Mysteriet på Assistens Kirkegård (2)

Fabritius var en af Starckes kritikkere. Manden døde 5 måneder efter bryllup. Dødsårsag ikke anført. Hvad har fremvirket ”Chikanen”? Hun havde en tandlidelse. Var det en naturlig død. Røverne turde ikke lade hende leve? Broderen mente: ”Hun havde røde kinder”. Den bodenhoffske slægtsbog. Familien Zahle mente, at præsten var Münster – den senere biskop. Men flygtede Meisling ikke til Amerika. Det var ham, der døde på Frederiks Hospital. Rygter om, at hun skulle være dræbt med en økse. Fabritius mente, at historierne er utroværdige. Uorden på Assistens Kirkegård. Overgraver Meisling dømt for hæleri. Manglende bevis for gravrøveri. Den Bodenhoffske grav blev ikke undersøgt. Hvorfor tog de ikke smykker? Giertruds smykker var væk. Kendtes grave blev plyndret. Fabritius mente, at det var en af Oehlenschlægers skyld i balladen. Årsagen til skelettets stilling. Fabritius: Kritik er en nødvendig Ting.

 

Fabritius – en af Starckes kritikkere

Det var bestemt ikke alle, der troede på Mysteriet om Giertrud Birgitte Bodenhoff. En af disse kritikker var Albert Fabritius. Og det var en person, som man lyttede til. Han var genealog og historiker.

Han var ubønhørlig i sine krav om historisk skoling og arbejdsmetode. Han slog hårdt ned på mangler i så henseende i sine anmeldelser. Han slog hårdt ned, så han tog modet fra mange nybegyndere. Han var skarpsindig og utrolig effektiv.

Det kom til at gå ud over Viggo Starcke. Ikke i første omgang. Men først da han selv havde gennemført sine egne undersøgelser. Velkommen til anden del af vores serie om Mysteriet på Assistens Kirkegård.

Han mente ikke at sagen var så oplagt. Han synes, at der er sjusket i efterforskningen.

 

Manden døde 5 måneder efter bryllup

Giertruds mand som hun ægtede to dage før hendes 17-års fødselsdag, døde allerede fem måneder efter deres bryllup. Hun fortsatte hans forretning og deltog trods sin unge alder med dygtighed i den betydelige virksomhed, der blandt andet omfattede tømmerhandel og skibsfart.

 

Dødsårsag ikke anført

De nåede ikke at få nogen børn. Hun blev overlevet af hendes mor og sine tre halvbrødre, der arvede hendes formue på 188.722 Rdl.

I en dødsannonce dateret den 18. juli kan vi se, at hun er død efter 6 dages sygdom. Fra begravelsesprotokollen oplyses der at hun er blevet begravet den 23. juli ”fra Kildevæld”. Men der er en åben plads, der hvor dødsårsagen skulle have været anført.

 

Hvad havde fremvirket ”Chikanen”?

Hendes bror har anført, at hendes død var smertefuld og af ”Chikane fremvirket”. Det kan skyldes fortrædelighed, vanskelighed m.m. Men ikke legemlig overlast, drab og mord.

Måske har hun været ude for vanskeligheder enten i forretningen eller fra familien Bodenhoffs side. Er det rimeligt at antage, at broderen, der har nævnt ordet ”chikaner” måske kan have været sådan noget, der har medvirket til hendes død.

Overlæge Starcke har selv nævnt ordet ”selvmord” – i så fald ved hjælp af opiumflasken. Og et mord den 18. juli, vil der overhovedet ikke være tale om.

 

Hun havde en tandlidelse

Men hvad så med hendes sygdom? Den varede som vi har hørt i seks dage? ”Familietraditionen” siger, at hun døde af en byld i øret. Den anatomisk-antropologiske undersøgelse af skelettet i januar-februar 1953 konstaterede sandsynligheden af tandsmerter som følge af to store angreb af caries i overkæbens forreste store venstre kindtand.  Og i venstre visdomstand i underkæben.

En så alvorlig tandlidelse kan vel godt af såvel familien som lægen meget vel kan have opfattet sygdomsbilledet som en ørelidelse.

 

Var det en naturlig død?

Det kan således anses for sandsynligt, at Giertrud Birgitte Bodenhoff’ s sidste sygdom var en alvorlig kompliceret tandlidelse, so kan have medført døden. Som dødsårsag er der derefter tre muligheder:

• Tandlidelsen
• Uheld ved overdosering
• Selvmord i form af opiumsforgiftning

 

Røverne turde ikke lade hende leve

Men der var også andre muligheder iflg. ”Familietraditionerne” (Familie-beretningerne)

1. Overlæge Starcke beretter, at:

• I Sommernatten efter at Følget havde forladt Kirkegården og de store Porte var blevet lukket, åbnede et Par Gravrøvere hendes Kiste for at stjæle afdødes Smykker – Det siges, at hun havde to kostbare Ørenringe med i Graven, som hun havde fået af sin Mand, og da Røverne havde svært ved at få dem af, brugte de Vold og rev dem ud. Derved revnede Bylden i Øret, og den Døde, der kun havde været skindød, åbnede Øjnene.
• Hun rejste sig halvt i kisten og råbte ”O, tag mig bort fra dette skrækkelige sted. Hun havde tryglet og bedt og lovet dem en rejse til Amerika. Men røverne turde ikke lade hende leve. De slog hende ihjel med en spade.
• Mange år senere lå en af røverne på dødslejet og her erkendte han sine syndere. Det var på Frederiks Hospital i Bredgade. Han tilstod sin ugerning over for en tilkaldt præst.
• Familiemedlemmer har nedskrevet episoden. Dog er dette ført videre i forskellige versioner. Et sted stod det bare, at de lukkede lågen igen.

 

Broderen mente ”Hun havde røde kinder”

1. Inden for familien Wellmann fortælles den samme historie med den tilføjelse, at dagen efter begravelsen kom

• den unge Hr. Rosted hos Wellmann’ s og han blev ved med at komme tilbage til følgende ”Jeg kan ikke forstå, at de har begravet min Søster med røde Kinder”

 

Den Bodenhoffske slægtsbog

1. Nanna Lange oplyser i sin bog ”Den Bodenhoffske Slægtebog, at familietraditionen går ud på, at hun blev vækket af sin skindøde tilstand ved, at en graverkarl, der ville stjæle smykkerne, afhuggede en af hendes fingre for at få fat i en kostbar ring, og at han for at få fat i en kostbar ring, og derefter kløvede hendes pande med sin økse.

Nanna Lange har dog ikke kunnet finde nogle beviser på dette. Hun anser det for overordentligt usandsynligt, at man har ladet hende begrave, uden at der kunne konstateres sikre dødstegn.

 

Familien Zahle mente at det var Mynster, den senere biskop

1. I familien Zahle har man en lignende historie. Her tilføjer man, at den præst, der modtog røverens tilståelse, var Jacob Peter Mynster, som stod i venskabeligt forhold til familien.

 

Men flygtede morderen ikke til Amerika?

1. Endelig har en descendent af rektor Simon Meisling kunnet berette at morderen var Meislings broder, som efter gravrøverprocessen i 1804 var flyttet til Amerika, hvor han døde.

 

Rygter om at hun blev dræbt med en økse

3. I Fædrelandet for 3. oktober 1867 omtaler en indsender, der da snart er 70 år gammel, at han i en tidlig alder havde hørt rygtet. Traditionen her gik i denne form, at røveren har villet afskære ringfingeren og har dræbt hende med en økse.

 

Fabritius mente, at historierne var utroværdige

Åbenbart har historierne floreret i forskellige versioner. I 1890erne på Assistens Kirkegård har man fortalt dem, når man passerede det Bodenhoffske gravsted.

Albert Fabritius mente at historierne a og b kunne føres tilbage til samme kilde. – Giertrud Birgitte Bodenhoff’ s brødre. Historie c kommer fra familien Bodenhoff. Fabritius mente ikke at familien Rosted troede på historien.

Fabritius mente at historie d var utroværdig. Det var ikke sandsynligt, at han kunne sidde mordtilståelse overhørig ved et dødsleje. Hvordan skulle han omgå sit præsteløfte?

Fabritius mente at historie e var for usikker til at man kan tillægge det nogen værdi. Har graver Christian Meisling skrevet hjem fra Amerika om sagen? Og så døde han jo på Frederiks Hospital i 1816.

At han var indblandet i skandalen på Assistens Kirkegård, var det ingen tvivl om. Historierne d-f kan man godt undlade, mente Fabritius.

Hvordan vidste familien Rosted i grunden, hvad der var sket? Havde Mynster fortalt dem at Meisling var morderen.

 

Uorden på Assistens Kirkegård

I januar 1804 blev København opskræmt af rygter at den uorden, der var sket på Assistens Kirkegård. Politimesteren havde indrykket en opfordring til folk og anmelde, at de gerne ville have deres grave undersøgt.

Starcke skrev i sin bogs 2. kapitel, hvorledes sagen blev rejst af skomager Jørgen Nicolai Meyer, der mistede sin søn kort efter jul 1803. Han lod ham begrave på Assistens Kirkegård den 6. januar 1804. To dage efter ville han besøge sin søn. Han fandt ham liggende, berøvet ligkisten oven på jorden under en bunke jord og sne.

Overlæge Starcke har også gennemgået sagens akter. I hans bog kan vi læse, at graverkarle systematisk har ikke blot stjålet smykker og ligklæder, men i mange tilfælde også kisterne, som de solgte til snedkere eller brugte til brændsel. Også kadetter deltog i graverundersøgelsen.

De seks værste graverkarle blev ved hof – og stads-retten idømt flere års tugt- og rasphus.

 

Overgraver Meisling dømt for hæleri

Overgraverne, heriblandt Meisling blev fradømt deres embeder og idømtes betydelige pengebøder. Men de fik ikke Tugt – og Rasphus på grund af manglende beviser.

 

Den Bodenhoffske grav blev ikke undersøgt

Den Bodenhoffske grav var ikke blandt de grave, der blev undersøgt. Dette kunne skyldes at man næppe i 1804 var klar over at Giertrud Birgitte Bodenhoff menes at være myrdet. Og så var det lige det faktum, at det store marmormonument i et underjordisk gravkammer med metertykt murværk har været en hindring.

 

Hvorfor tog de ikke smykker?

For det tredje så ville myndighederne begrænse undersøgelserne til grave lige før 1804. Kun enkelte er fra tiden før 1800. Selv om man måske havde en mistanke om gravrøveri, er man afstået fra sådan en undersøgelse. Men egentlig ville det da være fristende at stjæle fra Københavns rigeste enke. Og man fandt da heller ikke de smykker, som hun var begravet med.

Ved forhørene af gravrøverne fik man at vide, at der var smidt brænde over plankeværket til Meislings gård. Han skulle være vidende om alt, hvad der skete. Det var mest pudebetræk og lagener, man gik efter. De nægtede at have taget smykker og ligklæder. Men hvorfor skulle de ikke have taget smykker?

Det viste sig, at man havde undersøgt 43 gravsteder fra 1791.

 

Også kendtes grave blev plyndret

Åbenbart var de blevet advaret af Meisling om ikke at røve de kendtes gravsteder. Men en række kendtes gravsteder var nu alligevel blevet plyndret, bl.a. Søren Gyldendals.

 

Fabritius mente at en af Oehlenschlægers noveller var skyld i balladen

Fabritius mener, at de fleste historier er opstået mellem 1804 og 1820 og også at Oehlenschlægers novelle ”Reichmuth von Adocht” fra 1813 er det litterære ophav til hele sagen. Desuden fastslår han, at kraniet ikke bærer spor af vold.

Politiadvokat Lotinga erklærer sig enig med Starcke i at vores hovedperson muligvis kunne have været kvalt. Men røverne kunne vel også bare have lagt låget på igen.

 

Årsagen til skelettets mærkelige stilling

Fabritius fandt ud af, at kisten var formuldet og sunket sammen. Det kunne måske forklare, at skelettet havde flere afvigelser fra det normale leje. Den slags placeringer var ikke unormalt ved ældre begravelser.

Han konkluderer, at Meisling ikke er erklæret skyldig i røveri men i hæleri. Han slår fast at historierne fra den Rostedske familie er opspind.

Desuden kan den måde Viggo Starcke har behandlet sit stof på ikke godkendes som almindelig forskning. Fabritius erklærer:

 

Fabritius: Kritik er en nødvendig Ting

• Også personalhistorien er underkastet den almindelige historiske tekniks og metoders regler, og dem må man følge
• Kritik er en nødvendig Ting.

Selvfølgelig har Viggo Starcke svaret på denne kritik. Men den må du vente med til 3. afsnit.

 

Kilde (for hele serien)

• dengang.dk – diverse artikler
• da.wikipedia.org/
• biografiskleksikon.dk
• powinternational.dk
• kristeligtdagblad.dk
• Medicinsk Forum
• Viggo Starcke: Giertrud Bodenhoff’ s Mysterium
• Personahistorisk Tidsskrift
• Historiske Meddelser om København
• Albert Fabeitius: Giertrud Bodenhoff´s Mysterium og Gravrøverierne på Assistens Kirkegård
• Preben Geertinger: Af en retsmediciners erkendelser
• Markil Gregersen, Tommy Heisz: Dødens årsag
• Berlingske Tidende
• Nyeste Skilderier af København
• Ugeskrift for Læger

 

Hvis du vil vide mere:

• dengang.dk indeholder 2.162 artikler
• Under Nørrebro finder du 327 artikler
• Under København finder du 212 artikler

 

Assistens Kirkegård:

• Da Gertrud rejste fra kisten
• Kejserinde Dagmar på Nørrebro
• Livet på Assistens Kirkegård
• Mindeplade for Peter von Scholten
• Assistens Kirkegård – 250 år
• Assistens kirkegård – en oase
• Begravelse på Assistens Kirkegård 1887
• Genforenet på Assistens kirkegård
• Røde Faner på Assistens Kirkegård
• Præster og døden på Assistens Kirkegård
• Under jorden på Assistens kirkegård

Kirker på Nørrebro:

• Kirker og mennesker på Nørrebro
• Endnu flere kirker og mennesker på Nørrebro
• Dramaet i Brorsons Kirke
• Grundtvig på Nørrebro
• Kan du råbe mig Nørrebro op?
• Martha-hjemmet på Nørrebro
• En kirke på Nørrebro
• Samuels kirke – 100 år
• Johannes Kirke

 

• Mosaisk Nordre begravelsesplads

 

København:

• Død eller skindød
• Begravelser – dengang
• Petri – og omgivelserne

 

Østerbro:

• Østerbros kirker
• Holmens kirkegård
• En engelsk kirke på Østerbro
• Garnisons kirkegård
• Krigergraven på Garnisons Kirkegård

 

Vesterbro:

• Vesterbros kirke liv