Panserbasse på Nørrebro (NørLIV 19)

Dette er vores 19. bidrag til Ugeavisen Nørrebro liv. Det handler om Panserbasser på Nørrebro. Dengang var man til fods og gik patrulje. De var store og fede dengang. Det var med til at skabe respekt. En af de mest berømte var lederen af Fælledvejens Politistation, Rantzau. Ikke historiekyndige mente, at Rantzausgade var opkaldt efter ham. Det var stort, da han fik lejlighed og eget toilet på stationen. De andre betjente måtte stå i kø ved retiraderne. Jo man havde mange opgaver dengang. Og så skulle man spørge om tilladelse, hvis man ville gifte sig. Det kneb nu med disciplinen. Man sov på vagten på en bænk ved søerne. Og en anden fandt en god indtjening ved at sælge øl om natten. Nu var lønnen som Panserbasse heller ikke så overvældende.

Fælledvejens Station eller Station 6 blev placeret på Fælledvej 13 og stationslederen var politiassistent Rantzau. Han boede selv i nummer 11. Men lokalerne for datidens panserbasser var for dårlige, så i 1865 flyttede man stationen hen til nummer 18.

I 1884 kom der pludselig en huslejestigning på 25 pct. Men kommunen accepterede dog med en ny opsigelsesvarsel på 5 år. I 1881 var der blevet præsenteret tegninger af en ny station og den stod færdig i 1884. Politidirektøren var stolt, da han præsenterede den nye station. Rantzau havde fået egen lejlighed og toilet, mens panserbasserne skulle stå i kø til retiraderne ude i gården.

I begyndelsen var området så stort at det dækkede hele Østerbro og ud til byens grænse, der gik ved Lygtekroen og Lygteåen. Rantzau var stationens første chef. Han var her fra 1863 til 1891. Han var stor både psykisk og fysisk. Man sagde om ham, at han til sidst vejede 300 pund.

Under en aktion på Assistens Kirkegård, måtte man finde en stol til Rantzau. Han blev belønnet med Ridderkorset. Han var kendt for sin humane og virkningsfulde optræden. Han var medgørlig ved mindre forseelser. Han kunne dog også være streng, hvis det var nødvendig. Mange Nørrebro-borgere fik gode råd af de afholdte betjent. Han stod også i spidsen for mange velgørende foranstaltninger i den fattige bydel.

Men han var meget populær. De knap så historiekyndige på Nørrebro mente, at Rantzausgade var opkaldt efter ham.

Man skulle være mellem 22 og 40 år for at blive Panserbasse. Man skulle ikke lide af nogen egentlig legemlig mangel, der gjorde en ”usikker” til polititjeneste. Man skulle kunne læse og skrive. Men det var, der nu ikke alle, der kunne. De undlod som regel at skrive rapport og klarede med at give ”forbryderen” en på skallen på stedet.

Ifølge Regulativ af Københavns Politis indretning af 1863, så skulle ugifte overbetjente og betjente tage bopæl på politiets kaserner, som skulle oprettes ved alle stationer. Men så kom der også månedlig fradrag for leje, lys og varme.

Hver betjent fik udleveret en kontrabog, som skulle indeholde alle oplysninger om uniforms- og udrustningsgenstande. Ven overførslen til en anden station skulle alle genstande efterses.

Som forsvarsvåben havde hver mand en stav, der skulle bæres skjult i frakkelommen. Den afløste den tidligere stok, som meget ofte blev misbrugt til at prygle folk. Under patruljen havde man en signalpibe og om natten en lygte. Den skulle altid være i sådan en stand, at den straks kunne tændes. Til olier, væger og svovlstikker kunne der bevilliges 5 skilling om måneden pr. lampe.

Af den højest lønnede klasse af politibetjente blev de ”dueligste” udtaget til inspektionsbetjente. I dagsbefalingen stod det, at betjente i den anden lønningsklasse næppe kunne ernære en familie. Og man ville kunne komme i meget trange kår. Og for at forhindre “fordærvelige” kår af sådan et ægteskab og det dermed gik ud over tjenesten krævede det tilladelse. De stakkels panserbasser blev truet med fyring, hvis de giftede sig uden tilladelse.

Ja på Nørrebro opstod der ballade fordi betjentene glemte at hilse på de foresatte og de kongelige. Men nu var det dog ikke hver dag, at de kongelige kom til Nørrebro. Man skulle holde øje med løsagtige kvindfolk, og dem var der mange af i bydelen. Men man skulle også holde øje med løse tyre, om de nu blev ført forsvarligt gennem bydelens gader.

Det kneb gevaldig med disciplinen i tjenesten. Når man var på tjeneste om aftenen eller natten lagde man sig bare til at sove. En stald i gartnergade var meget velegnet til dette formål. En anden ældre kollega bad sin yngre kollega vække sig efter et par timer på en bænk ved Dosseringen. En anden havde taget et vækkeur med og lagde sig til at sove på Brohusmarken, som i dag er Brohusgade. Han blev så vækket lige før, der var afmelding om morgenen kl. 6.30.

Det var strengt forbudt at gå på beværtning. Men det var dog tilladt, at få bragt forfriskninger, som man selv måtte betale, hvis det var i orden med overbetjenten. Men det var nu ikke alle, der overholdt dette. Som regel havde man også aftaler med de forskellige beværtninger, at de skulle stille flasker bestemte steder. Så kunne betjentene altid se gennem fingrene, hvis der skete noget der.

Jo betjentene skulle også sørge for, at gadedrenge og andre ikke fiskede noget op af rendestenene. Og lågene til latrinvognene skulle være tætte. Men ellers havde Nørrebros hunde stor glæde af utætte latrinvogne.

Men nu var det ikke altid lige let at holde øje med forbryderne, for når de var kravlet over Lygteåen var de i Nordre Birk. Så var de ude af området.

Normalvægten for en panserbasse var dengang 200 pund. De runde maver var et nyttigt våben. Man kom let til at puffe til banditten med denne mave.

Når arbejderne omkring lønningsdag fik udbetalt deres løn var det gang i den på Nørrebro. Som regel skete udbetalingen på værtshuse. Og i stedet for at tænke på den sultne familie blev lønnen investeret i flydende kost. Ofte måtte panserbasserne så leje en træk vogn og transportere disse fuldrikker til stationen. Og så var det altid hujende børn bag efter.

Betjentene måtte også stoppe gadekampe, som knægtene havde arrangeret. Disse kampe var der mange af, og store slag blev dengang udkæmpet. Rabarberne gik således også på plyndringstogt over hos de fine på Frederiksberg, hvor lyset modsat Nørrebro altid var tændt.

Omkring Blågårds Plads huserede betjent Grøn. Han havde som regel hænderne på ryggen og så meget autoritær ud. Han gik og hilste på de handlende. Han fik som regel en pølse hos slagteren og en cigar hos tobakshandleren. Hos bageren ventede en kop kaffe og et stykke wienerbrød. Madpakke behøvedes han ikke at tage med hjemmefra. Det var en god tjans at gå ad Blågårdsgade dengang.

Når Grøn så en spritter, der ikke kunne klare sig selv, kontaktede han kollegaerne på Fælledvejens Station. Næste morgen var spritteren atter på Blågårds Plads. Han var nu veludhvilet, nogenlunde ædru, nyvasket og havde fået morgenmad.

En nytårsnat måtte en betjent ud i Sortedamssøen for at redde en, der var flygtet fra Kommunehospitalet, og som var ved at drukne sig. Betjenten fik n fik med stor besvær halet personen i land og bragt ham tilbage på hospitalet. Der blev sørget godt for den redede. Men man glemte betjenten. Han måtte sjokke hjemad i sit drivvåde tøj. Undervejs mødte han dog en underofficer, der fik ham op i lejligheden. Efter et par snapse kvikkede betjenten op. Ligeledes fik han lånt et par sivsko og en stor sort hat, som erstatning for hjelmen, der blev derude.

En kollega som han mødte undervejs mente, at han havde en stor brandert ud i den mundering. Men helt glemt blev han dog ikke. Han fik en belønningsmedalje. Men hjelmen blev derude. Måske ligger den derude endnu. Vi vender tilbage til Fælledvejens Politistation ved en senere lejlighed. Der venter masser af andre historier.

• Du kan læse meget mere om panserbasser, betjente, kampe m.m. på Nørrebro på www.dengang.dk Her finder du 253 artikler om det gamle Nørrebro.