Mordet på Heden
Af Lisa Hildegardt
Vi er på en oldtidshøj på Dejberg Hede. Den kom siden til at hedde Casper Hoddes Høj. Læs her hvorfor. De havde levet sammen i mange år, Casper og Anne Marie. Ofte gennempryglede Caspar hende. Men nu havde Anne Marie fået nok. Hun slog han ihjel og gemte ham i lyngen. Hun kom til at sidde 14 år i tugthus på Christianshavn. Hun blev løsladt grundet en underlivssvulst. Sine sidste dag tilbragte hun med en fordrukken mand fra Sunds. Anne Marie blev den sidste morder blandt Danmarks rakkerflok.
Casper Hodde og Ane Marie Grønnings liv var at strejfe omkring; det var tiggeri, tyveri, druk og skænderier gennem 25 år. Det sluttede dramatisk en nat på heden i sommeren 1882, hvor et jalousidrama fik Ane Marie til at slå Casper ihjel og gemme ham i lyngen.
Historien om Ane Marie, det uægte barn, der tilbragte den første del af sit liv i fattighuset i Sunds og måtte lide den tort at komme tilbage dertil igen efter at have siddet 14 år i tugthus,
Ane Marie Nielsdatter Grønning blev født 29. juli 1836 i Dejbjerg i Vestjylland, og døbt i Sunds Kirke den 7. august samme år. Som barnefader udlagde moderen Kirsten Marie, Niels Skott Christensen fra Dejbjerg. Ane Marie blev som barn bortliciteret til Jørgen Sørensen, Sønderås Huse, der i 1846 fik en tønde rug for at have hende.
Først søndag efter Påske 1851 blev hun konfirmeret i Gjellerup Kirke efter at være “befunden god i kristendomskundskab og meget god opførsel”. Derefter fik hun plads hos selve herredsfogeden, justitsråd Feddersen på Nørholm ved Herning fra maj til november. I hendes skudsmål udtrykte herredsfogeden sin fulde tilfredshed med hende.
I foråret 1857 havde Ane Marie plads hos en ældre mand i Vejrum ved Holstebro, men der løb hun fra i efteråret, kom hjem til sin moder i Sunds fattighus – strejfede om og tiggede og stjal et lommeur hos snedker Povl Mikkelsen i Ørre. Man fandt uret hos hende, hun blev arresteret og i Hammerum herred ekstraret idømt to gange fem dages fængsel på vand og brød.
Det var samme år hun fandt sammen med Casper Nielsen, kaldet Casper Hodde. Han var søn af Niels Outrup og Anna Kierstine Caspersdatter fra Hodde i Rind sogn. Casper havde været gift før og aftjent sin værnepligt, men stak af fra kone og børn, og hutlede sig igennem som en slags omløbende glarmester. Formentlig havde Casper været straffet, før han mødte Ane Marie. I hvert fald varede det ikke længe inden de på den hvileløse omflakken i det vestjyske, hvor de tiggede og stjal sig frem, kom i konflikt med øvrigheden.
I sommeren 1858 straffedes Ane Marie med to gange fem dage på vand og brød for tyveri, og derefter gik det slag i slag. 1861 fik Casper et års forbedringshus for tyveri af et brød, og snart var de begge anbragt i Viborg Tugthus.
Beretningen om deres liv er en beretning om den nød og fattigdom, der var den usle hverdag for samfundets udstødte i en tid, da de sociale foranstaltninger udelukkende skulle tjene til at isolere småkriminelle fra det øvrige samfund.
Ane Marie og Casper tilhørte det omstrejfende vestjyske folkefærd, der skiftevis benævntes som: natmænd, kjeltringe, skøjere og en hel del mere, og som de sidste par hundrede år tjente til livets ophold ved at gøre det arbejde, det gode borgerskab anså for uærligt – såsom at gilde svin og andre husdyr, at flå og begrave selvdøde kreaturer og at feje skorstene.
I slutningen af 1800-årene var det slut med, at bønderne ville slippe deres surt tjente skillinger for at få den slags arbejde gjort, og så måtte omstrejferne – et par hundrede i tal vel – få føden ved smårapserier og pågående tiggeri, hvis de da ikke blev forsørget af det offentlige i egnens tugthuse og arbejdsanstalter.
Ifølge de forhør, politimyndighederne foretog ved anholdelsen af Ane Marie for mordet på Casper, som hun ret snart indrømmede. Hun fortalte, at Casper blev indlagt i 1876 på sygehuset i Ringkøbing til behandling for syfilis. Fra det tidspunkt forandrede han sig fuldstændig. Han optrådte oftere og oftere voldeligt overfor sin samlever. To år efter er det Ane Maries tur til at komme på sygehuset. Casper havde givet hende en del skrammer, og der må være tale om alvorlige skrammer, siden hun kom på sygehuset, og da hun siden, ifølge hendes egen og vidners forklaring, jævnligt blev gennempryglet af Casper, var der grund til at tro, at hun slog Casper ihjel, fordi hun var dødsensangst for, at han ville dræbe hende.
Kort før drabet kom parret på besøg hos Christian Bjødstrup og Ingeborg Mæster i Bjørnemosehuset på Dejbjerg hede. Den 22. juni er mændene ved Stauning Fjord for at stange ål, medens kvinderne var alene hjemme. Ane Marie pæglede brændevin, blev svirendes og ustyrlig. Da Casper kom tilbage gik han amok, og kun Christian Bjødstrups indgriben forhindrede Casper i at gennemprygle sin samlever endnu engang.
Næste morgen fortsatte parret deres vandring. Ane Marie havde en trepæglsflaske i sin kurv, og de drak begge af den. Da de var kommet en halv mils vej fra hytten, lagde Casper sig på en lynghøj, og her genoptog han de sidste dages stiklerier og grove beskyldninger mod hende. Han hævdede, at hun var kæreste med Anders Rasmussen i Røgind, og når de kom til Anders’s sted og havde spist middagsmad, ville han, Casper, slå dem begge ihjel.
For at understrege, at det ikke var mundsvejr, lå Casper og ”legede” med en kniv, som han havde stjålet i Bjørnemosehuset. Han gik så vidt, at han skar et hul i hendes forklæde, inden han trak sin frakke over hovedet og lagde sig til at sove. Ane Marie faldt også i søvn, men vågnede snart efter plaget af angst for at Casper skulle gøre alvor af sine trusler. Hun fik da den tanke at dræbe ham, før han dræbte hende. Efter et kvarters grublen over fremgangsmåden opdagede hun en sten, som lå i nærheden af en tørvestak. Hun lagde stenen i en pose, snurrede posen nogle gange rundt for at stenen kunne ligge fast, satte sig på hug ved Caspers venstre side og slog ham hårdt to gange, en gang i tindingen og en gang på venstre kind. Casper vendte sig nu uden at give en lyd, så han kom til at ligge på ryggen, og derefter gav hun ham det tredje slag i panden og nu fik han slag på slag. Hun var ikke selv klar over, hvor mange hun tildelte ham i det sindsoprør, hun var kommet i. Da hun skønnede, at han ikke mere trak vejret, tildækkede hun hans lig med lyngtørv. Efter at hun i et kvarterstid havde siddet ved liget og kysset dets højre hånd, idet hun bad Gud være Caspers sjæl nådig, flygtede hun.
Efter drabet købte Ane Marie brændevin hos kræmmeren i Lem, og hen under aften kom hun til Anders Rasmussens bosted i Røgind. Hun betroede ham sammenhængen, og fortsatte efter et par dages ophold til Skarrild til Anders Kvembjerg, hvis søn den 30. juni overgav hende til politiet.
I begyndelsen nægtede Ane Marie at kende noget til drabet på Casper, hvis lig blev fundet af forstanderen på Dejbjerg fattiggård. Først da Anders Kvembjerg kom i forhør, tilstod hun og indsat i kvindefængslet på Christianshavn. På grund af en underlivssvulst blev hun benådet og løsladt i 1897 efter at have tilbragt 14 år i tugthuset.
Sine sidste år levede hun sammen med en fordrukken enkemand på fattiggården i Sunds. En morgen, da manden vågnede på gulvet, hvor han om natten i fuldskab var faldet i søvn, fandt han Ane Marie liggende død i sengen. Det var den 15. maj 1901, hun var da 64 år. Hun blev begravet på Sunds Kirkegård søndagen før Pinse.
Hun blev den sidste morder blandt Danmarks rakkerfolk. Man talte i øvrigt pænt om hende i Vestjylland. Ingen kunne så kærligt som hun stryge de farende svende over panden, når hun hørte på deres menneskelige forlis.
Man kan vist godt sige, at hun var et fint menneske, livet havde givet visse skrammer.
Det var ved denne oldtidshøj på Dejbjerg Hede, at Casper Hodde den 23 juni 1882 blev myrdet af Ane Marie Grønning. Højen blev herefter kaldt Casper Hoddes Høj.
Casper Hodde og Ane Marie Grønning er beskrevet i folkemindesamler H.P. Hansens; “Jyske skøjere og rakkere.”
FOTO AF HODDES HØJ
Tak til Lisa, for en interessant og sørgelig beretning.