Peder Lykke – en husmand på heden (1850 – 1937)

 

Han var en mand med mange mål og ambitioner. Hvad kan en husmand, og hvad kan han ikke? Men han var atypisk for sin tid og sit land. Peder er født uden for ægteskab. Han begyndte at opdyrke heden. Folk rystede på hovedet. Det var der ikke nogen, der havde gjort før. Han blev udnævnt som ”Præmiehusmand” af Lemvig Landboforening og fik en præmie på 15 kr. Han forelsker sig i en ærbar og uberygtet pige. De bliver gift. Det er et meget simpelt bryllup. Han skrev dagbog og sine erindringer. Peder og Stine er begravet på Nees Kirkegård ved Nissum Fjord i Vestjylland.

 

 

 

I det tidlige morgengry den 25. juli 1850 støder de danske og preussiske tropper sammen ved Isted i et slag, der skulle gå hen og blive et af de mest blodige og afgørende i Treårskrigen om hertugdømmerne. Dagen igennem bølger kampen. Luften er tyk af krudtrøg, smerteskrig, frygt og forventninger. En af de danske mænd, der kæmper i krigen, er Niels Berg Pedersen – en fattig murer og hornskemager fra Vestjylland.

 

 

Længere mod nord – små 20 km syd for Lemvig – høres også skrig og gråd denne sommerdag i juli. Disse skrig er dog ikke af død og smerte, men tværtimod lyden af et nyt liv, der kommer til verden. Barneskrigene

kommer fra gården Lykke i den lille by Nees på den vestjyske hede. Omkring gården ligger heden flad og mange steder uopdyrket hen. Der er frit udsyn til de omkringliggende landsbyer. Ikke et træ eller en busk spærrer for udsynet – man ser kun den flade, golde hede, endnu uberørt af plov og harve, og fjorden, som omgiver Nees på tre sider. Der er frit spil for den skarpe vestenvind, der på trods af, at den skal krydse

Bøvling Klit og Nissum Fjord for at nå ind til Nees, alligevel kan være bidende og gennemtrængende – selv på en sommerdag.

 

 

Barnet, der fødes på denne dag, er en søn af den fattige murer, der kæmper i krigen i Sønderjylland. Hans moder er den lige så fattige tjenestepige Ane Krestensdatter. Men Peder bliver født uden for ægteskab.

Hermed er rammerne for hele Peders liv lagt, allerede inden han er født: Som et fattigt og uægte barn hører han til i en af samfundets nederste grupper; blandt husmænd og daglejere.

 

 

Efter sin fødsel sættes den lille Peder i pleje på gården Lykke, hvor hans mor Ane arbejder. Som fattig og ugift tjenestepige har hun ikke råd til selv at tage sig af ham. Året efter, da Peders far Niels Pedersen er

vendt hjem fra Treårskrigen, gifter han sig med Ane. Men selvom Peders forældre nu er et ægtepar, vælger de alligevel ikke at tage deres søn hjem til sig; han får lov til at blive boende på gården Lykke. Først som

femårig bliver Peder hentet hjem til sine forældre. Og det er endda kun, fordi han har fået en lillebror.

 

 

Som fattige husmænd har Peders forældre nemlig ikke råd til at gå hjemme og passe den nyfødte. Peder hentes hjem for at passe sin lillebror, så hans forældre kan gå ud og arbejde for andre. Men det er ikke en glædelig oplevelse at vende hjem. På trods af at Niels er Peders biologiske fader, behandler han ham ikke med kærlighed. Det er hårde ord, der falder over Peders nakke; en brødefuld og vanartet søn, et skumpelskud, en horeunge! Niels skammer sig over det uægte barn og bebrejder både Peder og moderen.

 

 

Peder er heller ikke selv glad over at bo hos sine forældre. Han holder af sin mor og af sine to brødre, men han vil allerhelst bo et andet sted.

For Peder befinder hans familie sig på gården Lykke. “Hertil knytter sig mine første og kjæreste barndomsminder”, skriver han i sine erindringer.

 

 

Det er på Lykke, han vokser op, og det er Lykke, han betragter som sit hjem. Sin slægtskabsfølelse viser Peder tydeligt i sit navnevalg. Peder Nielsen er han døbt, men hele livet igennem kalder han sig Peder Lykke efter gården, han betragter som sit hjem.

 

 

Og det er sådan, alle andre kender ham: Peder Lykke – eller Pe’Løkk’, som det udtales på vestjysk. I den periode, han bor hos sine forældre, er det altid besøgende hos de gamle på Lykkegården, han ser frem til. De

gamle er som bedsteforældre for ham, og igennem hele sit liv er det dem, der står klar med en hjælpende hånd og en skilling, når han er i nød.

 

 

I foråret 1861 kommer den knap 11-årige Peder Lykke for første gang ud at tjene som hyrdedreng. I løbet af sin ungdom gør Peder hver år tjeneste i sommermånederne – på mange forskellige gårde. I vintermånederne går han i skole og bor hos sine forældre. Hvert eneste sted, han er, kommer han til at indgå i et hushold, hvor man arbejder, spiser og sover side om side med de andre på gården.

 

 

Næsten altid beretter han om, hvor god husbond og det øvrige hushold er imod ham, og enkelte gange skriver han, at de behandler ham som deres egen søn. Mange steder knytter han venskabsbånd, der varer hele livet ud. I løbet af hele sit liv er det de samme gårdmænd, som han har kontakt med, og ofte er det gårdmænd, som han har været i tjeneste og boet hos.

 

 

Gårdmændene hjælper gerne Peder, når han har problemer eller mangler noget, men enkelte gange er det også Peder, der kan gøre tjenester for dem.

Peder er en stolt dansker, der er opslugt af Fædrelandskærlighed og fyldt med foragt for og had til preusserne. Lige fra sin fødsel har han hørt beretninger fra Treårskrigen – næsten alle kan fortælle fængslende historier fra den gang, det danske folk sammen kæmpede mod preusserne … og vandt.

 

 

I vinteren 1864, hvor krigen om hertugdømmerne atter udspiller sig, blomstrer hadet til preusserne særligt voldsomt. I den snedækkede have foran Nees skole bygger skolebørnene en stor snevold. “Dannevirke”, kalder de den, og den strækker sig lang og stolt fra øst til vest i skolegården og skiller de to hære af skolebørn, der indædt bekæmper hinanden med snebolde og knytnæver, hvis sneen ikke er effektiv nok.

 

 

Det er for enhver pris nødvendigt, at den danske hær vinder, og alle skyts tages i brug i en leg, hvor alle de ophobede nationalfølelser kan udleves. I skolegården er det da også den danske hær, der vinder hver

eneste gang.

 

 

Ved det virkelige Dannevirke i Slesvig er Danmarks hær ikke nær så overlegen. Danmark taber Sønderjylland op til Kongeåen. Danmarks tab printer sig tydeligt i hukommelsen på den knap 14-årige Peder. “Jeg husker saa tydeligt den Sorg der greb alle, da Dannevirke blev rømmet. Min Fader græd, og han var vis paa at det var sket ved Forræderi ellers paastod han kunde det ikke være sket – min Fader var besjælet af en fast Tro paa Danmarks Retfærdige Sag, og paa Rettens Sejer.”

 

 

I skolen er Peder en meget dygtig, interesseret og videbegærlig dreng. Han oplever skolen som et fristed. I disse tider skyder højskolerne op over hele landet, og også dét vækker en længsel i Peder. Han lytter ivrigt, når en af hans medkonfirmander beretter fra sit ophold på Staby Højskole ved Ulfborg, og han ønsker, at det kunne være ham. Men Peders far har kun foragt tilovers for højskolerne: Der læres kun storagtighed,

siger han. For Peder er et højskoleophold uopnåeligt – han er for fattig, og lige så vigtigt: det passer ikke til hans stand. Kammeratens fortællinger bliver derfor som et glimt ind i en drømmeverden, han ved, han aldrig selv kan blive en del af.

 

 

I 1877 tager Peder tjeneste på herregården Engbjerggård nord for Lemvig. Det er første gang, han rejser uden for sognet for at tjene, og han gør det kun fordi lønningerne er højere, og han er ved at spare

sammen til at kunne blive gift. Forholdene på Engbjerggård er meget anderledes end, hvad Peder ellers er vant til. Her er der nemlig et stort skel mellem herskab og tjenestefolk: Man spiser ikke ved samme bord og

er ikke fælles om arbejdet.

 

 

Til at overvåge og fordele arbejdet ansættes tværtimod en forvalter, der kræver, at man tager hatten af og siger “De” til ham. I løbet af 1800-tallet bliver det mere og mere almindeligt med et socialt skel mellem herskab og tjenestefolk. Men for Peder er det noget helt nyt, han er vant til at indgå i arbejdet på lige fod med det øvrige hushold, og han synes, at forvalteren behandler tjenestefolkene, “som om vi var en slags slaver, eller da i det mindste at vi skulle føle at vi var en underordnet slags

klassemennesker”.

 

 

Forvalteren vil effektivisere arbejdet, så arbejdstiden bliver længere og hviletiden kortere. Det er Peder meget imod, men han har sin egen forklaring på forvalterens opførsel: Det er, fordi forvalteren kommer fra

Falster! De jyske bønder var nogle af de første i Danmark, der købte deres egen jord og overgik fra at være fæstebønder til at være frie selvejere. På Sjælland og øerne derimod har godsstrukturen været strammere og bønderne været fæstere i lang tid.

 

 

Ifølge Peder Lykke tog forvalteren ikke højde for, at jyderne i

modsætning til øboerne ikke var vant til at gå under “Forvalterens Stok”, og som han skriver: “os frie og sejge jyder, som var opfødte og vant til at arbejde i frihed og ikke under nogen kommando”.

 

 

Den unge Peder er en nøjsom mand. Han er flittig, ærlig og arbejdsom. I 25-års alderen forelsker han sig i den syv år yngre Mette Kjerstine (Stine) Sørensen, der tjener på nabogården. Hun er vokset op under

endnu fattigere kår end Peder, men “hun havde et Par arbejdsvante hænder og en god Vilje til at bruge dem”. I Stine finder Peder mange af de egenskaber, han sætter pris på, og det ideal, han selv prøver at

leve efter.

 

 

Fra da af er Peders mål at skrabe nok sammen til at have råd til at kunne gifte sig med Stine og gøre hende til en ærbar kvinde. I de næste par år tager både Peder og Stine arbejde udensogns for at tjene nok

penge til at kunne stifte hjem. Men på trods af deres hårde arbejde er det svært af skaffe penge nok til både bryllup og hjem.

 

 

Da husbonden på gården Lykke tilbyder at afholde deres bryllup for dem, er det en stor lettelse. Men der er en betingelse: Det bliver kun et billigt, simpelt bryllup uden fest med venner og slægtninge.

 

 

For Peder er dette en bitter pille at sluge – at det ikke er lykkedes ham at skrabe nok sammen til selv at kunne afholde et ordentligt bryllup for sin Stine. Gårdfolkene på Lykke forstår ikke hans indvendinger, de ser

det udelukkende som et godt tilbud de giver ham – og det er det skam også! Peder er dem taknemmelig, men alligevel er det endnu en manifestation af hans fattige kår og lave samfundsmæssige position.

 

 

At se sin Stine, der er en både ærbar og uberygtet pige, komme alene til Nees Kirke, tarvelig klædt, uden slør, uden anden pynt; at måtte skilles fra venner og familie uden for kirken uden at kunne byde dem til

bryllupsgilde – det er for Peder en stor sorg.

 

 

Men alt det på trods er han tilfreds på deres bryllupsdag den 5. december 1877. Dagen har bragt godt vejr for årstiden, og da han ved aftenstide står i den kolde klare luft og ser himlen blive brændende rød fra den nedgående sol, tænker han alligevel, at den smukke solnedgang måske er et varsel for dem om en lykkelig fremtid i deres ægteskabelige liv.

I de første år af deres ægteskab må Peder og Stine knokle blot for at have til dagen og vejen.

 

 

Udgangspunktet er deres lille lejet hus uden jordtilliggender, men det meste arbejde foregår på andre gårde som daglejere for gårdmændene. I 1880 køber de husmandsstedet Vestergadehus sydvest for

Lemvig. Huset er belånt, har stået tomt i flere år, er uden besætning, har dårlige jorder og trænger til en grundig reparation; årevis af hårdt arbejde tårner sig op foran Peder og Stine.

 

 

Men Peder er rastløs; “at sidde i et jordløst Hus er som at stå stille”, skriver han – han længes efter at få sin egen jord at dyrke – så de køber Vestergadehus, til trods for at jorden er så dårlig, “saa udenforstaaende

sagde at Køerne skulle bruge Briller for at se Græsset”.

 

 

Dele af jorden ved Vestergadehus har været dyrket før, men Peder har større ambitioner. Han vil også opdyrke de områder af jorden, der er hede. Her begynder det hårde arbejde. At pløje hedejord, der ikke før

har været under plov, er et hårdt arbejde – især når man er husmand og ikke selv har dyr, der kan trække ploven.

 

 

Opdyrkningen bliver et langsommeligt arbejde. For at have råd til dagen og vejen er Peder også nødt til at bruge tid på at arbejde for andre. Han gør daglejerarbejde på gårdene i omegnen. Som betaling for sit arbejde får han madvarer, byggematerialer eller et “pløjebed”. Men der skal mange pløjebed til, før jorden kan dyrkes. Og pløjearbejde gør det ikke alene.

 

 

Den tørre, magre hedejord har brug for gødning for at blive frodig. Den ene ko, Peder anskaffer sig i starten, kan slet ikke give gødning nok. Peders drøm om at opdyrke de store hedearealer er flere årtier om at blive til virkelighed. Men tilfredsstillelsen ved det hårde arbejde er der ingen tvivl om:

 

 

“Den første Glæde er da, naar Rugmarken er tilsaaet, og det er Bevidstheden om, at man har lagt et lille Stykke til den Del af den danske Jord hvorpaa der kan avles Føde baade til Mennesker og Dyr”.

Peder Lykke er en af de mange mænd, der er med at opdyrke den golde hede. Med nederlaget i 1864 er det danske land blevet mindre. I årene efter vokser Det Danske hedeselskab frem.

“Hvad udad tabes, skal indad vindes!” runger slagordet. Hvis de store uopdyrkede hedesletter kan kultiveres og inddrages i landbruget, vil det danske landbrugsland kunne vokse betydeligt. At opdyrke heden er derfor ikke kun en personlig sag for Peder. Det er en sag for hele Danmark!

At opdyrke heden er ikke nok for Peder. Han går et skridt videre og forsøger sig med havedyrkning.

 

 

Tiden til dette arbejde må han finde imellem sine mange andre gøremål. På dette tidspunkt er det ikke særligt almindeligt at beskæftige sig med havearbejde. Træer og haver er et særsyn på den flade jyske hede –

man lægger sit arbejde i sine marker. Særligt er det mærkeligt, at det er en husmand, der giver sig i kast med denne nye type opdyrkning. Det er typisk de rige bønder, som kan tillade sig at eksperimentere, at være innovative og tænke fremad – en husmand burde hellere bekymre sig om at hjælpe til på de større bondegårde, hvor der er brug for den ekstra arbejdskraft, end at bruge sin tid på den slags tosserier.

 

 

I starten er Peder da også meget alene om sit havearbejde. Folk ryster på hovedet ad det tilsyneladende nytteløse arbejde, han gør, “men Stine hun var glad for mit forehavende, saa vi var enige om galskaben”.

 

 

Senere bliver arbejdet lettet på grund af de mange forskellige foreninger, der skyder op, og det viser sig, at havedyrkningen måske ikke var den rene galskab alligevel. Plantningsforeningen opfordrer alle til at plante haver ved at tilbyde billige planter, og da Peder har erfaring, kan han tjene penge på at hjælpe andre gårde med at plante haver. I 1885 får Peder en udmærkelse, der både skaber anerkendelse og skæpper i

pengepungen. Han bliver af Lemvig Landboforening udnævnt til præmiehusmand og får en præmie på 15 kroner!

 

 

Efter nogle år i Vestergadehus begynder tingene langsomt at ændre sig, og efterhånden kommer det til at gå helt godt. Nu hvor Peder og Stine har deres egen jord, kan de selv producere en stor del af deres dagligdags fornødenheder. Men de skal passe på. Gårdmændene har stadig brug for daglejere på deres gårde, og det er en udbredt opfattelse, at det delvis er husmændenes pligt at være til rådighed.

 

 

Hvorfor ændre en velfungerende arbejdsdeling? Det er ikke alle gårdmænd, der synes, det er godt, når en husmand sådan gør sig uafhængig. Det skaber usikkerhed i samfundet, for hvis én husmand begynder at gøre sig uafhængig, hvem siger så, at den næste og den næste ikke også vil gøre det?

 

 

Peder har før hørt folk skumle over husmænd, der er blevet for dovne ved at få deres egen jord – de vil bare gå og fiske, grave lidt i haven og ellers ikke bestille noget, siger man. “Jeg var næsten bange for at

være hjemme de søgne dage,” skriver Peder, “Jeg vilde jo nødig skrives i folkets sorte bog”.

 

 

Men det er svært for Peder at holde sig væk fra sit eget husmandssted. Han vil så gerne arbejde på sin egen jord, og i løbet af de næste årtier lægger han da også mere og mere hedejord under ploven. Omkring århundredeskiftet har den 50-årige Peder opdyrket så stor et område, at han stort set kan forsørge sin egen familie af sin egen jord.

 

 

 

Kun en ting gør ham stadig uafhjælpeligt afhængig af gårdmændene i området: Han har hverken heste eller plov. Men at anskaffe sig heste er en ting, som Peder er meget tilbageholdende med. Husmænd har ikke selv trækkraft, sådan er det bare. Det er dét, der gør, at en husmand er en husmand, og en gårdmand en gårdmand. Peder har hele sit liv blot kunnet iagttage, hvordan gårdmændene har kunnet få alt det, han ikke kunne – om det så var et højskoleophold, et flot bryllup eller noget helt tredje, har han lært at affinde sig med, at det bare er noget, han ikke kan få.

 

 

 

Så selvom det kunne lette hans arbejde, er tanken om heste helt uvirkelig for Peder. Det er først, da en gårdmand, som er en af hans nære venner, og som han ofte køber pløjearbejde hos, foreslår ham at anskaffe sig et par heste, at han begynder at spekulere på det. Og så beslutter han sig for at gøre det! For at få råd til hestene er han nødt til at sælge en af sine køer, men så får han da også indkøbt to fine heste, en vogn, plov og harve.

 

.

“Jeg husker saa tydeligt den første Dag jeg kjørte ud i Marken og spændte mine egne Heste for Ploven, og begge Dele var betalt, og det var virkelig mine egne, baade Heste og Plov. Jeg følte Tømmen og Ploven i min Haand, og der gik en underlig varmende Glæde igjennem mig, saa jeg ikke kunde holde Glædestaarerne tilbage. Det var som der strømmede en Selvstændighedsfølelse gjennem min Bevidsthed, jeg syntes at nu jeg var den fri og selvhjulpne Mand.”

 

 

At have fået trækkraft betyder alverden for Peder. Det betyder, at han nu endelig er en selvstændig mand, at han ikke behøver at være uafvendelig ydmyg, fordi han er afhængig af gårdmændenes hjælp og velvillighed for at sikre sig sin overlevelse.

 

 

Men da Peder får egne heste og plov, træder han samtidig ud af sin rolle som husmand. Han kommer da også til at høre for sin beslutning. En dag da han er ude i marken med sine heste, kommer en gårdmand forbi. Gårdmanden siger til Peder: “Jeg vidste ikke andet end at du var en fornuftig mand.

 

 

Men tror du at det er klogt at sælge en ko og købe et par heste?!”

Men Peder vælger ikke at svare. For selv om han er nået så langt, selv om han er selvstændig og uafhængig nu, så er og vil han altid være husmand, og det vil ikke være klogt at lægge sig ud med gårdmændene. I sine erindringer skriver han: “Jeg foretrak at tie stille, for jeg vidste at han stod langt over mig i forstand paa hans vis, men derfor var det jo ikke sikkert at jeg kunde sætte ham ind i min tankegang.

 

 

Men manden fik at se at den tredje ko kom i båsen igen, og at jeg havde alligevel hestene!”

 

 

Livet igennem er Peder en mand med mange mål og ambitioner. Han er husmand og lever til dels efter de faste, men uskrevne regler for, hvad en husmand kan og ikke kan. Men Peder Lykke går også egne veje og er derfor på en gang både typisk og atypisk for sin tid og sin stand. At han er atypisk viser han bl.a. ved at skive dagbog. De fleste husmænd måtte arbejde hårdt for at kunne brødføde deres familier, og for dem var det helt utænkeligt at bruge tid på noget så overflødigt som at skrive dagbog.

 

 

I 1920’erne skriver han desuden erindringer, og det er med udgangspunkt i dagbogen og i erindringerne, at vi i dag har mulighed for at fortælle historien om Peder Lykke.

 

 

Peder Lykke og Stine er her fotograferet foran deres hjem Vestergadehus i Nees sogn ved Nissum Fjord.

Stine dør 5. marts 1936. Peder Lykke dør året efter 21. juli 1937. De er begravet på Nees Kirkegård.

 

 

• Rent teknisk er det ikke sikkert vi bringe fotoet her. Men vi har sikret os dette flotte foto, hvis vi en gang igen kommer på Facebook.