Nora og Laura

Uden Laura var Henrik Ibsens drama ”Et Dukkehjem” aldrig blevet til. Laura blev til Nora. Dramaet er bygget op over virkelige hændelser. Dramaet fik stor betydning for kvindebevægelsen. Manden var frygtelig syg. Det eneste, der kunne redde ham, var en tur syd på. Men han havde ikke råd. Konen (Laura) lånte pengene i en bank. Hun sagde til hendes mand, at det var optjente penge. Men Laura kunne ikke betale penge tilbage. Hun ville ikke fortælle hendes mand sandheden. Det kom til et stort opgør, hvor manden sendte Laura på sindssygehospital. Efter lang tid mødte Laura og Henrik Ibsen hinanden personlig. Henrik Ibsen døde i 1906 og Laura døde i 1932.

 

 

Et dukkehjem havde premiere i København den 4. december 1879 med Betty Hennings i hovedrollen. Det er et af Henrik Ibsens mest berømte skuespil, en klassiker, der stadig spilles. Stykket blev centralt for udviklingen af det moderne drama, og selv om det ikke var Ibsens hensigt, fik det også betydning for kvindesagen. Det er bygget op over den situation, at hustruen bag sin mands ryg skaffer penge til en rejse til Syden, som er nødvendig for at redde hans liv.

 

Da han kommer hjem frisk og rask, opdager han, at hun har pådraget sig en gæld, som hun ikke kan betale, og det kommer til et voldsomt opgør. Stykket ender med, at hun går sin vej fra mand og tre børn. Regibemærkningen understreger det eftertrykkeligt:

 

“Nedefra høres drønet af en port, som slås i lås”.

 

Forfattere er frit stillet over for deres stof, men situationen var ikke opdigtet. Ibsen kendte den fra Laura og Victor Kielers ægteskab, men her formede slutningen sig anderledes. Det var man klar over i samtiden,

men i vore dage synes Laura Kielers skæbne at være glemt.

 

Laura var født i Norge 1849 som datter af Tromsø-fogeden Smith Petersen. Som ganske ung læste hun Ibsens drama “Brand” (1866), skrev anonymt en lille roman “Brands Døtre”, som hun tilegnede Ibsen og sendte ham med et ærbødigt brev. I et venligt takkebrev udtalte han håbet om, at de kunne træffes. I 1870 mødtes de i København, og Ibsen blev overrasket over, at forfatteren til Brands Døtre var en livsglad og munter ung dame. Han var på det tidspunkt med sin hustru Suzannah flyttet til Dresden og indbød hende til et besøg der.

 

Det fandt sted i 1871, varede et par uger og var vellykket. En aften havde Ibsen direkte opfordret Laura til at skrive skuespil. I 1872 døde Lauras far; hun flyttede med sin mor til Danmark, hvor hun det følgende år blev gift med Victor Kieler.

 

Han blev lærer i Hillerød, hvor han underviste i latin og fransk. De fik børn, og Laura bidrog til husholdningen ved at skrive noveller og historier. Victor var en agtet lærer, venlig og omgængelig, men han havde et fast princip, der skulle vise sig at blive fatalt: Man måtte ikke optage lån, man måtte ikke skylde penge væk.

 

En dag blev Victor alvorlig syg, det var galt med lungerne. Lægen foreskrev et længere kurophold i Syden som absolut nødvendigt. Det var udelukket, sagde Victor, vi har ikke råd. Men Laura sagde, at hun havde

lagt lidt penge til side, og rejsen fandt derefter sted i 1874. Laura havde lånt pengene i en bank i Kristiania.

 

Hun lod Victor tro, at det var penge, hun havde tjent på hvad han kaldte hendes skriverier. I juni 1876 vendte de hjem og gjorde på vejen et ophold hos Ibsen, der nu var flyttet til München.

Laura betroede sig til Henrik Ibsens hustru Suzannah; hun var bekymret for, hvordan hun skulle kunne få lånet betalt. De ord er sandsynligvis gået videre til Ibsen.

 

Han kendte allerede til den celebre historie om Orla Lehmanns datter Margrethe, der i 1876 havde forladt sin mand, forfatteren Gotfred Rode og deres to senere så berømte børn Ove og Helge til fordel for nordmanden Erik Vullum.

 

Laura og Victor Kieler vendte tilbage til Danmark. Han var fuldt helbredt og levede lige til 1917. I første omgang fik Laura en kortvarig forlængelse af lånet, idet hun kunne stille en dansk grosserer som

medkautionist. Forskellige andre anstrengelser mislykkedes, og så skrev hun under tidspres fortællingen “Ultima Thule”, som hun tillige med nogle skitser sendte til fru Ibsen.

 

Laura spurgte, om hun kunne formå sin mand til at sende manuskriptet til Gyldendals direktør Frederik Hegel. Ibsens svar var langt og sønderknusende. Det er dateret 26. marts 1878, og et uddrag af brevet giver et indtryk af Henrik Ibsens stil og personlighed:

 

“Ikke på nogen måde hverken kan eller vil jeg anbefale til Hegel det hidsendte manuskript, Ultima Thule.

 

… Den hele skildring er uden spor af sandsynlighed, troværdighed og realitet.” Ibsen kan ikke forstå, at Lauras mand ikke på det bestemteste har modsat sig offentliggørelsen. Hun måtte tage sig sammen og give sin mand fuld besked. Han måtte tage på sig de sorger og bekymringer, som pinte hende og jagede hende i angst.

 

“Under alle omstændigheder, husk på, at De har en naturbegavelse at gøre regnskab for.

 

… Hegel ville aldrig have taget Deres manuskript på forlag, om jeg end havde sendt ham det med en anbefaling. …

Skal der kunne gøres noget brugbart ud af det, så må det helt og holdent omarbejdes. Jævn, naturlig, troværdig fortælling; al sygelig opskruethed væk! Og lad Dem ikke påvirke af nogen.

 

 

I Danmark findes der så meget åndløs korrekthed. Vogt Dem for den, og vogt Dem ligeledes for at agere dansk, skam Dem ikke ved at vedblive at tænke og føle på norsk; unorsk kan man vistnok gøre Dem, men dansk bliver De ikke derfor. … Læg alt, hvad der trykker Dem, i Deres mands hænder.

Han er jo den, som har at bære det.”

 

Manuskriptet sendte Ibsen tilbage.

Da Laura fik svaret, var hun syg og forpint af sine økonomiske bekymringer. Hun havde for nylig fået sit tredje barn. Hun måtte lægge kortene på bordet, og da løb Victors nerver af med ham. Han blev rasende,

lod Laura – uden barnet – tvangsindlægge på et sindssygehospital, antagelig i nogle måneder, og han forlangte skilsmisse.

 

Nogle breve på Det Kgl. Bibliotek viser, at Laura i hvert fald fra september 1878 opholdt sig i København.

Hvis man nu stiller spørgsmålet: gik Laura ud på samme måde som Nora? – så er svaret: Nej, Laura blev smidt ud, endog tvangsindlagt, og manden forlangte skilsmisse. Men Ibsen var klar over, at der var problemer. Så sent som 2. august 1879 skrev han i anden sammenhæng til Frederik Hegel:

 

“P.S. Med fru Kieler kom det, som De formentlig ved, til en sørgelig katastrofe. Hendes mand underrettede os ganske kort om, at hun nu var bragt i en sindssygeanstalt. Kender De nærmere sammenhængen hermed, og om

hun endnu befinder sig der?” Men da var Laura for længst kommet til København, hvor Et dukkehjem fik urpremiere 4. december 1879.

 

Laura genoptog sin skribentvirksomhed, og hun engagerede sig også i den offentlige debat. Hun gav efter for Victors bønner og genoptog samlivet (de var kun separeret og ikke skilt) og fik i 1886 og 1888 børnene

Thyra og Ernst. Hun havde kun ganske sporadisk forbindelse med Ibsen.

 

En overgang var Laura journalist ved Morgenbladet, og i den egenskab interviewede hun i 1885 Henrik Ibsen, der var i København på gennemrejse.

Resultatet blev ifølge professor J.F. Kinch en beåndet og sympatisk stemt avisartikel, som senere blev optaget i en bog med titlen “Silhuetter”.

 

Hun skrev også et skuespil “Mænd af Ære”. Men hun følte trang

til at få talt ud med Ibsen, der jo i sit brev 26. marts 1878 havde afsløret en enestående mangel på forståelse for hendes situation. Bruddet med Victor havde været smerteligt og genstand for almindelig omtale. Hertil kom det pinefulde i året efter at skulle se sig selv udstillet for København og hele verden som Nora i Et dukkehjem.

 

Hun opsøgte derfor Ibsen, da han og Suzannah i 1891 efter 27 års udlændighed flyttede tilbage i Kristiania. Det blev til en lang samtale, hvor ting, som Ibsen havde glemt eller fortrængt, kom op til overfladen.

 

Ibsen havde grædt. Det hedder sig, at afsnit i hans to sidste skuespil “Bygmester Solnes” og “Når vi Døde vågner” afspejler denne samtale.

 

Laura blev imidlertid indbudt til at deltage i den store festmiddag for Ibsen på Hotel d’ Angleterre i 1898 i anledning af hans 70 års dag. Hun takkede nej. Ibsen døde 1906. Laura døde hos familie i Ålsgårde i 1932, 83 år gammel.

 

Uden Laura Kielers historie, ville Henrik Ibsens – Et dukkehjem – aldrig have set dagens lys.

 

 

Kilde:

• Universitetet, Oslo

 

Hvis du vil vide mere:

• dengang,dk indeholder 1.625 artikler, herunder Andre Historier med 65 artikler.