En tredjedel af Københavns befolkning omkom. Der blev oprettet pestlazaretter på  Vodrufgaard og på Ladegaarden. På Blågårdens arealer blev de fattige evakueret til. Ansatte på lazaretterne døde som fluer. Myndighederne opdagede faren for sent

 

Soldater – hårdt ramt

Lige inden pesten kom, var Danmark plaget af det ydmyge nederlag ved Helsingborg. Et stort antal syge og sårede blev bragt til København, hvor de fyldte
krigshospitalet på Ladegården. Også en række lejede bygninger blev taget i brug.

En smitsom Forraadnelsesfeber bredte sig blandt de sårede. I 1710 døde 6.000 mennesker af denne sygdom. Det var også i 1710 at 16.000 soldater slog lejr på Nørrefælled.

 

Den store pest

Den store Pest havde hærget i Sydeuropa, derefter bevægede den sig til Østersø – landene. I 1710 var den nået til Sverige. På Saltholm blev der opført tre pakhuse, der fungerede som karantænestation. Al handel med de steder, hvor pesten havde ramt, var forbudt. Fra alle prædikestole blev der holdt Bøn om at bevare Riget for Pesten.

Professorerne ved det medicinske fakultet skulle

• to Timer om Dagen læse paa Dansk, hvorledes farlige of pestilentialske Sygdomme skulde prækaveres, kjendes, omgaas og kureres.

 

Holdt øje med sikkerheden

En kommission blev nedsat. De skulle holde øje med sikkerheden. Magistraten skulle forsyne byen med levnedsmiddel og brændsel til et halv års forbrug, når pesten brød ud. Det medicinske fakultet udsendte et lille skrift med gode tips om forebyggelse. Alle betjente ved stadens fire porte fik besked på ikke at lade folk passere uden sundhedspas.

 

Alvoren gik for sent op for myndighederne

Men en person fra Helsingør blev smittet. Han havde været i Danzig. Men lægerne var uenige om det var pest. Man fik ikke isoleret byen og sikkerhedsforanstaltningerne var meget nølende.

Først i maj 1711 gik alvoren op for myndighederne, og Helsingør blev afspærret for omverdenen. Soldaterne fik ordre til at skyde enhver, der brød afspærringen. Men det lykkedes adskillige at bryde afspærringerne. Politibetjente og barberer blev sendt efter for at opsnappe disse. De skulle med det samme sendes til Saltholm.

Det kom til voldsomme sammenstød, idet befolkningen satte sig til modværge, når der blev iværksat husundersøgelser. Militæret måtte sættes ind.

I midten af juni 1711 var pesten nået til København. En trompeters kone i Lille Grønnegade, var afgået ved døden.  I juli tog dødsfaldene til. Alle ceremonier
ved begravelserne blev afskaffet.

 

Pesthospital indrettes

Kvartermester Wodrof’ s gård på den anden side af Skt. Jørgens Sø blev indrettet til pesthospital.

Barberlauget protesterede mod, at de skulle fungere som pestlæger. Men der blev pålagt samtlige mestre og svende i Barberlavet:

• under Straf af Amtets Forbrydelse og Mulkt at møde hos Stadphysikus Eichel og forrette hvis han dennem angaaende smitsom Syge tilsiger.

Antallet af vægtere blev øget fra 66 til 86. Indbyggerne blev grebet af panik, og Østerport blev lukket. Alle fornemme og rige borgere forlod hovedstaden. Den 18. juli forlod kongen og dronningen Frederiksberg Slot for at tage til Kolding.

Også mange læger forlod hovedstaden.

 

Døde som fluer

Endelig den 16. juli blev Lazarethet paa Vodrufgaard blev åbnet med en tysk barber Kyhl som overmester. Man havde ikke kunnet få en læge til at overtage posten. Og Kyhl forsøgte at bryde sin kontrakt. I fem dage fik patienterne ikke lægehjælp.

Mange pestramte måtte ligge under åben himmel på strå. For at få nok personale måtte man gøre brug af fangere fra byens fængsler. De pestramte døde så hurtig, at man gravede render og skubbede ligene derned. Men denne fremgangsmåde afstedkom stærk kritik fra befolkningen.  Så man fandt en metode til at
lave hurtige kister og kasser til de afdøde.

Lazarettets funktionærer døde som fluer. Det skete også for Kyhl. Af 36 nye ligbærere, sygebærere og kuske var kun 6 i live 4 dage efter. Mange tvivlsomme eksistenser var stuvet sammen på lazarettet, og råheden tog til i styrke. Utugt, klammeri, slagsmål, gudsbespottelse og eder hørte med til dagens orden.

Vaagekonerne bestjal de syge og udplyndrede de døde. De syge bestjal hinanden indbyrdes. Barbersvendene afpressede patienterne for medikamenter. Portneren forsømte sin pligt. Han lod de syge tage på strejftur ind til byen, hvorved smitten udbredtes i videre og videre kredse.

 

En tugtmester blev ansat

En Tugtmester blev ansat for at komme dette uvæsen til livs. Halsjern og gabestok kom i brug.  Spanske Ryttere blev anvendt i gravene og vagter med skarpladte geværer blev taget i brug.

 

Døden indtraf på fjerdedagen

Elendigheden tog til. Pesten begyndte pludselig med kuldegysninger, der snart blev afløst af en brændende feber. Kræfterne tog utroligt hurtigt af. Modløshed og fortvivlelse greb de syge. Derpå fulgte vildelse og raseri, Blodflod og en ondartet koldbrandagtig betændelse, der angreb svælget og læberne. Derefter fulgte opkastninger og diarre.

Den lidende udsendte en ulidelig stank. Sanserne blev sløve og huden fik en rosenagtig betændelse. Der opstod betændelser ligesom brandbylder. Døden indtraf som regel på fjerde dagen.

 

Lægen med vidundermidlet

En tysk læge ved navn Diderich påstod at have vidundermidlet mod pest. Han havde en blomstrende forretning, indtil man fandt ud af, at hans såkaldte vidundermiddel ingen virkning havde. Hans medikamenter blev beslaglagt og han fik en stor Mulkt.

 

Fangerne fra Bremerholm begravede ligene

Den største renlighed blev pålagt slagtere, feldbereder, garvere, pergamentmagere, lysestøbere, fiskeblødere og jøder. Byens bedste borgere blev udnævnt som
kvarterkommisærer, og skulle indberette om kvarterets tilstand. Pesten ramte de laveste først, særlig fattighusene gik det ud over.

Fangerne på Bremerholm blev udkommanderet til at begrave ligene, bagefter blev de bestrøet med udæsket kalk.

Pesthospitalet på Vodrufgaard med dens barakker og telte var den 3. august så overfyldt, at man kun kunne modtage de syge, der flakkede hjælpeløs rundt i gaderne eller lå der dødssyge.

 

Ladegaard tages i brug

Man måtte tage den gamle Ladegaard i brug. De 100 soldater der lå der skulle flyttes til Falkonergården.  Kjøbenhavns Kommandantskab modsatte sig beslutningen, og først efter langvarige forhandlinger fik Sundhedskommissionen deres vilje. Men det kneb med organisationen. Senge og sengetøj måtte
man vente længe efter.

 

Fattige blev evakueret

I de varme sommerdage bredte pesten sig videre. I gaderne lå der masser af lig, og en forfærdelig stank bredte sig. Alle ældre ligbærere var også bukket under, så nu pressede man tiggere og “Lediggjængere” til det farlige job. Det var dog kun en snes personer, der meldte sig. Og da de så hvor katastrofalt, der stod ti, flygtede de fra jobbet, inden de var begyndt.

I august begyndte mangel af levnedsmidler at gøre sig gældende. Den 12. september blev der udsendt en kongelig forordning, at fattige skulle placeres på To Torve udenfor Nørreport. Den ene lå i Prins Carls Enghave, det vil sige på Blaagårds grund. Den anden kom til at ligge bag Acciseboden, det vil sige mellem
Volden og Sortedamssøen.

 

En tredjedel af Københavns befolkning omkom

Omfattende plyndringer og røverier kunne ikke hindres. Og de fattige tog smittebærende tøj på.  Den store pest kulminerede i august og september.

Efterhånden lå der 800 patienter på Ladegården. Og på Nørrefælled led soldaterne af skørbrug, brystsygdomme og feber. Først i august 1712 kunne de komme i deres almindelige kvarterer inden for voldene.

En tredjedel af Københavns befolkning bukkede under for pesten.. Blandt de næringsdrivende og håndværkerne var dødeligheden så stor, at der måtte tilkaldes reserver fra provinsen. Alle fabrikker, al handel, håndværk og skibsfart havde været standset.

 

Kilde: 

• Litteratur Nørrebro
• Litteratur Østerbro
• www.dengang.dk – diverse artikler 

Hvis du vil vide mere: 

• www.dengang.dk indeholder 1.783 artikler
• Under Nørrebro finder du 304 artikler 

Redigeret 31. 03. 2022