Originaler i det gamle Aabenraa

Originaler sætter kolorit på lokalhistorien. De er ofte skikkelige personer og ofte er det brændevinen, der er skyld i deres elendighed. Hver by har sine originaler. Vi har udvalgt disse fra Aabenraa. Så her skal du hilse på Johan Brammer, Patrioten Haugaard, Store Mads, Mutter Bommurut, Frans Tordnegal, Mutter Bause, Abichel fra Kolstrup, Tumbe – Andersen, Meyenberg – daradada, Svenske Louise, Store Louise, Skraa – Sofi, Silde – Drea, Anna Flydok, Betjent Matzen, Marcus Warlich, Urmageren, der døde af Hedewiche.

 

Originaler skal ikke gå i glemmebogen

Hver by har sine originaler. Ja se engang under Tønder, der har vi samlet en liste over flere hundrede originaler. (Benne Blitz og andre øgenavne i Tønder)

Ja originaler sætter i grunden ekstra kolorit på lokalhistorien. Ja vi har det også i hovedstaden og på Nørrebro. Ja vedrørende sidstnævnte så kan vi finde mange af dem blandt de såkaldte Lersø – bøller.

Disse originaler var som regel skikkelige borger med en forbavsende livskraft. De skal ikke bare gå i glemmebogen. Så her har vi udvalgt en samling fra det gamle Aabenraa.

 

Johan Brammer

I mange år kunne man til en, der dummede sig i kortspil i Aabenraa finde på at sige:

• Du spiller jo som Johan Brammer.

Man sigtede mod en musiker, der omkring 1900 levede i byen. Han var musiker og spillede basun i orkestret på byens eneste større danserestaurant ”Colosseum”. Han var kendt for sit opfarende væsen og sin drikfældighed.

 

En levende mus i basunen

Da han engang under en solo fandt ud af, at hans kolleger havde puttet en levende mus i hans basun, fik han et formeligt raserianfald, der gik ud over såvel kollegerne som de dansende.

Brammer færdedes altid iført en gammel diplomatfrakke med et sort rødt tørklæde i lommen. Næsen løb hele tiden på ham. Sin hund førte han med i en snor. I den anden hånd havde han en stok til at holde drengene fra livet. De var altid efter ham med nedsættende bemærkninger om hunden. Dette fik ham til at fare i flint.

• Brammit slå din hund ihjel

Ja sådan råbte de, og så var spillet ellers gående.

Brammer spillede også violin og gav undervisning heri. Han spillede bl.a. til dans ved Juhler – skolens årlige udflugt til Farversmølle.

 

Patrioten Haugaard

En original helt for sig selv var C.C. Haugaard, hvis ejendommelige interesser har givet ham et udødeligt ry i den by i hvis små gader hans træsko klaprede. Egentlig var han meget for god til at blive slået i hartkorn med tidens andre originaler.

Haugaard rørte ikke spiritus. Han holdt for meget af sine penge. Han var farversvend, og boede i et lille hus i den gyde, der hed Rebekkagangen. Har havde han for byens håndværkssvende en slags lejebibliotek. Det var en slags sammenskrabet læsning og ikke af allerlødigste art.

 

Hengivenhed for de kongelige

Han var kendt for sin pengekærlighed, sin fantastiske danskhed og lidenskabelige hengivenhed for kongehusets medlemmer.

Byens drenge, også de danske, morede sig med efter mørkets frembrud at synge tyske sange uden for hans vinduer, for se at se ham rasende komme farende ud og forfølge sig.

Hver søndag gik han op ad kirkegulvet med en stor salmebog fra hvilket der demonstrativt stak et endnu større Dannebrog ud, et broderet bogmærke.

Når der var valg drev han klapjagt på alle syge og vege sjæle. Da han endnu engang kom slæbende til valgbordet med en elendigt udseende, opfisket vælger, sagde man til ham:

 

• Nej Haugaard, nu må du hellere gå ud og grave dem på kirkegården.

 

I hans noget sygelige fantasi spillede kongehuset som nævnt en meget stor rolle. Hver sommer drog Hauggaard til København, og aflagde da – på en eller anden måde – en slags visit hos hoffet på Frederiksberg. Han kom hjem og fortalte de mærkeligste ting derovre fra. Christian den Niende havde kaldt på dronningen:

 

• Louise, Haugaard er kommen, vil du skænke ham en kop te.

 

Sprogforeningen skulle arve klenodierne

Han havde også hilst på prinsesserne. Prinsesse Dagmar havde givet ham en bøgegren, som – oversmurt med konserverende væske – hang på væggen i hans snuskede lille stue. I en cigarkasse opbevarede han en kostelig skat forskellige andre ”klenodier”, som han havde hjembragt fra sine besøg ved hoffet.

Der var en kongelig kraveknap, et lille stykke ordensbånd, en frynse fra Caroline Mathildes saddel og endelig et tot hår, som han i Frederiksborg – parken havde nappet af prinsesse Maries kat. Sprogforeningens formand, M. Andresen var udset til, at skulle arve disse herligheder.

 

Hjertekrampe på afstemningsdagen

Haugaard fik hjertekrampe på afstemningsdagen og døde otte dage senere, 84 år gammel. Han fik således ikke lov til, hvad han i sin royalistiske begejstring havde truet med, at springe lige op i kongens vogn, når den viste sig ved Nørreport.

Pastor Juhler sagde ved båren, at glæden over den ny tid for Haugaard havde været større, end han kunne bære den. Hans kiste var smykket med Dannebrog som den første i Sct. Nicolai Kirke efter den lange adskillelse. Og det var for ham, at Dannebrog første gang på ny her i byen blev hejst på halv stang, da han førstes til kirkegården.

Til Hejmdals knappe, men smukke nekrolog over ham føjede en mand fra Herning, Arthur Krogh, nogle dage senere et digt som sluttede:

 

• Vor gamle Haugaard vil vi altid mindes

Fordi hans kærlighed og håb var stor …….

 

Store Mads

Nede omkring den gamle havn kunne man i 1880erne og 1890erne ikke undgå at møde Store Mads, en kæmpe skikkelse med udsædvanlig store fødder. De stak I Aabenraa’ s største træsko – par, hvis dimensioner var sådan, som man sagde, kunne sejle over fjorden i dem.

 

Møllersvend

De tiltrak derfor drengenes opmærksomhed. Mads var endt som en noget forhutlet Havne – sjover. Han sås ofte i selskab med en anden drikfældig kollega, Kloj, der havde strandkvarter ved Toldboden.

Som yngre havde Mads været møllersvend. Det fortælles, at han dengang kunne tage en sæk hvede under hver arm og bære dem fra vognen op til møllen.

 

Bugslag

Ikke alle gadesælgere formåede som Bugslag at køre rundt i byen med ”Haandvogn” og faldbyde grøntsager. De tog derfor fast stade i Storegade.

Her kunne man ved Store Pottegade træffe Schütt, som var ledsaget af sin noget åndsvage søn, der havde svært ved at klage sig overfor ungdommens drillerier.

Navnlig blev han rasende, når drengene viskede ”Schi – i eller Pi-i-st” efter ham. Så måtte faderen tage affære og befri ham for de små plageånder.

 

Mutter Bommerut

Ved Store Torv holdt Mutter Bommerut med sin vogn. Hun var noget skrøbelig og kaldtes også:

• Mutter Bommerut i æ Tønd

 

Ved dårligt vejr sad hun bag sin vogn med fødderne stukket ned i en tønde. Det lunede. Også hun var skive for ungdommens drillerier.

 

Franz Tordnegal

Hvad Tordenskjold var som bussemand for børn blandt den svenske kystbefolkning var Franz Tordnegal for de uartige børn i Aabenraa.

Franz var altid her og der og alle vegne, navnlig i skovene byen, hvor børnene ikke skulle færdes alene. Man fik dog kun sjældent øje på ham. Så sad han atter i tugthuset, sagde man. Og Franz havde vist også været i grov konflikt med straffeloven. Men det vist næppe fordi han var gået så vidt som til at æde småbørn.

 

Påbudt største forsigtighed

Men de ubestemte rygter kunne tydes i den retning. Hvis det hed sig, at Franz var kommet ud igen, var der i hvert fald påbudt største forsigtighed.

Rimeligvis har han været noget højrystet og optrådt hidsig med banden og torden måske også til voldshandlinger, hvorfor han havde fået sit tilnavn.

 

Mutter Bause

På Klinkbjerg havde Mutter Bause en legetøjsbutik. Hun var en pæn og sirlig kone og næppe nogen original, hvad navnet ellers kunne tyde på.

Da hun var gift, og man aldrig så manden i butikken, ja så var det nok fordi, at hun havde bukserne (æ baus) på. Hendes borgerlige navn var Petersen.

Sammen med byens skomagere rejste hun ud til de store markeder i oplandet og på vestkysten og faldbød sine varer fra telt.

 

”Abichel” i Kolstrup

Ude i Kolstrup nr. 17, i det gamle hus foran ”Elisabethsminde” boede omkring 1890erne en anden original Abigael, hvis navn på affenraask var blevet til Abichel eller blot Bichel.

Hun, der havde været gift med ”Poul i æ Bæk”, var ”fæstemand” og gik som sådan rundt i gårde og byhjem og tilbød sine folk eller spurgte om ledige pladser. Hun bar sorte skørter, hvad der var usædvanlig dengang, hvide uldne strømper, der sal i ål og fladbundede ”Jyllandstræsko”.

Over skuldrene havde hun et gammelt silkesjal med lange frynser. Om vinteren havde hun hovedet gemt i en kyse. Om sommeren bar hun en flagrehat. Hun og en søster, med hvem hun boede sammen, stammede fra Fredericia. Det hed sig, at søsteren i denne by havde danset med Frederik den Syvende.

Abichel blev især kendt som modstander af en efter datidens sikkert revolutionerende reform på hygiejnens område.

 

Den nye forordning

Det var dengang skik, at man lod det snavsede vand fra husholdningen få afløb i rendestenen foran huset. Men en ny forordning foreskrev pludseligt, at det fremtidigt skulle hældes bort i gården.

Det påhvilede kommuneforstander Heitzmann på Elisabethsminde (det var før Kolstrups indlemmelse i Aabenraa) at drage omsorg for, at lovens bud skete fyldest. Herved kom han i karambolage med Abigael, som ikke godvilligt ville indordne sig under de tingenes tilstand.

 

Vand ”æfor” og ”æbach”

Hun erklærede i sin harme til alle og enhver, at nu havde hun i så og så mange år ladet sit vand ud ”æfor” og nu vil Heitzmann pludselig have, at det skal løbe ud ”æbag”.

Hun var ikke selv klar over det tvetydige i denne konstatering af fakta. Men det var andre, og historien om Abichel’ s besværligheder med vandet levede i mange år i folkemunde.

 

Edlef

En af datidens originaler var Edlef, en kraftkarl, der drak og bandede stygt. Han havde udmærket sig i krigen 1870 – 71 med tapperhed. Han var blevet såret i begge ben.

Brændevinen blev hans ulykke. Når han var fuld, og det var han det meste af tiden, havde han en stor flok drenge i hælene. Han larmede og bandede over deres drillerier. Han bandede i den grad og sagde altid:

• Æ bræk’ e knoger i stykke o jer

Man han var alt for godmodig til at gøre dem fortræd. På sine ældre dage kom Edlef, der i adskillige år arbejdede på Damms Teglværk, til drejemester Erichsen i Skibbrogade. Han hjælp også til i noget landbrug.

Han fik kun udgangstilladelse om søndagen, men denne dag var da også helt helliget flasken. Ja nogle har set ham med brændevinsflasken i sengen.

 

Købmand J.A. Schmidt stod tiltalt

Købmand J.A. Schmidt stod engang tiltalt for at have solgt ham en pot brændevin, skønt han var på den sorte liste. Edlef var kommet løbende og havde sagt, at det var en til en syg ko. Men brændevinen kom i den forkerte hals.

Ved festlige lejligheder i byen spillede Edlef en stor rolle. Og det var ikke mindst på kejserens fødselsdag, det var en stor dag i hans tilværelse. Som veteran blev han indbudt til festlighederne, og det faldt både mad og drikke af.

 

Edlef havde fået stedfortræder

Det var en sådan aften, han havde fået for meget at drikke, at han på Store Torv, hvor drengene flokkedes om ham, måtte tages i forvaring og indsættes i arresten bag rådhuset.

Til alles forundring og ikke mindst betjentenes, der havde indsat ham, viste Edlef sig i fuld vigør på Torvet en halv time efter. Da betjentene spurgte ham, hvordan det gik til, svarede han, at han havde fået en ”Stellvertreter”. Han havde set sit snit til at smutte ud af cellen, mens den anden betjent gjorde denne klar til natten. Han havde derefter låst betjenten inde og var stukket af.

 

Andreas Andersen

En ung dygtig snedker fra byen, Andreas Thorkildsen Andersen tog ”skade på forstanden” af ulykkelig kærlighed til mesterens datter. Han slog sig på flasken og blev under navnet Tumbe (tossede) Andersen en af byens originaler.

Han havde et fjollet grin og talte med en pudsig nasallyd. Når drengene mødte ham, efterabede de hans ”snorken” og råbte ”Admiral” eller ”Kommandør” efter ham. Det bragte ham i den grad i vrede.

 

Han skulle have været admiral

Disse hentydninger til hans maritime interesser havde deres forklaring i, at han når han var påvirket, elskede at fortælle om sin kærlighed til søen. Han havde studeret navigation, forklarede han. Altså den ”højere” navigation. Han ville jo være admiral. Han havde taget 12 eksaminer, men skulle kun have haft 10. Det var altså to for mange, og det var hans ulykke!

 

På besøg hos H.P. Hanssen

Tumbe – Andersen forfulgte sine plageånder helt ind over hjemmenes tærskel. En eftermiddag, da man i det H.P. Hanssenske hjem i Nygade sad ved kaffen, blev døren slået op med et brag. Ind stormede husets ældste søn, skarpt forfulgt af Tumbe – Andersen. Mens den vilde jagt fortsatte nogle omgange bordet rundt sad familien musestille, indtil unge Hanssen havde fået et sådant forspring, at han stadig forfulgt af Andersen, kunne smutte ud af huset.

 

Han var af udmærket familie

Andersen døde den 25. oktober 1914. Han var af udmærket familie. I sine unge dage havde han været en dygtig og velstående håndværker, men endte alligevel på grund af sin særhed på Arbejdshuset, hvor der dog blev betalt for ham af familien.

 

Meyenberg – daderada

Christian Adolf Myenberg havde været korporal, og var som sådan kommet til Aabenraa fra Kaiserhagen, hvor hans far var musiker. Han skal have været en særdeles ”schneidig” person. Men også ham bragte brændevinen i fordærv og gjorde det af med hans videre løbebane inden for militæret, som han dog stadig bevarede en usvækket lidenskab for.

 

Kommandotonen blev bevaret

Hele hans liv igennem beholdt han sin Underofficers – tone og skældte bravt ud på tysk og tysk imellem hinanden. Når der var manøvrer eller anden militær foranstaltning i byen, livede han kendeligt op, holdt sig i nærheden af soldaterne og kommanderede voldsommere end ellers.

Han kunne drikke sig så fuld, at han pr. trækvogn blev kørt til kachotten. På sine gamle dage blev han en flittig kirkegænger. Med sin kommandostemme sang han så højt i kirken, at præsten måtte bede ham tage lidt lempeligere fat.

 

Ud af ligevægt

Drengenes ”krigsråb” til Meyenberg var ”Daderada”. Dette tilsyneladende uskyldige udbrud bragte ham fuldkommen ud af ligevægt. Han forfulgte skåneløst de ungdommelige drillepinde gennem gaderne.

Til trods for, at de altid var forfulgt af skarnsknægte, var Andersen og Meyenberg harmløse fyre, der aldrig kunne finde på at gøre en sjæl fortræd. Meyenberg, der var af god familie, var gift med en enke, der havde måttet gøre ham følgeskab til Fattiggården.

Myenberg døde 1923. Han blev ligesom Andersen 70 år. Begge havnede som nævnt på Fattiggården. Byens Arbejdshus havde også andre originaler som

 

• Skraa – Sofi
• Tudsel – Mari
• Søren Babba

 

Delirium tremens

Til trods for at de alle var på restaurationernes ”Brændevinsliste”, en i lokalet ophængt fortegnelse over personer, der ikke måtte skænkes for eller udleveres spiritus til, lykkedes det dem altid på en eller anden måde at få deres. Og det oven i købet i et rigeligt kvantum.

Meyenberg havde engang været ved at få fast stilling i samfundet, nemlig som Reserve – Arrestforvarer, men et tilfælde af ”Delirium tremens” var årsag til, at hans løbebane også her brat blev afbrudt.

Men der var også andre originaler end dem, hvem drikkeriet havde forlenet med denne tvivlsomme popularitet. Foruden de her nævnte Aabenraa – Originaler, har der været flere kvinder, der faldt ind under betegnelsen. To af dem hed Louise.

 

Svenske Louise

Omkring midten af 1800 – tallet kom der til Nordslesvig en del svenske piger. De fleste fik plads på landet. De kom fra småkårs – hjem i Skåne. De fleste af de kunne hverken læse eller skrive. Ja de kunne knap nok regne. En af dem var Louise Hvalström fra Darby. Hun kom til Sdr. Hostup, hvor hun senere blev gift med en røgter. De løb fra hinanden, som man sagde dengang. Louise havnede i Aabenraa, hvor hun blev en af datidens mange originaler.

 

Fungerede som spåkone

Hun var et lille, sværlemmet fruentimmer med et aparte, affekteret væsen, der snart gjorde hende kendt af hele byen. Sin fordums mand titulerede hun som staldmesteren. Hun skråede tobak og holdt to sorte katte ”Max og Moritz”.

Efterhånden oparbejdede hun sig en virksomhed som spåkone for unge piger i byen og omegnen. Hun kunne for et mindre honorar se fremtiden i sine kort.

På sine gamle dage førte hun en så forkommen tilværelse, at hun måtte anbringes i Arbejderhuset, og her – fjernt fra sin skånske hjemstavn, døde hun 27. september 1914, 90 år gammel.

 

Store Louise

Store Louise var et højt og kraftigt, mandstærkt fruentimmer med grove ansigtstræk i en hud, der så ud, som om den var garvet. Hun snød næsen på gammeldags maner – med fingrene.

Hun var af frisisk afstamning og gift med ”lille – Søren (Nielsen)”. De boede i et faldefærdigt lille hus, som folkevittigheden havde døbt ”Villa stürtz mich”. Begge gik de som daglejere og især i høstens tid var der stor efterspørgsel efter Louise, der havde kræfter som en bjørn, og var kendt for at kunne udrette to mands arbejde.

 

Manden blev båret hjem

Også ved høstgildet lagde hun kræfterne i. Da hun engang ved et sådant gilde dansede med sin husbond, en agtet borger i byens udkant, tog hun pludselig i et anfald af lystig overlegenhed og løftede ham i strakte arme op til bjælkeloftet. Når ”lille – Søren” hen på morgenstunden, hvor de skulle hjem, overvældet af nattens spirituelle nydelser var slumret ind, tog hun ham på nakken og bar ham hjem.

 

Hun havde haft 12 børn

Hun havde haft tolv børn, hvoraf kun et levede. Hendes følelsesliv var alt andet end sart. Da hun passede et barnebarn, en lille dreng, der ikke ville trives og så elendig ud, når han hang på hendes arm, sagde folk medfølende:

 

• Bed dog til Vorherre, at han vil tage den lille.

 

Louise svarede så:

 

• Æ bajer, alt det æ ka, men æ ka da it draj æ hals om o ham

 

Louise snuste tobak. Hun tog sig en ordentlig ”Pris”. Det var godt hun ikke skulle opleve en rationeringsperiode.

 

En neger i sengen

I hendes sidste år var hun anbragt i et plejehjem i omegnen. En nat, da hun vågnede og ville tage sig en ”Pris” af snustobaksdåsen, som altid stod ved hendes seng, tog hun i mørket fejl og fik fat i en æske skocreme.

Uden at opdage fejltagelsen stoppede hun næsen godt til med skosværten og gned derefter godt med bagsiden af håndfladen, som man nu gør, når man snuser. Da plejersken om morgenen kom ind i værelset, troede hun, at der lå en neger i sengen.

Store Louise døde i 1938, 84 år gammel.

 

Skraa – Sofi

Der var pæne og mindre pæne originaler. Værst var naturligvis de drikfældige, der var i flertal. I Middelheus’ Tobaksspinderi i Søndergade arbejdede mange mærkelige typer, også Skraa – Sofi. Hun skråede så sovsen løb fra mundvigene.

Her arbejde også Trussel – Mari Og Søren Babba.

Skraa – Sofi og Trussel – Mari gik ikke af vejen på stående fod, at stikke et halvt eller helt mål brændevin ned. Og det var altid masser af skarnsfolk, der led staklerne i fristelse. Det var jo ikke dyrt at være gavmild dengang.

Skraa – Sofi havde i øvrigt i sine unge dage været barnepige hos skibsbygmester Jacobsens. Efter at børnene var blevet voksne, kom hun hver dag hos Fru Jacobsen og hentede 10 Pf. Til skråtobak.

Da Fru Jacobsen flyttede fra byen, måtte den ældste datter, gift med købmand Lorenz Hansen, modtage Sofie som lørdagsgæst. For at skære forbruget ned, blev bidraget nu reduceret til 5 Pf., hvad Sofie tog meget unådigt op.

 

Silde – Drea

Bland datidens kvindelige originaler skal nævnes Silde – Drea (Dueholm var hendes efternavn). Hun solgte fisk på gaden. Hun var ikke særlig fortrolig med det tyske, hvorfor hendes sprogbrug nu og da gav anledning til livlig omtale i byen. Hun solgte således ”heisige Makrel”.

 

Besøg af pastorinden

Hun sparede sammen til en pæn begravelse. Hun fortalte også, at hun engang fik besøg af selveste Frau Probst

Da den daværende provstinde var kommet til skade, at give sin mand en forkert flaske (eddike) med til altergangen, og hun som følge deraf måtte rundt til altergæsterne og undskylde sig. Der udspandt sig følgende samtale:

 

• Scheiss mit mich Frau Probst, das ist schlimmer mit de fine.
• Hvad tænker du da Drea?
• Æ tænt, å den daw Jesus gik op å æ kors, så ku det da godt være, at han fik ærk å drik, så wå det da en go ide å smach det.

 

Vi kunne også have nævnt:

• Mutter Jydsk i Gildegade
• Hannes Husar
• Lam
• Smed Rasbjørn
• Duehøg
• Johan Dreschler
• Hendrik Poltmann
• Spannermann
• Blind’ Henrik
• Tumbe August
• Lille Mutte Mi
• Lange Hannes
• Tumbe Frans
• Sild Dres
• Fisk Kathrine
• Anton mæ æ Hach
• Hannemann

 

Anna ”Flydok”

Det var kaptajns – enker i Aabenraa. En af dem var Anna ”Flydok” eller Anna ”mit dem Vogel”. Hendes hat lignede et skib for fulde sejl med store fuglevinger.

Om sommeren blev der tillagt en række friske røde roser. I årenes løb fik hatten større dæklast, blandt andet perler.

Anna var slank og rank, men hun gik ret usikker. Det var fordi hendes sko var for små. I Aabenraa var man derfor hele tiden bange for, at hun skulle kæntre.

 

 

Betjent Matzen

Han var ikke særlig populær, denne betjent Matzen. Omkring 1900 var der tre betjente i Aabenraa til at styre løjerne.

Det var Matzen, Gries og Grün.

Og da børnene heller ikke kunne lide Matzen råbte de:

 

• Matzen er ude at plukke grønt til sin gris

 

Marcus Warlich

Den 14. januar 1941 fulgte et anseligt følge med byens borgmester og konsul Kr. Hansen i spidsen Aabenraa’ s virkelige original, Marcus Warlich til graven. En mærkelig livsskæbne havde fundet sin afslutning. Hele byen talte om den.

Warlich var eneste søn af velhavende forældre og arvede efter dem en tobaksfabrik, som dog efter hans overtagelse gik neden om og hjem. Warlich var blevet forkælet som barn. Han havde aldrig lært at bestille noget. Han formåede ikke at tage sig sammen, da livet begyndte at stille krav til ham.

 

Datidens ”Balløve”

Han var en livsglad natur. Der skulle være fest og humør om ham. Med det formål strøede han om sig med penge, så længe han havde nogen. Han var datidens ”Balløve” og dansede byens bedste vals. At danse vals med ham, sagde damerne, der var unge dengang, var så blødt, som at sidde henslængt i en sofa.

Warlich bar diamantringe og lod Dukaterne springe. Champagnepropperne knaldede i hans kølvand, og han var en glad giver.

 

Smed med tyvemarkstykker

Engang sad han og en lystig ven i balsalen og morede sig med i overgiven stemning at lade guld – tyvemarkstykkerne trille hen ad gulvet. Hvad skal vi da med det skidt, råbte de. Ved en anden festlig lejlighed vendte Warlich sin pung i luften, så guldmønterne raslede ud. Det kan jeg også, sagde en ven og tog overmodigt sin pung frem. Da han vendte tilbage var den gabende tom.

Da Warlich’ s pung efter nogle år var blevet lige så tom som vennens, var denne blevet nordjysk amtmand.

 

Det kneb med hygiejnen

Det varede ikke mange år, før hans forretning måtte lukke. Han havde venner nok, der ville hjælpe ham, men han fandt ikke noget blivende sted. Hans væsen bragte ham efterhånden på kant med det borgerskab, han selv havde tilhørt. Han havde sine bestemte meninger om tingenes tilstand.

Sans for renlighed savnede han fuldstændig. Fra ungdommen havde han været usoigneret, og med årene blev hans ligegyldighed med udseendet blevet være og værre.

Gennem mange år ernærede han sig som bog – kolportør. Han tænkte ikke så meget på at lægge penge til side, dem brugte han med det samme. Han røg kun de bedste mærker.

 

Han satte stor pris på hunden

Hans bedste ven, var hans hund. Han sled flere generationer af gravhunde. Han var rørende i sin kærlighed til ”Petersen”, ”Hr. Hund” og hvad han ellers kaldte dem. Han satte mere pris på dette væsen end noget menneske.

Han havde sin egen stolthed. Taknemlighed var ikke hans stærke side. Men han var dog glad for den offentlige forsorg.

Få måneder efter, at han var fyldt 70 år sov han stille hen med sin hund hos sig i sengen. Han havde ofte talt om, at han hverken ønskede præst eller kranse ved sin afsked med livet. Det var han ikke værd, sagde han.

Pastor Juhler talte mildt og stilfærdigt om det i et menneske, andre ikke har øje for, men som alene Gud ser.

 

 

Originale episoder

Se dette handler måske ikke lige om originale personer, men om originale hændelser. Vi bringer to stykker. Den første kunne såmænd godt være foregået i flere familier. Og den anden hændelse var noget man talte om i lang tid i Aabenraa, dengang.

 

Konen har kommandoen

Lige inden manden kom hjem fra søen blev pengene brugt til at købe nyt stads. Når manden så skulle til at betale regningerne, ja så blev kommentaren fra fruen altid:

 

• Julius, nå ska då it wæe så kjæv af det, vi har det lich så glant.

 

Mange kaptajner havde den ordning, at fem år på søen udløste et halvårs orlov. Men det kunne nu godt give problemer derhjemme. Han var vant til at have kommandoen til søs. Men hjemme i Aabenraa lød det sådan:

 

• Julius, haus at hæe ha då it æ kommando.

 

Døde manden virkelig af ”Hedewiche”?

I Bøddelgade (Nygade) boede bager Schou. Folk vidste godt, at han var tysker. Men så tysk var han dog ikke, at han deltog ikke til kejserens ”geburtstag”. Til fastelavn bagte han ”Hedewiche”. Og dem delte han gratis ud indtil den dag, da der skete en frygtelig ulykke.

Man sagde, at urmager Wied døde, fordi han spiste for mange ”Hedewiche”.

Og nu kunne knægtene heller ikke mere råbe:

 

• Matthäus Sebadeus, din klok, den ståe.

 

Kilde:

• Se Litteratur Aabenraa
• Diverse artikler fra dengang.dk

 

Hvis du vil vide mere:

• dengang.dk indeholder 121 artikler om Det gamle Aabenraa og omegn