Mere om Soldatergraven ved Bøffelkobbel (3)

Jørgen Fink deltog i Treårskrigen og blev alvorlig såret. De var en fattig kådner-familie. Datteren blev sendt i sikkerhed. Tyskerne rykkede frem. Jørgen Fink tog en rask beslutning. Gravfreden blev brudt. Mindesmærket i haven. Bøde for at dekorere gravstedet. Officielt en Soldatergrav”. Drachmann ville skrive en roman fra Grænselandet. En tur til Dybbøl og omegn. Drachmann blev meget betaget af familien Fink. Et populært digt.

 

Jørgen Fink deltog i Treårskrigen

Så er vi her for tredje gang. Og her skal vi igen beskæftige os med Jørgen og Kathrine Finks smukke handling som vi også kiggede på i første del. De begravede to faldne soldater i deres have, under kampene om Dybbøl i 1864.

Den 21. maj 1941 blev der afsløret en mindeplade på stedet.

Jørgen Fink havde deltaget i treårskrigen. Han blev ramt af en fjendtlig kugle, der gav ham et livsvarigt kranie-ar fra pande til isse. Han blev først ført til Sønderborg og senere til København. Ved ankomsten var han døden nær af betændelse og sårfeber. Han kom sig over sine lidelser.

 

En fattig kådner – familie

I 1854 blev han gift med Kathrine som stammede fra Dybbøl. De købte det senere så kendte kådner-sted i Bøffelkobbel lige i udkanten af skoven.

Ved siden af deres beskedne landbrug indrettede de et maltgøreri. De var flittige og fattige. De havde kun en hest. Og den sled i det. I 1859 fik ægteparret en datter.

 

Datteren sendt i sikkerhed

I 1864 var Bøffelkobbel i centrum for kampene. Den danske hær var i tilbagetog. Ægteparret fik ikke nogen søvn i flere nætter. De havde nok at gøre med at forpleje forkomne soldater.

De fleste af egnens befolkning var flygtet. Og dem, der var tilbage gemte sig i kælderen for ikke at blive ramt af et vildfaren skud. Ægteparret Fink blev på det lille sted. Datteren var sendt i sikkerhed på Broagerland.

 

Tyskerne var rykket frem

Under kampene søgte ægteparret Fink ly i en cementbeholder, der blev brugt ved maltgøreriet. Den 22. februar kom det stærkeste angreb. Tyskerne var nemlig grundet en stærk snetykning ubemærket rykket gennem skoven helt ind imod Finks hjem. De havde besat skoven med en ret stor styrke.

Den danske feltvagt, der førtes af løjtnant Helms blev omringet og taget til fange. De var cirka 100 mand. Blandt de faldne var de to soldater, der ligger begravet i Finks have. Den ene var dragon Jens Christensen og den anden var Hans Hansen.

 

Jørgen Fink tog en rask beslutning

Da kampene den 22. februar endte, lå de to soldater på gulvet i Finks stue. Her blev de liggende nogle dage, da kampene hele tiden blussede op igen.

Men så tog Fink en rask og stærk beslutning, der vel ikke var helt ufarlig. Han aftalte med tyskerne, der på det tidspunkt havde huset i besiddelse, at de skulle indstille skydningen imens han gik over til den danske linje for at få dem til at afhente de døde.

Det lykkedes da også for Fink at nå frem til den danske linje, idet han under sin tur svingede med et hvidt klæde. Han fik også bragt en sammenkomst i stand i sit hus mellem danske og tyske parlamentærer. Danskerne fik lov til at tage de danske døde med sig. Men så opstod der en del forvirring hos den danske delegation. Man kunne ikke blive enige om de døde skulle bæres eller køres væk.

Så tog Fink og hans kone affære. De udvalgte den bedste plads i deres have til et gravsted. Jørgen Fink gravede selv graven. Hjulpet af naboens karle blev de døde båret ud.

I det samme kom en stor tysk patrulje. Da de nærmede sig huset blev karlene bange og løb deres vej. Jørgen Fink måtte da klare resten alene. De blev lagt ned side om side. Over dem blev lagt dragonernes blå kappe. Han og hans kone stod et øjeblik med foldede hænder. Jørgen Fink sagde stille:

• I Jesu Navn – Sov sødt

Derpå dækkede han graven til.

 

Gravfreden blev brudt

Gravfreden varede ikke evig. Da en afløsende tysk styrke besatte egnen så deres chef den ny opkastede jord i Finks have. Han ville have klarhed over, hvad der var sket.  Graven blev derfor åbnet så dybt, at dragonens blå kappe kom til syne. Derpå accepterede tyskerne Finks forklaring. Graven blev lukket for anden og sidste gang.

 

Mindesmærket i haven

Freden rykkede Tysklands grænse mod nord – til Kongeåen. Der blev ikke gjort anstalter til at flytte de to soldater til en kirkegård. Jørgen og Kathrine Fink rejste et minde i den lille have.

Jørgen Fink lavede selv et mindesmærke bestående af et par træsøjler, som bar en plade med en indskrift forfattet af ham selv:

• Her hviler 2de tapre Danske Dragon 12. og Infanterist 10 Reg. Faldne 22. Februar 1864.

Øverst på hver søjle var anbragt en kanonkugle. På en anden mindre tavle stod et par rørende vers, som Kathrine Fink havde digtet.

 

Bøde for at dekorere grav

Kathrine Fink sørgede også for at der hver dag kom rød/hvide bånd på. De blev taget ind om natten. Det var ellers forbudt dengang. Det skete da også at disse bånd blev fjernet af gendarmen og amtsforstander Peter Kjer i Sønderborg udstedte en bøde på 3 mark eller en dages fængsel.

Fra den tid nøjedes Kathrine med at dekorere med blomster.

 

Officielt en Soldatergrav

Efter overenskomst mellem den tyske og danske regering kom Soldatergraven i Finks Have senere ind under de soldatergrave, der var undergivet det danske Krigsministeriums tilsyn syd for Kongeåen.

 

Drachmann ville skrive roman fra grænselandet

Når vi nu nævner Bøffelkobbel kommer vi også til at tænke på Holger Drachmann. Det var en dag i april 1877 at han var kommet til Sønderjylland/Nordslesvig for at samle stof til en sønderjysk fortælling. Men den påtænkte roman blev aldrig til noget. I stedet blev det til en slags dagbog. Den udkom den 2. december 1877 under titlen:

• Derovre fra Grænsen

 

En tur til Dybbøl og omegn

Da forfatteren atter ville forlade Sønderjylland, foreslog hans vært, at de skulle tage en tur over Sundeved og blandt andet se Dybbøl by. Dette var Drachmann med på. Og næste dag foretog man så turen.

Det blev en skøn tur, hvor Drachmann så alle de historiske minder. Og så gik turen også til Bøffelkobbel – en halv miles vej fra Dybbøl by. Da vognen standser, ser Drachmann det lille hus med en lille have foran. Han ser også stenen i haven.

 

Dybt betaget af Familien Fink

I hans udgivelse står det ikke noget særligt om dette besøg kun en lille beskrivelse. Men under besøget besøger de også familien Fink. Og Drachmann bliver i den grad betaget af Kathrine Finks beskrivelse og fortælling om graven ude i haven.

Forfatteren hilser også på datteren Marie Fink, som fortæller videre om graven. Kathrine Fink fortæller blandt andet:

• Vi havde jo lukket os inde, da det vrimlede med soldater i skoven. Så kom en dragon pludselig sprængende forbi huset og lidt efter hørte vi skud og så hans hest styrte. Vi gik lidt senere ud, løftede dragonen op og bar ham ind i sengen, hvor han kort efter døde. Lidt senere fandt vi en infanterist. Han var død. Vi begravede dem begge derude.

 

Et populært digt

Drachmann havde bestemt ikke glemt besøget. Hans tanker er hos familien Fink, da han skriver et digt, som opnåede noget af en folkeyndest som kun få digte:

• Hvad på Dybbøl du så ved den alfare vej
• var et syn, som selv måtte røre de døde,
• alle vore hjerter fløj dig i møde
• i hvad der så hænder: vi glemmer det ej

Et yndet motiv var De Sønderjyske Piger og her mindes vi også Drachmanns ord:

• De vog dem, vi grov dem en grav i vor have.

Du kan læse om dette digt i vores andre artikler om temaet

 

Kilde:

• Sprogforeningens Almanak
• Litteratur Sønderjylland (Under udarbejdelse)
• dengang.dk – diverse artikler

Hvis du vil vide mere:

• dengang.dk indeholder 1.814 artikler
• Under Sønderjylland finder du 212 artikler
• Under 1864 og de Slesvigske Krige finder du 45 artikler
• Under Indlemmelse, Afståelse og Genforening finder du 143 artikler

 

• Soldatergraven i Haven (1)
• 1864 – En ulykkelig kærlighedshistorie (2)
• ”De Sønderjyske Piger”