Mirjams Flugt (b)

 

Dette er en anmeldelse af bogen Mirjams Flugt af Christoffer Rosenløv Stig Christensen. Dette er en ny redigering af en ældre artikel. Vi følger Mirjam fra Litauen. Først i ghetto, hvor alle børn blev læsset på vogne og kørt til ukendt skæbne. I Stutthof var der hverken kloak, toilet, vand, stole, senge eller borde. Dødsmarchen kostede mange livet. Og på vandet blev flygtningeskibene bombarderet af russere og englændere. En tankevækkende erindring krydret med krigens rædselsfulde fakta. En 87 – årig Østerbro – borgers frygtelige skæbne.

 

 

Fakta og lidelseshistorie

På Østerbro sidder i dag en aktiv 87 – årig dame, der ser tilbage på sit bevægende liv. Vi følger hende fra den dag, da Mirjam Jurkofsky oplevede, at de tyske tropper stormede ind i Litauen. Samtidig med denne historie, følger vi krigen ud fra fakta.

 

Der er ikke så meget nyt i disse fakta, men det fungerer udmærket sammen med Mirjam´ s lidelseshistorie. Og forfatteren forholder sig heller ikke til, hvordan vi behandlede flygtningene i Danmark, eller hvorfor de allierede bevidst bombede flygtningeskibene. Det kan være et bevidst fravalg.

 

 

Livet er dyrebart

 

• Livet er dyrebart, og jeg holder meget af det,

 

Ja sådan siger Mirjam Jurkofsky, som oprindeligt var døbt Merke Pomeranz.

Nogle detaljer, hændelser, datoer, steder og personer er forsvundet i Mirjams hukommelse. Andre ting er udeladt af private grunde.

 

 

Et civiliseret liv kan gå i opløsning

Det var et foredrag på det jødiske plejehjem af Sofie Lene Bak, der fik Mirjam, til at fortælle hendes historie. Sofie Lene Bak, hvis seneste bog, som vi har anmeldt her på siden, skriver også bogens efterskrift. Hun siger meget rammende:

 

 

• Holocaust minder os om, at civiliserede samfund kan gå i opløsning på rekordtid, og at almindelige mennesker kan ende med at begå grusomme forbrydelser.

 

 

Udryddelse af jøder

I 1941 var der mellem 200.000 – 250.000 jøder i Litauen. Fire år senere var der 10.000 tilbage.

 

Dengang i Litauen var Mirjam 16 år gammel. Det var den 22. juni 1941. Aftenen forinden havde det lille træhus været fuld af liv. Man havde holdt den ugentlige jødiske helligdag. Storesøster Luba på 18 år, var stadig præget af en blindtarmsoperation.

 

Allerede som 14-årig havde Mirjam lukket skolebøgerne. Den daglige kamp for at skaffe mad og penge tog for megen tid.

 

 

Jøderne mistede deres rettigheder

I 1933 var nazisterne kommet til magten. Det gik ikke langt tid, inden jøderne fik dette at følge. I årene, der fulgte, blev synagoger brændt ned, og efterhånden mistede jøderne efterhånden alle deres rettigheder.

 

 

På flugt

Der blev råbt og skreget. Tyskerne var kommet. Inden fra midten af byen bredte der sig hastigt en ild. Mirjam og storesøster søgte mod hovedvejen. En lastbil holdt ind til siden, og søstrene sprang op.

 

 

Operation Barbarossa

Mere end tre millioner tyske soldater var i gang med Operation Barbarossa. Det gik hårdt ud over Litauens befolkning. Men helt op til 45 millioner mennesker måtte forsvinde for at sikre mad og råstoffer til Hitlers værnemagt.

 

 

Modtaget med hyldester og blomster

Den lastbil, søstrene befandt sig, var kørt ca. 100 km, da de blev læsset af. De søgte i den første tid ly i et jødisk kapel. Efter tre dage nåede de tyske tropper byen. Som i andre litauiske byer blev de modtaget med hyldest og blomster. Befolkningen troede fejlagtigt, at de nu fik deres selvstændighed tilbage.

Man havde valget mellem to onder, kommunisterne eller nazisterne. Men ret hurtig proklamerede Hitler, at landet nok ikke skulle regne med selvstændighed.

 

 

De skulle gå i rendestenen

De to søstre fandt ud af, at de på byens rådhus kunne få mærker til noget spiseligt. Her opdagede de pludselig flere familiemedlemmer, der havde fået et lille sted, hvor de alle holdt til. Søstrene kunne nu nyde fællesskabet med familiemedlemmerne.

 

Men snart skulle alvoren gå op for dem. Der blev spyttet på jøderne i Litauen.  De måtte ikke længere bruge offentlige transportmidler. De måtte heller ikke gå på fortovene, og skulle gå i rendestenene. Pludselig måtte de ikke mere få behandling på sygehusene.

 

 

De jødiske mænd blev skudt

De jødiske mænd i Mirjams familie blev arresteret uden begrundelse. Det var en onkel og en svoger, der kort tid efter blev skudt. Det var i en skov cirka 12 kilometer fra det sted, Mirjam befandt sig. En regulær massehenrettelse foregik her.

 

Det var Heydrich, der havde beordret dette. Han havde udnævnt forskellige indsatsgrupper. Og indsatsgruppen i Litauen var blandt de værste.

I løbet af et halvt år havde indsatsgruppen stået bag 137.346 drab, heraf var de 114.856 jøder.

I Sialiai i det nordlige Litauen opererede en anden indsatsgruppe.

 

 

I ghettoen

Og her blev en ghetto indrettet med forskellige kvarterer. Flere meter høj pigtråd blev sat rundt. Og her nærmest i et træskur boede Mirjam og hendes familie. Det var uden bad eller toilet. Lige uden for hoveddøren havde de udsigt til pigtråd. I ghettoen opholdt der sig 5.500 indbyggere. Alt for mange på for lidt plads.

Og også i ghettoerne opererede morder – patruljerne.

 

 

Under SS – Soldater

Mirjam var med til at udvide en flyveplads. Hun blev sat til mange forskellige arbejdsopgaver. På et tidspunkt skulle hun stryge skjorter til SS – folk.

 

Der blev også smuglet mad ind i ghettoen. På et tidspunkt blev Mirjam opdaget, men slap heldigt. Sådan gik det ikke for 40 – 50 jøder, der gjorde det samme. De blev skudt.

 

Ghettoen blev omdannet til en udelejr for KZ – lejren i Kaunas. Nu stod Mirjam og alle de andre jøder pludselig under SS – korpsets myndighed.

 

 

Operation Reinhard

En dag, da Mirjam var kommet hjem fra arbejde, havde SS – soldater hentet alle børn op til 13 år. Dem, der havde gemt sig, trak de i håret eller benene og smed dem ned fra tagene. De blev kørt til togstationen og anbragt i godsvogne. Ældre, handikappede og syge blev taget med ved samme lejlighed.

 

Sandsynligvis er alle havnet i gaskamrene i Auschwitz. Heinrich Himmler havde fundet ud af, at gas var billigere og mere effektivt end kugler.

Alene i løbet af 1942 blev formentlig op til 1,3 millioner polske jøder gasset i de første tre lejre i den såkaldte Operation Reinhard.

 

 

Fuldstændig tilintetgørelse

Egentlig ville nazisterne deponere jøderne til øde egne. Her håbede man så, at de døde af sig selv. Men denne beslutning blev ændret til en fuldstændig tilintetgørelse af Europas jøder.

 

 

Til Stutthof i kreaturvogn

Sidst på vinteren 1943 blev Mirjam og hendes familie kommanderet i arbejdslejr. Maden var knap og nogle vagter til tider modbydelig. I løbet af juli 1944 blev de tidligere ghettoer helt lukket i Litauen.

 

Dem, der var tilbage, blev ført til kz-lejren Stutthof nær Gdansk (Danzig) og til Dachau nordøst for München.

 

Mirjam og hendes familie blev i kreaturvogn ført til Stutthof. Under 2. verdenskrig blev 110.000 fangere ført hertil. Halvdelen overlevede ikke.

 

 

Ydmygende lægeundersøgelse

Det første de fratog Mirjam, var alle hendes ejendele. Dernæst måtte hun gennem nogle ydmygende lægeundersøgelser.

I oktober 1943 blev 150 danske kommunister med den danske regerings hjælp sendt til Stutthof. Omkring 20 af disse overlevede ikke strabadserne.

 

Stutthof var vokset fra at være 4 ha i 1939 til 120 ha fem år senere. Gaskammeret blev først taget i brug i juni 1944. Lejren var egentlig ikke det man kaldte udryddelseslejr.

 

Således døde to millioner jøder i de egentlige udryddelseslejre som Treblinka og Auschwitz – Birkenau. Mirjams lillebror blev sendt til Auschwitz.

 

 

Uden kloak, toilet, stole eller borde

I Stutthof kom Mirjam og hendes søster i Jødelejren. Her var de mest usle forhold. Der var ingen kloaker, intet toilet eller rindende vand. Der var ingen stole, borde eller køjesenge.

 

Lederen, Ewald Foth var en ren sadist. Han deltog selv i afstraffelsen med dødssprøjter og nakkeskud.

 

 

Næsten i paradis

Tørsten og sulten prægede Mirjam konstant. På et tidspunkt kom hun ud på en gård. Heldigvis behandlede den tyske familie hende godt. Selv om hun arbejdede hårdt, tog hun på i vægt.

 

 

Kanoner kunne høres

Efter den periode, som hun nærmest opfattede som paradis, blev hun sendt i en filial – lejr, 40 km fra Stutthof.

Og havde man ikke arbejde til kvinderne, blev de sat til at sidde timevis på gulvet uden mulighed for at røre sig. Det skete også, at de i timevis skulle gennem appeller.

 

I januar 1945 kunne fangerne høre kanoner. Det var Den Røde Hær, der var på vej. I lejren hærgede en tyfus – epidemi. Mirjam gik heller ikke ram forbi. Og krematorierne arbejdede stadig i døgndrift.

 

 

Dem, der segnede, blev skudt

Den 22. jan. 1945 fik fangerne at vide, at dem der regnede med at kunne gå mindst 30 km dagligt skulle melde sig. Lejren skulle evakueres. Endelig den 26. jan. var det afgang. Man kørte med tog de 14 km til Mikozewo. Her blev man fragtet over Wisia – fjorden. Først nu begyndte den egentlige dødsmarch.

 

De kvinder, der dejsede om, blev skudt. Og det var der mange, der gjorde. Kommunisten Martin Nielsen har i bogen Rapport fra Stutthof beskrevet denne march. Den varede meget længere end den uge, man sagde, den skulle vare. Det gjorde det heller ikke lettere med voldsom regn og snestorme. Ligeledes bredte sygdomme sig både blandt fangerne og vagterne.

 

 

Nedskydninger ved kysten

Martin Nielsen beskrev, at der på den march, han var på, da startede 1.198 fangere. Dagen før, de blev befriet var der kun 346 tilbage. Marchen var aldeles ukoordineret. Der var beretninger om, at der ved kysten var nedskydninger.

 

Russerne nåede først Stutthof den 9. maj 1945.

 

 

Gemte sig i høet

Mirjam og hendes søster forsvandt op på et loft, og gemte sig i høet. Først længe efter turde de at komme frem.

Efter en lang vandring, fik de hjælp af tre russiske piger. De fik nyt tøj, blev vasket og fik noget at spise. De fik arbejde hos en borgmester i en lille by. De skulle hele tiden passe på ikke at røbe, at de var jøder. Men gården blev bombet af russere, så de måtte flygte.

 

På flugt så de tyske soldater hænge dinglende fra galger. Kvinder blev voldtaget af Den Røde Hær, og flygtninge blev mejet ned. Hævntørsten fra de russiske soldater var stor.

 

 

Operation Hanibal

En 33 km lang halvø Hela ved Gdansk blev redningsplanken for hundredetusinde. De var på flugt fra Den Røde Hær. Blandt dem var Mirjam og hendes søster.

 

Den tyske stor – admiral Karl Dönitz gav ordre til Operation Hannibal. Flygtninge fra Østpreusen, Vestpreusen og Pommern blev sejlet videre til sikre havne. Det anslås, at mellem 1 og 2 millioner flygtninge på den måde reddede livet. – deriblandt Mirjam og hendes søster Luba.

 

 

Flygtningeskibe bombarderet

Alt blev brugt, overlæssede passagerskibe, krigsskibe, tankskibe, handelsskibe, skoleskibe, fiskerkuttere, pramme og kul både.

Mirjam husker, at det skib, de var med, blev angrebet af russiske jægere.

 

Bogen tager ikke stilling til, hvorfor britiske og russiske fly angreb flygtningeskibene, selv om de vidste, at der var flygtninge ombord. Deres angreb betød tab af tusinder og atter tusinder af menneskeliv.

 

 

Følte sig stadig fanget

Mirjam og hendes søster kom til Danmark og kom til en flygtningelejr i Han Herred ved Thorup Strand. Her var der udelukkende kvinder og børn. Man kunne bevæge sig frit og måtte selv lave maden. Men Mirjam og hendes søster følte sig stadig fanget.

 

I sommeren 1945 forlod de to søstre deres tilholdssted med præstens hjælp.

 

 

Hos grosserer Melchior

Et år efter gik de to søstre ned ad Østerbrogade. De skulle møde grosserer Melchior. Mirjam blev derefter ansat i huset hos ham. Den rigdom, der mødte hende i huset i Vedbæk, overvældede hende helt.

 

 

Gift med Philip

Mirjam flyttede sammen med Philip på Nørrebro. De blev gift, og fik to børn. I 1962 flyttede de til Østerbro. I 1972 døde Philip.

 

Da Mirjam senere skulle en tur til Israel forsøgte hun at opspore hendes ungdomskæreste Buzyk. Men det blev dog kun til dette ene møde.

 

 

Søsteren led

Mirjam bevarede kontakten til hendes søster, Luba. Hun kunne ikke glemme de grimme oplevelser, de havde været udsat for. I perioder led hun af meget dårlige nerver. Og i 2000 døde hun.

 

Mirjam er i dag en meget aktiv dame, der stadig bor på Østerbro. Hun deltager i en masse aktiviteter.

 

 

Krigen kostede 60 millioner livet

Da krigen endelig sluttede i Europa, havde 60 millioner mistet livet. Millioner af mennesker var flygtet eller deporteret. Og en af dem, der flygtede, var Mirjam.

 

 

Er vi blevet klogere?

Dette er en frygtelig lidelseshistorie godt krydret med krigens andre rædsler. Selv om bogen som sådan ikke giver noget nyt om selve krigen, er den en advarsel mod, at dette skal gentage sig. En absolut velskrevet bog, der giver noget at tænke over. Men mon vi er blevet klogere?

 

 

Kilde:

 

Christoffer Rosenløv Stig Christensen: Mirjams Flugt (Jyllands – Postens Forlag)

 

 

 

Hvis du vil vide mere: Om jøder, Holocaust

 

• dengang.dk indeholder 1.699 artikler, herunder 342 artikler om Besættelsestiden (Før/Nu/Efter):

 

• Auschwitz og Thalidomid-skandalen
• Buchenwald -lægen Værnet er stadig aktuel
• Holocaust-fornægteren fra Kollund
• Auschwitz – en udryddelseslejr
• Bag KZ – lejrens pigtråd
• KZ – udelejr Husum Schwesing
• Jagten på det perfekte menneske
• Dansk vaccine i Buchenwald
• Værnet – lægen man lod flygte
• Joseph Mengele – dødens engel
• Død over Barbi Jar
• Sort Jord – Holocaust
• Hvad skete der i Borbruisk

 

• Under København (182 artikler):
• De forfulgte jøder
• Flugten over Øresund
• I ondskabens skygge af Holocaust
• Da krigen var forbi
• Besættelsestidens fortrængninger

 

• Under Sønderjylland (198 artikler)
• Holocaust – aldrig igen