vide folk.

 

Politiet bemægtigede sig liget

Som vi i tidligere artikler har beskrevet. bemægtigede politiet sig liget. De var bange for optøjer til hans begravelse.

 

Paul Geleff – en skolelærer fra Bredebro

Paul Geleff var skolelærer, ”tyk og trind” med et gemytlig blink i øjet – han var fra Bredebro nord for Tønder. Hans valgsprog var:

• Enhver er sig selv nærmest

Dette citerede han ofte med sin sønderjyske accent. Hans far havde tjent mange penge som kniplingskræmmer. Men disse penge gik tabt efter 1807. Geleff havde korte jobs på forskellige aviser. Han udgav Ribeposten, der blev smuglet over grænsen.

Egentlig var han slet ikke socialist men nok en oprører.

 

Han fornærmede Kongen af Preussen

Han afsonede en bøde på 100 kr. i Københavns Gældsfængsel. Men dette var et ganske muntert sted. Fra et hotel i nærheden fik han leveret mad og drikke. Rigsdagsmændene kom om aftenen og spillede kort med ham. Der blev drukket toddyer og der blev røget piber. Hans forbrydelse var, at han havde fornærmet Kongen af Prøjsen.

Han var en god journalist men ellers tjente han penge ved at oversætte romaner til boghandler Jordan i Silkegade.

Pio kaldte sig stormester. Brix blev sekretær og Geleff kasserer

 

Grove krænkelser af pressefriheden

Magthaverne forsøgte i den grad at forfølge dem. Politidirektøren henvendte sig til krigsministeriet og ville have dem til at retsforfølge Pio, da denne jo var løjtnant.

Forfølgelserne udvidedes til grove krænkelser af pressefriheden. Socialisten kunne ikke forbydes, men politiet truede bogtrykkerne med at de ville blive ramt ved første lejlighed.

Pio klagede til justitsministeren, der gav politidirektør Crone medhold.

 

Socialisten måtte trykkes i Sverige og Tyskland

Socialisten måtte trykkes i Sverige og Tyskland.

Resultatet blev at Socialdemokratiet selv oprettede bogtrykkeri. Man fik lokaler i Ravnsborggade 18.

Brix havde været ansvarende redaktør for ugebladet Socialistens første 36 numre. Pio havde redigeret bladet i fem uger.

 

Aftenmødet i Kirkestræde

Den 4. maj 1872 var der aftenmøde i Kirkestræde. De tre pionerer havde i forvejen søgt tilladelse til at afholde et folkemøde søndag den 5. maj på Nørre Fælled. Men de havde fået et bestemt afslag.

Brix og Geleff, der var de første talere havde raset mod politiet. Forsamlingen råbte og skreg i munden på hinanden. Men så kom Pio på talerstolen. Han blev modtaget med øredøvende hurraer og klapsalver.

Han var ganske rolig under hele sin tale. Men til sidst råbte han:

• Vi trodser politidirektøren. Mødet skal afholdes! Hvem følger mig?!

Her bredte han armene ud mod forsamlingen.

 

Pio længe leve

Salen var en sydende heksekedel. Oppe i vinduerne, ja helt ude på gaden fra Kirkestræde til Amagertorv stod folk og råbte hurra:

• Pio længe leve. Vi følger alle. Ned med politiet. Ned med regeringen.

Søndag morgen var der røde plakater over hele byen. Det stod med kæmpestore bogstaver:

• Mødet skal afholdes kl. 4 Eftermiddag paa Nørrefælled. En eneste Draabe til, og Bægeret flyder over. Kom alle!
• Pio, Brix, Geleff.

 

De tre pionerer blev anholdt

Myndighederne måtte naturligvis træde til, og de havde ikke sovet. Natten til den 5. maj blev Pio, Brix og Geleff arresterede og afhentede de Pio, Brix og Geleff – revet ud af sengene.

 

Skarpladte patroner udleveret

Infanteriet i Kastellet og i Sølvgadens Kaserne var alarmeret. De fik udleveret skarpladte patroner. Garden var parat i Gothersgades eksercerhus. I Husarkasernen på Toldbodvejen stod mandskabet ved siden af deres heste, parat til øjeblikkelig udrykning.

 

En folkevandring

Ved middagstid begyndte en stor folkevandring ud over Dronning Louises bro. På selve Fælleden så man kun få politibetjente. Resten af politistyrken såvel ordens- som opdagerkorpset lå skjult i alle gårde og gadedøre på Blegdamsvejen. Cirka 400 betjente var udkommanderet.

 

Københavns ballademagere var mødt op

Efter førernes arrestation havde skrædder Holm, Monberg og murer Grøn overtaget ledelsen. Den lille gemytlige Grøn mødte ridende på en gammel krikke, en droskehest, han havde lejet.

Arbejderne var mødt op i tusindvis og de forholdt sig rolige og passive. Men Københavns ballademagere var også mødt op. Ved synet af en hel eskadron husarer, der var opmarcheret ved Trianglen fik ballademagerne til at huje, råbe og pifte i fingrene.

 

Husarerne havde mistet tålmodigheden

Husarerne med deres officererne foran fronten, sad ganske rolige. Men der skete desværre det, at en af de værste bøller tog en stor sten, som han kastede. Den ramte den forreste premierløjtnants hoved. Blodet piblede ned ad hans ansigt og hesten stejlede.

Nu var tålmodigheden forbi. Eskadronchefen kommanderede:

• Sabel ud!

Husarerne spredtes nu i en vild fart ud over Fælleden huggende med den flade klinge til højre og venstre.

 

5-maj mødet var slået ned

Folk styrtede som afsindige ud på Blegdamsvejen. Fra porte og gadedøre strømmede politiet ud. Med løftede stave huggede de løs på skyldige og uskyldige, I løbet af få minutter er hele Blegdamsvejen og Fælledvejen renset lige ned til Nørrebrogade.

5-majmødet var slået ned så grundigt, at man heldigvis hverken fik brug for infanteriet eller garden. Men Pio, Brix og Geleff tilbragte mange år i tugthuset, Efterfølgende blev de mere eller mindre forvist til udlandet med arbejdsgivere som sponsorer.

 

Folkemøderne blev forbudt – et åbent grundlovsbrud

Justitsministeren Hr. Klein tilkaldte politidirektøren Hr. Crone og i et statsrådsmøde besluttedes det at fremtidige folkemøder som Socialdemokratiet ville sammenkalde, skulle være forbudt. Det var et åbent grundlovsbrud.

Det var det også da man forbød ”Den Internationale Arbejderforening”.

 

”Pio var nær ved at dø”

Ja faktisk blev Pio dømt 5 års ”Forbedringshusarbejde” Brix og Geleff ”slap” med tre år.

Den 8. april 1875 blev Pio, Brix og Geleff løsladt. Venstrebladet ”Sorø Amtstidende” skrev følgende:

• Man løslod dem først, da Pio var nær ved at dø under Hænderne paa sine Fangevogtere.

Kun Geleff var så rask at han kunne holde en tale. Det gjorde han så på Gimle til Socialdemokratiets første kongres med 75 delegerede.

 

Politidirektøren rapporterede til justitsministeren

Politidirektøren rapporterede til justitsminister Klein:

• I en særlig Grad har de lagt Beslag paa Politiets Kræfter til Beskyttelse af den offentlige Sikkerhed.
• Socialismen er ganske pludselig opdukket i vort Samfund. Personer, der stod aldeles udenfor Arbejderklassen og som straks forkyndte, at de ved Gennemførelsen af deres socialistiske Planer vilde gaa frem med Loven eller uden den har stiftet et saakaldet international Arbejderforening.
• Politiet har holdt et vaagent øje med disse fordærvelige og farlige Bestræbelser, der i indeværende Aar er gaaet saa vidt, at urostifterne er blevne fængslede.

 

Valget mellem fængsel og Amerika

Pio lagde grunden til store arbejderorganisationer. Han forsvandt pludselig. Han fik valget mellem yderligere fængsel eller at forlade Danmark i al evighed ved at blive sendt til Amerika. Sponsor til dette var arbejdsgivere, der ikke ønskede socialismen.

Men egentlig var det Estrup, der ønskede at Pio ikke skulle forblive i landet. Han ønskede ikke et statskup.

 

Han forlod landet som en meteor

En trist tåget morgen styrtede arbejdere ind på Social – Demokratens sætteri i Ravnsborggade og spurgte om det var sandt at Pio og Geleff havde forladt landet. I hundreder af hjem blev Pios portræt revet ned af væggene og brændt. Han forlod landet som en meteor.

Kort før Pios bortrejse var Brix blevet idømt ”Forbedringshusarbejde” og andre fængselsstraffe i 6 år for nogle artikler og tegninger i ”Ravnen”.

 

Politimester: ”De vil ikke forlade fængslet levende”

Politimester Hertz besøgte Pio og opfordrede ham til at følge emigranterne til Kansas. Han tilføjede at efter den nye dom over Brix at Pio kunne vente en lignende straf, og at han da ikke ville komme til at forlade fængslet levende.

Pio døde 1894. Han var kun 53 år gammel. Han segnede under slaget og fik aldrig oprejsning. Han blev landflygtig og følte sig ensom i det fjerne.

 

 

Kilde:

• dengang.dk – diverse artikler
• E, Wiinblad: Det danske Socialdemokratiets Historie 1871 – 1921

 

Hvis du vil vide mere:

• dengang.dk indeholder 2.239 artikler
• Under Nørrebro finder du 339 artikler
• Under København finder du 218 artikler

 

• Røde flag på Assistens Kirkegård
• Ned med arbejderne
• Flere arbejdere på Nørrebro
• Arbejderkamp på Nørrebro
• Historien om Første maj 2025
• Flere arbejdere på Nørrebro
• Arbejdere og Industri på Nørrebro 1-2
• Når jeg ser et rødt flag smælde
• Kampen på Fælleden
• En arbejder i København
• Arbejdende børn på fabrikker på Nørrebro
• Tændstikfabrikker på Nørrebro
• Da fabrikkerne kom til Nørrebro
• Udvisning til Amerika
• Pio flugten til Amerika
• Louis Pio på Nørrebro
• De Socialistiske blade på Nørrebro
• Fra røde faner til knippelsuppe
• Da arbejderne blev organiseret
• Livet i rabarberlandet – dengang
• Arbejdende børn på fabrikker på Nørrebro
• Det store slag på Nørrefælled
• De kaldte sig syndikalister
• Ned med arbejderne
• Historien om Første Maj