Hollændere og frisere byggede herude. Hvornår forsvandt Vester Anflod Kirke? Et stort dige-byggeri mislykkedes. Rudbøl skulle have været en fristad. Klager over fiskerne, der var skyld i oversvømmelse. Der var skoleundervisning allerede i 1710. Advarsel: ”danskerne kommer”. En stor brand i 1862, og pludselig dukker 17 skeletter op.

 

Hollændere  og frisere

De første bosættere har angiveligt været hollændere og frisere, som var vant ti at bygge værfter og drive landbrug under ekstreme forhold. Inden afvandingen var området et sandt
vandlandskab. Der opstod øer overalt. Antallet af værfter (forhøjninger) har været mange, og alle har været navngivet. Når stormfloder ødelagde værfter eller at de ikke var bygget store nok, anlagde man nye eller byggede dem endnu højere.

Disse værfter var ikke blot bygget af  opkastet klægjord. De bestod også af nedrammede pæle og et pakværk der bestod af ris og gødning. Rester af brønde er også fundet.

 

Rå  og smidige

Saxo beskrev befolkningen på en meget rammende måde:

• Indbyggerne som er rå  og med smidige kroppe, forsmår den svære rustning. De omgiver deres marker med vandgrave og springer over dem ved hjælp af springstokke. Deres huse opførerde på høje af opkastet jord

Det spøgte

Fra gammel tid hørte landsbyerne Rudbøl, Poppenbøl og Gaden til Vester Anflod Kirke. Hvornår kirken blev bygget, vides ikke. Angivelig skulle kirken have ligget på det værft, hvor Momme Bossen senere boede.

Da landevejen fra Rudbøl Klinkechaussé til Højer Dige blev anlagt fandt man nogle store sten ved udgravningen. Måske var det rester af den forsvundne kirke. Man sagde også for cirka
100 år siden, at det spøgte på stedet. Man skulle lægge øret mod jorden for at prøve, om man kunne høre noget.

 

Ved Vidåens delta

Dengang i begyndelsen af 1200 – tallet eksisterede kirken i hvert fald under navnet Andæflyt. Et  kirkeligt dokument fra 1233 afslører dette. Efter signende skulle beboerne i sognet have væsentlige forpligtelser over for biskoppen. I dokumentet er det også en interessant bemærkning om frisere. Det må antages, at være frisere fra Holland, der har bosat sig ved Vidåens
munding.

Et dokument fra 1417 taler om hollændere i Ballum Marsken, der slog sig ned ved Brede-åens munding.

Navnet Andærflyt betyder Ved Strømmen, Ved Floden. Måske har det oprindelig været en frisisk bebyggelse. Vidåen dannede dengang en slags deltamunding. Sammenligner man med navnet Ved Gaden (An – der – Gaat) ses der en hvis lighed.

 

Hvornår forsvandt kirken?

I en gammel fortegnelse fra 1340 over de kirker, der tilhører Ribe, er der tilføjet med blæk ved Andæflyt Kirke ordet submersa. Dette ord betyder under havet.

Hvornår Vester Anflod Kirke gik under er der uenighed om. Det kan være sket under Grote Mandrenke i 1362. Måske er det først sket under Allehelgensfloden i 1436. Også denne stormflod fik betegnelsen Mandrenke (menneskedrukning).

Men kigger vi nu engang i Danmarks Adels Årbog i 1910 finder vi på side 441 en interessant meddelelse. Denne beskriver Familien Rosenkrantz stamtræ:

• Iver Petersen til Kogsbøl, som skal have været amtmand i Tønder, fik efter en stor oversvømmelse af den holsstenske greve kirken i Anflod, som ene stod tilbage og lagde den under Kogsbøl, købte af Peder Sture 6 gårde og 3 huse i Møgeltønder birk og af Mads Gjordsen til Solvig hans gårde i Hjerpsted og Nørre Sejerslev, skjøde 1436 med Godske Eriksen (Rosenkrantz) gods til Haderslev kapitel, beseglede 1446 til vitterlighed med væbneren Steenfeldt ………..

Stemmer dette, ja så forsvandt Vester Anflod Kirke ikke i 1362.

 

Tilsluttet Højer Kirke

Hertug Adolf overdrog kirken til ejeren af Kogsbøl, Iver Pedersen. Overleveringen fortæller at beboerne havde bestemt sig at slutte sig til Emmerlev. Men hvordan kunne det så det så være at sognet alligevel kom til Højer.

Jo de læssede alle værdigenstande inklusive alteret på en vogn for at tage dem til Emmerlev. Men da de nåede Højer ville hestene ikke videre. Det anså man som et tegn fra Gud. Og alteret blev placeret i Højer Kirke.

 

Dige-byggeri

Allerede i 1314 havde Erik Menved haft planer om at forbinde Horsbøl og Højer Herreder ved en dæmning fra Fegetasch til Rudbøl.  Men det første alvorlige forsøg på  at inddæmme Vidåen og anlægge diger, skete først i begyndelsen af 1500tallet. Det var Hertug Frederik af Gottorp, der i 1506 påtog sig den vanskelige opgave. Således arbejde han i syv år for at forbinde Horsbøl herred. Hertugen opholdt sig meget på stedet og boede under opholdet på Husumtoftmark. Den lå i nærheden af Ved Gaden. Herfra var der ca. 20 – 30 minutter til Rudbøldyb,
hvor arbejdet skulle foregå.

En af modstanderne var Matz Lützen, der ejede en hallig, som lå i Rudbøldyb. Han ville have, at dæmningen skulle gå sydligere, og i hvert fald ikke over hans jord. Han ville hugge halsen over på den første, der satte spaden i hans jord. Som følge af dette var det hertugen, der foretog det første spadestik.

 

Hold øje og få øl 

Jeg lever endnu, sagde hertugen henvendt til Matz Lützen. De tog blev dog meget gode venner. Når der var godt vejr kom hertuginden også på besøg. Meget tyder på, at de på den tid opholdt sig meget på slottet i Tønder.

Hertugen var morgenmand, der skulle pukles fra morgenstunden. Som regel var han ude fra klokken 10. Så blev der spist under musikledsagelse. Fødevarerne lod han bringe fra Tønder.

Drikkevarerne fik man fra amtmand Claus von Ahlefeldt i Tønder. Det var nu ikke så meget vin, man drak. Det var øl, ikke fra Tønder, men hertugen foretrak øllet fra Ribe. Ofte blev de lokale bedt om at holde øje med vandet og byggeriet om natten. Som tak blev der stillet en tønde øl til rådighed.

 

Dæmningen brød sammen

For at skaffe afløb blev der bygget en stor sluse, 11 alen bred og 5 alen høj med opstander i midten. For at give dæmningen den fornødne fasthed, blev der rammet stærke pæle ned og på begge sider anbragt støttekasser.

I Rudbøl Dyb står endnu nogle af de pæle. Ved meget lav vandstand kan de ses. Bådsmændene i området vidste godt, hvor de er, og hvor man skulle tage sig i agt.   Pinsemorgen 1511 var diget og slusen færdig. For Tønder var det ikke en særlig god meddelelse. For første gang var man afskåret fra havet. Men det varede dog kun kort tid. Den 20. august brød dæmningen sammen midt i det gamle dyb. En voldsom stormflod havde ramt området.

 

Nyt forsøg 

Hertugen opgav dog ikke byggeriet. Fra slottet i Tønder befalede han, at der fra Sild skulle sendes ti bemandede og ti ubemandede skibe. Et antal skibe fra Før blev også befalet. Det viste sig dog at være umuligt at opføre en dæmning på samme sted.

Den anden dæmning har gået fra Rudbøl værft over Veltens sil i sydvestlig retning. Beboerne i Rudbøl har også fundet rester af denne dæmning.

Ved pinsetid 1513 var arbejdet fuldført, men allerede den 13. juli var også denne dæmning ødelagt. Denne gang undgik man heller ikke tab af menneskeliv. Seks – syv pælearbejdere
mistede deres liv. Hertugen opgav nu sin plan.

 

Diget blev færdig

Først 20 år efter genoptog hertugens søn, Hans den Ældre, dige-byggeriet. Befalingen er fra den 15. april 1544 og omfatter et nyt havdige mellem Kær herred, Højer herred, Tønder herred, Tønder by og Store Tønde.

Det var ikke en let opgave. Diget skulle gå fra Højer til Rudbøl og derfra i østlig retning over Vidåen ved Grippenfeld til den høje gest ved Grelsbøl. Den 6. juni 1566 stod det hele færdig.

 

Rudbøl skulle have egen mønt

Tønder var nu afskåret fra havet. Mindre skibe kunne godt gå gennem slusen, hvis de lagde masterne ned. Men Tønder fik endnu et chok. Hertug Frederik den Tredje havde store planer med Rudbøl.  En ny by skulle anlægges. Mellem Rudbøl og Flensborg skulle der anlægges en kanal. Otte år tidligere havde han anlagt Frederiksstad. Nu skulle en tilsvarende by anlægges i Rudbøl. Tilskyndelsen kom fra hollænderen Cornelius Clausen Pietal. Han havde været med til at anlægge Frederiksstad.

Rudbøl  skulle have sin egen mønt. Den skulle ikke befæstes, dog kunne en vold på 8 – 9 fod til beboernes beskyttelse, tillades. Hvert år skulle der betales 1 ½  rigsdaler pr. demant til hertugens kasse. Hollænderen fremhævede også  Rudbøls beliggenhed. Der var kun en mils vej til Listerdyb. Her skulle der opsættes sømærker og lystønder.

Der skulle bruges 11 skibe til arbejdet. Pietal havde gjort en ny opfindelse med sænkesluser, som her skulle afprøves. En stor ind-digning af forlandet indgik i planerne. Planerne blev opgivet med halvanden hundrede år senere genoptaget af kaptajn von Justi. Planerne blev ikke til noget. Først i 1692 blev forlandet inddiget, den såkaldte Gamle Frederikskog.

 

Klager over oversvømmelse

Flere gange klagede borgere i Rudbøl over oversvømmelser. Det skyldtes, at kanaler var blevet tilsandede og ikke kunne lede vandet væk. Den 4. maj 1686 klagede slusemester
Lorenz Lausen over ålefiskeriet. Det samme gør landboer i 1690. De mener, at fiskerne med deres net og ruser hindrede vandafløbet gennem sluserne. Hertug Frederik den Fjerde
var træt af de utallige klager så den 6. september 1697 udsendte han følgende forordning:

• Vi Frederik etc. bekendtgør følgende for alle og enhver, særlig fiskerne ved Rudbøl, at hensyn til bevarelsen af de mange kostbare sluser, der er anlagt ved Rudbøl, tillige med
  de tilhørende siler i Gudskog, for at de overflødige ferskvand kan komme bort, hvoraf samtlige omliggende landejendommes velfærd afhænger.

 

• Det er åbenbart, at fiskerne der ved at sætte utallige fiskegarn net og ruser inden for og uden for sluserne, hæmmer afledningen af det tilstrømmende vand, så at å-løbet derved tilslikkes, ligesom sluseportene og skodderne gøre ubrugelige ved hemmelige egenmægtige åbninger og indsætning af kiler. Af landsfaderlig omsorg påhviler det os i tide at forhindre alle den slags skader, og derfor befaler vi herved alvorligt, at ingen, hvem der inden måtte værre, må anbringe fiskegarn, ruser eller net inden for eller uden for sluserne,
  på de steder, hvor vandet skal have sit udløb. De må kun sættes og benyttes i passende afstand fra sluserne, og langt mindre må sluseportene åbnes og afspærres ved dag og nat. De, der forbryder sig mod dette straffes med en bøde på 50 rthr., som samtlige fiskere hæfter for. Derfor må vore embedsmænd og dige fogeder rette sig og føre tilsyn med, at disse
  bestemmelser efterleves.
• Således kundgjort under Hans Højfyrstelige Durchlauchitigheds her påtrykte fyrstelige segl.

Afvandingsforholdene blev endnu dårligere ved de senere ind-digninger af Frederikskog og Rudbølkog. Den sidste blev inddiget i 1715. Indtil da var sluserne ved Rudbøl havsluser. Fra 1715 til 1863 var havsluserne i Rudbølkogs diger. Siden 1861 er slusen og dermed også havnen ved Højer.

 

Poppenbøl 

Poppenbøl værft havde et temmelig stort omfang. Indtil 1899 har den været en meter højere på midten. Stedet er den mindste af de tre bebyggelser, der hører til sognet. Allerede i 1443 nævnes stedet i et dokument. I 1695 nævnes Sievert Fink, Sönke Bossen og Goddert Hansen.
Sidstnævnte blev ved giftemål også ejer af fæstegodset Søndergårde.  I 1769 var der her to gårde og to huse med 22 beboere. Omkring 1830/1840 var der to gårde og tre husmandssteder.

 

Ved Gaden

Af beboere i Ved Gaden nævnes Johan Fink, Moritz Moritzen, Moritz Tollsen, Nisz Hansen, Nisz Ericksen, Nisz Thomsen og Lorentz Moritzens arvinger.

En af gårdene nævnes allerede i 1440. Den hed tidligere Husumtoftmark og havde privilegier. Stedet blev omtalt som Gaate. Og åbenbart har en beboerne på stedet været Dankwerth.
Her boede Hertug Frederik, da han forsøgte at bygge diger. I 1769 var her fem gårde og fem huse med 52 beboere.

Muligvis har historiker misforstået det gamle navn An – dæ – Flyt, der betyder Ved strømmen. Her lå som skrevet den forsvundne kirke.

 

Mysteriet om kirken

I 1769 havde Rudbøl 8 gårde, 21 kådnere og 12 indsiddere med i alt 221 indbyggere. Her boede også to Schackenborg – kådnere, som ikke havde græsningsret. Kigger man på Meyers
kort fra 1659 så er Rudbøl opført som en kirkeby. Det har Rudbøl aldrig været. Lidt indviklet er det også, for gårdene Vesteranflod og Vesterfelt hørte til Møgeltønder. Måske er det derfor, at man er uenige om placeringen af den meget omtalte kirke Vester Anflod Kirke (An dæ Flyt). Kirken har antagelig været brugt i mindst 150 år, inden vandet tog den.

 

Skoleundervisning i 1710

I en beretning fra 1710 kunne Pastor Caspar Petraeus berette om, at der ingen skolebygninger fandtes i Rudbøl. Undervisningen foregik i en stue lejet i et hus. Der betaltes en halv rthr. For hvert barn. Man havde en ordning, som blev kaldt Wandeltisch (omgangsbespisning). Læreren fik sin kost ved at gå på omgang hos de skolesøgende børns forældre i en bestemt rækkefølge.

 

Regler for undervisning

I 1801 blev der kigget på skoleforholdene i Rudbøl. Man konstaterede at biskolen ikke kunne slås sammen med andre skoler på grund af dens beliggenhed. Der var for få skolesøgende
og forældrene var ofte ubemidlede. Skolen kunne ikke ophøjes til distriktsskole, man måtte beholde sin nuværende status. Der var dog nogle regler, der skulle overholdes.

1. Enten skal den dårlige skolestue, som koster en anselig årlig leje, grundig istandsættes eller også må lodsejerne bygge en ny.
2. Skolelæreren skal nu som før udnævnes af provsten
3. Efter allerhøjeste påbud kan ”Wandeltisch – ordningen” ikke mere tillades. Derfor skal der fastsættes en årlig løn til læreren. Den skal være stor nok til at han selv kan holde sig selv med kost, altså mindst 70 – 80 mark, hvortil alle interesserede uden forskel, skal betale deres andel.
4. Der skal holdes skole både sommer og vinter
5. Der skal sørges for den nødvendige opvarmning af skolestuen. De to små landsbyer Poppenbøl og Gaden kan på grund af deres beliggenhed ikke tilsluttes nogen skoledistrikt og de
   kan ikke pålægges afgifter til andre skolekommuner.

 

Med disse regler blev det pålagt forældrene at ansætte huslærer eller selv sørge for deres børns undervisning, når de boede i Poppenbøl og Ved Gaden. Min mor, der tjente på Poppenbøl,
fortalte, at der på gården var et værelse, man kaldte for skolestuen.

 

Udnævnt som distriktskole

Tretten år senere blev biskolen i Rudbøl ændret til distriktsskole. Ved Gaden og Poppenbøl skulle fra nu af tilhøre Rudbøl Skolekommune. Rudbølkog skulle også indlemmes, men først efter, at man havde fået bygget en skole. Et specielt regulativ med hensyn til lærerens aflønning m.m. blev udarbejdet. Den nye skole blev først bygget i 1822. den blev opført i sten med stråtag. Den indeholdt en skolestue, der var otte meter bred, tre meter lang og to meter høj. Der var seks vinduer samt en tjenestebolig med to stuer, soveværelse, køkken, spisekammer
og stald.

 

Nye skoler

I 1882 blev der bygget en ny skole med skifertag, en rummelig skolestue og lærerbolig. Til dækning af udgifterne blev der optaget et lån på 11.000 mark, som skulle afdrages over 20 år.

Det var også det år, hvor den lille landsby Lust i Møgeltønder Sogn blev indlemmet i skolekommunen. De havde indtil da haft deres egen skole, den mindste i Tønder Amt. I 1923 blev den hidtidige skole indrettet til den tyske skoleafdeling. Der blev bygget en ny skole til den danske afdeling

Undervisningssproget var indtil 1865 udelukkende dansk. Men nu blev der påbudt, at der i mindst 12 ugentlige timer skulle være undervisning i tysk.

 

Læreren kunne ikke undervise på tysk

I 1875 besøgte pastor Schmidt skolen. Her var der interesse for, at der i samtlige timer skulle undervises i tysk. Det var den daværende lærer Thomsen dog ikke i stand til. Efter at denne havde fået ansættelse i Mellerup, blev der undervist på tysk undtagen i to timer om ugen.

 

Skole i Gammel Frederikskog

I 1819 blev der bygget et godt og solidt skolehus på det gamle Frederikskog – dige. Det lå ikke langt fra den gamle kogs – mølle. Tidligere lå der også en skole i området. I 1840 fik læreren 120 mark i kontantløn, tre tønder rug, tre tønder byg, seks læs tørv, ti læs hø til vinter-fodder og 2 ¾ demant skolejord.

Læreren havde desuden 100 får på forlandet. Det var der, hvor Ny Frederikskog kom til at ligge. Skolekommunen kom til at omfatte Gammel Frederikskog, Rudbølkog og fra 1864 Ny Frederikskog. Det var dog en af de mindste skoler i Tønder Amt.

 

Adelsdamen der gik konkurs

Omkring 1680 hed sognefogeden Hans Johann Heinrich von der Wisch. Han blev gift med Anna Dorthea Ivers Hans Johan var tillige digegreve. Han døde omkring 1700. Anna Dorthea
kom i så store økonomiske problemer, at hun kort tid efter blev erklæret konkurs.

Det ville jo også have gået sin vante gang, hvis det ikke havde været fordi at Anna Dorthea havde tømt bohavet for værdier. Det var borgmester Peter Preussens arvinger, der kom med disse anklager.

I Højer var der i år 1700 en herredsfoged Jürgen Detlef von der Wisch. Hvor stor indflydelse den adelige familie havde i området, har der indtil nu ikke været muligt at finde frem til.

I 1834 var der i Rudbøl to tømrere, to skomagere, to skræddere, en væver og en købmand. I 1900 var der kommet en gæstgiver til.

 

Danskerne kommer

Ikke mindre end 28 af Rudbøls unge mænd deltog i treårs – krigen. Sognefogeden forsøgte at beskytte de få dansksindede, der var tilbage på egnen. Da Slesvig – Holstenerne
i juli 1851 ikke mere kunne holde stand, rejste nogle af de største gårdejere syd på.

En eftermiddag lød der i Rudbøl:
–          danskerne kommer.

Fem – seks arbejdsvogne med soldater kørte ind i landsbyen. Sognefogeden trakterede soldaterne med smørrebrød, øl og snaps. Der blev foretaget husundersøgelser i samtlige boliger. Alle geværer og spyd blev taget med.

 

Sognefogeden blev anholdt

Men de danske soldater kom tilbage og anholdt sognefogeden. Via Højer og Tønder blev han indsat i fængslet i Flensborg. Han fik en elendig behandling i fængslet. Sammen med syv andre fanger blev han så transporteret med dampskib til København. Her delte han celle med en købmand Mallis fra Tønder.  Senere blev han transporteret tilbage til Flensborg og Tønder.
Da fængslet her var overfyldt, fik han lov til at bo hos en snedkermester Petersen. Han fik også lov til at spadsere i amtmandens have.

Hans ophold i Tønder  blev mere tålelig. De tysksindede besøgte ham, og hans familie fik også lov til dette. Efter tre måneder blev han frigivet. Hans borgerlige rettigheder var frataget ham, dem fik han først tilbage i 1860 med en erklæring at han havde lidt uskyldig.

 

Den store brand i 1862

I 1862 opstod der en stor brand, hvorved flere stråtækte huse i løbet af kort tid blev lagt i aske. Det var ved middagstid den 1. juni. To små drenge, som endnu ikke gik i skole, legede med hinanden. De samlede hø, halm og træ. De satte ild til det uden at ane, hvilke følger, det fik. Da alt var tørt, og da det blæste greb ilden hurtig om sig. Ikke mindre end 24 familier blev denne
dag hjemløse.

 

Knogler fra 17 mennesker

I sommeren 1884 fandt nogle arbejdsmænd fra Rudbøl som gravede ved Rudbøl Dyb, et antal menneske-knogler, øjensynlig fra 17 personer. Man mente at knoglerne stammede fra forulykkede ved dige-byggeri. Man støttede sig til en beretning af Petrue Petræus:

• Anno 1513, da kysten her var inde i herredet, på en tirsdag var der storm, og da blev tre kister slået i stykker slået i stykker på én gang i samme nat, og der var kun lidt, der kom op
  – da druknede seks eller syv af pæleslagerne.

Men den forklaring købte datidens medier ikke. Andre mente, at det var sørøvere, der var slået ihjel. Der var også gisnet om, at det slet ikke var europæere, da deres hovedform var anderledes. Efter at knoglerne havde ligget i sprøjtehuset i Rudbøl, blev de 30. november 1884 begravet på kirkegården. I begravelsesregistret hedder det:

• På et sted, der almindeligvis står under vand, blev der gravet jord op, da vandet på grund af vedvarende tørke havde trukket sig tilbage, og arbejderne stødte da på de dødes ben. Hvordan de er kommet derhen lader sig ikke opklare.

 

En heks i Grippenfeld

Tidligere var der fire gæstgiverier ved Rudbøl, ét i Rosenkrans, ét i Rudbølkog, ét i Rudbøl og ét i Lyst. Den sidste bestod, dog kun i kort tid. Over døren stod der på plattysk:

• Kommt räwer, hier wahnt ein Kröger (Kom herover, her bor en kromand)

Det var en indbydelse til de bådmænd og pramførere, der sejlede forbi. Her gik også en vej langs det gamle dige til Grippenfeld. Men denne vej fik et meget dårligt ry. Rygtet opstod, at der var en heks i Grippenfeld. Karlene på de nærliggende gårde havde taget hanen af brændevinstønden, så indholdet løb ud. Kroen lukkede, da indehaveren ikke havde råd til at få fyldt tønden op igen.

 

Kartofler i Danmark – Løg i Tyskland

Ved det sydøstligste hjørne af Rudbøl Kog gik landegrænsen gennem haven hos enkefrue Nielsen. Kartoflerne stod i Danmark, mens løgene stod i Tyskland.

 

Kroer i Rudbøl og omegn

Nu skal det måske retfærdigvis nævnes, at der i Rosenkranz eksisterer en kro, hvor indehaveren hedder Brodersen. Jeg er hvis ikke i familie. Men maden er super-god og billig.

Lidt længere mod syd ligger Rickelsbüller Hof. Det gjorde den dog ikke sidst, jeg var i området, da hed stedet Gastwirtschaft Rödenäs. Men den lille landsby Rickelsbüll forsvandt under en stormflod i 1615. Herfra er det ikke ret langt til Nolde – museet.

Og så skal vi jo ikke glemme Rudbøl Grænsekro. Her er rødder tilbage fra 1711.

 

Kilde:

• Litteratur Højer
• Litteratur Møgeltønder
• Litteratur Tønder
• www.dengang div. artikler

 

Hvis du vil vide mere:

• www.dengang.dk indeholder 1.783 artikler, heraf 77 artikler fra Højer 
• Baraklejren i Højer
• Bådfolket i Rudbøl
• Fiskeri ved Højer
• Højer – som havneby
• Højer – stormflod og diger
• Højers historie
• Travlhed ved Højer Sluse

 

• Under Tønder (283 artikler)
• Aventoft – byen ved grænsen
• Dige-byggeri i Tøndermarsken
• Drømmen om en havn i Tønder
• Friserne – syd for Tønder
• Hertugen af Tønder
• Kanal gennem Tønder
• Tøndermarsken
• Tøndermarsken 2
• Tøndermarsken under vand
• Vadehavets maler – Emil Nolde
• Vikinger i Vadehavet
• En rebel – og hans gård

Redigeret 15.10.2021

Hvordan levede man på Rømø i gamle dage. Vi kigger lidt på deres kirke. Selv på kirkegården kan man læse historien. Søfolkene
tog sæljagt på Grønland. Tønder – købmænd havde store interesse i dette. Der var slagsmål i luften i forbindelse med bjergninger. Og tænk, der var en sporvogn på Rømø, ja egentlig skulle der have været et damplokomotiv. Under krigen var ca. 2.500 ansatte i de tyske bevogtninger.

 

Mange tyskere til Rømø 

Hver fredag i sommerperioden var Ribelandevej i Tønder dengang i 60erne fuld af tyskere på Vej til Rømø. Og ofte stod vi derude for enden af Lærkevej
og fulgte når redningskøretøjer satte kursen mod Rømø, fordi en tysker igen engang var drevet til havs på sit badedyr eller madrads. Jeg fulgte med Falcks
kommunikation på min lettere ombyggede transistorradio.

Antallet af ferieovernatninger på campingpladser, hoteller og sommerhuse udgør i dag ca. 2,5 millioner. I modsætning til det mondæne Sild er adgangen til stranden gratis.

 

Tour de France var vand

Jeg husker også vores cykeltur til Rømø. Tour de Frances tinder er vand i forhold til de prøvelser, der var, at cykle til Rømø fra Tønder. Og det er særlig barsk, når blæsten pludselig vender, så man også har modvind på vejen hjem. Rømødæmningen var en frygtelig forhindring.

Egentlig havde man længe haft planer om en dæmning, men den blev først påbegyndt den 8. april 1940 – dagen før besættelsen. Projektet kun have taget to – tre år, men først i 1948 var man klar til indvielsen.

Men den historie er nok ikke helt rigtig. Min far var der allerede i 1939. I årene 1940 – 41 var der ansat 400 mand på projektet.

Talrige gange er den blevet repareret, således efter stormfloden i 1976, hvor omtrent halvdelen forsvandt under vandet.

Man valgte at anlægge dæmningen så den fulgte vandskellet mellem Juvre Dybs og Lister Dybs tidevandsområder. Men nærmest Rømø fik dæmningen et lidt sydligere forløb. Derved afskar man et havområde på cirka 5 km2, hvor tidevandet blev tvunget nord om øen.

Tænk at der er brugt 2 millioner m3 jord. I 1963 blev den 8 meter brede kørebane udvidet til 12 meter.

 

Rømø omtales i 1226

Hvad betyder ordet egentlig? Det stammer fra det jyske og betyder langstrakt forhøjning og ø. På frisisk hedder øen Rem og på tysk Röm

Røm  omtales allerede i 1226 i et paveligt håndskrift og betegnes i 1231 i Kong Valdemars Jordebog som Rymø.

Hvornår øen er blevet befolket, vides ikke med sikkerhed. I en fortegnelse fra 1291 blev det gods, der tilhørte Ribe Domkapitel, nævnt at de afgifter i smør og ost, som Øregården og en anden gård på Rømø skulle erlægge.

Øregården er muligvis ophav til det nuværende Juvre, der således er det ældste bebyggelsesnavn på øren. Men kirken er jo også bygget på et tidligt tidspunkt.

Omkring midten af 1600-tallet boede der cirka 1.500 på Rømø. I 1910 var indbyggertallet faldet til 802. Tilbagegangen skyldtes at befolkningen udvandrede til Danmark og Amerika. Det var blandt andet for at undgå preussisk militærtjeneste.

 

Rømø var opdelt

Indtil 1864 var øen delt i en sydlig del under Kronen og en nordlig slesvigsk del, der også rummede en del kongelig strøgods henhørende under Hvidding Herred.

Grænsen mellem de to dele gik i øst – vestlig retning fra et punkt lige nord for Rømø Kirke. Delingen blev fremkaldt ved at Dronning Margrete den Første omkring år 1400 afkøbte slægten Limbek forskellige landstrækninger, bl.a. Mandø, den sydlige del af Rømø og den nordlige del af Sild.

Områderne skænkede dronningen til Ribe Domkapitel og udskilte dem derved som kongerigske enklaver fra hertugdømmet Slesvig.

Den omstændighed, at såvel den sydlige del af Rømø som List forblev kongerigsk domæne, sikrede helt frem til 1864 Danmarks herredømme over det vigtige farvand Lister Dyb.

 

Et langt farvel

Når en sømand skulle på langfart, så rejste ingen sømand før han havde sagt ordentlig farvel. Over hele øen gik det for at sige farvel til slægt og venner. Sådan
et farvel kunne godt tage en hel uge.

 

Skibsbjælker i Rømø – huse

Rømø – gårdene er gene bygget i vinkel eller t – formet med øst – vestlig retning. Så har den barske vestenvind mindst mulig angrebsflade. Det vigtigste opholdsrum blev lagt så lunt og trækfri som muligt bag stald og lade. Husene var som regel bygget af mørkbrændte rødviolette sten og muret med skær-kalk.

Den mørkerøde farve farve, står godt til landskabet. Mange steder beklæder fajancefliser i både dagligstuen, opholdsstuen og køkkenet på de rige gårde.Mange bjælker i de gamle Rømø – huse har en fortid som dæksbjælker på et skib. Der strandede tidligere mange skibe på Rømø. Måske har man også købt udtjente skibe til ophugning. De blå – hvide hollandske fliser bærer ofte bibelske motiver. Men også skibsmotiver prydede disse fliser.

 

En spansk grundstødning

Vi talte om strandinger. I 1716 strandede den kongelige spanske fregat Princesse ved Rømø Nørlands kyst. Der blev reddet i alt 70 personer. En bonde i Juvre fik bjerget noget krudt. Åbenbart omkom en spansk gesandt sammen med sin familie.

 

En stranding og 10 retssager

Nu gik alt ikke lige gnidningsfrit, når der skete en stranding. Det kan måske have noget at gøre med den slesvigske del og den kongerigske del. Således første en stranding i 1717 til tre sagsbehandlinger i Hvidding Herreds ting, seks behandlinger i Ballum ting og en gang på Fanø Birketing.

Søndag den 26. september 1717 opdages et vrag vest for Knuds. Fem både fra Fanø, tog derud- men mørket overraskede dem. De tog nogle småting med sig.
Næste morgen befandt vraget sig ud foran Bollert Strand ca. 1 mil ude i vandet.

Nogle Nørlands – folk tog derud i Peder Præsts båd. De havde ordre fra herredsfogeden om at føre vraget til havnen i Kongsmark.

Der kom også to både fra Sønderlandet med 10 mand. Sammen blev man enige om at bringe skibet ind gennem Blådybet, der dengang endnu dannede en sejlrende mellem Havsand og Rømø. Men det lykkedes ikke. Vraget stødte på grund.

Om natten drev vraget længere sydpå og ind på Sønderlandets forstrand. Ved lavvande kunne man gå ud til det. Til sidst lykkedes det at få vraget bugseret ind til Havneby.

De mange retssager endte med, at Sønderlandets fiskere fik bjergningslønnen.

 

Mange værdifulde laster

Det var en livlig sejlads der foregik omkring øen. Og bjergninger kunne udgøre et meget stor indtægt. Før 1700tallet lå strandingssagerne i stens hænder. Derefter blev det almindelig at bortforpagte rettighederne til private. Strandingsgodset repræsenterede ofte en betydelig værdi. En sport, var det for mange
Rømø – borgere for efter en storm for at se, om noget kunne bjerges. Ofte blev borgere fra Rømø anklaget for strandrøveri. Den der kom først havde retten, skulle man mene. Men sådan var det ikke altid. Ofte ende en bjergning med skænderi og slagsmål. Det retslige blev afgjort af diverse af retssager.

I 1760 kom en sag for Ballum Tinget. 11 oksehoveder (a 217 liter) fransk vin var bjerget. Egentlig var det pågældende skib strandet ved Helgoland. En købmand fra Bremen meldte sig som den retmæssige ejere af vinen.  Ja egentlig kunne vi lave en artikel, der kun handlede om strandinger ved Rømøs kyst. Der var mange af dem.

 

90 pct. er ren natur

Egentlig er det mærkeligt at forstille sig men 90 pct. af øen er ren natur. Mod nord er øen afgrænset af Juvre Dyb på cirka 17 meter mod syd af Lister Dyb
på indtil 37 meter.. Man tror næsten det er løgn, når indbyggertallet kun er ca. 720. Om sommeren er øen nærmest overbefolket.

En 3 meter klitzoner går ned gennem øen. Her er fredede heder og plantager. Mod nord ligger Juvre Diget anlagt i 1926 – 1928 og forstærket i 1965 – 1965. Men dette har dog ikke kunnet stoppe vandet.

 

“Nordseebad” Lakolk

Stik mod vest ligger Lakolk. Stedet blev allerede i 1898 omdannet til badested med badehotel og sommerhuse. Sandstranden er enestående. Så mangen en Tynne – Knajt har taget sine første køretime her hos far.

Ikke så sært, at turisme er øens vigtigste erhverv.

Moden med strandbadning går kun tilbage til midten af 1800tallet. Først i løbet af 1900tallet blev det almindeligt at tage til stranden. Langs vadehavskysten havde bademoden bredt sig fra Før. Her blev det første kurbad bygget allerede i 1819. Mon ikke Christian den Ottende og H.C. Andersen har været ude at bade her?

“Nordseebad Lakolk” blev oprettede af den meget initiativrige præst, Jacobsen fra Skærbæk. Lokale købmænd fra Skærbæk og en enkelt gæstgiver fra Hvidding købte et klitareal på 70 ha. Ligeledes købte man en stribe jord tværs over øen. Her ville man anlægge en tilkørselsvej.

Men det var lidt af en rejse, at komme hertil. Først kom man med toget til Skærbæk. Herfra gik det med hestevogn til brohovedet nord for Skærbæk med damperen Röm til Kongsmark. Til sidst gik det med en hestetrukken vogn tværs over øen. Den første sæson var der kun to blokhuse og fire værelser på Lakolk.

Omkring 1900 blev der opført omkring 40 blokhuse i forskellige størrelser. Det var vel nærmest et jævnt billigt kursted for den tyske middelstand. Desuden var der et hotel Drachenburg, et logihus og en restaurant Kaiserhalle.

Og en troljebane, som var en lille hestetrukken skinnebane blev indrettet fra badestedet til Kongsmark på Rømøs østkyst. Tanken var, at vognene skulle strækkes af et damplokomotiv. Men den 10. december 1900 blev der midlertidigt givet:

• politimæssig tilladelse til drift af en hestebane for person – og godstrafik mellem Kongsmark og Lakolk.

Faktisk bestod denne bane i 40 år. Den blev først nedlagt i 1939.

 

Selskabet går fallit

To varmbadshuse uden toilet blev indrettet, og ude ved stranden blev forfriskningsstedet Strandhalle indrettet. Men ak og ved. I 1903 gik selskabet bag badestedet fallit. Badet blev endelig lukket omkring første verdenskrig.

Efter Genforeningen blev blokhusene udstykket og solgt til private.

Drachenburg brændte i 1965 og Kaiserhalle forfaldt op gennem 1900tallet. I 1989 blev det nedrevet.

 

Natur – hele året

Hvis man ikke lige er til strandlivet, så skulle du tage at aflægge øen et besøg i eftersommeren. Lyngen blomstrer og farvelægger hele øen. Trækfuglene samler sig i store skarer.

Når efteråret går ind, viser havet sit sande ansigt. Det barske Vesterhav går ind over stranden og måske efterlader det sig noget rav. Og os fra vestkysten har haft den smukke oplevelse med en travetur langs stranden ved vintertide – det er godt for både sjæl og legeme.

Før dæmningen lå Rømø hen som et fredens paradis. Rotter og ræve er nu kommet over på øen til skade for fuglelivet. Men også rådyr og muldvarp har indfundet sig. Meget sjældent forekommer hugorme.

På vej ned mod Havneby ligger Kommandørgården. Den blev bygget dengang skibsførerne kaldet kommandører opererede fra Rømø. Den er bygget i 1748.

 

Mystik omkring Borgbjerg

Lige nordøst for Kommandørgården rejser sig et gammelt værft. Det er resterne af Borgbjerg (Borrebjerg). Stedet omtales i overleveringen som en gammel sørøverborg. Den gang i Middelalderen foregik transporten gennem Lister Dyb og så øst om Rømø. Så det var jo et fantastisk sted at kigge en sørøverborg. Men det kunne også have været et forsvarsanlæg, der skulle beskytte befolkningen mod sørøvere. I 1875 skulle stedet være brændt.

Men det kunne også være hændt før. I 1361 gjorde befolkningen på mange af de frisiske øer oprør og nedkæmpede forskellige borge. Det kunne være sket omkring 1409, da Margrete den Første lod en mængde små borge nedrive.

I alle årene var Borgbjerg forladt. Og spøgeriet tog fat.

 

Guldet forsvandt

Engang fandt en mand således en stor spand guldmønter her. Spanden var for tung til, at han selv kunne løfte den. Senere på aftenen dukkede han frem med nogle venner for at hente skatten. Men jo mere mændene sled for at løfte spanden, jo dybere sank den ned i mudderet. Til sidst forsvandt den helt og kun heldet gjorde, at mændene ikke røg med. Og det er ganske vist. Mon ikke vi snarest skal foranstalte en udgravning på stedet.?

 

De underjordiske og jordemoderen

En anden gang hentede de underjordiske en kone fra en af nabogårdene og bad hende hjælpe en fornem ung dame med en fødsel. Modvilligt gjorde hun som ønsket. Som tak for hjælpen fik hun et tørklæde fuldt med træspåner. Tankeløst kastede hun spånerne på ilden derhjemme. Men ikke alle spåner brændte. Næste dag var de forvandlet til det pureste guld.

Den omtalte borg gik der mange rygter om. Nogle mente endog, at det var en gammel vikingeborg. Andre mente, at det var Claus Limbæk, der i slutningen af det 14. århundrede havde bygget den. Mærkelig nok bestod højen af ler, som ellers ikke fandtes på Rømø.

 

Fodstien til Frudal

Et sagn fortæller om en fodsti, der fra borgen førte til Frudal, et stykke hede nordvest for kirken. Ad denne sti skal en elsker i ældgammel tid have vandret til sin kæreste, der boede derude.

I Frudal skulle der i sin tid have stået en by, som sikkert er blevet offer for en sandflugt. I Riberhus Jordebog fra 1581 omtaltes Niels Chrestens aff Fruerdall.

 

Heksen fra Rømø 

Ifølge Ballum Birks Tinglysningsprotokol blev der i 1652 henrettet en kvinde ved navn Anna Boyes fra Rømø. Hun blev aflivet, fordi hun var heks. Sikkert under tortur indrømmede hun, at Mette Thøffrings også var heks. Men denne blev først dømt 14 år senere sammen med Maren Peder Bodzers, som var indespærret på Møgeltønderhus.

 

Den lille skole

I nærheden af Kommandørgården ligger landets mindste bevarede skolebygning. Den er nu fredet og restaureret af Nationalmuseet. Den lille skole, der kun er 6 x 6 meter, var ramme om undervisningen fra 1784 til 1874. Til tider rummede bygningen 40 børn.

Mod syd ligger Havneby med færgeforbindelse til Sild. Selve fiskerihavnen blev anlagt i 1964.

 

Østers i massevis

På havbunden ud for Ribe, Rømø og Fanø lever nogle af verdens mest delikate østers. Det er de såkaldte Stillehavsøsters. Delikatessen kan findes i en bestand på cirka 11.000 ton i Vadehavet. De kommer til syne ved lavvande, hvor den kan håndplukkes direkte fra bunkerne på havbunden. Bankerne med de op til 30 centimeter store østers ligger op til tre kilometer ude i Vadehavet.

Men pas lige på, når du begiver dig ud iført gummistøvler eller waders. For højdeforskellen på ebbe og flod er cirka to kilometer.

 

Rømø Kirke

Rømø kirke, der stammer fra 1100 tallet, har ud over et gotisk tårn rester af et gotisk skib, som dog er udvidet mod både nord, syd og øst i takt med sømandssamfundets voksende velstand i 1600 og 1700 tallet. Fra kirkerummets lave loft hænger skibsmodeller og på kirkegården findes en stor samling af udsmykkede kommandørgravesten fra 1600 til 1800.

Kirken er selvfølgelig viet til Sct. Clemens – sømændenes skytsengel.

Som så mange andre steder solgte man kirkesæderne. Pengene brugte man til at vedligeholde kirken. Blandt dem, der købte disse sæder var skibsreder A.P. Møllers oldeforældre.

Meget særpræget så hænger der 15 hatteknager ned fra loftet. På flere af dem finder man ejermændenes initialer.

 

Gravstene fortæller historie

Den store tilknytning til havet og havets folk er ikke mindst udtalt på kirkegården med den enestående samling af karakteristiske gravsten over kommandører. Disse storskippere tog i flere tilfælde deres egen gravsten med hjem fra egnene omkring Rhinmundingen. Hollandske mestre huggede både indskrift og billeder i kalkstenen. Som regel blev det en hel levnedsbeskrivelse. Der stod også en plads åben til kommandørens og hans kones død.

De meget talende billeder gengiver ofte skibe. På en enkelt sten har kunstneren foreviget det øjeblik, da skibet sejler af med vajende flag, mens kommandørens kone og børn står og vinker inde på stranden.

Andre sten bærer udtryk for glæden over ægteskabet:

• See her er vi og de Børn, som Herren har givet os, står der under et relief, der viser kommandøren og hans kone med deres 12 børn. En anden gravsten beretter, at den kommandør, som stenen er rejst over, og som døde i en alder af 45 år, foretog 27 rejser fra Hamburg til Grønland.

 

Sildeeventyr

Fra gammel tid var øens beboere knyttet til søen. Landbruget spillede kun en beskeden rolle. Omkring år 1500 deltog Rømø – fiskerne i den store silde – fangst ved øen Helgoland. Det vides at i 1513 deltog 11 skibe og 70 mand fra øen i dette eventyr. Fra 1534 søgte silde – stimerne andre veje. Så startede rødspætte
– fiskeriet ved de hjemlige strande. Foruden rødspætter gik naturligvis andre fiskearter i garnet som torsk og ål. I tiden mod år 1800 var der en del rokker, som dengang var en yndet spise.

 

Sælfangst og Tønder – købmænd

Rygter vil vide, at Rømø – fiskere sammen med fiskere fra Helgoland deltog i sælhundefangst. Men her på dengang.dk har vi  kunnet finde bevis på dette. Godt nok var der masser af tran på øen. Det kunne selvfølgelig være nøglen til dette. Da sælfangsten var på sit højeste i 1685 var der på Rømø ca. 10 – 11 skibe, der var velegnet til dette.

Sandsynlig er det dog, at et mindre antal Rømø – skibe senere deltog i sælfangsten ved Grønland. Således sejlede skipper Lauritz Michelsen af Rømø den 3. december 1716 med sin 1 læsters skude til Tønder med 82 tønder tran af dette Aars fra Grønland hjemførte Sælflæsch. Der nævnes 3 skibe, som havde været
i Grønland.

Noget tyder også på, at der var nær forbindelse mellem Tønder – købmænd og  Rømøs Grønlands – skibe. I Tønders relations-protokol  fra 6. februar 1739 findes et notat om, at mandskab fra tre Grønlands – skibe skulle fritages for flådetjeneste.

I 1730 skulle Tønder – købmændene have sendt 7 sælfangstskibe til Grønland. I Tønder blev der således i 1769 oprettet  et Grönländisches Comagnie.

Og i 1716 havde Tønder – købmændene bygget et pakhus på Rømø for 1.748 rigsdaler. Af toldbogen 1769 fremgår det, at Søren Amders den 23. september sendte 48 potter tran og 36 stk. skind af de af ham fangede sælhunde til Tønder.

Samarbejdet mellem Tønder og Rømø med hensyn til sælfangst varede i cirka 70 år. Regner man lidt på det, så må man formode at 30 – 60 familier på Rømø
kunne leve af sælfangsten.

 

Østers

Meget tidligt var der tale om et betydeligt antal østersbanker i Vadehavet. Særlig omkring Ribe var der mange. Selv standsfolk spiste østers. I 1643 befalede Christian den Fjerde at der til Glückstadt skulle sendes 40 tønder af østersøfangsten fra bankerne ved Lister Dyb. I 1740 drev 14 både østersfangst fra Rømø.

Fra Havneby blev der i 1605 fisket med 18 både. Fra 1612 blev der også fisket fra det nu forvundne Helmodde på Rømøs sydkyst. Fiskeriet s betydning fremgår blandt andet af en afgift, der skulle erlægges til Haderslevhus på bl.a. 13.270 skuller (fladfisk) og 530 rokker.

 

På hvalfangst

I 1700 – tallet spillede øens søfolk en stor rolle ved bemandingen af de hollandske hvalfangerskibe, der opererede ved Svalbard. I 1770 havde øen ikke færre end 40 hvalfangerkaptajner, såkaldte kommandører, hjemme på Rømø. Som regel var de fører af hollandske eller hamborgske skibe. I 1777 var det dog et ulykkeligt år for øen, 23 søfolk omkom ved skibsforlis under Grønlands østkyst.

 

Fanget af sørøvere

Sørøvere mødte Rømø – sømændene også. Men ofte tog man nord på, og sørøverne opererede dog mest omkring Middelhavet. Andreas Sørensen Decker
blev dog den 29. maj 1724 fanget af sørøvere fra Algier. Hans befrielse kostede 2.000 rigsdaler. En del kom fra Slavekassen i København. En ven stillede en kaution på 300 rigsdaler. En indsamling fra 261 bidragydere på øen samlede dog kun 21 rigsdaler.

Men også på fastlandet og de andre øer blev der samlet ind for at få frigivet den uheldige sømand. Fra ca. 1800 blev Islandsfarten og almindelig fragtfart mere almindeligt. Fra 1880erne gik skibsfart og fiskeri tilbage og fra 1900 tallet blev turisme øens vigtigste erhverv.

 

Udehavn for Ribe

For længe siden, da Ribe havde sin storhedstid som handelsby oplevede Rømø det samme. Indsejlingsforholdene til Ribe var ikke optimale. Man løste problemet ved at de store skibe lagde til på Rømø. Lasten blev så læsset om og fragtet videre til Ribe. Men da Handelsbyens status forsvandt blev søfolkene
på Rømø hvalfangere.

I storhedstiden tjente rømøboerne store penge, når de fragtede varerne videre ind til Ribe. Også Christian den Fjerdes saltskibe fra Spanien måtte anke op ved Rømøs sydspids, når varerne skulle afsættes i Ribe.

Allerede i 1292 overdrog Erik Menved,

• Borgerne i Ribe fri Besiddelse af deres Forstrand, List, Manø og alle Kyster, som ligger mellem fornævnte Steder og Ribe By, tillige med deres eget Dyb

Allerede i 1588 syntes Juvre Dyb at sande til. Hollænderen Lucas Westerschein advarede i en navigations – guide at bruge dette dyb. I stedet skulle man bruge det nuværende Knudedyb mellem Fanø og Manø, hvis man ville ind til Ribe.

Hvorvidt Ribe havde ret til Rømø Havn dengang, kan godt betvivles. Men  et er sikkert , Ribe tjente på tolden.

Rømø  fik opbygget en anseelig handelsflåde. Af de i alt 109 skibe, der i 1605 anløb Ribe var de 19 fra Rømø. I 1608 passerede 23 skibe Øresund.

 

Svenskerne brændte Rømø – flåden

Under Torstensson – fejden i 1643 brændte svenskerne 26 af øens 32 skibe. De har været årsag til meget ondt i Sønderjylland – disse svenskere.

Men trods store vanskeligheder rejste man sig igen på Rømø. Således oprettedes i 1687 en navigationsskole på øen.  Desværre fortrængte dampskibsfarten
efterhånden den traditionelle sejlads. Indtil ca. 1805 var der øst for Tvismark et trankogeri.

 

Landbrug

Landbrug har ikke givet det store på  Rømø. Men fra præstens indberetning ved vi, at der i hvert fald i 1649 blev bedrevet landbrug på øen. En lignende indberetning stammer fra 1690. Meningen var at præsten skulle have tiende, men det bar nu ikke meget, han fik.

I 1902 blev der foretaget en såkaldt kvægtælling på øen. Den viste, at der var 140 heste, 937 stykker hornkvæg, 1696 får og 66 svin. Det var kvinderne, der stod for landbruget. Mændene var på søen. Men der skulle også sørges for fremstilling af tøj. Sandflugt og oversvømmelser hørte også til dagens orden.

I 1840erne, da skibs – eventyret forsvandt begyndte mændene at tage del i arbejdet derhjemme.

 

Brændselsbjergning

Brændselsbjergning var noget man foretog i fællesskab. Der var ikke rigtig nogen mose
eller skov på Rømø. Det eneste brændsel var lidt drivtømmer og lyng. Ko – heste – og fåregødning blev også anvendt.

Tørvegravningen foregik på bestemte dage i forsommeren. Efter tilsigelse af “æ Pandmand” måtte enhver, der ville have tørv, den bestemte dag møde på stranden med et bestemt antal folk. Morgenstunden benyttede man til at opsøge en velegnet plads. Klokken 9 hejste “æ Pandmand” sit flag til tegn på, at nu måtte man begynde. Der gravedes til kl. 12. Senere blev der igen gravet fra 15 til 18.

 

De fattiges ø 

Ofte taler man om, at Rømø var en fattig ø. Således var der i 1725 problemer med at bygge en Degnebolig, fordi befolkningen ikke have råd til det. Man sagde,
at søfarten var så dårlig som aldrig før. Sø – og sandflugt ødelagde jorden.  Men i midten af 1700tallet syntes velstanden at have fundet vej til øen.

 

Den rige kaptajn

Ifølge sagnet ejede Harcke Thadens i Toftum så meget, at han fik 1 rigsdaler i rente hver gang klokken slog. Han havde arvet en formue efter sin kones morbror, en Kaptajn Petersen i Toftum, der ved sejlads fra Göteborg skulle have tjent 160.000 rigsdaler. At sagnet måske ikke er helt forkert, viser det hus, som Harcke Thades boede i. Det var udstyret med en næsten overdådig pragt.

 

De rige fungerede som bank

Et vidnesbyrd om øens pludselig velstand, var, at bønderne fra hele det nordvestlige Slesvig tog til Rømø for at låne penge. Ifølge Ballum Birks Tinglysningsprotokol var der alene i tiden fra 1738 til 1740 tinglæst 16 obligationer udstedt til mænd på Rømøs Sønderland.

Men omkring 1813 ramte krisen Rømø. Pengene fra lånene var betalt tilbage. Men værdien af pengene var ikke så meget værd. Modløshed fulgte.

Og så siger man, at skibsreder A.P. Møllers slægt stammer fra Rømø. Det kommer så igen an på, hvor langt tilbage, man går. Jeg mener, at den første Mærsk – slægt går tilbage til Ballum – egnen i begyndelsen af 1600tallet. Således er de to slægter, købmandsfamilien Olufsen fra Tønder og bondeslægten Knudsen
fra Trøjborg i familie med Mærsk.

Og tænk et par gange, er der strandet kaskelothvaler på Rømø.

 

Kystsejladsen forsvandt

Flere gange barslede man med planer om en kæmpe havn på sydsiden af Rømø ved Lister Dyb. Så sent som i 1889 havde tyskerne planer om dette. Med anlæggelsen af Rømø – dæmningen forsvandt kystsejladsen.

 

Rømø – dragten

Rømø – dragten adskiller sig fra Fanø – dragten ved sine lyse og livlige farver. Mændene på Rømø har dog ikke brugt nogen nationaldragt. Man havde desuden en fest -, kirke og sørgedragt.

 

Naturligt at blive sømand

Man spurgte aldrig en dreng på Rømø dengang, hvad han ville være. Det var forudbestemt, at han skulle være sømand. Hjemme i de trange stuer blev der fortalt om Grønlands isbjerge og Kina og Indiens særheder. Indtil det var så vidt, måtte knægten deltage i markarbejdet. Og kvinderne lyttede til mændenes tale. De kom stort set ikke ud for øen.

 

Hvervekontor

Kaptajn P.J. Michelsen i Toftum var agent for Donners Kompagni i Altona. Af efterladte papirer fremgår det, at han i 1783 – 84 havde hyret 152 mand, deraf 40 – 50 fra Rømø. Men der blev også hyret folk fra Ballum, Brede, Hjerpsted, Visby, Emmerlev og Højer Sogne.

 

Den lange forlovelse

Man forlovede sig i en meget ung alder, men giftede sig først når man havde fået sin eksamen (Styremandseksamen). Forlovelsestiden strakte sig ofte over 6 – 8 år, og det var de unge, der selv traf valget.

Tre ugers tid før brylluppet gik det unge pars fædre eller brudgommen med to vidner op til præsten og forlangtem tingslysning, som så på sædvanlig vis skete tre søndage i rad. I bryllupsgården fejredes trolovelsen med et kaffegilde.

 

Brudeseng

Efter en tid blev der travlt i bryllupsgården. Brudeparret gik personligt rundt og inviterede gæsterne. De nærmeste slægtninge udpegede en skaffer, en rede-kone, fire skænker og fire brudepiger.

En uge før brylluppet skulle der være Brudeseng. Fra de gårde, hvor man ville give flæsk, kød og pølser (et Fad Mad), som brudegave, mødte de ældre frem med dette hen imod aften.

I rede-konens påsyn blev brudesengen nu opredt. Her måtte alt være til stede, hvad der af undertøj hørte til en fuldstændig beklædning, og alt hvad der hørte til et sovekammerudstyr. Når de, der var mødt til Brudeseng havde fået en kop kaffe, blev sengen og alt tilbehør dem forvist af rede-konen. Dette gav ofte anledning til drøje vittigheder. Det var slemt for rede-konen, hvis ikke alt var i orden.

Så blev der drukket skål på det, og gæsterne dansede hele natten.

 

En bryllupsindbydelse

To dage før brylluppet mødte alle skænker og brudepiger i Bryllupsgården. De to skænker blev med paraply i hånden sendt ud med en formel indbydelse til alle de indbudte. Det lød nogenlunde sådan:

• Æ skuld helsen fra Peter Fisk å hans kjærest om I vild væe så goj o komm å Torsde Morn å drikk en kop Kaffe å følle mæ dem te kirk å høe æ viels å følle mæ hjem te ma å tej del i æ fornøjels.

Skænkerne lånte borde og bænke i nabolaget. Brudepigerne gik parvis og lånte tallerkener, knive, gafler, skeer, kopper, kaffekander, lysestager, lamper og hvad der ellers hørte til gildet.

Skafferen var udstyret med et tykt spanskrør. Han bestemte rangfølgen ved bordet. Han bestemte også, hvornår der skulle spises, drikke punch og meget mere. Han slog på en bjælke for at få ørenlyd og give ordre.

 

Mor blev i køkkenet

Rede-konen sørgede for at pynte bruden, og var dennes anstandsdame. Fædrene var forlovere. Mødrene derimod, kom ikke engang med i kirken og heller
ikke med i køkkenet. De måtte blive i køkkenet, for at tjekke om alt gik rigtig for sig.

Brudepigerne og skænkerne var opvarter.

På bryllupsdagen om morgenen blev gæsterne mødt af brudepiger og skænker.  Mændene blev budt på en brændevin og en slurk øl. Kvinderne fik en Skefuld Mjød og tvebak af et fad.

Den efterfølgende opvartning bestod i kaffe og belagt smørrebrød, et stykke Sinnka´g (hvedebrød med rosiner og krydderier i ). Dertil tre til fire punche, hvoraf i hvert fald den ene var en Rumpunch. Derefter tog man i kirke.

Ved middagen bærer skænkerne på de store stegefade flæskeskiver (Bøster) ind til skafferen, som fordeler dem på bordene. Spisesedlen bød som regel på flæsk og kød med kartofler og sauce. Hertil flere flaske brændevin og snaps.

Anden ret er vinsuppe med mange rosiner og kanel. Desserten bestod af tvebakker (kavring) med smør og øl til. Mens der blev fortæret gik tre underkopper
rundt. Det var indsamling til de fattige, jordemoderen og spillemanden.

Dansen om huset var den egentlige afslutning på brylluppet. Der sluttes med en afskedsskål. Som regel fortsatte brylluppet om søndagen med æ søndagshytte.
Ja egentlig varede et bryllup på Rømø en hel uge.

 

Begravelse på Rømø 

Når en person var død på Rømø blev der ikke ringet med klokkerne. Æ Bojmand, en unge pige klædt i sort og med paraply i hånden gik rundt til hvert
hus på øen med en hilsen, der lød nogenlunde sådan.

• Æ Klok 5 i gåe døe Peter Slaute.

Et par dage før begravelsen samledes de nærmeste slægtninge til Kest-læg. Samme dag gik Æ By – mand, denne gang en ung mand og indbød slægtninge og bekendte. Somme tider var det hele øens befolkning til at følge den slig Hensovende til hans sidste Sovekammer og Hvilested.

I lighuset blev man beværtet med kaffe og smørrebrød og to eller højst tre kaffepunche.

En gammel pebermø havde ønsket, at hendes begravelse blev fejret som hendes bryllup. Dette ønske fik hun opfyldt.

På vejen til kirken, skulle to af de nærmeste sidde på kisten. De sad dog bag en stol umiddelbart foran kisten. Udtrykket blev dog bibeholdt. Efter begravelsen var der for de særlig indbudte såkaldt Ærr´øl.

 

Gilder på Rømø 

På skibene herskede der respekt og rangorden, men når man først havde betrådt landjorden kunne kaptajnen og hans skibsdreng mødes til gilder og fest. Nu var det ikke så mange gilder dengang. De få gilder var koncentreret om høsten, svineslagtningen og julen.

Julegildet var et almindeligt aftenbesøg, kun varede det noget længere. Der spistes to gange, første gang med kaffe og anden gang med the til.

Til høstgildet Æ Opslit blev Slætteren og andre, der havde hjulpet med høstbjergningen bedt til middag. I den anledning blev der gerne slagtet et lam. Svineslagtningen var en af årets begivenheder. Foruden en so og et par ung-svin slagtedes der nemlig 3 – 4 får og lam i en husholdig. Dagen, da svinet skulle slagtes, var gerne bestemt lang tid i forvejen, og der skulle mange hjælpere til.

Om aftenen blev naboer og venner indbudt til pølsegilde og opvartet med sorte og hvide pølser. De store folkefester som fastelavn og Peders Dag forsvandt efterhånden på Rømø.

Peders Dag eller nærmere aften den 21. februar var dengang en betydelig fest. Og det var det på alle øer i Vesterhavet. Dagen til “Pers Awten” drog drengene i skare i byen rundt og bad om en knippe halm. Man anskaffede sig en tjæretønde. Halm og tønde blev bragt op til en bestemt klit i nærheden af byen. Tønden blev fyldt med halm og tønde og sat op på en nedgravet pæl. Ved mørkets frembrud blussede bålene fra så godt som hver by. I tidligere tider samledes ungdommen om disse bål.

Inden prøjserne satte grænser for friheden morede borgerne sig med dans, tilfældig arrangeret privat eller på kroen.

 

Nazisterne holdt møde

Og dem, der tror, at man ikke mærkede noget til anden verdenskrig på Rømø, må tro om igen. I 1938 holdt nazisterne propagandamøde på øen under ledelse af Kreisleiter for Tønder Amt, lærer Hansen fra Nørre Løgum og Ortsgruppenleiter for Tønder By, margarineagent Jessen.

I september 1939 mente flere beboere, at der var foregået en luftkamp over øen. En tysk vandflyver, der havde været på opklaringsflyvning over Skagerrak blev angrebet af to engelske fly. Et par dage efter kastes der flyveblade ned fra et engelsk fly, der advarede tyskerne på tysk. Den 14. september ankom der 10 grænsegendarmer.

Et større fly styrtede i havet lige syd for øen, en måned efter.

I0. januar 1940 kastede et engelsk bombefly tre bomber ned over Rømø. Piloten troede, at han kastede bomberne over Sild. Næste dag passerede 12 bombefly i meget lav højde hen over Rømø mod syd.

I marts mærkedes lufttrykkene tydeligt fra et stort bombeangreb mod Sild.

 

De tyske soldater ankom

Den 9. april ankommer en masse tyske soldater på øen. Grænsegendarmerne får at vide, at de er kommet efter anmodning af den danske regering. Ca. 300 soldater blev landsat ved Havneby.

Luftværnskanoner ankom til øen. Ved stranden fandt man en 19 – årig engelsk skytte  fra et fly, der styrtede ned ved Sild. Forskellige spærreballoner drev ind over øen og forrettede en del skade. 14 miner drev op mod stranden. En del af dem blev straks bragt til eksplosion.

 

Tøj af spærreballoner fra London

I marts 1941 blev der igen kastet engelske bomber over Rømø. Fem engelske marineflyvere drev i land og begravedes på kirkegården. Den 27. september styrtede et engelsk fly ned ved Rømøs sydspids. Tre besætningsmedlemmer blev taget til fange og senere sendt i krigsfangerlejr. Tre andre døde ved styrtet.

Den 1. november kastes en masse brandbomber ned over Rømø. En masse engelske spærreballoner drev ind over øen. De stammede antagelig fra Londons
bombardement. Befolkningen bruger stoffet til at lave regntøj og vindtætte jakker. Flere døde engelske piloter findes i løbet af året ved strandene.

Den 1. september 1942 blev en landmand kørt ned af en værnemagtsbil, hvis fører havde været på besøg på Havneby Kro. Flere engelske lig dukkede op på stranden.

I 1944 blev ø-kommandant Seeger arresteret. Han havde solgt flere våben til den danske modstandsbevægelse. Hollandske krigsfangere blev overført til øen. Et canadisk fly blev skudt ned. Alle 10 ombordværende overlevede og blev taget til fange.

 

Badning forbudt

Den 5. januar kunne Rømøs befolkning observere 100 allierede bombefly passere Rømø mod øst på vej til Kiel. Men endnu flere overfløj øen natten mellem den 28. og 29. Engelsk pilot nr. 27 blev begravet på kirkegården.

Den 11. februar blev to huse i Kongsmark frarøvet ting af bevæbnede soldater. Overflyvningen af allierede fly blev hyppigere. Den 1. maj var det slut med at bade på  Rømø. Den tyske værnemagt bekendtgjorde at diger, forland og strandområder på Rømø blev erklæret som spærreområder. Der var ingen adgang for civilpersoner.

Den 13. maj nedkastes 150 brandbomber. Et enkelt hus nedbrændte. I juni blev indrejsebestemmelserne til Rømø skærpet.

Natten mellem den 16. og 17. august krydsede mere end 800 allierede bombefly Jyllands vestkyst. Målet var Kiel og Stettin.

 

Tysk soldat skulle hældes ned i jord

Den 30. august begik en tysk soldat selvmord. Han skød sig i barakbyen i Kongsmark. Hans soldaterkollegaer forsøgte at få ham begravet uden kiste som landsforræder. Men præsten nægtede og mente, han skulle have en værdig begravelse. Og det fik han, den 3. september 1944.

I 1945 steg antallet af tyverier på øen. Sognerådet oprettede et vagtværn, der skulle forhindre dette. I alt var nu 2.406 personer beskæftiget ved de militære anlæg på øen. Der fremkommer flere beskydninger af de militære anlæg på øen.

 

Befrielsen

Efter befrielsen blev et 10 – mands udvalg nedsat på øen. De skulle blandt andet finde ud af, hvem der arbejdede for den tyske værnemagt. Den 6. maj afholdtes der takkegudstjeneste i Rømø Kirke. De tyske styrker på øen i alt 800 mand overgav sig til to betjente og to frihedskæmpere.

En engelsk oberst, en engelsk marinemajor samt en fransk løjtnant kom med motorbåd fra Sild. Efter en time returnerede de igen. 600 soldater forlod øen i fire store og 4 små skibe med kurs mod syd.

26 englændere og 10 danske frihedskæmpere ankom til øen den 22. maj. Om aftenen  returnerede englænderne igen.

I slutningen af maj ankom 30 soldater fra Royal Air force. De overtog bevogtningen af de militære anlæg. Tyske soldater var i gang med at fjerne de cirka 6.000 landminer på øen. Under dette arbejde dræbtes flere.

 

Et skønt minde

• Vi forlader den dejlige ø, Rømø med et fantastisk minde, som må være 40 år gammel. Vi var et par stykker, der en tidlig morgen i begyndelsen
  af juni indviede badesæsonen på Rømø Sønderstrand. En fantastisk surrealistisk oplevelse, der var både godt for sjæl og legeme. En mennesketom strand, en fantastisk natur og en kold morgendukkert. Det står stadig mejslet i mit sind.  

Kilde:

• Litteratur Tønder
• Litteratur Sønderjylland (under udarbejdelse)
• www.dengang.dk – diverse artikler

Hvis du vil vide mere 

• www.dengang.dk indeholder 1.783artikler
• Under Sønderjylland finder du 207 artikler 
• Under Højer finder du 77 artikler 
• Under Tønder finder du 283 artikler
• Soldater på Jordsand (under Højer)
• Søslaget ved Højer (under Højer)
• Øen Jordsand – engang ud for Højer (under Højer)
• Travlhed ved Højer Sluse (under Højer)
• Højers historie (under Højer)
• Højer – stormflod og diger (under Højer)
• Fiskeri ved Højer (under Højer)
• Bådfolket i Rudbøl( under Højer)
• Heltene i Vadehavet (under Højer)
• Øerne – syd for Højer (under Højer)
• Vadehavet ved Højer (under Højer)
• Aventoft – Byen ved Grænsen (under Tønder)
• Digebyggeri i Tøndermarsken (under Tønder)
• Friserne – syd for Tønder (under Tønder)
• Kanal gennem Tønder (under Tønder)
• Møgeltønders historie (under Tønder)
• Sønderjyllands Wild West (under Tønder)
• Tøndermarsken (under Tønder)
• Tøndermarsken 2 (under Tønder)
• Tøndermarsken – under vand (under Tønder)
• Vadehavets maler – Emil Nolde (under Tønder)
• Vikinger i Vadehavet (under Tønder)
• Langs Vadehavet 1-2 
• På jagt efter Mærsk – familien 
• Endnu flere anekdoter fra Rømø 3 
• Anekdoter fra Rømø (1) 
• Flere anekdoter fra Rømø (2) 
• Borrebjerg på Rømø 
• Færge fra Ballum til Rømø 
• Da Rømø fik et “Nordseebad” 
• Rømø – den tredje tur 
• Rømø – endnu en gang 
• Rømø – under Besættelsen og mange flere 

Redigeret 5. – 01 – 2022

Engang var det Danmarks største arbejdsplads. Det har været både krigshavn, masser af værfter og frihavn. Nu er det hele forandret. Krydstogtskibe og passagerbåde mod Polen og Norge afgår fra havnen. Men det pulveriserende liv er afløst af mondænt boligbyggeri. Læs om havnens op – og nedture.

 

Købmændenes Havn

Det var ikke tilfældigt at vores hovedstad dengang blev kaldt for Havn. I vikingetiden var farvandet ved Havn et lidt afsides farvand. Men mellem Sjælland
og Skåne var der masser af sild. Hvert efterår stævnede hundredvis af skuder ud på Sundet til det store eventyr – sildefiskeri.

Fra gammel tid blev havnen kaldt Købmændenes Havn. Det store sildeeventyr, konkurrencen med Hansestæderne og øresundstolden har haft stor betydning for havnens udvikling. Også sejladsen på Trankebar er et led i historien om havnen i København.

 

Den førende søfartsnation

Danmark var dengang dominerende som søfartsnation. Der blev sejlet til oversøiske destinationer. Ved Helsingør ankrede en masse skibe op og betalte told til den danske konge.   Hvordan den har set ud før Christian den Fjerde, er svært at vide. De ældste kort stammer fra omkring år 1600. Udgravninger afslører gamle bolværk og gamle gadenavne afslører havnens forløb.

Købmagergade var engang byens nordgrænse, hvorfra et vandløb løb ud i stranden. Kattesundet mundede ud i havnen ved Vandkunsten. Indsejlingen østfra lå mellem Holmens Bro og Boldhusgade og et dybt løb førte gennem Dybensgade. Knabrostræde var havne-gade og syd for denne var man ved den åbne strand mod Kallebodsund (oprindelige navn).

 

Christianshavn anlægges

Efterhånden fyldtes op mellem de utallige holme. En masse land blev inddæmmet, da Christian den Fjerde anlagde Christianshavn og udvidede mod nord. Anlæggelsen af Christianshavn blev iværksat for at sikre havnen mod Amager.

Gaderne blev anlagt efter skakbrætsmønster med 6 gader på langs og 4 på tværs. Torvegade skulle være bydelens hovedvej. Et kvadratisk torv skulle samle byen. En kanal med gader på begge sider skulle gennemskære stedet. Desuden blev der anlagt bastioner og grave.

 

Christian den Fjerdes omfattende byggeri

Kongen anlagde også sin krigshavn. Tøjhuset og Proviantgården blev bygget. Mellem disse to bygninger, blev gravet et dybt bassin, hvor orlogsskibene kunne ligge i vinterleje. Hvor Slotsholmsgade gik, blev der gravet en kanal, hvor den nyopførte børs fik sejlløb på begge sider. Bremerholm blev ligeledes udvidet med opfyldninger, så den kun var adskilt fra byen med en smal kanal Holmens Kanal. I en rejsebeskrivelse fra 1629 kan vi læse:

• Paa den anden side af denne Havn paa højre Side er Holmen langs skibsbroen, der er der, hvor de største Skibe ligger og kommer for at hejse Mast. Der er 3 store lange Huse, i det ene Spinds Tov og Reb. I det andet er Smedie til at forfærdige Nagler og Tværstænger til store og smaa Ankre og alle andre Nødvendighedsgenstande for Skibe. I det tredje Hus arbejdes paa Master, Sejl, Raaer, Telte og Tønder. Der er altid et stort antal Arbejdere, som arbejder med at reparere eller kalfatre eller bygge nye Skibe.

I 1630 blev Toldboden flyttet ud til Sct. Annæ Bro, omtrent hvor Sct. Annæ Plads ligger. Der tog man tillige fat på at bygge en skanse, som dog først blev færdig efter mange års arbejde. Dermed var hele strækningen fra Bremerholm til Sct. Annæ Bro inddraget i havnen.

I 1654 blev havnen uddybet med en såkaldt hestemølle. Det var en muddermaskine, der blev drevet af heste.  Christian den Femte fortsatte det omfattende byggeri.

 

Den usikre bro

I 1728 blev Knippelsbro ombygget. Dengang hed den Amagerbro. Oprindelig var den bygget som en dæmning med en stor vindebro på midten af. Det var ikke let, på grund af den stride strøm. Men der er frygtelige historier om heste og kuske, der under stærk storm blev væltet. Nogle af dem forsvandt i strømmen.

 

Masser af udvidelser

Med Christianshavns udvikling fulgte anlægget af Wilders, Krøyers og Grønlandske handelspladser. Værfter blev anlagt ved Gammel Dok og på Nyholm. St. Anna Skansen som Christian den Fjerde anlagde, blev til Kastellet. Da Frederik den Femte opførte Amalienborg blev St. Anna Plads ryddet for tømmerpladser. Store pakhuse i blå og gule farver rejste sig. Og også et vestindisk pakhus rejste sig ned mod det nuværende bom-løb.

Christian den Sjette fortsatte byggerierne og udvidelser ved havnefronten. Efterhånden fyldte den kongelige marines område en fjerdedel af byen. En stor begivenhed var indvielsen af Nyholms dok i 1739 nord for Asiatisk Kompagnis plads.

 

Mangler i havnen

Københavns Havn led af forskellige mangler. Den blev hele tiden forurenet. Alle uhumskheder havde frit afløb. Skibe, der havde en dybdegang på mere end 17 ½ fod måtte ligge for anker ud for Kastellet. Ud for Toldboden lå et skibsvrag Den sorte Rytter med kun to fod vand over sig. Skipperlavet havde advaret mod dette. Det kostede, at holde det hele i en god stand. Broerne var heller ikke for gode og havnekassen var tom.

Højbro havde allerede i 1730 været igennem en hovedreparation, som havde kostet 2.500 rigsdaler

 

Havneforordningen fra 1744

En havneordning fra 1744 skulle sætte lidt styr på det hele. Fartøjer med brændsel og byggemateriale skulle fremover ligge ved Nyhavn og Frederiksholms Kanal indtil Marmorbroen. Mellem denne og Højbro skulle ligge fiskerbåde og pramme. Mellem Højbro og Holmens Bro skulle ligge de både, der førte tørret
og saltet fisk. I kanalen langs Børsen skulle ligge Finlapperne, skibe, der førte korn og Kjøbmandsgods.

 

Storhedstiden

Årene 1792 – 1806 var en glimrende handelsperiode. En strøm af skibe stod år efter år ind gennem Sundet. De forlod også byen igen belæsset med varer. Langs toldboden blev til tider kostbare varer opmagasineret. Der blev handlet med handelspladser overalt i Europa og i Det Fjerne Østen.

Europas førende søfartsnationer, England, Frankrig, Holland og Spanien forsøgte gensidig at ødelægge hinandens handel. Det betød gode tider fra den danske søfart.

 

Nedgangstider

Englændernes angreb i 1807 blev starten på en række år med lavkonjunktur, der prægede havnen. Søkrigen mod England indtil 1814 blev en brat afslutning på en række rige økonomiske år. Efter at landet var blevet krigsførende, kunne man ikke længere deltage i den udbytterige neutrale skibsfart mellem de udenlandske handelspladser.

Københavnerne måtte nøjes med de eksotiske varer, som det lykkedes for de dristige kapere, at opsnappe, når de erobrede et fremmed skib. Ikke mange er klar over, at sørøveriet var genopstået i de danske farvande. Fra 1807 – 1810 blev der opretholdt handelsforbindelser til Sverige, Preussen og Østersø – staterne.

I 1813 gik den danske stat bankerot, og i 1814 sluttedes freden i Kiel, hvorved Norge blev udskilt fra Danmark. Begge begivenheder ramte søfarten meget hårdt.

 

På  vej frem

I 1840 begyndte udviklingen at vende. Fra 1843 måtte dampskibene lægge til. Indtil da havde man været bange for brandfaren. Men havnen var ikke velegnet til den moderne trafik. Således var gennemsejlingen ved Knippelsbro kun 10 meter.

Men vanddybden ved bolværket var kun 10 fod på Christianshavnssiden. Først i det 19. århundrede fik man 14 fod vand ved Søndre Toldbods bolværker.
I 1848 – 50 byggedes den første beskedne lille Kvæsthusbro, samtidig med anlægget af den egentlige St. Annæ Plads.

 

Uddybning nødvendig

Da dampskibstrafikken begyndte, bliver savnet af større vanddybde ved bolværkerne meget føleligt. En udvidelse og uddybning af havnen var nødvendig. I 1862 tog Havneforvaltningen fat på udarbejdelse af planer. Uddybningen til 22 fod blev sat i gang.

Reftshaleøen (Revshaleøen) blev dannet af en regulering af Gammelholm samt ombygning af en del broer blev sat i gang.

Den gamle Børsgrav blev udfyldt og i fortsættelse af denne rute blev en ny Knippelsbro bygget over til Torvegade på Christianshavn. Burmeister & Wain leverede broen i 1869. Men snart skulle det vise sig at broen var underdimensioneret.

 

Holmen

Holmen udviklede sig fra 1690 til 1850 til en by i byen. Området var lukket for civile personer Holmen passede sig selv. De havde også det hele. Her blev marinens materiel fremstillet, opbevaret og vedligeholdt. Det militære område omfattede også Gammelholm, Nyholm samt Frederiksholm.

Holmen, der først blev åbnet for offentligheden i 1990erne fortjener en selvstændig historie. Derfor vender vi senere tilbage.

 

Frihavnen

Diskussionen om en frihavn tog til. Nord – Østkanalen, som tyskerne havde bygget var egentlig tænkt som en militær foranstaltning, men kunne selvfølgelig også bruges til handelstrafik. Og det var en god mulighed for Hamburg og Bremen. I 1891 vedtog rigsdagen så endelig loven om Frihavnen.

Starten var ikke god. Tietgen forbød DFDS skibe at anløbe Frihavnen. Men da Nord – Østkanalen (Kielerkanalen) skulle indvies, syntes man at verdenspressen skulle inviteres til Frihavnen. Da der overhovedet ikke var nogle skibe i havnen, indvilligede Tietgen dog i, at havnen blev fyldt med skibe fra DFDS. Journalisterne undrede sig dog over, at der slet ikke var nogle varer til stede.

 

DFDS enestående position

Siden grundlæggelsen i 1866 havde DFDS opnået en enestående position på den danske indenrigstrafik. På få år gik rederiet fra 19 skibe til 100 skibe. Daglig gik der dampere med gods og passagerer fra Ålborg og Århus. Flere gange om ugen gik der skibe til landets andre havne. Kun Bornholm blev ikke besejlet af DFDS.

 

Nye udvidelser

I 1874 søsatte Burmeister & Wain, det store jernskibsværft på Christianshavn de to første skibe.  Men ak i 1880 viste det sig, at dybden ikke slog til. Skibenes dybdegang tog til. I havnens sydlige del var det yderst vanskelig at foretage en yderligere uddybning. Det skyldtes den hårde kalkgrund.

I 1889 begyndte man uddybningen til Larsens Plads til 26 fod af hensyn til Amerika – trafikken. Udvidelsen mod nord blev iværksat med anlæggelse af Frihavnen i 1891 – 94. Kalkbrænderihavnen blev udvidet i 1895 – 97.

Dæmningen ved Frederiksholm med et sluseanlæg anlægges. Det skulle sikre mere stabile strømforhold.

Fra 1903 – 1907 blev det store areal ved Islands Brygge anlagt. Fiskerihavnen ved Kalvebod Strand (Kallebodstrand) som blev anlagt omkring år 1900, blev udvidet i 1907. Boulevardbanen og den nye Strandvej anlægges.  I 1915 vedtog man en udvidelse af Frihavnen mod nord. Og i 1920erne blev Frihavnen udvidet med endnu to bassiner. Derefter begyndte nedturen lige så langsom at indfinde sig.

 

Krigen satte sine begrænsninger

Under anden verdenskrig måtte danske skibe kun sejle i begrænset omfang. Forbindelsen til den største handelspartner Storbritannien blev fra den ene dag til den anden skåret over. Forbindelsen til østlandene forsvandt bag jerntæppet. De store fuldlastede kulskibe, der kom til havnen efter krigen måtte lægge til ved Langelinie.

 

Der var engang en havn

I 1970erne var der stadig 4.000 arbejdspladser plus toldere, speditører og chauffører 
Nedgangen for Københavns Havn var tydelig. En gang var det Danmarks største arbejdsplads. Grønlands – og Landbrugstrafikken forsvandt. Olie og benzin tog Fredericia sig af og Århus er blevet landets største containerhavn. Bornholmerbådene udgår nu fra Køge.

Tilbage er lidt containertrafik i Nordhavnen, krydstogtskibe og passagerskibe til Norge og Polen.  Et mondænt boligbyggeri kendetegner nu store dele af havnen.

Kilde:

• Litteratur København (under udarbejdelse)
• www.dengang.dk – diverse artikler

 

Mere søfarts – og havnehistorier på  dengang.dk: 

• www.dengang.dk indeholder 1.783 artikler
• Under København finder du 191 artikler
• Under Østerbro finder du 101 artikler
• Under Aabenraa finder du 169 artikler
• Under Højer finder du 71 artikler
• Under Tønder finder du 283 artikler

 

• Gamle havne på Østerbro (under Østerbro)
• Kastellet (under Østerbro)
• Langelinie dengang (under Østerbro)
• Livet i Nyboder og Østerbro (under Østerbro)
• Nyboders Historie (under Østerbro)
• Skibe fra Aabenraa (under Aabenraa)
• Flere skibe fra Aabenraa (under Aabenraa)
• Bådfolket i Rudbøl (under Højer)
• Heltene i Vadehavet (under Højer)
• Højer – som havneby (under Højer)
• Søslaget ved Højer (under Højer)
• Travlhed ved Højer Sluse(under Højer)
• Øen Jordsand – engang nord for Højer (under Højer)
• Soldater på Jordsand (under Højer)
• Drømmen om en havn i Tønder (under Tønder)
• Kanal gennem Tønder (under Tønder)
• Vikinger i Vadehavet (under Tønder) og mange flere 

Redigeret 24. – 03. – 2022

Tøndermarsken var et sandt amfibie landskab. En slags Waterworld, hvor man ikke kunne undvære en båd.

Emil Nolde fortæller i sin bog Welt und Heimat:

• Da vi omkring 1912 havde købt Utenwarff vidste vi ikke, at hele egnen om vinteren stod under vand, ja sågar kunne blive oversvømmet om sommeren.
  Det var herligt, når der milevidt omkring os kun var vand at se, når om dagen den høje himmel spejlede sig deri – eller om natten månen med sin kolde glans forvandlede det til sølveventyrland.

Bager og købmand Max Pörksen kørte i 1927 med hestevogn fra Fiskehusene over de tilfrosne Gudskog sumpe og søer over isdækkede enge og marker helt til Nibøl.

 

Masser af vand

Under de månedlange vinteroversvømmelser var marken næsten utilgængelig for almindelige trafikmidler. Vejene var i sommermånederne i en elendig stand. Det var bundløse klægveje. Ofte måtte man ride, da vogne ikke kunne komme frem, eller tage båden.

Foruden de større søer, Gudskog Sø, Rudbøl Sø og Aventoft Sø, var der mange mindre søer i marsken, som foruden Vidåen var gennemskåret af bredere og smallere kanaler og grøfter.

 

Både var nødvendige

Mange marskboer havde to – tre både. De fleste steder lå fartøjerne lige ved huse eller gårde. Men også i de mange kanaler, der førte op til bygningerne.

Kombinationen af kvæghold og korndyrkning på geesten kan føres tilbage til århundrederne før Kristi fødsel. På øerne blev landbruget i sejlskibenes storhedstid drevet af kvinderne, mens mændene var på langfart.

De gamle købstæder, Ribe, Varde og Tønder havde formelt retten til at drive søfart og opkræve told, men efterhånden udvikledes søfarten fra øerne, dels gennem tildeling af privilegier og dels gennem deltagelse i hvalfangsten ved Grønland på tyske og hollandske skibe.

 

Masser af ål

Efterårets ålefiskeri foregik i fællesskab. Udbyttet blev solgt samlet. På Tønder Marked blev der solgt både ål og gedder.

Der var masser af ål i vandløbene. Under en meget hård vinter lige inden afvandingen var alt i marsken tilfrosset. Det resulterede i at en masse ål blev kvalt. Efter tøbruddet lå der over en lang strækning ved Geelsbøl Dige ål i cirka en meter tykt lag som var over 10 – 15 meter bredt.

Fiskeriet i marsken havde dog sin storhedstid fra slutningen af 1200 – tallet til omkring 1600.

 

Græsarealer blev lejet

Mange marksboer måtte leje græsningsarealer på andres jorde. Græsningsretten blev lejet på såkaldt Legatland, d.v.s. arealer, der ejedes af stiftelser
i Møgeltønder eller Tønder. Disse blev administreret af koginspektører. Man lejede efter begrebet en Ku´s Grejs. Udlejningen foregik ved en årlig auktion

Stormflod

Stormflod er et begreb man ofte forbinder med marsken. Den opstår ved en kombination af solens og månens tiltrækningskraft på vandet. Dette kan udløse en højdeforskel på op til fem meter. På Halligerne kaldes en stormflod for Landunter.

Den værste stormflod i historien fandt sted den 16. januar 1362. Der grote Mandrænke (Frisisk: Den store Mandedrukning). Stormfloden tog over 30 kirkesogne og kostede ifølge overleveringen 100.000 mennesker livet. Dette tal er nok temmelig overdrevet. Et stort landområde ud for den nordfrisiske kyst blev revet i stykker og opdelt i mindre øer og halliger. Af de udslettede byer er Rungholt, den mest kendte. Resterne af Rungholt blev fundet under vaderne ud for Husum i 1923.

Også stormfloden 1. november 1436 Allehelgensfloden var alvorlig. Efter stormfloden sendte Slesvig Domkapitel en ansøgning til den pavelige koncil i Basel om hjælp fordi det salte hav har taget 60 kirkesogne. Ribe domkapitels protokol, den såkaldte Ribe Oldemor, beretter om, at sognet Anflod ved Møgeltønder helt forsvandt i bølgerne.

 

Misthusum

Den forladte landsby Misthusum fortæller også om det barske liv i marsken. Landsbyen blev hårdt ramt af stormfloder i flere omgange, og i 1700 – tallet begyndte folk at flytte ind på geesten. I 1814 flyttede den sidste familie.

 

Ulykker i marsken

I tidens løb er mange omkommet på søer og vandløb. Kirkebøger giver en lang række beviser om bådulykker, uden at de nærmere omstændigheder er omtalt.

I Tonderschen Zeitung den 14. februar 1906 findes en mere udførlig beretning om en ulykke.

• Landmændene August Koch og Karl Johannsen fra Haddersbøl Hallig var i båd taget til geesten. I en stærk snestorm for de vild. Søndag morgen fandt man Kock frosset ihjel, mens Johannsen stadig levede. Nogle år forinden tildrog der sig på egnen et lignende ulykkelses-tilfælde. Derved druknede
  to personer, landmand Johannsens bror og hans tante.

En møllebygger fra Fiskehusene druknede, da hans båd blev fyldt med vand under sejlads.

Kvinderne i marsken var altid bekymret, når deres mænd ikke var kommet hjem fra marked inden mørkets frembrud. Måske var de gået på værtshus for at drikke punch. Så måtte der sættes lys i vinduerne, så de nogenlunde kunne finde vej.

Nogle af de mange ulykker skete da også efter rigelig indtagelse af spiritus.

En fisker, der efter en munter aften på en af kroerne i Rudbøl sejlede hjem mod Fiskehusene i blæsevejr, fandt man næste dag druknet, liggende oven på sejlet i den vandfyldte båd.   En anden fisker, en gammel mand fra Aventoft, havde drukket for mange punche, inden han begav sig ud på søen, hvor bølgerne fyldte hans båd.

Under en bådtur til Tønder efter varer druknede en marsk – købmand, som havde indtaget for meget spiritus, inden han sejlede hjemad. Under jernbanebroen ved Tønder faldt han udenbords og druknede.

Carsten Holt, Tønder sejlede i 1922 på Vidåen med sin fiskebåd, sammen med sin kone og deres seks måneder gamle datter. Han havde sat sejl, og vejret var stille og roligt. Pludselig kom der en meget kraftig hvirvelvind. Den knækkede bådens mast, og fartøjet krængede så meget, at de tre blev kastet i vandet. Det lykkedes for Carsten Holt at redde sin hustru og barn ind til å-bredden.

 

Når Højer Sluse lukkes

Når der var vedvarende vestenblæst med deraf følgende høj vandstand uden for havdigerne, blev Højer Sluse lukket i længere tid. Vandgangen gennem Vidåen blev dermed standset. Det resulterede i mange oversvømmelser, selv om sommeren.

 

Vidåen – Danmarks mest vandrige

Vi andre har ofte badet i Vidåen og på forlandet. Men det er ikke noget man skal gøre uden lokalkendskab. For marskens vandløb kan være uforudsigelig. Også de såkaldte dyb, der går ud i Vadehavet kan være dybe, ja helt op til 50 meter.

Vidåen er Danmarks mest vandrige å. Den afvander omkring en tredjedel af Sønderjylland. – et areal på 1.080 km2 i Danmark og 250 km2 i Tyskland.

 

Tøndermarsken – et naturområde

Tøndermarsken er blevet et fredet naturområde. Det er et værdifuldt område for millioner af vandfugle. Området bliver brugt til yngle, fældnings- og overvintringslokalitet. Her er mere end 500 arter af planter og dyr, hvoraf flere ikke forekommer andre steder i verden..

Men der er også mange grunde til at bevare dette enestående område. Næringsindholdet i Vidåen og Rudbøl Sø er meget stor. Derfor er der en stor fare for tilgroning. I området er der også konstateret mink. De er en konkurrent til odderen og er til fare for ynglefuglene. Også bådsejlads kan forstyrre idyllen. Jo Tøndermarsken er andet end sort sol.

 

De mange ”Ballum´ er”

Vi er her på redaktionen blevet spurgt om, hvorfor der er så mange byer, der hedder Ballum. Disse lokaliteter ligger langs geest – randen syd for Ballum Sluse. Navnet Ballum er afledt af forhøjning.

Mod øst ligger Forballum, Så har vi Østerende – Ballum og Husum – Ballum. Vejen sydover fører os til Vesterende – Ballum. Så følger Bådsbøl – Ballum, hvorfra der tidligere har været færgeoverfart til Havneby på Rømø. Så følger Buntje – Ballum, Nørrehus – Ballum og endelig Rejsby – Ballum.

 

Emmerlev Klev

Når vi nu er ved de kanter, skal vi nævne Hjerpsted. En ældgammel by med gravhøje. Den ligger på en bakkeø, der ender ved Emmerlev Klev. Her ende bakkeøen i en stejl klint.

Det var også her vi gik til dans og svingede de “skjønne” piger, for mange år siden.

 

Kilde:

• litteratur Tønder
• litteratur  Møgeltønder
• litteratur Højer
• www.dengang.dk – diverse artikler 

 

Hvis du vil vide mere:

• www.dengang.dk indeholder 1.783artikler
• Under Tønder finder du 283 artikler 
• Under Højer finder du 77 artikler 
• Under Sønderjylland finder du 207 artikler 

 

• De første mennesker i Tønder
• Dige-byggeri Tøndermarsken
• Drømmen om en havn i Tønder
• Tøndermarsken
• Tøndermarsken 2
• Højer som havneby
• Højer stormflod og diger
• Højers historie
• Højer 1935 – 1945
• Travlhed ved Højer Sluse
• Bådfolket i Rudbøl
• Aventoft – byen ved grænsen
• Kanal gennem Tønder og mange flere 

Redigeret  17. – 03. – 2022

Livet i Rudbøl var meget specielt. Man levede med vandet og af vandet. Også teglværker, fiskeri og udnyttelse af marskens bevoksning var en vigtig indtægtskilde. Hele 30 bådsmænd fra Rudbøl fragtede varer på Vidåen. En gang om året var der arbejde ved Højer Sluse. Omkring Rudbøl var der fire kroer, fire købmænd og to bagere. Og så var der kapsejlads på Rudbøl Sø

 

Omkring 1830 var der endnu 30 bådsmænd til bage i Rudbøl. De levede hovedsagelig af bådfart til og fra Tønder. Efterhånden kunne bådene ikke mere komme ind til Tønder, og bådsmændene tog deres betaling for den videre fragt. Det var det sandelig mange skippere, der var utilfredse med.

 

Masser af teglværker

Ved Rodenæs lå den sidste af marskens talrige teglværker. Man kunne sejle direkte til stedet. Men størstedelen af produktionen blev sejlet til Nørremølle og udskibet herfra.  I Gudskog lå der hele 8 teglværker, hvorfra der hver dag, sommeren igennem blev sejlet mursten til Tønder via ”Æ Fries Graw”. Det hed ganske naturligt sådan, fordi det var frisernes vandvej til Tønder og til ”Filowt – slusen”.

Næsten alle bådsmændene, der boede mellem Fiskehusene og Nykirke transporterede mursten for Gudskog – teglværkerne. I nærheden af lade – og lossepladsen Gasthafen ved Klixbøl lå der yderligere tre teglværker. Fra Marsken sejledes betydelige mængder tagrør til Gasthafen, som returlast, var der mursten.

Ved gestkanten nær Bosbøl lå et andet teglværk. Ifølge Trap 1864, Hertugdømmet Slesvig fandtes der et større teglværk ”Teglmark” ved Aventoft.

 

Farlig bådfart

Det var ikke helt risikofrit at sejle med disse sten. Rejsens gennemførelse afhang af roligt vejr og vand. Når vinden var strid øst, kunne sejlet ikke bruges. Så måtte der stages, og det kunne mærkes i armene. Her kom bådmændenes kendskab til Vidåen til deres ret. Mange steder var den så dyb, at stagerne ikke kunne bruges, ja så havde man andre metoder.

I begyndelsen af 1900’tallet var det klinker, der blev befordret. Marskens plørede veje blev efterhånden belagt med disse klinker. De kom til Højer fra Hamburg og Cuxhafen på hollandske skibe. Også mergel blev transporteret på Vidåens vande.

 

Søren Jensens tur til Tønder

I Rosenkrans og Rudbøl var der tidligere tre kroer og fire købmænd. De fik alle bragt deres varer fra Tønder med båd. Således lå Købmand Thyssens butik lige vad kanalen. Købmand Søren Jensen havde en ugentlig fragttur via Vidåen til Tønder, hvor han tog imod bestillinger fra egnens beboere.

Når Søren Jensen anløb Skibbroen i Tønder, besøgte han først grossisterne. De største var Peter Sørensen og Klüver. Derefter blev der afgivet bestillinger hos alle andre i Tønder. Søren Jensen vendte så tilbage til skibet og tog imod det bestilte gods.

Til kroerne fragtede han brændevin i store fade. Købmændene fik bl.a. petroleum og tjære i sværere tønder og eddike i store flasker emballeret i kork. Foruden de almindelige kolonialvarer som mel, gryn, salt og sukker alt sammen i sække som rummede store kvanta. Søren Jensen foretog sin sidste tur i 1913.

Der var også bådsmænd, der tjente penge ved at transportere for Vandløbsvæsenet. Indtil 1920 blev der gennemført store vedligeholdelsesarbejder på broer, sluser osv.

 

Varer pr. båd

For beboerne ved Nørremølle var det ekstra besværligt, da de store anlægsarbejder på Højer – Rudbøl vejen blev gennemført. Man lejede en bådsmand til at hente og bringe kolonialvarer og brød i Rudbøl.

 

Flytning på vandet

I sin bog Reisen – Ächtung – Befreiung fortæller maleren Emil Nolde, da han i 1927 flyttede fra Utenwarf nord for Vidåen til Seebüll i Gudskogen, at al bohavet blev transporteret i tre både, som hver sejlede to gange.

I Emmersböll fortælles der, at man tidligere sejlede til et sted i nærheden af Danmark for at hente sand til brug ved husbygning. Stedet har sikkert været Møgeltønder, der var kendt for sin fine sand, der også var velegnet til beton.

 

Dyr og korn på både

Dem, der ikke dyrkede korn, hentede det hos Bachmanns Vandmølle i Tønder. Kul og koks købte man på Gasværket. Også dyr blev fragtet på både. Et par ungkreaturer eller en halv snes får kunne sagtens være på en såkaldt togangs-båd.

 

Vedligeholdelsesarbejde ved Højer Sluse

Under de vestlige storme flåede Vesterhavets bølger voldsomt i Højer Kanals uden-digs – skråninger. Der blev ofte revet hul i grønsværen. Dette skulle repareres ellers ville kanalsiderne forsvinde. Før 1. verdenskrig gav dette arbejde til et halvt hundrede mand i hen ved et par måneder hvert år. Det var bådsmændene og fiskerne fra Rudbøl, Rosenkrans og Fiskehusene,
der dengang udførte disse vedligeholdelsesarbejder ved Æ Hoved – forlandet ved Højer Sluse. Daglønnen var 7 mark. Arbejdet begyndte som regel i april/maj og fortsatte til midt i juni.

Arbejdsgangen var bestemt af flod og ebbe. Bådmændenes logi ved Slusen var seks tilt – hytter af tagrør inden for diget. I hver hytte boede 6 – 8 mand.  Mændene havde ikke tid til at lave varm mad, mens de arbejdede her. Hver søndag fik de bragt pandekager og sødsuppe af deres koner eller børn.

 

Maritime bagere

Ligesom i Aventoft var der også en bager fra Rudbøl, der solgte produkter var sin båd. Det var Max Pörksen, der ved sit barndomshjem, møllen i Fiskerhusene fik opført et bageri. Her arbejde han indtil 1915, da han blev indladt til krigstjeneste.

Hver torsdag fik han lastet sin båd med Firepundsrugbrød (50 pfennig), sigtebrød, franskbrød, kavinger (tvebakker), wienerbrød og kager. Så gik det ellers ud af Møllegraven til Kehrwieder ved Rudbøl Sø, over denne til Neumark og gennem Filowt – slusen ind i Gudskogens kanalsystem, ad hvilket han kom til Broderskog, Seebüll, Store Hallig, Jacobsværft, Petersböll, Hyltoft og Schreiberstadt.

Bager Hansen sejlede brød til sine kunder ved Nørremølle indtil 1926 – 1927.

 

Masser af jagt

Jagt var også en naturlig foreteelse i marsken. Der var masser af fugle og en stor bestand af harer. Desuden var der vildgæs, oddere og vilde svaner. I Welt und Heimat beskriver Emil Nolde marskjagten:

• Da jeg så erhvervede den meget mindre skyttebåd, og senhøsten kom, var der meget at gøre. Regn-spurvene kom med deres fløjt og lange næb. Og med dem de mange andre fremmede fugle. Med blæst og regnbyger kom hele sværme af vildænder trækkende fra Norge og Spitzbergen og svømmede på alle vandflader omkring os.

 

Lang vej i kirke

Når Rudbøllingerne skulle i kirke, foregik det med båd til Højer Sluse. Herfra gik de til Højer Kirke. Indtil 1893 blev de døde Rudbøllinger fragtet til den hvide bro ved Højer, hvorfra kisten førtes videre med hestevogn.

Havde folk fra Rudbøl, Rosekrans eller Fiskehusene havde ærinde i Tønder eller Højer, ja så sejlede man dertil. Særlig ved disse byers markeder ankom marskboerne i stort tal med båd.

 

Østrigske tropper rekvirerede både

Under krigen i 1864 rekvirerede de østrigske tropper i Højer et stort antal to-gangs-både fra Rudbøl. Fartøjerne blev lagt til ved Højer Sluse med henblik på overførsel til Sild. Den 13. juli blev der sejlet 200 østrigske jægere fra Højer til Munkmarch ombord i 20 to-gangs-både og et større fartøj. De fleste af disse fartøjer blev leveret fra Rudbøl.

 

Wasserpost

I Gudskog havde man ikke et landpostbud. Nej da havde man et Wasserpost. To gange om ugen sejlede han nordpå gennem kanalen langs østsiden af Rosenkrans – Nykirke vejen og drejede før Fiskehusene østpå mod Gudskog – gårdene. Når der var frost og tø, kunne det gå op til 4 uger inden man fik sin post.

 

Æ klusstag

For børnene var det lige så vigtig at tage springstokken som bøgerne med, når man skulle i skole. På sønderjysk hedder den Klusstag. På frisisk er betegnelsen Klöwer. Den er omkring 3,5 meter lang, til børnene dog mindre. I nederste ende er den formet som en slags fod. Nogle marskboer havde en, de kun brugte om søndagen.

Undertegnede har selv prøvet sporten ude i forlandet til Ny Frederikskog. Efter nogen øvelse, er det faktisk meget sjovt. Mange børn kunne dog ikke nøjes med Æ Klusstag. De måtte transporteres i skole på hesteryg eller med båd.

 

Kampen for drikkevand

Først i 1958 fik beboerne i Rosenkrans, Fiskehusene og Nykirke vandværksvand indlagt i deres huse, mens folk i Rudbøl først kom med i 1959. Emil Nolde skrev:

• Marsken – det af havet opskyllede vand – havde intet kildevand og ingen brønde. Af damme og grøfter, hvor frøer og ænder huserede, tog beboerne vand.

Vandet i kanaler og grøfter kunne være hvidligt og leret. Det indeholdt smådyr (vandlus), foruden større insekter og padder. Herfra hentede man vand. Men helst gjorde man det fra ny-gravede kuler. I selve Rudbøl tog beboerne vandet fra Vidåen lige ved Rudbøl Bro.

Fra Rosenkrans sejlede man ud på Vidåen med deres spande for at hente vand. Når kvinderne havde vasket tøj, skyllede de det fra en båd ude på Vidåen, hvilket var meget lettere end at bære store mængder skyllevand hjem.

Men fra 1930 kunne man ikke mere hente drikkevand fra Vidåen. Da var det forurenet af kloakudløb. Efterhånden måtte beboerne i Rudbøl have vand fra Højer Mejeri. Det kom så leveret i en tankbil, men det betød, at der kun var frisk vand hver anden dag.

Nogle anskaffede sig i 20’erne store beholdere, der kunne rumme 1.000 liter. Så hentede de vandet i Møgeltønder.

 

Stadig hø fra Gudskog

Grænsedragningen i 1920 medførte store ændringer i erhvervsforholdene syd og nord for den nye grænse. For beboerne i Rudbøl og Lyst betød det, at de var afskåret fra Gudskog, hvor de fra gammel tid hentede hø. Mange familiers eksistens var truet. Men Grev Schack greb ind og efter lange forhandlinger med de tyske myndigheder fik man lov til at hente hø.

 

Modstand mod afvandingen

En meget stor del af marskboerne var modstander af afvandingen. Særlig omkring Rudbøl var modstanden stor. Ved en afstemning i 1928 tilkendegav beboerne i den danske del af marsken dog, at de ønskede afvanding. I 1932 var afvandingen gennemført både i Tyskland og Danmark. En vanskelig omstillingsproces fulgte for mange marskboer.

 

Biindtægt

En del beboere i Rudbøl havde en biindtægt ved at sælge måtter og sko, fremstillet af sumpplanten Søkogleaks.

Fik man mælk til overs fra kvæget laverede man det til mejerierne. Først til Møgeltønder, senere i Rodenæs og sidst til Højer.

 

Lille have

Til hvert hus i Rudbøl hørte en have (kolgor), hvor der blev dyrket krydderurter. Haverne var dog meget små. Jorden bestod mest af klæg. Men så kunne man blande sand i. Det hentede man på Sønderås bredder.

 

Masser af ål

Bag husene ved østsiden af Rosekrans – Nykirkevejen løber en uanseelig grøft, den tidligere ”forgrav” til bådtrafik. Om foråret trak ålene gennem denne kanal ud i de mindre vandløb og grøfter. Om efteråret vandrede de tilbage. Imens blev der sat ruser fra alle husene ved kanalen.

 

Emil Noldes redningsaktion

Med så meget vand omkring, skete der selvfølgelig en del ulykker. Ikke alle havde heldigvis en dødelig udgang. Emil Nolde fortæller i bogen En Kunstners Kampår følgende historie om Willie Carstensen fra Rudbøl, der gerne ville have sig en lille en:

• Forbi mine vinduer kom denne mand dinglende, stående på sin pram, til han faldt over bord ned i vandet, klamrende sig med fingrene til pram-rælingen, drev han ad slusen til. Jeg kom ham hurtig til hjælp med min pram og reddede ham. Han blev atter ædru. Men alligevel var han yderst opbragt på sin stands vegne, at han, en fisker og pramdrager, skal reddes af en kunstmaler.

 

Kapsejlads på Rudbøl Sø

Der er sikkert ikke mange, der ved, at der har været afholdt  “Vædde-sejlløb” på Rudbøl Sø. Kort efter den fransk – tyske krig, enten i 1874 eller 1878 startede det. Angiveligt helt frem til første verdenskrig. “Æ Væddesejlen ” blev afholdt 1. eller 2. pinsedag.

Formiddagen brugte bådfolket til forberedelserne. Blandt andet blev sejlene overdænget med vand, ved hjælp af øsekarret. Over middagen begyndte kapsejladsen. Bådene, der havde numre syet på sejlene, startede da fra Rudbøl Bro og ud på banen, hvis fjerneste punkt var Ringsværft på søens syd-bred.

De tre hurtigste både fik præmier. En bolle Punch udgjorde som regel førstepræmien. Men det fortælles også, at en lænestol også havde været førstepræmien.

 

Hjuldamper under Rudbøl Bro

Mellem Højer Sluse og Sild sejlede før 1920 en lille hjuldamper ”Sylt”, hvis skorsten kunne lægges ned, så den kunne gå under Rudbøl Bro.

På kapsejladsdagen var den udtaget af sin rute og sejlede i stedet passagerer fra Højer gennem Vidåen og Rudbøl Sø til Filowt, bugten ved Ringsværft og Lægan.

I forbindelse med dette, var der en kæmpe folkefest med skydetelte, karruseller, gøgl, musik og meget mere.

 

Verdens mærkeligste grænse

Hvorfor har Rudbøl så mærkelig en grænse?

Det var en international kommission, der skulle afstikke grænsen. Denne kommission bestod af en franskmand, en italiener, en tysker, en dansker, en englænder og en japaner. De havde i første omgang bestemt, at Vidåen skulle danne grænse efter 1920, men det blev anderledes.

Ifølge historien var der en, der hed Anton Nielsen fra Rudbøl, der henvendte sig til kommissionen.:

• I har vel ikke tænkt at placere grænsen ved Vidåen? Mit største ønske er ellers at bo i Danmark.
• Hvor mange hektar, drejer det sig om?, spurgte japaneren.
• Ca. 200 ha, tror jeg, svarede Anton Nielsen.
• Nå, så smålig ser vi ikke på det i Japan, men hvad med dine naboer og genboer?
• Ja, på min side vil de alle sammen godt være danske.

Efter at kommissionen havde talt sammen, sagde japaneren til Anton:

• Nu får du lov til at lave en lille privat afstemning her i gaden, og så ser vi resultatet.

Resultatet blev syv tyske og fem danske stemmer. Men foruden dem, der havde stemt, var der to koner, hvis mænd var faldet i krigen. De to enker ønskede at komme med til Danmark, men af hensyn til deres krigsrente, havde de ikke vovet at skrive under.

Japaneren henvendte sig derefter igen til Anton Nielsen:

• Nu skal vi skabe verdens mærkeligste grænse, hvor mennesker – ja et enkelt menneske får sit livs største ønske påfyldt.

Og så blev grænsestenene lagt på langs – ned i midten af gaden i Rudbøl – Rosenkrans. Anton Nielsens hus ligger i  Danmark. Kroen, hvor man spiser fantastisk og hvor man har det gode navn Brodersen (er ikke i familie, tror jeg) ligger i Tyskland.

Kilder: 

• Litteratur Højer 
• Litteratur Møgeltønder 
• Litteratur Tønder 
• www.dengang.dk – diverse artikler 
• Emil Nolde: En kunstners Kampår
• Emil Nolde: Welt und Heimat

 

•  Hvis du vil vide mere: 
• www.dengang.dk indeholder 1.783 artikler 
• Under Højer finder du 77 artikler 
• Under Tønder finder du 283 artikler 
• Dige-byggeri i Tøndermarsken
• Drømmen om en havn i Tønder
• Kanal gennem Tønder
• Tøndermarsken
• Tøndermarsken 2
• Højer – som havneby
• Højer – stormflod og diger
• Højers historie
• Højer 1935 – 1945
• Aventoft – Byen ved grænsen
• Travlhed ved Højer Sluse
• Tøndermarsken under vand
• Rudbøls Historie 

Redigeret 8. 12. 2021

Tønder – Flere strejftog i Historien (3)

Dette er en del af Tønder historie fra ca. 1870 – 1935. Vi går også noget længere tilbage. Kvægmarkedet i Tønder 1912. Tønders allerførste skole. Latinskolen. Skole i Vajsenhuset. Balthasar Petersen. Privat Realskole, Østergade 45. Realschule Tondern. Tønder Statsskole. Alexandrineskolen. Øvelsesskolen. Teknisk skole. Tønder Handelsskole. Tønder protesterede mod dansk i skolen. Kæmpede man nok for danskheden i Tønder? Kampen for et museum. Mange forærede ting til museet. Militær i Tønder. En ny kaserne i Tønder. En travl jernbanestation. Plomberede tog. Postforbindelser. Toldbarakker. Kampen om et toldvarehus. Hedeselskabet fik en vigtig rolle. Da Tønders store sygehus kom. Da Gasværket blev bygget. Lygtetændingsreglement fra 1870. ”Marinere” hjalp til. Udvidelser og moderniseringer. Tønders brønde skyld i tyfusepidemier. Lovende prøveboringer efter vand. Man brugte den mest moderne teknologi.  Tønder Elektricitetsværk. Strøm til 21 brugere i begyndelsen. I 1931 tilbød Bachmann igen at levere strøm. Gendarmerikorps. Tønder Kniplingsskole

 

Kvægmarked i Tønder 1912

De store kvægmarkeder fortsatte. I 1912 fik Tønder tilført

• 981 heste og føl
• 594 kreaturer
• 241 får
• 314 grise

I stadepenge fik byen en direkte indtægt på 15.000 mark. Indirekte mærkede de mange banker og forretninger også. Tønder havde et gæstgiveri for hver 49 indbyggere.

 

Tønders allerførste skole

Tønders første skole har sikkert været en skole, som Franciskanermunkene oprettede. I 1238 oprettede de et kloster mellem Vestergade og Slotsgade. Allevegne drev Gråbrødrene undervisning for at undervise folk i kirkens tjeneste, Men vi ved ikke noget bestemt om en Klosterskole i Tønder.

I Middelalderen var det kulturelle liv i byen knyttet til kirken. Efter Reformationen blev der oprettet selvstændige skoler.

 

Latinskolen

En rektor nævnes i Tønder i 1580. Og i 1614 blev Latinskolen oprettet. Skolen havde dog ikke den store betydning. Den havde gennemsnitlig kun 20 – 30 elever. Latinskolen var til venstre for døren. Og den tyske skole var til højre.

 

Skolen i Vajsenhuset

En anden tysk folkeskole blev indrettet i Vajsenhuset. Her undervistes i slutningen af det 18. århundrede 100 drenge og piger. I 1791 begyndte en fattigskole i Vestergade. I 1803 blev hele skolevæsnet omorganiseret. Latinskolen blev ophævet. Her blev oprettet en højere borgerskole med to klasser.

En hovedskole med tysk sprog blev indrettet som almindelig borgerskole med tre klasser. Vajsenhusskolen og Vesterskolen blev fri for skolepenge med hver to klasser. Alle skoler havde tysk undervisningssprog. I 1851 blev dansk undervisningssprog indført i elementærskolerne (fri for skolepenge). Det var befolkningens modersmål. Men fra 1864 blev tysk atter engang undervisningssprog.

 

Balthasar Petersen

Vi har tidligere beskæftiget os med Balthasar Petersen, der oprettede et præsteinstitut i 1750. Fra 1762 forlangte regeringen at kandidaterne skulle besøge et universitet. I stedet tog provst Balthasar Petersen fat at uddanne unge mænd til folkeskolelærere. I 1786 testamenterede han en stor del af sin formue til oprettelse af Nordens ældste seminarium.

 

Privat realskole i Østergade 45

Den 23. maj 1861 blev der i Borgmester Thomsens Hus, Østergade 46 oprettet en dansk privat realskole. Den fik offentlig støtte mod at underkaste sig statens kontrol. Den overlevede Krigen 1864 og opnåede endda den preussiske regerings tilladelse til at fortsætte. Lærer Hagerup og senere lærer Tørslef styrede skolen, der dog blev forbudt i 1872.

 

Realschule Tondern

I 1830 knyttedes Vajsenhusskolen til seminariet som øvelsesskole. Efter 1870 var skolevæsnet ordnet på den måde, at en kommunal mellemskole for drenge og folkeskole for piger havde lokaler i Richtsensgade. Folkeskolen for drenge var seminariets øvelsesskole med lokaler på seminariets grund. I 1909 byggede man en realskole for drenge (Statsskolen) i Popsensgade med 6 klasser. I 1913 overgik Realskolen med grund og bygninger til den preussiske stat.

 

Tønder Statsskole

Første juni 1920 ophørte Realskolens undervisning. Nu blev Tønder Statsskole oprettet som en dansk fuldstændig højere almen skole, fællesskole for både drenge og piger med nysproglig artium.

 

Alexandrineskolen

I 1915 en højere pigeskole (Alexandrineskolen). Skolen lå mellem Nørregade og Alleen. Indtil da havde skolen været til huse forskellige steder i byen.

Da pigeskolen stoppede i 1923, fik den tyske mellemskole lokaler i Alexandrineskolen.

 

Øvelsesskole

Øvelsesskolen bestod før 1920 af to afdelinger, en almindelig 6-klasset købstadsskole og en 1-klasset skole. I sidstnævnte afdeling var det gratis undervisningsmateriale. Herved fik børn fra fattige hjem mulighed for at melde sig til denne afdeling. Lederen af Øvelsesskolen var en seminarielærer. Den sidste leder før indlemmelsen i 1920 var Claus Eskildsen. Ved hjælp af denne ordning var det mulighed for at give de kommende lærere praktisk erfaring.

Man regnede med, at der i Tønder ikke ville være plads til to folkeskoler, der for blev Øvelsesskolen tillige Tønders danske folkeskole, hvortil alle danske hjem kunne sende deres børn.

Tre dage i slutningen af juli 1920 modtog Øvelsesskolens leder og Overlæreren ved den tyske kommuneskole i samme lokaler og på samme tid indmeldelser til henholdsvis Øvelsesskolen og den tyske folkeskole. Til den danske afdeling meldte der sig kun 70 til den danske afdeling. Men skolen begyndte med ca. 130 elever fordelt i 7 klasser, da den åbnede den 1. september 1920. I løbet af det første år blev dette tal fordoblet. Og i 1936 var man nået op 430 elever.

 

Teknisk Skole

Fra 1880 havde Tønder en teknisk skole. Dengang hed den ”Teknische Forbildungsschule. I 1920 havde skolen 63 elever fordelt i tre klasser. Der blev om aftenen givet undervisning i dansk, tysk, tegning og regning. I 1923 kom et nyt fag til – nemlig bogføring.

 

Tønder Handelsskole

Tønder Handelsskole blev oprettet i oktober 1921. Man havde lokaler i en af de tyske skoler. Skolen havde cirka 90 – 100 elever. Foruden de obligatoriske handelsfag var der engelsk og tysk korrespondance samt stenografi og maskinskrivning.

 

Tønder protesterede mod dansk sprog i skolen

I Middelalderen var plattysk kontor- og kultursprog. Det blev senere afløst af Luthers højtysk. Man sagde om det danske sprog at det var et ”plat” sprog. Tysk var det finde, som man talte i kirke og skole, på rådhuset og i amts og rets-kontorer. Og tænk engang – Tønders borgere protesterede, da Tønder Byråd den 16. marts 1851 bestemte, at nu skulle det være dansk undervisningssprog:

• Tønder bys borgere vil ikke unddrage sig selv og deres børn det tyske sprog, det organ, der bringer dem de åndelige og materielle goder. Det danske sprog yder ingen erstatning. Mens det tyske sprog med rette kan kaldes, bærer af den højeste åndelige kultur i Europa kan det samme ikke påstås om det danske sprog, som vi ikke kan komme langt med, medens det tyske åbner os adgang til hele den civiliserede verden. I en tid, da alt stræber efter fremskridt, vil vi ikke skride tilbage i kulturen og det ville blive følgen hvis vores hidtidige udvikling hæmmedes og forstyrres ved indførelse af et fremmed sprog.

Ja tænk engang det danske sprog blev kaldt for et ”fremmed sprog”.

 

Kæmpede man nok for danskheden i Tønder?

Nogle mener, at det var fordi Tønderhus var knyttet til de Gottorpske hertuger. Derfor var hertugerne Tønders gode venner og velgørere. Sådan var det også i begyndelsen med Aabenraa. Men her kæmpede danskheden. Det så man ikke så meget af på det tidspunkt i Tønder.

Efter 1864 slumrede danskheden ind i Tønder. Redaktør Skovrøy betegnede sin 30 år i Tønder som ”en Hundevagt”. Men alligevel var det en flok dansksindede der satte noget i gang lige før Første Verdenskrig.

 

Kampen for et museum

Efter indlemmelsen stod Tønder Amt på bar bund med hensyn til et museum. I 1911 havde der været forhandlinger i gang mellem amt og by om overtagelser af rester af Tønder Slot. Det omfattede bl.a. ”Porthuset”. Hensigten var at udbygge det til et ”Kredsmuseum” (Amtsmuseum).

Men ”Porthuset” blev brugt som arrest. Og der skulle først bygges nye retsbygninger og nyt fængsel.  Men Tønder Købstad erhvervede i 1916 ”Porthuset” af den Kongelige Prøjsiske Justitsfiskus og amtet rettede derpå forespørgsel til byrådet om dette var villig til endnum at stå ved sit tilbud af 1911, om uden vederlag at overlade til amtet det såkaldte ”Porthus” til brug for amtsmuseum. Det gjorde, men på nogle betingelser. Og det har amtsrådet sikkert ikke accepteret. I hvert fald blev sagen atter engang stillet i bero.

Så kom 1920. En lang række danske kunstnere forærede kunstværker til de fire sønderjyske amter og også til Tønder. Disse værker blev i første omgang ophængt på Landbrugsskolen på Ribe Landevej. Man fik ellers tilbudt pladser i forskellige bygninger i byen.

Igen opstod ideen med at anvende det gamle ”Porthus”. Der skulle lige en renovering, om og tilbygning til. I 1924 var rammerne klar. Byrådet ransagede rådhusloftet og overlod mange ting til oplysning om ældre tider. Håndværker forærede laugskister. Grev Schack sendte en masse genstande fra Schackenborg. Gamle Skovroy skænkede ting fra stenalderen, gamle kobberstik og mønter.

 

Mange forærede ting til museet

Dr. Lausten-Thomas havde deponeret sin samling fra Rost og omegn på Koldinghus. Dette blev nu overført til Tønder Museum. Andre forærede også deres samlinger. Det var nok ingen, der havde forestillet sig, at museet 12 år efter åbningen nu manglede plads.

 

Militær i Tønder

Tønder er som bekendt en meget gammel by. Men i tiden før 1864 har der i Tønder kun ligget et Vagtdetachement. Først i 1920 fik Tønder – en dansk garnison. I årene før 1864 havde Tønder ikke haft en tysk garnison.

Men et par kilometer nord for byen blev der anlagt en flyveplads med hangar, barakker, værksteder, brintfabrik og luftskibshaller for Zeppeliner bestemt for bombe- og observationstogter mod England.

I afstemningstiden havde Tønder indkvartering af engelske soldater. Men den 5. maj 1920 ankom et par kompagnier af Sønderjysk Kommandos 2. bataljon og en rytterstyrke. I april 1923 blev Sønderjysk Kommando pophævet og 2. bataljon – en af de gamle bataljoner fra Sølvgades kaserne – blev forlagt til Tønder. I tidligere artikler har vi skrevet denne stolte Bataljons historie.

 

En ny kasserne

I 1934 påbegyndtes staten opførelse af en stor, ny kaserne til afløsning af den gamle baraklejr. I 1936 blev den taget i brug. Den havde kosten den danske stat over en mio. kr. Som eksercerplads blev flyvepladsen nord for byen. Af de tidligere tyske militærbygninger er ikke meget tilbage. De fleste blev nedrevet i henhold til bestemmelserne ved fredsafslutningen. Administrations – og værkstedsbygning blev brugt til tjenestebolig, ridehus og depot.

 

En travl station

Før 1920 kørte togene fra Altona direkte over Tønder til Højer Sluse, hvorfra der fandt overførsel sted til Sild. For strækningen Tønder- Hviding og Tønder – Sønderborg virkede Tønder som udgangsstation.

Efter 1920 blev Tønder Station en travl station med fire udgående jernbanelinjer. Den første tid efter de danske statsbaners overtagelse af jernbanerne i Sønderjylland blev der delvis kørt med tyske tog.

Efter nogen tid kørte man strækningen Tønder – Sønder Løgum med såvel tyske som danske tog. Den tyske toldstation blev flyttet hertil. Omkring 1922 blev det tyske jernbanepersonale forflyttet fra Tønder.

 

Plomberede tog

Indtil dæmningen til Sild blev færdig, havde de tyske Rigsbaner ingen anden forbindelse til Sild end over Højer Sluse. Der opstod nu de ret enestående forhold, at jernbanetrafikken mellem to tyske landsdele måtte føres gennem dansk statsområde. For at undgå, at de rejsende ved den direkte jernbanetransport skulle underkastes danske told – og pasbestemmelser, førtes tog direkte fra Hamburg til Højer Sluse foregik i plomberede vogne og under dansk told- og pastilsyn.

Da dæmningen var færdig og blev åbnet for jernbanetrafik, ophørte dette forhold. Strækningen Tønder – Højer fik derefter karakter af en lokalbane. Banens benyttelse aftog derfor. Konkurrencen fra den voksende biltrafik gik stærkt. Ved Rigsdagssamlingen 1934 – 35 blev det besluttet, at hvis ikke banens økonomi blev væsentlig forbedret ville man nedlægge banen. Standsningen af banen skete den 15. maj 1935. Godsbanen blev bibeholdt i en del år. Og der var op til tre daglige godsforbindelser i begge retninger.

Maskindepotet i Tønder var Sønderjyllands største. Man havde et personale på 85 mand i alt. Der var 16 damplokomotiver og 6 diesellokomotiver og 2 benzinvogne.

 

Postforbindelser

Postkontoret i Tønder blev opført i 1899. Telegrafstationen var åbnet i 1861. Allerede i 1678 fik postmesteren i Flensborg bevilling til at holde et bud til befordring af breve mellem Flensborg og Tønder. I 1711 var det kun en gang om ugen forbindelser mellem de to byer. Nu blev det så fortsat med ”gående bud” til Højer.

I 1713 oprettedes et ridende ”bipost” to gange ugentlig mellem Tønder og Flensborg. Ved ”Kongelig plakat” af 13. oktober 1789 oprettedes to kørende og to ridende poster mellem Flensborg og Tønder.

I 1813 var der brev-, pakke- og personbefordring to gange dagligt mellem Flensborg og Tønder. Desuden var der daglige forbindelser mellem Tønder og Ribe og mellem Tønder – Løgumkloster m og Aabenraa med diligencer.

Efter 1864 opretholdtes brev-, pakke- og personbefordringen mellem Tønder og Ribe. Denne bortfaldt da jernbanen Ribe – Vedsted (Hvidding) – Tønder blev åbnet.

 

Toldbarakker

Efter 1920 blev der bygget træbarakker ved de forskellige kontrolposter ved grænsen i Pebersmark, Sæd, Møllehus og Rudbøl. Også på Tønder Station blev der oprettet barakker på et par af perronerne. De blev afløst af en visitationsbygning i mursten.

 

Kampen om et toldvarehus

I 1921 blev der bygget et toldvarehus, der senere blev brugt til klarering af videregående gods. Pladsforholdene blev hurtig for små, hvorfor toldforvalter Holtner i flere år arbejdede for at få en ny toldkammerbygning, hvilket først lykkedes mange år senere. Først i 1932 kunne man anvende en toldkammerbygning i Jernbanegade. I den tyske tid blev bygningen anvendt til Rigsbank.

I løbet af tiåret 1922 – 31 var der travlhed med at bygge veje eller rettere ombygge veje. Det var en stor opgave også omkring Tønder.

 

Hedeselskabet fik en vigtig rolle

Den 1. april 1921 blev Hedeselskabets Mose- og Engafdelings 10. Distriktskontor oprettet i Tønder. I efteråret 1923 skete der en udvidelse, idet kontoret flyttede ud på Ribelandevej i den tidligere Landbrugsskole.

Efterhånden som afsætningen af kreaturer sydpå blev meget besværliggjort af Told og indskrænkninger, måtte landbruget – tvunget af omstændighederne – helt eller delvis lægge bedriften om, således at der kunne produceres den vare, som markedet krævede, og som kunne hjemføre en nogenlunde pris.

Omlægningen til dyrkning af korn, rodfrugter og handelsfrugter m.v. kunne kun ske i forbindelse med en grundforbedring. Landbruget blev også ret hurtig klar over dette, og søgte private teknikere og Hedeselskabet som rådgivere.

Hedeselskabet hjalp også til med den storeafvanding af Tøndermarsken og regulering af vandløb.

 

Da Tønders store sygehus kom

Vi har tidligere berettet om Fysikus Ulrik’ s utrættelige arbejde i Tønder. Han oprettede et sygehus i Østergade. Men et nyt betydelig større sygehus blev opført i 1895 i Carstensgade. Patienterne blev indlagt og tilset af deres læger. Den daglige pleje blev udøvet af diakonisser, udsendt fra Diakonissestiftelsen i Flensborg.

En overlæge, Friherre Dr. v. Werthern blev ansat som overlæge. En fuldstændig omlægning af driften fandt sted. Foruden Overlægen blev ansat en inspektør og en oversygeplejerske. Siden udviklede sig stærkt. Kravene blev større. Det viste sig at sygehuset var for lille.

I 1925 stod den store nye fløj færdig til at tages i brug. En gennemgribende modernisering blev gennemført. Desuden blev der oprettet en epidemiafdeling.

 

Da Gasværket blev bygget

De første planer om bygning af et gasværk i Tønder stammer fra 1862, da landmåler C.B. Schønfeldt den 19. april i en skrivelse til magistraten i Tønder indsender en detaljeret fremstilling af de fordele, som byen og dens borgere ville få af et gasværk.

Den 24. juli 1862 foreligger en ansøgning fra Haderslev Jernstøberi og Maskinfabrik, Petersen og Bonnicksen, om at komme i betragtning ved bygningen af et gasværk. Den 10. september 1863 underskrives kontrakten, efter at firmaet fra Haderslev havde sendt et tilbud.

Krigen i 1864 kom i vejen og bragte forstyrrelser i Gasværkets opførelse. De nødvendige penge blev bragt til veje ved lån, dels ved legater og dels fra byens borgere. Tønder Sparekasse gav et beløb på 3.750 Rigsmark. Gasværket kostede ifølge en afregning af 15. januar 1865 i alt 62.705 Mark. Det blev opført på Tønder Slotsbjerg. Dette lå på Tønder Slots – og Frigrund tilhørende Tønder Landsogn.

Måske valgte man stedet fordi det var højtliggende og derfor sikret mod oversvømmelse. Gasværket begyndte ret beskedent. I 1866 var der således kun 162 gasbrugere. Der fandtes dengang i alt 65 gasgadelamper.

 

Lygtetændingsreglement fra 1870

I et Lygtetændings-reglement fra 1870 står angivet tændingstiderne, dog med den tilføjelse, at i 3 dage om måneden bliver lygterne overhovedet ikke tændt, nemlig aftenen før, under og efter fuldmåne.

Landmåler C.B. Schønfeldt var Gasværkets første ”Gasinspektør”. Han fik en årsløn på 350 Rigsdaler samt bolig. Lys og brændsel. I 1895 blev den nye gasinspektør og senere direktør M. Lorentzen. Det var ham, der redede Bryggeriet Victoria i at springe i luften. Hans far havde et jernstøberi og et tørveværk i Sølsted.

I årene 1900-1904 blev der foretaget en større ombygning. Der blev opført et nyt ovn-hus, et nyt rensehus, nyt ”apparatanlæg” og en ny gasbeholder. Ligeledes blev der bygget et nyt retorthus med to store retortovne.

 

”Marinere” hjalp til

Med krigen i 1914 fulgte en vanskelig tid. Gasværksarbejdere blev indkaldt til krigstjeneste. Man måtte nøjes med ældre folk til pasning af ovnene, bistået af ”Marinere” fra luftskibshallen. Samtidig havde man vanskeligheder med at skaffe kul. Dem man fik var uegnede til gasudvinding. Det blev nødvendigt at rationere gassen ved kun at have tryk i ledningen på visse tider af døgnet.

 

Udvidelser og moderniseringer

Med krigens slutning og Sønderjyllands indlemmelse i Danmark, kom der igen normale forhold. Gassen havde dog haft sin glansperiode ved gasbelysningen. De nye tider med elektrisk belysning begyndte. Men samtidig blev det mere og mere almindelig at koge med gas. I tiden fra 1920 skete der hvert år en stigning i produktionen.

I tiden fra 1923 er ovnene delvis fornyet ved indbygning af nye moderne retorter. Trods elektricitetens frembrud så man en stadig større produktion fra Tønder Gasværk. I 1936 leverede gasværket gas til 1.600 husholdninger.

 

Tønders brønde skyld i tyfus-epidemier

Tønder Vandværk blev bygget i årene 1900-1902. Indtil da har byens borgere skaffe vand fra almindelige brønde, der dels var i privat eje og dels var offentlige brønde. De var anbragt på centrale steder.

Brøndenes dybde var ret ringe. Og det var nærmest tale om overfladevand. Kun Aktiebryggeriet på hjørnet af Østergade og Nørregade og Viktoriabryggeriet ved Strucksalle havde boringer, der tog vandet fra større dybder.

Tønder Vandværk blev anlagt efter henstilling fra daværende medicinalråd Horn, der påviste, at de stadig tilbagevendende tyfusepidemier skyldtes smitte gennembrøndvandet.

 

Lovende prøveboringer

Forarbejdet blev udført i slutningen af 1890erne, idet der på Slotsbjerget udførtes forskellige forsøgsboringer. Ligesom ved Gasværkets oprettelse stillede Tønder Spare- og Laanekasse et betydeligt beløb til rådighed for dette almennyttige formål.

Til et byrådsmøde, der blev afholdt i slutningen af 1899 kunne borgmesteren oplyse, at allerede den første dybdeboring på Slotsbjerget havde vist, at der i større dybder fandtes godt og rigelig med kildevand.

For at opnå yderligere sikkerhed for at der var tilstrækkelig vand til en by-forsyning på, blev det at udføre endnu en forsøgsboring.

Efter meget omhyggelige kemiske undersøgelser af det fremskaffede vand og udtalelser fra kendte geologer om jordbundsforholdene, gik man i gang med værkets udførelse. Og det var gasværksleder Lorenzen, der stod for den meste planlægning.

 

Man brugte den mest moderne teknologi

Det var et firma fra Kiel, der stod for udførelsen. Man brugte datidens mest moderne teknologi. Der blev opført et stort maskin- og filterhus og et stort vandtårn. Anlægget var dyrt. Det kostede 160.000 mark. Gasmotorerne blev erstattet af elektrisk drift.

En kloakering blev gennemført i 1925.

 

Tønder elektricitetsværk

Tønder Elektricitetsværk blev bygget i 1910 og blev sat i drift 3. januar 1911. Allerede i slutningen af 1890erne talte man om et elektricitetsværk.

I en skrivelse af 18, marts 1894 ansøger Hans Bachmann fra Tønder Vandmølle om at få koncession på 50 år på levering af strøm til Tønder By. Han henviser til at der ved vandmøllen var tilstrækkelig med vand til både mølleriet og til driften af en dynamo-maskiner.

Det har sikkert været en interessant ansøgning og havde bestemt borgerskabets interesse. Men den lange koncessionstid har bevirket, at Magistrat og byråd har haft betænkeligheder. Derfor blev ansøgningen afslået.

 

Strøm til 23 målere i begyndelsen

Værket begyndte med levering til 23 målere, men allerede efter første års forløb var dette tal mangedobbelt. Allerede i 1925 var belastningen steget så stærkt at man talte om udvidelse.

 

I 1931 tilbød Bachmann igen levering af strøm

I 1931 kom møller Hans Bachmann igen på tale. Han kunne levere strøm for 3,5 øre pr. kilowatt-time. Tilbuddet blev antaget. Et anlæg ble bygget og elektricitetsleveringen påbegyndtes den 1. december 1931.

Denne udvidelse betød en stor besparelse, da det viste sig at det kunne betale sig at lade Tønder Vandmølle at levere natstrøm. I sommeren 1935 blev Tønder dog andelshavere i Sønderjyllands Højspændingsværk. I 1936 leverede elektricitetsværket strøm til mere end 2.000 målere.

 

Gendarmerikorps

Efter 1920 blev der oprettet et midlertidigt Gendarmerikorps, der skulle sørge for to og orden. De skulle overtage den tjeneste som det tyske militært organiseret Gendarmerikorps hidtil havde varetaget.

Korpset kom hovedsagelig til at bestå af hjemvendte krigsdeltagere. De mødte til tjeneste uden en politimæssig uddannelse. Den 15. juni 1920 opløstes korpset og en væsentlig del af mandskabet overgik til det nyoprettede ”ordenspolitikorps i de sønderjyske landsdele”. Ja sådan blev det nye korps kaldt. Dette korps kom til at bestå af 11 overbetjente og ca. 150 betjente.

 

Tønder Knipleskole

Vi skal da også lige nævne at Tønder Knipleskole blev åbnet den 1. januar 1929. Det var en fortsættelse af det store arbejde Hansigne Lorenzen fra Ballum havde gjort for at genoplive Tønderkniplingerne. Skolens første kursus i 1929 blev besøgt af 11 elever. I 1924 – 35 var her hele 70 elever.

Og skolen var med til at forarbejde bryllupsgaverne bestående af kniplinger til såvel prins Knuds som kronprins Frederiks bryllup.

 

 

 

 

Kilde:

• dengang.dk – diverse artikler
• Carstens: Die Stadt Tondern
• Trap: Kongeriget Danmark 9. bind
• Ludwig Andresen: Tondern um 1500
• Ludwig Andresen: Zur Geschichte des Viehandels im Amte Tondern
• Ludwig Andresen: 200 Aar Vajsenhus i Tønder
• Ludwig Andresen: Bürger- und Einwohnerbuch der Stadt Tondern
• Kirkeskov: Sønderjylland – et historisk topografisk værk
• Claus Eskildsen: Tønder 1243 – 1943
• Lennart S. Madsen: Tønderhus – en købstadsby
• Thor Petersen: Tønder Bys Legater
• Tønder gennem tiderne 1-2

Hvis du vil vide mere:

• dengang.dk indeholder 2.081 artikler
• Under Tønder finder du 343 artikler

 

• Tønder – strejftog i historien (2)
• Tønder fra starten (1)
• Tønders Udvikling 1864-1920 (3)
• På marked i Tønder
• Det nye kvægmarked i Tønder
• Håndværkere i Tønder – dengang
• Skovroy – en populær redaktør i Tønder
• Tønders Læse – og Ungdomsforening
• Tønder i 1930erne
• Danskheden i Tønder
• Hvorfor fik Tønder først en dansk borgmester i 1937
• Det dansk-tyske i Tønder 1920 – 1933
• Tønder 1932-1933
• Claus Eskildsen – en lærer i Tønder
• Tønder – i 1880
• Omkring Vidåen og Havnen i Tønder
• Heimatfest i 1921
• Tønder omkring 1930
• Humlekærren i Tønder
• En Værtinde fra Humlekærren
• Da Tønder igen blev dansk
• Tønder Statsskole-dengang
• I skole i Tønder
• En vandmølle i Tønder
• Tønder Byggeforening – dengang
• Trafik i Tønder – dengang
• Militæret i Tønder i Tønder 1920 – 1933
• Tønder, marsken og afvandingen
• Købmandsslægten Olufsen fra Tønder
• Tønder – marskens hovedstad
• Minder fra Tønder 1864 – 1920
• Studehandel i Tønder
• Dagligliv i Tønder 1910-1920
• En bane gennem Tønder
• Tondern Station
• Bataljonen fra Tønder
• Sidste tog fra Højer
• Fysikus Ulrik 1-2
• Det Prøjsisk Seminarium 1864-1920
• Balthasar Petersen – Grundlægger af Seminariet
• Sygehus i Tønder
• Sprogkampen i Tønder 1851 – 1864
• Heimatfest i Tønder 1921
• Drengestreger i Tønder 1920 – 1935 og mange andre

 

 

 

 

Stormflod – som Guds straf?

Os der er opvokset i sydvest kender til stormflod. Da militærets kommunikation brød sammen, måtte der Walkie Talkies til. Min mor ”Det er noget pjat, at vi skal evakueres” Der Schmimmelreter. Ikke alle stormfloder var hærgende eller farlige. Friserne: ”Havet tager – Havet giver”. Den fede marskjord. Rigdom kunne forsvinde på en nat. Kendskab til dige-bygning og værfter var forudsætning for at bosætte sig i marsken. Store landtab gennem tiden. Man byggede digerne for stejlt. Og så talte man om jerndiger, der heller ikke holdt. ”Blanke Hans” tog udfordringen op. De første mislykkede dige-forsøg er fra 1316. Det var Guds straf. Niels helvad havde forudset det. Ål med store øjne. Hovmod blev straffet. Friserne havde et særligt retssystem. Børn skulle ofres mod Vadehavet. Da Alt – Gamsböll gik under. Spaderetten. Den gamle dame og dige-vagterne. Peter Henriksen fra Møgeltønder. Og skibsradio ude fra Ny Frederikskog.

Vi kender til stormflod

Vi som er vokset op i Tønder kender til stormflod. Dengang var den fremskudte dige ikke blevet bygget. Vi lyttede til radioen, når Radio Syd havde særudsendelser. Min Opa, kom efter kørende på knallert fra Ny Frederikskog syd for Højer til Strucksalle i Tønder med et halv svin. Jeg husker endnu, når det var stormvejr, så gik han ud og kiggede op på skyerne. Og det skete da også, at han kørte hurtig hjem igen, for at lukke sluseportene. Han var i mange år stedfortrædende slusemester ved den gamle Højer Sluse.

Da militærets kommunikation brød sammen

Og da vi så var flyttet fra Tønder skete det, at Walkie-Talkie klubberne i Sønderjylland blev bedt om hjælp under en stormflod. Militærets systemer kunne ikke klare kommunikationen. Ved den lejlighed holdt min onkel fra Højer ved Tønder Politistation med et meget ulovligt anlæg med PA – trin (forstærker) og fungerede som hovedstation. Vi måtte skrive under på, at vi aldrig måtte fortælle om det.

Min mor: Det er noget pjat

Måske havde min mor arvet noget af min Opa’ s færdigheder. På et tidspunkt skulle Tønders befolkning evakueres. Jeg ringede hjem fra Aabenraa. Da mente hun, at det var forkert at Tønders befolkning skulle evakueres. Hun kunne over på Dreds (Lillebil) Vejrhave på Lærkevej se, at vinden ikke mere var i nordvest, så hun mente at der ikke mere var nogen fare.

Skal du besøge Tøndermarsken, Vadehavet eller Vidåen, så kig allerbagerst i artiklen. Der har vi en oversigt over 97 artikler fra dengang.dk , der sikkert kan inspirere dig til et besøg i denne skønne egn, dog ikke når der er stormflod. Du kan altid bruge søgefunktionen på hjemmesiden.

Der schimmelreiter

Jo vi er i familien også bekendt med den berømte roman af Theodor Storm, Der Schimmelreiter, der handlede om en stormflod. Og når vi dengang legede ude på forlandet havde min Opa fortalt, hvornår vi senest skulle være inde ved diget.

Får de besøgende nu alt at vide?

Vi har i denne artikel kigget på nogle af vores ældre artikler og kigget i diverse tidsskrifter og bøger omkring temaet med overtro og varsler herude ved vestkysten. Gad vide, om alle dem som nu skal trave rundt på de mange stier derude i Tøndermarsken også får disse historier fortalt? Men du kan som sædvanlig i slutningen af denne artikel få henvisninger til andre, der berører temaerne Tøndermarsken, Vadehavet og Stormflod.

Kulturlandskabet her ved Vadehavet virker. Har man først mærket og set naturens kræfter, glemmer man det ikke. Og det har mange af os, der er opvokset her.

Ikke alle stormfloder er hærgende og katastrofale

Det er langt fra alle stormfloder, der skal betegnes som hærgende og katastrofale. Der er ofte kraftige vandstigninger uden at det har konsekvenser. Her ved Vadehavet har det noget at gøre med hvor kraftig vinden er, og hvor den kommer fra. Ja og så er det jo også vigtigt, om den forhøjede vandstand kommer samtidig med flod.

Nogle stormfloder er betegnet som gode, fordi de aflejrede gødende havplanter.

Friserne: Havet giver – Havet tager

Cirka 340 før Kristelig fødsel var der en meget ødelæggende stormflod. Den var ved den lejlighed, at Den Engelske Kanal blev gennembrudt. Alt land mellem England og Nederlandene forsvandt. Al marsken, der strakte sig ud fra den engelske kyst forsvandt.

• Havet giver – Havet tager

Ja sådan siger friserne. Sammenspillet mellem stormflodens ødelæggelser og den omstændighed, at det er havets aflejringer af gødende havplantedele, der giver særligt gode betingelser for god landbrugsjord.

Den fede marskjord

Den fede marskjord har givet megen rigdom. I en lille rejseskildring fra 1892 fortæller H.P. Hanssen, Nørremølle, at marsken er et vidunderligt rigt land.

• Kornet staar i gode Aar, så tæt med røragtige Straa, at de ikke kan mejes med Le, men maa skæres med Segl.

Han skriver også, at – ”ifølge fuldt pålidelige vidnebyrd” – fik marskbonden Christian Meinsdorf 63 fold af sin bymark i året, mens landmanden i kongeriget på det tidspunkt var overmåde glad for at få 4-5 fold.

Rigdom forsvundet på en enkelt nat

Men på en enkelt stormflodsnat kunne al den rigdom blive skyllet væk. Generationers hårdt arbejde og velstand kunne blive ødelagt, når, som det heder hele kirkesogne forsvandt i bølgerne.

Omfanget af tragedier og katastrofer som følge af stormfloder hænger naturligvis sammen med en tiltagende indvandring og bebyggelse af marsken. Menneskerne i forhistorisk tid har forholdt sig passive over for begivenhederne ved kysten. Først i begyndelsen af middelalderen begynder beboerne i større omfang at deltage aktivt i forandringsprocesserne af landskabsforholdene.

Antallet af ødelæggede stormfloder steg i takt med digebyggeriet. Særlig slemt var der for området i det 17. århundrede.

Kendskab til bygning af diger og værfter

De dele af marsken, der hvilede på tørv sank efterhånden sammen, således at landet kom til at ligge lavere. De svage diger kunne ikke modstå vandmassernes tryk.

En forudsætning for indvandringen og bebyggelsen af marsken har været indvandrernes kendskab til at bygge diger og værfter (opkastede jordhøje, hvorpå gårde og huse kunne anlægges for at være i sikkerhed mod oversvømmelse ved stormflod).

Adgangen til den gode landbrugsjord har været drivkraften til at man flyttede ud i marsken og begyndte at bygge diger. Hvornår de første diger er bygget vides ikke. Saxo omtalte de diger, der beskyttede Lille Friesland.

Store landtab med tiden

De har næppe haft den store betydning for landskabet, idet der kun er tale om de såkaldte sommerdiger, der ikke var højere end at de lige akkurat kunne holde vandet ude, medens afgrøderne stod på marken. Resten af året var landet oversvømmet.

Det oprindelige motiv til at bygge diger, nemlig at indvinde nyt land til opdyrkning, blev hurtigt afløst af nødvendigheden af at beskytte det, man allerede havde. Man lavede også landinvindinger. Men de landindvindinger man har fået er kun procenter af de landtab, som stormfloderne har forårsaget.

Først i begyndelsen af 1800-tallet begyndte man at interessere sig for det byggetekniske.

Man kan bygge for stejlt

De store stormfloder i 1962 og januar 1976 har givet digebyggerne en lære. Det viste sig nemlig, at de nyere diger var for stejle på indersiden, hvilket bevirkede at bølgerne i stedet for at løbe stille ned ad indersiden, styrtede ned af de alt for stejle sider og vaskede jorden med sig.

En beskadigelse af et nyt dige betyder en større fare, end hvid det var et gammelt. De gamle er helt igennem af klæg. Kernen i de ny diger er havsand, som er dækket med et klæglag på 30 – 50 cm. Har brændingen først slået hul gennem klæglaget er faren for et brud overhængende.

Sandet yder ingen modstand, men skylles for nemt bort. Med andre ord er spørgsmålet, hvor sikker er man bag digerne stadig aktuelt. Ja selv med det fremskudte dige, var det kun held, at det ikke gik helt galt på et tidspunkt.

Man talte om jerndiger

I 1953 druknede 1.800 mennesker og 600.000 måtte evakueres under den store stormflod i Holland. Og 1976 skete der store skader på de danske diger.

Selv om digerne gang på gang ikke svarede til forventningerne, så har man alligevel været meget stolt over disse bygningsværker. Hver tidsepoke har ud fra sine forudsætninger gerne villet opfatte sine diger som:

• Så solide og sikre som aldrig før

Man talte om ”jerndiger” og ”evige værker”.

”Blanke Hans” tog udfordringen op

I Risummose satte man spaden i jorden efter et stort digebyggeri og sagde:

• Trutz nun, Blanke Hans (Blanke Hans er frisernes benævnelse for havet)

Men Blanke Hans tog udfordringen op ved den store flod natten mellem den 11. og 12. oktober 1634. I denne forfærdelige stormflod menes 10 – 15.000 mennesker og 50.000 stykker kvæg at være druknet.

Stor rigdom i det 17. århundrede

I gode tider var rigdommen stor. I det 17. århundrede indskrænkede sønderjyderne sig ikke kun til landbruget. Man deltog også i den opblomstrende handel og søfart.

• De boede i velbyggede Gaaarde og klædte sig statelig.

Det første mislykkede digeprojekt fra 1316

Den rigdom, som marskjorden kastede af sig, betød også muligheder for gode skatteindtægter. Heri ligger nok forklaringen på, at så mange konger og fyrster i tidens løb har interesseret sig for marsken og har haft store visioner om digeprojekter.

Den første var Erik Menved, der i 1316 forsøgte at forbinde øen Vidding med fastlandet ved hjælp af et dige fra Rudbøl til Fegetasch. Det mislykkedes. Desværre kølnedes interessen noget, når markboerne bad om hjælp eller skattelettelser efter stormflodsødelæggelser.

Mange oplysninger er upålidelige

Mange oplysninger om stormfloder specielt når det gælder antal af omkomne og omfang af skader, stemmer ikke overens. Det skyldes hovedsageligt, at mange arkiver også er gået tabt i senere stormfloder.

En del oplysninger er derfor rekonstruktioner basseret på gamle sagn og vandrefortællinger. Pålideligheden i sådanne tilfælde er meget tvivlsom.

Det er gået hårdt ud over Nordstrand

Man ved fra Kong Valdemars Jordebog fra 1231, at der på øen Nordstrand har været 59 kirkesogne, hvilket er 50 flere end i 1934. Ligeledes ved man fra en meddelelse fra Slesvig Domkapitel til konciliet i Basel 1447, at ”Det Salte Hav har taget 60 kirkesogne, der har indbragt over Halvdelen af Kapitlets Indtægter”.

Mange gange henviser forfattere til lokale sagn.

Fra 1600-tallet er der bevaret en række samtidige beretninger fra de forfærdelige stormfloder, som hærgede på den tid. Præsterne fra dengang mente, at stormfloderne og deres ødelæggelser måtte være Guds straf for marskboernes syndige levned.

Det var Guds straf

Kigger man tyske og danske sagnsamlinger er holdningen den samme. Det var Guds straf. Troen på Guds straf kan opdeles i tre hovedpunkter:

1. Gud er vred over marskboernes syndige levned og straffer dem med stormflod
2. Da Gud er både god og tålmodig, sender han først varsel på varsel i form af naturfænomener for at få menneskerne til at opgive synden og dermed undgå katastrofen. Men forgæves
3. Hvis man opfyldte bestemte betingelser, f.eks. var meget from, præst, jomfru etc. Kunne man – på mirakuløs vis – blive reddet i en stormflod. Medens de øvrige, f.eks. resten af landsbyen druknede som straf for deres synder. Ofte får sådanne ”særlige” personer en direkte advarsel fra Gud om at bringe sig i sikkerhed inden stormfloden.

Niels Helvad havde forudset det

Vi har tidligere skrevet om Niels Helvad. Han udgav i 1616 sit første flyverskrift. Det handler om den forfærdelig stormflod året før, hvor:

• Mange tusinde Mennisker drucknede.

Niels Helvad indleder med at fortælle om det frygtelige uvejr, som kunne være blevet forudset eftersom:

• Alle Planeter vaare forsamlede i Trigono Igneo (trekant af ild)

Dette havde man kunnet læse i Helvad’ s store ”Prognosicon” for året 1615. Han beskriver selv katastrofen og giver en udlægning af den store Guds straf over synden. Dette bekræftes ved en række henvisninger til lignende begivenheder i den hellige skrift, nemlig Noah og syndfloden, Loftus flugt fra Sodoma og andre.

Han var flittig denne Helvad. Indtil sin død i 1634 udsendte han hvert år sine prognoser. Han har skrevet om flere stormfloder og deres årsager. Han mente, at det hørte til de plager, som Gud hjemsøgte menneskerne med for at advare dem mod synden.

Om en stormflod i året 1300 – altså 300 år før hans egen tid – skriver han, at man forud havde set en skrækkelig komet og ildtegn på himlen. Også mærkværdigheder som græshopper, ilanddrevne fisk eller andre havdyr, misfostre både blandt mennesker og dyr og ”blodregn” hører med til de varsler hører med til de varsler, som Helvad mente, at Gud sendte for at advare menneskerne.

Mange forvarsler

Andre eksempler på varsler, der optræder i forbindelse med stormfloder var:

• Blod i brødet – tre sammenvoksede æg – meget kvæg, der var rasende. I 1634 var der hele otte varsler før den store stormflod, et af disse var et smukt efterår!

Ål med store øjne

Der findes et sagn om Ecksee og Kattsee i Ditmarsken, hvor der havde vrimlet med ål med store øjne. Landsbyboerne i det gamle Tellingstede havde tvunget præsten til at give en so det hellige sakramente.

Kort efter rejste der sig en vældig storm og landsbyen forsvandt i en bundløs sø. Præsten og de fromme nåede at flygte. Det samme sagn kendes fra byen Hardendorf et par mil sydligere. Varslet var her, at veje og huse fyldtes med fisk.

Rig af velvære og overflod

Ofte advarer Gud direkte enkelpersoner og grupper, for eksempel præsten og de fromme i byen. Karakteristisk så når disse altid at redde sig fra området, inden stormfloden kommer.

Vi har også tidligere skrevet om Rungholdt, der forsvandt i ”Den store Manddrænkelse i året 1362:

• Så rig var den, så mæt af velvære og overflod, at ingen vidste, hvordan man bedst kunne trodse Gud.

Rungholdt var centrum for salthandelen. Rigdommen havde ledt beboerne til hovmod og gudsbespottelse.

Hovmod blev straffet

Det samme kan man sige om et sagn fra 716. Her nævnes byens navn dog ikke. Vi møder igen soen som præsten tvinges til at give det hellige sakramente. Så vred blev Gud over denne bespottelse, at hele byen plus seks nabosogne blev totalt udryddet. Kun præsten, hans pige og to jomfruer, der havde været i kirke i en anden by, overlevede stormfloden.

Men rigdommen og den dermed følgende gudløshed var kun en af årsagerne til Guds vrede. Friserne er blevet klandret for deres umådelige stolthed over digebyggerierne, hvilket blev udlagt som hovmod.

Præsten Boetius skriver i 1623 om tilstandene på Nordstrand at:

• Folk her kunne myrde en Fremmed ved en ringe, ja selv uden nogen som helst Anledning.

Friserne havde et særligt retssystem

Der er bestandigt klager over disse vilde frisere. Drab var hyppige i marskegnene.

Friserne havde et særligt retssystem. Den gamle organisation i slægten spillede i middelalderen og endnu længere tilbage en større rolle end blandt den danske befolkning i hertugdømmerne, og som følge heraf holdt ”blodhævnen” sig længere blandt friserne.

I Kragelund anskaffede man sig sabler mod friserne

At opfattelsen af friserne som vilde og blodtørstige har holdt sig længere blandt deres naboer, vidner et sagn fra Kragelund om. I sagnet hedder det, at friserne var ”slemme ved de folk, der boede i Kragelund, og at de havde slået mangen en Kragelund-borger ihjel. Mændene i Kragelund købte derfor sabler, så de kunne værne sig mod friserne. Det hjalp.

Børn skulle ofres mod Vadehavet

Friserne er også blevet beskyldt for at have ofret mennesker til havet. Så sent som i året 1932 skriver H.P. Hanssen, at han har truffet:

• Minder derom i overleveringer i Midtjylland

J. Kamp skriver i 1874, at man på egnen mellem Stadil og Nissumfjord fortalte om nogle landstrygere, der drog omkring lige efter Den Slesvigske Krig, at de var udsendt fra marsken til at opkøbe et barn, der skulle ofres til Vadehavet.

Der var nu gået flere år, hvor havet ikke havde fået noget offer, og nu turde man ikke vente længere. Også dette er dog et vandresagn. Det samme sagn fortælles også om Skanderborg Sø. Gamle folk siger, at de kunne høre på den lyd, som den gav fra sig, at tiden var kommet.

Der findes også sagn om menneskeofringer til Vadehavet. Her køber marskbønderne et barn fra en sigøjnerkvinde.

Nu er det nok en fordom, at friserne skulle være mere kriminelle end andre. De har levet under andre betingelser end deres naboer. Måske derfor har de virket særegne og vilde.

Da Alt-Galmsbüll gik under

I sagnet om Alt-Galmsbülls undergang har vi en klar udlægning, at en kriminel handling er årsagen til Guds vrede. Beboerne havde her skik for at lokke skibe med falske signaler, når det var dårligt vejr. Når skibene da var blevet slået sønder i den hårde brænding, besætningen druknet, og de der overlevede slået ihjel, plejede folkene fra Alt-Galmsbüll at dele byttet imellem sig.

En nat slår man på den måde nogle søfolk ihjel. Da man skal begrave dem næste morgen, opdager man, at en af de dræbte er søn af en af sørøverne. Sønnen havde i mange år rejst i det fremmede, men var altså nu vendt hjem. Straffen for denne ugerning kommer nogle uger senere. I en vældig stormflod går byen under.

Det gik også ud over de overlevende

Holdningen i dette sagn er helt på linje med præsternes. Menneskerne er selv skyld i deres ulykker. Stormfloder er retfærdige, fordi de rammer de syndige. Det er dog lige værd at huske, at det ikke kun er de stakkels mennesker, der omkom, der blev straffet.

Også dem, der blev tilbage gik det hårdt ud over. Mange gange er korn og andre afgrøder blevet ødelagt. Når digerne skulle sættes i stand igen, kunne det hænde, at det ikke var tilstrækkeligt mange arbejdsføre mænd tilbage. Arbejdet blev derfor ikke udført.

Spaderetten

Det kunne resultere i, at digerne gennem længere tid ikke blev ordentligt vedligeholdt, men forfaldt, og derfor ikke kunne modstå selv mindre stormfloder. I 1652 tog hertugen den såkaldte ”Spaderet” i brug og fratog nordstrandinger store dele af deres jord. Ved du ikke, hav spaderetten er?

• Digevæsenet havde deres egen lovgivning – Spaderetten. Digepligten, der bestod i vedligeholdelsen af digerne var fordelt på de enkelte grundejere. Den mand eller den kommune, der ikke opfyldte forpligtelserne, mistede retten til jorden. ”Den, der ikke vil dige – må vige”
•  

Det betød, at også kommende slægter blev jordløse. Efter Den Store Flod i 1634 var forholdene så fortvivlende på øen, at de overlevende dels var for få og dels var for udmattede til at reparere digerne efter ødelæggelserne.

Hertugen overlod da retten til jorden til hollandske participanter, der til gengæld forpligtede sig til at bygge diger.

Skillingsviser

Troen på den retfærdige straf er sejlivet. I begyndelsen af det 18. århundrede støder vi på den igen. Denne gang i en skillingsvise – en klagesang om de to stormfloder i 1717 og 1718. Den har fået følgende undertitel:

• Ved hvilken Gud efter sin uransagelige Retfærdighed mange Lænder/Stræder/Byer oc Sogne hjemsøgte/og somme af dem plat ødelagde.

Peter Henriksen fra Møgeltønder

Men se gudfrygtigt liv og en bøn kan også godt betale sig. Sagnet om Peder Henriksen fra Møgeltønder er et eksempel på, at stærk tro kan føre til frelse.

Peter Henriksen blev 127 år. Så han har bestemt ikke været en hel almindelig mand. Under en stormflod og kraftig vandstigning, da alle andre i byen havde forsøgt alt og opgivet over for vandet, der bare steg og steg, kom de til Peter Henriksen.

Han fortalte dem, at der var et, de havde forsømt, nemlig at bede til Herrernes Herre. Peder Henriksen bad nu for med ”stærk stemme”, og da han kom til den syvende bøn af Fadervor: ”Fri os fra det onde”, ja så begyndte vandet at synke. Ikke alene Peder Henriksen, men hele byen blev reddet ved hans bøn.

Den gamle kone og digevagterne

En gammel kone vågnede op og opdagede at hendes seng var omgivet af vand. Da hun blev klar over, at hun ikke havde nogen mulighed for at redde sig i land, knælede hun ned i sengen og bad til den kære Gud.

Bølgerne løftede nu hendes seng og bar den til nærmeste værft, uden så meget som hendes sengetæppe blev vådt. I samme nat og i samme sogn, var der nogle digevagter, der på frisk maner bad om noget mere at drikke. Dem gik det dårligt. Døden udfriede dem før tørsten, iden vandmasserne i det samme fik taget til at styrte sammen.

Skibsradio i Ny Frederikskog

Ja sådan kunne vi blive ved. Jeg husker endnu de aftener under en heftig storm, at jeg sad med min Opa i Ny Frederikskog cirka 3-4 kilometer syd for Højer og lyttede på en transistorradio på Blåvand Radio og Norddeich Radio. Det var på skibe, der lå ude i Nordsøen og ikke var kommet i havn. Min Opa havde forinden været oppe ved den gamle Højer Sluse for at tjekke om alt var i orden. Han havde også været nede ved sin fiskekutter og tjekket fortøjningen.

Det kan være barsk herude i Tøndermarsken. Og det er historier, sagn og vandrehistorier også.

Kilde:

• Diverse artikler på www.dengang.dk
• Sønderjyske Årbøger
• Sønderjysk Månedsskrift
• Bygd
• Folk og Kultur
• N.H. Jacobsen: Skibsfarten i det danske Vadehav
• Dinesen: Nordfrisland-digernes land
• Trap Danmark: Tønder Amt

Hvis du vil vide mere: www.dengang.dk indeholder 1.374 artikler herunder Tønder(241), Sønderjylland (170) og Højer (70) med bl.a. flg. 98 Artikler:

Ribe:

• Ribe-brevet
• Ribes Historie (5)
• Ribes Historie fra 1666 (4)
• Riber Ret (3) og endnu flere

Mandø

• Vingeskudt på Mandø
• Mandø – en ø i vadehavet
• Mandø – endnu en historie

Brøns:

• Slaget ved Brøns
• Slaget ved Brøns – set med tyske øjne

Ballum:

• Klager over præsten i Ballum
• Agga – en sønderjysk pige
• Ballum – dengang
• Mellem Højer og Ballum
• Indre Mission, Baptister og andre
• Da Ballum næsten fik en havn

Rømø:

• Anekdoter fra Rømø
• Flere anekdoter fra Rømø
• Endnu flere anekdoter fra Rømø
• Borebjerg på Rømø
• Færge fra Ballum til Rømø
• Da Rømø fik et Nordseebad
• Rømø – den tredje tur
• Rømø – endnu en gang
• Rømø – en ø i Vadehavet
• Rømø under besættelsestiden

Jordsand:

• Soldater på Jordsand
• Øen Jordsand – engang ude for Højer

Emmerlev:

• Kogsbøl ved Emmerlev
• Emmerlev Skole
• Søfolk fra Emmerlev
• Kniplinger – nord for Højer

Højer:

• Saltvandssøen ved Højer
• Landet bag digerne
• Højer – bondeby i marsken
• At plukke sut ved Højer
• Stormflod ved Vestkysten
• Højer – stormflod og Diger og mange flere

Trøjborg:

• Trøjborg, den fjerde historie
• Bondeslægten fra Trøjborg – endnu mere
• Bondeslægten fra Trøjborg
• Trøjborg, et slot nord for Højer

Møgeltønder:

• En landsbydreng fra Møgeltønder
• Overinspektør på Schackenborg
• Møgeltønder – fra Ahlefeldt til Schack
• Dagbog fra Møgeltønder
• Møgeltønder Kirke
• Møgeltønder – dengang
• Schackenborg i Møgeltønder
• Oprør i Møgeltønder
• Møgeltønders historie

Rudbøl:

• En arbejder fra Rudbøl fortæller
• Rudbøls historie
• Bådfolk i Rudbøl

Aventoft:

• Syd for Tønder
• Aventoft en by ved grænsen

Tøndermarsken:

• Tøndermarsken 1-3
• Gammel frederikskog – dengang
• Fiskeri ved Højer
• Syd for Højer
• Emil Noldes liv – vest på
• Vadehavets maler – Emil Nolde
• Emil Nolde og Tøndermarsken
• Tønder, marsken og afvandingen
• Sort sol – en oplevelse i Tøndermarsken
• Digebyggeri i Tøndermarsken

Vadehavet:

• Langs Vadehavet
• Heltene i vadehavet
• Søslaget ved Højer
• Vikinger i vadehavet
• Apotekeren fra Højer

Vidåen

• Travlhed ved Højer Sluse
• Askeodde ved Vidåen
• Højer – som havneby
• Omkring Vidåen og havnen i Tønder
• En vandmølle i Tønder
• Drømmen om en havn i Tønder
• Kanal gennem Tønder

Andet:

• Bredebro-dengang
• De fattige i Vestdanmark
• Sikkerhedsstilling Nord
• Ude mod vest
• Præster og andet godtfolk i Sønderjylland
• Det vestlige Sønderjylland
• Enklaverne i Sønderjylland
• Præsten fra Daler
• Brorson – en præst fra Tønder
• En vandretur mod vest – dengang

Syd for Grænsen:

• Nordstrand syd for grænsen
• Fôhr – en ø i Vadehavet
• Johannes Mejer(Meyer) – en korttegner fra Husum
• Dæmningen syd for Højer
• Øerne – syd for Højer
• Det frisiske salt
• Friserne syd for Tønder
• Rungholt og mandsdrukning 1-2

• En berømt mand fra Hellevad

Emil Nolde og Tøndermarsken

Emil Nolde var blandt kritikkerne af afvandingsplanerne for Tøndermarsken. Engang var det sydvestligste hjørne 17 meter højere end nu. Det er ”Verdens ende” sagde en græker 325 år f.Kr. Der har været store stormfloder. Det var kun et held, at det ikke gik helt galt i 1999. Der har været masser af oversvømmelser i og omkring Tønder. Mange fantasifulde planer fremkom. Kommissionen tænkte mere på landbrugets forbedring. Hele fem forslag dukkede op. De blev diskuteret på et ”Hjemstavnskursus” i Tønder. Emil Nolde fremkom med sit forslag. Det blev bakket op af Danmarks Naturfredningsforening. Nolde gik via H.P. Hanssen. Men forslaget blev skidt modtaget. Man mente, at Nolde havde et ben i begge nationale lejre. Man kaldte det for ”blakkede nationale sindelag”. Man skød forslaget ned, og Nolde forlod Danmark. Men nogle af hans ideer blev alligevel realiseret.

Emil Nolde var blandt kritikkerne

Det sker en masse i Tøndermarsken i øjeblikket. Man vil gerne have flere besøgende. Og så laver man udstillinger og informationer i massevis. Der bliver oprettet stier, hvor man så samtidig kan læse om Tøndermarskens historie. Men er det nu den rigtige historie, som man får.

Og denne artikel handler ikke så meget om Emil Noldes liv i Tøndermarsken men mere om hans forslag til afvanding af Tøndermarsken, som måske kunne have sparet beboere og myndigheder for en masse problemer.

Det var et kæmpe ingeniør-projekt, da Tøndermarsken blev afvandet i årene 1925 – 1933. Det hele var ikke så ligetil. Og egentlig skulle det have været tale om grundforbedring, men kritiske røster mente nu, at det hele gik op i at skaffe mere landsbrugsjord. Blandt kritikerne var maleren Emil Nolde, der blev bakket op af Danmarks Naturfredningsforening.

Dengang var området 17 meter højere

Så længe der har boet mennesker i området, har livsbetingelserne i Tøndermarsken omfattet risikoen for pludselig død og ødelæggelse forårsaget af stormfloder og oversvømmelser. I disse lavtliggende marskegne har livsvilkårene været anderledes ekstreme end i de højere beliggende områder i Danmark.

Under den sidste istid eksisterede Nordsøen ikke, som vi kender den i dag. Det var blot en mindre sø på det sted, hvor Nordsøen var dybest. Det skyldes, at havniveauet overalt var meget lavere end i dag. Det skyldes, at enorme mængder vand var bundet i de store ismasser rundt omkring på kloden.

Hele Skandinavien – med undtagelse af det sydvestligste Jylland – var isdækket. Da isen smeltede væk omkring 11.500 f.Kr. begyndte det nordøstlige Danmark at hæve sig. Og det sydvestligste Danmark sænkede sig. Godt nok er det gennemsnitlig kun 1 ¼ millimeter pr. år.

Men hvis du lige får gang i regnemaskinen så kan du regne ud, at Tønder-området for 13.500 år siden lå knap 17 meter højere end i dag. I sagens natur har denne landsænkning forøget risikoen for oversvømmelse.

Tidevandet

Hertil kommer tidevandet. Det forklarede vores Opa os meget tidligt ude i Ny Frederikskog, når vi om sommeren legede ude på forlandet. Tidevand er som bekendt sol og månes tiltrækningskraft på oceanernes vandmasser. I Nordsøen kommer der to gange i døgnet en tidevandsbølge op mod Danmark fra sydvest.

Højvandstidspunktet forskyder sig over tid, idet der er 12 timer og 25 minutter mellem to højvandstidspunkter. Forskellen mellem høj – og lavvande er ved Vidåslusen under normale forhold på 1,8 meter.

Det er disse naturkræfter befolkningen er oppe imod. Hyppige storme fra sydvestlig retning og sammenfaldet med højvande er noget som man har kæmpet imod siden sidste istid.

Verdens ende

Grækeren Pytheas var på gennemrejse i 325 f.Kr. Han beskrev tidevandsområderne i den sydlige Nordsø:

• Verdens ende, hvor vand, is og luft blev til et

Romeren Plinius den ældre beskriver området på et felttog i år 47, hvor han bl.a. bemærker værftsbebyggelse i området. De første danske beskrivelser, findes hos Saxo, der detaljeret skildrer marskområdernes livsvilkår og karaktertræk.

Udviklingen set gennem kort

De første gode kort fra området er fra omkring 1240. De kendes i kopi af kartografen Johannes Mejer fra omkring 1650. Gennem disse kort kan man se udviklingen de sidste 700 – 800 år. Udviklingen i kortene viser, at der gennem århundrede er tabt meget store, tidligere beboede områder længere mod vest. Det er områder, der er overtaget af havet. Det er et resultat af de kraftige stormfloders katastrofale hærgen.

Store stormfloder

Vi har tidligere her på siden berettet om mange rædselsvækkende katastrofer. Her skal næves nogle af dem. I 1362 var den anden ”grote Mandrack”, den første var i 1162. Man sagde, at der omkom 200.000. Men det var nok lidt overdrevet.

I 1634 omkom der omkring 15.000 mennesker langs kysten. I 1825 var der en storm, der var medvirkende til, at marker i årevis var vandlidende. Gentagende gange opstod der lokale udbrud af malaria. Rejsby – katastrofen kostede den 19. august 1923 19 mennesker livet. De omkommende arbejdere var ved at anlægge Rejsby – diget.

Nævnes skal også stormfloden den 3. januar 1976, hvor vandstanden nåede op på 4,92 m over D.N.N. (Dansk Normal Nul). Det var dengang min far og mor i Tønder måtte evakueres.

Denne stormflod førte til, at Folketinget i 1977 vedtog loven om Det Fremskudte Dige, hvis byggeri startede sidst i 1970’erne.

Et stort held, at det ikke gik galt

Den 3. december 1999 ramte den stærkeste registrerede orkan nogensinde Danmark i området mellem Mandø og Rømø. I Ribe nåede vandstanden op til 5,12m over D.N.N., da den holdt op med at virke.

Orkanen kulminerede ved 18 – tiden, da der var ebbe. Havde stormen ramt seks timer senere ved midnatstid, så ville dette have medført omfattende digebrud overalt på den sønderjyske vestkyst, fordi vandstanden i dette tilfælde havde nået omkring 1,5 meter højere op. Men heldet var med befolkningen. Kun Juvre-diget på Rømø blev gennembrudt.

Ja selv med et fremskudt dige er intet 100 pct. sikkert.

Digebyggeri gennem tiden

Netop digebyggeri har gennem tiden været den bedste mulighed for at reducere skaderne for de mange stormfloder. De første diger, der blev bygget, kaldes for sommerdiger. De kunne nemlig kun forhindre de normalt mindre sommer-oversvømmelser. Det var for at redde afgrøderne.

I Tønderområdet opførtes i 1436 digerne omkring Vidding Herreds Gamle Kog. Møgeltønder og Højer Koge blev tillige inddiget ved opførelsen af Højer-Rudbøl – Lægan – Grelsbøldiget i 1556. Senere kom også Gammel Frederiks Kog og Rudbøl Kog til i perioden 1692 – 1715.

Det tidligere havdige med Højer Sluse er opført i 1861. Under Første Verdenskrig opførte russiske og franske krigsfangerskab diget fra Ballum til Astrup Banke. Det Fremskudte Dige blev indviet i 1982. Det strækker sig fra Emmerlev Klev og sydpå til Hindenburg-dæmningen ved Sild.

Masser af oversvømmelse ved Tønder

Fra slutningen af 1800-tallet kendes mange smukke sort/hvide fotos af oversvømmende enge tæt på Tønder by. Fælles for dem er, at de er optaget i vinterhalvåret. Det var her de vandrende lavtryk fra vest altid har sendt store nedbørsmængder ned over det sønderjyske område. Herfra løber nedbøren og vinterens smeltevand via de store vestvendte vandløb ud mod Vesterhavet for at ende i Nordsøen.

Markerne stod under vand

Når stormene blev for voldsomme, lukkede Højer Sluse i 1861-diget for at undgå indtrængende havvand. Men derved blev de lavest beliggende engstrækninger i det flade marsklandskab ofte oversvømmet af det såkaldte bagvand, der nu ikke længere havde frit udløb.

Jeg kan huske, når Opa besøgte os i Tønder. En gang imellem gik han ud og kiggede på skyerne, og så tog han ellers knallerten tilbage til Højer, for bl.a. at lukke slusen dengang. Han var i en periode fungerende slusemester eller afløser.

Det var ikke blot et problem for landbruget, at markerne stod under vand. Og datidens samfærdsel blev stærkt hæmmet, fordi hverken Vidåen eller de andre vandløb var beskyttet af sammenhængende ådiger.

Teknologien var først parat – langt senere

Problemet havde været kendt så langt tilbage som nogen kunne huske. Men først i begyndelsen af det 20. århundrede var det muligt grundet teknologien at få styr på afvandingen.

I den tyske tid foretog man enkelte mindre tilløb til at løse oversvømmelsesproblemerne i Tøndermarsken. Men udbruddet af Første Verdenskrig i 1914 satte en stopper for dette arbejde.

Mange fantasifulde planer

Det var ikke, fordi der manglede fantasifulde planer. Man ville anlægge en nordlig ”Kielerkanal” fra bunden af Flensborg Fjord og mod vest via de nuværende grænsevandløb til udløb i Vadehavet ved Højer.

I 1920 så en anden plan dagens lys, da en P.I. Diedrichsen foreslog, at anlægge en arealinddæmning, der indebar en stor dokhavn ud for Højer med en søfartskanal helt ind til Tønder by. Planen omfattede et nyt dige fra det gamle Højer Dige til Havneby på Rømø. Søfartskanalen skulle løbe gennem en ny kæmpesluse ud i Højer Dyb og videre ud i Nordsøen gennem Lister Dyb.

Endelig skulle området mellem Rømø og fastlandet tørlægges ved anlæggelse af endnu et nyt dige fra Rømøs nordkyst over til Astrup Banke. På kortet med planen var der ikke tænkt særlige tanker med hensyn til, hvordan vandet fra Brede Å skulle komme videre ud i Nordsøen.

Ja selv i dag ville sådan et projekt beløbe sig i en kæmpe sum. Det ville koste flere Storebælts-broer.

Man ville gøre noget for de ”hjemvendte landsdele”

Ved Genforeningen i 1920 gav den nye politiske situation fornyet fokus og energi til de sønderjyske landsdele, der nu var en del af Danmark. Velviljen fra den danske stat var stor for at gøre noget for de ”hjemvendte landsdele”. Det skulle være et tak for sønderjydernes loyalitet over for Danmark. Det var vel også for at bevare loyaliteten i fremtiden.

Man skal vel også lige forstå 1920’ernes Danmark, hvor beslutningen om afvandingen af Tøndermarsken blev truffet:

• National eufori efter afstemningen i 1920. Der var svulstige retorik på valgplakaterne ”En røvet Datter, dybt begrædt er kommet frelst tilbage”

• Det sønderjyske samfund var stærkt polariseret. Befolkningen havde måttet vælge side ved at bekende sig enten dansksindet eller tysksindet. Der var ingen vej midt imellem.

• Grænsedragningen gav anledning til en mærkbar administrationsændring. Alle tidligere tyske embedsmænd blev udskiftet med nye danske. Heraf var en del akademikere, som kom fra stillinger overalt i Danmark eller direkte fra landets eneste universitet.

• Tønder bys tidligere opland blev stærkt reduceret. Tønder var med sin gamle status som købstad fra 1243 en oplandsby i det vestlige Slesvig med mange administrative funktioner. Den havde et handelsopland, der i syd grænsede op til oplandet for Husum. Nu blev hele Tønders sydlige opland skåret væk med den nye grænsedragning

• Landbruget var dengang det klart dominerende erhverv ikke bare i det nye Tønder Amt, men i hele kongeriget. Det betød, at de store frugtbare marskarealer var politisk betydningsfulde for udviklingen af egnens erhvervsliv

• Efter afslutningen på Første Verdenskrig var det over det meste af Europa en stærk tro på fremtiden, da krigens ragnarok endelig ophørte. Det førte til oprettelsen af Folkeforbundet i 1919, som gav tro på, at staten indbyrdes uenigheder for fremtiden kunne bilægges ved forhandlinger og ikke ved krig.

• I begyndelsen af det 20. århundrede fremkom der et helt nyt natursyn. Naturen kunne tøjles ved hjælp af teknik og snilde og udnyttes til gavn for mennesket

Vi kan i dag ikke ændre historiens gang

Tiden og dens levevilkår var dengang helt anderledes end i dag. Det er nyttesløs at kritisere den tids beslutninger med ens bedreviden. Det ændrer alligevel ikke historiens gang. Derimod kan man lære af fortidens fejltagelser.

Grænsedragningen i 1920 ændrede Tøndermarskens statsretslige tilhørsforhold. Men naturforholdene kender ingen grænser. Det var derfor nødvendigt med et dansk-tysk samarbejde. Der blev indgået en traktat den 10. april 1922 vedrørende ”Ordningen af Vandløbs- og Digeforhold ved den dansk-tyske Grænse.

Kommissionen ville forbedre landbrugsarealerne

Samtidig nedsatte den danske stat en særlig ”Afvandings – og Grundforbedringskommission for Tønder Amt vedrørende Ordningen af Afvandingsforholdene i Marsken ved Tønder samt i tilstødende Omraader”

Det var ingen tvivl om at kommissionens medlemmer betragtede ”Grundforbedringen” (dvs. forbedringen af landbrugsforholdene) som sit primære formål.

Nedsættelsen af oversvømmelsesrisikoen for Tønder by kom i anden række. Det ses bl.a. af den store indflydelse på kommissionsarbejdet, som landbruget fik gennem digelagene.

Fantasifuld projekt for Fyn

Formanden for Kommissionen blev Poul Chr. Stemann. Allerede den 29. marts 1922 barslede man med fire forslag til ”Afvandingsprojekter for Vidådalen”.

Den idemæssige ophavsmand var en yngre ingeniør fra Varde, Ulrik Petersen. Han stod bl.a. for inddæmningen af Kalvebod Strand på Amager.

Et af hans storstilede projekter var en gigantisk dæmning mellem Ærø, Tåsinge og Langeland. Dette projekt ville have udtørret størstedelen af det sydfynske øhav. Det blev heldigvis aldrig til noget.

Hele fem forslag

Da Afvandingskommissionen og digelagene ikke kunne enes om et af de fire projekter, fremkom ingeniør Ulrik Petersen med et femte forslag. Forslaget er dateret den 26. april 1924.

Landbruget var meget usikker på, hvilket af de fem projektforslag man skulle gå ind for. De ville gerne have forbedret deres markdrift. 

Projektet ivrig diskuteret på ”Hjemstavnskursus” i Tønder

I Tønder Bogen fra 1926 er der referater fra ”Det tredje Danske Hjemstavnskursus, der blev afholdt i Tønder fra den 2. til 8. august 1925. Her var afvanding af Tønder marsken det store hovedpunkt.

På kurset blev der advaret om, at man skulle passe på med for mange indgreb i naturen. Men naturforkæmperne talte for døve øren. Hverken landbruget, politikerne eller planlæggerne tog notits af bekymringerne.

Emil Nolde fremkom med sit forslag

Endnu en kritisk kommentar af afvandingsplanerne kom på banen i 1925. Det var tilmed, der kunne tale med en vægt. Det var en spirende kunstnerisk berømmelse. Det var maleren Emil Nolde. Han skrev en række breve med et alternativ afvandingsprojekt. Det var sandsynligvis mindre naturødelæggende end det projekt, som endte med at blive vedtaget og gennemført.

I Danmark var Emil Nolde endnu ikke kendt dengang. Han var vokset op i naturlandskabet i Tøndermarsken. Han havde svært ved at forlige sig med det store afvandingsprojekts totale ændring langs Vidåen.

Opbakning fra Danmarks Naturfredningsforening

Han udarbejde derfor et alternativt forslag, hvori de ydre marskområder stort set kunne bevares urørte, idet risikoen for bagvandsoversvømmelse ville blive mindre ved at etablere et fremskudt dige uden for den daværende havsluse ved Højer. Her foreslog han at etablere et reservoir til oplagring af åvand i perioder, hvor en ny ydre sluse var lukket.

Noldes projektforslag fik stærk opbakning fra Danmarks Naturfredningsforenings daværende formand, malerkollegaen Erik Struckmann.

Henvendelse til H.P. Hanssen

Emil Nolde henvendte sig til de danske sønderjyders store gamle fører fra udlændighedstiden, H.P. Hanssen. På daværende tidspunkt var denne folketingsmand for partiet Venstre. Han har efter alt at dømme opsøgt ham hjemme og forelagt ham sit forslag. I et brev fra den 8. juni 1925 fulgte han skriftligt op på sin tidligere mundtlige fremlæggelse. Brevet var vedlagt kortbilag i kunsternes egen streg, hvorpå han med akvarelfarve har fremtrukket kystlinjerne.

Ideen med Noldes projekt var et ”afvandings-projekt”:

• Uden for Højer Sluse skal et stykke forland inddiges tillige med et stykke vadeland, heraf skal vadelandet danne et bassin.

• Der hvor vandet fra dette nye bassin løber ud i havet, må der bygges en sluse noget større end den ved Højer, og der kan anlægges et pumpeværk, som i enkelte tilfælde træder slusen til hjælp.

• Den nye tekniske opfindelse til udnyttelse af vindkraften kan måske her anvendes, så derved vinden som i stormtid forårsager vandets stigning tillige bliver drivkraften ved udpumpningen.

Sammen med projektet havde Nolde nedfældet en masse argumenter og kommentarer. Han tænkte også i forslaget på landmændenes økonomi. Også tørkeperioder havde Nolde gennemtænkt i sit forslag.

Forslaget vakte irritation i Landbrugsministeriet

H, P. Hanssen lod Noldes henvendelse gå videre til Landbrugsministeriet, hvor det vakte en del irritation. Men H.P. Hanssen havde understreget, at Noldes henvendelse ikke bare skulle ignoreres.

H, P. Hanssen havde anført, at Nolde var uddannet som kunstner i Tyskland, men dansk statsborger. Han var gift med en dansk dame (søster til politimester Vilstrup i Gråsten). Han stod ifølge H. P. Hanssen med et ben i hver lejr. Men han slog fast, at han skulle behandles med et vist hensyn.

Noldes angivelige blakkede nationale sindelag!

Departementschefens personlige bemærkninger er sigende. Noldes angiveligt blakkede nationale sindelag diskvalificerede ham på forhånd i departementschefens øjne. Det var desuden heller ikke hensigten at afvandingsprojektet skulle ændres. Og selv om Noldes indvendinger viser teknisk indsigt, så var han kunstmaler og ikke ingeniør. Dette har heller ikke fremmet hans anseelse i departementschefens øjne. Kunstmalere forventedes heller ikke dengang, at kunne udvikle unikke tekniske ideer.

Stiftsamtmanden sendte den 10. juli 1925 Noldes projektforslag videre til formanden for Afvandingskommissionens Tekniske Udvalg, Th. Claudi Westh. Man ville ikke bare ligge forslaget til side. Der skulle bruges krudt til at skyde det ned.

Danmarks Naturfredningsforening bakkede Emil Nolde op. Man havde bedt en rådgivende ingeniør til at kigge på hans forslag.

Forslaget blev skudt ned

Men som planlagt blev Noldes forslag en for en skudt ned. Skæbnen for Noldes ellers spændende forslag er, at det fremkom på et tidspunkt, hvor tiden slet ikke var moden til naturbevarende eller –beskyttende tiltag. Sådanne tanker blev først almindeligt accepteret i samfundet mere end et halvt århundrede senere. Men endnu består interessemodsætningen mellem på den ene side dansk landbrug, der ønsker råderet over al deres jord til dyrkningsformål. På den anden sideefterspørger folk i stigende grad natur til rekreative formål. Naturforskere og naturforeninger kræver naturområderne bedre beskyttet.

Den endelige afvisning af Noldes forslag blev meddelt Foreningen for Naturfredning i et brev dateret den 13. oktober 1925.

Noldes alternative projekt ville have beskyttet naturen mod mange af de store indgreb, der blev resultatet af beslutningen om afvanding af Tøndermarsken.

Nolde forlod Danmark

I 1925 boede Emil Nolde på ejendommen ”Uttenwart” cirka tre kilometer syd for Møgeltønder. En vidunderlig ensomt beliggende sted ud mod Magisterkogens nordlige dige fra 1556. Stedet kaldes i dag ”Keldspold”

Emil Nolde blev dog allerede i 1927 så træt af de store naturødelæggende indgreb fra etableringen af det endelige projekt og den nonchalante måde, hans forslag var blevet afvist på, at han permanent flyttede til marsken ved Seebüll umiddelbart syd for grænsen.

Først anerkendt lang tid efter hans død i Danmark

Her boede han resten af sit liv og her ligger det fantastiske museum med hans unikke kunst. Først længe efter sin død i 1956 blev han anerkendt i Danmark som den fremragende kunstner, han var. Hvis Noldes projekt var blevet gennemført, ville Danmark ikke blot have haft en kunstner, men også et naturområde i verdensklasse. Ja godt nok er det nu blevet udnævnt til dette, men alligevel!

Noldes ide var godt nok nyskabende, men det har alligevel ikke kunne løse alle problemer.

Man mindes ikke Emil Nolde

Men at Noldes tanker var de helt rigtige, viser historien. Efter stormfloden i 1976 gik man i gang med at bygge Det Fremskudte Dige med et bagvandsreservoir (Saltvandssøen)og en ny havsluse (Vidåslusen). Projektet blev indviet i 1982 af Dronning Magrethe. Men Emil Nolde er aldrig blevet hædret for hans plan. Og i diverse informationer om Tøndermarsken dukker hans navn ikke op.

Dige – bestyrelser var utilfredse

I den endelige udformning kom der ingen vandkraftværker, fordi man allerede i 1925 havde indledt forhandlinger med Sønderjyllands Højspændingsværk om at levere strøm til pumpestationerne. Og arkitekt på disse var den senere godsinspektør på Schackenborg, H.C. Davidsen.

I de forskellige dige-bestyrelser blev der indvalgt folk, der var modstandere af hele projektet. Man var utilfreds med forhandlingerne med Kommissionen.

Ingen gode tider for landbruget

I Tøndermarskens koge var der oprettet et tæt kanalnet, der både kunne anvendes til afvanding og bevanding. De gode tider for landbruget blev dog ikke indfriet. Tværtimod mødte man krise i 1930erne og stor arbejdsløshed.

I 1941 blev et nyt vandløbsregulativ indført. Det handlede om, hvordan alle forhold i og omkring vandløbene skulle efterleves. For dem, der havde jord i Tøndermarsken blev projektet meget dyrt.

Lokalt kom der gang i byudviklingsprojekter. Uden den gennemførte Tøndermarsk-afvanding ville firmaer som Brdr. Hartmann og B&W Energi vel næppe være flyttet til Tønder.

Hensynet til landbruget havde vejet tungere

Efter mange år, hvor hensynet til landbruget havde vejet tungest, kom der i 1970’erne fokus på naturbeskyttelse. I 1983 kom der en ny vandløbslov, hvor naturhensyn helt usædvanligt fik første prioritet.

Men i lovbekendtgørelsen blev det udtrykkeligt nævnt, at denne lov ikke gjaldt for Tøndermarsken. Men dette blev der lavet om på. Der kom en ny lov om beskyttelse af de ydre koge i Tøndermarsken. Den stammer fra den 3. december 1988. Heri blev der for første gang taget særlige hensyn til naturens vilkår og udvikling i området. Fra dette tidspunkt kom der fokus på muligheden for at få fuglelivet tilbage i marskområderne.

Nationalpark Vadehavet

Fuglebestanden var nemlig gået voldsomt tilbage i 1970’erne. Det skyldtes landbruget, der var gået fra kvægbrug til mere intensivt agerbrug.

Men det hele skulle ske gennem såkaldte frivillige ordninger. Men nu ser det ud til at EU – love tager over. Men der er stadig et godt stykke vej til at fuglene i Tøndermarsken har optimale forhold.

Hele det danske vadehavsområde blev i 2010 indviet som Nationalpark Vadehavet. Her indgår Tøndermarskens ydre koge. I byerne Varde, Esbjerg og Ribe roser man sig af, at befolkningen og turisterne kan gå fra bygrænsen og lige ud i nationalparken. Anderledes er det desværre i Tønder by. Her ophører nationalparken ved broen over Vidå ved Lægan ca. 3 km sydvest for byen.

Måske er ”Den Gamle Redaktør’ s oplysninger i denne forbindelse ikke helt opdateret. I 2009 blev der i forbindelse med det EU – støttede Projekt Snæbel genetableret en tidligere sø, Nørresø, umiddelbart sydvest for Tønder.

Fra Tønders bymidte ud i Nationalparken?

Man flyttede simpelthen Vidås nordlige dige nogle hundrede meter mod nord, så det blev plads til et vidunderligt naturområde, som Vidå slynger sig igennem om sommeren, mens det om vinteren oversvømmes i vinterhalvåret.

Hele området fra Lægan Pumpestation og øst på til landevejen mellem Tønder og Sæd indgår i projektområdet, som er købt af Staten gennem Naturstyrelsen. Hele dette område indgår i Nationalpark Vadehavet.

Hvis man også inddrager området mellem digerne og sammenløbet mellem Vidå/Grønå og op til Backmanns Vandmølle og Mølledammen i Tønder i Nationalparken, så vil også Tønders befolkning og turister kunne gå fra bymidten og lige ud i Nationalparken.

Slut med at lege på forlandet

Men i dag er det slut med at lege på forlandet i Ny Frederikskog. Det var dengang, vi byggede tømmerfloder og sejlede rundt i Prilerne. Her var det også udmærket at bade. Det var en herlig tid.

Vi har i artikler beskrevet ret så meget om Tøndermarsken og Vidåen. Vi vil forsøge her i tilslutning til denne artikel, at henvise til nogle af artiklerne.

Kilde:

• Div. Artikler fra www.dengang.dk
• Sønderjydske Årbøger (Søren Eller)
• Elsemarie Dam-Jensen m.fl.: Det grænseløse landskab
• Kjeld Hansen: Det tabte land. Den store fortælling om magten over det danske landskab
• H. Lausten-Thomsen: Tønder-Bogen 1926
• Niels Kingo Jacobsen: Træk af Tønder-marskens naturgeografi
• Niels Kingo Jacobsen: Rejsbymarsken, Miljø, stormfloder og digebyggeri (De Danske Vade og Marskundersøgelser, Rapport nr. 9)
• Kaj Petersen: Det tabte land i vest
• Jesper Theilgård: Det danske vejr

Hvis du vil vide mere? På www.dengang.dk kan du finde 240 artikler om Det Gamle Tønder, herunder:

• Sort Sol – en oplevelse i Tøndermarsken
• Askersodde ved Vidåen
• Syd for Tønder
• Omkring Vidåen og Havnen i Tønder
• Det Frisiske Salt
• En vandmølle i Tønder
• Tønder, Marsken og Afvandingen
• Tønder, Marskens Hovedstad
• Vikinger i vadehavet
• Tøndermarsken – under vand
• Aventoft – byen ved grænsen
• Drømmen om en havn i Tønder
• Digebyggeri i Tøndermarsken
• Hertugen af Tønder
• Kanal gennem Tønder
• Tøndermarsken
• Emil Noldes liv – vestpå
• Vadehavets maler – Emil Nolde og mange flere

Hvis du vil vide endnu mere? På www.dengang.dk kan du finde 70 artikler om Det Gamle Højer, herunder:

• Saltvandssøen ved Højer
• Landet bag Digerne
• Højer – Bondeby i marsken
• Den Hvide Fabrik – som oplevelsescenter
• En arbejder fra Rudbøl fortæller
• Gammel Frederikskog – dengang
• Mellem Højer og Ballum
• At plukke Sut ved Højer
• Landet bag digerne
• Syd for Højer
• Stormflod ved Vestkysten
• Rudbøls historie
• Fiskeri ved Højer
• Heltene i Vadehavet
• Øerne – syd for Højer
• Vadehavet ved Højer
• Travlhed ved Højer Sluse
• Bådfolket i Rudbøl
• Soldater på Jordsand
• Øen Jordsand – engang ud for Højer
• Søslaget ved Højer
• Højer – stormflod og Diger
• Højer – som havneby og mange flere

Hvis du vil vide meget mere? På www.dengang.dk kan du finde 168 artikler om Sønderjylland herunder:

• Mandø – endnu en historie
• Da Ballum – næsten fik en havn
• Rungholt – manddrukning et og to
• Langs Vadehavet
• Anekdoter fra Rømø 1- 3
• Hertugræve og Køkkenharer
• Borrebjeg på Rømø
• Færge fra Rømø til Ballum
• Nordstrand syd for grænsen
• Rømø endnu engang
• Mandø – en ø i Vadehavet
• Føhr – en ø i vadehavet
• Johannes Meyer – en korttegner fra Husum
• Rømø – en ø i vadehavet og mange flere

Hermed har vi fornøjelsen at præsentere
fire viser om Tønder, to viser fra Møgeltønder og henholdsvis en
vise  Gallehus, Østerby og Abild.

Sønderjyder bruger en hver anledning til at synge. Det lyder ikke altid lige pænt. Vi har fundet et par mere eller mindre hjemmelavede sange fra gemmerne. Ja egentlig kender vi ikke rigtig, hvor de stammer fra. Tak til min navnefætter fra Lærkevej i Tønder, der har sendt de fleste af nedenstående. Vi skal også beklage, at vi ikke har melodi på dem alle sammen.

Men kære læsere vi er sikker på, at I kan bruge disse viser til en festlig anledning. I samme serie laver vi en samling fra Sønderjylland og en samling fra Højer og omegn.

Denne lille samling indeholder følgende sange:

 

• Tønder – sangen 1
• Tønder– sangen 2
• Den gamle by i marsken
• In der grossen Seestadt Tondern
• Møgeltønder– sangen 1
• Møgeltønder– sangen 2
• Gallehus – sangen
• Østerby – sangen
• Abild– sangen

Vi ønsker god fornøjelse

Tønder– sangen 1 (melodi: Hvor smiler fager, den danske kyst)

Vi skal tilbage til dengang, hvor
Tønder havde verdensrekord i antallet af værtshuse pr. indbygger.
Det var dengang med de mange markeder i byen. Der var gang i den.

 

Hvor er det dejligt i fordums år,

man kunne tage en lille vending

ind i en kro eller købmandsgård

og få  en dram for kun tyve penning

en punch, som styrkede hvert organ,

lod man sig smage i ”Weisser Schwan” 

 

Hvor er det dejligt, da folk og fæ

fra fjern og nær kom til Tønder mærken,

i hvert et kro-hus fandt ly og læ,

hvor højt det klirred’ med glas, tallerken,

hvor man drak lidkøb ved punchedamp,

og gulvet gungred´af træskotramp.

 

Hvor er der leben i Tønder by

en sådan dag, når de mange stude

fra Himmerland og det fjerne Thy

i sindrig ro gled forbi derude,

lod brølet lyde i livlig kap

med karleråb og med piskerap.

 

Og der var travlhed i hver butik,

der købtes varer i store bunker,

købmanden stod med sit lune blik,

så  veltilfreds på de blanke grunker,

der fyldte kassen ved aftenstid,

og han ku få´sig en tiltrængt bid.

 

Ja, det var dejligt en markedsdaw,

trods al dens travlhed og al dens spænding,

men ak, den tid er nu lagt i grav,

hvad får man i dag man for tyve penning?

Ja, mangt gled bort under tidens elv,

om det blev bedre– ja døm her selv.

 

Tønder Sang 2 (den er hvis nok forfattet af Anne Dale i Rens, 1956?)

Tønder by, du ligger ud mod landet,

de blev bygget op på  marskens fede jord

stolt som – havneby – du lå  engang ved vandet

mindet derom – er i dag kun skrevne ord,

bærer du i våbenskjoldet, stolt en skude

sejled ud herfra, du med dit kniplingsry

drog mod dig fra nord i træk af fede stude

vokser du mod verden ud– du lille by

Skal vi tilbage med dig lidt i tiden,

se hvordan at du er vokset op og frem,

al begyndelse det at være liden –

nu i dag du rummer over tusind hjem,

fyldt af gamle minder er hvert hus, hver gade

fra en tid for længst der sunket er i grus,

Skibbro er brolagt, fra husenes facade

gamle gavle – går et mindets sagte sus.

Fra en svunden tid, hvor stærke mænd her færded,

hygget op med sans dig gamle handelsby,

nutids folk dit minde trofast har omgærdet

kirkens spir går højt mod himlens lyse sky

er dit vartegn, står hver dag på  dig og kalder

samler som en mor sin store børneflok,

jeg vil stå  med dig i tiden, om du falder,

rejse dig igen, min styrke er dig nok.

Søger vi hos dig endnu så  dybt et minde,

navnet – gaden – viser os mod banken hen,

knejse her en borg med høje spir og tinde,

kun en portnberbolig er af dig igen,

tung af ælde lidt af dig endnu vi skuer,

du er værn for gamle tiders sindog sans,

gamle minders sans, som os i sindet luer

kaster over dig – du kære by sin glans.

Tønder by, du ligger åben ud mod landet

favner alle, når vi kommer ind til dig,

øst og vest og syd og nord vi har det sandet,

når vi kom mod dig fra hver sin landevej.

Du er byen for vort mål, til dig vi rejser,

du er vor hjemstavns by endnu med kniplingsry.

Solen glimter i dit kirkespir som knejser –

våger over dig nu – marskens gamle by.

Som en bue går om dig Vidåens vande,

hvori himlens sol og skyer spejler sig,

går vor tanke da med dig mod fjerne strande,

her ved dig går børn i drømme, stille leg.

Tønder by, dit ry din skønhed vil vi prise,

som en perle ligger du i marskens jord,

værner vi om dig vor færd det skal bevise,

fremtidens syn går frem af fortids stærke ord.

Dan gamle by i marsken (S. Højmark Jensen)

Aldrig jeg glemme de krogede gader

huset som viser mod Torvet sin gavl.

Blæsten fra vesten, fra vidstrakteflader

suser herind fra det ternede tavl

Vinter og vår –

i hvor det går –

Tønder en plads i vort hjerte får.

Dybe kanaler og Møllestrøms brusen,

sagte og stille henglidene vand.

Drømmen med strømmen gik ud over slusen,

ud imod barndommens eventyrland

Alt hvad vi så,

da vi var små,

plads i vort hjerte skal evigt få.

Aldrig de tøndringer piger kan glemme

dammen, stien og gyngende grund,

skønneste, grønneste, skyggefuld bræmme

danner ved byen den dejligste lund.

Her er så  tit

blevet visket blidt –

”Alt hvad jeg ejer, er også dit”

Mindet om Tønder, ja det vil vi værne

og det er vi bundet med stærkeste bånd

Og skal vi ende vort liv i det fjerne,

får den en hilsen med rystende hånd,

Vinter og vår –i hvor det går

Tønder en plads i vort hjerte får 
In der grossen Seestadt TONDERN

Sangen blev skrevet efter, at det gode skib Bismarck sejlede gennem Vidåen ned Skibbroen. Og det gjorde den efter et væddemål på øen Sild. Vi har tidligere beskrevet historien
her på siden. Som bekendt var Tønder, inden digerne faktisk en stor havneby. Og der har jo været aktuelle planer om, at der igen skulle en havn til Tønder, nok mest for syns skyld.

Ja et par gange har der været planer om, at føre en kanal ind gennem Tønder og så  ud til Østkysten. Men moralen i denne vise, er, at der hvor du ikke kan komme ud, skal du slet ikke begive dig ind. Men skib og kaptajn Selmer kom både ud og ind, selv om damperen stødte på grund gang på gang. Og det var noget besværligt at få vendt på Skibbroen.

In der grossen Seestadt Tondern

kamm ainmall ein Dampschif an,

alle Leute tun sich wundern

dass mann hier auch Schiffen kann.

Mann und Weib ubd Kind und Besen

eilen nach der Schiffbrück hin

um zu sehn, was nie gewessen,

wie das Dampfschiff kommt dahin.

Voll Verwunderung steht die Menge,

gasst den smutzigen ”Bismack an

aber ach! Fest sitzt er in der Enge,

dass man ihn nicht retten kann.

Seht auf Tonderns weise Väter,

wie sis sich beraten drum,

dass sie diesen Schwerenöter

kriegen in dem Hafen rum.

Hängt ihn, sprach der eine weise

Hängt ihn in den Krahn hinein,

und ein anderer sagte leise:

Grab ein Loch ins Ufer´nein!

Seht sie drängen, seht sie ehieben,

doch der schmutz`ge”Bismarck” spricht:

”Leut, es tut mir nicht belieben,

´rum zu kriegen bin ich nicht!

Da rief einer aus im Zorne:

”Ruckwärtz lasst in Tondern fliehn,

Kam er auch herien von vorne,

rückwärts lasst ihn wieder ziehn!”

Die Moral von der Geschichte,

höret, wie ein weisser spricht:

”Wo du nicht heraus kannst kommen,

da hinein begib dich nicht !

Møgeltønder – sangen 1 (Melodi: Hjem til Danmark ?) (Hans og Ingrid Schrøder)

Møgeltønder vor by, du er kendt overalt,

Danmarks skønneste landsby vi hører dig kaldt ,

Vi dig elsker i vinter og vår,

du er gammel – mangfoldige år.

Langs Slotsgaden bag ved hvert lindetræ

kryber husene sammen, som søger de læ

Der er hygge og fred, hvor vi end kommer frem.

Møgeltønder – vor by og vort hjem.

Hvorhen vi i verden nu end drager hen,

vi længes tilbage og kommer igen.

Vi føler for dig som for mor,

Vi har kendt dig fra barndommens år.

Hver sommer da står der jo blomster i flor

hver morgen da synger der fugle i kor,

der er hygge og fred, hvor vi end kommer frem,

Møgeltønder – vor by og vort hjem.

Med enge mod syd og med hede mod nord

et minde om guldhorn i Gallehus står,

der fortæller om tider, der gik,

og vi glemmer de minder, vi fik

i skole, i kirke, i slot og i vrå.

Turister, der kommer, og turister, der går,

der er hygge og fred, hvor vi end kommer frem,

Møgeltønder – vor by, og vort hjem.

Til slut vi nu ønsker for dig, du vor by,

i tider, der kommer, du hævder dit ry,

de slægter, der kommer og går,

vil dig ære i fremtidens år.

Den ungdom, der møder, den viser du vej,

de færdes i verden med mindet om dig,

der er hygge og fred, hvor vi end kommer frem,

Møgeltønder – vor by og vort hjem

Møgeltønder – sangen 2 (Melodi: Gold und Silber lieb ich gern…..)

Møgeltønder, du kære by,

hvor jeg hører hjemme,

her jeg synge vil din pris,

ej jeg kan dig glemme.

Hvor i verden end jeg for

og dens modgang lærte,

til den skønne fri natur,

sig drømte dog mit hjerte –

Midt i byen knejser stolt

du vor smukke kirke.

I dit indre gemmes der

ånd af helligt virke.

Billeder af store mænd

med dem er væggen prydet,

de fortæller os endnu,

hvad disse mænd har ydet –

Schackenborg, du ligger som

et naturens smykke,

hvor vi alle sværmer om

i vor barndoms lykke

Her ligger vi ofte hånd i hånd

leged under linde,

der jeg dvæler til en stund

i tanken, barndomsminde –

Hist fra alpens hvide top

og til Nordens fjelde

intet toner sig så  smukt

i naturens vælde,

som vor gamle fødeby

så  grund og folkeyndet,

kun din skønne fri natur

fryder mig i sindet –

Hvorfor vanker fremmed gæst

ofte her i byen,

hvorfor lyder lærkesang

så  klar i harmonien.

Det er stedets poesi

Og samklang som fortolkes,

i naturens herlighed

der bliver kunst for folket.

Meget nu forsvundet er

fra den tid, jeg fødtes,

meget skøn vel faldet er,

da nyt og gammelt mødtes,

men du unge friske slægt

der fremtiden skal bære,

Lov mig at du holde vil

vor gamle by i ære –

Gallehus
– sangen (Melodi:Jeg elsker den gamle, den vaklende rønne– Thyra L. Petersen 1983)

Vor landsby skal hygge, fra hus til hytte,

en hyldest skal lyde, fra olding og barn,

hver kvinde og mand, der kan huske tilbage,

har minder så  gode i frugtbarheds favn.

En muld af den bedste, der findes på jorden,

her aldrig kan vokse, ja trives og gro,

et sammenhold er her, med værn for hverandre,

derfor vi så  gerne hernede har rod .

Og arven fra guldhornets tid, vil vi holde,

som fædre før os jo gravede frem,

med mosebryg hen over midsommerenge,

sig stemningen breder, udover vort hjem.

Når vestenvind suser om egnen med storme,

den trænger sig ind i hver hjørne og krog,

ved modvind som træer, vi vokser i styrke,

lidt krumbøjet stærke, men elsker den dog.

Med hensyn til andre, vi passer vor virke,

her glæde ved livet og ting der blev skabt,

må  styrken vi følte, i ungdommen blive

at barndommens Gallehus ikke går tabt.

Ja Gallehus navnet må ikke udslettes,

om nogen i udviklingens navn lægger ud,

er olie, går storkommunens herre,

hold fingrene væk er vort lønlige bud.

Gid fuglesang stadig kan slå os i møde,

med kviden og frøernes kvækken i takt,

se harer med rådyr der springer ved skoven,

her snuse naturens bedøvende magt.

Så morgendis stemning kan sindene mætte,

med solopgang rød over Gallehus skov,

hvad vil I da mere? Er det ikke livet?

Vi lever og ånder i naturdannet lov.

Med aftensol nedgang i malerisk ynde,

uendelig små  under himmelhvælvs vagt,

vi elsker vor landsby, må  trygheden føles,

i evigheds rigdom med hjemstavnens pagt.

Østerby – sangen – melodi: Jeg er en simpel Bondemand

Min barndomstid til ende var,

da jeg var fjorten år,

Jeg konfirmeret da så  blev,

og ud i verden går

For livets vej at vandre

og finde lykkens dyd

jeg dig farvel må  byde –

du lille Østerby

Vel er det mig i hjertet tungt

at jeg forlade må

den lille skjønne plet i nord,

hvor raske gutter bor

Hvor smukke piger vandre

med glæde og med lyst

vort modersmål at værne

så  skjønt for deres bryst

Der milde dufter iler frem

af landets frugtbarhed

hvor morgensolen bryder frem

i gylden virksomhed

Der fuglene udkvidre

så skjøn en morgensang

Hvor smuk det dog lyder

hvor liflig er dens klang

Der Vesterhavet nærmer sig

med smukke bølger blå,

det grønne krat opvokser der

men jo kun af de små,

dog udi vintrens tider

din eng den står som en sø 

,

der er det smukt at leve

men meget tungt at dø 

Jeg så  de grønne agres skjær 

med deres gyldne bund

hvor roser, liljer bryder frem

vel udi tusind fold

I som´rens milde tider

en krans rundt om dig står 

af korn og høets stakker

af den frugtbare jord.

Vel også  der man finde kan,

hvor heden bryder frem,

hvor vildtet strejfer vildt omkring

og laver deres hjem.

Hvor storken den udiler –

dens paradis det er

hver morgen den sig viser

på  disse strækninger .

Ja, hvor jeg end så vandrer om

i verdens larm og lyst,

til dig jeg føler længsel hen

Og hvor jeg så skal ende

mod norden eller syd,

jeg aldrig dig skal glemme –

du lille Østerby!

Abild Sangen – Melodi: Jylland mellem tvende have (Karin Bøll 1978)

Her i Danmark langt mod sønder

Vejen slynger sig mod vest ,

Endnu før vi når Tønder

Ligger Abild allerbedst,

Byder jer velkommen her,

Tøv nu blot en kende

Og hør så, hvad Iser.

Træet– du har set det længe,

Før du når til Abild frem

Er det vartegn, du skal kende,

Ved dets rod gror huse frem,

som danner Abild by,

Hjem på  hjem har fundet

Et ståsted i træets ly.

Kirke – kro – vi har det hele,

Du kan leve, som du vil,

Mød din nabo hist på gaden,

Smil! – du får en sludder til.

Grønt og blomster, sol og luft

Alt du får i tilgift.

I denne sommerluft

Sommerfest i varme dage,

Vinterfest i al slags vejr,

Sammenholdet her man aner.

Må det vokse mer`og mer

Gid vort samfund sundhed får,

Lad os en fremtid skabe,

Der bedres år for år.

Abild, som en blomst du ligger

Her, hvor vejen slår en bugt,

Ung og gammel nu dig hylder,

Her vi lever ganske trygt.

Vi vil værne om vores by,

Slutte kreds om Abild

Og hævne højt dit ry. `

Vi fortsætter serien senere med sange om Sønderjylland og Højer

Vi beklager, at vi ikke har kunnet dele versene. På den anden side så betragt det som poesi.

 

Redigeret 19-09-2021

Læs
om sort sol og problemer med afvandingen. Hvad betyder oktroj. Fire
kæmpe pumpestationer er bygget, ligesom 108 kilometer ådiger
og 150 kilometer kanaler. Vi besvarer spørgsmålet
omkring Spadelandsret.

En oversigt over artikler om Diger,
Stormflod, Vadehav og Marsk finder
du bagerst.

OBS – OBS – DENNE  ARTIKEL FINDES I EN ANDEN VERSION, SOM ER MERE LÆSBAR OG RETTET FOR TASTE – OG STAVEFEJL – SØG EFTER: 

LANDET BAG DIGERNE (B) ————————————————————————————————————————————————————-

 

Sort
sol

Mange
besøger Marsken for at beundre fænomenet Sort
Sol. For
os, var det et almindeligt fænomen – dengang. Det er et
imponerende syn. Pludselig dukker der rovfugle op. For stimen er det
så med at holde sammen, men ofte opstår der panik. Og så
slår rovfuglene til. Først når en masse fugle er
ramt og faldet til jorden begynder det store ædegilde.

Dette er kun en af de
mange fænomener herude vest på.

Dengang
kaldte vi det ikke for Sort
Sol.

 

Sagn
og historier

Herude har talrige
stormfloder ændret landskabet. Kirker og byer er forsvundet i
vandmasserne. Men mange steder er man ved at genvinde den tabte jord.

 

Masser
af historier og sagn er opstået herude. Således om
kirkeklokkerne ved Gotteskoog.
Det
fortælles, at de blev ranet af sørøvere. En kirke
skulle være opført i stedet for et fængsel.
Sandsigersken Hertje
har
spået om fremtiden.

 

Havet
steg

Havet blev ved med at
stige. Derfor måtte digerne hele tiden forhøjes. De
nyeste havdiger er i dag mellem 7 og 8 meter høje. Havde man
ikke et forland, byggede man diger af et boldværk af træ.
Men en sådan konstruktion kunne ikke holde i længden.

Det har været
temmelig krævende dengang, man byggede digerne. En kæmpe
hjælp var det dengang, man indførte trillebøren
til transport af jord.

Man fandt senere på
at bruge mursten til sluser og underløb. Senere var det beton,
som man brugte.

 

Den
store bygmester

Det
var Hertug
Hans den Ældre, der
var den store bygmester. Han udsendte et hav af forordninger, der
gjaldt marsken og digerne.

 

I
1555 – 1556 lykkedes det at inddige den nordlige del af
Vidåbugten
med
kogene i Højer,
Møgeltønder, Tønder, Udbjerg og
Karrharde.
Ved
Grippenfeld
blev
der bygget en sluse over Vidåen.

 

Fra
1562 til 1566 inddigedes Gotteskoog
ved
hjælp af to diger. Den ene gik fra det sydlige Niebüll
mod
vest til Kleiner
Koog i
Emmelsbüll.
Det
andet gik fra Fegetasch
mod nordøst til Rudbøl.
Ved
inddæmningen af Vidåen
ved
Rudbøl
byggedes en sluse, som dels mulliggjorde, dels vanskeliggjorde
sejlads til og fra Tønder.

 

Afvandingsproblemer

Ofte
har det været problemer med Gotteskoog.
Og
problemer opstod der også med afvandingen. Det gik hele 400 år
inden spørgsmålet om tørlægningen var løst.
Man var uenige om, hvem der skulle betale.

Og
så måtte man flere gange bygge nye sluser. Sluserne sank
ned i den bløde undergrund. På et tidspunkt stod der syv
vandmøller i Gotteskoog.
De
pumpede vand ud i afvandingskanalerne.

 

 

Vidåen – den store å

I
1715 blev den aflange Rudbøl
Kog inddiget
på begge sider af Vidåen
med slusen ved Nørremølle.
I
1861 byggedes et dige fra Højer
til
Rodenäs-
Norddeich. Derved
opstod Ny
Frederikskog. Tønderbugten var
dermed helt inddiget. Vidåens
nye
udmunding blev forsynet med en ny og bekostelig sluse. Det er den vi
i dag kalder for Den
Gamle Sluse.

 

Ved
Emmerske
løber
Arnå
og
Hvirlå
sammen
til Vidåen.
Efter
få kilometer mundede den ved Lilletønder,
det
nuværende Tønder
ud
i Tønders
Norsøbugt. Vidåen har
i dag en længde på 28 kilometer. Ja egentlig er det lidt
svært at bestemme dens længde. Faktisk er det Danmarks
tredjestørste
vandløb. Dens opland strækker sig helt fra Løjt
Kirkeby.
Vandskellet ligger kun få kilometer fra Flensborg
Fjord. Og
så afvander den hele 1.400 km2. Det er ganske imponerende.

 

Hvad er en Oktroj?

Herude
talte man om noget der hed Oktrojerne.
Disse
bestod af en række privilegier, som blev tildelt borgerne af
hertugen, når de til gengæld sørgede for at
tilvejebringe den nødvendige kapital til inddigningen af en
kog. Man fik tildelt afgifts – og toldfri perioder. Når
der var digebrud blev disse frister forlænget. Andelshaverne
måtte drive fri handel i området. Man fik også
tildelt jagt og fiskeriret.

 

I
1557 nedfældede man 20 punkter i den såkaldte
Spadelandsretten.
Ved
forsømmelse af disse pligter kunne der gives hårde
straffe. I artikel 8 står der frit oversat:

 

• Hvis der sker, at en
  er forsømmelig i forhold til digearbejdet og dommerens straf
  intet nytter, og vedkommende således forvolder skade på
  kogen på grund af forsømmelighed eller dovenskab
  (uflid), kan domsmændene fratage vedkommende land og
  rettigheder, og så skal digedommeren efter gammel
  spadelandsret sætte spaden på diget, og den forsømmelige
  fratages sit land. Digedommeren skal derefter tilbyde jorden til
  andre. Er de ikke interesserede, tilbydes den til de næste
  naboer på begge sider, vil de heller ikke, tilbydes det til
  hele sognet. Hvis sognet ikke vil, må hele kogen inddige
  landet og beholde det til evig arv og eje.

 

Et hårdt liv

I
kogene førte digefogeder og dommere tilsyn med digerne. I det
17. århundrede lå tilsynet hos digegreverne. De blev
indsat af hertugen eller af amtmanden i Tønder.

 

Det kunne synes hårdt
at leve her i marsken. For hertugerne beordrede deres undersåtter
til tilvejebringelse af kapital, arbejdskraft og byggematerialer. Og
der var masser at holde styr på. I marsken er der cirka 30
forskellige koge.

 

108 kilometer ådiger

Afvandingen
af Tøndemarsken
har
altid været et stort problem. Det skyldes, at marsken sydvest
for Tønder
ligger under daglig højvande. I de ydre og yngre koge er
terrænet noget højere. Tidligere var de enkle koge
sydvest for Tønder
omgivet
af sommerdiger og forsynet med vindmøller til udpumpning af
vandet i foråret og sommertiden. I de ydre koge var der
vindmøller til vanding af kvæg om sommeren.

 

I
forbindelse med afvandingen af marsken blev der opført 108
kilometer ådiger. Endvidere blev der gravet en ny stor kanal,
der førte vandet fra Sønderå
til
Grønå,
Vindtvedkanalen. Den
er 8 meter bred og forsynet med ådiger på hver side. Der
var planlagt at bygge et vandkraftværk i Grønå
syd
for Rørkær.
Her
skulle der også have været el – produktion til
afvandingspumperne. Men der blev lavet en fordelagtig aftale med
Sønderjyllands
Højspændingsværk.

 

Kæmpe
pumpestationer

Vidåen
blev
nygravet fra Vandmøllen
i
Tønder
til
Jernbanebroen
og
frem til Lægan.
Herfra
og til Højer
Sluse blev
Vidåen
oprenset
og uddybet.

I
den nordlige del af Udbjerg
Kog blev
der gravet et nyt snoet forløb af Vidåen
i
forbindelse med det såkaldte Snæbelprojekt.
Og
i Tønder
kan
man i Vidåen
opleve
en meget dyr fisketrappe.

Havdiget
mellem Højer
og
Emmerlev
blev
forhøjet til 6,40 meter.

 

Fire
kæmpe pumpstationer hjælper også til med
afvandingen. Den største ligger i Lægan,
nord
for Vidåen,
nær
Aventoft
og
den gamle grænsestation Møllehus.

Også
ved Nørremølle
ligger
en kæmpe afvandingspumpe.

 

150 kilometer kanaler

Nogle
steder dykker kanaler under selve Vidåen
i
et indviklet system. Ja 15o kilometer kanaler bliver benyttet til
afvandingen. 70 kilometer kanaler bliver brugt til vandforsyning i
sommerperioden og afvanding i vinterperioden.

 

Siden 1945 er der
oprettet ca. 35 nye landbrug i marsken. De fleste bliver drevet som
fritidslandbrug. I de indre koge dyrkes korn eller raps på 70
pct. af jordene.

 

Endelig vågnede
politikerne op

I
nyere tid har der også været fare på færde
her vest på. Efter stormfloderne i Holland
i
1953, ramte stormfloden den slesvigske vestkyst i 1962. Man var
lokalt bange for, at digerne ikke var tilstrækkelig solide
mere.

Den
3. januar 1976 kom en kort med kraftig stormflod, den største
siden 1825. Vandstanden var 4,92 meter ved Højer
Sluse. Det
gamle havdige var på 6,42 meter, så bølgerne slog
op over diget. Heldigvis var stormen kun kortvarig, ellers kunne det
have fået katastrofale følger. Hele befolkningen i
marsken inklusive Tønder
by, i
alt 15.000 mennesker blev evakueret. Det fik endelig politikerne til
at vågne op.

 

Folketinget
vedtog den 8. juni 1977 loven om det fremskudte dige for
Tøndermarsken.
Digets
længde på dansk side er 8,6 kilometer langt. På
tysk side er det 3,7 kilometer. Det slutter ved Hindenburgdæmningen.

Det er 7,45 meter højt,
hvilket 1,05 meter højere end det gamle.

 

Ilddåb

Allerede i november 1981
klarede diget sin ilddåb. Vandstanden nåede op på
4,97 meter. I december 1999 nåede vandet op på 4,53
meter.

Det gamle dige, der
ligger ca. 1,5 kilometer fra det nye holdes intakt, for at opnå
dobbelt sikkerhed.

 

Kilde:
Se

• Litteratur Højer
• Litteratur
  Møgeltønder
• Litteratur Tønder
  

 

Hvis
du vil vide mere: Om
Diger, Marsk, Vadehav og Stormflod:

• Bådfolket i
  Rudbøl
• Dæmningen –
  syd for Højer
• Fiskeri ved Højer
  
• Heltene i Vadehavet
• Højer –
  som havneby
• Højer –
  stormflod og diger
• Rudbøls
  historie
• Stormflod ved
  vestkysten
• Syd for Højer
• Søslaget ved
  Højer
• Travlhed ved Højer
  Sluse
• Vadehavet ved Højer
  
• Øen Jordsand –
  engang ud for Højer
• Soldater på
  Jordsand
• Øerne syd for
  Højer
• Rømø –
  en ø i Vadehavet (under Sønderjylland)

• Aventoft – Byen
  ved grænsen (under Tønder)
• Drømmen om en
  havn i Tønder (under Tønder)
• Friserne syd for
  Tønder (under Tønder)
• Hertugen af Tønder
  (under Tønder)
• Kanal gennem Tønder
  (under Tønder)

• Tønder,
  Marsken og Afvandingen (under Tønder)
• Tøndermarsken
  (under Tønder)
• Tøndermarsken
  2 (under Tønder)
• Tøndermarsken
  under vand (under Tønder)