Dette er Nørrebros historie fra 1527 – 1850. Vi har forsøgt at fange de væsentligste ting. Magistraten kunne ikke lide den stærke mand og dampkraften. En jøde blev begravet under politi – og militærskorte.  Det lystige liv foregik på Blågården. Nye ejere glemte dog at betale afgift til Staten.

Nørrebro – området var egentlig en del af Serridslevs område. Siden 1527 har den hørt under København. Før den tid strakte byen sig kun til søerne.

 

Serridslev forsvandt

Serridslev tilhørte kongen og Roskildebispen. Selve landsbyen lå omtrent der hvor Vibenshus ligger i dag. Antagelig forsvandt Serridslev i 1523, da Johan Rantzau efter Christian den Andens flugt slog sig ned i omegnen med en hær på cirka 6.000 mand.  Man ville tvinge København til overgivelse.

Efter et halvt års belejring gav byen op.

Frederik den 1. overtog magten. Han foretog store befæstningsarbejder, blandt andet fik han søerne opdæmmet. To år efter overtog han også Roskildebispens andel.  Den største del af landsbymarken blev udlagt til fælleder, hvor borgerskabet kunne græsse deres kreaturer. Resten blev dyrket.

 

Ny belejringshær

Allerede i 1535 lå en ny belejringshær i Serridslev. Det var Christian den 3.`s hær. På et møde på Nørre Fælled i juli 1536, måtte man bede kongen om nåde.  I 1539 fik byens borgmestre og rådmænd overladt en vang i Serridslev Mark som en tak for deres arbejde med stadens anliggender.

 

Nørre Landevej

Over Fælleden strakte Nørre Landevej sig. Det var datidens Nørrebrogade. Den havde dog ikke samme linje som i dag. Dengang var Sortedams-søen og Peblingesøen en sø. Vejen fra Nørreport gik ud i landet på dæmningen mellem Peblingesøen og Skt. Jørgens sø. Derefter drejede den mod nordøst og overskred bygrænsen ved Hyltebro.

Den nuværende Nørrebrogade er antagelig blevet anlagt i sin nuværende retning i slutning af 1600 tallet. Fra 1560 eksisterede der nemlig en dæmning, der adskilte Sortedams-søen og Peblingesøen.

I 1562 kaldes denne overgang, Fjellebroen. Senere hed den Langebro. Og i Christian den Fjerdes tid hed den  Peblinge-broen.

 

Kongevej

Den nuværende Lynbyvej og Øster Allé eksisterede også meget tidlig, dog i en lidt anden retning. Frederik den Anden lod i 1580’erne bygge en kongevej, som endte ved Vibenshus. Her lå allerede en vej, der gik ud af byen.

 

Møllen og Teglgården

I begyndelsen af 1600 – tallet opstod der en spredt bebyggelse på den tidligere Serridslev Mark. Byens teglværk, Teglgården flyttede herud i 1616 – 1617. Den havde tidligere ligget ud for Østerport.

Fuglestangen blev hejst ved Teglgården. Den blev brugt til afretning af falke til fuglejagt. Det var også her det tidligere Tagenshus lå. En hollandsk mølle blev rejst her. Den blev i 1635 solgt til to garvere. De to flyttede senere til den senere Guldbergsgade. Men en tid hed denne gade dog Barkmøllevejen.

 

Vibenshus

I 1629 opstod Store Vibenshus som

• Vagthus paa Lønvejen fra København til Frederiksborg.

Navnet stammer fra Hans Andersen Vive, der boede her omkring 1635. Op til 1700 – tallet hed huset Vivens Hus.

 

Kongen anlagde en jagtvej

Da Christian den Fjerde gennemførte sin store udvidelse af Københavns befæstning, planlagde han også befæstningen langs søerne. Udenfor Sortedams-søen påbegyndte han Ravnsborg Skanse. Den skulle betales af byen, men den blev aldrig helt færdig. I 1658 måtte den rømmes,
da svenskerne dukkede op.

Det var også Christian den Fjerde, der i 1622 anlagde en bro over Ladegårdsåen, omtrent ud for den nuværende Gartnergade. Kongen anlagde også en jagtvej på Nørrebro. Det eneste der er tilbage af denne, er Møllegade.

 

De første grundejere indfinder sig

I 1661 fik Johan Merhof tilladelse til at anlægge et hus udenfor Sortedams-søen tæt ved Nørre Landevej med ret til at udskænke øl til de vejfarende. På nabogrunden, Store Ravnsborg havde borgmester Kristoffer Hansen og Hans Nansen allerede anlagt fiskedamme.

I slutningen af århundredet ejedes Store Ravnsborg af kammerjunker Vind. Og langs den nuværende Skt. Hans Gade havde borgmester Batholemæus Jensen fæstet en grund. Helt ude ved  Hyltebro havde Jacob Rustmaster fået overladt en plads.

 

Den første industri kommer til Nørrebro

Foruden den omtalte barkmølle lå der i slutningen af 1600 – tallet seks andre møller, desuden et limsyderi beliggende tæt til kongelige Majestæts Jagtvej.
Dette limsyderi omtales første gang 1694 og lå i nærheden af det nuværende Solitudevej.

 

Demarkationslinje i 1682

Mellem Nørrebro og Østerbro nede ved Sortedams-søen  lå der omkring 1670 en del småhuse.  Det var blegmændene, der holdt til her.  Men de måtte flytte.
For i 1682 blev demarkationslinjen lagt ud i en afstand af 2.000 Alen fra voldene, således at den største del af området mellem søerne og den nuværende Jagtvej kom til at ligge inden for den. Men en kongelig resolution fra 1685 kundgjorde godt nok, at alle huse skulle sløjfes med undtagelse af blegmændenes huse og møllerne.

Men hvis man havde de rette forbindelser, kunne der godt gøres undtagelser.

 

Blågården

I 1694 erhvervede deputerede i Generalkommissariatet Reinhold Meyer en lystejendom, som lå på Teglgårdens tidligere plads. Teglgården var lagt øde efter svenskernes belejring i 1658, og blev ikke senere opbygget.

Efter krigen erhvervede erhvervede Christoffer Gabel den tilliggende grund, Teglgårdsvangen, som dækkede størstedelen af området mellem Nørre Landevej, Peblingesøen, Ladegårdsåen og den nuværende Griffenfeldtsgade. Han indrettede en lille sommerbolig på området.. Og det var den ejendom, Meyer købte.

En del af det store område blev lagt ud som en park med fiskedamme, og Meyer byggede et større lyststed. Han indrettede også et Hollænderi og et gartneri på grunden.  I 1706 købte Frederik den Femtes bror, Prins Carl ejendommen, og fra den tid blev den kaldt Blågård.

Langs søerne blev der bygget på arealer, der før var fælled.

 

Markmanden

De store fælleder var Nørre Fælled og Øster Fælled.

Til at varetage det daglige tilsyn, var der ansat en Markmand eller Markfoged. En af disse var Holger Dønneke som i 1682 boede på det sted, som nu er Nørrebrogade 68. Han lagde også navn til det vandhul, der lå ved Nørre Allé, Holger Danske.

Han kunne forhindre, at man skar tørv eller tog sand, de steder, hvor det var forbudt. Men han kunne ikke stille noget op mod militæret.

 

Militæret på Fælleden

I 1679 var det hvis nok første gang, der blev holdt mønstring på Fælleden. Helt op til vort århundrede skændtes byen og militæret om brugen af Fælleden.I 1710 kæmpede 15.000 soldater i 4 uger på Nørre Fælled. Da de var væk indberettede kæmneren, at de havde:

• selvraadig opkastet og gravet efter egen Fantasi mangfoldige Huller, en Del som for dem var nødig og det mest unødig.

I 1716 lå en del af den russiske hær på Fælleden. Da de havde forladt området, så Fælleden heller ikke godt ud.

Efter lange forhandlinger forhandlinger lykkedes det for en række bryggere, at få tilladelse til at bygge en stald på Fælleden. Men under byggeriet i 1728 trådte en deling soldater til, og arresterede håndværkerne. Efter langvarige forhandlinger fik huset lov til at stå. Men kongen greb resolut ind:

• ej flere Huse saa nær uden for Staden maa opbygges, førend derom indhentes Resolution.

Man lagde fra militærets side vægt på, at de fik så meget plads som mulig. I 1753 og 1755 lå store troppekoncentrationer på Fælleden. For at lette troppernes Mouvements og Evolutions var der forud givet ordre til, at en del af de omkringliggende marker skulle forblive udyrket.

 

Rådmandsmarken

Uden for Fælleden lå Rådmandsmarken. Til dagligt var der stille og fredeligt. Vangemandens hus var den eneste bebyggelse. Men i slutningen af det 17. århundrede var det en tilbagevendende begivenhed, når de gode borgmestre og rådmænd om sommeren i fællesskab besigtigede høsten på deres vang. De sluttede med et ordentligt gilde. Der var indrettet festplads, og rejst telte.

De høje herrer havde selv medbragt kok og fine vine, som de nød i hinandens selskab. Tjenestefolket måtte tage til takke med en lidt anden form for fortæring. Her på Rådmandsmarken havde skydeselskabet holdt til i en halv snes år. Det var også her fredsforhandlingerne med svenskerne foregik i 1659.

 

De store veje anlægges

Vejene i området var ikke gode. Og bedre var det ikke, da nogle af bydelens hoved- færdselsårer blev anlagt. Nørre Allé blev påbegyndt i 1744, Blegdamsvejen er fra 1770’erne. Begge veje udgik fra  fra Fælledvejen, den gamle vej ved kvægets malkeplads. Pladsen blev senere kendt som Skt. Hans Plads.

Herfra blev kildegæster til Dyrehaven og Kirsten Piils kilde i sidste del af det 18. århundrede fragtet. Øster Allé blev i sin nuværende skikkelse anlagt i 1750, og Jagtvejen, der forbandt Falkonergården med Vibenshus blev anlagt omtrent samtidig.

Den gamle hovedvej, nu kendt som Nørrebrogade blev reguleret og omlagt i 1780’erne.

 

Masser af lyststeder.

Langs Blegdamsvejen ved den inderste del af Nørrebrogade fortsatte den langsomme bebyggelse.. det var lyststederne, der dominerede herude. I 1755 blev der lempet en del m.h.t. hvad der måtte bygges. Størstedelen af husene var stadig lave bindingsværkslænger.

 

Forlystelser på Nørrebro

Befolkningen bestod mest af håndværkere, arbejdere, møllere, gartnere og øltappere. Værtshuslivet florerede ganske godt herude. Det var som regel kvarterets egne, der holdt disse værtshuse i live, men Nørrebro tiltrak efterhånden også borgerne inde fra byen. I året 1800 fortæller Nyerup således:

• Om Sommeren søger Haandværks og Kjældermanden og unge Burscher til værtshusene paa vester – Nørre – Østerbro eller på Frederiksberg. Om Søndagen når Vejret føjer, vrimler det Sommeren igennem på disse Steder med pyntede Mandfolk og Fruentimmer, som ved Keglespil, Musik og dans at nyde Livet med en Fryd og Gammen, som Menneskene i de høje Regioner intet Begreb kunde giøre sig om.

I begyndelsen af århundredet havde Nørrebro oplevet et forlystelsesetablissement, som også trak folk fra byen hertil. Det var den stærke mand, tyskeren Eckenberg, som i 1722 overtog Barthalemæus Jensens tidligere grund langs Skt. Hans gade. Her startede han et forlystelsessted, hvor han optrådte med sine kunststykker. Et skrift beretter om dette:

• han lægger Hovedet på en Stol og Benene på en anden. Der bliver lagt en Sten på hans Mave eller bare Bryst, hvor den bliver slaaet i Stykker. Han staar på et Stillads og løfter med den ene haand en Rytter med hans hest eller 12 Personer, mens han drikker et Glas Vand af den anden Haand.

Bystyret så ikke med gode øjne på hvad der skete. De havde bragt i erfaring at

• udi sit Komediehus ligesaavel om Søndagen og andre Helligdage som hver af de Søgnedage udi Ugen agerede, hidsede Dyr og holdt med Spil og Leg, hvorved mange Godtfolks Tyende blev anlediget til Vidtløftighed og et ondt Levned.

Stedet blev lukket. En ny ejer kom i 1763, som kunne tilbyde at

• at divertere enhver honnet Familie.

Ærbarheden var vendt tilbage til Nørrebro.

 

Masser af industri

Lige op til dette lå Store Ravnsborg. Her var et meget besøgt gæstgiveri. Langs Blegdammene voksede store gartnerier frem. Flere fabrikker, der beskæftigede
sig med manufaktur dukkede frem.

I 1719 indrettede Fr. Holmsted et Kattuntrykkeri ved Blegdamsvejen. Ved den 8. Blegdam blev et andet oprettet. Grev Daneskjold Laurvigens sømfabrik etablerede sig i nærheden. I 1780 startede en stor bomuldsfabrik på den anden Blegdam, med staten som største aktionær.

 

Den lille skole ved Blegdammen

Alle disse fabrikker trak folk til. Derfor var der behov for en lille skole. I 1761 blev der oprettet en lille skole  på den 12. Blegdam. Det var omtrent der hvor Trepkasgade udmunder i Blegdamsvejen.

Raadmand Volteren inspicerede skolen i 1787. Han vendte meget mismodigt tilbage. Bygningerne var forfaldne, plankeværket var væltet, og Blegdamsgrøften, der løb udenfor, udbredte “ret en pestilentisk Stank”

• Inde i Skolestuen stod en halvgammel fattig og forknyt Studiosus og terpede Katekismus med en Flok landsbyagtige Børn, som var meget lidt fortrolige med Skriftstederne.

Først i begyndelsen af det 19. århundrede blev det gjort noget ved problemerne. Digteren, Fr. Høegh – Guldbergs blev en energisk leder af en ny skole. Efterhånden blev det den bedste Almueskole i Byen.

 

Den jødiske kirkegård

Langs den nordlige del af Nørrebrogade var det en sparsom bebyggelse ved Fælledvejen og mellem denne og Møllegade, hvor der allerede i 1694 blev gjort klar til anlæggelse af den jødiske kirkegård.

Det var de tyske jøder, der først fik tilladelse til at indrette en begravelsesplads på dette sted, langt ude for byen. Jøderne var dengang ilde set. I 1729 førte byens politimester selv an i løjerne

Det forlød nemlig at prokurator Gedeløches var overgået til jødedommen inden sin død. Men uheldigvis var han blevet begravet ude på Garnisons Kirkegården. Han måtte graves op, og ligvognen måtte eskorteres med både politi og militær til Nørrebro. Politimesteren brugte lejlighed til at håne jøderne ved denne lejlighed.

 

Lygten Kro

Udenfor kirkegården opstod der i løbet af det 18. århundrede nogle reberbaner. Helt ude ved Hyltebro overtog Konrad Berg i 1718 Lygten Kro. Han forsynede den med nye bygninger.

 

Mange ejere på Blågården

På den sydlige side af Nørrebrogade, dominerede Blågården. Prins Carl udvidede mod syd, så grunden nåede næsten helt ned til Ladegårdsåen. Han lod også en ny hovedbygning opføre. Helt ned til Peblingesøen var det et storslået haveanlæg med fiskedamme og lindealléer. Der var statuer, blomsteranlæg og lysthuse. I 1765 købte Knud Jacobsen Lyne, Blågården og bosatte sig i økonomiboligen. Statsminister Rosenkrantz havde lejet sig ind i hovedbygningen.

Fire år senere erhvervede Christian den Syvendes gode ven, Grev Conrad Holck ejendommen, og nu kom der rigtig liv på Blågården.

Kongen besøgte ofte Holck, og ofte var det dennes kun 12 – årige hustru der var værtinde. Trods pengegaver fra kongen var Holcks økonomi dårlig. Men det afholdt ham ikke fra stor selskabelighed. Der kom drivhuse og nyttehaver på ejendommen. Men i 1770 faldt Holck i unåde, og kunne ikke mere klare sine forpligtigelser.

Efter at Blågården var blevet forpagtet ud, overtog købmand Peter Tutein ejendommen. I 1780 var det Generalmagasinet og en tysk fabrikør Kalckenberners tur.  I nyopførte fabriksbygninger på ejendommen blev der oprettet klædeindustri. Men det gik slet ikke. En række mindre virksomheder rykkede ind i længerne, og i 1790 blev hovedbygningen sæde for landets største seminarium.

 

Solitude

Nu vat det slut med at være landsted. Men hos naboen, Solitude varede dette ind i det 19. århundrede. Denne lystgård lå for enden af Solitudevej. Der var grev U.A. Holstein, der indrettede gården som landsted.  Da kronprins Christian (den Sjette) og Sofie Amalie blev gift i 1721 blev de modtaget på Solitude, hvor ministre modtog dem.

Senere ejede Grev Danneskjold – Samsøe gården. I 1728 overtog Grev Sponneck gården med ret til krohold. Denne Grev Sponneck var byens kommandant.

I 1770 blev stedet indrettet til Inokulationsanstalt. Det var et hospital beregnet for børn, hvor man kunne podes mod Kokopper. Det var en af Struensees påfund. Men i 1783 ophørte dette, og Solitude fortsatte som landsted.

I 1790’erne samlede Det Forenede Musikalske Selskab sig herude. Mere folkelig var Lille Ravnsborg. Det lå på hjørnet af Kappelvej og Nørrebrogade. Her var
der mulighed for keglen og billard. Traditionen var, at det var her, at man skulle drikke gravøl efter den lange vandring ud til Assistens Kirkegården.

 

Ventegodt

Kirkegården blev indviet i 1760. Og det var jo J.S. Augustin, der som den første standsperson blev begravet herude. Tidligere var grunden blevet brugt til tobaksdyrkning.

På den anden side af Jagtvejen var der i denne periode ikke megen bebyggelse. Vi skal dog ikke glemme gården Ventegodt, i nærheden af det nuværende Esromgade. I 1762 blev de ejet af Kammerråd von Schmeiden., senere af vinhandler Ole Hofgaard. Fra 1794 var det overkrigskommissær, Johan Wiewilds ejendom.

Uden for Jagtvejen havde vi Havremarken, Kløvermarken, og Brudesengen. Sidstnævnte lå mellem Nørrebrogade og den nuværende Mimersgade.

 

Borgerskabet holder sommerferie på Nørrebro

Byens borgerskab flyttede efterhånden på landet. Således siges det at generalprokurør, Henrik Stampe i 1770’erne om sommeren boede paa Blegdammen.
Adskillige havde sommerboliger på Nørrebro.

De trange omgivelser inde i København fik borgerskabet til at søge ud til de landlige omgivelser på Nørrebro. Pensionister og tidligere erhvervsdrivende nød deres alderdom herude.

Der var kun få butikker på Nørrebro på daværende tidspunkt. En bager, en urtekræmmer, et mælkeudsalg, og nogle spækhøkere. Skulle man have andet, måtte man vandre den lange vej ind til staden. Det gjaldt også for skolebørnene, såfremt forstadens visdom ikke var nok for dem.

Idyllen på Nørrebro blev forstyrret af englænderne i 1807. Beboerne havde fået at vide, at de ikke måtte komme ind i byen. De skulle søge ud i landet. Efter at englænderne havde forladt området, blev tilsynet med byggeriet ude foran voldene skærpet.

 

Nye foreninger

På Assistens Kirkegård vendte livet tilbage. Mange mente, at der foregik for megen lystighed herude. Den bestandige Borgerlige Forening holdt til på Store Ravnsborg. Her holdt man broderskabet, borgersindet og fædrelandskærligheden ved lige. På Solitude holdt en anden forening til, nemlig Holbergs Minde. Keglebanerne og de mange beværtninger prægede forlystelseslivet på Nørrebro.

 

Det første teater

Italieneren Pettoletti havde fået bevilling til at oprette et teater udenfor stadens porte.. Det foregik på Blågården. Med adgangen til teatret var ret besværlig.
Gæsterne måtte balancere på en meget smal bro over en dyb vejgrøft. Derefter skulle man forcere en bundløs vej. En svensk gæst, der i 1830 havde besøgt teatret skrev således, at underholdningen ikke kunne måle sig med det, der foregik på Vesterbro Teater, og publikum bestod for størstedelen af pak.

Teatret brændte i 1833 og blev ikke senere opført. Omkring 1800 boede der 700 indbyggere på Nørrebro. I 1850 var der lidt over 3.000 indbyggere herude. Bebyggelsen fandt sted langs Blegdammene, Fælledvejen, og Nørrebrogades midterste del.

Overfor kirkegården lå der en stor reberbane, der gik helt hen til Runddelen. Og helt herude lå Ølunds Mølle.

 

Den ”farlige” dampkraft

Farver Holmblad havde lejet betydelige arealer på Blågården. Men i 1816 købte to af Frederik den Sjettes adjudanter, Oberst Remeling og Kaptajn Scholten hele Blågårds – området uden for søerne, og begyndte at udstykke jorden. Men de glemte dog at betale afgift til staten.

Så efter en halv snes år tog staten ejendommen. De solgte så de sidste arealer.

Blandt dem, der købte grunden var M.A. Heegaard. Han havde etableret en sommerbolig med en stor have omkring. To år senere indrettede han et jernstøberi på grunden. H.J. Bing ansøgte om tilladelse til at anlægge en papirfabrik i Blågårdskvarteret. Men Magistraten var ikke så begejstret for dampkraften.

• Denne Dampkraft udbreder til visse Tider den vederstygligst Røg baade over de nærmest tilgrænsende Ejendomme, saavelsom Veje og de langs med Søerne anlagte Promenader, at der især for Svage maa være skadeligt at blive indhyllet deri, ej at tale om, at Klæder og andre Ting fordærves derved.

Kilde: 

• Litteratur Nørrebro
• Litteratur København (under udarbejdelse) 
• www.dengang.dk – diverse artikler 

Hvis du vil vide mere: 

• www.dengang.dk indeholder 1.783artikler
• Under Nørrebro finder du 305 artikler 

Redigeret 11. – 04. – 2022